Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Livet i Nyboder og på Østerbro

Februar 24, 2009

Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny
– Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden
for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede
at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde
skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård
på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne?
Ballade i Nyboder.
 

Friboliger til søens folk

Christian den Fjerde
opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20
dobbeltlængere.
Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne
eller Kongens de nye Boder.
I folkesproget blev det meget hurtigt
til Nyboder. 

I 1631 blev der pålagt en treårig afgift,
som alle skibe skulle betale til disse Friboliger,
men da der herskede Pengenød
gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig.
I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral.
Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at
komme i gang.
 

De sjove gadenavne

Nyboder blev færdig. Det blev nærmest
en by for sig selv på 18 tønder land.
Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde
og Hundestræde.
Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde,
Hjortestræde og Hindestræde.

Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder
mod vest ned til den senere Rigensgade.
Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade,
hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade.
De var skråtløbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod
nord.  

Borgergade, hvis ældste navn
i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod
en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns
udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud
til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen
eller blot Broen.  

De ejendommelige gadenavne som kongen
i 1641 gav den nye Baadmandsby
burde have været bevaret.

De vestlige gader fik navne efter urter
og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan,
Nellike og Rose.

Gaderækkerne mellem Adelgade og Store
Kongensgade
fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven,
Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten
. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En hjøringen.  

Byggelysten fik ødelagt mange af disse
navne og grænser. Lavendelstræde
med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen)
blev til Klærkegade.

Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde
er blevet til meget kedeligere Fredericiagade.

Pindsvinegade
blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for,
kunne du få en gade opkaldt efter sig.

Hundestræde
blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde,
derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade. 

Bageren havde det svært

Man må sige at Christian den Fjerde
gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev forordineret
en bager, Abraham Holterman.
Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske
bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646
blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud.

Sandsynligvis har en brygger slået sig
ned i Bryggerlængen.  

Syg i tjenesten

Den øvrige kost som næppe var særlig
rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset.
Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres
forplejning.

Og kongen havde så sandelig også sørget
for de syge og sårede matroser:

  • Hvo som bliver udygtig
    til at fortjene sit Brød ved de Saar, han faar af Fjenden, skal forsørges
    af Kongen, og den som saares af Fjenden eller i Kongens Tjeneste, skal
    underholdes og læges frit og nyde sin fulde Løn. Men for andre Saar
    og Skader skal hver især betale.

 

Som følge af denne forordning ansatte
kongen en Badskær ved Bremerholm.
Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus. 

Københavns første
”almueskole”

For Nyboderbefolkningens aandelige
Velvære
indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på
hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde).
Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev
senere fortsat som Søetatens Drengeskole.  

Egen justits

Nu var det ikke byens bedste borgere
der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette: 

  • Der skal ogsaa tænkes
    paa, hvorledes Justitsen sammansteds kan holdes i Agt, førend man faar
    Harm derfor af disse Dannemænd, som findes deri, thi de kan gjøre
    Alt det, de vil og Ingen kan faa at vide, hvem der gjør det.

 

Kvinderne herude var barske og der var
et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.  

Bastioner uden for Nyboder

Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket.
Nørreports Bastion
blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger
for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på
strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af
Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.

De tre bastioner mellem Nørre – og
Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten
og St. Klare Skandsen.
 

Kongen fik fiskeretten

I 1619 havde kongen erhvervet alle tre
søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers
ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men
Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let
for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten
bad om henstand på grund af mangel på penge.

I stadens fjerde sø havde Magistraten
lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.

Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik
overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov
og et årligt tilskud af 150 karper,
som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu
mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller
bredder.  

Byens fæstninger

For enden af Sortedamssøen
blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før
i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den
var endnu ikke færdig i 1646.  

Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien
(Peblingedammen)
blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard,
der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet
S. Jørgens Mark.
 

Nu blev Københavns forsvarsværker vel
aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til
at spille en rolle.  

Der var blevet en grøft og anlagt et
dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro.
Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til
at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer.
I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.

Det nye Nørreport for enden af Frederiksborgsgade
var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’s død. 

Dårlige vejforhold

Vejforholdene var forfærdelige. De blev
kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen
eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.  

De tre søer havde en lidt anden form
end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end
nu. Søerne fik vand fra Damhussøen
gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra
Emdrup Sø.
 

Der var stadig problemer med ejendomsretten
til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam
tilhørte byen. 

Drikkevand fra
søerene

Man havde problemer med vandforsyningen.
Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det
var ikke særlig sundt, at drikke dette ukogt.

Man fik også vand fra 24 offentlige
brønde. Et trætag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande.
Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler
og urenlighed
i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der
fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor
brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene
skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.  

Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen
også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret
fysik og matematik i Padua og Wittenberg.
Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen
og
Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt
ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.  

Ny forstad

Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov
for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige
gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade.

Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig
udført.  J.L. Wolf fortæller: 

  • Imellem Ny
    – Kjøbenhavn og Hospitalet udenfor den nye
    Østerport bygges nu og opsættes paa begge Sider den alfare Vei mange
    skjønne Huse, 2,3 Loft med anseelige Gavle og store Haver hos.

 

Grunden til, at det aldrig blev til noget,
var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under
denne belejring.  

Ny Kjøbenhavn

Strækningen mellem denne forstad og
Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte
Peymanns Rende
tilhørte kongen. Det var her Ny
– Kjøbenhavn
blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S.
Anna Rotunda, Kastellet
og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret
helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve
fra Magistraten. 

Her var endnu landligt. Her havde den
gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde
jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.  

Forstaden uden for Nørreport

Længere mod vest ved den nuværende
Gyldenløvsgade,
hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene,
Forstaden udenfor Nørreport.  

Dette ældste Nørrebro lignede nærmest
en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt
beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk.
I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes
i skattelisterne.

I en gammel Magistratskrivelse fra begyndelsen
af forrige århundrede hedder det: 

  • Før Forstaden for Kjøbenhavn
    i August Anno 1658 blev afbrændt, da stod Stadens Nørreport af Tømmerværk
    bygget lige for samme Gade, som den siden af Murværk blev bygget og
    endnu ligger, og var det paa høire Haand, naar man kom ud af Ravelinen,
    ved veien over Peblingebroen første n bred Plads ved Landeveien, som
    gik uden om Staden. Derhos laa den Kirke, hvor da udenfor samme Kirkegaard
    var alfar Vei til de her liggende Huse og Eiendomme, derfor længer
    ud mod Sortedam laa en Blegdam eller Plads.

 

Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt
ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven.
Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.  

Kirkebyggeri måtte opgives

Man opgav det storstilede projekt
S. Anna Rotuna
, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet
færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var
stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest
Kastellet  

Ballade i Nyboder

Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle
traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det
ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom
i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede
sig til et grueligt Slagsmaal.
Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. 
Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive
og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens
soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre
med deres Musketter. 

Admiral Bjelke,
nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves.

Kampene fortsatte hele natten og den
følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden.
En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant
blev dødelig såret.

Vagten ved Østerport blev angrebet af
Nyboder – folket og måtte flygte.

Den næste nat patruljerede Hestegarden.
Kun ved Kronprins Frederik’s
personlige indgriben blev roen genoprettet. 

Huse skulle nedrives

Området mellem voldene og søerne forblev
i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor
søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegaardsmænd.  

Papegøjeskydning på
Nørrebro

Papegøjeskydning
var særdeles populær i de høje kredse dengang. Således havde man
i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan
en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane
udenfor Nørreport.

Her var opsat en Papegøiestang
og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400
alens længde.
Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning.

Kongen nedskød papegøjens hoved og
vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rdl. Statholder Gyldenløve
nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.  

Østerport flyttes

Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet
blev lagt længere ud, og uddybet.

Østerport, der i Christian den Fjerdes
tid havde ligget mellem Rosenkrantzes
og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade,
var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført.

Der blev bestemt, at kvæget ikke længere
måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne.
De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.  

Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes
en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.  

Ville ikke modtage Blaagaarden

Kongens bror, Prins Carl
havde overtaget Blaagaarden.
Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie
Hedvig.
Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer,
som gav stedet navn.

Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet
en Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog
ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem.

Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster
gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge
til Kammerherre Carl Adolf Plessen.

Denne nægtede dog i første omgang at
modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud
og Ønske.
 

Krise i Nyboder

Nybodermanden
havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder
og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget
andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt.  Vognene
sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen.
Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.

I 1713 havde politimesteren i København
forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af
disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke
fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb
og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer
for at få råd til det daglige brød.  

Jødeforfølgelse

Jøder havde det ikke godt i datidens
København. De måtte ikke optages i de forskellige laug. Ja, de blev
nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent
Tyende,
såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller
kvindelig og var over 50 år.  

I 1729 fremkom en episode, der viste,
at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche
havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen.
Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.

Kongen befalede derfor, at Jøderne enten
selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget
Garnisons Kirkegaard og jorde
det på den jødiske kirkegård 
 

Hvis du vil vide mere:

  • Nyboders Historie
  • Blaagaards
    – kvarteret gennem 400 år

 

Kilde:

  • Se Litteratur
    – Nyboder
  • Se Litteratur
    – Nørrebro
  • Se Litteratur
    – Østerbro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro