Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Langs Grænsen

Maj 26, 2009

Anton Tysker ville ikke bo i Danmark
efter 1920, han ville hellere bo i en jordhule. I Aventoft ville en
grundejer ikke sælge til Toldvæsnet, han kunne ikke komme til sin
mødding. En ko krydsede grænsen uden pas, det skabte problemer. Bonden
i Vilmkær kunne ikke sælge sine afgrøder, hans marker lå i Tyskland.
117 hollændere døde i Ladelund. I 1920 boede der kun 47 mennesker
i Padborg. Først 35 år efter grænsedragningen fik man en aftale om
fredeligt samvær mellem befolkningen langs grænsen 
 

Clausen – linien

Det var bestemt ikke alle, der var tilfreds
med grænsedragningen. Således mistede Tønder hele det sydlige opland.
Det er den danske historiker Hans Victor Clausen, der præsenterede
sit sprog – og sindelagsgrænse
som danner hovedlinierne i grænsedragningen.  

Det var den såkaldte Clausen – linie.
Han fastslog, at man i de sønderjyske byer og i Flensborg
overvejende talte tysk. Talesproget nord og syd for Clausen – linien
var faktisk enten overvejende sønderjysk/dansk eller plat/tysk.

Ja dette holdt ikke helt. Udbjerg, Tønder
og Højer stemte tysk. Men her ude vest på, fulgte man stort set Vidåens
forløb. Og det holdt jo heller ikke helt.  

I den nordlige zone stemte 75 pct. for
Danmark og 25 pct. for Tyskland. I den sydlige zone inklusive Flensborg
80 pct. for Tyskland og 20 pct. for Danmark.   

Bonn – København erklæringen

Bonn – København erklæringen
fra den 29. marts 1955 sikrede en fredelig samvær mellem folk i den
dansk – tyske grænseregion. I den lover både Tyskland og Danmark at
sikre fulde rettigheder for deres egne mindretal, hvilket bl.a. betyder
rettigheder vedr. pleje af sprog og kultur og nationalt tilhørsforhold.

Tænk at der skulle gå så lang tid,
inden sådan en aftale trådte i kraft.  

Grænsegendarmerne

Den 15. juni blev Nordslesvig officielt
genforenet med Danmark. Indtil november 1920 blev den gamle grænse
ved Kongeåen dog stadig overvåget.

I begyndelsen patruljerede de danske
grænsegendarmer i deres lyseblå uniformer langs grænsen. De tyske
grænsebetjente og toldassistenter bar grå uniformer fra første verdenskrig.

Under 2. verdenskrig blev grænsen lukket
af den tyske værnemagt. Derefter blev den spærret af den engelske
besættelsesmagt indtil 1947. Mange grænseovergange åbnede først
flere år senere, mens andre aldrig blev genåbnet.  

Overvågning

Dette forhindrede dog ikke et omfattende
smugleri. I Tyskland var der mangel på alt. Dette medførte et dansk
udførselsforbud mod næsten alt.

Tobak, vin og spiritus var billigere
i Tyskland, så her foregik smugleriet den anden vej.  

I 1955 blev grænsebevogtningen mere
mobil. Man indførte først motorcykel – og fire år senere automobilpatruljer.
Fra 1969 blev også baglandet overvåget.  

Langt vest på

Men lad os tage en tur langs grænsen

Her helt ude vest på er det fladt. Vi
befinder os i den nordvestligste del af det tyske fastland. Og lige
over på den anden side. Det sydvestligste punkt i Danmark. En enestående
udsigt er der op på digerne. Egentlig burde man tage Sildtoftvejen
mod Højer,
men man må ikke uden videre bare køre over grænsen.
Herude skal du have en speciel tilladelse for at passere grænsen.  

Det var herude at grænsegendarmerne
blev strafforflyttet, når de havde begået et eller andet.

Men for Broder Pørksen
har grænsen voldt store problemer. Hans jord og ejendom ligger lige
op til grænsen i Danmark. Udkørslen fra hans ejendom fører dog direkte
ud til en tysk vej. Hver gang han kører fra sin gård måtte han krydse
grænsen to gange.

På ture til Rodenäs
måtte han køre direkte til grænsebommen, låse den op og efter passagen
låse den igen for bagefter at køre en lang omvej til den næste officielle
grænseovergang. Til stor ærgrelse for grænsepolitiet havnede han
sig sommetider for denne ulejlighed ved at lade bommen stå åben.

Så vidt vides har man hvis nok fundet
en mere smart løsning på problemet. Men Pørksen
er ikke den eneste, der har dette problem  

Højer

Det kunne være fristende at smutte over,
for at gense Ny Frederikskog, Den gamle sluse og Den hvide bro over
Vidåen.
Her tilbragte jeg så mangen en stund i min barndom.

Og oppe i Højer
legede vi i høet over for Kedde Smej.
Mine skønne kusiner bidrog til de festlige minder. Og den gang tog
vi til Emmerlev Klev og lyttede til Silver Boys.
De gjorde det lige så godt som de originale Shadows.

Og det var også u i æ kow
at jeg blev træt af at spise fisk. Det var ål morgen, middag og aften.
Men marsken bliver man aldrig træt af. Vi badede ude i forlandet i
sommermånederne i de såkaldte priler. Opa
havde forklaret os, hvornår der kom flod.  

Egentlig er Højer en mærkelig blanding
af meget grimme huse og fantastiske smukke vestslesvigske gårde. Byen
hørte vi første gang om i 1234. Og den flotte mølle er absolut et
besøg værd.  

Rudbøl

Den første officielle grænseovergang
er Rudbøl. Byen med verdens mest mærkelige grænseovergang.
Det var dengang man fik en grog overrakt fra det tyske område ind på
det danske. Men så sukkersødt var det ikke altid. En overgang var
bestemmelserne så barske, at man som dansker ikke måtte kommunikerer
med naboen over i Tyskland i samme gade. Blev man grebet i en samtale
kunne man risikere en bøde.

Det var også her i Rudbøl, hvor dem
der ejede en både blev rige. De levede af, at Vidåen efterhånden
sandede til. De store både kunne efterhånden ikke nå Tønder, så
der skulle omlades i Rudbøl.

Og det var også her at prøjserne huggede
bådfolkenes både, for at komme til Sild under krigen i 1864. Her på
Rudbøl Sø
arrangerede man kapsejlads i midten af 1800 tallet.
Og hver gang, der var kapsejlads, måtte hjuldamperen fra Højer ændre
rute. Normalt gik det vest på mod Sild, men så gik det mod Rudbøl,
og så måtte skorstenen ligges ned, når man passerede broen.  

Grænsesten

Stenen i midten af gaden har nr. 245.
Bogstavet D står for Kongeriget Danmark,
mens DRP står for Deutsches Reich Preusen

I alt 280 grænsesten markerer den dansk
– tyske grænse. Dog er alle grænsemarkering ikke lavet af sten. Ved
blød undergrund som for eksempel i moseområderne blev der opsat egepæle
med zinkklapper. Ved Rudbøl Sø
er grænsen markeret med bøjler.

Oprindelig blev disse sten efterset hver
4. år Nu nøjes man med en gennemgang hver 10. år Og det er endnu
en international delegation, der står for denne gennemgang.  

Nolde – museet

Når man nu har nydt den gode mad hos
Familien Brodersen
i Rödenæs – på den tyske side, bør man køre
syd på. Nej, jeg er ikke i familie med værtsparret på kroen.

I Seebüll
er der rejst et museum for Emil Hansen.
Kender du ham ikke? Det er maleren Emil Nolde,
som vi har beskrevet i en anden artikel. Når du har været ude at se
marsken, kan du bedre forstå hans farvekombination. Og kigger du på
haven, forstår du godt, at han var inspireret af Monét.  

Aventoft

Fra Museet, som også var Nolde’s
sidste hjem kører du mod Aventoft.
Du kan følge kirkespiret. Her var engang kun fiskerhuse, der lå i
et vandlandskab, hvor en båd var absolut en nødvendighed. Om vinteren
var her et eldorado for børn. Min far pralede med at han har løbet
på skøjter fra Tønder til Niebüll.

De tjente ellers godt i Aventoft
på fisk, rør og siv.

Vi andre kender bedst byen for nogle
gode stamværtshuse. Her skulle vi bestå vores manddomsprøve og drikke
æ støvl.
Så kom vi altid for sent hen til grænsen. Den lukkede
allerede klokken 22. Så måtte vi helt ud til Sæd Grænse.  

Nye toldbygninger måtte fremskaffes
efter grænsedragningen. Dette måtte også ske i Aventoft. Men grundejeren
ville absolut ikke sælge grunden til dette formål. Man greb til ekspropriation.
Gårdejerens sagfører fremlagde gårdejerens problem med manglende
adgang til sin mødding, hvis arealet skulle overgå til toldvæsenet.
Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen med hestevogn.

Derfor blev det besluttet, at der skulle
fortages en prøvekørsel med toldinspektøren som udførende myndighed
og en repræsentant fra byrådet som vidne. På den dertil udarbejdede
plan til lejligheden var det tydelig markeret hvor prøvekørslen med
henholdsvis det fulde læs møg og det tomme, skulle foregå.

Desværre kom det aldrig til denne prøvekørsel,
da byggematerialerne til den nye toldbygning allerede var blevet læsset
på grunden.

Den følsomme sag blev siden afsluttet
med et forlig.  

Et besøg værd

På den danske side er det selvfølgelig
Tønder, Møgeltønder og Gallehus,

der skal besøges.

I 1639 og 1734 blev de to guldhorn fundet.
De er dateret 400 e. Kr.f. Men originalerne blev som bekendt stjålet
i 1802 fra Det Kongelige Kunstkammer
og omsmeltet. 

Og Møgeltønder
er absolut et besøg hver. Enkelte af bygningerne går tilbage til 1600
tallet. Og så skal man jo også lige kigge forbi det gamle Møgeltønderhus.  

Adolf Tysker fra Lydersholm

Efter afstemningen i 1920 blev grænseforløbet
mange steder justeret. Det skete fordi grundejerne absolut ikke ville
tilhøre den anden nation. Dette gjaldt også for Adolf Ewertsen.
Han blev kaldt for Adolf Tysker,
fordi han inden grænsen blev flyttet boede i Lydersholm
og absolut ikke ville være dansk statsborger.

Da området blev dansk pakkede han sine
ejendele og flyttede over på tysk side. Her boede han med blot en ko
og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe et
nyt hus.

Adolf Tysker
døde omkring 1924. Han blev begravet på Ladelund Kirkegård
og familien betalte for begravelsen i danske kroner.  

Cementvejen

En masse pumpestationer blev bygget,
da afvandingen af marsken blev foretaget dengang. Mange af disse kan
endnu ses.

På vej øst på kører vi af Cementvejen.
Den bliver også kaldt Grenzstrasse.
Den er anlagt i nazitiden. Og det var også herfra man i Tønder kunne
høre larmen inden tyskerne kom den 9. april 1940.  

Den danske skole i Ladelund

I Ladelund
ville man gerne have været til Danmark efter 1920. Alle på egnen talte
tysk – som dansksindede talte sønderjysk. Det var her den sjællandske
vandrelærer, Gustav Lindstrøm
udbredte det danske sprog.

På egnen blev der rejst et dansk forsamlingshus
Kirkevang.
Dansk gudstjeneste var blevet forbudt efter 1864, men
pastor Noack tog ofte den lange vej fra Flensborg her ud.

På stedet ville man også have en dansk
skole, særlig efter at den lokale skole havde fået en nazistisk lærer.
En dansk dreng fra sognet Andreas Hansen
fortæller: 

     Den gamle degn afløstes af en yngre med lange
    støvler, brun skjorte og skrårem. Udover at vi skulle synge nazistiske
    sange med fynd og klam, lærte han os mange mærkelige ting, f.eks.
    at det slemme Danmark havde røvet Nordslesvig, at vi skulle elske Adolf
    Hitler og at det var nødvendigt, at børnene gav sig til at opdrage
    deres forældre. \”Ihr sollt Eure Eltern erziehen\”. Denne lærer
    var utvivlsom den direkte årsag til, at min far så stærk gik ind
    for at få oprettet en dansk skole.
     

Præstens protest

I hele Slesvig – Holsten var der ivrige
nazister. Også på denne egn. Ladelund
fik en filial af koncentrationslejren Neuengamme
ved Hamburg. Der skulle graves en pansergrav, hele vejen over
Sønderjylland.

I begyndelsen af november 1944 kom 2.000
fanger til Ladelund. De blev anbragt i en arbejdslejr, som nazisterne
havde bygget i slutningen af 30erne Her var kun plads til 200, men alle
blev stuvet sammen.

Bønderne på egnen så de udmarvede
fanger gå på arbejde tidlig om morgenen, for sent aftenen at vende
hjem. De blev behandlet værre end dyr. Og hver dag var der døde blandt
fangerne. Ved juletid 1944 var gravearbejdet gennemført og fangerne
blev overført til en ny lejr.

Den tyske præst fik pålagt at sørge
for begravelsen. Kommandanten ønskede massebegravelse, men det ville
præsten Johannes Meyer ikke.

Han protesterede og det var svært i
datidens Tyskland. Han skrev i en sognekrønik: 

    – Vel
    enhver med undtagelse af de 300 pct. nazister
    var dybt rystede.
    Man talte i landsbyen kun om lejren. I angst og bæven spurgte vi os
    selv, hvad fremtiden ville bringe…Landsbyen vender efter denne oplevelse
    én gang for alle ryggen mod nationalsocialismen. Som sjælesorger kender
    jeg min menigheds indstilling.
     

117 hollændere omkommet i Ladelund

Af de 300 døde var ikke mindre end 117
hollændere. De var fra landsbyen Putten.
Der var i Putten blevet skudt et par tyske officerer. Som hævn
skulle landsbyen udslettes og alle mænd mellem 15 og 65 år deporteres.
675 mænd fra Putten kom i koncentrationslejre. Kun 37 vendte
tilbage.

En del af kirkegården i Ladelund
blev indrettet til hollænderne. Og ofte har byen besøg af hollændere,
der vil se stedet.  

Mærkelige sprogforhold langs grænsen

I en nærliggende landsby, Agtrup
foretog en studerende en eksamensopgave. Han tog hjem til sin fødeby,
for at undersøge hvilket sprog man talte: 

    – 97.9
    pct. kan tale højtysk

    – 5,5
    pct. kan tale rigsdansk

    – 25
    pct. kan tale sønderjysk

    – 65
    pct. kan tale plattysk

    – 2,3
    pct. kan tale frisisk
     

En meget tankevækkende undersøgelse.
For ved grænsen laver man den store fejl, at man sidestiller sprog
med national bevidsthed. Der hersker mærkelige sprogforhold her langs
grænsen. Det vil vi komme nærmere ind på i en senere artikel.

Således blev det os forbudt, at tale
Synnejysk
i timerne på Tønder Kommuneskole.  

En tysk ko uden pas

En dag i 1950erne passerede en ko, tilhørende
en bonde i Bögelhuus på den tyske side grænsen. Koen dukkede
op på den danske side. Her blev den fanget og trukket tilbage til den
tyske grænse af en dansk tolder. Men den tyske tolder ville ikke uden
videre tillade, at koen passerede grænsen. En sådan sag skulle anmeldes.
Typisk tysk.

Konsekvensen blev, at koen kom i karantæne
hos en dansk nabo. Den tyske toldkommisær samt en dansk overtolder
kom til stede for at løse grænsestridigheden. Resultatet blev at den
tyske bonde fik sin ko, og de tyske toldere fik det gode råd, aldrig
mere at anmelde en sådan grænseoverskridelse.  

Valsbøl – byen på heden

På vej mod Flensborg
kommer vi tæt på grænseovergangen Pebersmark.
Inden Flensborg bør man dreje af mod Valsbøl.
Nu er det en forstad til Flensborg.
Men dengang var det en landsby langt ude på heden. Præsten H.F.
Feilberg
interesserede sig meget for de forhold, disse bønder havde.
En spændende bog Fra Heden
kom ud af anstrengelserne.

Gårdejeren Lorenz Jepsen
stillede sin storstue til rådighed for danske gudstjenester.

I 1930 havde man samlet sammen til et
forsamlingshus Valsbølhus.  

Hestene måtte ikke komme til Tyskland

I Vilmkær
fik grænsen et underligt forløb, fordi man ville være dansk. Så
her rager en lille del af Danmark ind i Tyskland. Desværre forblev
vejen foran den ene gård tysk. Det var et stort problem for landmanden,
da toldgrænsen lå lige foran hoveddøren. Høstede han for eksempel
korn og grøntsager på sine marker i Tyskland måtte han ikke indføre
det til Danmark. Derfor byggede han i 1927 en lade på den tyske side.
Her skulle de tyske høstarbejdere indtage deres måltider, da de ikke
havde tilladelse til at krydse grænsen, for at tage hjem til frokost.

Til tider måtte ikke engang hestene,
der stod i dansk stald, arbejde på de tyske marker.

Gårdens gæster blev desværre ofte
kontrolleret ganske grundig. Det afsides beliggende Vilmkær udviklede
sig nemlig på grund af manglende grænsebom til en yndet smuglerrute.

Det oplevede vi også engang, da vi var
på besøg derude. Det foregik ret så dramatisk, måske fordi det var
blevet mørkt. Men vi kendte den ene af betjentene fra BOV IF, der dengang
var Sønderjyllands største fodboldklub. Pludselig forvandlede anklagen
om menneskesmugling sig til store grin.

 

Frøslev Skrinet

Indtil 1960 gravede man tørv i den grænseoverskridende
Frøslev – Jardelund
Mose. Under en sådan tørvegravning stødte
Rasmus Jørgensen fra Ellund
på noget blank og skinnende. Det var
et skrin, der i første omgang blev gemt hjemme på gården. En lærer
overbeviste familien om, at dette skrin hørte hjemme på Nationalmuseet
i København.
Men skrinet skulle først smugles over grænsen ved
Kongeåen.   
 

Manglende toldbygning

De tyske toldere måtte indtil 1923,
hvor de fik en mere moderne bygning, nøjes med en provisorisk træhytte.
Danskerne indrettede sig i den gamle kro Weldmannsruh

Først i 1956 blev der oprettet standsmæssige
bygninger. Men bilisterne måtte ud af bilerne, for toldafviklingen
foregik inde i bygningerne. Først i 1962 rykkede grænsekontrollen
direkte ud på kørebanen – dog kun om sommeren.

Først i 1966 blev der opført mindre
toldkontrolhuse ved vejkanten.  

Men med Schengenaftalen
den 25. marts 2001 mistede grænseovergangen Kruså – Kupfermühle
sin betydning.  

Padborg med 47 indbyggere dengang

Nye grænseovergange og nye banegårde
opstod efter 1920. Og dette forhold blev Padborgs lykke. Dengang bestod
Pattburg
kun af 13 huse og 47 indbyggere. Man skiftede først navn
til Paddeborg for så i 1923 at skifte til det nuværende navn.

Imponerende er det, at der i byen er
ca. 3.000 ansatte i transportbranchen, og at der hver dag passerer 4.500
lastbiler gennem området.

En artikel om Flensborg
vil du snarest kunne finde under denne side.  

Kilde:
Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere: Se
(udvalgte artikler): 

Under de 89 artikler om Tønder
og nærmeste omegn:

    – Aventoft,
    byen ved grænsen

    – Guldhornenes
    ældste historie

    – Møgeltønders
    historie

    – Ture
    i Tønder 1 – 4

    – Tøndermarsken

    – Tøndermarsken
    2

    – Tøndermarsken
    under vand

    – Vadehavets
    maler – Emil Nolde

    – Vikinger
    i Vadehavet

    – Friserne
    – syd for Tønder  

Under de 21 artikler om Højer og nærmeste
omegn:

    – Baraklejren
    i Højer

    – Højers
    Historie

    – Vadehavet
    ved Højer

    – Højer
    som havneby

    – Øerne
    syd for Højer

    – Bådfolket
    i Rudbøl  
     

Under de 19 artikler om Padborg/Krusaa/Bov:

    – En
    sønderjyde krydser sit spor (Ladelund)

    – Frøslevlejren

    – Fårhuslejren

    – Gendarmstien

    – Kobbemøllen
    ved Krusaa

    – Frøslev
    – dengang Sønderjyllands største landsby

    – Hærvejen
    til Grænsen

    – Okseøerne
    i Flensborg Fjord

    – Ryd
    Kloster

    – Genforeningen
    i Bov Sogn  

Under de 23 artikler om Aabenraa og Omegn:

    – Tog
    til Aabenraa 

Under Fotogalleri:

    – Se
    billeder fra Ladelund 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland