Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

De første på Østerbro

April 15, 2009

Store flotte haver prægede Østerbro.
En stor skanse Vartov prægede historien, men også brændevin, lystighed
og velvillige damer ved kilderne hører med til historien. En møller
og hans tjenestepige indebrændte og vangemanden på Vibenhus blev myrdet.
På Kildedal sad der også en, der pralede med at have likvideret en
soldat. Og så blev en hel bydel jævnet med jorden efter kun et par
års levetid.
 

De allerførste

Allerede i ældre tid var der bebyggelse
i området. I den østlige del er der fundet ting fra den ældre stenalder
ved Frihavnen og på hjørnet af Svanemøllevej og Sølunsvej ved Vognmandsmarken.
Og ikke langt derfra ved Sundvænget er der fundet effekter, der tyder
på, at her har der engang været en ældre boplads.  

Oprindelig var der kun en sø, Lersøen
eller Rørsøen. Længere ude lå Gentofte Sø og Søbjerg Sø, som
senere blev til Utterslev Mose. Emdrup Sø var tidligere en bæk, der
i 1370 blev opstemmet for at kunne drive en vandmølle. Disse søer
løb gennem Rosbækken til Øresund. Senere blev vandet ledet videre
til Lersøen.  

Rosbæk Mølle menes at have ligge i
østenden af Emdrup Sø. Den eksisterede allerede i 1360.  

Traktørsted på Gamle Vartov

De første vandbygningsarbejder er allerede
sket under Biskop Absalon.

Jordene blev brugt som Fælleder. Nørre
Fælled strakte sig mellem Ladegårdsåen i vest indtil Hyltebroen og
i øst fra Vibenhus til Peblingesø langs den senere Nørre Allé. Mod
nord dannede den skel ud mod Borgmestre og Raads vang.

Øster Fælled udgjorde hele området
på den anden side af Nørre Allé ned til stranden. Og i det fjerneste
hjørne var grænsen Gamle Vartov (Vartou). 

Den gamle gård

Den gamle gård \”Rosbeck\” ansås
med sin beliggenhed, at være ude for stadens område. Derfor var det
intet til hinder for, at man her kunne oprette et gæstgiveri i 1585
med navnet \”Vaartho\” (Vartov). Tidligere havde kongen brugt
gården, når han drog ud i landet. Peter Kiønn fik tilladelse til
at drive beværtningen mod at passe godt på kongens og hans gemalindes
kamre og gemakker. Der skulle også holdes øje med kongens fiskedamme.
Efter Peter Kiønns død overtog Hans Fisker hvervet. Særlig skulle
Hans Fisker sørge for at Christian den Fjerdes moders kamre og gemakker
blev holdt i fin og ryddelig stand.  

Vognmandsmarken

Omkring 1570 fik vognmandslauget overdraget
21 jorder og nogle enge mellem Borgervangen og Emdrup Vang. Vognmændene
blev betragtet som en slags bestillingsmænd eller offentlig ansatte,
der i høj grad havde brug for at dyrke jorden til foder for hestene.
Allerede i 1543 havde laugsmedlemmerne fået påbud om at vedligeholde
de tre søer, så slap de også for at betale de såkaldte \”grøftepenge\”.  

Også slagterne rykkede uden for voldene,
da der blev for meget med svineriet inde i byen. Man var også bange
for smittefare. De fik et område ved \”Kallebo\”.  

Også i 1570 fik skipper Clemindtz konfiskeret
sin have uden for Øster Port af Kronen. Antagelig var mangel på arving
årsagen til dette.  
 

Tøjblegning

Også tøjblegningen kom uden for murene.
Dette kom til at foregå i de mere eller mindre naturlige vandhuller,
der opstod i forbindelse med dræningen. Tøjet kunne ligge på græsmarkerne
og blive bleget af solen. Men ofte skete der tyverier, for ordensmagten
turde ikke i begyndelsen at komme herud. Man anskaffede derfor store
glubske hunde, der så kunne holde de langfingrede væk. I 1573 var
det med blegning et udpræget kvindejob. 

Der var utilfredshed i borgerskabet over,
at monarken skulle have afgift af stadens græsgange.  

Et mord i1601

I 1601 vovede et par adelsmænd sig ud
på Øster Port. I en beværterhave kom de op at skændes. Det endte
med, at David von der Osten døde efter at være angrebet af Kristoffer
Lunge.

I 1614 fik rådmand Iffuer Pouelssen
tilladelse til at holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge
ud for Øster Port.  

Teglgården flyttet

Teglgården ud for Øster Port blev i
slutningen af 1620erne flyttet. Den skulle afgive plads til Nyboder.
Denne teglgård gav ikke den store gevinst for staden. Allerede i 1616
var en del af gården flyttet ud til Teglgårdsvangen, som senere kom
til at hedde Blågården.

I området omkring Store Vibenhus og
på Rådmandsmarken mellem nuværende Aldersrogade og Haraldsgade fandtes
masser af lergrave.  

Forstaden uden for Øster Port opstod
en lille haveby for det bedre borgerskab. 

Mordet på Vive

I 1629 byggede Kronen et vangehus, senere
endnu et hus. Det var en slags huse for opsynsmænd der skulle varetage
kongens interesser. Senere blev det kaldt for Kongens Hus, og det var
herfra at kongevejen gik nord på.  

Fra 1635 flyttede Hans Andersen Vive
ind i huset. Fremover blev det i folkemunde kaldet for Vives Hus. Den
arme mand kom ulykkelig af dage. Han blev simpelthen myrdet i 1649.
I datidens nyhedsformidling blev episoden kaldet \”Det store Mord\”.

Jens Morder blev da også fanget. Han
blev sat på stejle lige ud for ugerningens åsted. Dem, som han under
tortur angav som medskyldige, straffede man ved at indsætte dem på
Bremerholm.

Vives enke, Elene Nielsdatter med deres
søn Niels og den nyfødte Susanne fortsatte med at bo i huset. I 1655
blev huset repareret. Flere beboerskift fulgte og i 1686 blev et nyt
Vives hus bygget. Kort efter skiftede det navn til \”Store Wibenhus\”
(Vibenhus).  

Vartov Skansen var særdeles pompøs.
Den var allerede færdig i 1623. I 1642 overvejede man at udvide den
yderligere. Først i 1661 blev den opgivet, men da var hospitalet og
den tilhørende ladegård for længst ødelagt.  

Forstaden uden for Øster Port var den
som holdt længst. Den led ikke samme skæbne med hensyn til afbrænding
som de andre forstæder. Den blev opslugt af Nykøbenhavn.  

Palmaillebyen

Men en masse grunde blev solgt, og et
nyt vejnet opstod. Ofte var det prominente folk, der fik skøder. Den
nye by fik betegnelsen \”Palmaillebyen\”. Fra 1651 til 1654
gik det virkelig stærkt med området fra Øster Port til Vartov.  

Den nye by havde en overordentlig kort
levetid. Det sørgede svenskerne for.

Efter Roskildefredens indgåelse i 1658
begyndte genopbygningen.  Og som bekendt kom svenskerne igen. 
 

Østre Forstads flotteste huse

Et af de bedre huse var \”Gammel
Fiskerhus\”. Den havde i 1712 et par stuer, der skilte sig ud fra
mængden ved at være betrukket med lærred. Dette lærred var malet
med motiver. Begge stuer havde bræddegulv og åbne kaminer

I 1726 døde gartner Heinrich Møller.
Han efterlod sin enke Anne Margrethe Willadsdatter traktørstedet Store
Tueborg. Her var der kort tid forinden bygget et nyt stuehus i fire
fag med stue og sengekammer med hver sin bilæggerovn. Indretningen
var meget bedre end gennemsnitlig, og det var atypisk at bygge flere
huse på grunden, hver med sin egen funktion.

I haven til Stadens Fiskehus skulle der
dengang have befundet sig ikke mindre end 218 frugttræer. Efter sigende
skulle der var mange forskellige slags, men der i blandt en del ribs
– og stikkelsbærtorn.  

Dømt som bedrager

I 1695 blev ejendommen vurderet som fallitbo,
efter at brygger Johan Nielsen Thue var bortrømt som bedrager.
Ak ja, ham havde brudt bryggerlaugets vedtægter om, at det var forbudt
at brygge sit eget øl. Han blev dømt til at skulle betale 100 rigsdaler.
Men monarken viste sin kongelige mildhed og nåde og nedsatte
bøden til en femtedel. Tune burde ellers som stadskæmner have kendt
betingelserne.  

Boder var det stort set ikke. Dog er
der kendskab til en omkring Øster Fælled. Måske solgte man herfra
mælk. Der var i hvert fald køer i stalden.  

Skydebaner og værtshuse

Det var blevet moderne med skydebaner.
I Østre Forstad blev der indrettet en i Kongens Fiskerhus, hvor kongens
jæger, John Dantziger fra 1679 indlogeredes på aftægt. Han drev traktørsted
med skydebane. På traktørstedet Kildendal var der i 1725 regelmæssig
kapskydning. I Nykøbenhavn lige uden for Øster Port var der skydebane
i Statii Have. Før anlæggelsen af Nykøbenhavn havde der regelmæssig
været skydning på et område, man kaldte Grønland.

Papegøjestangen blev senere flyttet
til Fælleden, hvor magistraten havde sin festplads. Man skulle jo nødig
ramme nogen.  

Fra et avertissement i 1728 vides, at
kokken i \”Gamle Fiskerhus\” i Østre Forstad Kristian Hansen
som af ejeren Andreas Høyer havde lejet stedet, blev serveret fisk
og vildt med udsøgt opvartning over fornemme Liebhavere,
men alligevel til en civil pris.  

Traktørstedet Kildendal og Tueborg nød
godt af Vartov Kilde. De havde mange besøgende, særlig i begyndelse
af 1700’tallet. Magistarten var ikke så begejstret over det leben,
der udmøntede sig omkring kilden.

Men Magistraten havde selv lavet noget
lignende på Rådmandsvang.  

Ballade og optøjer

I kirketiden søgte godtfolk til Vartov
Kilde i håb om helbredelse. I 1705 var nogle fattige folk nåede til
Øster Port på vej mod kilden. Men her opstod der et opløb. Politimester
Ole Rømer havde sørget for returnering af skåningerne og indsættelse
i Børne – og Pesthuset på Christianshavn af nogle af de urolige sjæle.
Men der resterede fortsat mange, der var vanskelige at indfange. Rømer
mente, at de holdt sig inden døre hos deres 

     korrespondenter i Forhaabning Forfølgelsen
    skal gaa over.
     

I 1713 opstod der uordener på stedet
med vold og overfald fra hestegardens side, idet en af garderne havde
lejet en bonde til at køre for sig, og han ville ikke makke ret. Det
fik politimesteren til at klage til Frederik den Fjerde. Kongen gav
politimesteren ret og anbefalede en klage til obersten, så garderen
kunne stilles for en krigsret. Mindre kunne ikke gøre det.

Men dans, sang og druk prægede i mange
år situationen ved de mange kilder på Ydre Østerbro. Brændevin og
villige piger forstærkede det festlige liv herude. Det var ikke kun
ude ved Nørre Forstad man kunne feste.  

Et mord på Tueborg

Når vi nu nævner Tueborg, så spillede
traktørstedet en rolle under et mord i 1717. Moderen, student Peter
Christian Lyngby havde siddet og pralet med, at han havde skudt nogle
soldater, som angiveligt havde overfaldet ham tidligere på dagen. Studenten
havde faktisk ret. Han havde skudt den ene af soldaterne og en storstilet
jagt var gået i gang for at fange ham. Han forsøgte at undvige ved
flere gange at skifte tøj. Men ikke desto mindre blev han genkendt
flere steder i forstæderne. Han var kendt som en meget spendabel lediggænger.
Og på Tueborg havde han åbenbart fået en for meget.  

Kildendal annoncerede med frisk luft
og god mad og drikke. Flere lysthuse var placeret på grunden, der også
havde frugt, blomster og køkkenhave samt iskælder.  

Var det en smugkro?

På blegdam nr. 8 var der i 1730 et brændevinsbrænderi.
Det var ikke meget hygge over det rum, hvor brændevinen blev indtaget.
Men meningen var vel, at far bare skulle have en snaps eller to, alt
i mens han ventede på mors tøj.  

Flere fabrikker

I 1732 oprettedes en kalkfabrik, som
den indvandrede murermester Felix du Sart sammen med Antonie Bonfils
grundlagde. Dette initiativ var grundlaget for Murlaugets Kalkfabrik.  

En kattunfabrik indtog også Østre Forstad.
Den kom til at ligge i en del af \”Harboeske Have\”. Denne havde
oprindelig tilhørt lystgården \”Rosenengen\”. Haven var opkaldt
efter geheimråd Jens Harboe. Senere blev stedet solgt til Holmsted,
der oprettede den omtalte kattunfabrik. Sideløbende havde han også
en klædemanufaktur.  

En synsforretning i 1682 viste at der
havde været et limsyderi i forstaden. I løbet af 1680erne var stedet
blevet nedlagt. Et stivelsesværk havde også befundet sig på stedet.
David Limsyder var kommet så dårlig ud af forretningen, at Magistraten
af medynk bevilligede ham eftergivelse for skyldige afgifter.  

Den stakkels møller

Øster Mølle var placeret ved siden
af Vartov. I 1688 slog et lyn ned i møllen, og den stakkels møller
Heinrich Jochumsen og hans tjenestepige mistede livet.

Omkring Kildedal lå en slibemølle,
der stammede fra 1628, hvor Herman og Johan Woest fik eneret på at
slibe høleer og knive.

Det var ikke helt billig at opsætte
møller. Den mest driftige møller dengang var Hans Hop, som havde en
del møller. I 1723 var der i møllerlauget 20 mestre, 21 svende og
21 lærlinge.  

Flotte haver

På Mariendal var der en stor køkkenhave,
foruden en kæmpe frugthave med \”orangerihus\”. Andre flotte
haver fandtes i Harboeske Have og Det Gamle Fiskehus.  

Veje i Østre Forstad

Kort før 1728 anlagdes en vej fra Blegdamsvej
over til Vibenhus. I Østre Forstad tværs over fælleden. Den fulgte
nogenlunde den senere Østre Allé’ s rute.

Østre Forstads gadenet specielt i \”Palmaillesrad\”
var fuldkommen udraderet af svenskerne. Kun landevejen og strandvejen
synes at have stået tilbage i nogenlunde stand. Mellem Helsingør og
Vartou i skansen var stenbroen i 1647 blevet omlagt. Kongevejen til
\”Friderichsborg\” og Kronborg blev repareret. 

Landevejen fra det vestlige endepunkt
af skansen ved Øster Mølle (Trianglen) var blevet meget dårlig. Helt
galt gik det i 1711, da man besluttede at forhøje med \”skarp sand\”.
Det drastiske skridt tog man, fordi landevejen ligefrem var blevet farlig
at færdes på. Den var fuldkommen opkørt og ødelagt af vand, fordi
de mange soldaterlejre, der havde været på fælleden, havde ødelagt
grøfterne, hvorved vandet på vejen ikke havde en afløbsmulighed. 

Forbindelsen mellem Citadellets Norgesport
og strandvejen blev udført i 1690.  

En privatvej blev i 1688 betegnet som
nye gjorte vey
hørte til Pæretræet.
Vejen dannede skel ned mod Haboeske Have.
Til den anden side var der grøft ned mod Søholt.
Vej og grøft kan tydelig ses på et kort fra 1702.  

Kongeveje

Kongevejene var kun tilladt for kongen
og for dem, som kongen havde betroet nøgle. Fra 1670 holdtes de dog
åben om sommeren, når de ordinære veje var ganske udtørrede og om
vinteren når de var fuldstændig ufarbare på grund af dårlig vejr.
I 1682 var det efterhånden umulig at holde kongevejene fri for passage,
hvorfor de i større omfang blev åbnet for enhver. Den gamle strandvej
var dog endnu i 1690erne aflåst og forbuddet mod færdsel blev håndhævet
strengt.

Vangemanden i Store Vibenhus fremstillede
selv en nøgle. Han var klejnsmed, og mente, at han godt måtte køre
på alle kongeveje. Men dette kom til at koste ham dyrt.  

Sumpede veje

Befæstningsanlæggene krævede efterhånden
så meget plads, at man måtte bruge forbindelsesvejen mellem østre
og nordre landevej. De andre stier var efterhånden blevet sumpet og
til tider oversvømmet. Kun på de egentlige landeveje kunne man komme
tørskoet ind til byen. Man forsøgte at hælde renovation ud i området
for at forhøje området. Søerne, der havde et meget større omfang
end nu, overskyllede gang på gang strækningen.  

Hvis du vil vide mere:

Talrige artikler på dengang.dk beskæftiger
sig med perioden 

Kilde: Se

    – Litteratur
    Nørrebro

    – Litteratur
    Østerbro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro