Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Sønderjyllands Historie indtil 1200

September 13, 2009

Der er masser af blod, slag og kampe
i Sønderjyllands historie. Gennem hele historien har der været magtkampe.
Og det evige spørgsmål om, hvor vi sønderjyder stammer fra, tages
atter en gang op til debat. Læs her første del af Sønderjyllands
historie.
 

Man kan ikke på 9 – 10 sider fortælle
Sønderjyllands historie. Derfor henviser vi i slutningen til uddybende
artikler på dengang.dk. Desuden har vi planlagt flere artikler om
Hedeby, Danevirke, Dankirke, Guldhornene fra Gallehus m.m.

Det er forbavsende lidt de københavnske
skolebørn får at vide om Sønderjyllands historie. Og det de så får
at vide, er meget overfladisk. Vi vil gerne her på dengang.dk bidrage
med et mere nuanceret bidrag til denne historie.  

Et gammelt land

Fra ældgammel tid har boet mennesker
i Sønderjylland. Talrige fund bevidner dette. Mellem Ribe og Gram
er der fundet rester af gravhøje. Man mener, at der har ligget 1.500
gravhøje, så langt øjet rakte.

Ved Gram
Højgård. Den bestod af et lille antal gårdanlæg, der
kan dateres til det 2. århundrede f.Kr. Også et meget gammelt langhus
er fundet ved Skydstrup. Sådan kunne vi blive ved med at fortælle
om gamle fund.  

Vi stammer fra svenskerne

Der er brugt mange kræfter på at bevise,
at danerne var en del af et germansk folkefærd. Særlig under
nazi – tiden udkom der en række skrifter, der skulle bevise, at de
høje lyshårede nordboer var en del af germanerne. Men kan det have
sin rigtighed? 

Den gamle byzanitiske historiker Prokopius
beretter i 500 – tallet om herulernes vandring, at de passerede
Dani – folket
før de drog over havet til Thule.(Den skandinaviske
halvø).

Omkring år 200 blev et folk der kaldte
sig herulere fordrevet af et andet, der kom fra Sverige (svediti)
og kaldte sig danere. Åbenbart boede danerne dengang allerede i
Jylland.
 

Danernes
sprog er kendt fra runestenene siden 3 – 400. Stednavnene udskilte sig
i perioden 200 – 800 fra andre germanske sprog. Men egentlig er først
i vikingetiden at de forskellige nordiske sprog adskiller sig fra hinanden.

At danerne havde en konge, vides allerede
fra 500 – tallet. Og de frankiske kilder beretter om, at Jylland var
danerkongens hovedland.  

Hjortespringbåden

På Nordals ved Hjortespring Mose
er der gjort nogle interessante offerfund, der består af en båd og
dens krigsudstyr. Sammen med Nydambåden
er vi tilbage omkring 3. – 4. århundrede e.Kr. Båden var en krigsbåd
beregnet til ca. 30 krigere og var 23 meter lang. Det var begyndelsen
til de rigtige vikingeskibe.  

Pælespærringer i Haderslev Fjord

I Haderslev Fjord fandt man undersøiske
pælespærringer som man kaldte Æ Lei og Margrethe Bro.
Dette blev iværksat for at forhindre fremmede skibes indtrængen. Konstruktionen
stammer tilbage fra år 300 eller år 400.  

Olgerdiget

Olgerdiget
kaldes også Olmersdiget, Olmersvolden og Oldemorsvolden.
Det er et 15 km langt forsvarsværk fra den yngre romanske jernalder
(ca. 50 e.Kr.). Det blev igen forbedret og udbygget 150 år senere,
samtidigt med en fremskudt vold.

Den sidste udbygning er sket mellem 219
og år 278 e.Kr.

Voldanlægget strækker sig fra Gårdeby
3 km syd for Tinglev via Tinglev Sø
til Hærvejen syd for Urnehoved.

Anlægget har oprindelig bestået af
et foranliggende 1,5 m dyb og 4 m bred voldgrav og en opkastet vold
med palisader af egestolper.

Der findes ingen historisk materiale
om anlægget, der antagelig var en vold mellem angler og jyder.

Volden blev bygget i folkevandringstiden,
hvor forskellige folkestammer (angler, jyder, danere) lå i krig med
hinanden. Om dette findes der adskillige arkæologiske vidnesbyrd, for
eksempel Guldhornene ved Gallehus, våbenofferfund i Ejsbøl ved
Haderslev
og Nydam Mose på Sundeved.  

Jernalderlandsbyer

Også i Sønderjylland er der fundet
rester af jernalderlandsbyer, blandt andet Drengsted ved Løgumkloster
og Dankirke ved Ribe.
Sidstnævnte var meget tidligt et handelscentrum.

Således er der fundet glas og kander,
der kan dateres fra år 500. Ja et sagn fortæller, at det faktisk var
her, Danmarks første kirke blev bygget, men det har nu aldrig kunnet
påvises.

Antagelig er de første bosættelser
på stedet allerede foregået i det første århundrede.   

Sagnet om Uffe

To nordtyske stammer angreb Anglerne.
Uffe Hin Spage, Vermunds søn
slår angrebet tilbage. Sagnet om
Uffes
dåd tog anglerne
med til England. I Saxos gamle beretning fortælles der om den blinde
Kong Vermund,
der gav sit sværd Skræp
til sin søn. Sværdet var så skarp, at det kunne kløve alt.

 Anglerne
udvandrede i 500 tallet til Britannien
og Jyderne arver Angel.
I sagnet fortælles, at Uffe Vermundsøn giver Landet i Arv til sin
søn Dan.
Senere fortælles, at Angul kaldes Broder til Dan.  

Guldhornene fra Gallehus

Der findes mange historier om disse guldhorn.
Mange formodninger om, hvor de stammer fra. Men en ting er sikkert,
at de stammer fra det 4. og 5. århundrede. Vi vender senere tilbage
til Gallehus i en senere artikel.  

Friserne angribes

Frankeren Gregor af Tours
fortalte om en dansk konge, der hærgede kysterne i Frisland
i 515. Bisp Venantius af Pitiers
fortalte ligeledes om et dansk – saksisk angreb mod Vestfrisland omkring
550.  

Kilder talte om forskellige danske konger
på en gang. Antagelig har riget været delt omkring 850. Men i helgenbiografien
over Ansgar berettes om Kong Horik den Første, der alene
indehavede kongemagten over danerriget.
 

En rejsebeskrivelse

Men graver vi lidt i litteraturen finder
vi en rejsebeskrivelse. Den stammer fra den engelske konge Alfred
den Stores
oversættelse og udvidelse af spanieren Paulus Orosius
verdenshistorie. Verdenshistorien udkom omkring 890. 

Her fortæller Ottar fra Hålogaland(Nordnorge),
at man først havde været på ekspedition langs den norske ishavkyst
og ind i Hvidehavet. Dernæst var de taget fra Oslo – fjorden
til Hedeby, hvorfra han tog til England.

Den anden var angelsakseren Wulfstan,
der var sejlet fra Hedeby til Truso
i det nordøstlige Polen.

Hedeby
lå ifølge Ottar, mellem venderne, sakserne og anglerne og hørte
til danerne.
Allerede dengang var den jyske halvø delt i et nordligt
Jylland
og et sydligere Silende.
Beskrivelsen viser at Hedeby
var en dansk enklave. Interessant er også den kendsgerning at danerne
forbindes til Danmark.  

Friserne kommer

Den befolkning, der bosatte sig i området
i det 7. århundrede var dansksprogede. Men allerede 100 år efter begyndte
friserne at vise sig. De opdyrkede det ugæstfri landskab og anlagde
grøfter og diger.

Og de danske vikinger begyndte at hærge
mange steder.  

Stormfloder ændrer landskabet

Frankerkejseren Karl den Store
foretog et blodigt korstog mod de hedenske saksere i Holsten
og giver Østholsten til venderne

Vestkysten
dengang lignede ikke den kyst vi kender i dag. Antagelig har strækningen
fra Blåvands Huk og syd på, været helt anderledes.

Således berettes om en stormflod, der
ramte Frisland i 839. Den 26. december kom en flodbølge så
stor, at hele Frisland stod under vand. Alt gik til grunde, og
der opstod kæmpe sandbanker. Antallet af druknede blev nøje opregnet,
nemlig 2.437.  

Mange vikingehøvdinger blev omtalt som
danske konger i den tid. Således var Halvdan
på de britiske øer mellem 871 og 877, og Sigfred
var med i angrebet mod Paris i 885 – 886. I 847 skulle Horik
flere gange have angrebet frankiske områder.  

Danevirke

Danevirke dannede grænsen mod syd. Det
ældste voldsystem er fra omkring 690. Den blev fornyet flere gange
helt frem til slutningen af 1100 – tallet. Voldene spærrede med Østervolden
ved Kokkendorf for adgangen til halvøen Svans,
mens Hovedvolden i midten og Krumvolden
længst mod vest dækkede landbroen mellem Slien
og Trenefloden.

Moserne mod vest og syd og skovene mod
øst, dannede sammen med Danevirke
en naturlig grænse mod syd.

Halvkredsvolden omkring Hedeby
blev anlagt i slutningen af 900 – tallet.  

Kovirke

Også Kovirke
et par kilometer syd for Danevirke
hører med til forsvarsværket. Arkæologer vurderer, at det er bygget
samtidig med de store ringborge Fyrkat
og Trelleborg i slutningen af 900 – tallet.

Der er bygget et palisadeværk oven på
selve volden. Her er anvendt ikke mindre end 12 – 14.000 egetræer svarende
til et skovareal på 400 fodboldbaner.

Nogle forskere mener, at volden oprindelig
var bygget af Kong Godfred i begyndelsen af 800 – tallet.  

Valdemar den Store
udbedrede Danevirke fra ca. 1170 til 1180 med en teglstensmur,
den såkaldte Valdemarsmur.
Det var et kæmpe bygningsprojekt.  

Danevirke mistede sin betydning

Efterhånden mistede Danevirke
sin militæriske betydning. Men i 1850erne fandt den danske regering
ud af, at Sønderjylland skulle knyttes tættere til kongeriget. Befæstningen
blev derfor udbygget med skanseanlæg tæres over Sønderjylland. Der
blev anlagt dæmninger, så strækninger kunne oversvømmes.

Ved krigene i 1864 havde Danevirke en
stor betydning. Men hvad de færreste sikkert ved, var at Hitler
også ville bruge volden under 2. verdenskrig. Han ville omdanne voldanlægget
til en kampvognsstilling.  

Hedeby

Syd for Slien
ved Haddeby Nor blev der i ca. 700 grundlagt en handelsplads,
som i løbet af årtier udviklede sig til centrum for handel og håndværk.
Det blev stedet, hvor der opstod en livlig samhandel mellem østersø
– og vesterhavsområderne. Den danske konge havde skaffet sig kontrol
over handelsvejene og handelspladsen. Navnet på stedet var Hedeby.
Bønderne i oplandet og det meste af Angel
oplevede en sand blomstringstid. Under Godfred
blev Hedeby udbygget.  

Området omkring Hedeby
blev forladt omkring år 1000. Det var omtrent på det tidspunkt hvor
byen Slesvig opstod.

Et møde mellem Sven Estridsen
og ærkebiskop Adalbert i1052 er næppe foregået i Hedeby
men i det nye Slesvig. De to skulle have festet i otte dage.

Vi vil i en senere artikel vende tilbage
til Hedeby.
 

Ribe fra år 700

Men også Ribe
har tidlig været en betydelig handelsplads. Allerede i de første tiår
efter 700 har byen spillet en rolle. Man har fundet rester af bygninger
til beboelse fra 750.  

Sydgrænsen for det danske sprog strakte
sig lige nord for Ergenförde
til et område øst for det nuværende Frederiksstad.
Syd for Ejderen var der endnu et 20 km bredt ubeboet grænsebælte
med skove og heder.  

Sigfred – danernes konge

Der fortælles, at den saksiske høvding
Widukind
både i 777 og 782 søgte tilflugt hos Sigfred, Danernes
konge.
I 804 forhandlede Karl den Store
med denne konge om frigivelse af fanger.  

Den danske kongemagt følte sig truet
af en gigantisk militærmagt syd fra. Det var den mægtige Karl den
Store.
Han havde etableret en abodrittisk
stødpudestat Nordalbingien
mellem frankernes og danernes riger. Den danske konge Gudfred (Godtfred)
underlagde sig en del af abodritterne. Flere andre slaviske folk sluttede
sig til ham.  

En handelsplads ødelægges

I De Frankiske Rigsannaler
for 808, nævntes at Godfred
ødelagde en handelsplads ved østersøkysten, der hed Reric.
Han skulle have overflyttet stedets købmænd til en havn, der blev
kaldt Sliesthorp. Han ville befæste grænsen ved at bygge en vold.
Men arkæologer kan fastsætte alderen for det tømmer, der er blevet
brugt som 70 år ældre.  

Fredsforhandlinger i 811

I 811 mødtes frankiske og danske stormænd
ved Ejderen for at slutte fred mellem kejserens og den danske konges
riger. I 800 – tallet gennemløb floden et ubeboet område.

Det er åbenbart den danske konge
Hemming,
der underskriver
aftalen. Godfred var blevet myrdet, måske tilskyndet af frankerne. 

Det danske bosættelsesområde var inddelt
i større sysler og mindre herreder. Herrederne fungerede som retskredse,
med hver sit herredsting. Området mellem Ejderen og Danevirke var ikke
omfattede af herredsindelingen. 

Friserne

Allerede dengang var øerne langs den
sydslesvigske vestkyst beboet af frisere, hvis sprog ikke havde meget
med det danske sprog at gøre. Østfriserne
beboede senest fra omkring år 500 øerne Sild, Før, Amrum og Helgoland,
mens Strandfriserne formentlig først indvandrede omkring år
1000, og bosatte sig på marskøen Strand
(i dag udgøres denne af øerne Nordstrand og Pelworm).
De bosatte sig også på fastlandet mellem øjer og Husum. 

Den sydlige grænse

Syd for Ejderen
adskilte den såkaldte limes saxoniae
de germanske saksere og de slaviske abodriter. Limes
var aftalt som grænse engang før 818 efter frankernes erobring af
Holsten. Limes
løb fra Kieler Förde i en nogenlunde lige
linje vest om Plöner See ned til Elben
vest for Lauenberg. 

Ansgar

Fra 826 begyndte Ansgar
at kristne Norden. I 845 fik han tilladelse til at bygge en kirke i
Hedeby.
Kongen skænkede ham også jord til en præstebolig. Åbenbart
er der modstand fra hedensk side mod kristendommen. Et oprør nedkæmpes
i 854.

I 865 døde Ansgar. Hans indsats
viste ikke det store resultat, men han nåede da, at få en kirke opført
i Ribe.  

Ejderen overskrides

Men rolig blev det aldrig. Både i 815,
934 og 974 overskred Frankerriget
og senere Tyskland Ejderen.

En af dem var Henrik den Første (Fuglefænger),
tysk konge siden 919 førte sin hær over Ejderen
i 934. Han slår danerne, og tvinger deres konge Grupa
til at lade sig døbe. Henriks
togt var mere en straffeaktion mod de vikinger, der hærgede de nordtyske
kystområder.

Der var tale om sandsynligvis en svensk
kongeslægt der opererede fra Hedeby – Olaf, Grupa
og sidst Sigtryg.  

Ansgars
efterfølger fortsatte missionsarbejdet med større held. Således fandtes
der i 948 tre bispedømmer i Jylland, Slesvig, Ribe og Århus.
Bisperne blev nu udnævnt af den tyske konge. De blev fritaget for skat.
Men der hersker lidt usikkerhed over disse udnævnelser.

Allerede i 856 havde Horik den Anden
givet tilladelse til at opføre en kirke i Ribe.  

Kong Harald, Gorms søn
lader sig omvende og forkynder stolt på Jelling stenen,
at han gjorde danerne kristne.
Men det var Harald Blåtand
der omkring 970 gav Danmark sin dåbsattest.  

Harald forregnede sig

Efter Kejser Otto den Førstes
død i 973 gik Harald Blåtand
i offensiven. Han anså en krig mod Det tyske Rige som uundgåelig.
Ustandselig sendte han sin hær på plyndringstogter i Holsten.
Han mente, at den nye unge Kejser Otte den Anden
var usikker og manglede erfaring. Men den unge kejser vendte sig med
hele sin samlede styrke mod Danmark. De tungt udrustede tyske rytteri
løb Danevirkes fæstningsværker over ende ved et frontaltangreb
i 974. Kong Harald måtte allernådigst bede den unge kejser
om fred. Og den var dyr. Otto den Anden
krævede fuld kontrol med Hedeby.  

I 974 angreb Henrik Fuglefængers
sønnesøn, Kejser Otto den Anden Hedeby

og Danevirke. \”De oprørske danere\”
blev besejret. Kejseren byggede en borg i nærheden, for at manifestere
sig. Men i 983 indtager danerne borgen og afbrænder den. Hermed blev
den tyske indflydelse bremset i det område, som den tyske kejser kaldte
min slesvigske mark.

Et stort dansk rige

Omkring år 1000 underlægger den danske
konge Sven Tveskæg sig Sydnorge og England.
Hans søn Knud den Store opretholder og udbygger det mægtige
danske rige.

Svens
far Harald Blåtand orienterede sig sikkert nødtvungen mod den
tyske kirkeretning, men sønnen orienterede sig mod den engelske.  

Venderne går til angreb

Den tyske kejser Konrad den Anden
anerkendte den gamle grænse ved Ejderen og giver afkald på
det tyske markgrevskab
i det øde bælte mellem Ejderen og Slien.
Det var sikkert i erkendelse af at det danske rige efterhånden også
udgjorde en magtstyrke.

Venderne trængte frem mod nordvest og
erobrede store dele af Østholsten.
De hærgede også de jyske områder. Et dansk – saksisk våbenfællesskab
blev oprettet i kampen mod venderne.  

Hedenske østholstenske vendere
overfalder Sønderjylland i 1043. Magnus den Gode
knuste dem på Lyrskov Hede.
Men det er lidt uenighed om, hvor den endelige kamp fandt sted. Således
pegede Adam af Bremen begivenheden til en hedestrækning nær
Hedeby.
Adam berettede om 15.000 faldne.

Denne Adam af Bremen
fortæller i sine rejseberetninger fra Danmark en spændende Danmarkshistorie.
Vi får blandt at vide, at 

     Toke, Jarls søn Odinka, der var biskop i
    Ribe fra omkring 1000 til 1043 havde det meste af Jylland (nordpå fra
    og med Anflod (ved Rudbøl) på vestkysten og Kolding på østkysten
    som bispedømme. Han havde efter sin far arvet en tredjedel af Sindland.
    Dette Sindland formodes at svare nogenlunde til det senere hertugdømme
    Slesvig. Men indtil da havde først Gorm den Gamle og siden sønnen
    Harald Blåtand haft magten over hele Jylland og med vekslende stabilitet
    rigets øvrige landsdele.

       

I 1066 nåede en vendisk hær frem mod
Danevirke,
erobrede voldene og ødelagde Hedeby.
Handelspladsen blev flyttet til nordsiden af Sliens
inderste del.  

Kirkeforfatningen

Kong Erik Ejegod
grundlægger den danske Ærkebispestol
i Lund. Dette omfatter også Sønderjylland. Det var en streg
i regningen for den bremiske – hamburgske ærkebisps

stræben for at indføre tysk gejstlighed
i Sønderjylland. Dette bliver udbygget i 1189, hvor ærkebisp Absalon
gennemførte en dansk kirkeforfatning i Sønderjylland.  

I 1111 udnævnte hertug Lothar af
Sachsen, Adolf den Første af Schauenburg

til greve af Holsten og Stormarn. Ditmarsken
forblev selvstændigt område gennem hele middelalderen. Her skabtes
et greve dynasti, som frem til 1459 beherskede Holsten og Stormarn. 

Atter engang kom venderne tilbage i 1113.
De hærgede helt op til Slesvig
og atter engang blev Danevirke
erobret.  

Knud Lavard – oldermand og fyrste

Omkring 1115 overtog Knud Larvard,
Kong Erik Ejegods søn
hvervet som lokal præfekt for
Slesvig
. Han skulle forsvare byen mod overfald syd fra. Med succes
kæmpede han imod Abroditterne
og blev endda deres fyrste. En borg ved Sli – udløbet blev opført.  

Vendernes
fyrste, Henrik, der var Knud Lavards
fætter døde i 1127. Dette benyttede Knud Lavard
sig til i løbet af to år, at erhverve sig Wagrien.
Han anerkendte den tyske konges overherredømme over dette område og
aflagde landsed for den slaviske del af Holsten
til den tyske konge Lothar den Tredje.
Den slesvigske jarl var nu blevet en farlig medbejler til kongeslægtens
kamp om Danmarks krone.  

Knudsgilderne opstår

Erhvervslivet i Slesvig
blomstrede og Knud blev endda købmandsgildets oldermand. Den
voksende magt førte til konflikter med fætter Magnus, Kong Niels’
søn,
som lod ham myrde ved Haraldsted
på Sjælland i 1131. Men Slesvig blev et politisk og økonomisk centrum,
og købmandsgildet antog Knuds navn.  

Den danske Knudsgilde
bredte sig til Flensborg, Aabenraa, Haderslev, Hjørring
og over bælterne til Skåne.
Mon ikke det er Danmarks første nationalforening?  

En blodig magtkamp

Den blodige magtkamp mellem to kongeslægter
gennem 25 år endte med at Danmark blev et tysk len.

Den tyske konge Lothar den Tredje
begyndte en krig mod Danmark. Han gjorde det i fuld forståelse med
Knud Lavards
halvbroder Erik den Anden (Emune).
Han lader den romerske hær rykke frem til Jyllands Vold.

Men Magnus
havde nået at sætte volden i en god stand. Efter nogle dage kom der
også forstærkning af en mægtig hær af jyder. Deres antal var så
stor, at kejseren blev bange for at indlade sig i kamp med dem. Der
blev aftalt forlig. Saxo beretter, at Magnus blev den romerske
kejsers mand.
Men historien kan også være forkert. Det lyder underligt
at den stærke underkaster sig den svages overherredømme.  

Kong Niels bliver myrdet

Erik Emunes
oprør mod den danske konge og en ny trussel fra Lothar
tvang Kong Niels til at give efter. Magnus
rejste ned til kejseren, og på et rigsmøde i Halberstadt
i 1134 blev han nødt til på sin faders og egne vegne at anerkende
kejseren som Danmarks lensherre.

Men krigen fortsatte. Ved hjælp af det
tyske rytteri vandt Erik Emune
i Skåne den afgørende sejr over Kong Niels. Magnus, Kongens
søn
faldt, og kongen flygtede til Sjælland. Derfra til Jylland
og videre sydpå til Slesvig.
Men her havde kongen forregnet sig. For her opfyldte gildebrødrene
deres hævnpligt, og slog kong Niels ihjel. Kongens søn havde jo tidligere
myrdet deres oldermand, Knud Lavard.  

Abodrittiske
fyrster havde overtaget herredømmet over Wagrien (Østholsten)efter
mordet på Knud Lavard. Den tyske greve Heinrich von Badwide
erobrer det slaviske Holsten
i øst. Han blev den danske jarls arvtager i området syd for Ejderen.  

Grevernes magt udvides

Grevemagtens territorium voksede med
erobringen af det slaviske område øst for Limes og helt frem
til Østersøen i 1138 – 39. Sammen med de holstenske stormænd
foretog Adolf den Anden en omfattende kolonisering af dette område.
I 1143 anlagde han byen Lübeck.
Byen blev dog i 1226 tysk rigsstad uden for grevernes kontrol.

Andre byer fulgte Plön, Ratzeburg,
Preetz, Lütjenburg, Oldenburg

og Kiel.

Den oprindelige befolkning, som var slaviske
(vendiske) blev underkuet og gennemgik en fortyskningsproces, der blev
tilendebragt i 1300 – tallet.  

Der bejles til Greven

Erik den Tredje (Lam)
havde efterfulgt Erik Emune.
Denne var blevet myrdet enten på Urnehoved
eller i Ribe. Men i 1146 frasagde han sig tronen for at blive
munk. Hans fratræden medførte et dobbeltvalg. Jyderne valgte Magnus
søn, Knud den Tredje,
mens sjællænderne og skåningerne enedes
om, at vælge Erik Emunes søn Sven den Tredje(Grathe).
Dette skabte megen uro.

Både Svend og Knud
bejlede til den mægtige Grev Adolf den Anden af Holsten
under deres indbyrdes stridigheder. Begge lokkede med store gaver.
Adolf
valgte Knud. Greven aflagde lensdelen til kongen og
blev sandsynligvis forlenet med dele af Sønderjylland.  

Grevens hær trak sig tilbage

På et korstog til Mecklenburg i
1147 stod Svend i spidsen for Hedebys
borgere. Kampen endte dog med et nederlag. Adolf
forberedte i fællesskab med Knud
et angreb mod Svend. Knud samlede en hær af nørrejyder og rykkede
sydpå. Adolf drog med saksiske og holstenske styrker tropper
over Ejderen. Svend lå inde i Slesvig
med en stor styrke. Adolf lå med sin hær på Krops Hede
ved Kongshøj
lige syd for den gamle Hedeby.

Knuds
hær lå et stykke derfra. Hans høvdinge lod sig bestikke. Hæren opløstes
og drog hjemad. Derved blev Adolfs
stilling stærkt truet og han trak sig tilbage.  

Sven den Tredje (Grathe) \”skænker
Valdemar, Knud Lavards søn, hans Faders jarledømme. Men Valdemar (den
senere Valdemar den Store) har en medbejler, idet Kong Knud den Tredje
(Magnussen) overdrager det sønderjyske ombud til en af sine frænder.
Først efter en række Kampe fik Valdemar bugt med ham. De to havde
lige så hård en dyst om det mindre stridsemne som kongerne om riget.

Sådan skrev Saxo omtrent om 1148.  

Valdemar samler riget

I 1157 blev de danske lande efter 25
års borgerkrig forlenet under Valdemar den Første (Store) Knud
Larvards søn.
Sønderjylland kom dog til at spille en selvstændig
rolle. Landet fik sit eget landsting i Urnehoved.

Valdemar den Store
ville bekæmpe venderne. Den sluttede med erobringen af Rügen
i
1169. Men det gik vel ikke, som han havde håbet. I forhold det
tyske rige stod han svagt. Således måtte han i 1162 aflægge lensed
over for Kejser Frederik Barbarossa og underlægge sig hans politik
over for pavedømmet.  

Prins Valdemar,
en af Kong Knud den Tredjes
seks uægte børn, blev i 1182 indsat som Slesvigs
biskop. Måske havde han overtaget embedet allerede i 1179, efter at
bisp Frederik var druknet på et togt mod venderne. Han var ikke
gammel nok til embedet, men måske fik han hvervet for at uskadeliggøre
ham som kongeemne.  

I 1187 blev Kong Knud den Fjerdes
bror Valdemar Sejr slået til ridder. Han overtog hertugdømmet,
som han hidtil havde administreret med sin slægtning, biskop Valdemar.
Men hvem var egentlig den reelle hersker? 

Biskoppen overtager Ditmarsken

I 1190 forlener Kejser Friedrich Barbarossa
Adolf den Tredje
med Ditmarsken.
Men med sakserhertugens fald i 1180 og kejserens død senere i 1190
mistede den holstenske greve sit stærke værn mod naboen i nord. Det
tomrum, der opstod syd for Ejderen
blev en udfordring for de to Valdemarer.
Nu havde de chancen for udvides deres magt.

Mens Adolf den Tredje
drog på korstog, søgte ditmarskerne at unddrage deres nye lensherrede
ved at underordne sig biskoppen af Slesvig. Sammen med sin yngre
navnefælde, hertug Valdemar (Knud Lavards søn)
overtager bispen herredømmet over Ditmarsken.  

I lænker på Søborg

Biskop Valdemar
indvier Guldholm på en lille halvø i den vestlige del af
Langesø .
Det nye kloster blev indviet, da munke – og nonnesamfundet
i Slesvig var ved at gå i fordærv af druk.
Men det hjalp ikke synderligt. I 1209 – 10 bliver klosteret flyttet
nordpå til Ryde.

Biskop Valdemar
gør krav på den danske krone. Han forlader Slesvig
før udgangen af 1191. Han får støtte fra Norge og Sverige, samt en
række nordtyske fyrster. Også Grev Adolf den Tredje
yder ham støtte.

Biskoppen angriber Danmark med 35 langskibe
i 1192. Men han bliver besejret. Hertug Valdemar
lader biskoppen lægge i lænker. Og de næste 14 år kommer han til
at sidde i Søborgs fangetårn
i Nordsjælland.  

Ditmarsken løsriver sig

Knud den Fjerde
tillægger sig i 1193 den flotte titel de danskes og de venders konge.
Adolf den Tredje
går med sin hær over Ejderen
og hærger kongens lande helt op til Slesvig.
Her hører han om bispens fængsling og trækker sig hurtigt tilbage
til Holsten med et stort bytte. For at forsvare sig mod et dansk
modangreb får han hjælp af en række fyrster.  

Det lykkedes for Adolf den Tredje
at løsrive Ditmarsken fra forbindelsen med Danmark. Og landet
kommer til at høre under Bremen. Knud
overfalder Holsten og tvinger Adolf
til at betale krigserstatning.

Men så let opgiver Adolf
ikke. Han udbygger fæstningen Rendsborg.
I sommeren 1199 fører Knud den Fjerde
en hær mod Ejderen. Men ingen af hærene turde at overskride
floden. Krigstogtet endte uden fredsafslutning.  

Sejr og nederlag

Det øde grænseområde mellem Ejderen
og Danevirke blev koloniseret i 1100 – årene. Bønder fra de
danske bosættelsesområder bosatte sig flere steder. Men det var først
og fremmest bønder syd fra Holsten, der koloniserede og opdyrkede
grænseegnen.  

Valdemar den Store
blev efterfulgt af sine to sønner, Knud og Valdemar.
Med Valdemar som konge fra 1202 blev hele den nordlige del af
Tyskland erobret, senere også den vigtige handelsby Lübeck.
Men alt gik tabt ved det berømte slag ved Bornhøved
i 1227. Og således venter vi spændt på Sønderjyllands videre skæbne.  

Kilde:
Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

     Anekdoter fra det gamle Aabenraa (under Aabenraa)

    – Toldsted
    – ved Hærvejen (under Aabenraa)

    – Urnehoved
    – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)

    – Fra
    Hjordkjær til Aabenraa (under Aabenraa)

    – De
    første mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)

    – Hærvejen
    til grænsen (under Padborg/Kruså/Bov)

    – Ryd
    Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)

    – Vadehavet
    ved Højer (under Højer)

    – Øerne
    syd for Højer (under Højer)

    – Friserne
    syd for Tønder (under Tønder)

    – De
    første mennesker i Tønder (under Tønder)

    – Guldhornenes
    ældste historie (under Tønder)

    – Møgeltønders
    historie (under Tønder)

    – Trøjborg
    – nord for Tønder (under Tønder)

    – Tønderhus
    – slot, borg og fæstning (under Tønder)

    – Vikinger
    i Vadehavet (under Tønder)

    – Enklaverne
    i Sønderjylland


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland