Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Aabenraa's Fattige

December 6, 2009

I perioder var der stor opgangstider
for Aabenraa. De rige blev rigere, men de fattige blev endnu fattigere.
Flere gange blev tiggeri forbudt. Men fattigdommen kunne ikke bremses.
Borgmesteren og provsten ville ikke sætte fattigskatten op af hensyn
til borgerskabet. Man mente, at de havde byrder nok. To fattighuse hjalp
heller ikke. En arbejderanstalt i Persillegade skulle skræmme de fattige!

 

En snæver del fik hjælp

I Middelalderen var fattigplejen overladt
til kirken og private velgører. I byerne opstod halvgejstlige foreninger
og institutioner som helligåndshuse, St. Jørgensgårde, broderskaber
og gilder. Men ofte var hjælpen kun bestemt for en snæver del af borgerskabet. 

Tiggeri tåles ikke

Hovedparten af de fattige måtte søge
deres underhold ved tiggeri. Dette tiggeri blev en stor ulempe for de
fleste byer. Man forsøgte at komme tiggeriet til livs med forordninger.

I 1572 udsendte Frederik den Anden
og hertugerne Hans den Ældre
og Adolf en fællesforordning mod herreløse landsknægte
og omstrejfende leddiggængere.

Det var nu ikke megen socialforanstaltning
i dette. Der blev befalet, at tiggeri ikke måtte tåles, de skulle
pågribes og bortvises.  

Anden gang blev der straffet

Hans den
Ældre
gentog denne forordning i 1573 og 1579. Her nævnte han,
at såfremt tiggerne kom igen, skulle de sættes i fængsel og straffes
korporligt.

Præsterne skulle belære om, at gavmildhed
mod de fattige var Gud velbehagelig.  

De fattige, der ikke kunne optages på 
hospitalerne, skulle have et tiggertegn af øvrigheden. De måtte kun
søge almisse i den by, de var hjemmehørende i. I 1548 fastsatte
Christian den Tredje
at denne ordning skulle være gældende i
Ribe Stift
og dermed for Tønder by. 

 
I 1573 udsendte Hertug Hans den
Ældre
en lignende forordning for sit område. Men han indskærpede,
at kun svagelig og legemligt skrøbelige personer, der havde hårdt
brug for hjælp, skulle have tilladelse til at tigge.  

Tiggeri til det daglige brød 

Før 1736 var der ingen offentlig administreret
fattigforsorg i Aabenraa. Den af myndighedernes organiserede
hjælp indskrænkede sig til provstens og borgmesterens nytårsuddeling
af renterne af den kapital, der var indkommet fra klingpungene.

Knap 20 fattige fik husly i to fattigstiftelser
grundlagt af borgmester Jens Hansen
og amtsforvalter Joachim Danckwerth
i første halvdel af 1600 – årene.

Men både disse og de øvrige trængende
måtte tigge sig til det daglige brød. 

Magistraten søgte at regulere tiggeriet
med tiggertegn. Hver onsdag gik de i samlet flok under fattigfogedens
ledelse gennem byen. Men ordningen kunne ikke forhindre at fremmede
og tidligere soldater blandede sig i tiggeriet.  

To fattighuse i Aabenraa

Efter reglerne i fattigforordningen af
1736 blev der nu oprettet en lokal fattigkasse, der skulle forsørge
sine egne fattige.

Købstaden hørte under magistraten,
mens det meste af Slotsgade
og landsognet sorterede under amtet. Her sorterede amtmanden og herredsfogeden
i Rise Herred. Men de to institutioner samarbejdede omkring fattigdommen. 

Amtmanden og magistraten blev enige om,
at ansætte en fattigforstander, der skulle modtage fattigkassens indtægter,
uddele understøttelserne og føre regnskabet. Den første fattigforstander
hed Johan Otto von Niendahl,
der var regnskabsfører for to fattighuse. Indtil 1774 gik stillingen
i arv fra far til søn. 

Fra 1774 var det kirkeværgen, der var
fattigforstander. Han var samtidig bedemand. I Aabenraa
var arbejdet lønnet. Men det var nu ikke den bedste løn, der blev
givet for dette hverv.  

Frivillig indsamling gav ikke nok

Et kollegie
fungerede som en slags bestyrelse. Fra prædikestolen bad præsten hver
søndag at man skulle yde frivillige bidrag. To skiftende borgere i
Aabenraa
samlede hver måned penge ind. På samme måde samlede
to borgere i amtsdistriktet hver måned de frivillige bidrag ind til
fattigkassen. Men blot efter et par måneder måtte man i amtet opgive.
Der kom simpelt hen ikke nok penge ind. 

I selve Aabenraa
prøvede man længe med overtalelse. I 1748 klagedes der over, at midlerne
var for små. Inspektørerne snakkede om, at der skulle bruges skrappere
midler. Men først i 1763 indførtes der reelt fattigskat i Aabenraa.  

Fattigkassen

Klingpungene
i kirken gav også en god indtægt. Men i 1780 – 1790 svandt denne
indtægt i takt med aftagende kirkebesøg. I 1796 fik fattiginspektørerne
derfor lov til at gå rundt til eftermiddagsgudstjenesterne. På værtshuse,
kroer, posthuse og ved havnen blev der også opstillet bøsser til fordel
for fattigkassen.  

Ved årlige møder på rådhuset
blev hvert enkelt fattigmedlems forhold undersøgt. De fattige, der
ønskede hjælp, kunne også selv møde op.  

Såfremt der var underskud i fattigkassen,
måtte de straks dækkes med lån i kirken eller hos velhavende borgere.  

Ingen kunne slippe for fattigskat

Nu var det ikke alle velhavere, der var
lige vilde med at bidrage til fattigkassen. Således bosatte Jean
de Young
sig i Slotsgade. Der havde han erhvervet sig et
frihus,
som var skattefrit og sorterede under Overretten. Han mente
ikke at han havde pligt til at betale fattigskat, men en gang
imellem gjorde det af fri vilje.

Overretten fastslog dog, at bidraget
til fattigkassen ikke kan regnes til stats -, amts -, eller byskatterne.
men sådant bidrag skal betales at ethvert medlem af en menighed.
 

Fattigvæsen beskæftigede sig med mange
ting. I 1751 fik 50 fattige børn gratis undervisning i Günderoths
fattigskole.
I århundredets slutning nød ca. 80 børn godt af
denne undervisning. 

Ingen penge til dem på 
fattiggårdene

Byens økonomiske fremgang fra 1750 til
1750erne førte til, at fattigkassen kunne opbære et overskud. Fremgangen
skyldtes i høj grad den vældige vækst i skibsfarten.

Fattigkassens kapital var i 1778, 5010
mk. I 1800 var den på 4910 mk.

Men selv om der var overskud fik ikke
alle den hjælp, som de havde behov for. I 1737 havde kollegiet
besluttet, at de personer, der befandt sig på de to fattiggårde ikke
mere skulle have understøttelse, men udelukkende have andel i det overskud
fattiggårdene selv kunne opbære.  

Tiggeri et stort problem for byen

I 1756 udviklede situationen sig i Aabenraa
dårligt. Tiggeriet tog til samtidig med at byens økonomi var faldene.
To nye fattigfogeder blev antaget. I 1765 indberettede pastor Bargum,
at tiggeriet var et problem i Aabenraa.
Mange fremmede havde bosat sig i byen, og mange var blevet efterladt,
efter at deres slægtninge var forulykket på havet. Fattigvæsenet
i Aabenraa viste sig på det tidspunkt, at være helt utilstrækkelig.  

Beskæftigelse til de fattige

I 1766 lod magistraten for fattigkassens
regning indkøbe hør, som mod beskeden betaling blev spundet af de
fattige. Alle var dog klar over, at dette blev en betydelig udgift for
kassen. Derfor skulle lønnen til de fattige være meget lav.  

Efter Pastor Bargums
død opstod der en langvarig strid omkring indflydelse eller ikke. Det
hele endte med, at hovedpræst og magistrat for fremtiden skulle fastsætte
fattigskatten og fordele pengene til de fattige, mens amtmand og borgmester
(fattigkollegiet) reviderede regnskaberne og tog sig af klager over
inspektørerne. Denne praksis varede til 1811 – 12.  

Frivillig hjælp

En kreds af borgere i byen var dog ikke
tilfredse med den hjælp man ydede til de fattige. De lavede en sammenslutning,
der skulle yde mere hjælp. Disse mennesker var bl.a. pastor Nissen,
købmand og rådmand Hermann Frees, skipper P.T. Hübschmann, skipper
Jürgen Frellsen
og købmand Hans Kopperholdt.
De fik en række andre borgere til at indhente oplysninger om de trængende
i byens forskellige distrikter. To gange i vinterens løb blev der foretaget
indsamlinger. I de første måneder af 1801 uddelte man henimod 1000
portioner af Rumfords suppe.  

Presset på 
Fattigkassen vokser

I 1811 havde Aabenraa
mistet 66 pct. af sin tonnage. Al handel og næring blev lammet og især
håndværkerklassen og daglejerne mærkede tilbagegangen. Presset på
fattigkassen voksede stærkt.

Ved højtiderne drog 300 – 400
tiggere fra byen og det omliggende land gennem gaderne.

Borgmester Schow
bakkede provst Petersen op i sine bestræbelser for at omorganisere
fattigvæsnet.  

Tiggeri atter forbudt

Byen blev delt op i 14 distrikter under
14 fattigplejere. Disse blev valgt blandt byens solide og agtede borgere.
Den første mandag i hver måned skulle de mødes med fattiginspektørerne,
magistrat og provst på rådhuset. Inspektørerne skulle nøje indberette
om de fattige i deres distrikter, desuden skulle de sørge for, at ingen
fremmede sneg sig ind.

I april 1812 blev alt tiggeri forbudt
i Aabenraa. 

Ordning fungerede ikke

Intentionerne var store. Desværre var
udgifterne også store, og reformen fik slet ikke den tilsigtede
virkning. Et spinderi blev også oprettet, men måtte ophøre i 1814.

I den strenge vinter i 1814 foretog
borgmester Schow
og pastor Paulsen
en indsamling af korn, penge og brændsel til de fattige. 
 

Præsten begravede frivillig de fattige

Indtil Peter Paulsen
blev provst i Aabenraa, ledsagede præsten ikke de lig, der blev
begravet på fattigkassens regning til graven. Det fandt Paulsen
uacceptabelt. Indtil den nye kirkegård blev anlagt ude på Forstallé
deltog provsten frivillig i disse begravelser. Efter 1822 skete det
på skift med diakon David Davidsen.  

Efter 1826 da kirkegården lå på 
Forstallé
måtte præsten køres derud. Og der var uenighed om,
hvem der skulle betale den køretur. Fattigkassen ville ikke og præsten
kunne heller ikke af egen lomme.  Endelig i 1833 sejrede menneskeligheden
over økonomien. Paulsen kunne nu indberette, at intet lig, heller
ikke det fattigste nu blev begravet uden en lille gravtale.  

Peter Poulsen
arbejdede hårdt for forbedring af skolevæsenet. Det var ham, der stod
bag anlæggelse af den nye kirkegård. Han oprettede en enkekasse samt
en sparekasse. Desuden blev han valgt til stænderforsamlingen i
Slesvig.
Og foruden dette ledede han med fast hånd fattigvæsenet
i Aabenraa.  

Forsynet med pas og papir

For at tiggeriet ikke igen blev et problem,
blev fattig rejsende forsynet med et pas og papirer. De kunne så henvende
sig til borgmesteren i den by, de rejste til. De kunne så få udbetalt
rejsepenge, som derpå blev udbetalt af fattigforstanderen. Dette kom
især aftakkede soldater, underofficerer, skibbrudne søfolk, og håndværkssvende
på vandring, til gode.

Denne udbetaling af rejsepenge ophørte
dog senere i Aabenraa på grund af besparelser.  

Provsten klagede over stor arbejdsbyrde

Gentagende gange udtalte provst Poulsen,
at han ikke fik nok støtte af befolkningen. I 1837 klagede han også
over sin store arbejdsbyrde.. Ind imellem alle sine gøremål måtte
han tage stilling til ansøgning om hjælp – i vinteren 10 – 12
tilfælde om dagen. Alligevel kunne han ikke fralægge sig ansvaret.
Både borgmesteren og pastoren
mente at privat velgørenhed var at foretrække frem for at belaste
borgerskabet med forøgelse af fattigskatten.  

Børn
”bortliciteres” 

I Allgemeines Wochenblatt
i Aabenraa kan man i 1832 finde en annonce fra fattigkollegiet,
undertegnet af borgmester Schou.

Der meddeles at nogle fattige børn fra
den 6. oktober vil blive bortliciteret til de mindst bydende. Alle interesserede
opfordres til at møde den nævnte dag kl. 14 hos regnskabschef Møller
for at byde.

Det drejede sig simpelt hen om, at sætte
børn i pleje og påtage sig opdragelsen af disse. Ofte drejede det
sig om forældreløse børn. Men holdningen hos det bedre borgerskab
var også, at fattige folks børn fik en dårlig opdragelse.  

Fremgang for de rige
– tilbagegang for de fattige

Godt nok havde skibsfarten fremgang.
Det betød fremgang for skippere og skibsbyggere. Men efterhånden medførte
det ikke den store fremgang for byens andre håndværkere og småhandlende.
Den stærkt stigende befolkningsfremgang bevirkede også boligmangel.
Det var svært at skaffe husly til de mange ubemidlede. Enkelte borgere
oplevede betydelig fremgang, men det så størstedelen af byens befolkning
ikke så meget til.  

I 1830’erne afkortede man understøttelsen
om vinteren. I stedet udeltes spisetegn, så de fattige kunne hente
et måltid mad. Misfornøjelsen var stor. Man ville hellere være fri
for spisebilletten og få understøttelsen tilbage. Men lige meget hjalp
det. 

Arbejdsanstalt

Allerede i 1821 havde provst Petersen
fremsat ønske om et tvangsarbejderhus. I 1830′ erne var der planer
om at indrette et arbejderhus uden for byen sammen med amtet, men først
i 1851 fik Aabenraa en arbejds
– og forsørgelsesanstalt.
 

En komité blev nedsat. Den foreslog,
at det i 1847 – 48 nybyggede sygehus i Persillegade 8
blev ombygget til formålet. Bykollegierne accepterede planen. Sidst
på året 1851 kunne anstalten tages i brug.

En ny bygning opførtes i 1853 som sygehus
i Persillegade 6.  

Arbejdsanstalten betegnedes som en stramning
i holdningen til de fattige. Formålet var at hindre tiggeri og sikre
mod at Understøttelse ydes Personer, som ikkun af ulyst til Arbejde
søge Hjælp af Fattigvæsenet.

Understøttelsen skulle fremover hovedsagelig ydes i form af ophold
i arbejdsanstalten. Her fik de indsatte fuld, men dog tarvelig forplejning
(grød, ikke kød). Al nydelse af tobak eller brændevin blev forbudt. 

Hensigten var at skræmme

De måtte ikke forlade anstalten uden
tilladelse. Arbejdstiden var om sommeren 12 timer og beskæftigelsen
bestod af blandt andet syning, fremstilling af trætøfler, nagler og
andet træarbejde.

Hensigten var at begrænse udgifterne
ved at skræmme arbejdsduelige personer, hvis trang, man mente blot
skyldtes dovenskab. 

En hård kurs

De fattige der bad om hjælp, fik straks
den nye kurs at føle. I talrige tilfælde blev ansøgninger om understøttelser
herefter mødt med det svar, at hvis de ønskede hjælp, måtte de indtræde
i anstalten. Truslen skulle få dem til at klare sig selv, evt. skulle
familien bidrage. Man skulle også sørge for, at børnene blev holdt
regelmæssig i skole.

Den hårde kurs var ikke forgæves. Man
kunne mærke at fattigkassen ikke mere var så belastet. Administrationen
blev også billigere.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere om
Fattigdom i Sønderjylland Se: 

  • Husvild i Aabenraa
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Udvandring fra Tønder 1 –
    2
  • De stakkels Kniplepiger
  • En af Tønders patrioter
  • Lov og ret i Tønder
  • En af Tønders patrioter
  • Sygdom og andre lidelser i
    Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa