Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Pest på Nørrebro

Februar 24, 2009

En tredjedel af Københavns befolkning
omkom. Der blev oprettet pestlazaretter på

Vodrufgaard og på
Ladegaarden. På Blaagaardens arealer blev de fattige evakueret til.
Ansatte på lazaretterne døde som fluer. Myndighederne opdagede faren
for sent
 

Soldater
– hårdt ramt

Lige inden pesten kom, var Danmark plaget
af det ydmyge nederlag ved Helsingborg.
Et stort antal syge og sårede blev bragt til København, hvor de fyldte
krigshospitalet på Ladegaarden.
Også en række lejede bygninger blev taget i brug.

En smitsom Forraadnelsesfeber
bredte sig blandt de sårede. I 1710 døde 6.000 mennesker af denne
sygdom.

Det var også i 1710 at 16.000 soldater
slog lejr på Nørrefælled. 

Den store pest

Den store Pest
havde hærget i Sydeuropa, derefter bevægede den sig til Østersø
– landene. I 1710 var den nået til Sverige.

Saltholm
blev der opført tre pakhuse, der fungerede som karantænestation. Al
handel med de steder, hvor pesten havde ramt, var forbudt. Fra alle
prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten.
Professorerne ved det medicinske fakultet skulle to Timer om Dagen
læse paa Dansk, hvorledes farlige of pestilentialske Sygdomme skulde
prækaveres, kjendes, omgaas og kureres.
 

Holdt
øje med sikkerheden

En kommission blev nedsat. De skulle
holde øje med sikkerheden. Magistraten skulle forsyne byen med levnedsmiddel
og brændsel til et halv års forbrug, når pesten brød ud.

Det medicinske fakultet udsendte et lille
skrift med gode tips om forebyggelse.

Alle betjente ved stadens fire porte
fik besked på ikke at lade folk passere uden sundhedspas.  

Alvoren gik for sent op for myndighederne

Men en person fra Helsingør blev smittet.
Han havde været i Danzig. Men lægerne var uenige om det var
pest. Man fik ikke isoleret byen og sikkerhedsforanstaltningerne var
meget nølende.

Først i maj 1711 gik alvoren op for
myndighederne, og Helsingør blev afspærret for omverdenen. Soldaterne
fik ordre til at skyde enhver, der brød afspærringen. Men det lykkedes
adskillige
at bryde afspærringerne. Politibetjente og barberer
blev sendt efter for at opsnappe disse. De skulle med det samme sendes
til Saltholm.

Det kom til voldsomme sammenstød, idet
befolkningen satte sig til modværge, når der blev iværksat husundersøgelser.
Militæret måtte sættes ind.  

I midten af juni 1711 var pesten nået
til København. En tromperter’s kone i Lille Grønnegade, var
afgået ved døden.  I juli tog dødsfaldene til. Alle ceremonier
ved begravelserne blev afskaffet.  

Pesthospital indrettes

Kvartermester Wodrof’s gård
på den anden side af Skt. Jørgens Sø blev indrettet til pesthospital.

Barberlauget
protesterede mod, at de skulle fungere som pestlæger. Men der blev
pålagt samtlige mestre og svende i Barberlauget under Straf af Amtets
Forbrydelse og Mulkt at møde hos Stadphysikus Eichel
og forrette hvis han dennem angaaende smitsom Syge tilsiger.
 

Antallet af vægtere blev øget fra 66
til 86. Indbyggerne blev grebet af panik, og Østerport blev lukket.
Alle fornemme og rige borgere forlod hovedstaden. Den 18. juli forlod
kongen og dronningen Frederiksberg Slot
for at tage til Kolding.

Også mange læger forlod hovedstaden. 

Døde som fluer

Endelig den 16. juli blev Lazarethet
paa Vodrufgaard
blev åbnet med en tysk barber Kyhl som overmester.
Man havde ikke kunnet få en læge til at overtage posten. Og Kyhl forsøgte
at bryde sin kontrakt. I fem dage fik patienterne ikke lægehjælp.

Mange pestramte måtte ligge under åben
himmel på strå. For at få nok personale måtte man gøre brug af
fangere fra byens fængsler.

De pestramte døde så hurtig, at man
gravede render og skubbede ligene derned. Men denne fremgangsmåde afstedkom
stærk kritik fra befolkningen.  Så man fandt en metode til at
lave hurtige kister og kasser til de afdøde.  

Lazarettets funktionærer døde som fluer.
Det skete også for Kyhl. Af 36 nye ligbærere, sygebærere og kuske
var kun 6 i live 4 dage efter.

Mange tvivlsomme eksistenser var stuvet
sammen på lazarettet, og råheden tog til i styrke. Utugt, klammeri,
slagsmål, gudsbespottelse og eder hørte med til dagens orden.

Vaagekonerne
bestjal de syge og udplyndrede de døde. De syge bestjal hinanden indbyrdes.
Barbersvendene afpressede patienterne for medikamenter.

Portneren forsømte sin pligt. Han lod
de syge tage på strejftur ind til byen, hvorved smitten udbredtes i
videre og videre kredse.  

En tugtmester blev ansat

En Tugtmester
blev ansat for at komme dette uvæsen til livs. Halsjern og gabestok
kom i brug.  Spanske Ryttere
blev anvendt i gravene og vagter med skarpladte geværer blev taget
i brug.  

Døden indtraf på
fjerdedagen

Elendigheden tog til. Pesten begyndte
pludselig med kuldegysninger, der snart blev afløst af en brændende
feber. Kræfterne tog utroligt hurtigt af. Modløshed og fortvivlelse
greb de syge. Derpå fulgte vildelse og raseri, Blodflod
og en ondartet koldbrandagtig betændelse, der angreb svælget og læberne.
Derefter fulgte opkastninger og diarre.

Den lidende udsendte en ulidelig stank.
Sanserne blev sløve og huden fik en rosenagtig betændelse. Der opstod
betændelser ligesom brandbylder. Døden indtraf som regel på fjerde
dagen.  

Lægen med vidundermidlet

En tysk læge ved navn Diderich
påstod at have vidundermidlet mod pest. Han havde en blomstrende forretning,
indtil man fandt ud af, at hans såkaldte vidundermiddel ingen virkning
havde. Hans medikamenter blev beslaglagt og han fik en stor Multk.  

Fangerne fra Bremerholm begravede
ligene

Den største renlighed blev pålagt slagtere,
feldberedere, garvere, pergamentmagere, lysestøbere, fiskeblødere
og jøder.

Byens bedste borgere blev udnævnt som
kvarterkommisærer, og skulle indberette om kvarterets tilstand.

Pesten ramte de laveste først, særlig
fattighusene gik det ud over.  

Fangerne på Bremerholm blev udkommanderet
til at begrave ligene, bagefter blev de bestrøet med ulæsket kalk. 

Pesthospitalet på Vodrufgaard med dens
barakker og telte var den 3. august så overfyldt, at man kun kunne
modtage de syge, der flakkede hjælpeløs rundt i gaderne eller lå
der dødssyge.  

Ladegaarden tages i brug

Man måtte tage den gamle Ladegaard i
brug. De 100 soldater der lå der skulle flyttes til Falkonergaarden. 
Kjøbenhavns Kommandantskab
modsatte sig beslutningen, og først
efter langvarige forhandlinger fik Sundhedskommisionen
deres vilje. Men det kneb med organisationen. Senge og sengetøj måtte
man vente længe efter.  

Fattige blev evakueret

I de varme sommerdage bredte pesten sig
videre. I gaderne lå der masser af lig, og en forfærdelig stank bredte
sig. Alle ældre ligbærere var også bukket under, så nu pressede
man tiggere og Lediggjængere
til det farlige job. Det var dog kun en snes personer, der meldte sig.
Og da de så hvor katastrofalt, der stod ti, flygtede de fra jobbet,
inden de var begyndt. 

I august begyndte mangel af levnedsmidler
at gøre sig gældende. Den 12. september blev der udsendt en kongelig
forordning, at fattige skulle placeres på To Torve udenfor Nørreport.
Den ene lå i Prins Carls Enghave, det vil sige på Blaagaards grund.
Den anden kom til at ligge bag Acciseboden, det vil sige mellem
Volden og Sortedamssøen.  

En tredjedel af Københavns befolkning
omkom

Omfattende plyndringer og røverier kunne
ikke hindres. Og de fattige tog smittebærende tøj på.  Den store
pest kulminerede i august og september.

Efterhånden lå der 800 patienter på
Ladegaarden. Og på Nørrefælled led soldaterne af skørbrug, brystsygdomme
og feber. Først i august 1712 kunne de komme i deres almindelige kvarterer
inden for voldene.  

En tredjedel af Københavns befolkning
bukkede under for pesten.. Blandt de næringsdrivende og håndværkerne
var dødeligheden så stor, at der måtte tilkaldes reserver fra provinsen.
Alle fabrikker, al handel, håndværk og skibsfart havde været standset. 

Kilde: Se

  • Litteratur Nørrebro
  • Litteratur
    Østerbro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro