Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Fiskeri ved Højer

Oktober 13, 2009

Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken?
Hvordan tilberedte man dem? Få 
nogle gode tilberedningstids.  Marsken var særdeles fiskerig.
Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om
brasen i flere varianter, om blodpølse og røget
ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om
strømskallen er egnet som spisefisk. Så
skal vi lige kigge på den kraftige
sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også
behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til
sat ål Højkro.
 

Et billede af min Opa

På min væg hænger adskillige
fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer,
der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og
den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.

Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar).
Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter.  

Fotoet viser, at det blæser kraftigt,
men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste
læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser.
Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg
besøgte Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog).  

Boligen på 1. katastrofevej
på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse.
Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers
lyttet på Blåvands Radio.  

Tag kun de store

Inden afvandingen af marsken blev foretaget
var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor
hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte.

Vadehavets maler, Emil Nolde
fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til
tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu
mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel.
Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.  

Der var så mange fisk dengang,
at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når
de skulle hente ål i hyttefadet: 

  • tag kun de store, vi har
    ikke tid til at gøre de små 
    rene.

 

Myndighederne overtog fiskeriet

Myndighederne var godt klar over den
store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på
levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev
antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte
så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe.
De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.  

Mange fiskearter

Foruden ål
blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber,
niøjne, rimter, skaller, snuder,

samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige
så talrigt som ålene.

Det minder mig om, at jeg engang på 
besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig
gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.  
 

Fiskeretten

Fiskeretten kunne høre til bestemte
gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige.
Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra
at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse
overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung)
til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog.
I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere
tidspunkt fra amtsmyndighederne til digebygningsvæsnet.  

Hvis en fisker i marsken ville fiske
lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del
af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at
få en fiskeret.  

Gammel fiskesammenslutning

I den yderste del af Vidåen
mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været
udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består.
Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er
på tysk.

Heri fastlægges at det er beboere fra
Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og
Rosenkrants,
der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne
til bredderne. Retten til medlemsskabet gik i arv. Og det var forbudt
at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem
ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.

Ved grænsedragningen mistede fiskerne
fra Rosenkrants deres rettigheder, men de danske myndigheder
gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet.  

Engang om året mødtes sammenslutningen
Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.  

Skalleordenen

Fiskeretten i Rudbøl Sø
og Vidåen
op til Tønder
var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene
og Aventoft.
Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig
komsammen på kroen i Filowt.

Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen.
Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne
stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle
i en snor om halsen.  

De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger
kunne købe såkaldte tattekort.
Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk,
som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene
videre, blev tilladelsen inddrevet.

I kanalerne ind til husene skulle man
dog ikke have tilladelser.  

Ålen havde størst betydning

Ifølge min Opa, så har ålen haft
størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.

Før 1715 var havslusen i Rudbølkog
– diget.
Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget,
at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 
og igen i 1697 til hertug Frederik.
Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis
de ikke holdt sig efter reglerne.  

Bedste
ålfiskeri – fra Højer

Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri
foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk
og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand.
Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i
Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.

De to sidste steder havde man indrettet
et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede  og lavede mad.  

Kosten bestod ofte af ålepotte. Det
er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme.
Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener
og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.  

Ved røgtningen var man to, ofte tre
mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding
som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land
til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn
af gangen.  

Et fiskerhold havde 98 ruser at passe.
Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden
for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles
ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var
sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store
ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.  

Ålene, som før 1920 blev fanget i
Vidåen
vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste
afsat til Sild.

Blankål 
blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.  

Marskboerne anså den såkaldte
piep – ål eller pief – ål
(fordi den piber, når den bliver
berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere
udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief
– ål.
 

Slæbegarn

Slæbegarn blev kun bragt af dem, som
havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft
Sø.
Men også ved Rudbøl Bro
blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder
og rimter.
 

Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans
drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen
om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange
af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev
betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder,
men de fleste blev sendt via Højer Sluse
til Sild før 1920.  

Skulle
– fiskeri

Skullefangst
foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet
nord og syd for Højer Sluse.
Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejrforandringer.
Skulle – fiskeriet
med slæbegarn foregik som regel i november
måned.

De saltede tørrede skuller var
meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet.
To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag.  

Jaw
– garn,
der var meget tætmasket blev også brugt i marsken,
men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn
blev også brugt.  

Gedde
– fiskeri

At der var stor gedder i Vidåen
har jeg ved selvsyn set. Rudbøl
– og Rosenkrans – fiskerne

brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme
til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft
– fiskerne
dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker
på en nat.

I 1920 blev der fanget en gedde på 
22 pund.

Købmand Lorentzen i Tønder
tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.  

I Nørremølle
blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme.
Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå
oddere i fælden. 
 

Ålestagning

Selv om ålestangning var
– og er –
forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920.
Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950
erne blev fremstillet ålestanger i marsken.

Ålestangning foregik først på vinteren,
når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret
store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert
fra Højer til Strucksallè i Tønder
med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.

 

Ålefangst kunne også foregå med
ålekam.
På sønderjysk blev den kaldt kejs.
Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke
dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber.
Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål  ( boffelål).Denne
form for fiskeri kaldtes æ boflen.

Vandet skulle være stille og klart.
Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang.
Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet,
stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så 
var der ingen ål i hullet.  

Myndighederne var på 
vagt

Myndighederne forsøgte gang på 
gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne
løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt
at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft
en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende
denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft
for at pågribe forbryderne.
Men det lykkedes nu sjældent.  

”At Tatte”

At tatte
var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede
, var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog
også ål på denne måde. Tatteredskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tattelod
bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle
havde op til 1.000 kroger hver.

Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.  

Masser af fisk

Til geddefiskeri brugte man også 
sættekroge og blink. Problemet var blot, at geddene som regel døde
kort tid efter den fangstmetode.  

Før 1920 blev der afsat en del aborrer
i Tønder. Karper var der ikke mange af.  

Karudser
gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne
lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning.  

Ferskvandskrabber
blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste
dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.  

Laks
blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser.

Kun ganske få havørreder
blev fanget. 

 Niøjer
gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved,
som regel beholdt fiskerne dem selv.

 

Rimten
var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.

Sandarten
fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen. 

Skaller
fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre
fangede et par gange skaller
i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense
dem.  

Suderen
var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af
dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke
fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget
mens hylden blomstrede.
 

Fisk på 
bordet

Hos mine forældre i Tønder
blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet
ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog.
Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage
i Højer og Rudbøl.

Dele af min familie har endnu den praksis,
at der et par gange om året bliver inviteret til sat
ål med snaps.
Det sker så under private former, men dengang i
min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.  

Blodpølse og røget
ål 

Når min Opa
havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé
blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev
ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig
selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske
samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig
i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i
mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder.
Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse
murere. Det kunne være med blodpølse
eller røget ål.  

Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt
ål. Jo variationerne var mange. Og u i
æ kog
blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen
– og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk.  

Aborrer,
som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat
salt, eddike og et løg.  

Brasen i flere varianter

Brasen
var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange
gad ikke at spise den.

Brasen
under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes
de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at
de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af
brasen,
hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet
til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af,
hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg.
Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.

Brasen -. frikadeller
blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på
brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold
servering henkogte brasen i surt.

Røget brasen
smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge
brasen.
For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde.
For når fiskene after tolv timers saltning blev sammenbundet to og
to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave,
at holde fluerne borte.

De tørrede brasen
blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer.
Saltede tørrede brasen
spistes som klipfisk eller udvandedes helt
og tilberedtes lige som ferske brasen.
De kunne også ristes på gløder fra ovnen.

Omkring Nykirke
blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som
spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere. 

Gedder ikke altid velsmagende

Gedder
indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet
vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme
tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev
smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.

De helt store gedder var ikke så 
velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget
eller saltet. 

Ferskvandskvabber
og dens lever spistes altid stegt.  

Niøjne
blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst. 

Rimten var kedelig

Rimten
også kaldet ålænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den
var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne
foretrak disse til kødfrikadeller.

Sammen med rimterne hakkedes flæsk i
kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne,
inden de brugte dem til fars.  

Uenighed om skallen

Der er meget forskellige meninger om
Strømskallens
egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte
følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så
god, som en ål i høst.

Nogle bønder brugte dem til foder til
søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var
skallens
mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.

På trods af dette spistes en del
skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle
kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike.
Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede
ikke under spisningen.

Men den store velsmag opnåede fisken
som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen –
og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om
eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til
tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage
i den åbne skorsten.

Saltede, tørrede skaller spistes undertiden
kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på
en trefod over åben ild af blos
affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ
og kul.  

Sandarter
var bedre spisefisk end gedder.
De små fisk stegtes. De større blev kogt.  

Isninger

Isninger
som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret
og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt
i surt.

Isninger
skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev
de saltet i et døgn og hængt til tørre.

Skuller
blev ristet ligesom skaller
på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de
klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der
kun indeholdt små benstumper, som spistes med den øvrige del af fisken.  

Snæbel
blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer
gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller
saltede og tørrede.  
 

Den kraftige
sudersuppe

Sudere
var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes
de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at renskrabe skindet,
som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.

Sudderen
blev enten kogt i slatet vand eller i vand som foruden salt var tilsat
eddike og løg.

Ved fester og sammenkomster spistes ofte
sudersuppe,
der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning
kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran
i kogevandet.  

Ål med skind

Mange marskboer foretrak ålene
med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik
på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på
det.

Nogle lod dem løbe sig til døde i salt,
hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.

Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike,
hvori de selv løb slimen af sig.

Ålene kunne også kommes i eddikevand,
lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.

Men der fandtes også mere humane
måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge
i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge
i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.  

Ålesuppe

Efter stegning var kogning til suppe
den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe
blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser.

De marskboer, som foretrak at suppen
havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers
brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til
suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man
også en roe og sågar store svesker.

Ofte spistes suppen med rismelboller,
undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig
var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.  

Ålepotte

Ålepot
var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse,
og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene
afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I
dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær.
Ålepot
var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.  

Ål i potte

I Rudbøl
kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe
lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe,
så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget
rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter
behag. Der kan udmærket spises kartofler til.  

Ål i surt

Ål i surt
var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand,
krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand
blev suppen stiv uden husblas.  

Hvor mange snaps?

Som tidligere nævnt havde min Opa
en kæmpe røget ål med til Tønder.
Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere
tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte
blev savsmuld brugt til røgning.

Der var masser af appetit i sådanne
marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål
til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.  

Saltede tørrede ål i ristet tilstand
overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke
kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så 
fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.  

Fiske
– sovs

Til stegt fisk blev der i marsken smeltet
smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller
peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs. 

Her fra redaktionen skal der lyde
velbekomme til de foreslåede fiskeretter.
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Højer
  • Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:
Om det Kulinariske Sønderjylland:

  • Sønderjysk kaffebord (under
    Tønder)
  • Sønderjysk kaffebord fra
    Tønder (under Tønder)
  • Sønderjysk kaffebord –
    opskrifter (under Tønder)
  • Mad fra Tønder (under Tønder)
  • Mad fra Tønder – opskrifter
    (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :

  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Højer – historier og oplevelser
  • Højer – som havneby
  • Sidste tog fra Højer
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Højer – stormflod og diger
  • Højers historie
  • Studehandel i Tønder (under
    Tønder)
  • Vadehavets maler, Emil Nolde
    (under Tønder)
  • Vikinger i Vadehavet (under
    Tønder)
  • Tøndermarsken (under Tønder)
  • Tøndermarsken 2 (under Tønder)
  • Tøndermarsken under vand
    (under Tønder)
  • Sønderjyllands Wild West
    (under Tønder)
  • Kanal gennem Tønder (under
    Tønder)
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
    (under Tønder)
  • Drømmen om en havn i Tønder
    (under Tønder)
  • Aventoft – byen ved grænsen
    (under Tønder)
  • samt 5 artikler om Møgeltønder
    (under Tønder)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer