Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

København i 1400 – tallet

Oktober 13, 2009

Erik af Pommern startede den positive
udvikling af København. Ved to lejligheder forsvarede han og hans kone
København med en lille flådestyrke mod hanseaterne. Indførelse af
Øresundstold havde skabt nye fjender.  Efter rygter forlod Erik
af Pommern, da hans elskerinde var slået ned af en adelsmand. Kong
Hans forsøgte forgæves, at tale sin søn til rette mod forulempelse
af københavnere ved nattetide.
 

Gang i handel og håndværk

Mange beboere håbede på noget stort,
nu hvor Erik af Pommern havde bemægtiget sig byen den 19. oktober
1416.  Mange rige mænd deriblandt adelens folk havde taget bolig
i København. Flere store gårde blev bygget. Det var gode tider for
håndværkeren. Og også handelen voksede.  

Indførelse af Øresunds – told

Og det hjalp også at den nye hersker
gav tilladelse til at borgerne måtte handle på kronens markeder og
fiskemarkeder, heriblandt Dragør, Skanør og Falsterbro.

Men de fremmede magter var ikke så vilde
med den nye konge. I 1425 eller 1426 forlangte Erik af Pommern
pludselig at fremmede skibe, der løb gennem Øresund
skulle betale eb afgift for at besejle sundet.  Afgiften skulle
betales i Helsingør. Her var farvandet smallest, og her var
det lettest at fange dem, der prøvede på at snyde.  

Angreb fra Hansestæderne

Nu var det ikke helt uden farer, at denne
Øresunds – told blev indført. Det var et direkte angreb mod Hanse
– forbundet.
For 60 år siden havde Lybækkerne
gæstet byen. De havde brændt og hærget. Borgen havde de nærmest
revet ned. De kunne let komme igen.

Og det varede heller ikke længe. I juli
1427 drog en veludrustet flåde med 8.000 mand i søen anført af
Lybæks
borgmester, Tidemand Sten.  

Denne anseelige flåde så kun en lille
dansk flåde. Men stor var overraskelsen, da den danske flåde gik til
angreb. Ved siden af Lybæks
borgmester sejlede et stort hamborgsk skib, anført af Hamborgs
borgmester, Heine Hoyer.  

    – Hvad skal vi gøre, råbte han

    – Lad
    os gå løs på dem,
    svarede Lybæks borgmester  

Men Lybæks
borgmester blev taget til fange. Dette forbløffede hans kollega fra
Hamborg,
der hurtig vendte snuden hjemad.

Sejren til den danske flåde var stor.
Men faren var ikke over. Nu kom der et alvorligt angreb fra franske
skibe. Kampen var lang og blodig. Men inden natten var over havde
Kong Erik
erobret alle 46 skibe. Ladningen og fartøjerne havde
en værdi af 400.000 mark.

Københavnerne jublede over sejren og
alle vundne skibsflag blev ophængt under Vor Frue Kirkes hvælvinger.  

Hævntogtet

Nederlaget skulle hævnes. Den 6. april
året efter kom de igen, nu med 260 skibe og 12.000 mand. Uheldigvis
var Kong Erik ikke i staden. Han var i Sorø.

Men hans hustru, den engelske prinsesse
Philippa
var ikke uden evner. Hun forsynede i hast tømmerflåder
med kanoner. Hun opfordrede borgerne til at hjælpe og lovede at belønne
dem. Trods fjendens overmagt tvang københavnerne dem til tilbagetog.

Philippa
blev med denne aktion endnu mere populær, og hendes død i 1430 udløste
stor sorg i byen.  

Mens Kong Erik
var populær hos befolkningen, så havde han ikke den samme agtelse
hos adelen. De brugte enhver lejlighed til at krænke ham. 

Ridderens ære

En dag vandrede Oluf Axelsen Thott,
en af de fornemste riddere i landet fra sin gård i Vimmelskaftet
med sine svende ned ad gaden. På Højbro
mødte de en kvinde, og ridderen hilste ærbødigt. Bag ved hørte han
pludselig latter. Hans svende fortalte ham, at kvinden var Kongens
Frille, Jomfru Cæcilie.

Dette var under ridderens værdighed.
Han indhentede hende, væltede hende og slog hende tre gange med sit
gode sværd.

Det blev sagt, at kongen nedtrykt forlod
landet og drog til Gulland.  

Christoffer af Bayern

Trods Københavns fremgang, så var byen
endnu ikke kommet helt op på rangstigen. Således blev Christopher
af Bayern
kronet i Ribe
i 1443. Men han tog ophold på Københavns Slot.
Dette betød at Roskildebispen
ikke forsøgte at komme i besiddelse af byen. Denne ret blev heller
ikke berørt med et ord, da København i 1443 fik sin nye stadsret.
Det var først her, at København
blev ligestillet med de andre købstæder rundt om i landet. Landets
regering havde heller ikke et fast tilholdssted. Medlemmerne rejste
rundt med kongen i de forskellige landsdele.  

København kravler op af rangstigen

Men København kravlede efterhånden
op på rangstigen. Det kunne også ses på den punkt og pragt festligheder
blev afholdt ved hoffet.

Det tidligere tilholdssted for kongen,
den gamle Østergård nævnes sidste gang i 1380. Her kom senere
Vingaarden,
som gav navn til Vingaardsstræde.
Vingården var frugthaven til borgen, og her dyrkedes virkelig vin.
Det nød for eksempel Kong Hans.

Borgen er sikkert blevet sløjfet af
Erik af Pommern.
 

Store festligheder

Da Christoffer af Bayern
skulle giftes i 1445 ankom der mange tyske, særlig bayerske herrer.
De var vant til meget mere pragt, end hvad København
kunne tilbyde.

Bruden, Dorothea af Brandenburg,
samt hendes faster, Hertuginden af Brunsvig
og deres kvindelige ledsagere kom kørende i forgyldte vogne.

De mandlige bryllupsgæster var til hest.
Mange fornemme gæster var mødt. Den 26. september foregik brylluppet
og dagen efter blev dronningen kronet. Hvad hun ikke vidste dengang,
var, at hun allerede efter tre år, skulle blive enke.  

Christoffer
kunne lige som sin forgænger ikke lide hansestæderne, så han begunstigede
englænderne og hollænderne.  

Mand ønskes hurtigt

Ved den nye dronnings ankomst til landet
havde såvel det svenske som danske rigsråd forpligtet sig til hver
at betale hende 1.500 Gylden, om hun efter Kong Christoffers
mulige død kunne forlade landet. Men dette måtte under den daværende
situation for enhver pris undgås. Rigets Marsk, Oluf Axelsen
tog sig af hende. Måske skyldtes denne omsorg også, at 1.500 Gylden
var mange penge.

Rigsrådet foreslog Hertug Adolf af
Sønderjylland.
Men denne afslog. I stedet blev Grev Christian
af Oldenburg
valgt. Sørgeperioden var ikke lang. I januar døde
Christoffer
og i september blev dronningen trolovet med Grev
Christian.
 

I 1449 kunne københavnerne så opleve
en ny fest, en kroning og et bryllup. Gaderne var blomsterstrøede og
gavlene var udsmykkede.

Borgerskabet blev bedt om, at møde frem
i røde og gule hoser  

Christian den Første

Den nye konge Christian den Første
var en ren kæmpe med langt rødgult hår, frisk ansigtsfarve, stor
kroget næse og en skarp profil. Hans far, Grev Diderik den Lykkelige
og hans morbror, Hertug Adolf
red ved siden af ham, fortælles der i en beretning. Problemet var bare,
at Diderik var død ni år tidligere. Måske var vidnet blevet
trakteret fra morgenstunden.  

Københavns Slot
var forholdene tarvelige. Der var alt for lidt plads. Så en stor tilbygning
blev iværksat.  Befolkningen fulgte også med i prinserne,
Olufs og Knuds
fødsel. Desværre døde begge i en spæd alder.
I 1455 fødtes en ny tronarving, Hans.  

I 1478 oplevede københavnerne så atter
et stort bryllup, da Hans holdt bryllup med den saksiske prinsesse
Christine.
 

De gamle rådhuse

Erik af Pommern
havde planer om at åbne et universitet i København, men det var
Christian den Første,
der fuldendte initiativet. Men det kneb med
at finde de fornødne midler. Så Magistraten måtte træde til. En
del af det gamle rådhus, der lå på hjørnet af Rådhusstræde
og Nørregade
indgik i projektet, der åbnede i 1479. På dansk
fik institutionen det beskedne navn Studiegaard.

Det daværende Raadhustræde
fik derfor navneforandring til Studiestræde.  

Det ældste rådhus lå i Klædeboderne
i
nærheden af Skoboderne (senere omdannet til Skovbogade).
Antagelig er denne blevet ødelagt under byens ødelæggelse i 1368.
Det nye rådhus rejste sig på den senere Bispegaards
grund. Det tredje rådhus blev opført i slutningen af det 15. århundrede.
Det lå på Gammeltorvs sydlige grænse. Det fik senere navnet
Nytorv.
Det brændte i 1728, men blev genopført samme sted.  

Velgørenhed

Tilbage til 1400 – tallet. Paven undrede
sig over, at København ikke havde et sted, hvor udsatte børn
født af fattige forældre eller uden for ægteskab, kunne optages,
fødes eller underholdes. Dette rørte kongen, så han skænkede et
beløb til et Helligånds – hospital.
Måske var det også for at få adgangskort til en pilgrimsfærd, der
fik kongen til dette. Enken, Dronningen Dorothea
skænkede i 1495 en gård i Højbrostræde
og en del gods på Sjælland
til velgørende formål.  

Borgerskab i København

Noget som efterhånden kunne ødelægge
hansestædernes magt blev allerede nævnt i Christopher af Bayerns
stadsret fra 1443 var Det danske kompagni eller Hellig – trefoldigheds
Gildet.

Men Christian den Første
kunne ikke gøre sig uafhængige af hansestæderne. Han skyldte dem
penge. Men med ophævelsen af Det tyske Kompagni
i 1475 tvang han fremmede købmænd til at tage borgerskab i København.  

Initiativrig konge

Kong Hans
besteg tronen i 1481. Hans kroning foregik dog først to år efter.
Han gav ingen speciel rabat til hansestæderne. En af de afgifter, som
blev pålagt de ugifte fremmede kræmmere var at udrede et pund peber
hver til magistraten. Fra den tid har en ældre ugift mand på godt
københavnsk og derefter på godt dansk, heddet pebersvend.

Efter Valdemar Atterdag
havde Danmark ikke haft nogen indfødt konge. Men Kong Hans
jævne danskhed gjorde ham særdeles afholdt.

Han var skaberen af den danske orlogsflåde.
Bremerholm rejste der sig hus ved hus. Man byggede store
og smukke skibe.  

Klage over kongesøn

Magistraten modtog klager over, at
Kong Hans
søn – den senere Christian den Anden
brød ind i husene ved nattetide og konsumerede borgenes vin. Han og
hans venner satte skræk i livet i borgerskabet. Hans far har sikkert
haft ham i skole, men om det hjalp, er tvivlsomt. Kong Hans
havde selv lidenskabelige tilbøjeligheder. Således lod han sin renteskriver,
Poul Laksmand
hænge på baggrund af en løs anklage om utroskab.  

Kilde:
Se

– Litteratur København (under forberedelse)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København