Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Solitude, en lystgård på Nørrebro

Maj 26, 2009

Solitude voksede sig fra et limsyderi
til en afholdt lystgård. Her boede så fine folk, at de ikke skulle
betale bompenge. Her blev også spillet klassisk musik om sommeren.

Engang havde Solitude en af stadens
flotteste haver. En byggematador knækkede nakken ved at købe Solitude. 
 

Ingen storhed over Solitudevej

I dag er det ikke meget, der tyder på,
at der har ligget en betydningsfuld lystgård med en pragtfuld have
i nærheden af Solitudevej. Her kom folk, der var så fornemme, at de
ikke mente, at de skulle betale bropenge, for at besøge Solitude.

Der er ikke meget storhed over Solitudevej
i dag. På hjørnet har min gode ven, Johnny en farvehandel og vejen
slutter meget brat.

Som følge af Mosaisk Kirkegårds opståen
i 1653, måtte der naturligvis skabes en vej dertil. Hidtil havde man
klaret det med et stisystem fra sandgravene. Vejen kaldtes Jødevejen
og fik senere navnet Møllegade.

Både den gamle sti og dens fortsættelse
mod vest på den andens side af landevejen, den senere Solitudevej,
var anlagt i begyndelsen af 1620erne, og blev i 1679 omtalt som kongelig
jagtvej.  

Ensomheden blev nydt

Nordre Forstad havde en flot lysthave.
Det var Solitude, som strakte sig helt op til stuehuset. Det var en
afdeling specielt med frugttræer.

Et sekskantet lysthus forefandtes også
i den pragtfulde have med bræddeklædning på siderne.

I 1719 ved vi, at der på Solitude eksisterede
en svinesti i gården. Det blev udtrykkelig angivet at denne tilhørte
forpagteren.

Hvornår Solitude er opstået, vides
ikke. I 1722 blev den benævnt som Løst gaarden.
Det tyder på, at storkansler Ulrich Adolph Holstein
var ophavsmand til navnet. Man må tro, at det har været rig mulighed
for at nyde ensomheden her.  

Limsyderi i 1694

Solitude var en nobel gård, som virkede
som hovedstadsbolig for skiftende adelsfolk. Funktionen som lystgård
er af nyere dato.

I Jordebogen af 1694
fungerede stedet meget mere ydmygt. Da var det et limsyderi, der blev
ejet af Thomas Biering. Hvornår dette limsyderi var opstået
vides ikke.  

Omdannet til lystgård

I 1695 erhvervede Christian Braem
ejendommen. Han havde helt andre planer.

Det var ham, der opførte lystgården.
Den eneste vej til landevejen var en smal vej langs nordvestsiden af
Blågårdens anlæg. Det var en privatvej, der tjente som adgang til
Barkmøllen.

Braem
og hans kone Elisabeth Seckman
samt sønnen, Wilhelm bosatte sig ikke fast herude. Deres faste
hjem lå i Skindergade.  Braem
havde foruden sit virke som stempelpapirforvalter et lille privat silkeeventyr.
Han ejede blandt andet to silkemøller. Men de lå dog ikke herude.  

Solitude i 1716

Han døde i 1716. dengang eksisterede
lystgården af et stuehus, en staldbygning og et tørveskur med lysthave
og køkkenhave. Ude ved vejen var der også bebyggelse, men dette blev
lejet ud til en monsieur Gierdsen.
Måske var den bygning den gamle limfabrik, der nødtørftigt var blevet
ombygget. Dette hus havde været på hele 12 fag.  

Både stuehus og staldbygning var af
bindingsværk med tegltag og i en etage. Tørveskuet var beklædt med
brædder overalt. Bygningerne var placeret omkring en lille gård med
brønd og tre fag plankeværk.

Der var intet sengekammer.
Måske var det, fordi man ikke overnattede herude.

Staldbygningen var i otte fag og havde
spiltove, krybber og hække, hvilket viser, at der var heste, der skulle
opstaldes.

Der var også en maskekølle beklædt
med brædder. Den kan have været anskaffet for at handle med mask.
Antagelig har lejeren haft svin. Stalden var brolagt med tag.  

Holstein renoverede ejendommen

Da Holstein
overtog ejendommen købte han jord helt ned til åen. Han
renoverede hele ejendommen, lejehusene blev også revet ned.

Et kort fra 1741 viser to lange skel,
markeret med træer. Mod syd med en enkeltrække, mod nord med en allé.
Lysthaven lå fortsat på sin gamle plads og bestod af fire inddelinger.

Det var også en ny hovedbygning i øst
– vestlig retning med en udbygning mod nord, dels et trefløjet gårdanlæg
nærmere vejen, måske den gamle lystgård med staldbygning og en ny
fløj.

Et par småbygninger spredt ud langs
vejen kan have været nye huse, men måske også ældre lejehuse, der
også har været istandsat.   

Landlivet og afsondretheden har sikkert
tiltrukket det bedre borgerskab. Mere end den komfort og luksus som
herskede på nabogrunden Blågården.  

Struensee på spil

General Haxthausen
havde erhvervet ejendommen, men solgte den til staten i 1769. Her indrettede
Struensee
og professor Beyer en koppeindpodningsanstalt.
Der kunne optages 48 personer, heraf 16 betalende af borgerlig og
middelmådig stand.

Men anstalten blev hurtig lukket på
grund af manglende søgning. Senere blev der oprettet et opfostringshus
for spæde børn.  

En overgang boede Grev Sponeck
også på Solitude. Det var ham der var Københavns kommandant, da byen
gik op i lys og luer.  

Sommerkoncerter

I slutninger af 1700tallet benyttede
flere af Københavns musikforeninger området til sommerkoncerter.

I 1820erne blev jorden solgt fra og blandt
andet brugt til tobaksplantage. En af køberne var Kaptajn von Scholten,
som senere blev generalguvernør på De vestindiske Øer.  

Byggespekulation

Grundspekulation førte til megen rigdom
hos nogle få byggespekulanter på Nørrebro. Men ikke for Hans Christian
Bangert.
Han købte i 1840 gården Solitude. Kort efter opgav han
en god stilling i centraladministrationen. Nu skulle der gang i landbrug,
sælges byggegrunde og meget andet. Bangert
forpagtede en del nabogrunde hos kommunen. Aktier var kommet på mode,
og Bangert indbød til aktietegning.  

Ideen var, at der skulle bygges seks
store villaer på hver byggegrund, hver beregnet til 4 familier. Dette
blev dog ikke til noget. En kreditforening, som han tumlede med, blev
heller ikke til noget. En brugsforening fik samme skæbne.

Grundpriserne steg og steg. Så hvorfor
skulle man forhaste sig.

Bangert
begyndte at byggemodne. Han anlagde Parcelvej,
et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade
og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen, som
blev kaldt Bangerts Bro.  

Bangert
var formuende, men alle disse projekter kunne ikke gennemføres uden
lån. Østifternes Kreditforening og Københavns Centralkasse
bidrog til disse, men også privat personer.

Men så kom krisen. I 1858 var det så
godt som umuligt at låne penge, og alle der havde lånt Bangert
penge, ville gerne have dem igen.  

Vennerne svigtede ikke

Vennerne svigtede dog ikke. General
Gerlach
lånte ham 5.000 rdl. Disse blev kun delvis sikret med pant
i fast ejendom. En lejer i gården Solitude blev shanghajet til at yde
et lille veksellån. Det var dog kun på 60 rdl. Jomfru A. M. Nielsen
var anderledes hjælpsom. Han lånte ham 2.000 rdl. På hans glatte
ansigt. 

Men det hele nyttede ikke noget. Bangert
gik konkurs. Vennerne mistede mange penge. Trods store tab kan det dog
røbes, at Bangert et par år senere døde som en velstående
mand.  

Solitude i 1880erne

Solitude stod der endnu i 1880erne, efter
at størstedelen af de omgivende arealer var blevet plantet til med
spekulationsbyggeri, eller udlagt til de hastigt voksende Assistens
Kirkegård.
   

Hvis du vil vide mere:
Se

    – Byggespekulation på Nørrebro

    – Blaagaardskvarteret
    – gennem næsten 400 år

    – Den
    stinkende kloak på Nørrebro

    – Livet
    på Assistens Kirkegård

    – Under
    jorden på Assistens Kirkegård  

Kilde:
Se

    – Litteratur
    Nørrebro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro