Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Fristeder og Ungdomshus

September 13, 2009

Dette er måske ikke en helt almindelig
anmeldelse af Kampen for Ungdomshuset.
En bog som trods en del indvendinger stærk kan anbefales. Egentlig
stiller den flere spørgsmål end svar. Men bogen er en vigtig dokumentation
i samfundsdebatten og som lokalhistorisk bog er den værdifuld. Den
tager ikke så meget hensyn til detailhandelen og naboernes holdning
under kampen. Og de unge aktivister betragter detailhandelen som kapitalismens
forlængede arm.
 

Kampen for et ungdomshus står mejslet
ind i de fleste beboere på Nørrebro. Og ikke mindst detailhandelen.
Politiet har endnu eftervirkninger. Det har kostet samfundet mellem
100 – 200 millioner kroner. Men har samfundet taget ved lære af begivenhederne.
Jeg tror det næppe. En spændende bog, der dog efterlader flere spørgsmål
end svar skal her anmeldes. Det er dog ikke bogens skyld, at mange spørgsmål
ikke kan besvares.

Bogen stiller også et stort spørgsmålstegn
ved vor retsstat, ved beslutningstagerne og ved politiets rolle. Og
hvad med alle dem, der ikke var part i sagen?  

     René Karpantschof og Martin Lindblom: Kampen
    om Ungdomshuset. (Bogforlaget Frydenlund)
     

Vi har for at forstå de unges bevæggrunde
forsøgt at finde svaret i en anden af udgivelserne fra Bogforlaget
Frydenlund.
 

    – I
    bogen Værdikampe – Økonomi og Samfund
    er der en fremragende artikel af Pil Christensen: Kampen om Fristederne. 

Er vi kommet nærmere sandheden?

Efterhånden er det nok den 6. bog, der
er udkommet efter rydningen på Jagtvej 69. Men er vi i grunden kommet
sandheden nærmere. Fordi 6 bøger måske fortæller det samme, er det
ikke sikker, at det er sandheden. Hvis vi engang skal skrive Danmarkshistorie
over episoderne, er det vigtigt, at vi får det hele med. 

Midt i ventrum

Grunden til dette spørgsmål, er at
undertegnede fulgte kampen på nærmeste hånd for Nørrebro Handelsforening.
Det blev til et hav af artikler, der blev skrevet mens kampen stod på.
Her er de fleste artikler ikke fokuseret på efterrationalisering. Mange
af disse artikler afstedkom rekordbesøg på Handelsforeningens hjemmeside.
Måske kunne disse artikler en gang redigeres til en bog som modvægt
til de bøger, der er på markedet.

Der var linket fra de største dagblade,
tv, radio og sågar Ungdomshusets hjemmeside.  

Bagerst i artiklen er der en henvisning
til artikler på
www.norrebro.dk og www.dengang.dk der har beskæftiget sig med kampe på Nørrebro.
Her har vi dog også medtaget Bandekrigen, Politiets og Nørrebro Handelsforenings
rolle. 
 

Trusler

Mine personlige holdninger til Ungdomshuset
er, at de unge selvfølgelig skal have et fristed. Men at de midler,
de har brugt, tager jeg stærk afstand fra. En masse uskyldige mennesker
er blevet ramt. Og ikke mindst detailhandelen på Nørrebro er blevet
alvorlig ramt. Ja mange har måttet lukke deres butik. Den \”lille\”
detalje er det ikke mange medier og bøger, der har ment, at det var
værd at skrive om.

Under skriverierne er der også kommet
trusler fra etablerede politikere. Handelsforeningens hjemmeside blev
truet med at blive anmeldt til presseetisk nævn (sådan hedder det
vist). Og det var politikere, der truede med dette.  

Vi kunne følge kampen på nærmeste
hold. Fra vores kantine i forlængelse af butikken kunne vi se angrebet
mod Ungdomshuset den 1. marts. Dagen var starten på Bogudsalget. Men
folk blev væk. Efterhånden var vi den sidste butik, der havde åben.
Medierne strømmede til. Ti minutter før lukketid følte jeg at personalets
sikkerhed var i fare, så vi lukkede til de få kunders store utilfredshed.

Flere gange kørte ambulancen gennem
Heinesgade
til ungdomshuset. Først et par måneder efter fik vi
at vide, at befrielsesaktionen
havde været ekstrem hård og kontant.
Politiet fortalte ellers, at det var gået helt glat.  

Der er selvfølgelig forskel på brugerne
af Ungdomshuset og der er forskel på de betjente, der var med i urolighederne.
Undertegnede har både deltaget i radio, tv og i de trykte medier, og
ikke alle har været tilfreds med mine meninger.  

Nu skal man ikke tilskrive alle uroligheder,
der foregår på Nørrebro brugerne af Ungdomshuset. Det ville være
uretfærdigt.  

Største gadeoptøjer

Politiets rydning af Ungdomshuset udløste
de største gadeoptøjer i dansk efterkrigstid. Et opgør, der førte
til flere end 2.500 anholdelser. Det var en fejlslagen dialog mellem
myndighederne og de alternative miljøer, der udløste de mange uroligheder.
Mediernes dækning af episoderne var også et kapitel for sig selv.

Men det utrolig, at så få har interesseret
sig for, hvad disse kampe, bandekonflikten og de andre episoder har
betydet for den lokale befolkning og detailhandelen på Nørrebro.  

For på en eller anden måde har Ungdomshusets
kamp betydet at nye fristeder er dukket op. Og nye fjender har de unge
fået øje på, blandt andet detailhandelen.  

I de unges filosofi er detailhandelen
en del af kapitalismens forlængede arm. Under urolighederne har man
ikke skelnet så meget på om det er en ældgammel familiebutik, der
er gået ud over, eller om det var en kædebutik. Man skelnede heller
ikke om en selvstændig erhvervsdrivende blot var tilknyttet en markedsførings
– kæde. De betragtninger findes ikke i aktivisternes univers.  

Truet med bål og brand

Pizza – og restaurationsejere blev truet
med bål og brand, fordi de serverede for politifolk. Vi havde bogudsalg,
den dag da Ungeren blev ryddet. Det benyttede en del politifolk sig
af. Vi blev truet på grund af dette. Men de unge glemte, at vi stillede
vores toilet til rådighed for dem. Og vi hjalp også de unge på andre
måder. Derfor var det også skuffende for os, at butikken blev overmalet
med graffiti.  

I fuld offentlighed er det anvisninger
på, hvordan man kan fremstille våben, der bedst kan smadre disse butikkers
vinduer. Og det nyeste er, at aktivister vil bestemme hvilke erhvervsvirksomheder,
der har lov til at bosætte sig på Nørrebro.  

Solvognen og de andre

Egentlig var jeg i gang med at skrive
en bog om min kone, Hanne (Sus)’s oplevelser i, på og med diverse kollektiver,
Solvognen og Christiania, Vi Unge, Dan Turell, Jacob Ludvigsen, Gasolin,
Støttekoncerter m.m. Men pludselig døde hun, og det som var skrevet
blev smidt væk og slettet.

Men mit umiddelbare indtryk var, at
datidens unge var mere opfindsomme end de er nu. Men også dengang var
der mange eksempler på knippelsuppe. I bogen Kampen om ungdomshuset
om sjove aktioner. Blandt andet den gang, da der stod Jagtvej
på alle gadeskilte.  

Den hårde kerne

Det kan undre at aktivisterne hele tiden
retfærdiggøre at deres aktioner går ud over uskyldige. Trusler og
advarsler, graffiti, knuste ruder, bål og brand. Og hver gang henviser
man til grupper, der måske kan have begået ulovlighederne. Men det
er sjældent at man tager 100 pct. afstand.  

I bogen påstås der, at i gruppen er
alle ens. Der findes ikke noget, der hedder den hårde gruppe. Nu har
jeg selv snakket med en del af de unge, og her indrømmes, at der findes
en hård kerne.  

Løftebrud

Det var et regulært løftebrud, da Ungdomshuset
blev solgt til Faderhuset. Ingen tvivl om den ting. Og det kan undre
at politikerne meddelte at det mere var forældrenes ansvar end samfundets,
at de unge deltog i uroen. Sikringen af den private ejendomsret stod
højere end samfundshensynet i at bevare Ungdomshuset.

Fra starten burde politikerne have vidst,
at man ikke kunne putte de unges livssyn og filosofi i nogle etablerede
kasser. Både på Christiania og i Ungdomshuset var man imod ensretning
og normalisering. Her bliver nye ideer produceret hele tiden. Der er
brug for denne mangfoldighed og kreativitet i vores samfund. Det er
bedre end regulering og kontrol.  

Udgifter for over 100 millioner

Udviklingen omkring salget og rydningen
af Ungdomshuset kan betragtes som en større bypolitisk proces i København.
Eller måske en kontrol og styring af det oprørske Nørrebro igennem
de sidste 10 – 20 år. Således gav borgmester Thustrup Hansen
udtryk for, at kommunen kunne være lige glad med, om 20 – 30 unge fik
noget ud af huset. Han mente også at grunden var meget udsøgt. Nu
viste det sig, at kommunen ikke fik ret meget ud af salget. Tværtimod
så kostede urolighederne, omsætningstab, ødelæggelser for detailhandelen
m.m. over 100 millioner kroner. Dertil kom udgifterne til etablering
af et nyt hus.  

Kamp mod det etablerede

Kampen for et fristed er også en kamp
mod det etablerede. Og her er der også kommet nye fjender. Nu er det
ikke mere kun banker, ejendomskontorer, Mac Donalds. Nej, nu er det
også den lille detailhandler. Graffiti og plyndring hører til dagens
orden, når man skal vise sin modstand mod kapitalismen. Et fristed
er også et sted, hvor man konstant udfordrer samfundet. Fristeder opstår
ikke kun som fysiske rum men også som sociale rum.  Således er
den organisation, der vil bekæmpe den kapitalistiske detailhandel et
nyt eksempel på dette. Man vil kæmpe for at bestemme over sit eget
liv.  

Under kampene tog man det ikke så nøje
om det var en bank, der blev ramt, eller om det var den lille dyrehandel
på Runddelen, der fik raseret butikken. Bogen tager heller ikke stilling
til, hvorfor det lige var Irma, der skulle raseres, så man lige kunne
få den værste sult og tørst stillet. Her gik der faktisk også lang
tid, inden politiet greb ind.  

Friheden er blevet lidt mindre

Hvis nu Ungdomshusbevægelsen havde tabt
slaget om et nyt hus, var de så gået i sig selv. Friheden er blevet
lidt mindre. Man skal nu indordne sig under nogle givne regler. Men
det er stadig et alternativ til samfundets ensretning og normalisering.
Man repræsenterer en ukontrollabelt kreativitet, der nægter at begrænse
sig til, hvad det kan betale sig.  

To fristeder

Christiania er et produkt af 60erne og
70ernes ungdomsoprør. Ungdomshuset er et resultat af 80ernes bz – bevægelse.
De to kulturer ligger egentlig langt fra hinanden, men de har begge
manifesteret sig som fristeder. Lighedspunktet er at de begge repræsenterer
oprørskulturer, som vil kæmpe for at opnå fysiske fristeder, hvor
sociale eksperimenter kan gro.  

Accepteret form for modstand

Utrolig at Nørrebro stadig efter 40
års kamp skal svømme i tåregas. Hvornår mon parterne lærer at trappe
ned. Det er klare psykologiske og politiske grunde til at folk får
trang til at hærge. Det forstærkes, når myndighederne ikke kan eller
vil bremse en. Vi så det i Hyskenstræde.
Myndighederne er åbenbart ikke klar over, hvor store kræfter, der
frigøres. Det var også normalt for Ungdomshuset, at de i en årrække
afslutte deres demoer med at hærge. I det autonome miljø er rudeknusning
og graffiti en accepteret form for modstand.

Både politi og aktivister har optrappet
gennem de seneste år. Man er blevet mere og mere militaristiske både
i strategi og ledelse.  

57 knuste vinduer og 50 brændte biler

Og i de unges univers er alle butikker
efterhånden kapitalistiske,
selv den lille dyrehandel på Runddelen.
Ved en af aktionerne foretog formanden for Nørrebro Handelsforening
og jeg en tælling på, hvor mange butiksruder, der var smadret. Vi
nåede op på 57. I medierne blev det påstået at der kun blev foretaget
lidt hærværk.

Den 2. marts gik 50 biler op i lys lue,
to butikker blev udsat for brandstiftelse.  

Kast tusinde sten

Ja det var allerede i 1981 mod gummifabrikken
Schiønning & Arve
på Nørrebro. Det endte med tåregas og
knippelsuppe. Begge parter har lavet nogle grimme ting i de år, hvor
gadekampene var voldsomme. Noget nyt er at detailhandlere også er blevet
truet med bål og brand.

På offentlige hjemmesider kan man se,
hvordan man bygger bomber, hvordan man laver våben, der kan ødelægge
butiksruder, og hvordan man bedst kan ødelægge det for politiet. Stenkast
er også et accepteret våben.

Ja man kan høre Ulrikke Meinhofs
berømte ord: 

    – Kast
    en sten, og det er en kriminel handling. Kast tusinde sten, og det er
    en politisk manifestation.
     

Politiets rolle

I 1993 mistede politiet kontrollen i
flere gader på Nørrebro og skød ind i mængden. Senere nægtede de
at komme detailhandelen til hjælp, og kom først, da det hele var overstået.

Politiet har i årenes løb ændret taktik.
De er blevet mere mobile enten i form af blå mandskabsvogne og de tunge
pansrede hollændervogne.  

Præventive anholdelser, dvs. frihedsberøvelse
op til seks timer uden sigtelse, samt maskeforbud er indført. Dertil
kommer at strafferammen for gadeoptøjer er blevet større, og der indført
visitationszoner over hele byen. Denne visitation kan du også blive
udsat for, hvis du uforvarende kommer til at genere en morgensur betjent.  

Den enkelte betjent skal efterhånden
bevæge sig på et knivsæg, hvor han/hun udsættes for kritik uanset
hvad der gøres.

Aktivister har fortalt, at politiet ransagede
uden kendelse, aflytter og tærsker efter forgodtbefindende. De følte
sig selv som trusler mod det herskende samfund.

Bogen hæfter sig ved politilovens §
16, der handler om rimeligheden i politiets magtanvendelse. Det er enten
nul – tolerance eller den tilbagetrukne attitude. Mens politiet holdt
igen ved nogle ulovligheder slog de hårdt ned ved andre episoder. Bogen
giver talrige eksempler. 

Et politi i underbemanding har ofte kun
to muligheder. 

    – Enten
    at give sig og lade aktivisterne for eksempel besætte et hus, smadre
    vinduer eller andet.

    – Eller
    at gribe til massiv magtanvendelse med tåregas og fare for mange tilskadekommede.  

     

Masseanholdelser

Alternativt klædte unge bliver ofte
på Nørrebro betragtet som farlige autonome.

Blandt aktivister og demonstranter kan
politiets fremfærd og ofte tvivlsomme varetægtsfængsling vanskelig
at påvirke tilliden til politi og domstole og dermed staten i negativ
retning. 

I løbet af tre en halv måned blev 1.300
anholdt og 200 varetægtsfængslet. Kun få blev dømt. Det kan også
undre den store forskel der er mellem dommerne i de forskellige retsinstanser.

Her kan man godt forstå forfatternes
pointe.  

I den nye bog har 7 ud af de 12 bidragydere
selv været aktive i aktivistmiljøet.  

Vold kan betale sig

Bogen giver også eksempel på at vold
åbenbart kan betale sig. Medierne bliver pludselig opmærksomme. Det
bringer politikerne til forhandlingsbordet. Resultatet blev et nyt ungdomshus.
Men inden måtte beboerne og detailhandelen på Nørrebro betale. Vi
har set det før, vold kan ændre verden.  

Os – og de andre

Argumentationen er i høj grad – os og
de andre. Forsimplinger og overdrivelser fremmer en del steder accepten
af ulovlighederne.

Egentlig kunne holdningerne i bogen skræmme
en del læsere væk, men det er ikke bidragydernes skyld, at der ikke
er kommet et modtræk mod alle udgivelser omkring Ungdomshuset. 

En lukket verden

Bogen giver et udmærket indtryk i en
ellers lukket verden, og der er absolut interessante artikler i bogen.
Jeg blev positiv overrasket. Bogen er absolut et meget vigtigt dokument
i debatten om vores samfund. Den stiller sig kritisk over for vores
retssystem og politiets rolle i kampen om Ungdomshuset. Og hvad det
er lige så vigtig, politikernes rolle.  

Måske rummer vores velfærdssamfund
ikke de samme muligheder for en alternativ livsform og fællesskaber
som tidligere. Måske er det derfor at kampene efterhånden opleves
meget mere barsk.  
 

Handelsforeningens rolle

Og problematikken er jo ikke sort eller
hvid. Kapitalisterne som i de unges filosofi er detailhandlere var jo
ikke imod brugernes krav. På mange områder støttede Nørrebro Handelsforening
de unge mennesker. Man brugte hjemmesiden til at lede efter genhusningsmuligheder,
og bragte både politiets og ungdomshusets udmeldinger. Det sidste var
til stor fortrydelse for mange politikere. Modsat samarbejdede Handelsforeningen
også med Dansk Arbejdsgiverforening og HK i forbindelse med, hvordan
man skulle opføre sig i tilfælde af uro.

Nørrebro Handelsforening tilbød sig
som mægler i konflikten og deltog i et af mandagsmøderne på Rådhuspladserne
i forbindelse med en indsamling til de skadelidte. Selv var jeg en slags
spindoktor for handelsforeningen og udfærdigede presseinfos og kommentarer
til medierne.   

Spændingsmættet bog

Bogen forholder sig ikke særlig kritisk
over for den frygt, angst og frustration, som mange på Nørrebro oplevede.
Trods dette er bogen meget spændingsmættet, og en af de bedre bøger
omkring emnet.

Både som lokalhistorie og et vigtigt
indlæg i samfundsdebatten er bogen meget vigtig. Men som det nu er
nævnt flere gange, så må denne bog ikke stå alene.  

Mediernes rolle

Medierne behandlede det hele som en krigen
i Afghanistan Denne fokusering havde den bivirkning, at kunderne holdt
sig væk fra Nørrebro i lange tider. Der var dømt Breaking News
og helikopter
over Nørrebro mange gange.

Ifølge bogen fokuserede medierne for
meget på politikerne og politiets holdninger.

Egentlige aktivister, der lavede ballade,
blev ikke taget som kilde, påstår bogen. Men det var det vel en forklaring
på. De udtalte sig ikke til medierne.

Butiksindehavere og handelsforeningen
optrådte som konsekvenseksperter,
hvilket bogens forfattere også finder ensidig. Men ofte var de jo de
skadelidte, som politikerne også lod i stikken.  

Ingen sympati for vold og hærværk

I de unge aktivisters univers er det
lettere at få politikere og pengefolk i tale når der er ballade i
luften. Men på Nørrebro var der så bare andre, der betalte for balladen.

For aktivisterne var det vigtig at gennemføre
noget sammen, og ikke altid bøje sig for politiets magt.

Målet for aktivister var hele tiden
at finde nye aktionsformer for at overraske politiet. Aktivisterne brød
loven gang på gang. De mente, at de var i deres ret. Det var deres
eneste og det stærkeste politiske kort

ifølge bogen.

Det er klart at vold og udemokratisk
adfærd
fylder meget i debatten om ungdomshuset. Bogen påstår,
at det bringes på banen af de borgerlige og som tjener til både
at dømme 69erne som uværdige til forhandling.
 

De naboer og detailhandlere, der har
oplevet kampene vil ryste på hovedet af dette ordbrug. For mange havde
sympati for de unges kamp, men de havde ikke sympati for deres vold
og hærværk.  

Den fejlslagne politiske dialog mobiliserede
og provokerede mange aktivister. Sikkert mange flere end politiet havde
forventet 

Aktivisternes specielle miljø

Vi hører aktivisternes forklaring i
bogen. Dem talte vi også med, når de kom ind i butikken. Langt de
fleste var søde og intelligente unge mennesker. De fortalte dog til
tider meget voldsomme historier om politiovergreb. Mit indtryk var,
at der var en speciel gruppementalitet, og at der altid var nogle, der
ville gøre det hele lidt vildere.

Miljøet virker dragende på mange. Der
er nye muligheder for samvær, det er udfordrende og provokerende. Man
kommer i et miljø, hvor spillereglerne er helt anderledes. Det er faktisk
meget godt gengivet i bogen: 

    – Deltagerne
    udfordrer både deres egen og andres opfattelse af, hvad der er forbudt,
    og hvad der tilladt, således at de unge oplever, at både deres egne
    og andres grænser bliver flyttet.
     

Og så er bogen måske ikke så ensidig
endda. Se blot her: 

    – 
    trods af ungdomsbevægelsens parole om mangfoldighed, åbenhed, tolerance
    og nej til ensretning, så er der mekanisme i bevægelsen og dens måde
    at skabe en kollektiv identitet på, der virker i den modsatte retning.
     

De mange slag mod politiet skaber også
en meget unuanceret forestilling om os og de andre.
I bogen står det beskrevet således: 

    – En
    ensretning og en form for intolerance, der hænger sammen med en tendens
    til at føle sig moralsk hævet over dem \”udenfor\” bevægelsen,
    der ikke har gennemskuet det undertrykte samfund.
     

Sorte hættetrøjer havde selvfølgelig
en signalværdi. Men de var også praktiske i en demonstration. Politiet
kan have svært ved at udpege enkelte demonstranter, når de skal udpeges
blandt 6 – 700 demonstranter.  

I disse år sker der en forstærket kamp
sted mellem markedets og individualismens værdier på den ene side
og universelle og solidariske værdier på den anden side.  

Læs bogen – den giver dig ny viden
– den provokerer – den stiller spørgsmål og giver svar. Bogen kan
stærk anbefales
 

dengang.dk kan du finde

Ungeren set fra 6. klasse

Ungdomshusets Historie

Et Faderhus på Nørrebrogade

Bulldozersanering ødelagde detailhandelen
(1980)

Terrornatten på Nørrebrogade

BZ – Bevægelsens historie på Nørrebrogade

Nørrebro Beboeraktion og kampen om
Byggeren
 

norrebro.dk kan du blandt andet
finde

Afmagt, frygt og vrede på Nørrebrogade

Aktivist træning

Bandekrig på Nørrebro

Bandevold præger omsætningen

Bygges der snart på Ground 69?

Brand, bål og stenkast

Er det plads til et Ungdomshuse

Er Nørrebro en krigszone

Gadekrig på Nørrebrogade

Goddag, det er politiet

Har vi et godt politi?

I gamle dage havde vi Bent

Kommer Politiet?

Hvem skal nu betale?

Jagtvej 69 – 2200 København N

Kaos på Nørrebrogade

Ny ballade på Nørrebrogade

Nørrebro i gas – og knippelsuppe

Skud på Nørrebro

Ungdomshuset med forhindringer

Ungdomshuset til grin

Ungdomshuset lever

Tiden efter Ungdomshuset

Bliver Ungdomshuset revet ned?

Ungdomshuset – en oase på Nørrebro
1 – 17

Stop terroren på Nørrebro

Opfordring fra Nørrebro Handelsforening

Hvad mener Ungdomshuset?

Hvad dækker forsikringen?

Hvad skal jeg gøre?

Hvorfor fjernes der ikke graffiti?

Detailhandelen mistede millioner

Nørrebro 18. maj 1993

Brand på Nørrebro

Rydning og uro

Et ungdomshus til salg

I dialog med Ungdomshuset

Bevar Julefreden og mange flere 

– gå ind på hjemmesidens arkiv og
find artiklerne


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro