Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Aabenraa i de onde tider

Oktober 13, 2009

Aabenraa var forpint, forarmet og
udsultet. Grunden var alle de hære, der skulle indkvarteres og have
mad og vin. Flere gange kom svenskerne og plyndrede byen. En borgmester,
der forsvarede sig mod hertugelige tjenere, blev fyret. En anden blev
borgmester, fordi han var den eneste, der kunne læse og skrive. Flere
brande jævnede det meste af Aabenraa. Læs her Aabenraa´s Historie
fra 1520 – 1660.
 

Aabenraa pantsat

Aabenraa var den ubetydeligste af de
sønderjyske købstæder.. Byen var hæmmet af plyndringer og ødelæggelser.
I 1523 havde man stillet sig på Christian den Andens side.

Den nye konge Frederik den Første
havde pansat slot, by og fogederi til Benedikt Pogwisch
i 1525 for en sum af 10.000 mk. Lybsk.  

Skatter og afgifter skulle befolkningen
under alle omstændigheder betale. Og hvem Aabenraa egentlig tilhørte
dengang, ja det er ret indviklet at forklare. For i 1528 gik pantet
over til Claus von der Wisch, der igen overlod det til Hieronymus
Rantzau.
Ved delingen i 1544 indløstes pantet af kongen.  

I 1538 var der drabanter og landsknægte
indkvarteret på Brundlund.
Og Frederik den Første bekræftede i 1527 byens privilegier.
Og det har ganske givet også hjulpet på byens depression at årsmarkedet
i 1530 blev flyttet fra Rise
til Aabenraa.  

I 1533 fik man tilladelse til at holde
et ugentligt torvemarked. Under delingen tilfaldt byen Hertug Adolf.
I 200 år regerede denne familie byen.  

Ude mod vest kneb det for borgerne at
hævde deres græsningsrettigheder. Det bevirkede at der i slutningen
af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet var adskillige rivninger
med bønderne i Brunde og Kolstrup.  

Halvdelen af byen brændt

Den økonomiske aktivitet flyttede vest
på og den store brand i 1576 bevirkede fattigdom og nød.

Det var en ung pige, der tabte en gnist
fra et tændt lys ned i noget tør humle, mens hun i en kiste søgte
efter en hårnål. Gnisten fængede straks i det tørre materiale. Ilden
sprang fra stråtag til stråtag.  Halvdelen af byens huse blev
flammernes bytte.  

Skibsfarten havde dengang kun ringe betydning.  

Bådebyggere ansvarlig for katastrofe

Skibbroens
istandsættelse var en økonomisk byrde for det lille samfund og en
ny brand i 1610 lagde hovedparten af byen i aske.

Bådebygger Peter Bådebygger og Niels
Ovesen
havde om formiddagen den 19. maj mellem kl. 10 og 11 tændt
bål. De skulle formentlig bruge det til deres skibstømrerarbejde.
Der blæste en strid østenvind. Tre borgere kom forbi og advarede håndværkerne.
De blev hånlig afvist.

Kort efter skete ulykken. Gnister antændte
en staldbygning. Snart var hele den sydlige del af byen omspændt af
et flammehav.

Med et slog vinden om fra øst til sydøst.
I løbet af få timer var hele Aabenraa
ildens bytte. I alt 156 hovedehuse med deres stalde og skure, endvidere
kirken, skolen, præsteboligerne, klokketårn og rådhus.

Flere kvinder og børn omkom i flammerne
og mange fik svære brandsår.  

De to bådebyggere fik ansvaret for katastrofen.
De blev dømt til at være mordbrændere
og derefter dømt til ilden og anden skarp straf. De har formentlig
under grusomme pinsler måttet udstå deres straf på Galgebakken.  
 

Indsamling til fordel for Aabenraa

Der var nød og elendighed uden lige.
Magistraten henvendte sig til hertugen om hjælp. Denne bevilligede
at der måtte leveres bygningstømmer fra Aabenraa og Tønder amter.
Hertugen eftergav dog kun ganske kortvarige skatter.

Borgerne i Aabenraa
fik tilladelse til at indsamle penge i de gottorpske landsdele, men
også i kongelige landsdele.

I alt indkom 2.793 mk. Og 6 sk. Lybsk.
Kirken, præstegårde og skoler blev genopført i 1614. 

Byfoged Claus Årup

Disse forhold satte deres præg på byen
og dens borgere. Optøjer, slagsmål og drab hørte næsten med til
dagens orden. Godt nok blev der indført politibestemmelser i 1613 og
1617, men en byens store slagsbrødre og byfogede Claus Årup
ville ikke rette sig efter dem. 

Denne Claus Årup
var i 1607 blevet fordrevet fra sin gård i Årup
af Frederik Ahlefeldt. Han slog sig ned i Aabenraa,
hvor han gjorde sig bemærket som byens største drukkenbolt og slagsbroder.
Men han blev indvalgt i rådet, hvordan vides ikke. Og i 1613 blev han
udnævnt til byfoged. Han måtte dog underskrive en erklæring om, at
han ville være flittig og efter yderste anstrengelse tjene hertugen
og byens vel. 

Men en ting er at underskrive sådan
et dokument. En anden ting er at overholde, de ting, man skriver under
på.

Han kvitterede for udnævnelsen ved at
opildne borgerskabet mod rådet. På hver tingtag holdt han krohold
i sit hus. Han udskød tinget til efter middag, så kunne han få solgt
nogle flere øl.  

En fyreseddel

Borgmester Jens Hansen
havde forlangt, at to personer, der havde ødelagt vinduer i hans hus,
skulle arresteres. Det gjorde byfogeden så sandelig også. Men han
tog dem med hjem og spiste og drak med dem i to døgn.

En anden gang havde byfogeden nægtet
at viderebetale bøder og havde slået et af rådsmedlemmerne. Derefter
var han løbet hjem efter sin gevær og var begyndt at skyde vildt omkring
sig. Ved en hertugelig resolution af 4. april 1618 fik han derefter
sin afsked.  

Formidlende omstændigheder

Men det var ikke det sidste man havde
hørt til den nu tidligere byfoged. Formentlig under en af disse udskejelser
slog Claus Linnedvæver ham i hovedet med sin økse den 15. september
1621, så han døde kort tid efter. Og drabsmanden måtte sone drabet
ved at strække hals for skarpretterens økse eller sværd. Men det
var formidlende omstændigheder. For henrettelsen var ikke vanærende.
Vægteren bar efter henrettelsen Claus Linnedvævers
lig til kirkegården.  

Ingen stråtag

Hertugen bestemte, at genopførelsen
af Aabenraas huse ikke måtte ske med stråtag. Det skulle ske
med tegltag og i større afstand fra hinanden. Det var til gengæld
dyrere så der blev set gennem fingrene med det. Men i 1618 bestemte
hertugen at alle stråtag skulle forsvinde fra Aabenraa.
De formuende fik en frist på et år. De uformuende fik en frist på
tre år. Men fattigdommen var udpræget, så der gik adskillige år,
inden stråtagene forsvandt fra Aabenraa.

I 1611 blev der forbudt borgerne at tænde
bål på Skibbroen. I 1619 blev det forordnet, at skorstenene
skulle gå helt ud gennem taget.  

Byens økonomi afhang af håndværkernes
kår, men de svækkedes yderligere, da lavsprivilegerne i 1615 blev
ophævet.  

Borgmester Jens Hansen

Men så trådte den energiske købmand
og rådmand Jens Hansen (Kramer)
i aktion. Mod rådets ønsker blev han borgmester.  Hansen
kæmpede for erhvervslivet og for at lindre nøden for de fattige og
syge.

Han forbød Tønder – købmændenes handel
ved havnen. Han kæmpede også mod ulovlig næring i Slotsgade og
Kolstrup.
 

Masser af hære gennem Aabenraa

Men mens Aabenraa
gik mod lysere tider, led byen af Christian den Fjerdes
ulykkelige krigspolitik. Under Kejserkrigen
i årene 1627 – 29 blev byen hjemsøgt af indkvartering, brandskatning
og plyndring.  

Gennem 8 dage flygtede Christian den
Fjerdes
styrker op gennem Jylland med Tilly
i hælene. De hærgede og plyndrede, hvor de kom frem. Borgerne i
Aabenraa
forsøgte at skaffe kvarter, mad og drikke til tropperne.

Men nogle af tropperne vendte tilbage
og udplyndrede nogle af købmandshusene. Også borgmesterens og amtsskriverens
huse blev raseret.

Mange borgere fra Aabenraa
var flygtet. De tilbageværende med borgmester Jens Hansen
i spidsen forsøgte at forsvare byen bedst mulig.  

Da svenskerne så invaderede byen, kunne
man starte forfra. Wallenstein
gav ikke sine tropper sold. De blev henvist til at leve af rov. Styrken
var sammensat af tyskere, italienere, kroater, kosakker, katolikker
og protestanter mellem hverandre. Officererne blev betegnet som djævle.

Med styrken kom en hel hær af soldaterkvinder,
skøger og eventyrer. Store pengesummer og store forrådsmængder af
proviant og drikkevarer blev aftvunget det lille bysamfund.  

I 1629 kostede en pestepidemi flere hundrede
menneskeliv.  

Borgmester fyret – han forsvarede
sig

Borgmester Jens Hansen
fik kun lov til at fortsætte sin borgmestergerning et par år efter
krigen. Han havde haft en episode med Christian den Fjerdes
søn, hertug Ulrich.  

De tre prinser, Christian, Frederik
og Ulrich
havde på en rejse syd på holdt en dags rast i Aabenraa.
De var blevet beværtet på Rådhuset både morgen og aften. Da borgmesterens
hus lå lige i nærheden var maden blevet lavet der. Borgmesteren synes
selv, at han med den korte tid, der havde været til rådighed gjort
det bedste for en fyrstelig opvartning.

Men da hertug Ulrichs folk skulle skilles
kom de i drikkelag hos kromand Lytke Clausen.
Denne havde kun været i byen i kort tid og havde allerede fået et
horn i siden på borgmesteren.  

Da de berusede var på vej ud af byen,
knuste de opildnet af kroejeren, ruderne i borgmesterens hus. Borgmesterens
søn, der var bytjener og nogle beboere, ville ikke finde sig i dette
og gik til modangreb. Der opstod en delt tumult. Borgmesteren og hans
søn blev såret.  

Efter at hertugens folk havde forladt
byen, lod borgmesteren, kroejeren arrestere. Han blev i lænker ført
til byfogedens hus, hvor han tilbragte et døgn.

Men de ville han ikke finde sig i. han
rejste efter løsladelsen til Flensborg,
hvor han klagede sin nød til hertugen. Det endte med at borgmesteren
og hans søn blev dømt 4 ugers fængsel. Desuden betød det, at borgmesteren
blev afsat.  

Flere brande

Natten mellem den 3. og 4. maj 1629 opstod
der brand i Niels Schlüters
hus i Ramsherred. 24 huse blev flammernes bytte.

Den 16. marts 1634 opstod der ildløs
i amtsskriver Peter Mouritzens
stald ved uagtsomhed fra en af hans drenge. Et par nabohuse brændte.
Da vinden lagde sig, undgik man den helt store katastrofe.  

Han kunne læse og skrive

En strid med den ny borgmester Hans
Magnussen
varede i flere år. Men 1630 – 1640 var opgangstider for
Aabenraa.
Alle borgere, der ejede huse i byen fik andel i Jørgensgaard
– markerne
eller i Sønderskov.

De velhavende og amtsbønderne fik part
i forpagtningen af Brundlunds
jorder.

I øvrigt blev der påstået at Hans
Magnussen
kun fik borgmesterstillingen, fordi han var den eneste
i rådet, der kunne læse og skrive.  

I 1630erne kom de første efterretninger
om sejlads på Gotland. Og så måtte havnen repareres, for
Aabenraa
måtte nu også fungere som en slags udskibningshavn for
Tønder.
I marskens hovedstad var havnen med digebyggerierne efterhånden
sandet til.  

Gud trøste det borgerskab

I 1631 fik Aabenraa
en ny præst, Georg Hübschmann.
Hans store interesse var skolevæsnet. I 1635 udarbejdede han sammen
med amtmand Joachim Danckwerth
en ny skoleinstruks. Sandelig om der ikke blev ansat en kantor,
som skulle tage sig af den forsømte latinundervisning. En ny skolebygning
blev også opført.

I Aabenraa var der som i andre byer de
samme velhavende familier, der fik stillingerne som rådmænd og borgmestre.
Rådmændenes habitus var ikke altid den bedste. Om Hans Bruhn,
sagde provst Hübschmann, at han udmærkede sig ved en mere end
almindelig grovhed i ordvalg. Han bandede værre end nogen tyrk. Provsten
skrev: 

     Gud trøste det Borgerskab, der har sådanne
    Rådsherrer.

     

Der kom flere folk til Aabenraa og flere
gik i kirke. Så denne blev udvidet i 1640 – 41. Også på det forsømte
sociale område samarbejde præst og amtmand. I 1643 fik byen såmænd
også sin første privilegerede apoteker.  

Svenskerne kom atter på besøg

Bedst som alt så lyst ud kom Tostensson
– krigen.
Aabenraa havde været gennem det før, men i 1644 – 1645
oplevede de det igen. Plyndringer og ødelæggelser fulgte. Tunge skatteudskrivninger
følte i kølvandet. Og ikke nok med det. Byen blev hjemsøgt af flere
epidemier, der medførte mange dødsofre.  

Befolkningstallet faldt med en tredjedel.
De ulykkelige tilstande medførte igen uro. Pastor Hübschmann
havde fra starten tilsluttet sig den afsatte borgmester Jens Hansen
og
kom derfor i et misforhold til den nye borgmester, Hans Magnussen.
Også til den nye amtmand Hinrich v. Brockdorff fik provsten
et dårligt forhold.  

Den 18. august 1657 drog svenske tropper
gennem Rise og Bolderslev Sogne,
hvor de plyndrede ret meget. Den 21. august drog Karl den 10. Gustav
sammen med 1.000 rttere ind gennem Aabenraa.
Hele vinteren 1657 – 58 passerede der gang på gang tropper gennem
Aabenraa.
 

Den 2. oktober 1658 ankom kejserlige
tropper til Aabenraa. Også de skulle have masser af proviant.
Fra 1658 – 60 var der danske, kejserlige, brandenburgske og polske tropper,
der drog gennem Aabenraa.  

Aabenraa 1660: Forarmet, forpint og
udsultet

Atter engang kom svenskerne. Indkvarteringer
og udskrivninger var værre end før. Yderligere pestsygdomme kom til
byen. I 1660 var Aabenraa en forarmet, udpint og udplyndret by.
Befolkningen var svækket af sygdom og nedsunket i nød og fattigdom.
70 huse i byen lå øde og i 70 huse kunne beboerne ikke betale afgifter.
Ja faktisk var der kun 24 huse, der var i stand til at betale skat.  

Kilde:
Se

    – Litteratur
    Aabenraa 

Hvis du vil vide mere:
Læs

    – Lov
    og ret i Aabenraa 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa