Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Gamle værtshuse i København

Maj 26, 2009

Denne lange artikel burde have heddet
Drikkeriets historie i København, men sådan noget kan vi ikke skrive.
Vi besøger et par hundrede værtshuse, fortæller om datidens moral
og etik, samt om det enorme ølforbrug københavnerne i tidens løb
har indtaget. Læs også om den fulde konge der bogstaveligt talt to
gange faldt i vandet på grund af druk. At russerne også kan drikke
har vi også beviser på. Vi ser på en regning fra
Store Lækkerbisken.
 

Enormt ølforbrug

Fra år 1200 og op gennem 1600 tallet
drak den danske befolkning uanede mængder af øl.

Allerede, når man vågnede rakte man
ud efter ølkanden. Grunden til det store ølforbrug var sikkert, at
man dengang hovedsagelig levede af kød og fisk.

Kongens bøsseskytter havde krav på
10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter
om dagen. Og selv nonnerne i Maribo Kloster
fik årligt tildelt 14 tønder øl hver.  

Ja mælk havde man kun om sommeren. Rent
drikkevand var en mangelvare. Og hvis man endelig fik adgang til det,
blev man sug af den.  

Husk at være ædru i kirken

Med det store forbrug, blev man selvfølgelig
fuld, selv om øllet nok ikke havde samme alkoholprocent eller kvalitet
som i dag. Men dengang var fuldskab ikke en skam. Bare man forsøgte
at holde sig ædru i retten, til gudstjeneste og ved et dødsleje.

At drikke sig fuld var tegn på, at vedkommende
var en brav, flink og hæderlig mand af den rette støbning.

Ja det var direkte uhøflig over for
værten at forlade en fest ædru.  

Pas på alt for stor flothed

I 1254 gav Biskop Jakob Erlandsen
København den første stadsret. Denne havde nu ikke meget med en stadsret
at gøre. Den sikrede biskoppen tre fjerdedel af alle bøder, og så
skulle han også have en masse afgifter. En af disse var på øl.  

I 1275 kom der indskrænkninger mod
alt for stor flothed ved sammenkomster.

Der måtte højst inviteres 30 mennesker, og serveres højst 5 retter.
Hvis festen varede flere dage, havde biskoppen ret til en daglig afgift
på 4 Skilling for hver gæst.  

Herre – og efterøl

Fra ældre tid brugte man porse i øllet.
Det har sikkert givet samme bitterhed som vor tids humle. Dette begyndte
man på i 1300 tallet. Man begyndte tidligt at krydre med malurt, bark
fra egetræer, enebær, røllike eller bunke. Man undgik surhed ved
at tilsætte østersskaller, hønseæg ned i tønden.  

Den bedste øl var herreøllet.
Det var en festdrik og kun forbeholdt de rige. Til daglig drak man
svendeøl
eller spiseøl. Det ringeste var efterøllet.

I Middelalderen drak man det, der nærmest
kan betagnes som hvidtøl.  

Ølboder og badstuer

De første værtshuse var ølboder, hvor
ølkoner havde opkøbt øl eller selv brygget det. De skulle dog lige
huske at erlægge afgift til staten. Men boderne var berygtede, ofte
opstod der ballade på stedet.

De mere velhavende søgte badstuerne.
Ikke så meget for badet, men mere for at få en passiar med ligesindede
og en pot godt tysk øl. Man så ofte fulde folk komme ud af disse badstuer.
I tidligere tider var badstuerne også åbne for kvinder. Disse kom
snart i et slemt Rygte.  

Gildehuse

Erik af Pommern
skabte liv til København. Borgerskabet ville være tæt på hoffet.
Mad, drikke, klæder, våben, smykker og anden fornøjelse fandt indpas
i den voksende by. En underverden af herberger, ølknejper, spillebuler
og horehuse opstod.

Omkring 1447 er der tradition for tre
årlige fester omkring jul, fastelavn og pinse. Dertil kom nye fester,
navnlig majfesten. Alle førlige og formuende skulle med egen armbrøst
skyde efter papegøjen.

Flere gilder opstod, også for det lavere
borgerskab. Disse gilder var tilknyttet erhverv og havde deres egen
gildehus. 

Disse gilder havde deres egen orden.
Ved hvert drikkelag blev der udnævnt 2 skænkere. Deres opgave var
alene at skænke. Man måtte ikke drikke hinanden til,
men bægerne skulle hele tiden gå rundt. Den, der spildte mere øl,
end man kunne dække med en hånd, skulle betale en bøde.

Brødrene måtte gerne tage gæster med,
hvis de ville betale. Det kostede ½ læst øl at tale en anden paa
hans Rygte eller Ære.
Det var ligeledes forbudt at drage sværd
og såre eller slå en anden. 

De fulde konger

I 1578 berettes der om Frederik den
Anden
og hans soldebrødre, der huserer rundt på byens værtshuse.
Og det går ikke stille for sig.

Drikkeriet kostede til sidst hans liv.
Der havde flere gang været bud efter ham. Således i 1560, hvor han
faldt i graven ved Københavns Slot. 5 år senere faldt han i vandet
fra Amagebro, færgebroen på Slotsholmen,
hvorfra overfarten til Amager
fandt sted.

I fuldskab skulle kongen også have været
i brydekamp med Hertugen af Mecklenburg.

En af kongens bekendte, den stærke
Laurids Brokkenhus
slog ved nattetid i februar 1571 en kvinde ihjel
i fuldskab. Han blev straks benådet af kongen, men måtte dog betale
en stor bøde.  

Christian den Fjerde
fortsatte denne familieskik. Således besøgte han adelsmanden Sivert
Grubbes
herberg, for han havde hørt, at der var nogle smukke piger
på stedet.

Senere på natten forsøgte han at passere
et vindue. Det endte med et blåt øje. Så ville han fortsætte i Helsingør.
Men han nåede kun til Gammel Vartov, hvor han faldt i søvn.

De mest ansete gæstgivergårde var
Det lybske Herberg, Amagertorv 14

og Oxekoppen, Østergade 56.
Her tog adelen og købmændene hen, når de skulle besøge staden.  

Druk førte til ulykker

Selv i kirken under gudstjenesten kunne
det hænde, at folk mødte op berusede og begyndte at slås. For at
modvirke denne ugudelighed, satte Christian den Tredje
vagter op.

Men præsterne og degnene, dem der skulle
gå foran med et godt eksempel forfaldt i druk. Ja de havde endda smugkroer
bag i kirken. Ved bryllupsfester og barnedåb drak sang og dansede de
på bordene. En god drik var Guds gave, mente de.  

I forstæderne skete der mange misgerninger
sted på i de små knejper. Kongen begyndte derfor at forbyde øl –
og brændevinssalg derude. Samtidig befalede han alle til at flytte.
Det var særlig galt i kvarteret ude for Nørreport.  

Efter en aften med megen druk i en have
uden for Øster Port kom David van der Osten
og Christopher Lange op at skændes. De var begge hofjunkere
hos kongen. Det endte med at førstnævnte blev dræbt.  

De fornemme bryggere

Den tredje fornemste handelsklasse var
dengang bryggerne. Disse havde i begyndelsen eneret på at fabrikere
og sælge dansk øl i store og små partier. Fremmede skippere og købmænd
skulle købe skibsøl af dem, hvorimod de til gengæld var forpligtet
til altid at levere godt øl til en af Magistratens
fastsat takst. Ved siden af denne næring havde de desuden ret til at
handle med humle, hør, hamp, beg, tjære, jern, kobber, tin, bly og
diverse preussiske og russiske varer, så de kunne drive en slags
Hørkramhandel.

Desuden måtte de drive byttehandel
med bønderne.
De måtte få byg og malt af bønderne mod at levere
tømmer, madvarer og andet til husets behov.

Det danske øl var ikke særlig velsmagende. 

Christian den Tredje
anlagde et Gosebryggeri ved Vandkunsten,
hvor der blev brygget Goseøl elle Gaas.
Det var dog udelukkende til eget forbrug. Gaasegade
blev navnet på en gade til minde om dette bryggeri.  

Store Lækkerbisken

Islændingen Jon Olsen
fortæller om værtshuset Christine Doktors Kælder
omkring 1620. Han spiste på det fornemme sted Lækkerbisken,
der lå ved stranden. Her havde han givet en gæst et lag prygl, fordi
han havde generet Island. Andre steder nævnes et sted, der hed Store
Lækkerbisken.
Dette sted blev også kaldt for Stadens Gjæstehus
og lå på Amagertorv mellem Østergade og Kirkestræde.
Stedet tilhørte kommunen, hvorfor stadens våben prangede over indgangen.
Allerede i Christian den Fjerdes
tid havde apoteker Vobner lejet ejendommen og indrettet et værtshus.

Jakob Timmermands
lejede det store stenhus i 1656 og indrettede et stort hotel i ejendommen.
Her boede alle slags mennesker. Købmænd, studenter, præster og officerer,
men også fornemme turister og udenlandske adelsfolk.  

De tørstige russere

En russisk gesant med et følge på 10
personer kom til stedet den 28. maj og rejste den 19. juli. Regningen
lød på den store sum af 1.860 Rdlr.
I tidsrummet nåede følget at konsumere 

    – 720 Potter Rhinskvin

    – 162
    Potter forskjellige Akvavitter (som Citron -, Kanel-, Mave -, og Matheli
    – Akvavit)

    – 48
    Potter Brændevin

    – 32
    Tønder Øl

    – Foruden
    adskillige Oxehoveder Franskvin og Bittervin, Kirsebærvin, Mjød og
    Vineddike.

    – Hertil
    brugte de betydelige Kvantiteter af Sukkerkandis, Topsukker, Puddersukker,
    Muskat og Citroner.
     

Kongen betalte og oven i købet fik de
også andre varer med i købet. Men regningen havde åbenbart overrasket
kunden. For ejeren skulle fremover rapportere det løbende forbrug,
når kongen havde gæster indkvarteret her.

Og russerne har bestemt ikke kedet sig
med det forbrug.  

Den falske Pasha

I september 1669 indlogerede der sig
en mystisk person på Lækkerbisken.
Han fortalte, at han var fætter til den tyrkiske kejser. Den sjældne
gæst Pashaen Johan Michael Cigala,
der førte titlen Den hellige Gravs Guardian,
blev hentet udenfor byen af en kongelig ekvipage med 6 heste.

Der blev sat Skildevagter til hans
Ære.
Få dage efter var han i audiens hos kongen på Rosenborg,
hvor alt var i stiveste puds. Garden var til hest og Pashaen holdt en
smuk tale på italiensk.

Frederik den Tredje fandt stort behag
i sin fornemme gæst, og skænkede ham en flot sølvfontaine, der havde
tilhørt Dronning Anna Kathrine.

Pashaen gjorde selskab på Lækkerbisken
for kongens regning. Men generalmajor Ahlefeldt
fattede efterhånden mistanke til ham. Men da var han for længst forsvundet.
Han blev dog senere arresteret nede i Tyskland. Man fandt så ud af
at han to år tidligere havde kaldt sig for Fyrst Nikolaus v. Stockheim.  

Et andet sted blev kaldt Hovmestergaard.
De fleste værtshuse lå ved stranden.  

Rådhusets vinkælder

Rådhusets største ejendommelighed var
Vinkælderen, som tilhørte Magistraten.
Det var en ganske indbringende forretning. Arrestanterne blev ført
ind i et lokale lige ved siden af denne vinkælder. 

I 1600 tallet nåede den rejsende gennem
Vesterport
ind i Vestergade, der allerede dengang var den
store gade med hensyn til gæstgiverier og herberger.

Men også Gammeltorv, Amagertorv,
Østergade
og nede ved stranden var de godt med.

Det gode og dyrere tyske øl, der var
langt bedre end det danske, blev allerede dengang importeret.  

Masser af steder i 1660erne

I 1662 nævnes der et stort antal hoteller
og gæstgivergårde. Så mange, at nogle af dem sikkert ikke har bestået
i ret lang tid 

    – De
    fornemste efter lækkerbisken var Prindsen af Danmark på Østergade
    og Den Sorte Rytter ved Nybørs, endvidere Den Hvide Svane ved Stranden,
    Fortunen (senere Hotel Royal), Den gamle Prinds i Store Færgestræde,
    Havfruen, der navnlig blev besøgt af svenske Kavalerer. Tre Kroner
    på Østergade, Den forgyldte Hjort og Druen i Færgestræde, hvor mange
    hollandske skippere tog ind. Wapen von Hamburg, Wapen von Holland og
    Krandsen på Christianshavn. Den Forgyldte Falk, Det Stralsundske Herberge
    og Vognmandsherberget i Springgade.
     

Et par år senere nævnes følgende: 

    – Frankfurt
    am Main i Højbrostræde, Skibet ved Knippelsbro, Heidelberger Vinfad
    i Skindergade, Engelen i Pilestræder, Det Forgyldte Anker, Den hvide
    Rytter ved Børsen. Stadt Lybæk bag Børsen. Odense og Den Sorte Morian
    ved Stranden. Elephanten ved Holmens Kirke. Amsterdam, Det forgyldte
    Kors ved Nikolai Kirke. Flensborgs Vaaben på samme sted, det blev især
    besøgt af svenske officerer. Bergen i Norge, Den forgyldte Bjørn i
    Larsbjørnsstræde. Den norske Løve, Sorte Ørn ved Stranden. Den forgyldte
    Sol samme sted. Det Lybske Herberge, Røde Hest på Vestergade. Rosen
    ved Stranden. Prindsen af Oranien i Nyboder. Den gyldne Ørn i Kirkestræde.
    Paris og endelig Kappadocia ved Runde Kirke.
     

Man skulle tro, at staden med dette arsenal
var velforsynende. Men sådan var det ikke. Ofte måtte større gårde
tages i brug for at huse gæster. Her kunne nævnes 10 – 12 større
gårde i staden.  

Flere værtshuse

I 1662 fik Johan Merhoff for tro Tjeneste,
han i forleden Feidetid gjort haver

ret til at indrette en ølbod uden for Peblingesøen.

I 1667 indrettede sen kro på Vesterbro,
i stedet for Mikkel Vibes der var blevet totalt ødelagt.

I 1669 fik en borger tilladelse til at
opsætte et træskur ved Toldboden, hvor man måtte udskænke øl,
brændevin og madvarer.
Dette blev et meget søgt sted. Måske var
det fordi, at man her bryggede noget godt øl, som Bryhan og Mumme.

Her kunne man også få Hamburger
Rummeldeus
og andet blegt øl. En brygger fra Christianshavn
havde fået eneret til dette.  

Vinskænkning fandt sted fra mange kældere.
Apotekerne havde ligeledes fået ret til at indrette vinkældere. Vinhandlere
var normalt ansete borgere i staden.   

Begrænsninger ved bryllupper

En ny forordning om brugen af vin og
øl ved bryllupper stammede fra 1621, og det understreger den store
forskel mellem borgerne. Efter denne måtte borgmestre, rådmænd og
købmænd, som gav mere end 2 mark i årlig skat, udskænke 2 ammer
rhinskvin og ellers kun dansk øl. Men hvis der var adelige eller andre
fornemme gæster med til festen, så der nødvendigvis kræves mere
vin, kunne tilladelse gives ved henvendelse til magistraten. De gode
adelsmænd, der selv havde lavet forordningen ville ikke risikere at
komme tørstige hjem fra en borgerlig fest.

Borgere, der kun gav 1 mark i skat, måtte
skænke 1 amme rhinskvin og i øvrigt kun dansk øl.

Gemene borgere og håndværksfolk som
gav mindre end 1 mark, måtte kun udskænke øl og aldeles ikke vin.
De måtte heller ikke drikke brændevin eller anden stærk drik.  

Fremstilling af øl

Under Christian den Fjerde
var 117 bryggergårde i Hovedstaden, men det første bryggerlaug oprettedes
allerede i 1525.

I 1687 befandt der sig ikke mindre end
140 bryggerier. I 1800 var dette antal reduceret til 100. Og det kom
rigtig fart i produktionen, da brygger J.V. Jacobsen tog fat. Hans øl
var undergæret og langtidslagret, inspireret af den bayerske tradition.
Carlsberg blev forbilledet for de mindre bryggerier 

Det at fremstille en god øl er en kompliceret
affære. Man siger faktisk, at dette er sværere end at fremstille en
god vin.

Råmaterialet til ølbrygning var byg,
som blev fugtet og lagt til spiring. Spirerne forvandlede bygkornene
til malt, som derefter blev tørret og knust.

Ved selve brygningen hældtes kogende
vand over malten, som derved blev til mæske.
Når bundfald og urenheder blev siet fra, fik man urten.
Denne urt blev stillet til gæring i store kar.

Øllet dengang var ikke særlig holdbart.
Det blev surt efter kort tids opbevaring.  

Mjød
blev brygget på bihonning. Men forbruget af honning satte sine grænser
for, hvor meget man kunne brygge. 

Også masser af vin

Der blev også drukket en del vin i København
i middelalderen. De mest kendte vine var Malvaiser og Rommeni.
Men man kendte også Rhinskvin,
der ligesom Gubin – vinen kom fra Tyskland. Fra Gascoigne
i Frankrig kom Garskanier.  

En prisliste fra 1536

Men hvad kostede det egentlig dengang.
Henrik Smith
har i en årbog beskrevet belejringen i 1534 – 36,
men samtid har han også noteret priserne. 

    – 1
    Pot Rhinskvin 8 Mark

    – 1
    Pot Tysk Øl 2 Mark

    – 1
    Pot Mjød 4 Mark

    – 1
    Pot \”Kovent\” (tyndt øl) 8 Skilling

    – 1
    Pot Dansk øl 1 Mark

    – 1
    pot Vand \”søden\”(kogt) med lidt humle 4 Skilling
     
     

Blandt de ældste bevarede værtshuse
i København kan nævnes Hviids Vinstue
fra 1723, Skindbuksen, Hvide Lam
og Queen Victoria.

Men de ældste værtshuse var de såkaldte
gildes – og lavshuse,
hvor håndværkere og andre næringsdrivene
kunne diskutere verdenssituationen over en kande øl.  

Vin skulle godkendes

I Christoffer af Bayerns
stadsret af 1443 blev det tilladt borgmestre og rådmænd at have en
stadskælder.
Her måtte der sælges tysk og andet fremmed øl
for muligt køb.
Øl måtte sælges ud af huset, men kun i kander.

I Stadsretten omtales en vinmand. Her
står nævnt, at han ikke måtte tappe vin, før den var set.
Og det betød, at den skulle godkendes af fogeden, borgmestrene og rådmændene.
Disse fik så nogle kander, som tak for deres ulejlighed.  

Kort levetid for flot værtshus

Ved det nye Tøjhus – kompleks omkring
Børsen og Nybørs blev der i 1648 – 49 opført en række bygninger.
Heriblandt var et Boldhus og Værtshus
med værelser for boldmesteren og rum, hvor fremmede Folk og Passagiers
Bekvemmelig kunne logere.

For at lette opførelsen fik ejeren frihed
for al borgerlig Tynge.
Samtidig fik han en årlig toldfrihed på  

    – 10
    Stykker Rhinskvin

    – 20
    Oxehoveder Franskvin

    – 6
    Piber Spanskvin

    – 10
    Læster Rostockøl eller fremmed Drik.
     

Og vi har faktisk fundet en beskrivelse
af stedet. En person, der hed J.L. Wolf
sagde følgende: 

    – Henrik
    Müller har ladet den Plads mellem Børsen og Hs. Maj. Provianthus bygge,
    hvor han af Grunden et meget kosteligt muret Hus med skjønne Gemakker
    haver ladet opsætte, og derhos et meget herligt Boldhus, hvis Lige
    udi Bygning og Overdel med Skabelon og Maling man neppelig ved af dets
    Lige at berømme og sige, med en skjøn hvalt Kjælder under, hvor adskillig
    Slags Drik der til Kjøbs indlægges kan. Fra Slottet og til dette Boldhus
    er en Løngang gjort for Hs. Majestæt og Dronningen, naar de vil forlyste
    sig hen at se, hvo der ligger, da er der en Sted, hvor de med Lyst kan
    staa og sig om se.
     

Værtshuset var dog kun i brug et par
år, da det i 1659 kom i kongens besiddelse, og blev bopæl for Hofmarskal
Johan Christoffer v. Kørbitz.

Kælderen fik lov til at bestå, og blev
indrettet til opholdssted for svenske fangere.

Nørre Paradis

Allerede i 1653 nævnes Nørre Paradis.
Det lå omkring Frederiksborggade 9 og 11.
Antagelig skiftede stedet ejer i 1717. Da blev stedet nævnt som
Mikkel Thomsen i kjælderen paa Paradis.
 

Mange traktørsteder

Traktørsteder dukkede op på Vodrufgaard,
Ladegaarden, Ravnsborg,
samt boldspil, keglebaner og skydebaner.
Kongens Fiskehus
ved Aggersborg
blev et tilløbsstykke for det bedre borgerskab. Det blev
indrettet i 1679 af Jacob von Thybo.

Hos Gabriel Baumands
nu Vesterbrogade 37 blev der også indrettet en skydebane. Ved
Tagens Hus
ude på Nørrebro.
Og også Statsz’s Have mellem Sølvgade og Klerkegade
blev indrettet med skydebane.

I Store Kongensgade 77
Mester Daniels Have.  

Toldboden

Et meget yndet traktørsted var i begyndelsen
af Christian den Femtes tid, Vinhuset på Toldboden.
Her kunne man nyde udsigten over havnen og kongens skibe.

Der lå bag Søndre Toldbod
mellem denne og Amaliegade endnu et vinhus, Toldbod Vinhus,
indtil Frilager bygningen blev opført i 1880. 

Lige overfor fik en gammel toldbetjent
J.S. Brok
i 1699 tilladelse til et udskænkningssted. Dog måtte
han kun sælge øl og dansk brændevin.  

Stigende brændevinsforbrug bekymrede
ikke

I 1698 fandtes der ikke mindre end 245
brændevinsbrændere i staden. Udsalg af dansk brændevin foregik fra
små huse og kældre.

Magistraten fandt ikke, at det stigende
brændevinsforbrug var skadeligt, for man hjalp jo bønderne til at
komme af med deres korn. Ligeledes skabte det erhverv og omsætning
i staden.

Den finere del af befolkningen søgte
mod vinhusene 

I begyndelsen af 1700 tallet kunne borgerskabet
byde på både rød – og hvidvin, samt bedre franske vine, selv om det
kostede.  

Kendskab til rejsende

Ifølge forordningen af 2. august 1712
skulle politiet have kendskab til, hvilke rejsende, der ankom til byen.
Senere – den 9. april 1723 fremkom Kancelliet
med det besynderlige pålæg, at give Politimester Ratechen
pålæg om, at føre tilsyn 

    – for
    saa vidt det efter Tidernes og Personernes Omstændigheder sig lader
    gjøre og du som en fornuftig og eftertænksom Øvrigheds – Mand det
    paa dit Ansvar vil lade ankomme.
     

Om fornødent måtte politimesteren og
hans folk selv rundt på værtshuse, herberger og andre listige steder
og spørge om navn, stand og ærinde. Havde man mistanke om, at der
var spioner imellem stadens besøgende, skulle man straks personlig
meddele dette til kongen selv, Storkansleren og Gehejmekonseillet.  

Gæstespil og maskerade

Der blev givet tilladelse til at især
tyske gæstespil blev tilladt på nogle af værtshusene. På det østlige
hjørne af Klosterstræde og Skindergade
lå Bryggernes laugshus. Her optrådte tyske skuespillere i 1707.

Også maskerader blev populære.

En kontrakt på fransk

Jørgen Jørgens
enke havde overtaget havde overtaget et værtshus i Højbrostræde.
Det var oprettet 1687 til modtagelse af rejsende Kavalerer og andre
fornemme Folk.
Det blev solgt til Mathieu Toyon
som stammede fra Holland. Han havde i 14 år været i tjeneste hos
Hertugen af Würtenberg
, der var dansk general, og siden i 4 år
hos Gehejmraad Wibe.

Den 17. juli 1722 fik Toyon Tilladelse
til at skjænke og fastholde Slags Øl og Drikkevarer samt Vine i smaa
og store Partier, hvorimod han skulde være forpligtet til at holde
gode og oprigtige Varer og akkomodere for billig Betaling med Spise
saavel de ankommende Fremmede som de ved Hoffet vægrende kavalerer
samt Officerer og andre.

Etatsråd Wernicke,
der havde været ansat ved Gesandtskabet
i Paris lavede en kontrakt med den nye restauratør. Denne skulle forpligtige
sig til hver dag til middag at servere: 

    – Suppe
    med ris eller roer eller kål, krebs, linser eller lignende. Derpå
    en kogt ret, og en steg, så afvekslende og så veltillavet som overhovedet
    muligt.

    – Til
    aften skulle han have en suppe, krebs eller andre \”småting\”
    efter eget ønske, samt 2 flasker god rødvin om dagen.
     

Kontrakten var selvfølgelig som den
hør og bør, udfærdiget på fransk.  

Studenterne foretrak Blasen

I 1722 søgte studenterne til Blasen
(Nørregade 1)
mens borgerskabet søgte mod Baccharac, der
lå på hjørnet af Klædeboderne og Nørregade.

Fra dette år ved vi, at der var 28 vinhandlere
i staden. Mange af disse havde værtshus ved

siden af deres vinhandel. 

Blasen
var også vinhandel. Den \”blev sprængt\” i luften under ildebranden
i 1728.  

Betal kontant

Kongen blandede sig i mange ting. Han
udsendte en erklæring om, at alle skulle betale kontant, når de besøgte
Vin – og værtshuse. Såfremt der var nogen, der var uenige med værten
i, at der skulle betales kontant og som hævn forsøgte, at ødelægge
stedet, ja så skulle vedkommende omgående arresteres.  

Letlevende kvindfolk

I Mikkel Bryggersgade nr. 8
Emanuel Nordels berygtede beværtning. Nu var det nærmest
konen, Anne Pollman, der styrede stedet. Hun blev også kaldt
Anne Hattemager.
Den 20. juli 1725 blev hun dømt til Kagestrygning,
ligesom hendes mand blev udvist af landet. Dommen blev senere stadfæstet
af Højesteret.

Anne Hattemager
blev tilmed pisket på Nytorv
med 9 Svøber. Hun flyttede senere til Sverige. Ak ja, Anne
var en af byens letfærdige Kvindfolk.  

Må ikke spille om natten

En masse tehuse opstod rundt omkring.
Mange af disse blev senere omdannet til kaffehuse. Men selv om de ikke
i skattelisterne, var der små kaffehuse rundt omkring. Det var sikkert
enker, hvis mænd var i kongens tjeneste.

En af disse var Bill eller Biehl,
Fortunstræde 3.
Her kom de fine. I 1724 blev stedet dømt til at
betale 10 Rd. til Frelsens Kirke, fordi en officer havde spillet på
stedet om natten.    

Kildedal – ikke for unge piger

Nord på var Kildendal (Kildedal)
det store trækplaster. Fra 1725 var stedet det store trækplaster.
Og det helt store søgning var det til Sankt Hans. Egentlig hed det
Lille Vartov.
Man anbefalede sig med mad, vin og frisk luft. Her
var som regel også kapskydning. Og så hjalp det også at den nærliggende
kilde, blev betragtet som at være helbredende.

Men der blev hvis drukken mere brændevin
end kildevand på stedet. I teltene blev der danset, men tonen var lidt
for skrap for det bedre borgerskab. Fædrene turde ikke lade deres døtre
drage alene ud til stedet. Det var da også ofte ballade på stedet.  

Ud af vagten – kl. 10

I Dybensgade 24 eller 26
på hjørnet af Admiralgade
boede i 1725 Temand Hans Brockmand, der i øvrigt var admiralitetsbud.
Her fandt politibetjente den 26. februar kl. halv 11
7 personer i Nattesæde i Skjænkestuen
bag i huset siddende ved øl og tobak.

Gæsterne skulle have været \”ude
af vagten\” klokken ti. Gæsterne måtte bøde 2 Rd. hver.  

Masser af værtshuse i 1725

I Fortunstræde
lå Gæstgivergården Fortunen.
Disse gæstgivergårde søgtes af fornemme rejsende.,
især udlændinge.

I Vestergade
lå også en meget søgt gæstgivergård Tre Hjorter. (12)

I den billigere ende i Vestergade
Vinkanden (20). Her kunne man overnatte for 2 Skilling.

Når vi nu er ved Vestergade, ja så
bør vi nævne Sæland (2), Rosen (4), Garvergaarden (10), Skibet
(16), Gardegaarden (18), Farvergaarden (22), Prinsen (30).

I Studiestræde
Hvide Svane (19), Tre Roser (18), Hvide Lam (32).

Nørregade, Forgyldte Nøgle (5),
Holland (27), Tre Ruller (43).

På Halmtorvet, Knapsteds Gaard (59),
Lille Norske Løve (61).

Og ved Vestervold, Hvide Hane (25).

Ved Vestervold
i nummer 7 boede også en del øltappere. De drev et sted, der hed
Gyldenlund.

På Halmtorvet (53 – 55)
dengang Vestervold huserede øltapper Jakob Tøgersen. 

Flere muligheder

Over for Holmens Kirke
Nummer fire. Her lå tidligere en gæstgivergård, der blev
ejet af Anne Pedersdatter. Her kom især nordmænd. Og værtinden
var gift tredje gang. Hun var især kendt for at give kredit og penge
til velgørende formål.  

I 1727 nævnes der om et musikarrangement
Stadt Hamburg i Skindergade.
Samme år var der en koncert i Mads Koldings Gård i Vimmelskaftet
også kaldet Den Hvide Gård.  

Afslag på ansøgning

Samme år blev Johan Sohl
forpagter af Raadhusets Vinkjelder.

Broderen, Jørgen
havde arvet Vinhus Dyrkjøb, Klædeboderne 36.
Han var Kommerceraad. Efter Etasraad Weyses
død, søgte han dennes stilling med en ansøgning med et digt: 

    – Stormægtigste
    Monark, nu er Weyse død,

    – Giv
    mig hans Post igjen, saa hjælpes jeg til Brød

    – 

Han fik ansøgningen retur med følgende
påtegning: 

    – Velvise
    Monsieur Soel, vor Konge la’r jer sige:

    Bliv I kun ved jer Vin, han søger
    Weyses Lige  

Den stakkels Stadsmusikant

Byen havde en Stadsmusikant,
der sammen med sine svende havde eneret til at spille for betaling ved
borgerlige fester. Men uha, allerede dengang fandtes der mange fuskere,
der uden autorisation spillede til fester.

Stadsmusikanten
klagede til Magistraten, og fortalte, at der fandtes over 100 fuskere.

I 1728 fik Stadsmusikanten Andreas
Berg
nogle meget fordelagtige privilegier. De gik ud på, at dem
der ville have musik til fester, kunne akkordere med ham om hans
Betaling
. Hvis de ikke tog imod dette tilbud, skulle de dog alligevel
betale.  

Af en politiretsdom af 5. juli 1712,
blev en øltapper idømt en bøde af 10 Rd. fordi han med sit Kompagni
havde spillet ved 2 borgerbryllupper, den ene i Paradis
ved Vesterport. Det andet hos en tobaksspinder på Vestergade,
hvorved han var gaaet ind i Stadsmusikanternes Næring.  

Men Stadsmusikanten
fik dog konkurrence. For i Det Ny Teater i Grønnegade
tilbød man maskerader. Og arbejdsløse skuespillere tilbød også musik.

Nu gik man faktisk også lidt videre.
For politimesteren udsendte en proklamation, at hasardspil ikke var
tilladt. Dette foregik både på værtshuse og i det omtalte teater.  

Mange klager

I en Politiplakat
fra 16. oktober 1727 er det forbudt værterne at tilstede underofficerer,
soldater, matroser eller deslige at spille kort eller terninger, langt
mindre at være i kompagni med dem i noget spil.  

En anden klage gik på, at der udskænkes
øl – og brændevin, mens der er gudstjeneste., på søn – og helligdage
samt sent om natten. Ofte så man endog militære personer meget berusede
sovende ved bordene.

Militære personer måtte ikke befinde
sig ude i byen efter tappenstreg, så vægterne fik travlt med at jage
disse militære personer.  

Ak ja. Således forlyder det at i 1725
havde

    – Kongens
    forrige Livkarl Villars og Major Kyhlør \”ved usømmelig og stærk
    Drik\” forledt den brunsvigske Agent Rentz til Spil og derpaa ved
    Hug og Slag tvunget ham til at udstede en Vexel til dem på 692 Dukater.
     

I Mester Daniels Have i Store Kongensgade
dyrkede man også keglespil. Dette foregik også i Martin Zuslags
Have,
der antagelig lå i Gothersgade.  

Må ikke spille i kirketiden

Blegdamsvej
omtales i 1724 en Daniel Pedri, der havde et katuntrykkeri, hvor
der i baglokalet blev spillet billard. En Theskjænker Oluf Nielsen,
ved Stranden
blev idømt en bøde, fordi der blev spillet billard
i kirketiden.  

Hjælp til unge piger

Magistraten
fik den 14. juli 1728 en kongelig befaling angående: 

    – den
    Mængde af berygtede Huse og letfærdige Kvindfolk, der skal findes
    udi vores kgl. Residentsstad. 

Man udvalgte såkaldte ærlige mænd,
hvor kvinder, der kom til hovedstaden skulle melde sig.  Disse
mænd skulle så tages i ed og forsynes med et skilt på deres ejendom.
De skulle påse at pigerne ikke kom i fordærv.

Der skulle også påses at ingen soldat
eller matros havde tjenestepiger eller logerende ledige kvindfolk.
De, der holdt værtshus, måtte ikke holde flere tjenestepiger end det
var nødvendigt.

Det skulle også forbydes borgere at
bortleje hus eller kælder til matroser, soldater eller underofficerer,
der ville bruge denne til værtshus.  

På de omtalte skilte stod følgende:

    – Her
    boer en af de Mænd, som er antaget at gaa fremmede skikkelige Kvindemennesker
    til Haande, naar de enten søge Tjeneste eller have andet lovligt Ærende
    udi Staden.
     

I Landemærket
lå indtil 1807 et sted der blev kaldt Avlsgaarden
eller Helsingør. Den havde navn efter byens gamle avlsgård
i Springgade, der blev afhændet i Christian den Femtes
tid.  

Besøg hos Peter Larsen

Hos Peter Larsen i Pilestræde 28,
var der altid liv. Han påbegyndte sin virksomhed mellem 1741 og 1743.
I alt 50 år fortsatte han sin virksomhed.

Efter dagens møje og besvær samledes
man hos ham og diskuterede den politiske situation. Rummet var nøje
delt ind efter rang. Svende og lærlinge blev anbragt nederst i lokalet
ved døren.

Øverst i lokalet, nærmest i en krog
stod et bord, hvor de fornemme af borgerne samledes. Det var købmænd
og bryggere. De kunne aldrig nedlade sig til at snakke med folk ved
det næste bord. For her sad håndværksmestre, bundtmagere, børstenbindere,
hattemagere og Knivsmede (klejnsmede). Her blev verdenssituationen
diskuteret ret livligt.

I det 18. århundrede begyndte landliggerlivet.
Gyldenlund, Frederiksdal og Jægersborg

var yndede udflugtsmål.  

Utugt og forbrydelser

Selv under Pietismen var moralen hos
københavnerne ikke blevet bedre. Det hed sig, at tjenere og tjenestepiger
gik til dans og Lystighed om natten naar de havde fået deres
Herrer og Fruer til Sengs og Rolighed,

og blive i byen til den lyse morgen. Folk drak og embedsmænd viste
sig fulde på gaden midt om dagen.

Byen var fuld af Dragedukker,
det var kvindfolk, der drage og lokke skikkelige godt Folks Tjenestepiger
til sig og forlede dem til Utugt og deraf følgende Forbrydelser.

Ja der udspandt sig et lystigt liv. Hør
bare her: 

    – Unge
    Drenge og Piger elske hinanden paa en ulovlig og utilbørlig Maade,
    thi et Barn fødes af et andet, og en Dreng kaldes Fader, som ikke har
    opnaaet sit myndige Aar.
     

Værtshuset Vester Paradis
på hjørnet af Vestergade og Vestervold
havde ikke det bedste ry. Her foregik mange ulovligheder og utugt. 

De stakkels svende

Det daglige liv blev præget af de forskellige
laug. Særlig når de holdt deres fester var der liv og glade dage.
Hele byen var med. Der var fest og ballade. Men denne tradition blev
forbudt i 1780. Grunden var at dette medførte gadeuorden og satte svendene
i håbløs gæld.  

Nye tiltag

I 1788 opstod der en ny ting i staden.
Det var de såkaldte schweizerkonditorier.
Det første åbnede i Østergade.
Senere flyttede det over på Kongens Nytorv.
Der blev serveret bagværk, likører, punch og chokolade. Fra 1800 fulgte
der mange flere.  

Noble hoteller

Byen havde fået nogle noble hoteller.
På Kongens Nytorv lå Hotel d’ Angleterre,
indrettet 1795 i den tidligere Gramske Gaard.
Og Hotel du Nord, indrettet 1796 i det tidligere Holsteinske
Palæ.

Ved stranden lå Hotel Royal,
og på Halmtorvet lige inden for Vesterport,
den anselige gæstgivergård Knapstedsgaard.
Endelig fandtes der i Vestergade, i Nyhavn og på Nørregade
jævne gæstgiversteder. Alle disse steder var først og fremmest beregnet
for de tilrejsende gæster. Men overalt i byen, navnlig i de små stræder
lå en mængde små ølstuer.  

De såkaldte Gullaschmillionærer
tog på skovture, hvor det gik i Sus og Dus med Stege, Kager, Punch
og Champagne til næste Morgengry.
 

Ildvandets virkning

Retsmøderne startede allerede klokken
7 om morgenen. Så var man sikker på, at folk var nogenlunde ædru.
Mange mente at brændevinens indvirkning på københavneren mindede
om Ildvandets virkning på Grønlands og Amerikas naturbefolkning.  

Forfatterens ædruelighedsprøve

I 1875 var nogle af de besøgte etablissementer,
Juels Stue i Sværtegade
og Lunds Kjælder
på hjørnet af Store Kjøbmagergade og Skindergade.

Ja, Oehlenschläger fik så mangen
en punch i Dreyers Klub i Læderstræde. En gang blev han anklaget
for at være fuld. Men dette ville den berømte forfatter modbevise.
Så godt støttet af en lygtepæl lige over for, holdt han en tale,
der skulle modbevise at punchen var steget ham til hovedet. En vægter,
der blandede sig blev ramt af Oehlenschlägers
vilde fagter.

Disse vægtere havde det ikke let, når
fulde søfolk bevægede sig gennem byen ved nattetid. De flyttede rundt
på de handlendes skilte, råbte brand i utide og stjal vægternes morgenstjerne.  

Når skuespillerne fra Teateret skulle
ud, ja så bestilte de hvid Portvin, original aftapning.
Det skete hos Spendrup i Vingårdsstræde, Hagens Vinkjelder i Gothersgade
eller Kieler – Omslag, som man kaldte Agent Kielers Vinstue
i Laxegade.
 

Beskidte Knejper

En masse beskidte knejper og elendige
logihuse som Pjaltenborg opstod i Indre By. Fattigdom prægede
arbejderbefolkningen og en masse gik til grunde i drikkeri. Nogle af
lånekontorerne bidrog til fattigdommen. De iværksatte en yderst brutal
plyndringspolitik.

Arbejderne måtte nøjes med De Fattiges
Dyrehave
på Østerbro. 

Ølhaller

Men der var nok af forlystelser for de
andre. Ruten gik ud ad Vesterport, ad Frederiksberg Allé,
hvor Aleenberg og Sommerlyst (efter 1856)
lå.

Bajersk øl gik sin sejrsgang i 1850erne
i de såkaldte ølhaller.  

Og sådan kunne vi have blevet ved med
at fortælle. Men kære læsere I må vente til, jeg fortæller om de
forskellige laug og erhverv i København. Her vil vi komme ind på Bryggeriernes
vilkår. Og måske kommer der en fortsættelse af Gamle Værtshuse
i København.
 

En af mine bekendte Simon, har sammen
med en journalist lige fået antaget en bog hos Gyldendal omkring værtshuse
i København. Den udkommer hvis nok i efteråret. Men ellers synes jeg
du burde tilmelde dig en af mine gode venner, Allan Mylius Thomsens
historiske byture hvor han netop fokuserer på værtshuse.
 

Kilde:
Se

    – Litteratur
    København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

– Talrige artikler på dengang.dk
indeholder beskrivelser af gamle værtshuse


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København