Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Enklaverne i Sønderjylland

Maj 26, 2009

De Kongerigske Enklaver
i Sønderjylland er skyld i at ikke mange kort over landsdelen fra før
1864 er korrekte. Der opstod helt groteske situationer for befolkningen.
Midt i Hertugdømmet lå flere klatter, der tilhørte. Adelsmænd og
grever heriblandt den mægtige Limbek – slægt
drev omfattende sørøveri i de sydlige farvande.
 

Sønderjyllands historie er vanskelig.
For midt i det hele lå nogle såkaldte gamle kongerigske enklaver.
Hvad var dette for noget?  

Grever havde arveretten

Abel – slægten
sad som hertuger i Sønderjylland/Slesvig, men slægten uddøde i 1376.
Den danske konge kunne så have indløst lenet, og gjort Sønderjylland
til en rigtig del af Danmark. Men i mellemtiden havde holstenske stormænd
købt godser i landsdelen. De var ikke interesseret i at have flere
fyrster over sig.

De holstenske grever, hvoraf mange i
familie med Abel -slægten mente at have ret til at arve hertugdømmet.  

Aftale med dronningen

Margrethe den Første
var ikke interesseret i, at komme i konflikt med greverne, og lovede
dem i 1386 Sønderjylland/Slesvig til evig arv og eje, hvis de
ville holde sig i ro i Magrethes
konflikt med de tyske hansestæder.

Men nogle områder i Sønderjylland var
blevet indløst. De hørte under den danske trone og bispestolen i
Ribe.
De blev skilt ud som særlige kongerigske enklaver og fungerede
som sådan indtil 1864. De stod direkte under den danske konge, og fulgte
den danske lovgivning.  

Erik af Pommern tabte

Da Margrethe
døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord i 1412, fungerede hendes
søster – datter – søn Erik af Pommern
alene som dansk konge.

Han forsøgte at generobre hele Sønderjylland/Slesvig
og de områder som de holstenske grever kontrollerede.

Men Erik af Pommern
tabte til holstenerne ved Flensborg
i 1431 – og dermed blev Flensborg
en tysk styret by indtil 1851 og igen efter 1864.  

Havde han dog bare vundet slaget, havde
hverdagen været betydelig lettere for jurister, embedsmænd, skoleelever,
korttegnere og amatør – historikere. Sikkert også for slægtsforskere.

Ikke mange kort af Sønderjylland før
1864 er korrekte. Men det har også været en komplet umulig opgave,
at fremstille et helt korrekt kort over landsdelen.  

En særstilling

Ved fredsafslutningen i Wien den 30.
oktober 1864, afstod Danmark alle rettigheder i hertugdømmerne Slesvig,
Holsten og Lauenborg
til Østrig og Preussen.

Men der var nogle områder, der indtog
en særstilling. Det drejede sig om de såkaldte Kongerigske Enklaver.

Det var de spredte områder, der i hen
ved 400 år havde tilhørt kogeriget.  

Men også disse områder blev afstået
sammen med Hertugdommerne

    – for at forenkle afgrænsningen mellem Danmark
    og Hertugdømmet Slesvig og for at ophæve de Ulemper, som opstod ved
    de Kongerigske Enklavers Beliggenhed i slesvigsk Omraade. 

Kongeå grænsen
kom til at danne den nye grænse, med nogle få undtagelser.  

Det blandede distrikt

Enklaverne som blev kaldt Det blandede
Distrikt.
. Og det tør sandelig antydes. Det var svært at sætte
en afgrænsning på dette Distrikt.

Enklaverne omfattede øen Amrum, den
vestlige del af Föhr og den nordlige del af Sild.

Hertil kom Mandø samt den sydlige del af Rømø.  

Rømø var godt blandet

Men for Rømøs
vedkommende var det dog ret indviklet. Ikke hele den sydlige del tilhørte
kongeriget, og der lå også enkelte områder i nord.

I Nørre Tvismark
tilhørte 2 gårde og 5 huse kongeriget, mens 1 gård og 5 huse var
slesvigske. I Juvre tilhørte 7 gårde og 1 hus kongeriget, mens
5 gårde og 4 huse var slesvigske. Sådan var det også i andre egne
af det nordlige Rømø.  

Kigger man i Trap
fra 1864 kan man se, at Schackenborg
også ejede ejendomme i Højer og Sejerslev. Det må sandelig have været
en kompliceret affære.  

Riberhus Birk

Et af de væsentlige områder, der tilhørte
kongeriget var Riberhus Birk,
hvortil Mandø også hørte. Men her var Farup Sogn
også delt. Det samme var tilfældet i Seem Sogn
og i Vester Vedsted Sogn.  

Spredte områder

Et nogenlunde sammenhængende område
var store strækninger omkring Brede å, nemlig Lø Herred med Trøjborg
samt Møgeltønder og Ballum Birk.

Hertil kom der så mange spredte småområder, der ofte kun omfattede
enkelte gårde eller ubeboede parceller.  

I Randerup Sogn
udgjorde den slesvigske del således 2 gårde med 16 indbyggere i gården
Randerup, mens den kongerigske del bestod af 12 gårde og huse med i
alt 234 indbyggere.

I Visby Sogn
var 39 gårde og 81 huse beliggende i den kongerigske del, mens den
slesvigske del kun omfattede 2 huse i Gærup By.

I Rødding Sogn
var der 1157 indbyggere i den slesvigske del, mens der var 60 i den
kongerigske.  

Disse eksempler viser, hvor uoverskuelige
forholdene var.  

Ribe By

Den ældste af de kongerigske enklaver
er sandsynligvis Ribe By, der fra gammel tid udgjorde en enklave
i hertugdømmet. Den blev ikke regnet til Sønderjylland efter Valdemarstiden.

Muligvis er halvøen List
allerede i 1292 sammen med Mandø
blevet inddraget direkte under kronen, idet Erik Menved
idet nævnte år tillod Ribe borgerne: 

    – fri
    Besiddelse af deres Forstrand List, Mandø og alle deres Kyster, som
    ligger mellem fornævnte Steder og Ribe.
     

Dette tilsagn fornys flere gange, således
af Christian den Første i 1455.  
 

En mægtig slægt

I det 14. århundrede spiller en mægtig
slægt en væsentlig rolle ved fremkomsten af enklaverne. Det var
Limbek- slægten.

Den første af denne slægt, var Klaus
Limbek,
en holstensk adelsmand, der var indvandret fra Holsten til
Slesvig sammen med Grev Gert.

Som så mange andre af de indvandrede
holstenske adelsmænd forstod Klaus Limbek,
at skaffe godser mange steder. Ved sit giftermål fik han Tørning
Slot
vest for Haderslev,
og desuden havde han fået Kalø Slot
i pant. Ved siden af skaffede han sig indflydelse på de frisiske øer.  

Det var ved fredsslutningen mellem
Kristoffer den Anden
og Grev Gert
i 1332, at slægten Limbæk
pludselig dukkede op i Sønderjylland og på de frisiske øer. I 1343
indløste Valdemar Atterdag
de frisiske herreder, der ikke hørte til hertugdømmet. De stod direkte
under kronen. Sandsynligvis har Valdemar Atterdag
pantsat Klavs Limbek øerne Mandø, Rømø, Sild, Föhr og
Amrum.
Familien anlagde flere borge på øerne. 

Store godser

Klaus Limbek
blev en mægtig mand, snart var han med kongen, snart var han imod.

I 1343 blev han Høvedsmand
på Sjælland og 1344 Drost.
Denne stilling genvandt han både i 1365 og 1366. Han var i besiddelse
af en mængde godser rundt i landet, blandt andet Kalø.
Desuden havde han Tørning, Møgeltønder, Gram
og Hverringe Hindsholm.

Møgeltønder, som tilhørte
Bispestolen i Ribe,
havde Hertug Valdemar
været nødt til at opgive sin hertugelige ret til, hvilket var begyndelsen
til, at områderne senere kom under den danske krone.  

Klaus Limbek
var desuden en tid befalingsmand på Riberhus Slot,
og i 1362 blev han af den danske konge forlenet med Vesterland –
Föhr.

At det ikke blev hele Föhr
skyldes Erik Rind, der var indehaver af borgen Borgsum.

I 1372 døde Klaus Limbek.  

Herre på Trøjborg

Hertug Valdemar
havde haft økonomiske vanskeligheder og havde pantsat en del jord.
En del af dette, havde han igen erhvervet. Men han kom atter i vanskeligheder
og måtte igen pantsætte.  Således fik et andet medlem af
Limbek – slægten,
Johan i 1344 overdraget Lundtofte Herred
syd for Aabenraa. I 1348 fik han Rømø
med Visby Sogn og Sølsted
i pant. Johan Limbek var desuden herre på Trøjborg.  

Henneke Limbek

I sine sidste år var Klavs Limbek
modstander af Valdemar Atterdag, og var en af de førende, da
jyske adelsmænd gjorde oprør mod kongen.

Hans søn Henneke,
var ved faderens død også imod kongen. Han ejede det vigtige Tørning
Slot,
som kongen forsøgte at indtage i 1372, mens Gram Slot
faldt for kongens angreb.  

Nogen tid efter Valdemar Atterdags
død sluttede Henneke sig til Dronning Margrethe,
hvilket kostede ham Tønder Slot.
Som han havde haft sammen med de holstenske grever. Ganske vist havde
Valdemar Atterdag
i sine sidste leveår skaffet dette slot ind under
den danske krone. Men de holstenske grever viste atter deres magt, og
fik Tønder tilbage.

Henneke Limbek
forøgede sit sønderjyske gods stærkt. Efterhånden ejede han Tørning,
Møgeltønder, Gram, Trøjborg, Skinkelborg og Tvedgaard.

I 1378 blev han befalingsmand på Riberhus
og blev det senere på Varde Slot.  

Henneke Limbek
faldt ved et slag i Ditmarsken
i 1404. Hans søn Klaus Limbek
blev en af landets rigeste mænd. Han havde et mægtigt område i pantbesiddelse.
Han havde et område, ser nåede fra Haderslev
op til Skodborg og som strakte sig helt over til vestkysten og
ned mod Sild og Föhr. Desuden besad han gården Børløs
øst for Haderslev og Skinkelborg
samt Møgeltønder og Trøjborg med Lø Herred,
ligesom han også havde Salling Herred
i det sydlige Fyn. 

Den sidste herre

Klaus Limbek (den anden)var den
sidste stormand fra den berømte slægt, og det var fra ham, at Dronning
Margrethe
erhvervede de områder, der senere skulle gå hen og blive
De Kongerigske Enklaver.

Klavs
blev under en fejde mod den hertugelige Drost, Erik Krummedige
taget til fange og måtte sælge betydelige dele af sit gods for at
skaffe løsepenge. Dronning Margrethe
var i disse år begyndt at skaffe sig indflydelse i Sønderjylland.

Grev Gerhard,
der i 1386 var blevet anerkendt som Hertug af Sønderjylland. Han
var faldet i 1404 i Ditmarsken.  

Enkehertuginden i pengenød

Enkehertuginden var i pengenød og havde
søgt støtte hos Dronning Margrethe.
Og hun benyttede lejligheden til at få store områder under sig. Områderne
gav hun som len eller pant til kirken eller adelsmænd, som hun så
knyttede nærmere til sig.

Der findes et dokument fra den 24. marts
1411. Heri kan man læse, at der er indgået et forlig mellem kong
Erik og hertuginde Elisabeth af Slesvig samt Grev Henrik af Holsten,

hvorved kongen tilstedes at beholde  

Nyhus Slot, Flensborg, samt Wikes
– og Husby – herreder i 5 år fra næstkommende Sant Hans dag som pant.
Dronning Margrethe tilstedes at beholde Lille Tønder slot med Fogderiet,
dvs. Tønder Herred m.v. Bispen af Slesvig erholder Svavsted og Stubbe.
Hertuginden og greven får Als, Ærø og Sundeved m.v.

Dronning Margrethe fik ved denne lejlighed
også Slogs herred, Højer herred med Kjær herred m.m.
 

En dronning på indkøb

I 1407 købte hun af Klaus Limbek,
Trøjborg Slot
med Lø Herred og overlod det til Bispestolen
i Ribe
sammen med Vesterland – Föhr, Amrum, List, Syd Rømø
og Mandø.

Muligvis er det først fra det tidspunkt,
at adskillelsen af den nordlige og den sydlige del af Rømø
stammer.

Noget tyder på, at Klaus Limbek
har haft hele øen, men kun solgte den sydlige del til Dronningen.

I overdragelsen til John Limbek
i 1348 anvendes udtrykket terra Riim,
hvilket sikkert skal forstås som hele øen. Men i 1468 gav Christian
den Første, Ribe Bispestol
birkeret over et antal birker deriblandt
Møgeltønder, Rømø, Lustrup, Ballum.
 

Kalø

Limbek – slægten
ejede på et tidspunkt også på et tidspunkt den mægtige borg på
Kalø.
Den ældste borg var bygget af kong Erik Menved
i 1313 som tvangsborg.

Et bondeoprør havde bredt sig i protest
mod kongens mange krige og tunge skatter. For at straffe disse oprører
lod kongen opføre fire jyske tvangsborge.

Erik Menved
døde inden borgen var fuldstændig udbygget. Hans efterfølger, broderen
Christoffer den Anden
havde mistet sin position over for herremændene
og måtte underskrive en håndfæstning. Heri forpligtede han sig til
at nedrive de fire jyske tvangsborge. Om det faktisk skete for Kalø,
kan ikke siges med sikkerhed.  

Under Christoffer den Anden
blev kronens økonomi så sårlig, at store dele af landet, herunder
Kalø
pantsat. Således blev Kalø
pantsat til grev Gerhard af Holsten,
også kaldet Den kullede Greve,
som pantsatte borgen videre til Limbek.  

Lovforvirring

Allerede Dronning Margrethe
havde lagt enklaverne ind under Viborg Landsting.
Danske Lov blev indført i enklaverne, som i den øvrige del af kongeriget
i 1683.

I store dele af det slesvigske område
brugte man stadig Valdemar Sejrs
Jyske Lov fra 1243. Men også toldbestemmelserne var anderledes i enklaverne.  

Brink Borgen ved Randerup

Ved landsbyen Randerup
lige over for den nuværende Brink Møllegård
lå i middelalderen en stor borg. Den tilhørte bispen i Ribe.

Første gang man hørte om borgen var
i 1379, hvor Herrike Støt,
foged på Brink bevidner, at Trøjborgs
ridder Henneke Limbæk skyldte Løgum Kloster penge. Men det
mest bemærkelsesværdige er, at der eksisterer et regnskab, der kan
dateres til 1388 – 89. Den er skrevet, da Kristian Jacobsen
var foged på borgen, under biskoppen Johan Mikkelsøn.

Regnskabet nævner ikke noget om, hvornår
borgen var opført. Men allerede i 1200 tallet ejede Ribe bispestol
omfattende gods i Ballum Sogn
og nabosognene.

Borgen holdt op med at eksistere i 1562.
På det tidspunkt overgiver Jørgen Hansens
enke, Fru Bege, gården til Ribes lensmand. Herefter forpagtede
48 bønder i Ballum Sogn jorden. Og bygningerne blev revet ned.
Undersøgelser viser dog, at de ikke blev revet ned på en gang.  

På borgen/gården befandt der sig en
væbnet styrke på 12 personer. Ligeledes bestod personalet af yderligere
12 personer. Dertil kom fogeden og hans kone. Flere af gårdens ansatte
har også haft kone og børn med, så måske befandt der sig et sted
mellem 40 og 50 personer på stedet.  

Regnskabet viser også tydelig, hvad
der blev fortæret. Man kunne tydelig se, når biskoppen var på besøg,
og når der de 40 dage før påske ikke blev spist får, lam eller grise.
Til gengæld steg forbruget af sild 8 gange normalen. I fasten spiste
man en hel tønde sild om ugen.  

Borgen var befæstet og rundt om den
har man fundet rester af en voldgrav. Borgen bestod af flere bygninger
og var på mindst to etager. På stedet er der fundet rester af glaserede
kandeskår og importeret keramik fra Nordfrankrig, som kunne antyde,
at vi skal tilbage til i hvert fald omkring 1300 eller måske 2. halvdel
af 1200 tallet.  

Enklaverne efter 1536

Under reformationen i 1536 blev enklaverne
lagt direkte under kronen. Den nye lensadel opstod ved enevældens indførelse
i 1660. Og Møgeltønder blev overladt til feltherre Hans
Schack.
Efter hans død i 1676 opstod grevskabet Schackenborg.
Dette grevskab blev ret betydelig, idet det omfattede sognene Møgeltønder,
Daler, Ballum
en tredjedel af Emmerlev Sogn,
den sydlige del af Rømø, samt list, Vesterland – Föhr
og Amrum.  

De andre enklaver har også deres helt
egen historie, men dem kan vi komme tilbage til senere.

Den største af fastlandsenklaverne lå
omkring Bredeåens nedre løb, samt den sydlige del af Rømø
og List. Disse enklaver var beliggende omkring det dybe Lister
Dyb,
Det var det bedst egnede sted fra det åbne hav til kysten.

Enklaverne havde betydning for Ribe

Dengang havde enklaver betydning for
handel og trafik. Ribe nåede sit højdepunkt som handelsplads
omkring år 1400. Det er klart, at det var vigtigt for stormændene
at få betydning her.  

Grænsen mellem Ribe Stift
og Slesvig Stift blev allerede fastlagt i det 11. århundrede.
Ribe Stift
kom til at gå mod sydøst helt ned til Hellevad Sogn.

Den kom således til at omslutte den
gamle Riber Vej, der forbandt Ribe
med Slesvig.

En anden vej som bisperne også gerne
ville kontrollere var den gamle betydelig vej mod syd, som går fra
Ribe
til en af Ribe Bispens
ældste borge Møgeltønderhus.

Denne vej fulgte ikke den nuværende
hoved vej. I et kort fra 1644 fremgår det, at den gamle vej fra
Tønder
mod Ribe førte mod vest over Gallehus
og videre til Lindskov Mølle.
Herfra drejede den mod nord over Østerby Hede,
over Visby Hede for at nå vadestedet over Bredeå ved Brede.

Måske forklarer denne vejstrækning
også tilstedeværelsen af den vigtige borg Trøjborg.  

Told ved Lister Dyb

Ribe By
fik også gavn af alle disse enklaver. I 1292 fik byen retten til
Lister Dyb.
Ved den slesvigske Vadehavs kyst var der efterhånden
opstået vigtige handelspladser, således Tønning og den i 1362 forsvundne
handelsby Rungholt. Men også Tønder
var blevet en alvorlig konkurrent til Ribe.
Særlig efter at Tønder i 1243 havde fået stadsret af hertug
Abel
, søgte Ribe at få magten over de vigtigste søveje.

Det gav også en indtægt til Ribe,
da der i Lister Dyb i det 17. århundrede blev indført strømtold.
I dette farvand. Det var i årene 1642 til 1643, og igen i 1681. 

I Tønder
beklagede man sig over denne told. Dette medførte forhandlinger mellem
kongen og Hertugen af Gottorp.
Først ved fredsafslutningen den 18. august 1700 blev det bestemt, at
der ikke skulle svares told af varer, der skulle føres til og fra Tønder
Amt.  

Sørøveri

Mange af stormændene havde udrustede
skibe, som var i stand til at udplyndre købmændenes skibe. Det var
således skik og brug at de nordtyske adelsmænd plyndrede de rejsende
købmænd.

Det var vigtigt at besidde jord ved de
forskellige overfartssteder. Så kunne man drive pirateri og overfald.
Særlig Klaus Limbek drev meget sørøveri mod Hansestæderne.  

Svenskerne ville sælge Vadehavs –
øerne

Karl den Tiende Gustav
tilbød i 1658, mente at han i 1658 kunne tilkøbe sig englændernes
forbundsskab ved at tilbyde dem Lister Dyb
og de omkringliggende øer. Så stor handelsmæssig betydning havde
området dengang.  

Op – og nedture

Da Ribes
handelsmæssige betydning faldt, svandt også enklavernes betydning.
På et tidspunkt blev enklavernes stilling væsentlig dårligere end
de egne af hertugdømmet, som omgav dem.

Da en interesse for en storhavn ved vestkysten
pludselig meldte sig, ja så voksede interessen for enklaverne igen.
Man talte også om Højer, List og Flensborg
som frihavn. Ja talen var også om Rudbøl.  

Erstatning

Det område som Danmark fik som erstatning
i 1864 for de afståede enklaver, var foruden Ærø og 8 sogne,
der omfattede nogle egne ved Ribe, som for en stor del var enklaver
i forvejen, nemlig Vester Vedsted, Seem, Farup og Hjortlund Sogne.
Desuden den del af Vilslev Sogn,
der lå syd for Kongeåen. Hertil kom det mest af Kalvsund
Sogn
og et lille stykke af Fole Sogn.

Efter det oprindelige udkast skulle den
ny grænse løbe langs Kongeåen
til Hjortlund Sogn og derfra videre mod Obbekær
øst for Ribe. Dette blev dog ændret til Ribes
fordel. Grænsen kom til at ligge lige øst for Villebøl Bro.  

Kilde: Se

     Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

    – Litteratur
    Tønder

    – Litteratur
    Møgeltønder

    – Litteratur
    Højer
     

Hvis du vil vide mere:

    – Vadehavet
    ved Højer (under Højer)

    – Øerne
    – syd for Højer (under Højer)

    – Friserne
    – syd for Tønder (under Tønder)

    – Handel
    i Tønder indtil 1864 (under Tønder)

    – Lov
    og ret i Tønder (under Tønder)

    – Tønderhus
    – slot, borg og fæstning (under Tønder)

    – Tønders
    Historie – fra begyndelsen (under Tønder)

    – Møgeltønders
    Historie (under Tønder)

    – Oprør
    i Møgeltønder (under Tønder)

    – Præsten
    fra Daler (under Tønder)

    – Schackenborg
    i Møgeltønder (under Tønder)

    – Møgeltønder
    – dengang (under Tønder)

    – Trøjborg
    Slot – nord for Tønder (under Tønder)

    – Okseøerne
    i Flensborg Fjord (under Padborg, Bov, Krusaa)
     


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland