Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Henrettelse på Østerbro

Februar 24, 2009

Barske
aftstraffelsesmetoder hørte til dagligdagen
– dengang. Og henrettelser var der mange af på
Kastellet og i Fælledparken. Skarpretteren havde mange tilbud på
sin prisliste. Griffenfeld blev benådet i sidste
øjeblik, men det skete ikke for moderen fra St. Knuds Kloster eller
moderne på Kaptajn With. Der var heller ikke nogen benådning til Brandt
og Struensee. Skarpretteren måtte bruge tre hug på
sidstnævnte.

Barske henrettelsesmetoder

Går man en tur i Fælledparken eller
på voldene ved Kastellet kan man slet ikke forestille sig alle de skrig,
der har lydt her. Man kan heller ikke forestille sig de grusomme afstraffelsesmetoder,
man anvendte. Jo det var sandelig barsk – dengang. 

Skarpretterens prisliste anno 1698

I Skarpretterens prisliste fra 1698 nævnes
Hoved -, Haands – og Fingerafhugning,

endvidere Steile og Hjul, Knusning af Arme og Ben, Partering, Knibning
med gloende Tænger, Brændemærkning, Kagstrygning, Legemets opbrænding
paa Baal og Navneopslag paa Galgen.

Men nogle gange gik man endnu videre. 

Morderen fra St. Knuds Kloster

I 1675 blev Erik
Ladefoged,
der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster,
justificeret
på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret
ud af ham og bødlen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans
arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans
ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans
legeme parteret og lagt på fire stejler. 

Griffenfeld

Den 6. juni 1676 blev Griffenfeld
ført ud af sit fængsel i Kastellet
til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende
hvidt sand med et sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes
ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet
på hans stol i Helligåndskirken.
Kredsen var omringet af soldater.

Men der var tilskuer til stede. Griffenfeld
tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld, og forsikrede,
at han havde haft statens og kongens vel for
øje.
 

Han opløftede sine hænder til Gud og
erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han
havde søgt Jordens Konge mere end himlens. Hans frimodige og
gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende. 

Bødedelen sønderbrød hans våben
og trådte på det med ordene: Dette sker ej unden
årsag, men efter fortjeneste.

Den dødsdømte svarede: Kongen har givet mig det, han tager det
fra mig igen.

Griffenfeld tog derefter sin paryk og
halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde
han sig på knæ: Herre Jesus, jeg befaler min sjæl i din hånd. 

Pardon
– i Kongens Navn

Derefter gav han tegn til bøddelen,
om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre.
Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant
Schack
frem og råbte: Pardon i
Kongens Navn.

Da præsterne hørte dette, løb de hen
og løftede Griffenfeld. Denne var helt fortumlet. Hvad er
det? Hvad er det?
 

Derpå oplæste Schack den kongelige
ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarigt fængsel.
Han fik først sin frihed den 10. marts 1698, nedbrudt på liv og sjæl.
Han fik tilladelse til at tage ophold hos datteren Charlotte Amalie,
der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard.
Men allerede året efter døde Griffenfeld.  

Benådning blev givet meget sjældent

Regeringen havde fundet det nødvendigt
at udgive et flyveskrift, hvor man på forskellige sprog fortalte om
Rigskanslerens forbrydelser. Han blev kaldt et moralsk uhyre, der havde
solgt sin konge til Frankrig og Sverige for 40 tønder guld. Disse ville
udråbe Prins Knud til konge, forbinde de nordiske kroner med
Frankrig, forsyne København med en svensk besættelse og lukke Sundet
for hollænderne.

Men regeringen fralagde sig ansvaret
for skriftet. De udsatte en dusør for at finde forfatteren, men han
blev aldrig fundet.

Denne gang gik kongen ind og gav benådning,
men sådan var det ikke altid, ja det var faktisk sjældent.  

Mytteri på
Havmanden

I 1683 blev ikke mindre end ni mennesker
henrettet, fordi de havde gjort mytteri på det ostindiske skib Havmanden,
dræbt govenøren, kaptajnen, Jan Blom, hans gravide hustru og mange
andre. Derpå havde de smidt ligene i vandet.

Hovedmanden for forbrydelserne var en
mand fra Hamborg ved navn, Hans Biermann. 

Forbryderne blev først knbet med gloende
tænger, dernæst blev hænderne hugget af. Dernæst blev arme og ben
lagt på Steilerne.

Pontoppidan
skrev følgende: 

  • Da de den ganske Dag havde
    lagt levende på Steilende, nød de om Aftenen den Naade at blive strangulerede
    efter Dr. Lassenii Forbøn hos Dronning Charlotte Amalie.

 

Mordet på
Kaptajn With

To forklædte mennesker kørte den 15.
september 1767 i en karet fra Christiansborg ud til Østerfælled. De
havde bevidst valgt at køre fra slottet i en almindelig hyrevogn. Ude
på fælleden stoppede vognen ved skafottet. En deling soldater holdt
vagt ved skafottet.

De forklædte skikkelser kunne fra vognen
se to stærkt medtagende mænd ankomme på bøddelens vogne. De to mænd
havde tidligere på året dræbt en kaptajn ved navn Wirh.  

Morderne var en underofficer ved navn
Mörl
og hans tjener Stutz.
Førstnævnte tilhørte With’s kompagni. Sammen var de en nat brudt
ind i With’s lejlighed i Lille Kongensgade
og havde slagtet With med deres kårder, mens han lå i seng. Derefter
havde de stjålet penge og smykker. 

Afstraffelsen

Tidligt om morgenen var de blevet ført
fra arresten til en plads i byen, hvor deres dom var blevet oplæst.
Derefter var de blevet kørt til Lille Kongensgade, hvor mordet havde
fundet sted. Her blev de to mordere knebet med gloende tænger. To gange
mere var de blevet knebet.  

Ved Østerport blev de modtaget af to
præster, og blev knebet for fjerde gang. Præsterne fulgte med ud til
Fælleden, hvor de blev knebet for femte gang med gloende jern.  

Teologiske udredninger

Mörl var den første, der blev bragt
op på skafottet. Inden han blev ført frem for at blive radbrækket
fremførte han en længere religiøs monolog i knælende tilstand.

Da bøddelen gik i gang med at knuse
hans lemmer, fortsatte Mörl med at udråbe sine teologiske udredninger.
Efter den smertefuld lemlæste blev han båret hen til galgen – stadig
talende. Derefter blev han hængt. 

Mörls tjener havde fulgt det grusomme
optrin. Skrigende og grædende blev han nu selv ført op på skafottet. 
Også han blev radbrækket af bøddelen. Skrigende blev højere, men
forstummede, da han lidt efter blev hængt.  

Bagefter blev de to lemlæstede og døde
kroppe parteret, og kropsdelene blev sat på hjul og stejle. På den
måde kunne man se forbryderne på lang afstand. 

Kongen og sin rådgiver

Bag forklædningen gemte Christian
den Syvende
og kongens rådgiver Sperling
sig. Kongen havde underskrevet dødsdommen uden kommentarer. Den udpenslede
straf i domspapirerne gjorde et stærkt indtryk på kongen. Han ønskede
at se, hvad der skete, når et menneske blev udsat for en så langtrukken
død.  

De to fanger på
Kastellet

En sammensværgelse havde væltet
Struensee
og enkedronning Juilianne Marie
havde taget magten i landet. En række personer blev anholdt. Struensee
og Brandt blev anbragt med lænker i Kastellet.

En Inkvisitationskommision blev nedsat.
Men ret hurtig vidste man godt, hvor det bar hen. Struensee førte 38
samtaler med præsten Balthasar Münther
i de to måneder, han var i forvaring. Han blev langsom omvendt fra
radikal oplysningsidealist til kristen.

Brandt var meget overbevist om, at han
til sidst ville blive benådet.  

Christian den Syvende havde mulighed
for at benåde, men han udtalte:  

  • Når det er efter loven,
    så må man også give loven sin gang. Når hovederne først er faldne
    så er det folk ligegyldigt, hvad man gør med kroppene.

 

Efter sigende skulle kongen have gentaget
dette en fem – seks gange.  

Mange tilskuere

Henrettelsen fandt sted den 28. april.
Tømmermester Junge havde i de foregående dage bygget et solidt
skafot ude på Østerfælled. Normalt skulle det være foregået på
Vesterfælled. Men det var mere plads til tilskuer herude på Østerfælled.

Om morgenen havde man haft besøg af
præsterne, hvorefter man begav sig i vogne fra Kastellet til Østerfælled,
hvor titusinder af københavnere havde indfundet sig. Gaderne inde i
København lå øde hen.

Militæret sørgede for bevogtningen. 

Brandt var den første, der blev ført
frem. Bøddelen smadrede først hans våbenskjold. Efterfølgende huggede
bøddelen højre hånd af Brandt, derefter hans hoved. Til sidst blev
hovedet parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned på
en rakkervogn, der skulle køre det parterede lig ud til Vestefælled.
Her skulle kropsdele sættes på hjul og stejle, men hænder og hoveder
skulle placeres på lange stager. 

Tre hug skulle der til

Nu var det Struensee’s tur. Han havde
siddet i vognen med sin præst. Han havde dog uden tvivl kunne høre
Brandt’s skrig og tilskuernes jubel.

Münter fulgte Struensee op på skafottet,
der flød af Brandt’s blod. Han fik også våbenskjold og højre hånd
hugget af.

Da det kom til hovedet opstod der problemer.
Øksen fik ikke rigtig fat ved det første hug, og Struensee vred sig
i smerte.  Bøddelen prøvede igen, men også denne gang faldt
hugget dårligt. Først tredje gang blev hovedet skilt fra kroppen. 

Så kunne parteringen begynde. Til sidst
blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv de mest
tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken. Også dette lig
blev ført ud til Vesterfælled. 

Hvis du vide mere:

  • Fælledparkens historie

 

Kilde: Se

  • Litteratur
    – Østerbro
  • Litteratur
    – Nørrebro
  • Ulrik Langen: Den Afmægtige
    (JP – Forlag 2008)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro