Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde

September 13, 2009

Københavnske skolebørn får at vide,
at det dansk/tyske forhold havde det fint før og efter 1920. Min far
nævnte talrige eksempler på aggressioner,
Berufsverbot og tyveri af ejendom. Havde han ret? Læs her historien
som skolebørnene ikke lærer. Tyskerne anerkendte ikke grænsen og
forsøgte ved jordkøb at \”erobre\” Sønderjylland.  Fra
dansk side forsøgte man at lukke for al kommunikation med tyskerne
efter 1920. Dette afløstes af forsigtighed i 30erne. Efter 1945 fortsatte
aggressionerne
 

Havde min far ret?

Min far fortalte dengang, da jeg var
barn, at de dansksindede stjal ejendomme fra de tysksindede. Desuden
havde man indført en slags Beruftsverbot
for dem, der kæmpede for tyskerne under krigen.  

Dengang var min far tysksindet og dog.
Han skiftede dog Der Nordschleswiger
ud med Sønderjyden. Min far kunne se fejl på begge sider. Han
kom med en masse eksempler og nævnte navne på personer, som tilhørte
både den ene og den anden fløj. At han helt kvittede det tyske mindretal
skyldtes, at han mente, de gik alt for tæt på.

Af os søskende var vi tre, der var tysk
døbte. De tre sidste er dansk døbte.

Alle os børn gik dog i dansk skole i
Tønder.   

Men havde min far ret? Var det virkelig
sådan? De københavnske børn får ellers at vide at sønderjyderne
levede i fred og fordragelighed med mindretallet og omvendt.

Vi vil i denne artikel forsøge at finde
svaret?  

Sønderjyden – idealbilledet

Et idealbillede af en sønderjyde efter
1864 og op mod 1914 var, at han var en stout og selvbevidst bonde, Han
tog del i det danske ånds – og kulturliv. Desuden modarbejdede han
den tiltagende fortyskning af landsdelen.

Men sådan var det langtfra. Mange var
tysksindet, andre var ligeglade. Og andre igen havde nok at gøre med
at klare dagligdagen.  

Dagligdag i Sønderjylland

Måske lyder besættelse, bosættelse
og kamp om jorden som noget, der kun sker i andre dele af verden, men
det var dagligdag i Sønderjylland. 36 domænegårde står i dag tilbage
som et vidnesbyrd om tysk herredømme.

Valgreglerne blev også ændret til at
favorisere de tysk sindede. Omstillingen fra dansk til tysk skete i
et meget hurtigt tempo.  

Udvandring fra Sønderjylland

I 1866 blev der bestemt, at der i de
nordlige distrikter af Slesvig skulle finde en afstemning sted, om befolkningen
ønskede at komme tilbage til Danmark. Det var den såkaldte &
5 i Prag – freden.

Men tyskerne var ligeglade. Dansksindede
skulle aftjene den preussiske værnepligt, og det fik en masse unge
dansker til at udvandre. 

Domænegårde

I 1879 blev den udvandring stærkere,
da man ophævede & 5. Efterhånden var der ingen unge danskere til
at overtage gårdene. Dette benyttede de preussiske myndigheder sig
af. De begyndte at opkøbe større gårde – de såkaldte domænegårde.
Det var fortrinsvis i det gamle Haderslev Amt,
hvor tyskheden ikke var så fremherskende.

De nye landbrug blev omdannet til et
mønsterbrug, som forbillede for egnens bønder, der skulle påvirke
dem i tysk retning.  

Mange af disse domænegårde er bygget
efter tysk byggestil. En af de mest velholdte er Røj,
som i dag tilhører Schackenborg.
Jeg var der i min ungdom tiltrukket af noget. Men se det er en helt
anden historie. Men jeg husker dog, at det var en særdeles flot gård
med en fantastisk indretning.  

I 1890erne havde den tyske stat opkøbt
36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere
på fordelagtige betingelser.

Det kunne godt være op til 80 mennesker
tilknyttet en sådan domænegård. Det kunne medvirke til at øge det
tyske stemmetal. Og det var et vigtigt mål i etableringen af de store
gårde.  

Undertrykkelsen tog til

Undertrykkelsen af de dansksindede tog
fart. Stadig flere offentlige ansatte blev tvunget til at aflægge ed
til Preussen. Der anslås at 60.000 danskere forlod den sønderjyske
landsdel de første 40 år det preussiske styre. Og hvad værre var,
at de tog 120 millioner kroner med sig.  

1 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein.
Det lykkedes for foreningen af få anbragt 200 såkaldte rentegårde
i de ellers dansksindede egne mod nord. Mange blev bygget efter nordtysk
model. Særlig omkring Flensborg og Angel ses disse gårde.

Også de såkaldte Schweizer – huse
blev meget udbredte.

I 1904 stiftede man Bund deutscher
Heimatschutz.
I 1908 stiftedes Baupflege Tondern.  

Det første Landeværn

Fra dansk side opfattede man udviklingen
som farlig. En ny dansk ungdom var vokset til, og det syntes som om
at fronten var stabiliseret. Der blev i 1909 oprettet en særlig
Nordisk Kreditforening
og i 1912 det første Landeværn.

Allerede i 1898 var der etableret en
støtteforening i København, for et bevare dansk jord på danske
hænder i Sønderjylland.
Alene på Rødding – egnen,
hvor kampen var særlig hård hjalp foreningen med at bevare 89 gårde
på danske hænder.  

En bindelov
fra 1912 gav landmændene billige lån mod at den preussiske stat ved
ejerskifte til gården for 10 pct. under handelsværdien. I foråret
1914 nægtede den slesvig – holstenske kreditforening at yde lån til
dansksindede med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til tyskfjendtlige
formål.  

Ved Genforeningen
i 1920 fik de dansksindede uventet hjælp idet en del tilvandrende tyskere,
der var bosat i den nordligste del solgte deres ejendomme og drog syd
på igen.

Det første Landeværn
og Den Nordslesvigske Kreditforening
blev opløst. 

Krise i det Sønderjyske landbrug

Efter 1920 hvor produktion i landbrug
og industrien var stigende, faldt priserne. De gyldne tider var forbi.
I Sønderjylland var landbruget udmarvet, jorden var forsømt og besætningerne
var blevet formindsket. Der skulle virkelig en kraftanstrengelse ti,
for at få det hele på fode igen. Landbruget skulle også tilpasses
de danske forhold. Det danske landbrug var mere intensivt end den tyske.
Dette krævede kapital. Og mange sønderjyder tog lån i kongeriget
til meget ugunstige forhold.  

Jord er noget man køber

Det sønderjyske landbrugs gæld voksede
stødt og roligt. I kongeriget havde man reserver til at stå imod den
nye krise. Det havde man ikke i Sønderjylland.

Når de danske gårde kom på tvangsaktion
var der store chancer for, at de kom på tyske hænder. Blandt hjemmetyskerne
bredte der sig efterhånden følgende udsagn: 

     Jord er ikke noget man sælger. Det er noget,
    man køber.
     

Da den danske stat ikke længere ejede
landbrug, måtte der oprettes en særlig administration for de sønderjyske
domænegårde. Ved lov af 1.4.1921 skabtes derfor embedet som domæneforvalter.

Ved lov af 7. august 1922 blev der vedtaget
at udstykke domænegårdene til husmandsbrug. Udstykningen påbegyndtes
i 1923 og afsluttedes lidt efter lidt i 1930erne, da kontrakterne med
domæneforpagterne først skulle udløbe.  

Ingen kontakt over grænsen

Den følte
grænse var midlet, som de danske politikere brugte. Der skulle være
så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandelen skulle forhindres
og man ville ikke acceptere arbejdsimigration over grænsen. Den danske
regering ville på den måde forhindre at mindretallets landmænd og
arbejdsgivere rekrutterede arbejdskraft sydfra. Det mest absurde i denne
politik var, at borgerne i Flensborg
blev nægtet adgang til Kollund Skov,
som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have tyskere
rendende
rundt i Danmark.   

Cornelius Petersen

I nærheden af Møgeltønder bosatte
dig sig en mand ved navn Cornelius Petersen.
Han var født i Ejderstedt. Han byggede gården Vester Anflod
i frisisk stil. I begyndelsen stillede han sig i opposition til de preussiske
myndigheder. Han skabte også et godt forhold til egnens dansksindede
befolkning. Han ville have Sydslesvig
med til Danmark.

Efterhånden blev han dog også irriteret
over de danske myndigheder. Det var denne kritik, der efterhånden gav
ham mange tilhængere.

I januar 1926 udgav han et blad Folkets
Selvstyre.
 

Stauning kom gal af sted på et møde
i Bov. Det var i hvert fald et budskab de sønderjyske bønder tog ilde
op. Det fik så Cornelius Petersen
til at kalde Stauning for en røverkaptajn. Han forsøgte også
at lave en slags statskup i Sønderjylland. Men det var dog en smule
barnagtig.  

Da der var folketingsvalg den 2. december
1926 frygtede man dog Cornelius Petersen.
Men han opnåede dog kun 2.117 stemmer. Men hele hans agitation kom
det tyske mindretal til gode. Stemmeantallet voksede fra 7.715 i 1924
til 10.422 i 1926.  

Ny national jordkamp

Fra tysk side fulgte man med bekymring
at deres landsmænd tog syd på. De ønskede en pengestærk organisation,
der kunne yde lån til tysksindede landsmænd for at sikre jord i tysk
besiddelse og eventuelt erhverve jord fra dansk hånd.

Tyskerne oprettede i 1926 en særlig
kreditinstitution. Det skete under sådanne vilkår, at den vakte voldsom
opsigt. En ny national jordkamp var følgen.  

Vogelgesang

I Haderslev
boede den fra Brandenburg tilvandrende sagfører, Georg Vogelgesang.
Det var ham, der havde givet navn til den tyske kreditinstitution
Kreditanstalt Vogelgesang.
Ledende talsmænd og især den nævnte
sagfører gjorde i årene efter 1920 forskellige forsøg på at påvirke
den tyske rigsdag. Institutionen kunne kun finansers sydfra. En af de
mest aktive var den daværende folketingsmand, pastor Schmidt.

I januar 1926 sendte pastor Schmidt
en lang redegørelse til det tyske udenrigsministerium. I de mørkeste
vendinger redegjorde han for tyskernes stilling og den hårde landbrugskrise,
der havde ramt Sønderjylland. Men han påpegede også, at krisen kunne
give politisk pote. Han regnede med, at en jordpolitisk sejr kunne rykke
grænsen nordpå.

Han oplyste også at dansksindede sønderjyder
var særdeles utilfredse med den danske forvaltning og retsvæsen. 

Henvendelsen faldt i god jord. Den tyske
udenrigsminister Stresemann
var særdeles positiv. Og der blev straks bevilliget 5 millioner mark.
Fra september 1926 foregik en storstilet udlånsaktion. Både en hollandsk
samt en svejtsisk bank blev brugt som mellemled. De dansksindede skulle
nødig finde ud af, hvor pengene kom fra.  

Inden den 19. november 1926 var der indgået
389 andragender, der var bevilliget lån til 1.379.300 kr. Og der var
yderligere anbefalet lå til en værdi af 800.000 kr.

Vogelgesang så i begyndelsen ikke så
meget på sikkerheden. . En låntager kunne vise sit sindelag ved at
tage sin flagstang ned. Det vakte naturligvis opsigt. Udtrykket

    – Øksen
    ligger ved flagstangen
    stammer fra denne tid. 

Kontakten til Nordslesvig blev bevaret

Man mente, at Danmark bar skylden for
ulykkerne og man påpegede at man fra tysk side aldrig havde anerkendt
grænsen.

Initiativet gav også flere stemmer.

Man søgte fra tysk side at bevare kontakten
til Nordslesvig både af officielle og skjulte kanaler. 

Landeværnet bliver stiftet

Den 7. januar 1927 blev der holdt et
hemmeligt møde af ledende danske mænd hos grev Schack på Schackenborg.
Man enedes om at oprette en modvægt mod Kreditanstalt Vogegesang.

Den 24. januar blev Landeværnet
stiftet. De tilstedeværende tegnede sig straks for et beløb på 50.000
kr. I løbet af et års tid var der over hele landet indsamlet flere
millioner kroner. I Sønderjylland var der alene samlet for 250.000
kr.  

Vogelgesangs
initiativ var blevet neutraliseret, og de sønderjyske flagstænger
faldt ikke mere. Samtidig med Landeværnet
blev der vedtaget en lov om at danne Sønderjysk Hypoteklaanefond,
der måtte udlåne 20 millioner kroner som 2. prioritetslån. Dette
var dog også noget de tysksindede landmænd kunne deltage i.

Staten medvirkede også ved at stille
10 millioner kroner til rådighed for udlån gennem de såkaldte realkreditlån
gennem de sønderjyske sparekasser.  

Opmagasinering af ejendomme

Vogelgesang
var ikke nogen blid administrator. Det skete, at man tinglyste forkøbsretsklausuler,
der skulle garantere at man kunne holde øje med ejendommen. Og det
var jo netop formålet med dette institut.

I begyndelsen tog man ikke så meget
hensyn med sikkerheden. Anstalten overtog en del ejendomme, for mange
kunne ikke klare sig i længden. Det viste sig også, at der ikke var
nok tysksindede til at overtage ejendommene. I stedet for at lade ejendommene
komme ud på det frie marked lod instituttet dem opmagasinere.
Man mente, at om 10 år var der nok tysksindede til at overtage ejendommene.  
 

En håndfæstning fra Vogelgesang

I 1929 fik man oprettet et særligt ejendomsadministrationsselskab
Hofeverwaltungsgesellschaft
, der overtog de ledige gårde. Efterhånden
lå dette selskab inde med 90 gårde.

Institutionen arbejdede med tab, der
måtte afskrives. Fra Berlin blev tøjlerne strammet. Her lød budskabet,
at man måtte stramme tøjlerne og sørge for sikkerhed.  

Undertiden blev der appelleret til
Vogelgesang
, når det kneb med at skaffe det tilstrækkelige antal
børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte
en familie med mange børn til et udsat sted. Det var særlig svært
at holde gang i den lille tyske privatskole i Lydersholm
ved Tønder. Her sprang Vogegesang
til i flere tilfælde.

En forpagtningskontrakt blev en hel håndfæstning.
Anstalten kunne opsige alle forpligtigelser med et kvart års varsel: 

    – såfremt
    man ikke var medlem af den hjemmetyske nazistiske bondeorganisation

    – hvis
    man ikke holdt sine børn i skolepligtig alder i den tyske skolepligtig

    – hvis
    man ikke deltog i den tyske skoles arrangementer

    – hvis
    man i tilfælde af valg ikke deltog i den tyske vælgerforenings arrangementer

    – hvis
    man sammen med sin kone ikke stemte tysksindede

    – hvis
    man ikke deltog i de kulturelle aktiviteter i Lydersholm
    på tysk side

    – hvis
    man ikke deltog i diverse indsamlinger, der støttede tyskheden 

Lav profil i grænsespørgsmålet

I mellemkrigstiden holdt den danske regering
en lav profil om grænsespørgsmålet. Det hang sammen med at Danmark
kun havde en stor fjende og det var Tyskland. Grænsespørgsmålet var
en latent risiko for tysk aggression. Aviserne blev kaldt til orden,
hvis de havde skrevet for mange kritiske artikler om storebror i syd.
Tyske flygtninge blev sendt tilbage.   

Vogelgesang opløses

Nu var det langt fra alle i den tyske
menighed, der støttede Vogelgesangs
arrangementer. Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst,
lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsselskabet
lå inde med overgik til Jordlovsudvalget.  

    – Med
    Lov af 30. marts 1946 om Konfiskation af tysk og japansk Ejendom oprettes
    en midlertidig Stilling som Kommissarius med henblik på en Undersøgelse,
    Konfiskation og evt. videre Afhændelse af beslaglagt Ejendom. 

Gensidige aggressioner

Nu var det ikke kun jorden, man kæmpede
for i Sønderjylland. Mindretallets nazificering og etablering af tyske
skoler og foreninger fik gang i oprettelsen af foreninger på dansk
side, der ville modvirke disse ting. Foreninger som Det unge Grænseværn
og Danske Samfund opstod.
 

I tiden efter 1945 skete der hyppige
tilfælde af gensidige aggressioner. Dansksindede syd for grænsen blev
generet og det samme var tilfældet nord for grænsen.

Berufsverbot
der ikke kun var baseret på det politiske men også på ens sindelag
og nationalitet forekom hyppigt, men dette kan afstedkomme en særskilt
artikel.  

Landeværnet fortsatte

Landeværnet
fortsatte jordkampen mod det tyske mindretal til ind i 1960erne, før
det nationale afspænding satte sig igennem.

Men der er dog stadig tysksindede landmænd,
der ikke vil sælge til dansksindede og omvendt. 

Siden 1965 har Tønder Landmandsbank
nu Sydbank haft et samarbejde med Landeværnet
og stillet en forretningsfører til rådighed.  

Kilde:

    – Se
    Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Mange artikler her på siden berører
det dansk/tyske forhold:
Her skal blot nævnes: 

    – Modstandsbevægelsen
    i Aabenraa

    – Sabotage
    i Aabenraa

    – Skyttelauget
    i Aabenraa

    – Aabenraa
    1864

    – Bov
    Kommune under besættelsen

    – En
    Sønderjyde krydser sit spor (under Padborg)

    – Fårhuslejren
    (under Padborg)

    – Frøslevlejren
    (under Padborg)

    – Kampen
    ved Bov og de Slesvigske krige (under Padborg)

    – Genforeningen
    i Bov Sogn

    – Baraklejren
    i Højer

    – Heltene
    i vadehavet (under Højer)

    – Højer
    1935 – 1945

    – Pigen
    fra Højer

    – Sidste
    tog fra Højer

    – Bombeangreb
    mod Tønder

    – Historien
    om Jeppe K. Christensen (under Tønder)

    – Hvorfor
    var Tønder tysk?

    – Obersten
    fra Tønder

    – Sønderjylland
    9. april 1940

    – Tønder
    før og efter Genforeningen

    – Tønder
    under besættelsen

    – Tønders
    historie – efter 1900

    – Tønders
    tyske sportsforeninger

    – Tønder
    på en anden måde

    – Vadehavets
    maler – Emil Nolde

    – Vajsenhuset
    i Tønder

    – Zeppeliner
    i Tønder

    – Folkehjem
    i Aabenraa

    – Sønderjylland
    til Ejderen (under Sønderjylland)

    – Udvandring
    fra Tønder 1

    – Udvandring
    fra Tønder 2  
     
     
     
     


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland