Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Højer Kirke

September 14, 2009

Højer Kirke nævnes allerede i 1325.
En strid opstod i 1525 om, hvem der ejde kirken. En ligvogn med to heste
kørte i Højer helt frem til 1982. En dansk – tysk kirkestrid opstod.
Menighedsrådet nægtede at hjælpe den ny præst. Groteske forhold
opstod i Højer Kirke.
 

Viet til Sankt Peter

I middelalderen var den hvidkalkede kirke
viet til Sankt Peter. Og i denne kirke har jeg ofte været til bryllupper
og begravelser.

Kirken nævnes første gang i Ribe
Oldemors Kirkeliste
i 1325 – 50. I kong Valdemars jordebog
nævnes Højer
som kongelev.
Muligvis har landsfaderen haft patronatsretten.  

Går tilbage til år 1200

Allerede i år 1200 havde Højer en
kirke. Byggematerialet er granitkvadere, munkesten og tuf. Stilmæssigt
afviger kirken dog fra andre kirker på vestkysten ved sine store rundbuede
blændinger på langmurerne. Lignende kirker er set ved Rhinen.

Nogle er af den opfattelse, at dele af
kirken går helt tilbage til 1100 tallet. Dengang var kirken dog betydelig
mindre. Første gang vi hører om den skriftlig er det 14. århundrede.  

Rester fra Anflod Kirke

Det lave våbenhus ud for syddøren
kom til i 1300 tallet. En del af byggematerialet fra Arnflod Kirke
som blev ødelagt ved en stormflod i 1436 er anvendt i Højer Kirke.
Her er kirken blevet væsentlig udvidet.

Siden har beboerne fra Rudbøl
måtte sejle/gå/køre til Højer Kirke. 

Altertavle fra 1425

Kirkens vinduer er fra 1821 – 22. Ved
en istandsættelse af kirken i 1954 – 1956 blev der afdækket flere
ikke bevarede kalkmalerier.

Endnu ses rester af dekorationer stammende
tilbage fra 1500 – 1520. Den ganske velbevarede skabsaltertavle stammer
formentlig fra et værksted i Lübeck.
Den er fra 1425.

Altertavlens bemaling har lidt under
det fugtige klima.  

Døbefont fra Belgien

Kirke og kirkegård var også udsat for
stormflod, men allerede i 1554 anlagde man et dige.

Kirken havde to indgange, sydsiden var
til mænd, og nordsiden var den såkaldte brudeindgang.  

Den romanske døbefont er importeret
fra Belgien. Den er udført i sorte Namur – kalksten. På korbuen
er der opsat en velbevaret senromansk krucifiksgruppe fra omkring 1250.
Prædikestolen er en moderne efterligning af Tønder – typen. Dog
stammer felterne fra den oprindelige stol fra 1591. Disse blev erhvervet
fra Flensborg Bymuseum i 1956.  

Brystværnet foran det ret nye orgel
med senbarok facade er fra midten af 1700 tallet. Indmuret i korets
nordre vange sidder en marmortavle fra 1792 over Maria Elisabeth
Partschen, død 1789.

På en lysehylde er anbragt 12 gravskjolde,
hvoraf de seks er over amtmand E.A. Von Betouch, død 1815.  

I våbenhuset er indmuret to romanske
gravsten af granit med kædeagtig ornamentik. Et par mindetavler falder
også i øjnene. Mod nord er der en tavle for faldne i treårskrigen
1848 – 1850. og en tavle for de faldne i tysk tjeneste under den fransk
– tyske krig i 1870 – 1871.  

Tårn brugt som sømærke

Tårnet på 17 meter har haft betydning
for skibsfarten i Vadehavet.  

Et orgel har været i kirken siden 1679.
I 1752 blev det udvidet, orgelbyggeren hed Busch
og var fra Ditmarsken. I 1894 kom et nyt orgel til fra Marcussen
i Aabenraa. Men facaden på det originale orgel er bevaret.  

Kirkelig strid

Højer Birk og Sogn
hørte i middelalderen under Ribe stift.
Efter reformationen og delingen i 1544 opstod der strid om sognets kirkelige
forhold. Endnu i 1564 visiterede Ribe – biskoppen, Povl Madsen
dog i Højer kirke.

Nogle år senere forbød Hertug Hans
præsten i Højer at svare biskoppen i Ribe. 

     udi nogen maade på religionens Vegne, men
    Provsten af Tondern.
     

Enden på striden blev at kirken kom
under hertugens overhøjhed. Kort tid efter blev den lagt under Slesvig
stift.
Ærkedegnen beholdt dog sin ret til at høre kirkeregnskaberne,
men dog kun til 1668, hvorefter denne opgave blev overtaget af provsten
i Tønder.  

Ringe interesse for valg

Før 1920 administreredes kirkevæsenet
af et kirkekollegium på 12 medlemmer, deraf tre fra Højer Landsogn.
Valg til kollegiet var nu ikke et tilløbsstykke. I 1918 mødte således
kun 8 ud af 275 stemmeberettigede. Anderledes var det efter Genforeningen.
I november 1920 blev der afgivet 375 stemmer, hvoraf 59 pct. var tyske.  

Opvarmning om søndagen

I 1917 var der blevet besluttet, at kirken
skulle opvarmes hver søndag, og i 1918 vedtog man at yde 1.500 kr.
til et tysk krigslån. Pengene tog man fra nogle fonde. Ligeledes foretog
man i samme år en husindsamling til et mindesmærke for 51 faldne.
Det blev fremstillet af kunsthåndværkerskolen, og hæger nu i kirken.

I 1919 var der velkomstfest for de hjemvendte
soldater og krigsfanger med gudstjeneste om eftermiddagen og fest på
Hotel Sylt
om aftenen.  

Kirkegården udvides

Allerede i 1917 var der ønsker fremme
om en udvidelse af kirkegården nord for Nørrevej.
I de følgende år blev der udvidet både mod øst og mod syd. I 1941
blev der lagt yderligere 3.000 m2 til mod syd. 

Mere dansk i kirken

Den 9. januar 1921 var der – ligesom
i alle andre sogne i Nordslesvig
på den tid – afstemning i flækken og landsognet om, hvorvidt det
skulle være nyvalg til sognepræstembedet. De allerfleste vælgere
i Højer stemte imod nyvalg til stor glæde for pastor Rolfs,
der kunne blive i sit embede.

Fra 1907 havde der været prædiket på
dansk den første søndag i hver måned samt ved yderligere fem gudstjenester
i årets løb. Dette blev ændret i februar 1921. Nu skulle der prædikes
dansk to søndage i hver måned. Men allerede i december 1921 ændrede
kirkeministeriet denne beslutning. Nu skulle der afholdes både tysk
og dansk gudstjeneste hver søndag.

I Højer afholdt både seminarieforstander
Albeck, Tønder og pastor N.A. Jensen, Møgeltønder

hver en dansk gudstjeneste om måneden i Højer.  

Et nyt ligkapel

I 1926 anmodede politimesteren om, at
der blev opført et ligkapel ved kirken. Men den var menighedsrådet
ikke med på. De havde heller ingen penge. De henviste til, at de fleste
ønskede at beholde de døde hjemme indtil begravelsesdagen.

I 1936 blev sagen taget op igen. Man
havde da planer om, at indrette et rum i forbindelse med sprøjtehuset
på Torvet. Men man vedtog at anbringe det ud for brudedøren nord for
kirken. Den endelig placering blev dog øst for kirken. Foruden menighedsråd,
deltog både flækken og landsognet i udgifterne.  

Højers ligvogn 1870 – 1982

I 1930 restaurerede man den gamle ligvogn,
som var anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den
havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet. Da den blev nedrevet
i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation
ved Nørrevej på betingelse af, at ligvognen på betingelse
af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkøretøjerne

I 1948 blev ligvognen igen restaureret,
og i kraft af, at Friedrich Eckholdt,
som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den
i brug helt til 1982.  

Prisen for et gravsted

Og på Højer Kirkegård
betalte man efter beliggenhed. I 1920 kostede et gravsted til fire personer
ved hovedindgangen 60 kr. Lige bagved var prisen det halve. En enkelt
gravplads kostede fem kroner.

For benyttelse af ligvognen skulle man
betale 2 kroner. Klokkeringning ved begravelsen kostede 4 kr. I 1946
bestemte man, at der kun kunne fås en gravplads anvist ved dødsfald.
I 1952 fastsattes betalingen for et gravsted for fire personer til 16
kr. for 30 år.  

Degnejord

En del af indtægterne fik kirken fra
den såkaldte degnejord. Dette blev afhændet efter anden verdenskrig.
Andelsboligerne på Ballumvej
samt nogle private huse er bygget på degnejord.

Af præstegårdsjorden er der solgt
byggegrunde ved Nørrevej og en del blev udlejet til kolonihaver.  

Klingepungepenge

Menighedsrådet skulle også fordele
klingpungepenge.
Denne Klingpung
var en stofpose på en to meter lang træstang og forneden på posen
sad der en lille klokke.

Den blev anvendt under gudstjenesten
på den måde, at kirketjeneren indsamlede gaver til de fattige ved
at stikke den ind i kirkestolene foran kirkegængerne, som så kunne
bidrage med en lille skærv. Var nogen faldet i søvn under gudstjenesten
eller var uopmærksom, ja så kunne stangen bevæges så klokken ringede.
Pengene blev lagt i fattigblokken og fordelt af menighedsrådet.

Det var nu ikke de store summer, der
kom ind. For 3. kvartal 1924 drejede det sig om 35,13 kroner, hvoraf
Højer Landsogn fik 10,13 kr. Brugen af klingepungen ophørte i 1932,
og kirken fik i stedet to blikbøsser.  

Ingen elektrisk lys

I 1927 forsvandt den gamle skriftestol.
I stedet satte man nogle bænke til brug for børn, når der holdtes
børnegudstjeneste.  

I 30erne vedtog man at sætte elektrisk
lys i alterstagerne, fordi det ikke var muligt at få gode alterlys.
Projektet blev dog ikke gennemført. 

Både dansk og tysk

I 1924 fratrådte pastor Rolfs
efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i menighedsrådet,
at den ny præst skulle beherske både det danske og tyske sprog. Men
flertallet ønskede dispensation for bestemmelsen at han skulle have
dansk uddannelse. Dette blev dog afslået.  

Pastor I. A. Baren,
den nye præst, havde været dansk gift, og det var hans plejedatter
Johanne,
som den Tiende
tog med sig op på hesten, da han red over grænsen i 1920. Men denne
historie kan du læse et andet sted her på siden.  

Præsten måtte yde lån

I 1931 blev der truffet en ordning,
så der ti gange om året til bestemte gudstjenester blev indsat en
kirkebil fra Rudbøl. Hver passager betalte 25 øre pr. gang
og kirkekassens tilskud var højst 25 kr. pr. år.

I 1932 blev tårnets murværk repareret.
Og det var nødvendigt for pastor Baren
at yde et rentefrit lån på 1.000 kr. Dette skulle betales tilbage
i årene 1935 – 39. I alt kostede reparationen 1.900 kr. Jo pengene
var sandelig små dengang. Og de nye tyske salmebøger havde man heller
ikke råd til at købe. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle
hos de menigheder der havde råd til at skifte de gamle ud med de nye
salmebøger.  

Den dansk – tyske kirkestrid

I 1935 opstod der en kontrovers mellem
den danske og den tyske gruppe i menighedsrådet.

Efter 1921 blev de tyskudannede præster
siddende i over 40 sogne i Sønderjylland.
Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne
for at få en dansk præst. Behovet voksede især efter nazismens gennembrud
i 1933.  

I Højer gik et kirkeligt udvalg til
pastor Braren
og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret
medhjælper uden at dette betød udgifter for ham.

Det afslog Braren. Derefter gik
udvalget til landstingsmand Hans Jefsen Christensen
og bad om hjælp. Resultatet blev, at der i Højer skulle ansættes
en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og
Hoptrup sogne.
Måske kunne det også blive til daler og Udbjerg.  

Personligt overgreb

Resultatet blev, at den tidligere sognepræst
i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som kapellan i Højer. Sagen
fremkaldte stor modstand, især fra pastor Braren
og de tyske medlemmer af menighedsrådet. Pastoren følte det som et
personligt overgreb. Han mente ikke at have gjort forskel på de to
menigheder, den danske og den tyske i Højer.

Ved indsættelsen af N.P. Nielsen
i kirken sagde Braren, at han var bitter over at miste den danske
menighed.  

Menighedsråd ville ikke hjælpe præst

Det var vanskelig at finde en bolig til
den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand
til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården.
Jo den dansk – tyske krig havde sandelig nået Højer Kirke.

I første omgang flyttede præstefamilien
ind i huset Strandvej 21, som fabrikant Kjærby
havde købt til formålet. Man fik så oprettet Andelsselskabet Den
danske Præstebolig i Højer. Fabrikant Kjærby

købte en byggegrund af købmand Nis Petersen
og skænkede den til andelsselskabet, og i oktober 1936 kunne man indvie
den danske præstegård på Nørrevej 29.  

Krigen satte sine spor

Ved menighedsrådsvalget i 1938 blev
der for første gang valgt tre danske medlemmer ind i rådet. På grund
af krigen sad disse i syv år.  

Krigen satte sine dybe spor. I 1940 blev
det besluttet, at kirken skulle mørkelægges i vintermånederne. I
1941 blev der bestilt 50.000 tørv til kirkens opvarmning. I 1944 vedtog
man at anbringe et skilt i kirken: 

    – Under
    flyvervarsling skal menigheden følge præstens anordning.
     

Dette skilt blev dog vist aldrig opsat.  

I 1943 tog pastor Braten
sin afsked. Hans afløser var Andreas Schau,
der var uddannet i Kiel. 

Præsten til Fårhuslejren

Efter den tyske kapitulation i 1945
blev pastor Schau sammen med 87 andre fra Højer by og landsogn
deriblandt min bedstefar interneret i Fårhuslejren. Pastor Schau
blev afskediget i december 1946 og de tyske gudstjenester og kirkehandlinger
blev varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst
i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann
til. I 1948 blev det tyske præsteembede nedlagt af kirkeministeriet,
N.P. Jensen var nu den eneste præst i Højer. 

Den tyske frimenighed

Menighedsrådet besluttede, at hvis
den tyske menighed ville afholde gudstjenester med en tysk præst kunne
de få kirken overladt gratis, når gudstjenesten fandt sted de samme
søn – og helligdage som de danske. De måtte dog selv sørge for
organist. Rühmann og Jacobsen
arbejdede gratis for den tyske menighed.  

Men de tyske menigheder i Sønderjylland
oprettede i 1951 en frimenighed. De var underlagt Slesvig – Holstens
evangeliske kirke med Slesvig
som kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Denne oprettelse betød at
180 borgere meldte sig ud af folkekirken. Frimenighedspræst blev
Andreas Schau.
 

Den 1. december 1952 søgte N.P.
Nielsen sin afsked.
 

Kilde:

    – 
    Se litteratur Højer 

Hvis du vil vide mere: Læs

    – 
    Bådfolket fra Højer 

Mere kirkehistorie her på siden:

    – 
    Tønder Kristkirke

    – 
    Åndens folk i Tønder

    – 
    Brorson – en præst fra Tønder

    – 
    To kirker i Aabenraa

    – 
    Livet omkring Bov Kirke

    – 
    Rud Kloster (under Padborg)

    – 
    Møgeltønder Kirke (under Tønder)

    – 
    Præsten fra Daler (under Tønder)

    – 
    En engelsk kirke ved Østerbro (under Østerbro)

    – 
    Grundtvig på Nørrebro  
     


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer