Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Ladegården – dengang

Maj 26, 2009

På grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg
lå Ladegården. En bastion og en kæmpe ladegård, som kongen ikke
kunne få til at løbe rundt. Gården var også pesthus med kirkegård,
husvildebolig, krigshospital, arbejderanstalt og tvangsarbejderanstalt.
Herfra gik Pjaltehæren i krig med koste. Moralen var præget
af forholdene. Her var både \”Offentlige Fruentimmer, løsladte
fangere, betlere, elementer der ikke gad arbejde
og andre personer, der ikke passede ind i samfundet.
 

Ladegårds historie er lige så broget
som livet. Det er et sagn om megen lidelse, sygdom og fattigdom. Det
blev den faste borg for menneskets nød og fattigdom.  

En flot ladegård

Christian den Tredje lod anlægge en
ladegård til Københavns Slot i 1548. Den blev anlagt i Nyby
uden for København. På Christian den Fjerdes
tid var den blevet for lille, og en ny måtte bygges.

Egentlig skulle kongens ladegård have
ligget foran Øster Port, men det blev aldrig til noget. Fra 1620 øjnede
man en anden mulighed. Kongen overtog den gamle Sankt Jørgensgård.

Den nye gård byggedes i hjørnet ved
Sankt Jørgens Sø og udløbet af en å, der nu fik navnet Ladegårdsåen.
Den store lade var ikke mindre end 100 fag. 500 stykker kvæg stod opmarcheret
og et sindrigt rørsystem bevirkede, at der kom vand op i krybberne.
Ovenover var der en lade som man kunne køre op til. Der var åbenbart
lavet en rampe.

Kongen tog selv aktiv del i driften.
En overgang indrettede man hønseovne,
som var en slags rugemaskine.  

Nye bygninger tilknyttet Ladegården

I 1620 blev der i Sankt Jørgens søs
nordvestligste hjørne ved slusen bygget et \”Svertehus\”, som
nærmest var et farveri. Dette havde sikkert forbindelse til Ladegården.

Mellem Blegdamshuset (bygget i 1621 i
det nordøstligste hjørne af Sankt Jørgens Sø) og Ladegården blev
der i 1622 bygget et såkaldt Fangehus. Det er nærliggende at tro,
at huset også havde forbindelse til Ladegården.  

Tre store fæstningsanlæg blev bygget
i 1600tallet. Det vestligste af disse var Ladegården. Den havde en
vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt
bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.  

Kongevejen

Christian den Fjerde
anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin
egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen.
Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse
til at benytte vejen hvis dette kunne skee uden skade, som det
hed i 1645.

Det kneb for kongen at få overskud af
driften. Han skrev blandt andet til Rentemesteren
for at få gode råd.  

Mange betingelser

Ladegårds – anlægget bestod foruden
af den store lade med udbygget gavl mod sydøst af tre – fire mindre
bygninger rundt omkring og en hovedbygning.

I 1623 var Ladegården klar. Den første
foged hed Rasmus Jensøn. I hans instrukser blev det påpeget,
at han skulle være en flittig kirkegænger.  Han skulle ligeledes
sørge for, at der altid var folk til at tage vare på lys og ild. De
ansatte skulle passe deres sengetid, og de skulle lystre fogeden.

Bønderne på nabogrundene skulle sørge
for at grøfter og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning,
pløjning og høst på rette tider og efter bedste metode. Man skulle
være påpasselige med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.  

Kornet skulle renses, så det kunne bruges
som malt på Kongens Bryghus.

Hele produktionen skulle sælges fra
torvene. Salg måtte ikke ske fra gården. Selvdødes skind skulle straks
føres til regnskab.

Portene skulle åbnes ved ind – og udførsel
af nøje afregnet gods, og ingen måtte opholde sig alene i laden. Dyrene,
der ikke var så let at opdrage skulle for en sikkerheds skyld alle
brandmærkes med Ladegårds – mærket.  

Det var strengt forbudt for kvinderne
at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Det skulle
ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer måtte de spinde –
til gavn for Kronen.  

Ny Ladegård

Jordene var nok ikke af bedste kvalitet.
En masse kanaler gennemskar markerne, og der skulle etableres hele 18
broer over disse afvandingskanaler.

En storm ødelagde store dele af laden
i 1628, og en del kvæg omkom. Men straks blev laden genopført.

Den ny var grundmuret og i hele tre etager.
Voldgravene rundt om stedet fik vand fra Ladegårdsåen og Rosenåen.  

Fogeden havde travlt

Fogeden havde nok at se til. Bønderne
opførte sig ikke altid, som kongen ønskede det. I 1639 var der en
del fisk i dammene. Det fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres
bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte
dog med at de tre af dem blev anbragt på Bremerholm.  

Ny foragter

I 1647 forpagtede Peder Suendske
gården. Det kostede årligt 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en
del forpligtigelser med denne forpagtning. Suendske
var også forpagter over Friederichsborg Slots ladegård.
Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget
en to års forlængelse med væsentlige stramninger.

Peder Suendske (Svenske)
skulle forpligte sig til at aftage 100 læs brænde fra kongens skove
og masken til køerne fra Kongens Bryghus.

Grundet disse stramninger var det bestemt
ikke en guldgrube for forpagteren, at drive Ladegården. 

En del grundejer havde mistet jord i
forbindelse med anlæggelse af Nykiøbenhavn.
De fik erstatningsjord på Ladegårdens arealer. Dette indskrænkede
også forpagterens muligheder.  

Hollænderne kommer

Markerne som stammede fra den gamle landsby
Solbjerg
blev udset til, at skulle være den nye hollænderby.
Dele af Ladegården blev i 1651 indrettet som pesthus. Det blev kortvarig
indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen
bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutionerne. Og takket
være svenskerne led bygningerne stor skade.  

Hvor blev bøhmerne af?

I 1653 havde Frederik den Tredje
tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie om at få lov til at bosætte
sig på Ladegården og derfra fremstille og sælge klæder både i alenmål
og stykvis. De var af religiøse grunde fordrevet fra deres hjemland
og fik nu vidtstrakte privilegier for en snes år frem i tiden.

De kunne opbygge et lille fristed med
kirke, skole, valkemøller, farverier, og pressehus. Men af en eller
anden grund blev det ikke til noget. Om det havde noget med et mord
at gøre, som fandt sted på stedet, vides ikke. Klædemagerne forsvandt
lige så brat, som de var kommet.  

20 hollandske gårde

Ladegården var med den omskiftelige
tilværelse blevet meget brøstfældig.

Tyve hollændere havde i 1651 fået tilladelse
til at dyrke afgrøder på en del af Ladegårds jorder. Det lykkedes
ret hurtig at få bygget en lille by op. 20 gårde opstod.

Hvad der videre hændte, kære læsere
kan I snart læse når vi åbner siden om Frederiksberg.  

Christopher Gabel
købte i 1662 Teglgårdsvangen
og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård
blev nedlagt og flyttet herud.  

Den Gule Hest

I 1670 blev der givet tilladelse til
krohold lige øst for landevejen, der dannede skel for Ladegårdens
marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen
en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende
til nødtørfftighed for Penge

kun overnatte og overleve. Al slags fremmed drik måtte såmænd også
gerne diverteres med, når blot der erlagdes told deraf. Hvor længe,
der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens
navn Den gule Hest, antød en hvis standard.  

Gabel erhvervede også Peblingesøen.
Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at
bruge den til græsning. Men han havde sandelig gjort regning uden vært.
I 1674 fratog man ham området, og der kom igen vand i søen.  

I 1682 lå der tre fiskedamme på grænsen
mellem Vestre og Nordre Forstad på Ladegårdens jord. I 1694 druknede
en ung knægt i en af disse damme.  

Kronen overtager atter gården

Selve skansen var forholdsvis uberørt
efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for
en gård, der blev bygget i stedet for Ladegården. Et kort fra 1685
viser, at man dog kun bibeholdt den ydre del af skansen.

Selve gården havde lidt stor skade under
krigen. Christoffer Gabel havde fået skødet på gården. Han
søn Waldemar Christopher havde overtaget den, men var kommet
i pengenød. Derfor overtog Kronen atter engang gården.  

I 1683 blev dele af Ladegården udlejet
til kongelig musikant, Johan Alter.
Andre dele af gården fungerede som offentligt værtshus med beboelse
for justitsråd Edvard Kruse.  

Kvæsthus

Omkring 1690 overgik Ladegården atter
til institution. Landetaten
brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710 – 1711 blev gården
brugt som pesthus. Krigshospitalskassen
havde af Kronen fået skænket gården.

Halvdelen af gården blev indrettet som
lazaret med stråsække som senge og madrasser og dobbelte køye
dekkener
som overdyner. Sækkene havde den fordel, at de kunne
kastes i vand og siden tørres og røges
for at hindre smitte. Der
blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke også skulle lide kuldens
kvaler.  

Da Ladegården eller krigshospitalet
blev omdannet til midlertidig pestlazaret, flyttedes de syge soldater,
som i forvejen var på gården til Nyhavn.

Senere blev det besluttet at overflytte
de \”faste Lemmer\” til Falkonérgården.  

Et stort rækværk blev bygget rundt
omkring lazarettet, og en pestkirkegård blev etableret omkring 1710
– 1711 på Ladegårds jord.  

Igen krigshospital

Da epidemien var over blev Ladegården
igen omdannet til krigshospital for landetatens soldater. Men også
en del af statens ansatte kom herud. Fra 1716 ved vi, at der var indlagt
254 patienter, heraf var 149 soldater.

Men igen engang blev Ladegården også
brugt til lystigere ting. I 1724 fik inspektøren David Schack
kongeligt privilegium på at måtte holde værtshus på stedet.  

Fattighus og husvildebolig

I 1728 blev udbrændte lemmer
overvist hertil fra Brøndstræde Hospital.
Gården var blevet istandsat, og fra 1. juli blev det regnet for at
være et egentlig krigshospital, der samtidig blev brugt til fattighus.
Det fungerede også som straffeanstalt for Militæretaten.

Ladegården blev også brugt som husvildebolig
for nogle af dem, der mistede deres bolig under Københavns Brand. 2.000
huse var lagt i ruiner.  

Oprettelse af produktion

Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne
fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af
blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere
hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift.
Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer
på Ladegården.  

I 1748 blev hele gården radikalt ombygget.
Fra 1734 var der også indrettet en kirke. Al Folchet ved Hospitalet
blev betjent af magister Sechmand, der var sognepræst for garnisonen.
Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt
tog sig af selve gudstjenesten. Sidstnævnte tog sig også af undervisning
af børnene.  

Efterhånden startede der fabrikation
på Ladegården. Så var der beskæftigelse til alle lemmerne.

Produktionsafdelingen med væve – og
spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens
sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den østre del. 

Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag
til påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som
belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kunne måtte
være en fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre
spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning
(med enebær). 

Sindssygehospital

I 1768 solgte man Ladegården til Københavns
Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset Sankt Hans Hospital
ved Kalvebodstrand blev overført hertil. Den nye institution på Ladegården
fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik lov til at bære
navnet Sankt Hans Hospital.

I 1816 flyttede myndighederne hospitalet
til Bistrup udenfor Roskilde.

De næste seks år henlå Ladegården
ubenyttet. 
 

Bomber mod lemmerne

I 1807 havde fjenden søgt ly ved Ladegården.
Byens kanoner var rettet mod stedet. Lemmerne på Ladegården måtte
leve i en evig frygt for at blive ramt. Englænderne bragte dog lemmerne
i sikkerhed i Frederiksberg Kirke.  

Arbejderanstalt

I 1821 nedsatte man en kommission, hvis
formål vat at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt, hvor
Københavns arbejdsføre fattige kunne beskæftiges. Året efter blev
Arbejderanstalten på Ladegården indviet.  

De første fattiglemmer ankom den 1.
oktober samme år.

Et moderne landbrug blev indrettet. Til
avlens fremme fik man tilført latrin
inde fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom et
uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk
samt et lysstøberi.

Der skulle arbejdes fra klokken fem om
morgenen til otte om aftenen, med i alt tre timers pause. Man havde
regnet med et overskud, men der tog man fejl. I 1824 var der 246 lemmer. 

Pjaltehæren

Fattigvæsenet
havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede Pjaltehær
blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks hed det,
at han over for lemmerne skulle forene streng alvorlighed med kærlig
sagtmodighed,
med det udtaltes samtidig at den medlidenhed, hvorpå
den ulykkelige har et billigt og retmæssigt krav, kan erhverves ved
uorden, trolig opfyldelse af pålagte pligter og hengivenhed i sin skæbne.
 

For mange blev Ladegården en station
på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand
som Ole Kollerød, at Ladegården var Paradisets Have.  

I 1833 gik den hidtidige ledelse af og
institutionen blev lagt under Fattigvæsnet.

I 1834 blev institutionen udvidet med
en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød
sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for
at få produktiviteten til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien
forbedret.  

Tumult og ballade

Gennem tiden var der masser af tumulter
på Ladegården. Således blev Ladegården sat i brand den 13. august
1839.

Forholdene havde været sådan, at kønnene
ikke kunne adskilles. Dette forhold gav anledning til meget ballade.
Så derfor opførtes et højt plankeværk. Det ville beboerne ikke finde
sig i.  

Tvangsarbejderanstalten

Tvangsarbejderafdelingen var anvendt
til betlere og uordentlige fattige. Der var to afdelinger for
fabriksarbejdere, en afdeling for indslusning. Desuden var det en slags
eliteafdeling, som man skulle gøre sig fortjent til. En af betingelserne
var, at man var flittig og ordentlig. På den afdeling kunne man ved
sin indsats gøre sig fortjent til lidt ekstra goder.

Ladegården producerede for marinen og
kommunale institutioner m.v.  

I 1850 havde der været ikke mindre end
2.000 personer ind og ud af anstalten. I 1870 var der mere end 4.000.  
 

Offentlige Fruentimmere

Politiet var begyndt at registrere offentlige
fruentimmere. I 1874 gennemførtes Lov om Foranstaltninger til at
modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.

Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme
og regulere prostitutionen, så den ikke stødte an mod den offentlige
orden og moral.

Og ofte blev disse offentlige fruentimmere
anbragt i Ladegården.  

Prostitution var i slutningen af 1800tallet
et lovligt erhverv såfremt kvinden var registreret hos politiet. I
1892 var der således indskrevet 538 prostituerede. Derudover fandtes
der en såkaldt hemmelig prostitution, dvs. kvinder der drev
erhvervet uden at være registreret.

Til disse hørte Christiane Adolfine
Larsen
som i juni 1892 blev indlagt på Kommunehospitalet, hvor
hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane
blev anset for sindssyg. Hun opholdt sig meget af tiden på Ladegården.
Den 43 årige Christiane tilstod ved indlæggelsen: 

     et meget uforbeholdent Alkoholforbrug.

    – Har
    fört et meget lystigt Liv – dog aldrig eller i alt Fald kun faa Dage
    practiseret som Scortum (prostitueret)
     

Christiane burde have været indlagt
på Vestre Hospital (senere Rudolph Bergs Hospital),
der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt
udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun
under Kommunehospitalet.

Oprindeligt var der kun de ikkun under
Observation henliggende offentlige Fruentimmere,

er, var uønskede.

Mange offentlige Fruentimmere
endte deres dage på Ladegården.  

Ikke særlig velset

Ladegårdslemmer var ikke en særlig
velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke
dele stue med disse. De blev betragtet som uordentlige
fattige. De blev anset for at ligge samfundet til last og for på alle
områder at udnytte systemet.
De benyttede Lægen som Skærmbrædt
ved ulyst til Arbejde.  

Ladegården havde to sygestuer hver med
plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 blev der kun indlagt mindre
syge personer. Men efter 1870 blev dette ændret. Nu kunne Ladegården
selv behandle Benbrud, Urinrørsstrikturer, primære Syphilistiske
Saar og Gonorrboea.
 

Moralen var primitiv

I 1880erne, da arbejdsløsheden var
på det højeste klagede fagbevægelsen over ulig konkurrence fra Ladegården.

Når der var udgang til lemmerne,
måtte det ikke ske samtidig for begge køn. Så skete der ulykker mente
man. Når det var helligdage og lemmerne
forlod Ladegården vakte de offentlig skandale, når de drukne og larmende
vendte hjem om aftenen.

Det var en meget broget flok, der befandt
sig på Ladegården. Det var den forarmede håndværksmester, løsladte
forbrydere og letlevende fruentimmere. Morlen var primitiv og dikteret
af forholdene.  

I 1904 var der stadig 572 lemmer herude.  

Udflytning til Sundholm

Da Arbejderanstalten Sundholm
blev indviet i 1908 blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager.
Dog fik Ladegården lov til at stå frem til 1930, hvor man rømmede
den. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.

Det sidste, der forsvandt, var Ladegårdens
flotte have. En have som man i mange år kunne beundre fra togskinnerne.
Men denne have var ikke indrettet for at lemmerne
skulle plukke roser. Den var indrettet til inspektørens velbefindende.  
 

Hvis du vil vide mere:
Se

    – Fattiglemmer
    på Ladegården

    – Pest
    på Nørrebro

    – Fattiglemmer,
    bisser og bøller på Nørrebro

    – En
    institution på Østerbro (under Østerbro) 

Kilde:
Se

    – Litteratur
    Nørrebro 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro