Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Syd for Aabenraa

December 6, 2009

Vi skal besøge Ensted, Styrtom, Stubbæk,
Årup, Røllum og Hostrup. Desuden skal vi høre om adelen i Søgård.
Både familien Lembeck, Ahlefeldt og hertugen af Augustenborg. Den nordlige
del var rig med ager, skov og mose. Den sydlige del var fattig med sandjord.
Læs også om de kristne kultsteder. Vi følger historien op til 1800
– tallet.
 

Se Aabenraa og Styrtom

  • Se Aabenraa og Styrtom

 

Det er noget af det første du får at
vide, når du kommer til Aabenraa. Ja, det er faktisk et sted, der hedder
Styrtom.
Men inden vi så gør det, skal vi se lidt på stedet omkring
dette sted Styrtom.

Vi befinder os i Ensted Sogn,
lige syd for Aabenraa.  

Et gammelt sted

Stednavnet forekom første gang, som
så meget andet i Kong Valdemars Jordebog
fra 1231 som Ensath. Og dette tyder på, at stedet har eksisteret
længe for vikingetiden. Byens kirke ligger på et højt sted. Måske
har dette været områdets religiøse tiltrækningskraft.  

Stubbæk,
sognets største by, er en meget gammel landsby. Måske på samme alder
som Ensted – mellem år 600 – 1000.  

I Middelalderen
eksisterede der foruden Stubbæk Bymark
endnu tre landsbymarker, nemlig i Røllum, Hostrup og
Årup.

Af stednavnenes fortolkning kan der udledes,
at byerne stammer fra forskellige perioder flere århundreder efter
Kristi
fødsel.  

Sønder Hostrup
er antagelig opstået omkring en rydning af en skov. Og denne rydning
er antagelig sket under ledelse af en lokal stormand, der har heddet
Horsi.
 

Årup, Uge og Torp
har antagelig været Udflyttersteder. 

Ved siden af bønder og gårdfæstere,
fandtes der også et landligt proletariat, bestående af husmænd og
jordløse inderster. De sidstnævnte måtte skaffe sig til dagen
og vejen ved at tage arbejde hos gårdmændene.  

Det har sikkert været mere givtigt,
at bo ned til Aabenraa Fjord,
hvor man også kunne ernære sig ved fiskeri. Også fra Hostrup
søgte småkårsfolk til fjorden. Allerede i 1624 nævnes stedet som
Hostrupskov.
 

Pilgrimssti, kapel og Helligbæk 

Der er masser af spændene steder i området.
For eksempel kan nævnes marknavnet Kapellyk.
Udgravninger fra 1959 og1965 afslørede, at der vitterlig havde ligget
et kapel her. Stedet på Årup Mark
har været et valfartsted og stien hen til stedet blev kaldt Pilgrimssti.  

Egnens kristne blev døbt i Helligbæk,
det er et lille afløb, der går fra den idylliske ø, Agsø
ned til Aabenraa Fjord.  

Brudesjøv 
er en lille sø syd for Røllum.
En brud skulle i festdragt været gået gennem isen og druknet. Navnet
kan være en mindelse om fjerne hedenske frugtbarhedskult.  

Mellem Ensted
og Sønder Hostrup fandtes i ældre tid tingstedet. Galgepladsen
med rakkerkule var et stykke derfra, syd for Ensted kirke.  

Adelen kommer til stedet

Allerede tidlig har der været tilknyttet
adelige til egnen. Ensted Kirke
nævnes i et testamente, der er givet af en sønderjysk stormand,
Knud Snabbe eller Snabe, evt. Snafs.

Åbenbart er denne stormand i familie med den berømte Urne
– slægt
fra Bolderslev.  

Først fra slutningen af 1400 – 
tallet nævnes slægten Ahlefeldt
Søgård og ejer af landsbyen Årup.
I 1313 måtte Erik Menved afstå alt kronegods i Sønderjylland,
også det han havde i Ensted Sogn.  

I 1325 kunne grev Gerhard den Tredje
(grev Gert – den kullede greve)

kalde sig Danmarks Riges administrator.
Hans herredømme bevirkede, at flere adelige sydfra fik jordegods i
Sønderjylland.
 

I 1344 hører vi første gang om den
slesvig – holstenske adelsslægt Lembek.
I 1377 sad han som retmæssig herre på Søgård. Lembekkerne
havde fra midten af 1300 – årene hele Årtoft
– Søgård
som ejendom og hele den øvrige del af Lundtoft
Herred
i pant, åbenbart for penge, som de havde lånt ud til den
sønderjyske hertug.  

Familien Ahlefeldt kommer til Søgård

I 1398 giftede en Ahlefeldt
sig til det lembeske gods, og fra den tid prægede denne slægt egnens
historie.  

Efter næsten at have ført krig i mere
end 20 år forsøgte Dronning Magrethe den Første
og hendes adoptivsøn, Erik af Pommern
at få magten i Sønderjylland.
Dette slog afgørende fejl i 1431, da de kongelige tropper måtte rømme
Flensborg.

I en række aftaler de følgende år
mellem Danmarks Rigsråd og det slesvig – holstenske ridderskab
blev Sønderjylland, eller som man sagde dengang Hertugdømmet
Slesvig,
anerkendt som et særligt land, nøje sammenknyttet med
Holsten.
 

Godsherren på Årtoft
– Søgård –
der på den tid, var Claus Ahlefeldt
var en af de slesvig – holstenske ridderskabsmænd, der støttede
den danske konge Christian den Første,
der i 1460 blev valgt som herre over landene Slesvig og Holsten.
Han støttede kongen med råd og dåd. Måske var det derfor, at slægten
fortsatte med at have Lundtoft Herred
som pantelen.  

Panten indløses

Først i 1498 lykkedes det for kongens
yngste søn, Hertug Frederik den Første
indløste dette pant. Lundtoft Herred
blev herefter lagt ind under Tønder.
I 1450 kom herredet ind under Aabenraa.  

Seks gårde nedlægges i
Årup

Ahlefeldt
havde en plan om at nedlægge Årup
og opføre en ladegård, så han kunne opdrætte okser på Årup
Bymark.
Men Aabenraas borgmester gjorde indsigelse. Fra 1335
hed det i Aabenraa bys skrå,
at byen havde græsningsrettigheder på syv landsbymarker uden for byen.
Ahlefeldt
måtte bøje sig for dette krav. Først i 1606 lykkedes
det for Ahlefeldterne at nedlægge 6 gårde i Årup
og oprette en ladegård i stedet.  
 

Godsejerens gode indtægt

Måske var det godsejeren, der havde
opfundet valfartsstedet på Årup Mark.
Hvis byggeriet havde været fuldendt havde kapellet målt 35 meter i
længden og bredden havde været op til 21 meter. Kunne man ikke få
indtægter fra okseopdræt, kunne pengene inddrives fra pilgrimme.

Valfartskapellet lå tæt ved
Stubbæk Stenbro.
Det var en del af datidens hovedvej fra Aabenraa
til Hærvejen i Kliplevs
nærhed. Møntfund på stedet har godtgjort, at stedet var meget velbesøgt.  

Den kirkelige reformation, der blev gennemført
overalt i Sønderjylland i 1528 levnede ikke plads til noget
så katolsk som et valfartskapel.  

Bondeopgør 

I 1523 stadfæstede Frederik den Første
den hals – og håndsret som adelen havde over des fæstere. Kongen
gjorde det som tak for det slesvig – holstenske ridderskabs støtte.
Friederich Ahlefeldt
tiltrådte i 1597 som amtmand i naboamtet
Aabenraa.
Men hans administration bevirkede et oprør fra amtets
mest fremtrædende bønder. Og i 1605 måtte Ahlefeldt
opgive sit embede på Brundlund Slot,
som var amtmandsboligen i Aabenraa.  

Tønder Amts Jordebog

Der findes nøjagtige fortegnelser over
beboerne og deres bohave fra dengang. Disse fortegnelser finder vi i
Tønder Amts Jordebog
fra 1613. Her er et eksempel fra Stubbæk: 

  • Jørgen Jessen og Jørgen
    Skomager har tilsammen en hel bondegård. De sår 7 td. rug, 10 td.
    sommersæd, bjerger 50 læs hø, græsser 25 stk. kvæg, 9 heste, 16
    svin og 16 får. De har 5 ottinger skov, giver i hyre (Gammelskat) 24
    sk. 3 pg.
  • I Grøngård
    – tjenestepenge 1 rdl. 27 sk.
  • 2 høns 2 sk.
  • Rug 3 td.
  • Havre 7 td. 2 skræpper.

 

Som det ses, var det tale om en slags
skattebog. Men hvad var Grøngård Penge?

Efter at hertug Hans den
Ældre
i 1527 havde oprettet jagtgården Grøngård
i Burkal Sogn, skulle hertugens bønder i Slogs, Kær, Sdr.
Rangstrup og Lundtoft Herreder

gøre hoveri til denne ejendom, men denne forpligtelse var 1597/98 blevet
afløst af en pengeafgift, der med et ensartet beløb blev ansat til
1 daler 27 sk. pr. helbol, samt 2 høns (værdi 2 sk.). 

Adelen tog for sig

En omfattende skovrydning fulgte. Der
skulle gøres plads til nye beboere til området. Adelen satte sig efter
reformationen på gammelt kirkeligt gods. Således skrev pastor Fabricius
i 1730erne: 

  • Selv om adelens rov havde
    forringet de gejstliges kår, lod noget sådant sig næppe redressere
    (føre tilbage til tidligere tiders tilstand).

 

I Holbøl
skrev præsten: 

  • Lykkeligt det sogn, hvor
    der ikke er adelsmænd

 

Den fattige kirke

Ensted Kirke besad dog en del
jord. Problemet var dog bare, at det lå ret spredt. Adelslægten
Ahlefeldt
undrog sine forpligtelser. Således tilgik der en formaning
fra provst Stephan Kenckel fra Tønder
i 1688. Der var ikke ydet kirkelige forpligtelser siden nedlæggelse
af Årup i 1606.  

Kirken i Ensted
var meget beskeden og meget tyder på, at godsherren og så her ikke
svarede sine forpligtelser. En opgørelse fra præsten i Ensted fra
1666 viser, at han havde et tilgodehavende på 245 mark. Men dette skyldtes
også udbrud af en tyfusepidemi.  

Hver kådner – og inderste familie
skulle årlig med en mand yde en dags hoveri for præsten. De kådnere,
der havde hest og vogn kørte denne dag gødning ud på markerne. Ofte
blev dette hoveri dog afløst af fire skilling til præsten.  

Den første skole

I den slesvig – holstenske kirkeordning
fra 1542 blev der præciseret, at der kunne måtte ansættes degne,
som var i stand til at undervise i katekismen. For Ensted
har denne degneskole været ret så kummerlig.

Den første sognedegn, vi hører om,
er Rasmus Clausen. Han havde i 1613 en bondekåd med kålgård
i Røllum. 

I 1646 enedes amtmanden i Tønder
og godsherren på Søgård, om at give sognemændene,
det vil sige de ledende bønder om, at skaffe degnen en bolig, så han
kunne holde skole lige som andre degne.

Først i 1680 blev der indrettet en egentlig
sogneskole, idet der blev bygget et hus til skolebrug i Stubbæk.
Den gamle Per Degn føjede nogle fag til denne bygning, som
han kunne bo i.
 

I 1720 kom den kongelige herredsfoged
Behrentz
sammen med den grevelige herredsfoged Gude
til Ensted Sogn. Her blev der vedtaget følgende vilkår for
det fremtidige degn – arbejde:  

  1. Degnen skulle fremover
    have sin bolig og husholdning i Stubbæk.
  2. Der skulle indrettes tre
    fag beboelse og et ”bakhus” til degnen.
  3. Bønderne i Stubbæk skulle
    afgive et stykke jord til have ved skolehuset, og den
    øvrige del af sognet skulle hertil betale Stubbæk syv mark
    årligt
  4. Degnen skulle ringe med
    bedeklokken.

 

Krigens jammer og nød 

Ensted Sogn
forblev ikke uberørt af de tragiske hændelser, der førte med de krige,
der raserede i Sønderjylland.

Den 8. oktober 1627 sendte beboere fra
Sønder Hostrup, Stubbæk og Røllum

en klage til hertugen, hvor de skildrede al den jammer og nød, der
overgik deres sogn.

Der var blevet røvet heste, stude, får,
svin og gæs, samt klæder, husgeråd, kobbertøj og tinsager. Deres
kister og gemmer var blevet sønderslået, deres korn og hø enten
fortæret af soldaternes heste eller spredt for vinden.

De havde måttet se til, at deres kvinder
var blevet pint og plaget i sådan en grad, at Gud i himlen måtte forbarme
sig over dem.  

Men deres landsherre på Gottorp
kunne intet gøre. Heller ikke efter at herredsfoged Jes Thaysens
enke Mette Jesses opgav sit tab: 

  • Tabet var 641 mark lybsk.
    Derudover havde hun mistet tre hopper, fire heste, fire okser, tre tinkander,
    seks tinskåle, seks tintallerkner, to kobberkedler, 28 lagner, 26 læs
    korn og desuden utærsket korn.

 

Men ak og ve, svenskerne dukkede op flere
gange. Den 22. august 1657 forlod 1.000 mand af svenskerkongens hær,
Aabenraa. Under indmarchen havde de passeret Ensted Sogn.
Provst Georg Hübschmann havde lavet nogle optegnelser: 

  • Gud hjælpe og trøste
    de arme mennesker, hvor den svenske hær kommer hen, thi ved denne hær
    er polakker, tartarer og alskens løssluppent folk. En tredjedel af
    soldaterne er hæderlige karle, men de
    øvrige er forvorpne musketerer, røvere, stærke drenge og ustyrligt
    pak med et stort tros, der skal indjage danskernes skræk. Gud hjælpe
    og forbarme sig over os og give os igen den
    ædle fred, amen.

 

En fjerdedel af befolkningen døde

Polakkerne medførte en tyfus, der nogle
steder medførte op til at 80 pct. af befolkningen døde. Sognets daværende
præst Hans Iversen foretog en undersøgelse, der viste, at en
fjerdedel af Ensted Sogns befolkning døde i årene 1659 og 1660.  

Godset på 
auktion

Årene omkring 1720 danner et skel i
Ensteds
historie. Siden 1581 havde hovedparten af sognet hørt under
hertugen på Gottorp.

I 1713 blev den gottorpske del, og dermed
også Ensted Sogn besat af danske tropper. Embedsmændene fik
befaling om, at aflægge troskabsed over for kongen. 

I 1725 kom Ahlefeldternes
gods Søgård og ejendomme på auktion. Det blev købt for 20.000
rigsdaler af Christian August den Første af Augustenborg.
Fra det tidspunkt hørte denne del af sognet under hertugen af Augustenborg
og blev administreret fra Gråsten.

Der skete dog ikke de store omvæltninger.
De direkte skatter tilfaldt stadig amtsforvalteren i Tønder.
Nu gik de blot til den danske statskasse og ikke mere til Gottorp.  

Sognet midt i 1700 tallet

To store og en del mindre veje skar sig
gennem sognet i 1700 – tallet. Fra nord til sydvest gik den store
hærvej
mellem Aabenraa og Flensborg.
Omkring Styrtom også kaldet Stubbækskov
lå de fattige fisker – og daglejerhuse.

I midten af 1700 årene var Styrtom
kun en ganske beskeden bebyggelse på nogle mindre husmandssteder eller
kåd. I et mandtal fra 1743 omtales kun to kådnersteder, to
inderster og en kro i den lille bebyggelse, der hørte under Stubbæks
bymark.

I 1803 var stedet vokset til 13 ejendomme
eller familier, især inderster med hver en lille plet jord. De levede
mest som daglejere.  

Fra Styrtom
krøb vejen møjsommelig ad Stubbæk Stenbro
op gennem Stubbæk Skov, forbi Dybkjær kro,
hvor vejen gik ind til Stubbæk By
og frem mod den ensomt billigende Ensted Kirke.
Forbi galgen umiddelbart syd for kirken trak den sit spor forbi Pottehus
til Kliplev, hvorfra det ikke var langt ud til selve Hærvejen,
den store landevej.  

Sognet bestod af masser af skov og mose.
Korn og kvæg var ikke de eneste næringskilder i sognet. Masser af
tørv blev solgt til Aabenraa, Als og
Ærø.
 

Det sidste stykke vej inden grænsen
til Kliplev var mere pauvert. Mens Stubbæks og Hostrups yderste
marker mod Hostrups sø var sand og mose, mødte man syd for Torp
lutter mager sandjord. Her i den sydligste del var også sognets fattigste
del. Her var ikke som i den nordligste del rigdom på skov, mose og
agerjord. 
 

Sognets styreform

De hertugelige bønder var nu henlagt
under den gråstenske herredsfoged. Her måtte Årup
– bønderne
også henvende sig.

Dette ændrede sig i 1807. Her blev
Thomas Thomsen
overinspektør. Det betød, at Lundtoft Herred
og de gråstenske godser fik samme herredsfoged.  

Den kongelige sognefoged var udnævnt
af amtmanden for livstid, og han var tillige sandemand. Han blev valgt
blandt gårdejere og skulle som lokal politimester
føre tilsyn med lov og orden i sognet, fordele, regulere og opkræve
skatter. Utallige skattelister og lignende indberetninger skulle han
udfylde.

Gennem hele 1700 – tallet kom
sognefogeden fra Sognefogedgården i Sønder Hostrup.  

I den augustenborgske hertugs område
– Årup og underliggende gårde i uge, Ensted og Felsted
Sogne –
var lensfogeden, herskabets repræsentant. Han skulle
varetage hertugens interesser, tilse hovarbejdet og sørge for at skovene
var i overensstemmelse med de kongelige forordninger.  

Gårdmandsstanden kunne komme til orde
gennem tillidsmænd. Otte sognemænd
blev indsat af sognepræsten. Sammen med to kirkeværger (juranter)
bestyrede de kirke – skole og fattigvæsnet.

Gårdejerne i sognet valgte også 
en herredsfuldmægtig. Han var med til at fordele fællesudgifter
og bistod sognefogeden i hans arbejde.  

Hver landsby havde sin grande,
som valgte en oldermand (byforstander)
til varetagelse af fælles anliggender. Byforstanderen
var sognefogedens forlængede arm. Han var politimedhjælper og vejfuldmægtig
og skulle indkalde til forsamlinger og føre protokol, tilsige til vejarbejde,
sneskovling og rensning af vandløb, melde lovovertrædelser, pågribe
omstrejfere og i almindelighed sørge for landsbyens ve og vel.  

Endelig under Aabenraa

Det voldte meget besvær, at Ensted
Sogn
hørte til Tønder Amt.
Skatter og bøder skulle bringes den lange vej til amtshuset i Tønder.
Afstanden til Aabenraa var væsentlig kortere. 

I 1768 fremlagde den meget reformivrige
Tønder – amtmand U.A. Holstein

planerne om, at få Ensted under Aabenraa Amt.
Men der skete intet. I 1841 kom der endelig kongebud om omlægningen,
men først i 1851 blev den virkelighed.  

Det endte i druk

Hver by havde sin hyrde til at vogte
kreaturerne. Efter høst blev de sluppet løs på de tidligere
kornmarker. Ellers græssede de på den del af bymarken, som det
år var udlagt til græs.

Ofte mødtes bønderne søndag eftermiddag
eller efter gudstjenesten for at aftale den kommende uges markarbejde.
Der var dog også selskabeligt samvær, som til præsternes forargelse
blev afholdt på kroerne. Ofte endte dette med for meget druk.

I 1752 gav de gejstlige udtryk for, at
drøftelserne skulle foregå hos oldermanden.  

Kilde:
Se Litteratur Aabenraa  

Hvis du vil vide mere:

  • Adelsslægten, der uddøde
  • Toldsted – på Hærvejen
  • Urnehoved – et Tingsted
    på Hærvejen
  • Enklaverne i Sønderjylland
    (under Sønderjylland) 

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa