Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Dagligliv i Aabenraa – dengang

Oktober 13, 2009

Der gik druk i Aabenraa i gamle dage.
Pastoren var ved at få klø af byfogeden, fordi han kunne ville skåle
en gang. Meget tidlig havde Aabenraa et bordel. Når hertugen var på
besøg blev der drukket endnu mere. Også rådsfolkene havde svært
ved at styre deres brandert.
 

Uenighed om bygrænsen

Omkring 1560 blev der gennemført en
omlægning af bygrænsen. Det skyldtes den hertugelige teglgård på
Klinkbjerg.
Her havde byens gamle rettersted ligget. Den blev nu
flyttet til et bjerg syd for byen. Det blev kaldt Kapelbjerg,
men fik selvfølgelig nu navneforandring til Galgebjerget.
Til byen blev også tilknyttet nogle kålgårde, der lå ved den nuværende
Sønderport.
 

Der opstod en del uenighed mellem amtet
og byen omkring de nye områder. Dette var antagelig anledningen til
den skæbnesvanger strid mellem borgmester Claus Esmarch
og hans senere banemand, teglgårdsforpagter Jørgen Skytte.  

Galgebjerget
med omliggende kålhaver led stor skade under oversvømmelser, masser
af jord blev skyllet væk. Da man skulle anlægge vejen mellem Brundlund
og ladegården, den senere Hjelmalle,
brugte man en del fyld fra Galgebjergets
nordside.  

Omkring 1640 var der 1.750 mennesker
i byen, trods alvorlige brandkatastrofer og pest. I 1660 var antallet
dog reduceret til ca. 1.200.  

Udvidelse nord for Ramsherred

Udvidelsen af byen fandt først og fremmest
sted nord for Ramsherred, hvor den fattige del af befolkningen
boede. I 1500 – tallet nåede man her frem til Nørretorv.
I 1659 nåede man frem til Kilegård. Klinkbjerg,
der i 1640 var en sidegade til Ramsherred
var stort set udbygget med huse på begge sider af gaden. Nygade
var
bebygget på østsiden. På Nybro
var der nogle huse på vestsiden. Her blev der senere placeret et eddikebryggeri.

Slotsgade
hørte til amtet, og førte ned til Mølledammen.

Byen var omdannet af et plankeværk eller
hegn. Under Kejserkrigen var der anbragt slagbomme til byen.  

Bindingsværk og bulhuse

Gavlene var vendt mod gaden, men fra
ældre tid var der dog langhuse med langsiden vendt mod hovedgaden.
Mellem gavlhusene opstod smalle smøger eller gyder. Her blev der bygget
endnu flere huse, dog ofte smallere end det oprindelige hovedhus, så
man kunne få en gårdsplads.

I 1500 – tallet var det bulhusene, der
var dominerende. Mange af disse træhuse overlevede dog ikke branden
i 1576. Og senere brande gjorde dog også indhug. I 1910 fandtes der
dog endnu 10 bulhuse som regel i to etager i byen.  

Bindingsværkshuse blev bygget efter
samme princip som bulhusene. Men heller ikke disse har overlevet de
store brande. Aabenraa var heller ikke så rig, at der kunne bygges
så mange af disse. Der kendes kun ganske få købmandsgårde i Aabenraa
bygget af bindingsværk. Storegade 11 var et sådant byggeri,
men på grund af ombygninger, kan dette ikke ses i dag.

Mutter Stallboms Hus, Storegade 2
stammede fra bindingsværks – epoken. Denne bygning kan nu beses i
Den Gamle By i Århus.
 

Husene var ofte overbefolket i en uhyggelig
grad. De var kolde, fugtige og mørke og har i høj grad været sygdomsfremkaldende.  

Brundlund Slot udvidet mange gange

Den mest betydelige bygning i Aabenraa
var Brundlund Slot. Her havde amtmanden sin bolig. Og her tog
hertugen ophold, når han skulle beskue sin by.

Der var etableret forskellige forsvarsværker
omkring slottet, men som fæstning havde slottet for længst mistet
sin betydning.

I slutningen af 1500 – tallet var slottet
meget forfaldent. I 1589 lod amtmand Kaj Rantzau
foretage omfattende reparationer og ombygninger på slottet.

I 1592 blev der bygget en ny vindebro
og et porthus. Men reparationerne var åbenbart ikke gode nok, for allerede
i 1597 blev der foretaget nye ombygninger og reparationer.

I Frederik Ahlefeldts
tid blev der også tilført et nyt fangetårn.  

Amtmand Clement Galdendorp
lod slottet nedrive og opføre et nyt. Sådan fremgår det af Claus
Møllers
krønike. Helt så drastisk var det dog ikke. Ny porthus
og vindebro blev opført i 1652 – 53.  

Møddinger og stalde

Hovedparten af beboerne drev landbrug
ved sin af deres bynæring. Dette satte sit præg på byen. Møddinger,
stalde og kornhjelme prægede bybilledet. Myndighederne var ikke særlig
begejstret for dette. Det samme gjaldt for de pindehegn, der var anbragt
mellem grundene. Forbrydere og urostiftere kunne så let som ingenting
springe over dem og slippe bort. Borgmester Jens Hansen
forlangte dem erstattet af mere pyntelige plankeværk.  

Brønde med bismag

De fleste gader var nødtørftigt brolagte.
Således blev det berettet om brolægning i Gildegade
i 1613. Man kunne dog ikke forvente, at gå nogenlunde tørskoet gennem
Aabenraa.
Men man måtte dog tage sig i agt for de åbne rendestene,
hvori der flød alje fra staldene, alskens affald og uhumskheder. 

To gange om året, før årsmarkederne
skulle husejerne drage omsorg for, at kreatur – og hestegødning blev
fjernet fra gaderne. Man gik også i krig
mod de latriner eller hemmeligheder, der var bygget langt ud
på gaden.  

En borger fra Slotsgade
idømtes således i 1616 en bøde på hele 8 rigsdaler, fordi han ikke
ville fjerne sin hemmelighed.
Der var afløb direkte ud på gaden, hvorfra der udsendtes en ulidelig
stank. Og det kunne man ikke have, når hertugen kom på besøg.  

Det var heller ikke ukendt, at man besørgede
et nødvendigt ærinde
foran sin husdør. Måske var disse ting
årsag til at de offentlige brønde kunne frembringe en bismag. Der
eksisterede offentlige brønde foran rådhuset og en på Store Torv.  

Jo, man skulle passe på, hvor man gik
efter mørkets frembrud i Aabenraas
gader.  

De sociale lag

Godt en fjerdedel af byens knap 300 husstande
i 1640 tilhørte indersteklassen.
Det vil sige, at de boede til leje hos andre. Denne gruppe var de socialt
dårligst stillede og havde ikke borgerret. Mange af dem levede af tilfældigt
arbejde. En del var småhåndværkere uden for lavene som for eksempel
skoflikkere.

Købmændene hørte til byens højeste
sociale lag, bortset fra de få embedsmænd, der befandt sig i byen.
I 1500 – årene var der enkelte adelige huse i byen.

Hovedsproget var tysk

Den tyske indflydelse var indtil 1660
ikke ret stor. Forbavsende var det derfor at byens officielle sprog
var tysk. I hjemmene talte man sønderjysk.

Retsprotokollerne blev ført på nedertysk
og fra 1616 på højtysk. Kirkesproget var nedertysk. Ganske undtagelsesvis
prædikede provsten på højtysk. I skolen lærte drengene nødtørftigt
at forstå tysk.  

Drikfældighed og umoral

I kirkebogen klagede Provst Hübschmann
over sin menigheds drikfældighed og umoral. Der blev drukket tæt både
af småfolk og i byens højeste sociale lag.

Det var måske lidt svært at afsætte
byens egen øl Kückelhahn – øllet uden for staden, men i selve
Aabenraa, men i selve byen, var der ingen problem med afsætningen.

Folk værnede om deres humlehaver, der
leverede et vigtigt råstof til ølbrygningen.

Der blev drukket ved familiefester, ved
lavsammenkomster, ved aflæggelse af byens og kirkens regnskaber, ved
rådmandsgilder og på tingdage.

Ja, der blev drukket uden mådehold.
Adskillige drak sig ihjel. Der skulle betydelige mængder til for at
skylle den megen saltmad ned.  

Udskænkning hele natten

I politivedtægten fra 1613 oplyses der
om, at borgerskabet møder drukne på Bytinget,
hvor de opfører sig støjende og uforskammet. De berusede blander sig
i andre folks sager og irriterer andre gode folk.

Det siges også, at mange kroværter
holdt udskænkning af øl og brændevin hele natten. Gang på gang blev
der også nævnt, at der ikke måtte udskænkes i kirketiden. 

I bestemmelserne fra 1617 siges der yderligere,
at byfogeden skal sørge for at bytinget begynder tidligt på dagen,
for at parterne kan møde ædru og for at tinget kan være afsluttet
senest klokken 11.  

I en hertugelig forordning af 1600 nævnes,
at såvel adels – som andre standspersoner foretager udskejelser i
Aabenraa.
Både om dagen og om natten forfalder hyppigt skyderi
og overfald. Hertug Johan Adolf
befalede derfor borgmester, råd og det menige borgerskab under trussel
om bortfald af privilegier, at ifald nogen, han være af adelstand,
hoftjener eller af anden stand, forøvede optøjer i Aabenraa,
så skulle han straks enten bindes eller sættes i fængsel. Kunne vægteren
ikke selv klare det, skulle der ringes med stormklokken, så borgere
kunne komme til hjælp.  

Når øllet går ind, går forstanden
ud

Når øllet går ind, går forstanden
ud. Meget ofte synes forstanden dog helt at have manglet. Bøder, politivedtægter
og hertugelige forordninger havde kun en ringe virkning. I 1621 måtte
således ikke mindre end 50 af den lille bys beboere betale bøder for
slagsmål og optøjer. Legemsbeskadigelser og drab var almindeligt forekommende.
Det var ikke ualmindeligt, at man var bevæbnet med bøsse, spyd, økse
eller sværd.  

Nogle af de værste bøller forekom i
begyndelsen af 1600 – tallet. Det var byfoged Claus Årup
og den ligeledes socialt højt placerede tolder på Toldsted, Christoffer
Arnkiels
mange sønner.

I bøderegisteret for 1613 oplystes således
at Asmus og Hartich Arnkiel
havde afhugget en barbersvend to fingre, slået ham over halsen med
spyd og slået hans hoved blodig. Samme år sårede Broderen Jacob
en mand fra Holstebro på munden.  

Helt galt blev dog i 1615, da Asmus
og Jacob Arnkiel
en nat efter et drikkelag slog følge med byens
to vægtere. Mens den ene af dem blæste i sit horn og den anden udråbte
timeslaget, kom de to i klammeri med dem på hjørnet af Slotsgade
og Søndergade.
Udfaldet blev, at den ene af vægterne blev maltrakteret
med 10 sår. Kort tid efter døde han. Brødrene flygtede, men blev
pågrebet. Jacob blev erklæret som drabsmanden, og blev halshugget.
Hans yngre brødre blev dog ikke afskrækket og fortsatte deres udskejelser
i Aabenraa mange år fremover.  

En anden fredsforstyrrer var Jep Helloth.
I 1620 blev han dømt bøder for udskejelser og vold under drukkenskab.
Hos Peter Kromand havde han og Peter Spillemand
således tilladt sig, da kromanden og hans kone var gået i seng, at
pisse ind gennem nøglehullet i krokonens nye kiste og ligeledes i et
drikkebæger.  

Af mere graverende art var de optøjer,
som amtsskriver, Peter Mouritzens
søn, Jasper begik nytårsnat 1631. Med en stor skovøkse smadrede
han først i Lytke Clausens
hus døren mellem køkkenet og dørnset. Han slog også en fyldning
ud, og endnu 40 ruder blev slået ud. En måned efter maltrakterede
Jasper
sammen med skomager Jørgen Lousen
i den grad en Jørgen Decker,
så han og to mænd måtte bæres ind i faderens hus. I 5 dage spyttede
Jørgen
blod, så han måtte under barberernes behandling.  

I 1640 kom Hans Klejnsmeds
søn, Carsten fuld i kirke, hvor han råbte op og slog vinduesruder
ud. Hans far blev så vred over dette, at han faldt om og døde.  

Pastoren blev selv angrebet

Jo Pastor Hübschmann
kæmpede en forgæves kamp mod Aabenraa – borgernes
druk. Og mere end en gang blev han direkte forulempet. Det skete i 1637,
da han under et bryllup ikke ville skåle mere end en gang. Det bevirkede,
at han kom i direkte strid med byfoged Anders Iversen.
Organist Nikolaj Thomsen var lige ved at slå løs på sin overordnede
og Jes Decker hældte et glas øl ned af ryggen på provsten.  

Borgmester Hans Magnussen
havde overfuset provstinden under fuldskab uden efterfølgende at give
en undskyldning.  

Borgmesterens angreb

Under en synsforretning over en forfalden
stenbro syd for byen i 1613 blev borgmester, Jens Lousen
så ophidset, at han slog rådmand Iver Schrøder
over den ene arm med en økse.  

Det 6. bud og bordellet

Det sjette bud havde man svært ved at
overholde i Aabenraa. Det var dog sjældent, at det kom myndighederne
for øre. Hvis det skete, måtte begge parter erlægge såkaldte
lejermålsbøder.
Bøderne var som regel fra 2 til 6 rigsdaler.
Man måtte også bøde for de ægteskabet for tidlig fødte børn.
I Pastor Hübschmanns tid måtte såvel gifte som ugifte syndere
stå offentlig bod i kirken.  

Laurids Jacobsen
beklagede sig i 1610 over, at han på ny havde fundet Hans Strågård
i sengen hos sin søster, mens de drev utugt med hinanden. I 1611 angav
Nis Hygendahl, at Jacob Clementsen

en nat var kommet til hans dør og havde banket på. En Mette Michels
var derefter stået op og havde lukket Jacob
ind.

Ak ja. Det var strafbart at huse folk,
der begik utugt. Men Aabenraa havde skam et bordel i Ramsherred.
Det blev kaldt dat fruwenhus.
Men efter datidens opfattelse hørte det til i samfundet. Selv pastor
Hübschmann
nævnte det uden anstød.  

Rangforordning

Borgmester Jens Hansen
havde udsendt en rangforordning. Den handlede om, hvordan man skulle
gå klædt, og hvor mange gæster, der måtte inviteres til de forskellige
fester. Det havde skam også betydning, hvor i kirken, man måtte sidde.
Et stolestaderegister blev allerede udarbejdet i 1567. Og det
var særlig kvinderne, der gik meget op i dette.  

Og det skete da også episoder inde i
kirken. Således ville Thyra Slibsgård
ikke tillade, at Margaretha Strauchs
kom ind i kirkestolen til hende, hvilket medførte, at Margaretha
på stedet gav Thyra et blåt øje, og at Sidsel Slibsgård
udstødte et skrig.

Alle tre blev idømt bøder.  

I 1648 blev der udarbejdet et nyt
stolestadsregister.
Det var en meget vanskelig opgave. Alle berettigede
krav skulle tilgodeses. Pøblen var ikke indblandet. De sad længst
tilbage i kirken. Både provst, borgmester, råd, byfoged og kirkeværger
brugte meget tid på at lave en sådan liste.  

I døden er man ikke ens

Ja selv i døden var man ikke ens i Aabenraa.
Der blev ofret betragtelige summer så eftermælet på en person kunne
huskes. Begravelsen skulle helst være så stor, som mulig.

Der blev ringet med to, tre eller fire
klokker, ofte flere dage i træk. Man kunne betale sig fra alt.  

Diakonen og et drengekor kunne synge
både på tysk og latin. Man kunne også bestille røgelse, der afbrændtes
i kirken. I kirken kunne man også blive begravet, men det var nok de
færreste, der havde råd til dette.

Det var en stor ære for familien og
standen, at deres døde blev fulgt til graven af et stort følge. Håndværkerlavenes
og skyttebrødrenes medlemmer var forpligtet til at deltage i brødrenes
begravelse. I øvrigt så kunne beværtningen i de afdødes hjem efter
begravelsen med gravøllet føre til de rene drikkegilder.  

De allerfleste fandt dog deres sidste
hvilested på kirkegården syd for kirken. Nord for denne begravedes
de uærlige, rakkere, tyveknægte, selvmordere, syndere
, der ikke
havde stået offentlig bod og nogle af de henrettede. For de
sidstnævnte var det nærmest et privilegium, at blive begravet her,
frem for at blive hængende i galgen eller liggende på retterstedet.
For de andre var det vanærende, at blive begravet uden klokkeklang
og salmesang.   

Kirkegangskoner

Dåben skulle finde sted så hurtig som
muligt efter fødslen. Mødrene kunne derfor ikke selv være til stede.
Til gengæld måtte de seks uger efter fødslen møde op til højmessen
som kirkegangskoner. Efter forskellige ritualer blev de budt
velkommen i menigheden igen og velsignet. Samtidig skulle mødrene og
deres naboer og veninder ofre til præsten.  

Provst Hübschmann
havde til stor fortørnelse afskaffet de store koneforsamlinger
ved fødsler og barselsstue. Det ville kvinderne fra Aabenraa ikke finde
sig i. Så i stedet, at møde op til højmessen mødte de op til
fromessen.
Her var det så diakonen, der modtog ofret.

Dette klagede Hübschmann
over til hertugen, der i 1638 befalede at kirkegangskonerne skulle
indfinde sig ved højmesserne.  

Små adspredelser

De store fester blev afholdt på rådhuset.
Det var byens gildehus. Ellers var der ikke mulighed for de store adspredelser,
hvis ikke lige man ville gå på druk. Af læsestof var der kun salmebogen,
bibelen og andre religiøse skrifter. Kun den ugentlige kirkegang kunne
give lidt nyt. Her oplæstes myndighedernes bekendtgørelser.

Ja så kunne man komme til torvedagene
og årsmarkederne. Fastelavnsfesterne, der ofte udartede sig, var ikke
at foragte.  

Når hertugen var på besøg

Når hertugen var på besøg, skete der
noget. Han boede ikke altid på Brundlund Slot.
Det kunne hænde at han boede hos en af embedsmændene eller en af de
velhavende borgere. Med ham fulgte en anseelig flok embedsmænd, adjudanter,
lakajer og kuske. De skabte liv og røre i byen.

Et af de længste besøg fandt sted i
1581, da hertug Adolf under skifteforhandlinger efter Hans
den Ældre
tog ophold på Brundlund,
mens Frederik den Anden opholdt sig på Koldinghus.
De egentlige forhandlinger fandt sted i Haderslev.  

I 1594 var både kongen og hertugen på
besøg samtidig. Christian den Fjerde
indlogerede sig hos amtsskriver Wulf Kalund.
Hertugen opholdt sig på Brundlund Slot.
Amtsskriveren havde en beskeden udgift på 31 mk.10 sk. Helt anderledes
var udgifterne til festlighederne på slottet. 

Stor appetit

Den hertugelige embedsmand Henrik
Blomme
havde sørget for, at der var fire oksehoveder eller ca.
600 liter vin i forråd på slottet. Men disse var drukket allerede
efter to dage. Ved nattetide måtte der i hast hentes 225 liter vin
i Flensborg. Hertugen havde givet ordre til at intet måtte nægtes
kongens junkere og tjenere, der ikke deltog i festen på slottet. Også
en ny portion drikkeglas måtte i hast tilvejebringes.  

Nu kunne hertugen også sagtens selv
fortære en del uden kongens hjælp. Under et besøg i 1601 blev der
til slottet indkøbt: 

     2 oksehoveder vin, 2 tdr. Rostock – øl foruden
    krydderier, franskbrød, hvedemel og to fedestude. 7 tdr. dobbeltøl,
    6 tdr. øl til tyendet, 3 tdr. \”einfältig Kakebille, d.v.s. Øl
    fra Eckernförde, der var kendt for at levere særlig god øl.

    – Fedekalve,
    fedesvin, skinker, torsk, rejer, rødspætter, smør, alt og eddike.
     

Kilde:
Se

    – Litteratur
    Aabenraa 

Hvis du vil vide mere:
Se

    – Aabenraas
    Historie

    – Anekdoter
    fra det gamle Aabenraa

    – Jordemødre,
    Hekse og Kloge Koner

    – Lov
    og ret i Aabenraa

    – Skyttelauget
    i Aabenraa

    – Toldsted
    på Hærvejen

    – Aabenraa
    i den onde tid 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa