Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Under jorden – på Assistens Kirkegaard

Februar 24, 2009

Det var ikke så
lige til at blive begravet – dengang. Masser af forordninger og regler
skulle overholdes. Og der var stor forskel på
rig og fattig.
 

Borgerskabet gik meget op i, at man skulle
huske deres eftermæle. Den mere storslåede begravelse efter den anden
fandt sted. Men nu gjorde regeringen et felttog mod
ødselheden
. Den 7. november 1682 udkom den store Forordning
om Begravelser.
I denne kunne man blandt andet læse at: 

  • at megen stor Overdaadighed
    og unyttig Omkostning af de Fleste over deres Stand og Vilkaar gjøres
    af en vrang Indbildning, at derved de Afdøde sker nogen
    Ære og Tjeneste.

 

Betal dig til en stor begravelse

Selv om Assistens Kirkegaard på Nørrebro
først blev indviet i 1760, og skønt der kom flere forordninger, så
fik denne dog betydning for, hvordan man kom til at ligge under jorden.
Begravelserne blev dog ikke mindre af disse forordninger. For dem, der
kunne betalte sig til en stor begravelse.  

Man blev begravet efter rang. Med forordningen
blev man inddelt i klasser: 

  1. Grever
  2. Geheimeraader, Friherrer
    og Ober – Charger
  3. Militaire, som havde ladet
    deres Tapperhed se i Kongens Tjeneste tillands og
    til vands
  4. Andre af rangen indtil
    Landsdommere
  5. De
    øvrige Rangen og Adelige
  6. Geistlig og verdslig
    Øvrighed, Præster i Kjøbstæderne og graduerede Personer.
  7. Alle andre

 

Alle klasser havde nu fået deres egen
begravelse.

Greverne kunne opsætte monumenter over
de afdøde efter deres egen Lyst.
Geheimeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterner med fløjl
lade tre Stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogn med seks
heste for.

De andre af rangen indtil landsdommere,
maa kun have to Ligstuer dragere og bruge Ligvogn med 4 Heste, de
øvrige i Rangen og Adelige maa kun lade en Stue overtrække med Sort,
og saaledes bestandig simplere efter Stand og Vilkaar.
 

Penge var afgørende

Nu var det dog en mulighed for almindelige
dødelige, at få en fin begravelse for forordningen sluttede med følgende
bemærkning: 

  • Skulde ellers Nogle, som
    ikke dertil særdeles ere privilegerede, kunne erholde vores allernaadigste
    Tilladelse deres Døde paa selv behagelig Maade og med større Bekostning
    at begrave, da skal samme allernaadigste Bevilling først skrives paa
    stemplet Papir til 50 rdl. Arket og dog desforuden betales til Hospitalerne
    for hver Post, som er imod Forordningen.

 

Ja, det har ganske givet ikke været
let at forstå dengang.

Forordningen blev ikke overholdt, så
en ny fremkom i 1724. 

Vaagestue og livvagt

Når en velstående borger var død,
blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, som helst skulle
være af egetræ. Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge,
venner og naboer til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og
konfekt.

At alle familiemedlemmer iklædte sig
sørgeklæder, var en selvfølge. Men også Tyendet
uddeltes der sørgeklæder, sørgestrømper, sørgesko og handsker.

Ligkisten, som stod åben, anbragtes
i den sort beklædte ligstue, omkredset af vokslys. Ofte var der våben
og skjolde, selv om afdøde ikke havde haft ret til at bære disse.

Så længe liget stod over jorden blev
der holdt Vaagestue eller sagt med andre ord Livvagt.  

Det gik lystigt for sig

Ofte gik det lystigt for sig, idet unge
og gamle tilbragte tiden i sørgehuset med forskellige lege, og traktementet
fejlede ikke noget.  Om dagen strømmede nærmere og fjernere bekendte
til for at kondolere familien, og der blev overrakt trykte Ligvers.
I reglen var disse vers forfattet af en eller anden Studiosus,
enten på bestilling eller af egen drift, for at opnå en lille indtægt.

Holberg
vidste også, hvor fornøjeligt det gik til i Vaage
– og Sørgestuer:
 

  • Jeg erindrer mig i min
    Barndom, hvilken Glæde det var for mig og Andre, naar vi fik at vide,
    at et af vore Naboers Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode fede
    Dage.

 

Liget stod længe over jorden.
Ja ti uger var ikke usædvanligt. Når begravelsen skulle finde sted
gik bedemanden (som også blev brugt ved bryllupper) rundt og indbød
folk til at følge eller bære.

Ved udbæringen af kisten var kvinderne
forsamlet i ligstuen, og her blev der serveret vin, mad og konfekt.

Ligkisten som i reglen bar indskrift,
var dækket af et prægtigt klæde, blev nu enten båret af studenter
eller kørt gennem byen på en ligvogn, efter fulgt af skoledrenge i
sørgekapper og et stort antal med sort overtrukne eller kun sortmalede
karosser. 

Begravelse om aftenen

Når begravelsen forgik om aftenen, ledsages
Toget
af personer med hornlygter, gaslygter eller trekantede lygter,
men også papirlygter. De fleste lygter var lejet til formålet.

Kirken var fuldt oplyst med voks –
og tællelys. Elever fra Vor Frue Skole
sang kristelige ligsalmer. Derpå holdt præsten en ligtale og kastede
jord på kisten, når den var nedsænket i graven. 

Kommunal Ligbrænderinstitution

Begravelsesforordningen af 1682 førte
til oprettelsen af en kommunal Ligbrærerinstitution
i to klasser – en overklasse, bestående af 36 skikkelige Mænd
og Borgere
, som skulle bære alle fornemme
Lig
og en underklasse for de lavere samfundslag. 

Da Ligbæring
før havde været en af studenternes hovedindtægter, og de ikke frivilligt
ville give afkald på den, klagede de til kongen. Det blev bestemt at: 

  • til de Geistlige Lig at
    bære saavelsom til deres, som af Akademiet dependerer og haver studeret,
    maa alene Studenter bruges, naar Saadant begjæres.

 

Men ellers måtte ingen befatte sig med
ligbæring uden de kommunale ligbærere. 

Ingen ville begrave
”de uærlige”.

Under pesten i 1711 blev man dog igen
nødt til at henvende sig til studenterne. Det er betegnende for datidens
opfattelse af de såkaldte uærlige Folk,
hvortil i den almindelige bevidsthed hørte skarpretteren, natmanden,
hestegildere, svinesnidere,
skorstensfejere, renovationsfolk m.m.
Disse nægtede ligbærernes underklasse at bære til graven.

Derfor blev deres bestaltning delvis
taget fra dem. Der blev anlagt sag mod dem, men da de bad om forladelse,
slap de med en Mulk.  

En forordning af 1685 forbød, at stemple
de overnævnte fag som uærlige.
Men det varede meget længe end det slog an i befolkningen.  

Pesten havde bevirket oprettelsen af
flere kirkegårde, blandt andet Assistens
Kirkegården
på Nørrebro. 

Slut med at blive begravet i kirken

Hver kirke havde sin begravelsesplads
indenfor murene i selve kirkebygningen. Havde man penge nok og var en
velanset borger kunne man blive begravet her. Men i 1805 var det slut
med denne uskik, eftersom kongen: 

  • ikke fandt det sømmeligt,
    at Bygninger, indviede til det høieste Væsens Dyrkelse, tillige afbenyttedes
    som Gjemmesteder for Legemer, der overgaves til Forraadnelse, ligesom
    den fra mindre oplyste Tider nedarvede Skik at begrave de Døde i Kirkerne
    ofte havde havt farlige Tilfælde, ja enddog Helbreds Tab for de Efterlevende
    til Følge.

 

”Udenbys” Kirkegårde

Af udenbys kirkegårde havde byen i
Frederik den Fjerde’s
tid: Skibskirkegaarden og Garnisionskirkegaarden,
begge udenfor Østerport. Den sidste indviet under pesten men først
taget i regelmæssig brug i 1720, samt den Mosaiske Kirkegaard
uden for Nørreport hinsides Peblingesøen.
I 1704 blev denne kirkegård omgivet af et plankeværk.  

Håndhævelse af forordninger

De forskellige forordninger blev ikke
respekteret, og for myndighederne har det sikkert også været vanskeligt
at styre. Således skrev politimester Ole Rømer
i en indstilling til kongen i 1705: 

  • Ved en Borger af de 32
    Mænd ved navn Syling, hans Begravelse er udi April Maaned begaaet nogle
    Forseelser imod Forordningerne, hvis Bøder beløbe sig temmelig høit,
    nemlig til 230 Rdlr., af hvilke de 180 Rdlr. Ere for
    Ligets indeholdelse ni Dage over Tiden og de 50 Rdlr. For Kisten med
    Baj var overdækket. Enken, som af mig er ansøgt om at fyldestgjøre
    samme Bøder, beraaber sig paa at have suppliceret derom til Hans Majestæt,
    hvorfor jeg ei har turdet fortfare, men venter allernaadigst Resolution,
    om fornævnte Bøder skulle betales, moderens eller ganske eftergives.
    Holder for min allerunderdanigste Skyldighed at
    erindre i denne Sag, at alle Begravelsesforordningens Bøder ere temmelig
    store, og at de neppe nogen Tid ere betalte, men Posterne, endel ved
    sær Benaadnings Breve enten tilladte eller efterladte, en Del for visse
    Vanskeligheders Skyld ganske henhvilet.

 

En dyr begravelse

Det var ganske dyrt at blive begravet
inden for borgerskabet. Dr. O. Nielsen har offentliggjort omkostningerne
ved en Stadshauptmands begravelse i 1719. Til sørgeklæder 440
Rdlr., 51 Rdlr. til skrædder, 140 Rdlr. til traktement, 38 Rdlr. til
sort baj til Omtrækning og Beklædning. Måske var dette til
beklædning af Ligstuen.

I meget fornemme kredse sørgede man
for at male paneler og vindueskarme sorte, ja endog gulvene. Ligkisterne
var ofte af egetræer. Dette blev anset for at være noget af det fineste. 

Ligvogne og ligkistebeslag

En Søgeforordning
af 1724 formåede at standse den stigende luksus i sørgedragter. En
kæmpe modstand mødte Ligvogne.
Disse blev knyttet til de enkelte kirker.

Men i nogle sogne fik bedemænd privilegium
til at holde og udleje ligvogne.

I 1719 blev det forbudt at bruge ligkistebeslag
med forsølvning, forgyldning eller fortinning. Dette fik så Gjørtlerne
til at protestere. Et kompromis blev vedtaget. Man fik lov til at forfærdige
ligkistebeslag af bly uden billeder, sort – og hvidmalede. Men det
var kun rangpersoner, Stadens 32 Mænd og andre vederhæftige Handelsmænd,
der måtte anvende dette.  

Hvis du vil vide mere: Se

  • Begravelse på
    Assistens Kirkegaard 1887
  • Livet på
    Assistens Kirkegaard

 

Kilde: Se

  • Litteratur
    – Nørrebro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro