Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

København – dengang

Maj 26, 2009

Vi bevæger os rundt i København
dengang. Østergade, Højbro Plads, Holmen, Bredgade, Kongens Nytorv.
En absurd svanejagt, en operabrand med 200 omkommende og duel med en
afhugget næse, er noget af den dramatiske historie. Gamle værtshuse
og adelsfolk medvirker også. En bisp blev sur på en nabo, så denne
måtte rive sin ejendom ned. Flere \”kvæsthuse\” medvirker
også.
 

Højbro Plads

De gamle avlsgårde ville ligge så tæt
på kongeborgen som mulig. Den smukkeste af dem var Doktor Plougs
Gård, Højbro Plads 21.
Den tilhørte familien Marsvin,
hvis våben var anbragt på ejendommen.

I 1713 blev den anvist som hovedsæde
for den fangetagende General Steenbock.
I folkemunde fik gården så navneforandring til Steenbocks Gård.
Generalen boede der dog ikke så længe. Man opdagede, at han var i
gang med en konspiration. Hans nye hjem var knap så luksuriøst, nemlig,
Kastellet.
Han blev dog ikke smidt i det berygtede fængsel. 

Østergade

En af de ældste algader i København
er Østergade.
Denne gades yderste punkt gik ud mod det gamle
Østerport.

Egholms Gård, Østergade 61
var i uendelige tider hjørnepunktet mod Torvet. I Kjøbenhavns Jordebog
fra 1496 blev denne ejendom beskrevet som en gård, hvor Steenberg
boede, beliggende øst for Amagertorv
og syd for Østergade. 

Imellem denne gård og nabogrunden på
Østergade,
som Oluf Bager \”havde af Byen\”
lå tre øde boder. For den ene af disse betalte Susse Albritz, Brokmand’s
Amme
3 mark i leje. Susse Albritz Fosterbarn
var dengang en voksen mand. Det var den kendte Kasper Brokmand, Christian
den Andens
begavede sekretær. I den blodige Rejse til Stockholm
reddede han en munk fra blodbadet ved at kaste en kappe over ham og
lade ham få plads blandt skriverne.

Den omtalte hjørnegård tilhørte staden,
hvis øvrighed i lang tid udlejede den til Klædekompagniet.

I Frederik den Tiendes
tid blev den beboet af Dorette Timmermands, som drev gæstgiveri
fra stedet. I 1661 var det Stadens Gæstehus
men senere hed etablissementet det flotte navn Store Lækkerbisken.  

I året 1682 blev gården solgt til
Peder Jacobsen Timmermands,
der sandsynligvis var Dorettes søn.
Vilkårene var, at der stadig skulle holdes værtshus i gården, og
at stadsvåbnet med inskriptionen Kjøbenhavns Stads Værtshus
skulle være anbragt over døren. Salget blev stadfæstet af kongen,
der tilføjede, at hvis Peder
ikke mere ville drive værtshus i bygningen skulle han betale almindelig
Tynge
af hele ejendommen.  

I 1689 blev ejendommen solgt til etatsråd
Elias Hübsch
, og da blev gæstgivergården nedlagt. Men i kælderen
blev der indrettet en vinkælder, der hed Stadskjælderen.

Ejendommen brændte lige som så mange
andre i 1795. Næsten hele Højbrostræde og Store Færgestræde
blev fanget af ilden. 

Bispegården

På hjørnet af St.Jørgensgade lå
Østergade 53.
Ejendommen tilhørte Ærkebispen af Lund.
Ved et gavebrev af 12. marts 1489 blev ejendommen foræret til kommende
biskopper ved Lunds domkirke. Og her boede de så, når de var på besøg
i hovedstaden.

I 1613 havde en nærgående nabo bygget
et hus på tværs af St. Jørgensgade,
der dengang var et navnløst stræde op til Bispegården.
Der blev anlagt sag mod naboen, og denne blev dømt til at rive sit
hus ned.

I 1629 blev gården ombygget. I går
og kælder blev der indrettet vinkælder. Gården gik til i branden
i 1795. I 1829 blev der atter ombygget på stedet. 
 

Efterslægtens Gård

Efterslægtens Gård
lå i Østergade 54, 56 og dele af 58 indgik oprindelig i gården. Ifølge
Jordebogen af 1496
blev gården ejet af Peter Laxmand.
Han blev imidlertid myrdet i 1502 på Højbro Plads af Ebbe Strangesen
og Bjørn Andersen.
Gården gik derefter tilbage til kongehuset.
Senere i historien møder vi den indrettet som herberg, hvor den blev
kaldt Oxenhop. Det var et navn som var relateret til Peder
Oxe.

I et brev fra Christian den Fjerde,
dateret den 30. januar 1590 pålagdes nogle adelsmænd, der havde gæld
til kongen, at indfinde sig på dette herberg. De skulle forblive på
stedet, mens kongen kørte sag mod dem. 

Det gamle Tøjhus

Kavalergården
lå lige i nabolaget. Det var et kunstkammer
med tilhørende Tøjhusbygninger.
Her havde kongen og dronningens stalde stået.

Det gamle Tøjhus
var opført i 1558 i henhold til en skrivelse fra kongen til slotsherren
Peter Gaadske.
Her bad kongen om, at der skulle nedbrydes en vold,
som stod ved den gamle orlogshavn, den såkaldte Grønnegårds Havn.

Måske var dette tøjhus for lille efter
kongens smag. I 1604 lod han et nyt opføre. Det skete i forbindelse
med opførelsen af Materialegården.
Her blev også anlagt en havn med benævnelsen Ny Havn.
Her lå kongens vigtigste skibe. Denne havn blev i 1674 erstattet af
en ny.  

En ung fyrværker
var desværre uagtsom. Dette bevirkede, at der i 1647 gik ild i Tøjhuset,
som nedbrændte. Frederik den Tredje
lod en ny opføre. Den blev dog først færdig efter hans død i 1671.
På anden etage af denne bygning blev kongens bibliotek anbragt. 

Bremerholm

Christian den Femte
anlagde Nyholm på den delvis opfyldte Refshale – grund.
Den blev kaldt Bremerholm, Gammelholm 
– for så til sidst i folkemunde at blive kaldt Holmen.

I 1731 blev der bygget en bolig for
Holmens
chef. I 1737 begyndte man at opføre et hovedmagasin, der
lå langs Holmens Kanal. Gammelholm
blev nedlagt som skibsværft og indrettet til boligkvarter. Holmen
blev skilt fra Nyhavn med en solid mur.

Hovedarkivet gik tabt i 1795, og blev
genopbygget i tre etaper mellem 1799 og 1806.  

Lærlinge – kompagniet

I 1647 oprettede Christian den Fjerde
en navigationsskole på Bremerholm,
hvor flådens folk kunne lære teoretisk sømandskab.

Man manglede befalingsmænd, så dem
lejede man i Holland. Ja nogle gange lejede man hele besætninger og
skibe. Senere blev skolen flyttet til Hummergade.

Frederik den Fjerde
oprettede et Lærlinge – kompagni
på 100 mand. Grunden var, at der stadig var mangel på befalingsmænd.
Det var fra dette kompagni, at Tordenskjold
kom.

Kadetterne havde ingen boliger på
Holmen.
De måtte selv sørge for kvarter.

Kadetterne lignede nu ikke sømænd i
deres mundering. Lønnen var ikke særlig stor, og for denne skulle
man også købe en kjole. De fleste var sønner af rigmænd og
adelsfolk.

Men også kongehusets pager var blandt
kadetterne. Således var en 14 – årig neger
tilknyttet dronningen og på bekostning
af hende blandt de kommende sømænd.  

Men det var elendige forhold, man udsatte
kadetterne for. I 1720 ansøgte chefen for disse, kongen om bedre forhold. 
Men først i 1728 blev forholdene forbedret. Man flyttede sammen med
landkadetterne til en ny kaserne i Fredericiagade.
Men den nye kaserne var helt uden møbler. Man måtte tage de gamle
skrøbelige møbler med.

Man besluttede at opføre boliger til
kadetterne på Holmen. Men da disse endelig stod færdig, blev
de givet til ekvipagemesteren.  

Da Generalkommisariatet
nedbrændte i 1795 måtte dette også rummes i de lokaler, som man så
havde tiltænkt kadetterne. Efterhånden flyttede søkadetterne et par
gange for at ende på Amalienborg.
Her blev de ind til Frederik den Syvende
som prins skulle bruge lokalerne til sig selv. Kadetterne flyttede til
gården på hjørnet af Bredgade og Toldbodvejen.  

Kvæsthuset

Allerede i 1628 fandtes på Bremerholm
(Gammelholm)
et kvæsthus
eller sygehus for dem, der arbejdede på værftet. I krigstid var det
dog borgene selv, der måtte pleje de sårede. Det foregik normalt i
laugshusene.

I 1658 befalede Frederik den Tredje
imidlertid, at der på Bremerholm
skulle bygges et større og mere bekvemt kvæsthus, hvor sårede
soldater og matroser kunne finde pleje. Til dette formål gav borgerne
i København masser af bidrag. Bygningen blev både stor og flot. Men
da den faste hær voksede efter enevældens indførelse, blev Kvæsthuset
alligevel snart for lille.

I 1674 skænkede Christian den Femte
derfor en sum penge til opførelse af et større og et mere hensigtsmæssigt
kvæsthus.  

    De urolige år i 1675 – 1679 forhindrede
    dog arbejdet. Det såkaldte Guldhus
    i Rigensgade blev brugt som nødhospital. I 1685 købte man admiral
    Jens Rostgaards
    ejendom og store grund ved Kongens Kanal.
    Bygningen blev revet ned og en gård blev opført. Rådmand Hans
    Stampe
    havde overtaget det gamle kvæsthus. I begyndelsen var det
    fælles sygehus for både land – og søetaten. I 1697 blev det bestemt,
    at det kun skulle bruges af søetaten alene. Desuden skulle det fungere
    som arbejdshus for søetatens fattige. Samtidig med opførelsen af det
    nye sygehus opførtes en lille kirke., der blev besøgt af hele stadens
    befolkning. I 1776 blev Kvæsthusets
    beboere flyttet til det såkaldte søkvæsthus
    Christianshavn. Anden juledag 1776 blev den sidste prædiken
    afholdt. Og Kvæsthuset blev omdannet til fabriksbygning samt
    pakhus. 

Det gik dog ikke så godt for stadens
handel i 1827, så bygningen blev atter engang omdannet. Denne gang
til kaserne. Kvæsthuset på Christiansborg blev også rømmet
for syge. Det skete i 1806, da et nyt hospital stod klar i Nyboder.  

Gammelholms Kvarter

Storstræde
hed den vej, der gik langs Holmens Kanal.
Og den kanal skilte Gammelholms Kvarter
med staden.

Kvarterets gader hed Hummergade, Laxegade,
Ulkegade
og Delfinstræde.

Her i Storstræde
var hovedindgangen til Holmen.
Over porten stod der med store metalbogstaver Kongeligt Værft.
Fra porten gik det lige ud til Skvaldergade.

Inden til højre lå hovedvagten med
arrestrummene. Her stod gerningsmænd ofte i vand til knæene. Her skete
hyppige oversvømmelser.

Til venstre lå en staldbygning af tømmer.
Ikke langt inde lå en bjælkebro over kanalen, og for enden af denne
en port ind til et lille hus, som blev brugt af opsigtsvagten. Alle
arbejdere blev visiteret inden de forlod Holmen. 

Købmænd fra Bremen

Hvorfor blev området kaldt Bremerholm?
Åbenbart var det købmænd fra Bremen,
der etablerede sig dengang da hanseaterne huserede. Denne opfattelse
blev forstærket af, at man i 1735, da man skulle rive et hus ned, fandt
en sten, hvor Bremens byvåben var indmuret.

Efter at købmændene for længst havde
forladt området, tog Frederik den Anden
området i brug i 1563. Han indrettede et skibsværft på stedet. Dette
værft afløste det, der lå bag Slotspladsen, hvor nu Christiansborg
ligger. 

Husk at luge Kålhaven

Tidligere var det temmelig meget vand
mellem Holmen og staden. I den sidste halvdel af det 16. århundrede
blev dette vandløb indsnævret til en smal rende.

Christian den Fjerde
lod i 1608, da hele kvarteret mellem St. Nicolai Kirke og Holmen
endnu var ubebygget, Holmen
omgive af en vold med front mod byen.

Endnu i Christian den Fjerdes
tid var Holmen kun lidt bebygget. En stor del blev brugt til
Ager og Kaalhave.

Den 23. maj 1634 befaler kongen, at
Niels Trolle
skal sørge for at 

     tilholde de nærmeste Reviere at pløje og
    luge Kålhaven på Bremerholm.  
     

Christian den Fjerde færdes meget på
Holmen.
Ofte viste han sig klokken fire om morgenen, for at påse
om arbejderne mødte rettidigt.

For at skaffe så mange arbejdere som
muligt til flåden, blev forbrydere dømt til at arbejde på værftet.
De blev låst fast med lænker til deres borde og redskaber. Men trods
dette spredte de skræk blandt arbejderne.

I 1740 blev fangerne flyttet fra Holmen
til Stokhuset. Nu skulle de arbejde på fæstningsværkerne. 

Den 5. juli 1795 udbrød der ild i tømmeropslagspladsen
Holmen. Med en kraftig sydlig vind bredte ilden sig til hovedmagasinet.
Ja branden ødelagde en stor del af staden. Også den smukke St.
Nicolai Kirke
blev flammernes bytte. 

Det berømte hotel på Kongens Nytorv

Kongens Nytorv
ligger den stadig – Hotel d’ Angleterre.

Allerede i 1472 omtaltes denne ejendom.
Det var i forbindelse med et syn om et vandløb, som flød igennem på
ejendommen. Ejeren Ridder Mogens Ebbesøn
havde bygget et hus til gaden. Naboejendommen tilhørte Københavns
borgmester, Anders Smith.

Bygningen var en Lergaard
og skellet var et gærde.

Siden blev gården ejet af velklingende
adelsnavne. På et tidspunkt tilhørte gården selveste Kong Hans.  

Hans Holgersen Ulfstand
var også ejer af gården på et tidspunkt. Han blev i 1536 og 1540
sendt til det svenske hof i praktisk ærinde
af Christian den Tredje.

Han blev Rigsmarskalk
og var formynder for Christian den Fjerde. Ulfstand
havde arvet gården efter sin hustru, Anna Porsberg, der var
søster til den kendte Mandrup Porsberg.
Denne havde under en duel i Rostock
afhugget Tyge Brahes næse. Ulfstand
døde i 1594. Søsteren fik allernådigst lov til at beholde gården. 

Facaden lå ud mod volden. I 1661 blev
en del af ejendommen brugt til hovedvagt. I 1668 tilhørte gården,
Niels Trolle
, der var statholder i Norge. Han blev anklaget for
underslæb, men frikendt i Højesteretten. Det var faktisk den første
sag, denne institution førte.  

Generalløjtnant Rosenkrantz
og hans arvinger ejede også gården. Men det var Grev Ahlefeldt,
der byggede det berømte etablissement.  

Gehejmråd Hans Gram
blev også ejer. På det tidspunkt blev ejendommen kaldt Grams Gaard.
Siden blev statsminister, Schack Ruthlau
ejer og beboer.  

Efter den store brand blev stedet indrettet
som gæstgiveri. Søgningen var enorm, så i 1799 blev der bygget en
ekstra etage på.  

Sommerboliger på Bredgade

På den vestlige side af Bredgade
nede mod Kongens Nytorv lå der fra ældre tid en del småhuse.
Masser af disse blev brugt som sommerbolig for velhavende københavnere.
Disse sommerhuse flyttede senere lidt længere ud til Østre Forstad,
med også Nørre Forstad kom til at besidde en del af disse boliger.  

Moltkes palæ

Da Ulrik Frederik Gyldenløve
solgte sit palais Kongens Nytorv
til Frederik den Fjerde i 1699 fik han en ny byggegrund overladt.
Den lå mellem Bredgade og Store Kongensgade.
Det er her, hvor den russiske kirke senere blev opført.

Gyldenløve
anlagde en have på arealet, efter at det var blevet planeret. Han lod
også et palais opføre.

Det var faktisk det senere Moltkes
palais
på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade.
I 1750erne så det hele meget anderledes ud. Der var bygget en meget
lang længe, der strakte sig ned til en åben plads, hvor kongen havde
ladet opføre et operahus.

Længen var prydret med tårn og spir.
Ud til Store Kongensgade var der en havemur, der lige som længen
ud mod Bredgade var skygget af en række lindetræer. 

Lige over for strakte Desmerciers
Have
sig fra Bredgade til Store Kongensgade.
Hovedbygningen i denne ejendom kom senere til at rumme den berømte
Stadt Hamburg.
 

Den østlige del af Bredgade
fra St. Annæ Plads til Toldboden
var derimod optaget af ejendommen tilhørende Amalienborg.  

Da Gyldenløve
døde, arvede hans søn Ferdinand Anton Danneskjold – Laurvigen
hans palais i København. Efterfølgende erhvervede etatsråd
de Cominck ejendommen.
Han foretog store ændringer.

Ejendommen kom også til at rumme en
dronning, nemlig Juliane Marie, der efter Christiansborgs
brand i 1794, husede majestæten en kort overgang.  

Efter hendes død blev ejendommen overtaget
af Geheimkonferenceråd Constantin Bruun.
Derefter murermester Lytthans
og endelig Grev Moltke til Bregentved.  

Amalienborg

Mellem Bredgade
og havnen byggede Frederik den Fjerde
et lystslot for dronning Sophie Amalie.
Det var hende, der gav navn til Amalienborg.

Det var en smuk, regelmæssig bygning
med et fladt tag med balustrader og et tårn. Dette smukke enkesæde
blev taget i brug i 1673, efter at Biskop Wandal
den 12. marts havde indviet den lille slotskirke. 

Den tragiske brand

Den 20. februar 1685 døde dronningen.
Efter den tid stod slottet øde hen. Op til hovedbygningen var der opført
en træbygning, hvor der blev opført diverse operaer. Bygningen var
malet i stærke oliefarver.

Kongen havde ønsket at almuen
skulle se en af stykkerne. Han havde derfor inviteret befolkningen den
19. april 1689 til et stykke, der handlede om krig og fred. Der blev
brugt masser af lyd, knald og ild.

Pludselig var træbygningen antændt.
Og ikke nok med det. Det skønne slot Amalienborg
blev også antændt. I første omgang meldtes der om 50 omkommende.
Men mange var så forbrændte, at de senere døde. Der er stor usikkerhed
om tabstallet, men i historiske kilder har jeg set, at op til 200 åbenbart
er døde under den tragiske brand.  

Mange kirker

Tomten henlå ubenyttet i 12 år.

Frederik den Fjerde
lod et prægtigt nyt operahus bygge på et nærliggende areal. Det blev
senere til Fredericiagades Kasserne.
 

En del af Amalienborgs Have
lå næsten helt ud til Kastellet.
Kongen lod det planere og indrette til eksercerplads for garnisonerne
fra byen.

Af det nedbrændte slots materialer lod
han fra 1704 til 1706 en kirke for garnisonen opføre.

    – Den
    Herre Zabaoths Kikre
        

Da der stadig var rester tilbage, lod
han Kastelskirken opføre.  

Længst inde i Bredgade
byggede kongen op til den Collinske Gård
en bolig for den tyske præst. En anden bolig, nu til den danske præst
lod kongen opføre i Store Strandstræde 18.  

Den gamle have tilhørende Amalienborg
blev holdt vedlige. Forskellige marmorfigurer blev opstillet. En række
bygninger skilte haven fra eksercerpladsen. Her var staldbygninger,
orangeri m.m. Bagved lå Toldboden
med sin mølle.

De var en del af Fredericiagade,
der dengang hed Blankogade.  

Ved pladsen fandtes en ottekantet pavillon,
hvor kongen holdt taffel, når han havde inspiceret tropperne.   

Den store svanejagt

Christian den Anden
havde tilkaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm
og Amager. Og disse hollændere havde indført en ny sport, som
Hoffet og kongen havde taget til sig.

Sporten bestod i at jagte unge svaner,
når de i fældetiden mistede slagfjedrene og derfor ikke kunne flyve.

Der blev endog bygget en gård på
Amager,
hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne.
Gården Svanelejet lå i Sundby.

Den 12. august 1702 foregik en sådan
jagt. Kigger man på det i dag, så virker det hele meget absurd. Dyreværnsfolk
havde sikkert protesteret højlydt.  

Kongens båd var forgyldt og styret af
viceadmiral von Stöcken. Båden blev roret af 20 mand, alle
klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer.

Den kongelige båd blev eskorteret af
den kongelige yacht og to fregatter, samt ikke mindre end 39 andre både.  

I forvejen var der indfanget en stor
mængde savner omkring i sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede
de stakkels dyr. Og heldig for dem, ja så undslap adskillige hundrede.

3 – 400 svaner var dog stadig tilbage,
da jagten blev indledt.  

Da jagten blev indledt var strandbredden
langs eksercerpladsen og Amalienborg Have
besat med ryttere, der havde til opgave, at sørge for, at ingen svaner
undveg. Både ministrer og gesandter var med på turen. Men ingen måtte
løsne et skud, før kongen og hans nærmeste stab havde løsnet et
skud.  

Man havde ikke hunde med. Holmens
matroser agerede hunde. De sprang i vandet til herskabets ubestridte
glæde. Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht.
Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Poulsen og von Stöcken
blev dekoreret med det hvide bånd.  

Eksercerpladsen

I 1749 skænkede kongen eksercerpladsen
og en del af haven til byggepladser. Militæret fik anvist en mark,
der bredte sig fra Hjertensfrydgade og Store Kongensgade til Østerport.
En del af dette område blev kaldt Grønland.

I 1787 skar man et stykke af Rosenborg
Have
og indrettede dette til eksercerplads, fordi man skulle bruge
Grønland
til at bygge Nyboder – huse
på.    

Kilde:
Se

Litteratur København (under udarbejdelse)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København