Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Adelsslægten, der uddøde

April 15, 2009

I 1909 døde en ældre dame i København.
Hvis ikke det lige var for hendes efternavn, så var det sikkert sket
i al ubemærkethed. Adelsslægten Urne var velanset blandt konger og
bisper. De gik på bonede gulve og rigdommen var enorm. Men det gik
ikke alle i slægten lige godt. Til sidst faldt det hele fra hinanden.
Det hele starter med en sten i Bjolderup Kirke og slutter i Sølvgade
i København.
 

En gammel dame dør

I 1909 døde en ældre dame i Sølvgade
i København. Det er der vel så mange der gør i ubemærkethed. Hvis
det ikke lige var for hendes navn. Hun hed Sofie Caroline Urne.
Hun var den sidste person i Danmarks ældste adelsslægt.

Seks år før var den sidste mandlige
person i slægten afgået ved døden. Det var Axel Urne.
Han var fuldmægtig i postvæsenet.

Ved hans begravelse blev skjoldet med
den gyldne ørneklo i overensstemmelse med familietraditionen og efter
afdødes udtrykkelige ønske nedlagt i graven på kisten af højesteretssagfører
Bagger.
 

Axel Urne var bror til Sofie Caroline.

Den ældre dames død var en historisk
begivenhed, der næppe er medtaget i nogen historiebøger, men faktum
var, at her i 1909 var der ikke flere efterkommere til Danmarks ældste
adelsslægt.

Axel (Frederiksen) Urne var sønnesøn
af Københavns overpræsident Christian Joachimsen Urne (1749 – 1821).

Tilbage til Gorm den Gamle

Slægten Urne
går tilbage til det 12. århundrede. Man mener dog at kunne spore slægten
helt tilbage til Gorm den Gamle,
men dette kan dog ikke dokumenteres. 

Familien stammer fra landsbyen, Urne,
der som bekendt ligger i nærheden af Aabenraa i Bjolderup Sogn.

Våbenmærket – de gyldne ørneklør
med blå baggrund, skyldes lighed mellem Urne og det gamle
ord Arne, der betyder ørn.

Da slægten bredte sig, fik den lige
som mange andre adelsslægter sit tilnavn – De stille
eller De stolte Urner.  

Stenen i Bjolderup

Den første Urne, der nævnes
i historisk sammenhæng, er Kjehl (Ketil) Urne.
Der er fundet forskellige stavemåder på navnet. Han ligger begravet
Bjolderup Kirkegård. På hans grav blev der rejst en runesten
med indskriften: 

     Ketil Urnæ ligir hir 

Denne sten kaldes også Bjolderupstenen,
og kan dateres til ca. år 1200. Runestenen er med et indhugget kors,
og et træ med tre rødder (Livtræskors).
Den blev i 1717 flyttet fra et ukendt sted til Bjolderup Kirke,
hvor den var placeret som en trædesten ved indgangen. Siden blev den
lagt ud på kirkediget.  I 1841 blev den solgt til Slesvig
og opstillet i museet på Gottorp Slot.
Stenen kom i 1987 tilbage til Bjolderup Kirke i forbindelse med Gottorp
– museets
150 års jubilæum.

Det specielle ved stenen er, at runerne
vender en vej, mens udsmykningen vender en anden vej.

Måske var Ketil
kirkens bygherre, siden man ville ofre så flot en sten til ham.  

Masser af jord

Slægten Urne
ejede jord på Bjolderup Mark
og i byen Urne.

I 1313 møder vi Jacob Urne,
der er ridder og knyttet til kongehuset. Slægten får besiddelser i
det øvrige Jylland, Fyn og Sjælland. De gifter sig ind i landets bedste
familier.

Glansperioden for slægten begynder dog
med Store Hr. Jørgen fra hvem den ældre linie og med den de
sidste Urner.  

Store Hr. Jørgen

Slægten deles i to linier. Den ældre
og den yngre. Den ældre udgik fra Store Hr. Jørgen
og den yngre fra Lille Niels Urne.
Der var åbenbart mere kraft i den store. Den yngre del uddøde allerede
i 1626 med Hans Urne til Tidselholdt.

Just Urne
fulgte Christian den Anden i landflygtighed. Han kom dog atter
tilbage, men måtte igen forlade landet. Han døde også i landflygtighed
og måtte efterlade sig kone og børn i fattigdom.  

Store Hr. Jørgen til Hindema, Brolykke,
Søbysøgaard, Bondemosegaard m.fl.

Han var en mægtig herre og en meget lærd mand. Han ejede 9 gårde
og var gift tre gange. Efter sigende havde han 23 børn, andre kilder
nævner dog \”kun\” 17 børn. De elve af disse var sønner.
De fleste af disse giftede sig, og ligesom faderen var der nogle, der
giftede sig flere gange. Herved kom der flere gårde til, og en uoverskuelig
masse børn. Slægten voksede sig meget stor. Hr. Jørgen´s
børn og børnebørn gjorde slægten ære.

Jørgen Urne
var ridder og formentlig søn af Lage Nielsen Urne.
Han døde den 21. maj 1480.  

Bispen Hr. Lage Urne

Vi husker den berømte bisp Hr. Lage
(Jørgensen) Urne
, der gjorde meget for at bevare de historiske
minder i Roskilde, Sorø og Ringsted. Det var også ham, der første
gang lod Saxos Danmarkshistorie trykke i Paris. Han tilsvor i 1523
Christian den Anden huldskab og troskab,

men sluttede sig efter kongens flugt til Frederik den Første.

Han døde på Bidstrupgaard
og ligger begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans stol med slægtens
våben stod.

I 1511 var han Kong Hans’
sendebud til kejser Maximilian i Tyskland for at få kejseren til at
tage Danmarks parti i en strid med Lübeck, hvilket dog ikke lykkedes.
Snart blev han kansler hos den udvalgte prins (senere Christian den
Anden).

Fra sit slot Hjortholm
dekreterede han i sin egenskab af Danmarks øverste kansler, at ingen
måtte høre teologiske forelæsninger med mindre han var baccalaur
eller præst eller på anden måde havde godtgjort, at han havde tilstrækkelig
dømmekraft.

Som biskop i Roskilde Stift, hvortil
Rygen
på det tidspunkt hørte, besad han mindst 20 hovedgårde,
som han bortforlenede til slægt og venner.

Hans forhold til Christian den Anden
blev dårlig. Kongen lagde automatisk flere byrder over på kirkens
personer. Han lagde også nye byrder på kirkens ejendomme for at kunne
skaffe midler til sit felttog mod Sverige.

Lage Uhre
tog også afstand til kongens fremfærd i fængslingen af Odense – bispen
Jens Andersen Beldenak og
henrettelsen af adskillige svenske bisper.

Lage Uhre
flygtede i 1523 først til sit slot Dragsholm og siden til Jylland.
Her fra skrev han den 28. marts til kongen og advarede ham mod en sammensværgelse.

Den 13. april flygtede Lage Urne
væk fra Danmark efter, at han havde erfaret at to af hans herregårde
på Sjælland var blevet hærget og plyndret af kongens mænd.

Da Frederik den Første
blev konge havde Lage håbet på bedre tider for den katolske
kirke i Danmark. Kongens håndfæstning, der blev udsendt den 3. august
1523 indeholdt en forpligtigelse til at 

    – aldrig
    at tilstede nogen Kætter, Luthers Disciple eller andre, at prædike
    eller lære lønlig eller åbenbarlig imod den hellige Fader Paven eller
    Romerkirken. 

I 1536 blev det katolske bispegods i
Danmark overtaget af staten.  

Hans Urne

Hans Urne blev magister på universitetet
i Rostock i 1462. I 1475 blev han domprovst på Sankt Knuds Kloster
i Odense. Han mistede dog titlen, da Benekdiktiner – munkene vendte
tilbage. Han var provst ved Vor Frue Kirke i Odense. En stor interesse
for datidens litteratur fik ham til at trykke flere bøger. Han var
medstifter af Jomfru Psalters Broderskab
i Odense. I Vor Frue Kirke i Odense stiftede han et kapel. Og
det var også her, han blev begravet i 1503.  

Johan Urne

En anden af Den Store Hr. Jørgens
sønner var Johan Urne til Ryesgaard og Engetofte.
Han blev Hovedsmand Københavns Slot,
som han senere måtte overgive til Grev Christoffer,
hvorefter han kom i fangenskab på Mecklenborg.
Han var en meget rig mand og forlenet
med Kalundborg, Skælskør og Borreby.  

Blandt Johan (Jørgensen) Urnes
brødre var domprovst Hans (Jørgensen) Urne, Landsdommer Jørgen
(Jørgensen) Urne, Biskop Lage (Jørgensen) Urne og rigsråd Knud (Jørgensen)
Urne.

Han nævnes i 1503 i sin bror Hans testamente.
I 1516 nævnes han som ridder. I 1523 svor han på Ringsted Landsting
Christian den Anden troskab. Men det forhindrede ham dog
ikke i at bakke Frederik den Første
op. Han blev belønnet ved at blive optaget i Rigsrådet og udnævnt
til lensmand på Kalundborg.

Grevefejden blev ikke godt for Johan.
Oprøret i Malmø i maj 1534 og Grev Christoffers landgang på Sjælland
bragte ham i en vanskelig stilling i København. Byen sluttede sig til
greven, men Johan forsvarede slottet. Den 24. juli måtte han
dog overgive slottet.

Efter frigivelsen fra fængslet i
Mecklenborg,
blev Johan overgivet i Christian den Tredjes
varetægt. Han blev derefter fængslet i Haderslev, før han
blev løsladt, måtte 6 rigsråder borge for, at han ville tage direkte
til København og opholde sig her, til kongen var tilfreds. Han måtte
opgive sit sæde i rigsrådet og alle sine forleninger. I 1537 døde
han.

Han var gift to gange. De fik sønnen
Lave Johansen Urne.
 

Jørgen Urne

Jørgen Jørgensen Urne
arvede efter faderen herregården Hindemae,
hvor han dog først måtte købe et par af sine brødre ud. Han var
landsdommer på Fyn i årene 1494 – 1508. I 1497 var han lensmand på
Hagenskov.
 

Knus Urne

Knud (Jørgensen)Urne
til Søgård og Knuthenborg
var rigsråd 1523. Han var en Store Hr. Jørgens sønner.
Han deltog i 1534 i den fynske adels hyldning af hertug Christian i
Hjallese Kirke.

Årsmarke
som Knud også ejede, blev plyndret af Maribos
borgere og Knud Urne blev selv fanget i 1535 af Grev Christoffers
tropper under Bastian von Jessen,
men netop på grand af hans sympatier for Christian den Anden
gik Ærkebisp Gustav Trolle
i forbøn for ham hos greven.

Til sin død i 1543 førte han en tilbagetrukken
tilværelse.  

Lave Urne

Lave Johansen Urne til Rygård
var søn af Johan Jørgensen Urne.
Han var 1548 – 51 hofsinde og i samme periode kannik i Roskilde. I 1557
fik han Lundegård i Skåne.
Det ombyttede han i 1559 med Landskrone, hvor han kort tid efter døde. 

Christoffer Urne

Knuds sønnesøn Christoffer
Urne til Knuthenborg (Aarsmark) og Raarup

var lensmand på Akershus og statholder i Norge. I 1645 deltog
han i fredsforhandlingerne i Brømsebro.

Han fulgte i 1646 med Christian den
Fjerde
til Norge. Han var modstander af landkommissionens stigende
magt. Under forhandlingerne om Frederik den Tredjes
håndfæstning blev han regnet blandt dem, der ikke ønskede kongens
magt begrænset alt for stærkt. Men allerede i 1658 blev han regnet
for at høre til en af dem, der så med mistillid til kongens enevældsplaner.

Samme år fik han Lyse Kloster Len
i Norge i stedet for Dragsholm.

På Stændermødet i 1660 overgav han
den 17. oktober adelens krav om dens privilegier til kongen og bar kronen
ved arvehyldningen den følgende dag. Han trådte tilbage som rigskansler
og døde i 1663.  

Sivert Urne

Sivert Knudsen Urne
var søn af lensmand Knud Axelsen Urne og Margrethe Eilertsdatter
Grubbe
og dermed bror til kansler Christoffer Knudsen Urne, til
Eiler Urne til Rudbejerggård, landsdommer Axel Knudsen Urne til Rugård,
rigsmarsk Jørgen Knudsen Urne til Rårup og rigsråd Frederik Knudsen
Urne til Bregentved.

Han blev i 1624 hofjunker hos Christian
den Fjerde
og tillige kammerjunker hos prins Christian.
I 1628 blev han overskænk hos kongen, hvilket han var til 1632.
Da fik han Roskildegård i forlening. Denne ombyttede han i 1641
med Tryggevælde Len. Han fratrådte og fik i stedet Bratsberg
Len og Gimsø Kloster
I Norge. I 1655 blev han lensmand på Odensegård,
denne byttede han senere med Dragsholm.

I 1632 blev han løjtnant ved Niels
Trolles kompagni.
I 1644 deltog han som oberstløjtnant i krigen
mod Sverige. I 1660 blev han optaget i Rigsrådet. Desuden var han ridder
af elefantordenen og rigsstaldmester, et embede der ved hans død i
1661 atter blev nedlagt.  

Jørgen Urne

En anden af Knud’ s
sønnesønner var Jørgen Urne til Alslev.
Han var nok den rigeste af dem alle.  Allerede som barn var han
tilknyttet hoffet. Han fik den ene ærespost efter den anden og steg
efterhånden i graderne. Han blev rigsråd og Marsk
samt lensmand på Kronborg, Frederiksborg og Abrahamstrup.
Han var Ridder af Elefanten
og af den væbnede Arm.

Jørgen (Knudsen)Urne
var med på Christian den Fjerdes
rejser i England i 1614 og til
Brunsvig i 1615. Han deltog i flere krige. Han var modstander af krig
mod Sverige og anbefalede venskab med Nederlandene.
Det var også forgæves, at han i 1640 gik i forbøn for Kirsten
Munk.

I 1633 blev han sendt til Saksen,
hvor han sluttede aftale om prins Christians ægteskab med Magdalena
Sibylla.
Han blev far til Christian og Otto.  

Frederik Urne

Frederik (Knudsen) Urne til Aslevgård
og Bregentved
var søn af Knud Axelsen Urne.
Han var sekretær i Kancelliet og derefter hofjunker. Han fulgte Christian
den Fjerde
på en rejse til Tyskland i 1625. Han blev sendt på
diplomatisk rejse til Frankrig og Nederlandene. I 1627 blev han lensmand
over Kronborg og Frederiksborg Len.

I 1641 blev han lensmand på Silkeborg
og fik det store Trondhjems Len.
I 1656 vendte han tilbage til Danmark og blev lensmand på Roskildegård
og i 1657 på Halsted Kloster.

I 1658 døde han i sin gård i København.
Hans enke, Karen Hansdatter Arenfeldt, datter af Hans Arenfeldt og
Anne Marsvin, og dermed Kirsten Munks kusine,

overlevede ham til den 9. juni 1673.

Altertavlen i Lille Lyngby kirke(1630)
og prædikestolen i Bistrup Kirke (1640)
bærer Frederik Urnes og Karen Arenfeldts
våben.  

Axel Urne

Axel Jørgensen Urne til Brobygård,
Viffertsholm og Kjellerup
var foruden godsejer også matematiker.
Hans forældre var Jørgen Axelsen Urne til Brobygård.
Han blev begravet den 4. februar 1653 i Svenstrup.  

Christoffer (Johansen) Urne

Christoffer (Johansen) Urne
havde kun to sønner, hvoraf den ene dør som barn. Den anden søn dør
barnløs.

Han var søn af Johan(Jørgensen)
Urne
. I 1546 var han hofsinde. I 1548 opstod der en strid mellem
ham og Jørgen Clausen Urne til Hindema.
De nærmere omstændigheder kendes ikke, men noget tyder på at kongen
tog parti for Christoffer. Men året efter vendte vinden sig. 

I forbitrelse over at have fået afslag
på en ansøgning om egen sognepræst til sin sognekirke i Langå
var Christoffer så uforsigtig under et drikkelag på Gudme
Herredsting
at beskylde den kongelige kansler Johan Friis til
Hesselagergård
for at have ladet Christoffers morbror, Roskildebispen
Joachim Rønnov
forgive i fængslet. Dette kom kansleren for øre,
og det kom til at koste Christoffer
dyrt. Han blev tiltalt og dømt af rigsrådet for at være løgner.
Han blev ført til Gotland og blev holdt fanget i 10 år.

Efter Christian den Tredjes død
søgte han om frigivelse, og blev da flyttet til Kalundborg.
Men først i 1562 blev han på sin hustrus og sin mors forbøn løsladt.
Han måtte dog forpligte sig til herefter at optræde som en lydig undersåt
og ikke klage over sin fængsling. For denne forpligtigelse måtte 20
af hans slægt og venner stille kongen en kaution på 10.000 jochimsdalere.  

Så let, var det ikke at knække en
Urne.
Kort efter overfusede han på Viborg Landsting, landsdommeren
Axel Juul til Villestrup i Himmerland
, der i sin tid som kongelig
ordre havde fængslet ham.

Christoffer
blev dog ikke straffet yderligere, idet han blev fanget i et slag ved
Svarterå
og måtte gå med i et fangetog i Stockholm
den 29. januar. Han er antagelig død kort efter i et svensk fangehul.  

Håbløs gæld og mord

Som det hændte Christoffer
så gik det ikke godt for alle i slægten. En af dem kommer i håbløs
gæld og ender i fængsel. En anden flygter ud af landet efter at have
begået et drab.  

Gemt væk på et kloster

Et par af søstrene blev gift. Margrethe
med en kræmmersøn fra Randers. Han var løjtnant og hed Anders
Winther.
De bosatte sig senere i Stevns.

Sofie Urne var nok den mest kendte
på kvindesiden i slægten. Hun blev hemmelig gift med Ulrik Frederik
Gyldenløve
, med hvem hun fik to sønner. Kongen ville dog ikke
godkende ægteskabet. Derfor blev hun gemt væk
i Itzehoe Kloster, for ikke at være til Spot og Spe for sin
slægt.

I romanen Marie Grubbe
har I.P. Jacobsen skildret dette pars kærlighedshistorie.  

Lod sig lokke af en bonde

Og tænk en sønnedatter af Hr. Jørgen
lod sig lokke af en bonde, og blev gift med denne. Og så var det
Dorthe Sofie Urne,
der var jomfru hos Leonora Christine.
Siden kom hun i stor fattigdom
og døde i et jordløst hus i Rønninge,
hvor hun ligger begravet. 

Birgitte Urne,
datter af Knud Urne til Ryesgård,
blev gift med en svensk landkommissær ved navn Bengt.
Han blev dog siden adlet, hvilket var et stort plus for slægten. Men
de forblev meget fattige, og ved Bengts død giftede hun sig igen med
en Walkendorf.  

Problemer med jomfruerne

Men når vi nævner spindesiden, må
vi ikke glemme Margrethe Urne, der fra 1665 til 1682 var abbedisse
Maribo Kloster. Her blev blandt andet abbedens overskud af
døtre placeret, så han ikke ved giftermål skulle sprede familiegodserne.

Det var en stor stilling og meget gods
at tage vare på. Men det værste var at styre alle jomfruer på klosteret.  

Bortført og forført

Og i en gammel slægt findes der også
bortførelseshistorier. Det var Palle Urne til Gyllebo og Bontofte,
der bortførte Jomfru Thale Ulfstand,
fordi hendes mor ikke ville sige ja til et giftermål. Men Palle
Urne
giftede sig alligevel med sin jomfru.

Ja og så var det Lage Urne til Bontofte,
der måtte rømme landet for sin frues skyld. Johanne Mogensdatter
som han havde forført og siden ægtet måtte ikke få sin fars samtykke.  

Godserne forsvinder

Hvor mon alt det gods og de store jordbesiddelser
blev af. Urne – slægten tilhørte den rigeste adelsslægt i landet.

Claus Urne
der var sønnesøns søn af Store Hr. Jørgen
og forbindelsesleddet mellem den ny og den gamle slægt ejede dog endnu
ved sin død Valsø, Tullesbo og Gyllebo.
Men hans børn arvede ikke noget af godserne. Mange af slægtens sønner
tjente nu i hæren.  

Slægten skrumper ind

I midten af det gamle århundrede skrumpede
slægten ind, og der var kun få til at fortsætte slægten. Joachim
Frederik Urne
født 1708 og død 1788 tjente også i hæren, men
blev i 1740 afskediget som kaptajn.

Han boede sine sidste leveår på
Skjoldemose
og havde to døtre og to sønner, hvoraf den ene søn
døde barnløs. 

Far til sidste

Den anden søn levede op til slægtens
ry, det var Gehejmeråd Christian Urne,
der døde i 1809. Han var en meget fin og meget anseelig mand. I en
alder af otte år var han allerede knyttet til hoffet som page hos
Juliane Marie.
Han blev senere hofjunker og studerede jura. I en
alder 27 år blev han konstitueret amtmand over Hald Amt.
Året efter blev han midlertidig stiftamtmand over Viborg Stift.
Siden blev han stiftamtmand over Ribe Stift,
og før sin død blev han justiarius i
Højesteret, overpræsident i København og hvid ridder.
Han var gift med en baronesse Gyldenkrone.

De fik syv børn, hvoraf de tre var sønner.
En af disse døde som barn, en var ugift, og den tredje var Frederik
Urne,
der døde 1835 som amtmand over Skanderborg Amt.
Han blev far til de sidste af slægten.  

Fra bonede gulve til en to – værelses

Og således gik det til at slægten
Urne
fra Sønderjylland gik hele vejen gennem godser og kongesale
til en lille toværelses lejlighed i Sølvgade i København. Dermed
afsluttedes den stolte Urnes saga.  
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa