Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Muntre historier fra Aabenraa

December 6, 2009

Foredrag afholdt på 
Landbohøjskolen den 1. oktober 2009, arrangeret af
æ Synnejysk Ambassade. Foredraget blev afholdt på
synnejysk. Her er det da gengivet på
rigsdansk, så godt som det kan lade sig gøre. Vi skal også
høre groteske og uhyggelige historier fra Aabenraa
 

Til Aabenraa med en DSB
– bil

De første mennesker, der kom til Aabenraa
kom af søvejen. Det gjorde jeg ikke. Jeg kom med en stor DSB – 
lastbil. Det var min gamle ven, Per Keller, der transporterede
mine vigtigste ting.  

  • Jamen, Brodersen, Er du
    ikke klar over, at du har lejet et møbleret værelse.

 

Jo, det var jeg godt klar over. Kurvemøbler.
Og pigebesøg var ikke tilladt. Hvordan skulle jeg holde dette ud? Jeg
kom til at tænke på en tekst stod malet på lokumsdøren
Langelandsgades Kasserne
i Århus: 

  • Er dette livet, så 
    frygt ej døden.

 

Tja, naturen var pragtfuld. Der var masser
af beværtninger og forlystelser og pigerne så pragtfulde ud.
Så jeg blev her i 16 år.  

Tal tysk til mindretallet

Kære tilhørere. Det er tredje gang,
jeg skal underholde i Æ Synnejysk Ambassade.
Men der er masser af nye hoveder, så lige en kort præsentation.

Jeg er født, der hvor der nu er placeret
en sovesofa i vinduet i Østergade i Tønder.
Nej, det er ikke oprettet en mindestue for mig. Der ligger en møbelbutik
på stedet.  

Jeg startede i boghandlerlære i Andersen
& Nissens Boghandel.
Det vil sige min karriere stoppede næsten
inden den begyndte. Jeg skulle tiltale alle fra mindretallet på tysk.
Det nægtede jeg.  

Via Aabenraa og Padborg til Nørrebro

Turen gik via min glorværdige karriere
i Telegraftropperne til Aabenraa.
Her har jeg da bidraget en del til byhistorien. Det kan vi komme tilbage
til. Jeg var Formand for HK, medlem af Initiativudvalget
og meget mere.  

Derfra gik turen til Padborg,
hvor jeg efter syv år nærmest blev smidt ud af byen. Turen gik til
Nørrebro, hvor jeg nu har været i 12 år. Her har jeg skrevet en del
lokalhistorie, holder foredrag, har været aktiv i Handelsforeningen
og mange andre foreninger, styregrupper m.m. Ja. Og så er jeg boghandler.

Ja og så har jeg en hjemmeside,
med masser af slåfejl – men også 300 artikler – 
med 270.000 unikke besøg.  

Fra hjemmesiden vil jeg nu fortælle
muntre og knap så muntre historier fra Aabenraa. Ja vi runder
også lige naboområderne Hjordkjær, Rødekro. Desværre når
vi ikke Løjt i denne omgang.  

Humle

En kongeborg må have eksisteret
i Aabenraa omkring 1025. Omkring 1148 brændte den.

Da Sct. Nicolai Kirke blev opført her
i 1252 blev kirkegården også flyttet herop. Jorden, hvor Sct.
Knuds Kirke
havde stået, blev solgt til borgere som kålhaver,
dels overladt præsteembedet som en del af lønnen. Gennem hele middelalderen
kaldte man området for Præstens Humlehave.  

Humle var i det gamle Aabenraa
en stor handelsartikel. Den bruges bl.a. i ølbrygningen. Den aabenraaske
øl, Kückelhahn
var brygget på præstehumle.
Den var af særdeles god kvalitet og meget velsmagende.  

De tre Makreller

Når vi nu taler om humle, så var
det også humlegrene, der var under De tre makreller – byens
byvåben før Genforeningen. På de ældste seglaftryk fra 1421,
er det meget tydeligt, at det er humle. Byvåbnet stammer tilbage fra
1300 tallet.  

Der findes dog også et uofficielt
byvåben, hvor den ene makrel fortryder, og vender den anden vej. Dette
byvåben blev brugt af de tysksindede. 

Efter Genforeningen blev humlen erstattet
af bølger fra havet.  

Men De Tre Makreller
var også et afholdt forlystelsessted, hvor Skipper Thorvald sang og
spillede. Meningen var så, at man så skulle synge med fra en uddelt
sangbog. Men Thorvald kunne også finde på at udlevere sine gæster
gennem mikrofonen: 

  • Nu har Uwe igen fundet
    en ny
  • Pas på
    HK – formanden er i farvandet. Han kan kun synge, når han er fuld,
    og i aften kan han synge.

 

Til et byjubilæum var Skipper Thorvald
blevet bedt om, at spille. Der mødte jeg formanden for Dansk Arbejdsgiverforening,
Erik Skifter Andersen.
Oppe fra Thorvald
lød der så 

  • Nu er det en kamp i gang
    mellem HK og Dansk Arbejdsgiverforening. Uwe og Erik er gået i gang
    med diskussionen.

 

Ja og den diskussion gik på, hvem der
skulle betle den første bajer.  

Dannebrog gik i land i Aabenraa

Legenden fortæller, at efter en sejr
over estlænderne i 1219, så stævnede Valdemar Sejr
ind af Aabenraa Fjord på vej til tingstedet Urnehoved.
Med sig havde de naturligvis Dannebrog,
Det var det flag, som pludselig faldt ned fra himlen. Flaget var et
symbol, et korsbanner, der signaliserede sejren i Guds navn

 Denne begivenhed er mindet i navnet
Kongehøj.
Det er en lille høj bag engene i Hjelm Skov. Så
det er ganske vist, Aabenraa er Dannebrogs by.

Andre sagn går på, at kongen sammen
med flaget gik i land i Varnæs.  

Det spøger i Hjelm Skov

Men når vi nu er i Hjelm Skov,
så ved jeg ikke, om I har observeret at det spøger i skoven. Når
du går i skoven ved midnatstid, så kan du høre hundeglam og jægerhorn.
Hvis du lytter ordentlig efter, kan du høre et råb: 

  • jag man to, Bruder Andreas,
    Jag man to.

 

Det er plattysk, og det er tegn på,
at Günderoths glade jagt er i gang. Sagnet fortæller, at
amtmand Günderoth
og hans broder elskede at jage i Hjelm Skov,
hvor der dengang var meget vildt.

Den fromme og ædle amtmand var sikkert
ked af, at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogle arvinger.
Hans broder, Andreas var uden kone. Det skyldes ulykkelig kærlighed
i ungdommen. Amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til
alderdoms – og skolestiftelsen i Nygade,
og slægtningene følte sig bedraget for en arv. 

Under en jagt, blev han opsøgt af slægtninge,
der bebrejde ham, at han ikke tænkte på dem.

I det samme kom en ung pige i bondedragt.
Hvad vil du mit barn,
spurgte amtmanden. Pigen viste sig nu, at
være en lyslokket dreng. Han fortalte, at han kom fra en døende søster,
der bad amtmanden om, at være god ved drengen. Amtmanden vendte sig
om mod sine slægtninge  

  • Der ser I. Dette barn vil
    jeg tage mig af.

 

Slægtningene drog bort i vrede og drengen
takkede amtmanden, og faldt på knæ. Han ville bede Gud om, at
give amtmanden var han helst ville have.

Amtmanden svarede, at han ønskede at
jage i skoven til evig tid.. 

Så næste gang, du går en tur
i Hjelm Skov ved midnatstid, så lyt efter. Så kan du måske
høre råbet: 

  • jag man to, Bruder Andreas,
    jag man to.

 

Kigger man efter i historiebøgerne var
det en anden Günderoth, der skænkede pengene til Stiftelsen
i Nygade, men historien er stadig god.  

De store brande

I 1576 hærgedes Aabenraa
af en kæmpe brand. Halvdelen af byens huse brændte ned til grunden.
Ophavsmanden var en lille pige, der tabte en gnist, da hun ledte efter
en hårnål.  Derefter forbød magistraten opførelsen af stråtækte
huse, men det blev ikke overholdt.  

Den 19. maj 1582 brændte det igen. På 
Skibroen
havde Peter Bådebygger og Niels Ovesen
tændt et bål i forbindelse med deres skibstømmerarbejde. Det var
pludselig blæst op. Tre forbipasserende havde advaret dem, og bedt
dem om at slukke. 

  • Hvis I ikke har andet at
    lave, så gå hjem og pas jeres eget,

    havde de sagt.

 

De skulle nok have lyttet. 156 hovedhuse
med stalde og skure, skole, præstebolig, klokketårn og rådhus brændte.

De to blev anklaget for mordbrand og
dømt til ilden og anden skarp straf.
Under grusomme pinsler blev de henrettet under grusomme pinsler på
Galgebakkens
rettersted.  

Borgmester
– mordet

Borgmester Claus Esmark
blev den 22. april 1610 formentlig myrdet af Jørgen Skytte,
der var vildtskytte på Teglgården.
Men det blev aldrig bevist.

Borgmesterfruen viste ikke det mindste
tegn på sorg, hvilket bestyrkede mistanken om, at hun og hendes
forældre havde bestilt mordet. Forældrene blev tortureret til at indrømme,
at de havde bestilt mordet. De blev bygget henrettet ved halshugning.
Enken blev også dømt til døden, men benådet og udvist til Slesvig
– Holsten.

Og den egentlige morder, Jørgen Skytte,
ja han forsvandt for altid.  

Som ung var Claus Esmark
i huset hos amtsskriver Wolf Kalundt,
der boede ved Posekær. Esmark
blev ansat som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter
af biskoppen i Slesvig, hold af den unge mand. Derfor sagde de
også ja, da han ønskede at ægte deres datter, Anna Kalundt.
Hun måtte lystre sine forældre, selv om hun tænkte på en anden.  

I 1603 blev Kalundt
afskediget som amtsskriver, og Esmark
hans afløser. Rygterne ville vide, at Kalundt
havde misbrugt embedet til sin egen fordel. 

Esmark
blev i 1608 udnævnt til borgmester. Han nåede at anlægge en kaj lige
nede for Østergade, der dengang folkemunde hed æ Skibbro.
Han var meget energisk, men på det private gik det ikke så godt. Hans
hustru var ham utro. Hans svigerforældre var også blevet fjendtlig
stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe
dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring. 

Svigermoderen
indrømmede, at datteren var blevet besvangret af elskeren. Hun havde
ved hjælp af stærke urtedråber dræbt fostret, og derfor født ved
abort. Endelig fortalte hun, at datteren flere gang havde bedt dem om
hjælp til at dræbe hendes mand.  

Svigerfar
tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte
for mordet. Han havde brændt Esmarks
testamente og stjålet en del sølvtøj.   

To hekse fra Aabenraa

Haderslev
– bødedelen Mads Diederik

måtte tilkaldes i 1617, da Anna Jørgensdatter
brændte på heksebålet. Under tortur indrømmede hun, at hun havde
været i hekselære i Kappel.
Endvidere indrømmede hun, at have dræbt nogle køer og ved nattetid
havde hun danset på Galgebakken. Og så
havde hun haft omgang med djævlen.
 

Margrethe Krogh
var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at
hun var heks. For at finde ud af det skulle hun gennemgå hekseprøven.
Den bestod i at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var
hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig! 

I den katolske kirke havde man ligefrem
en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinier til, hvordan
man kunne finde frem til en heks. Denne berettede også om, at det var
kvindernes umættelige kødelige lyst, der var skyld i hekseri. Og her
stod også at kvinderne havde mindre forstand end manden.

Hvis en kvinde tørrede sig om munden
efter altergang, skulle man være på vagt.

Der skulle findes en grund til, hvorfor
et barn døde, og hvorfor en høst gik galt. Så begyndte man at
kigge sig rundt i lokalsamfundet.  

Bødler i Aabenraa

Ja, dem der skulle udføre disse henrettelser
var rakkeren. Til den sidste rakker i Aabenraa blev der bygget en bolig.
Det var Nygade 42. Her boede bødlen, Hinrich Christoffer
Rössler.
Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med
en skarpretter – datter fra Tønder.
Han gav sig også af med at være sårlæge.  

Men her greb han ind i de ærlige
barskæreres laugsrettigheder.

Derfor gik byfogeden til Rösslers
hus for at forbyde ham lægevirksomheden. Byfogeden blev fulgt af vrede
barberer.  

I 1864 skrev man kontrakt med Haderslev
– bødlen, Julius Beseler.
Han fik tilsagn om en årlig ydelse
på 30 lybske mark. Bødlen forlangte for et pinligt forhør
med brug af torturinstrumenter 5 mark.

Skulle en person jages ud af byen kostede
det 3 mark. Hvis en selvdød hest, okse, ko eller andet skulle skaffes
af vejen kostede det ejeren 24 skilling.

En rengøring af fængslet kostede 8
skilling, men det skete hvis ikke så ofte.

Også kirkegården omkring Skt.
Nikolaj
hørte under Beseler. 

For tømning af natspande var der ikke
nogen fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.  

Den fordrukne byfoged

Optøjer, slagsmål og drab hørte næsten
til dagens orden i Aabenraa
i 1600t tallet. Godt nok blev der indført politibestemmelser i 1613
og 1617, men når ikke engang byens store slagsbroder og byfoged,
Claus Årup v
ille rette sig efter disse, hvorfor skulle den almindelige
befolkning.  

Claus
Årup
var blevet fordrevet fra sin gård af Frederik Ahlefeldt.
Han slog sig ned i Aabenraa og gjorde sig hurtig bemærket. Men han
blev indvalgt i rådet. Hvordan, vides ikke. Og i 1613 blev han udnævnt
til byfoged. Han måtte underskrive en erklæring om, at han ville være
flittig og efter yderste anstrengelser tjene hertugen og byens vel.

Men en tid er at underskrive et sådant
dokument og så at overholde det. Han opildnede borgerskabet mod rådet.
På hver tingdag holdt han krohold i sit hus. Han udskød tinget til
efter middag, så han kunne få solgt nogle ekstra øl.  

Borgmester Jens Hansen
havde forlangt, at to personer, der havde ødelagt vinduer i hans hus
skulle arresteres. Det gjorde byfogeden så sandelig også. Men han
tog dem med hjem og spiste og drak med dem i to døgn.

En anden gang havde byfogeden nægtet
at viderebetale bøder og havde slået en af rådsmedlemmerne. Derefter
havde hentet sit gevær og var begyndt at skyde vildt omkring sig. 
I 1618 lykkedes det endelig, at komme af med ham. 

Men det var nu ikke det sidste man hørte
til Claus Årup. Formentlig under en af de store udskejelser
slog Claus Linnedvæver ham i hovedet med sin økse den 15. september
1621. Claus Årup døde kort tid efter. Drabsmanden måtte strække
hals for skarpretterens økse eller sværd. Men det var formidlende
omstændigheder. For henrettelsen var ikke vanærende. Vægteren bar
således Claus Årups lig hen til kirkegården.  

Drikfældighed og umoral

I kirkebogen klagede Provst Hübschmann
over sin menigheds drikfældighed og umoral. Der blev drukket tæt af
både småfolk og i byens højeste sociale lag.

Rig afsætning var det for den lokale
øl, Æ Kückelhahn. Folk værnede om deres humlehaver, der leverede
et vigtigt grundstof til ølfremstillingen. Der blev drukket uden mådehold,
og mange drak sig ihjel.  

I Politivedtægten stod der, at borgerskabet
ikke skulle møde drukne Bytinget.
Det blev også nævnt, at kroværter holdt udskænkning af øl og brændevin
hele natten. Gang på gang blev det også nævnt, at der blev udskænket
i kirketiden.  

Hertugelig advarsel

I en hertugelig forordning fra 1600 nævnes,
at såvel adels – som standspersoner foretager udskejelser i
Aabenraa.
Der blev truet med inddragelse af privilegier. Dem, der
var skyld i optøjer, skulle straks standses. Kunne vægteren ikke selv
klare det, skulle han straks ringe med stormklokken, så borgere kunne
komme til hjælp. 

Når øllet gik ind, gik forstanden
ud. Det var ikke ualmindeligt, at folk gik med bøsse, spyd, økse eller
sværd. 

Tolderens kriminelle sønner

10 kilometer syd for Aabenraa lå 
Toldsted.
Det var et af de talrige steder på Hærvejen,
hvor der skulle betales told for okser m.m. I forbindelse med dette,
lå der en stor kro. Det var adelsfamilier der i generationer bestyrede
stedet. En af disse var familien Arnkiel.

Christoffer Arnkiel
havde mange sønner. De hørte bestemt ikke til byens bedte børn.  

I bøderegistret for 1613 oplyses således,
at Asmus og Hartich Arnkiel
havde afhugget en barbersvend to fingre, slået ham over halsen med
et spyd og slået hans hoved blodig. Ligeledes havde deres bror,
Jacob
slået en mand fra Holstebro
på munden.

Helt galt gik det dog i 1615 da Asmus
og Jacob
efter et drikkelag en nat slog følge med byens to vægtere.
På hjørnet af Slotsgade og Søndergade
slog de den ene vægter. Han blev maltrakteret med 10 sår. Jacob
blev erklæret som morder og halshugget.  

Det sjette bud

Det 6. bud havde det svært ved at blive
overholdt i Aabenraa. Det var dog sjældent at dette kom til
myndighederne for øre. Hvis det skete, skulle begge parter erlægge
såkaldte lejemålsbøder. Bøderne var som regel fra 2 til 6 rigsdaler.
Man måtte også bøde for tidlig fødte børn.

Ak ja, men Aabenraa
havde skam et bordel i Ramsherred.
Men efter datidens opfattelse hørte det til. Selv Pastor Hübschmann
nævnte det uden anstød.  

Blåt 
øje i kirken

Ja så havde borgmester Jens
Hansen
udsendt en rangforordning. Den handlede om, hvordan man skulle
gå klædt, og hvor mange gæster, der måtte inviteres til de forskellige
fester.

Det havde også betydning for, hvor
i kirken, man måtte sidde. Allerede i 1567 var der udsendt en såkaldt
stoleforordning. Særlig de fine kvinder i byen gik meget op i det. 

Således ville Thyra Slibsgård
ikke tillade, at Margaretha Strauchs
kom ind i kirkestolen hos hende. Dette medførte, at Margaretha
på stedet gav Thyra et blåt øje.  

I 1648 blev der udarbejdet et nyt
stolestadsregister.
Det var en meget vanskelig opgave. Alle berettigede
krav skulle tilgodeses. Både provst, borgmester, råd, byfoged og kirkeværger
brugte meget tid på det.  

I døden er man ikke ens

Ja selv i døden var man ikke ens i
Aabenraa.
Man kunne betale sig fra alt. Om der blev ringet med to,
tre eller fire klokker. Eller om der skulle ringes flere dage i træk.
Man kunne også få drengekoret til både at synge på tysk og latin.
Og røgelse kunne bestilles. Det var nok de færreste, der havde råd
til, at blive begravet i kirken. Jo større festen var, des bedre var
det, og mange begravelser endte i rene drukorgier.  

En borgmester
– fyring

De tre prinser Christian, Frederik
og Ulrich
var på vej sydpå. De holdt en dags rast i Aabenraa.
De blev beværtet på Rådhuset
både morgen og aften. Da borgmesterens lå lige i nærheden var maden
blevet lavet der. Borgmesteren synes selv, at han på den korte tid,
der have været til rådighed gjort det bedte for at leve op til en
fyrstelig betjening.

Men da de fyrstelige folk skulle skilles,
kom de i drikkelag hos kromand Lytke Clausen.
Denne havde kun været i Aabenraa
i ganske kort tid, og havde derfor et horn i siden på borgmesteren.  

Da de berusede var på vej ud af
byen, knuste de opildnet af kroejeren, ruderne i borgmesterens hus.
Borgmesterens søn, der var bytjener og nogle beboere ville ikke finde
sig i det og gik til modangreb. Der opstod en del tumult. Borgmesteren
og hans søn blev såret.  

Efter at hertugens folk og de kongelige
havde forladt byen, lod borgmesteren kroejeren arrestere. Han blev i
lænker ført til byfogedens hus, hvor han tilbragte et døgn. Men det
ville han ikke finde sig i. Efter løsladelsen tog han til Flensborg
og klagede sin nød over for hertugen. Det endte med at borgmesteren
og hans søn blev idømt 4 ugers fængsel, og at han blev afsat.  

Kriminelle ting i
Aabenraa

I 1663 blev en tyvagtig tigger brændemærket.
Han fik kagstrygning, og blev drevet ud af byen. Hælerne, der havde
aftaget hans tyvegods blev naglet til kagen, og fik et øre skåret
af inden. Til sidst blev disse også jaget ud af byen.  

En mand fra Als
videresolgte stjålne heste til soldater. Han blev pågrebet i Aabenraa.
Men hans kone fik fremstillet nøgle til hans benlænker, så han slap
fri midt om natten. I Randers blev han pågrebet med kone og børn.
Under tortur tilstod han sine gerninger og dømtes til hængning. 

Hertugen havde dog bestemt, at hans døde
krop skulle skæres ned og pakkes i en kasse. Den skulle så sendes
til professor Daniel Meyer Kiels Universitets medicinske
fakultet.
 

I 1702 fandtes en død gøgler på 
markedet. Det var det berømte ildmenneske.
Han var formentlig død af rottegift. Rakkeren
skaffede hans lig af vejen. Og hertugen sendte en hertugelig advarsel
til apotekere og krudtkræmmere til at være forsigtig med salg af denne
vare.  

Offentlige brønde med bismag

Der var i mange år ingen kloakering
i byen. Byens renovation røg ud på gaden, hvor svin og høns gik rundt
og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere havde ikke deres
eget das, men forrettede deres nødtørft på gaden. Det var ikke så
sært, hvis vand fra de offentlige brønde, havde en bismag.  

Man kunne ikke forvente, at gå 
bare nogenlunde tørskoet gennem Aabenraa’s
gader. Man måtte tage sig i agt for de åbne rendestene, hvor der flød
alje fra staldene, alskens affald og uhumskheder. 

En borger fra Slotsgade
idømtes således i 1616 en bøde på hele 8 rigsdaler, fordi han ikke
ville fjerne sin hemmelighed.
Der var afløb direkte ud til gaden, hvorfra der udsendtes en ulidelig
stank. 

Den store søfartsby

Aabenraa blev en rigtig søfartsby.

Det var nogle barske ansættelseskontrakter,
søfolkene måtte skrive under på. De måtte ikke modsige sig arbejde
om natten. Om nødvendig skulle de selv hente lasten på land. Såfremt
nogen fra mandskabet deserterede, skulle det øvrige mandskab gøre
alt for at indfange dem og ikke lave oprør mod kaptajnen. Man skulle
altid adlyde kaptajnen uanset, hvad denne forlangte.  

Så mangen en sømand har haft
skørbrug.
Det er en frygtelig sygdom. Først bliver man uhyggelig
træt, derefter får man opsvulmet tandkød, og dårlig ånde. Hvis
sygdommen ikke blev behandlet, var det stor risiko for, at man døde
af sygdommen. Fra midten af 1700 – tallet vidste man at frugt og citronsaft
kun kurere sygdommen, så det kunne godt være at man huskede, at tage
citronsaft med.  

Problemet var bare, at kartofler og grøntsager
kun kunne holde sig tre uger. Kokken var den laveste i hierarkiet. Det
var jo matroserne, der var de rigtige sømænd. Det var kokken, der
fik på puklen, når hele provianten var blevet muggen.  

Og så skulle man passe på, at
der ikke gik mider i brødet. Og Aabenraa – sømanden havde lært,
at banke brødet ved bordet, så melormene kunne kravle ud, inden man
spiste brødet.   

Forliste skibe

Den 17. november 1832 sejler Creole
til Cap Verdiske øer. Men uheldigvis forliste det store skib.
Mandskabet sejlede i 14 dage i en åben båd inden de nåede land. Her
kunne de få mulighed for at få noget vand. Men de blev overfaldet
af vilde. Mandskabet nåede båden, men ikke Kaptajn Mathiesen.
Han fik frastjålet sine klæder. I logbøgerne fra dengang kan man
læse, at han kunne takke skæbnen for, at han var blevet så mager
efter de 14 dage til havs, for ellers var han blevet stegt og spist
af de vilde med stor appetit.  

Den 17. februar kunne beboerne i Aabenraa
læse følgende i deres lokale avis Freja:  

  • Skibet Aladin på 
    vej fra Antwerden til Valparadisso er natten til den 18. september forlist
    på Nytårs -øerne i nærheden af Cap Horn. Hele mandskabet frelste
    sig i land men måtte tilbringe tiden på
    øerne indtil den 26. oktober, hvor de blev opbragt af en skonnert fra
    New Yourk, som bragte dem til kysten af Patagonien, hvorfra de kom til
    Europa.

 

Sandheden var at den stod på Pingvinsuppe
og Pingvinkød i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen.
Af vraget byggede man en hytte på øen. Mange både kom forbi,
men de blev ikke set. Ja de brændte sågar et bål, for at blive set.
Uheldigvis brændte det i tre døgn.

Endelig den 18. oktober blev de observeret
af den amerikanske skonnert, John Davidson.

Skibet var på vej hen for at hente
syv engelske missionærer på Picton Island.
Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev
fundet med struben skåret over i en båd. Det var ingen spor af de
andre missionærer.  

Anna Flydok

Der var mange kaptajns – enker
i Aabenraa. En af dem var Anna Flydok
eller Anna mit dem Vogel. Hendes hat lignede et skib for fulde
sejl rigget til med store fuglevinger. Om sommeren blev der tilsat friske
røde roser. I årenes løb fik hatten større dæklast, blandt andet
perler. Anna var slank og rank, men hun gik ret usikker, fordi
hendes sko var for små. I Aabenraa
var man hele tiden bange for, at hun ville kæntre.  

Æ Kyst

Dengang omkring 1900 havde Aabenraa
6 – 7.000 indbyggere og 80 kaptajner. Hele generationer af familier
var kaptajner – Bendixen, Ulderup, Calender, Arnkiel
og Bruhn. I Aabenraa
var det meget fint at være kaptajn.

Under den russisk – japanske krig
i 1905 talte fruerne om Æ Kyst.
Det var selvfølgelig Kina – kysten.  

De unge pigers drøm 

De unge pigers drøm i Aabenraa
dengang var at få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre Chausse.
Kaptajnskoner havde ruller af silke så tykt, at det kunne stå selv.
De havde ikke blot en ring med diamant, nej de havde sågar en guldnål
på brystet med både diamant og sikkerhedskæde  

Når en ung kaptajn skrev hjem, at nu
kunne han tænke sig at blive gift, ja så begyndte de at tænke rundt
omkring på kaffeselskaberne, hvem han ville vælge. Og mødrene til
giftefærdige piger begyndte at tænke kreativt.  

Engang havde en kaptajn fortrudt sit
valg. Han sendte et telegram til svigermor. Men da hun var enke, telegraferede
hun retur. Marie er allerede rejst.
Bruden hun anede intet, men enken sørgede for at hun kom til Hamborg
og videre derfra.

De blev forresten gift derude, og levede
til lykkelig til deres dages ende.  

Konen har stadig kommandoen

Lige inden manden så kom hjem fra søen,
blev resten af pengene brugt til at købe nyt stads. Når det så blev
manden for meget med alle regninger, ja så blev det svaret: 

  • Julius nå 
    ska då it væe så kjev af et, vi ha det lich så 
    glant.

 

Mange kaptajner kunne fejre sølvbryllup
efter et fem års ægteskab. Havde de været på søen i fem år, kunne
de tage på et halvt års orlov. De var vant til at have kommandoen
på skibet. Men det gik ikke altid hjemme i Aabenraa: 

  • Julius, haus at hæe 
    æ ha då it æ kommando.

 

De hjemvendte kaptajner gik i byen og
drak en masse grog’er. De fortalte masser af historier, når de havde
fået fem – stykker, og de var ikke alle lige kønne.  

Aabenraa Rådhus

Jeg blev gift på Aabenraa Rådhus.
Egentlig skulle det have været i kirken. Men den præst, vi havde udset
måtte ikke bruge kirken. Men giftefoged – borgmester Jens Terp
Nielsen

kendte jeg udmærket fra nogle møder.

På stedet stod der allerede et
rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616
opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset
var der fængsel, delvis gravet ind i bakken, oven over var der retssal.  

I 1830 blev det nuværende Rådhus bygget,
og det var faktisk et genbrugsprojekt. Materialet stammer fra Frederikslyst
Lindsnakkevej.  

Det store søbad

Frederikslyst Søbad
var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt, da det
blev brudt ned. Læge A.W. Neuber
havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe
et tilløbsstykke til Aabenraa.
Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet.
Aabenraa
skulle have et søbad eller kurbad.  

Men ak og ve. Selskabet blev opløst
i 1826. Neuber var blevet fysikus i Aabenraa
i 1811. Han var meget moderne indstillet og altid åbent for noget nyt.
En poetisk åre havde han også og skrev flere hyldestdigte til kongehuset. 

I 1813 fik han rejst en badebro ved
Skibroen.
Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og
et til varme bade. I 1818 udvidede han med 4 kabiner. Ja, og de gamle
blev så imens anvendt til svovl
– og stålbade.

Der skulle anskaffes badevogne og bygges
selskabshuse med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette
skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for udkigsposter.
Oldemors Trappe
stammer fra dette projekt. 

I 1820 stod hele projektet klar. Aabenraa
blev ikke Nordens Athen. Og det selv om Neuber
havde sørget for ture til det skønne Løjt,
sejlture over fjorden til Laksemølle,
hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer,
byens fornemste værtshus og hos Madamme Rudbeck.
Men intet hjalp. Selskabet trådte i likvidation. Tænk lige på alt
dette, når du går forbi Rådhuset næste gang.  

Jomfru Fanny ankommer

I 1805 hører beboerne i Slotsgade
en postvogn skrumplende gennem gaden. Det viser sig, at være en kongelig
postvogn. Den stopper foran nr. 14 – et lille gæstehus tilhørende
Brundlund Slot.
 

Folk stimlede sammen og sladderen gik.
Næste morgen kunne man se en velklædt kvinde stående med et spædbarn
i vinduet. Nogle dage efter fløj et stykke tøj over i naboens have.
Tøjet havde et fyrsteligt monogram. 

Kort tid efter blev barnet fra vinduet
døbt i kirken. I kirkebogen stod der: 

  • Døbt Franziska Caroline
    Elise Enger, uægte barn af Christine Heise af Mecklenburg
    – besvangret af skovridder Frederick Enger.

 

Fadderne var kammerjunker von Qualen
og frue.

Det vakte en del undren. Normalt var
en kvinde, der fødte et uægte barn dømt til tugthus, vand og brød,
eller flere år i Spindehuset.
Men det skete ikke og Aabenraa`s
befolkning mødte hende ikke med foragt.  

Naboerne så, at der var en livlig trafik
mellem Brundlund Slot og Slotsgade 14.
Den lille pige, der i daglig tale blev kaldt Fanny fik også
sin skolegang på slottet. Hun blev undervist sammen med amtmand
Steemand`s
børn. 

Hendes konfirmationskjole var af sort
fløjl. Hun havde en kiste med det fineste linned. Til livets ophold
fik hun såkaldte specier sendt fra København. Hendes plejemor
Christine Heise
tjente også penge som sykone.

De flyttede senere til Storetorv
og derfra til Ramsherred.  

Fanny´s mor?

For at komme til sagen, så mener
man, at Fanny’s mor var prinsesse Charlotte Frederikke.
Hun blev gift med sin Christian
i 1806. Sammen fik de sønnen Frederik (den Syvende).

Den ret livlige prinsesse havde en affære
med en fransk musiklære, og blev bortvist til Boller Slot
ved Horsens. Hun blev skilt i 1810, og rejste til Rom,
hvor hun gik over til katolicismen.  

Flere gange under sin opvækst er
Fanny
blevet inviteret til Gråsten Slot
og til øen Föhr, hvor Christian den ottende
holdt ferie.

Men Fanny
følte sig ikke hjemme på de bonede gulve. Selv om hun blev undervist
på tysk og hofsproget var tysk, talte hun dansk med sønderjysk dialekt.  

Forudsige ting

Fanny havde åbenbart så mange
penge, at hun kunne købe et hus i Persillegade.
I en alder af 27 år blev hun pludselig meget syg. Man troede ikke,
hun ville overleve. En dag forsvandt feberen og pludselig kunne hun
se ud i fremtiden. Hun forudsagde de slesvigske krige, nederlag og sejre,
samt tiden efter 1864. Det var hende, der forudsagde, at kongen ville
ride over grænsen på en hvid hest.  

I 1848 døde Christian den Ottende
og understøttelsen blev mere sparsom. På et tidspunkt stoppede den
helt. Frederik den Syvende forsøgte at få kontakt, men Fanny
afslog.  

Nogle damer fra Aabenraa
har på Rosenborg genkendt en del af Fanny`s ting.  

Er H.C. Andersen hendes halvbroder?

Vi har aldrig fået den fulde sandhed
om Fanny. Men hvad det er lige så fantastisk er, at mange mener,
at H.C. Andersen er hendes halvbror.

Som barn var hun inviteret til øen
Föhr,
hvor H.C. Andersen
også var på besøg.  

Rygterne gik på, at Christian den
Ottende
havde en affære med den smukke begavede komtesse, Elise
Ahlefeldt – Laurvig.
Elise og kronprinsen skulle efter rygterne
have været hemmelig gift, men den daværende reelle konge, Frederik
den Sjette,
der selv åbenlyst havde flere elskerinder opløste
ægteskabet.

Barnet, der kom ud af det korte eventyr
var H.C. Andersen – halvbroder til Jomfru Fanny.  

H.C. Andersen
har også besøgt Jomfru Fannys
mor i Rom, men brød sig ikke om hende.

Ifølge Marie Thomsen,
en af Jomfru Fanny´s veninder modtog Fanny
et brev fra en Hr. Koch. Der på enkedronning Caroline Mathildes
vegne ville vide, hvordan det gik. 

Denne Hr. Koch
er efter al sandsynlighed hofbrygmester Jørgen Hansen Koch,
der både interesserede sig for Jomfru Fanny
og H.C. Andersen. Koch havde gode forbindelser til hoffet og
tilhørte på et tidspunkt H.C. Andersens
vennekreds.  

Ud med danskerne

I 1888 var al undervisning på dansk
blevet forbudt i Aabenraa. Alle dansksindede var også tvunget
til at synge: 

  • Jeg er en preusser, kender
    I mine farver, fanen vejer sort og hvid foran mig.

Kejserens Geburtstag
var den største festdag i byen. Og de tysksindede skrålede 

  • Schleswig Holstein stammverwandt
    – jag die Dänen aus dem Land.

 

Kejseren var nok ikke den værste. Således
stod Bismarck Knivsbjerg
og forkyndte: 

  • Vi tyskere frygter Gud
    – ellers intet i Verden.

 

De tre betjente

Omkring århundredeskiftet var der tre
betjente i Aabenraa til at styre løjerne. De hed Matzen,
Gries og Grün.
Børnene kunne ikke lide Matzen,
så de gik rundt og råbte: 

  • Matzen er ude at plukke
    grønt til sin gris.

 

Søgningen til byens fængsel var nu
ikke så stor. Det var arrestforvalterens kone, der skulle bespise
fangerne, og det var åbenbart en dårlig forretning. Men så bad
hun bare en af de tre betjente til at bringe hende et par landstrygere.
Og pligtskyldig blev der hentet et par landstrygere ved Sønderport.  

Manden, der døe af
”Hedewiche” 

I Bøddelgade (Nygade),
ja her havde bødlen boet. Her boede også Bager Schou.
Folk vidste godt, at Schou var tysker. Men så tysk var han ikke,
at han gik til der Kaisers Geburtstag.
Til fastelavn bagte han Hedewiche.
Og de var gratis til denne højtid, indtil noget frygtelig skete.
Gamle urmager Wied
døde, fordi han havde spist for mange Hedewiche.
Nu kunne børnene ikke mere sige: 

  • Matthäus Sebadäus din
    klok, den står.

 

Tobaksfabrikken

Tobaksspinder Wind havde 18 børn.
Han arbejde hos Middelheus,
der havde grundlagt tobaksfabrikken. Gamle Middelheus
var et hittebarn. Han var fundet mellem to huse, derfor havde han det
navn. Man sagde om ham, at han var en meget fin mand. Han arbejde ikke
selv, men han havde en dygtig værkfører.

Han havde ansat meget billig arbejdskraft.
De fleste kom fra fattiggården.
Blandt dem var Tumbe August, Blind Hindrich, Lille Mutter Mi, Skråsofi
og Mutter Baus.  

Hestemarked

Hestemarked og kræmmermarked var den
helt store oplevelse. Hestene stod bundet i begge sider af Storegade.
Der var ringe i husmuren til at binde hestene.

Helt oppe ved Pottegade
begyndte det. Det var hele fire lamper hængt over honningkageteltet.
Det så jo flot ud, men de dryppede. Kagerne kunne ikke undgå at smage
af petroleum. Man tog det ikke så nøje.

Heller ikke dem, der drak rød sodavand.
De gik rundt med en rød mund resten af dagen. Apotekeren havde ellers
sagt til sodavands – konen, at hun ikke skulle bruge det farvestof,
da det indeholdt gift.  

Besøg af pastorinden

Ofte mødte man i gaden, Sild
– Drea.
Hun sparede sammen til en køn begravelse. Hun fortalte
ofte, om dengang hun fik besøg af provstinden, selveste Frau Probst.
Pastorinden havde været så uheldig at fylde eddike i altervinen. Hun
måtte så gå den tunge gang og bede om forladelse til hver enkelt,
der havde været til alters. Da hun ydmygt havde banket på hos Drea
udspandt der sig følgende dialog:  

  • Scheiss mit mir, frau Probst,
    es ist Wasser für die Feinen
  • Hvad tænker du da Drea.
  • Æ tænt
    å den daw wo Jesus gik op å æ kors, så ku det da godt ve
    ærk, han fik å drik. Så wå det da en go ide
    å smach det.

 

En flytning på 
kirkegården

Det var fattigfolks skræk, at de engang
skulle i armjorden. Det var den yderste del af kirkegården,
lige ved siden af det uindviede jord, hvor selvmorderne blev begravet.
Folk gyste ved tanken, hvordan det skulle gå dem den yderste dag.

I armjorden blev en fordrukken skrædder
begravet. Han skulle begraves som han havde levet, havde familien sagt
til Stehr Fattiggården.
De havde for længst skåret hånden af ham. Han havde bragt skam over
familiens gode navn. 

Hans kone var død for nogle år siden.
Hans smukke døtre var rejst til Amerika
i lutter skam over ham.

Men en skønne dag kom de alligevel hjem
på besøg. De betalte en farlig masse penge for at få ham
gravet op i nattens muld og mørke og flyttet over blandt ordentlige
folk med en fin marmorsten og det hele.  

Skoleeleverne bad krigsbøn 

I skolen skulle børnene synge følgende
strofe: 

  • Kejseren er en elsket mand,
    han bor i Berlin, og var det ikke så 
    langt herfra, så gik jeg endnu i dag derhen.

 

Man skulle også kunne en såkaldt
hadesang udenad om England.
Det første børnene skulle om morgenen var dog at bede en såkaldt
krigsbøn: 

  • Send dine kære engleskarer,
    at de bevarer os kejseren, ser du Zeppelin flyve på 
    himlen, så hjælp ham dog, at vi kan sejre. Til slut takker jeg
    dig, at jeg er tysk.

 

Æ Abfuhr

Skal vi tage på en bytur i 1932.
ja så var det kommet styr på Æ Abfuhr.
Byens vise mænd havde været på en lugte – og studietur i det sydlige.
Man fik moderniseret skraldespandene med skruelåg – så nu kunne
der også køres om dagen.  

Der var masser af liv på den gamle
hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsom kørende. Dæhnert
og hans medarbejdere slæbte spandene ud og ind med åg over nakken.
De blev overbegloet af ungerne, der håbede at indholdet skvulpede over.  

Inden de moderne skruelog var Heine
og Kalle
på vej ned af Ramsherred. Der udspandt sig følgende samtale: 

  • Kalle, holdt lich, stop
    æ hæest
  • Jamen Heine, wa
    æ det galt
  • Jamen
    æ ha taft æ mantel nae i jen af spand
  • Heine, den Mantel wa da
    så beskidt, den ku då da it væe beken,
    å gå mæ
  • Jamen Kalle,
    æ mapak wå i æ fick.

 

Mange fragtmænd

Der var efterhånden en del fragtmænd
i Aabenraa. Man havde Julles
eller peter mæ æ Hest. Mange havde et stort hesteforspand,
som kornfirmaerne Hans Ries og I:A. Schmidt.
Sidstnævnte brugte oldenborgere,
som om søndagen blev forspændt med en karet, en feitong
eller en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev.  

Ja så var det også købmand
Jes Zetterquist
Søndertorv havde en lille lastvogn,
som blev brugt til at hente hønsefoder hos Union.
Om søndagen blev vognen omdannet til Æ luxusvogn.
Det skete ved hjælp af et hejseværk i laden.  

Masser af liv

Fiskerøche Olsen
fra Møllegade solgte fisk i gaden, og senere var det Peter
Lichglaj Thomsen,
der kunne forvise verdens største
ål.
Så kom Hannestein
og råbte Røchet ål.

Ja og byen første pølsevogn blev etableret
af bager Eskild Madsen. Den stod ved Rådhusets sydligste flagstang.  

Og Gammel Duus
var opråfe. Han var også æ man mæ
æ klok.
Det var ham der forkyndte nyheder, som æ springvans
stå still æ klok seks.
Eller En køn hest seles i daw
å æ mærken
 

”Knap din Baus”

Også dengang var Skyttelaugets
optog noget man så frem til. Kommunens kontorbud, Harms
gik i spidsen i diplomat. Og så fulgte de andre i kjole,
akvavit og trægeværer.

Restauratør Cramer
kommanderede med høj røst: Ræt dæ
nå ind.

Petsen,
kommanderede han, hvorefter Petsen
med lige så høj og klar røst svarede:

  • Knap din baus, Hans. 

 

Ifølge laugsvedtægterne måtte der
ikke bandes og terningespil var forbudt. Den som spildte øl mere end
en Fodsbred, som ville overhælde en broder med
øl, eller som forsættelig knuste et glas,

skulle straffes med bøde til de fattige og gildet. Det samme gjaldt
dem, der brækkede sig.  

Det var nu ikke alle, der var vilde med
Skyttelauget. Provst Johannes Schmidt

mente, at laugets fester stred mod Guds ord.  

Masser
af musik

Der var ringrideroptog med datidens brede
arbejderheste, og så var det Kyrbis(græskar)
optog som gik til Lindbjerg.

En gang imellem så man et politisk
optog med Kommunist – Schrøder,
der ville storme æ Rathaus.

Spejderorkesteret med dirigent Tegewald
lignede korpset fra Sydvestafrika. 

Et par gange om sommeren rykkede brandvæsnet
ud for at spille. Her så man så Lemhöfer, Kortlepel
og Stehr.
De statelige overbrandmænd stod på rad og række og
så fornem ud. Her var gartner Erichsen, kapelmester Stücker, Margarine
– Petersen
og mange andre. 

Musikkerne Kreutzmann og Brandt fra
Byorkesteret
spillede i Biografen
til datidens stumfilm.

På gaden så man Lange
Hannes, Tumbe – Frans, Sild – Dres, Fisk
– Katrine
med fisk i gamle høje barnevogne, Store Louise,
Antom mæ æ Haach, Hannemann
og Speckhahn.  

Kongen blev sulten

I 1925 opstod der en krisesituation hos
Statsbanerne, der havde kontor i Aabenraa. Der skulle handles lynhurtig.

Sagen var den, at Christian den Niendes
datter, Alexandra var død i England.
Kongen havde besluttet at deltage. Han var rejst med salontog fra København,
og skulle via Fredericia til Esbjerg.  

En forrygende snestorm med efterfølgende
islag bredte sig over hele landet. Telegrafledningerne faldt ned på 
strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg.
I Fredericia måtte baneledelsen meddele kongen, at toget ikke
kunne føres videre til Esbjerg.
I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen skulle føres videre
til Hamborg via Padborg. 

Trods vanskelige forhold lykkedes det
for baneledelsen i Aabenraa
at komme til Rødekro for at ledsage kongen på den farefulde
vej. En sovevogn, der var beregnet på strækningen Padborg – Aalborg
blev i hast koblet fra og i Padborg
koblet på kongens tog.  

Undervejs blev kongen sulten. Og med
en herodisk indsats lykkedes det at fremskaffe nogle kongelige klemmer
fra Papa Las, en mangeårig restauratør i Padborg.  

Modstandsbevægelsen havde travlt

Efter at tyskerne var forsvundet i 1945
havde modstandsbevægelsen i Aabenraa
travlt. Pludselig kunne alle huske, hvad alle havde sagt. I kaffeselskaberne
blev man advaret mod at sige alt. Trafikken fra Aabenraa
til Faarhuslejren var stor. 825 fra Aabenraa
blev interneret. Og en opfordring blev sendt til regeringen 

  1. Nordschleswigische Zeitung
    forbydes
  2. Al tysk skoleundervisning
    for mindretallet skulle standses
  3. Alle medlemmer af mindretallet,
    der under besættelsen har modarbejdet danmarks interesser, udvises
    omgående.

 

Aabenraa Andelsboligforening besluttede,
at tysksindede, illoyale eller andre personer, der har været håndlangere
for nazismen skulle i fremtiden ikke have tildelt lejligheder.
 

Gågaden blev indviet

I 1968 hvor gågaden ikke var officiel
indviet kunne man i avis læse: 

  • At komme på 
    indkøb var før en plage
  • Men nu har vi rigtig nok
    bedre dage

  • Gågaden slentrer vi op og ned
  • Og man skrår over helt
    i fred
  • Uden at tænke på
    liv og lemmer
  • Men nu har det vist sig
    vrede stemmer
  • Lad os igen få
    liv i staden
  • Med masser af liv på
    gaden.

 

Og i Jydske Tidende
var overskriften Ægte planter og duer på vandsøjlen.  

Hjordkjær Kirke blev bygget af en
kæmpe

Lige uden for Aabenraa
ligger Hjordkjær. Der kom jeg ofte.

Det sjove er, at kirken er kullet. Det
vil sige, at det ikke har noget tårn. Og det har sin helt egen historie.
Det må have været småt med håndværkere i begyndelsen af 1500
tallet. For ifølge folkesagnet havde man hyret to kæmpestore trolde
til at bygge Hjordkjær Kirke
og en af nabokirkerne. De to trolde havde en murske, som de brugte på
skift. De kastede murskeen frem og tilbage mellem hinanden. Men da trolden
fra nabokirken så at den trold, der byggede Hjordkjær Kirke
blev først færdig, blev han så arrig, at han kastede murskeen mod
kirken, og derved slog tårnet af. Derfor har Hjordkjær Kirke
ikke noget tårn.  

I øvrigt kan man læse i kirkebogen,
at den 7. september 1594 blev Matz Rasmussen
fra Aarslev begravet. Han blev gennemboret med et sværd i
Aabenraa.
Drabsmanden hed Johan Tucksen.  

Kirketugten var meget streng dengang.
Visse synder blev anset for særlig slemme. Der blev påtalt og man
blev revset i offentlighedens påsyn. Hvis præster for eksempel opdagede,
at et barn var født for tidlig efter vielsen, blev barnet ikke indført
i selve kirkebogen, men i et andet register. Forældrene blev kaldt
til for at skrifte.  

Anne Cathrine Johansdatter
mærkede kirkens fordømmelse. Hun havde påkaldt vrede for hendes
beggangende horeri.
Barnefaderen blev udlagt til at være Hans,
som havde været skrivemester hos husfogeden på Toldsted.  

Et spøgelse i Rødekro

Engang da jeg var til ringridning i
Rødekro,
så jeg et spøgelse på kroen. Det kan ikke være indtagelse
af sprut, der var årsagen. For jeg drikker ikke. Nej, det har nemlig
sin historie. 

Omkring 1650 boede der i Aabenraa
en amtmand, der hed Wintherfeldt,
hvis ugifte kokkepige ventede sig. Hun ville ikke opgive navnet til
faderen. Mon det var amtmanden? Han forsynede i hvert fald sin skytte
Nis
med den nødvendige kapital. Betingelsen var at han skulle gifte
sig med kokkepigen. Derved blev kroen Der Rothen Brück
etableret.  

Det gik over forventning med kroen, men
i 1685 skete der en grusom ulykke. Ved et bryllup blev Peter Lassen
dræbt af Peter Hørlyk. Det eneste vidne var Maren Hansdatter.
Men hendes udtalelser var nok til, at moderen endte på galgen.  

Adskillige overnattende på Røde
Kro,
kan berette om der fra tid til anden lyder sære lyde på kroen.
Usmurte døre åbnes, gulvbrædder betrædes. Det menes at det er
Peter Hørlyks
hvileløse sjæl, der er på besøg.

Ja det var nok ham jeg så den gang,
jeg var til ringridning i Rødekro.  

Foredraget/artiklen er baseret
på de allerede offentliggjorte artikler om Aabenraa.
 

Kilde:
Se

– Litteratur Aabenraa  
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa