Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro Historier – Fra Fedtemadder til Fædregruppen

December 2, 2008

    Ny interessant bog udkommet i
    anledning af 25 års dagen for Nørrebro Lokalhistoriske Forening og
    Arkivs fødsel. 12 forfattere er gået sammen og skrevet en interessant
    bog om Nørrebros udvikling. Læs om
    lokummer, biografer, forretninger, barndom,
    ældre, lægebesøg, møller, Nørrebrohallen og Fædregruppen. Og så
    var man bange for pølsevogne. <men man hyldede Grevinde Danner.
    På Nørrebro startede arbejderne deres egne virksomheder.
     

    En ny bog om Nørrebro har set dagens
    lys. Den er udkommet i anledning af, at det i år er 25 år siden at
    Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv blev stiftet.

    Bogen er redigeret af to aktive bestyrelsesmedlemmer
    i foreningen, Karsten Skytte Jensen og Pernille Grouleff Poulsen. 

    En mosaik af tekster og billeder

    Jubilæumsbogen er en mosaik af lokalhistoriske
    tekster og billeder. Nogle er førstehåndsfortællinger om barndommen
    og opvæksten, om det politiske liv, sport og kultur, det daglige arbejde
    med børn, unge, ældre eller syge. Andre er historier om dengang lus,
    lopper og rotter var hverdag, om dengang Nørrebros møller malede mel
    til hovedstadens indbyggere, og om det lokale forretningslivs op –
    og nedture. ( Bogen kan købes i Steenberg
    Bog & Ide, Nørrebrogade 163,2200 København
    N for kr. 199.95)
     

    I Nørrebro Avis blev der fejlagtigt
    meddelt, at der var to forfattere på bogen. Det er forkert. Hele 12
    forfattere er gået sammen og skabt en anderledes bog om Nørrebro:  

    Ove Dahl, Søren Federspiel:

    Etableringen af Nørrebro Lokalhistoriske
    Forening og Arkiv
     

    Bo B. Henriksen:

    Rotter og retirader 

    Tonny Svanekiær:

    Møllerne på
    Nørrebro
     

    Jean Ekström:

    Gråvejr, fedtemadder og
    øretæver
     

    Allan Mylius Thomsen:

    Et liv på
    Nørrebro
     

    Uwe Brodersen:

    De mange butikker 

    Henrik Skjoldager:

    De Gamles By 

    Jens Hilden:

    En 68’er læge på
    Nørrebro
     

    Jesper Langebæk:

    Græsrødder og lokalpolitik 

    Hans Nielsen:

    At mødes i det offentlige rum 
     
     
     
     

    Ole Bræstrup:

    Nørrebrohallen 

    Khalid Alsubeihi

    Fædregruppen  

  • Vi bringer hermed et
    uddrag af de mange guldkorn i bogen:

 

    Københavns Stadsarkiv var ikke meget
    for, at der blev etableret en lokalhistorisk forening på Nørrebro.
    De betragtede det som en konkurrent. Men Nørrebro har altid haft ry
    for at gå sine egne veje. Og det gjorde bydelen også i denne forbindelse.

    Der blev jævnligt afholdt foredrags
    – og lysbilledeaftener. Dette blev suppleret med byvandringer og andre
    udadvendte aktiviteter. Det gjaldt om, at vække interesse for sagen,
    og det lykkedes – også indadtil i arkivet, hvor der efterhånden
    blev opbygget en pæn samling af især fotografier, men også af gamle
    breve og andet skriftligt arkivmateriale.  

    Stjerne Apotek

    Via Handelsforeningen kom man i forbindelse
    med en værtshusholder, der havde overtaget det gamle Stjerne Apotek
    på Nørrebrogade og indrettet det som værtshus. Her var et kælderlokale,
    som kunne benyttes. Det skulle bare lige ryddes. 

    Adskillige eftermiddage og aftener
    blev brugt til at rydde lokalet. Da man langt om længe, var kommet
    i bund med rydningen, manglede værtshuset plads til opbevaring af drikkevarer.
    Men man kunne da godt få et hjørne. Men man ville fra foreningens
    side gerne have arkivmaterialet for lås og slå. Men det ville værtshusholderen
    ikke gå med til.

    Sådan gik det til at bestyrelsen
    i Lokalhistorisk Forening ryddede et helt rum gratis for en værtshusholder.  

    Lokum i Søllerødgade

    Karl Hansen har beskrevet
    retiradernes i hans barndomsgade i Brønshøjgade,
    den nuværende Søllerødgade: 

    I gården var der desuden fire
    – fem lokummer. Skylningen var, eller burde være, automatisk, men
    udskylningen foregik højst to gange om dagen. Da lå
    der en anseelig bunke, når man skulle på
    ”das”. Da lå der som regel en anseelig bunke, når man skulle


    ”das”. Når der så blev skyllet, skyllede det hele gennem alle
    sammen fra den ene til den anden, men om vinteren, når det rigtig frøs,
    var vandet som regel frosset, og så
    kunne det tit ske, at der var top på, så
    den nåede helt op over kanten af brættet.
     

    ”Julepynt” på
    træet

    I Prins Jørgensgade 12 ved Griffenfeldsgade
    var huslejen på 13 kroner om måneden med ret til at benytte fire uhumske
    lokummer, som det var svært for familier med mange børn at aflægge
    et besøg ved nattetide, når maven pludselig krævede at blive tømt.
    Det var ikke tid til megen overvejelse i en sådan situation. Tændstikker
    og lys skulle først findes (gaslyset på trappen blev slukket klokken
    ni) så i mange tilfælde brugte man Folkets Avis
    eller andet papir til at forrette sin nødtørft på, og da den stank,
    som bredte sig i to små stuer, ikke just var 4711, røg pakken med
    indhold ud af vinduet og var man heldig, placerede denne sig mellem
    grenene på det store lindetræ, som var plantet i gården. Så kunne
    det være at viceværten måtte kravle op i træet for at fjerne det
    som beboere kaldte for julepynt.  
     
     
     
     
     
     
     

    Fru Andersen har skidt i vasken

    For nogle mennesker var retjradernes
    urene og halvoffentlige karakter en grund til at finde andre måder
    at forrette deres nødtørft på, hvilke de andre beboere i ejendommen
    desværre alt for hurtig opdagede. Sådan var det også i Murergade.

    Der boede en familie nede på 2.
    sal, og man vidste, at konen aldrig gik i gården. Sådan noget vidste
    man. Som regel skete det en gang om dagen, at der spredte sig en stank
    i underboens køkken, så der ikke var til at være, så udbrød mor
    altid med fingrene klamt om næsen: 

    Fy for satan, nu har Fru Andersen
    skidt i vasken.
     

    Lopper og andre tapetlus på
    Glentevej

    Fra Glentevej
    lød det således omkring tapethønsene,
    som man kaldte lopper, væggelus og kakerlakker: 

    Vi havde kun
    én seng, og i den sov vi alle. Mine forældre og broder i hovedenden,
    og andre fire børn i benenden – sådan hed det dengang. Det var dog
    mange andre beboere i sengen.
     

    Hundreder af lopper tusindvis
    af lus og myriader af væggetøj, der var af den grund ikke meget ro
    til at sove i. Så kradsede den ene sig, så
    gnubbede den anden sig, så vendte den tredje sig, og så
    skulle den fjerde på og tisse i spanden, og så
    råbte en af forældrene og bad om nattero.
     

    Det var ikke kun lus og lopper, der
    gjorde befolkningen på Nørrebro selskab. Rotter var et stort og vedvarende
    problem, og de optræder oftest nærmest hver gang i pensionisternes
    erindringer. På Fælledvejens Brandstation
    kunne de sælges for 10 øre stykket.  

    Fulde køer på
    Nørrebro

    På hjørnet af Korsgade og Muregade
    fandtes et brændevinsbrænderi med tilhørende kostald – på første
    sal. Køerne stod i båse på første sal året rundt og kom aldrig
    på græs. 

    Brændevinsbrænderen, som boede
    i ejendommen, ejede kostalden. Køerne var faktisk berusede. De stod
    i en bimmelim.
    De blev fodret med affaldsprodukterne fra brændevinsproduktionen.  

    13 møller på
    Nørrebro

    Fra 1807 til 1900 havde København
    i alt 75 møller, hvoraf de 13 lå på Nørrebro. Den sidste rest af
    Nørrebros møller blev nedrevet i 1979. Det var Ølunds Mølle
    ved Nørrebros Runddel. Den lå gemt bag en husrække i gården til
    Nørrebrogade 148.

    Nørrebro var indtil 1500 – tallet
    et stykke land under landsbyen Serridslevs jorder. I første halvdel
    af 1500 – tallet kom landsbyerne under København og området kaldtes
    Nørre Forstad,
    som dengang kun gik til Peblingesøen.
    Allerede i 1620 havde Nørre Forstad et forgrenet gadenet med bebyggelse.  
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    I kino på
    Nørrebro

    Nørrebros Biograf
    lå mellem Sakraments Kirke og Slotsgade. Udenfor stod en stor
    tyk mand i dobbeltrtådet frakke med blanke knapper og guldtresser.
    Myndig som en general holdt han ro og orden.  Man måtte sætte
    sig, hvor man ville, undtagen på de første fire rækker, som var nummererede.

    Inde i biografen var stemningen høj
    allerede før lyset blev slukket. Der blev røget og råbt, hvis filmen
    var for kedelig. De unge trampede i gulvet.  Blev det for meget
    kom admiralen ind med en lygte og lyste op og ned ad stolerækkerne.
    For om muligt at afsløre synderne. Ikke så snart, han havde slukket
    for lygten, blev det råbt: Kontrollør.
    Når han så tændte lygten igen, råbte hele koret: Røven klør.
    Og så grinede hele salen.  

    Når man nu boede så tæt på Nørrebro.
    Hvordan kunne man så få børn? Hvordan bar forældrene sig af, uden
    at de andre børn opdagede det? Jo, svaret var fireforestillingen om
    søndagen. Hele ugen kunne man plage om lommepenge, man fik aldrig en
    bøjet femøre. Men allerede søndag formiddag, når man forsigtig nævnte
    fireforestillingen i den nærmeste biograf, var der penge til billetten.
    Selvom forestillingen startede kl. 16, stod man som regel i køen allerede
    ved 13 – tiden. Man skulle have plads på de billige cowboy – rækker.
    Så var der flere penge til slik. 

    Fireforestillingen var jo en dobbeltforestilling
    med indlagt pause. Derfor kom børnene først hjem ved syvtiden om aftenen.
    Så sad far og mor med en kop kaffe – et afslappet udtryk i ansigtet
    – og ofte var der ni måneder efter familieforøgelse.

    Men så kom fjernsynet, familieforøgelserne
    blev drastisk reduceret, og de fleste lokale biografer lukkede.

    Både Coloseum på
    Jagtvej
    og Nora Bio ude ved Højbanen
    blev forvandlet til et supermarked. Odeon
    Fælledvej blev revet ned, og kun Nørrebro Biograf
    på Nørrebrogade overlevede, i dag lige så meget scene som musiksted.
    I øvrigt er Caféen på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej
    oprindeligt også en biograf.  

    Den fulde abe

    Omkring Birkegade
    lå de bedre ejendomme. På den anden side af Nørrebrogade ved Stengade
    lå de dårligere ejendomme. Og her i Birkegade lå et værtshus.

    Tant Anna
    og tjeneren Otto kørte butikken. På væggen til venstre for
    disken var der en lille hylde, der blev beboet af en cappucinerabe,
    som var iført en lang kæde, så den ikke kan stikke af. Aben underholdt
    gæsterne ved at være alkoholiker og tikke sjatter.

    Tidligt på aftenen var den så fuld,
    at den ikke kunne klare springet op på brættet, så den måtte løftes
    af en behjertet gæst.

    Om eftermiddagen før det store rykind,
    luftes der ud, og vinduerne mod gaden stod åben. Tjeneren Otto havde
    en salonriffel, og med den skød han rotterne ved skraldespandene til
    stor more for gårdens unger. 

    Om aftenen var der levende musik,
    og når repertoiret var slidt, gav tant Anna
    – Helge,
    som pianisten hed, en tier, så han kunne tage en runde
    på de andre værtshuse for at høre de sidste schlagere.  
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Flyverens møde med
    øvrigheden

    Tant Anna
    stod sig godt med øvrigheden. Hver aften blev der anbragt to portere
    ude i porten, hvor inspektionsbetjenten mødtes med den anden patruljerende.
    En aften kom de imidlertid ind i værtshuset og smækkede med tungen.
    Porterne er væk.

    Jeg har et vidne på, at de var
    der,
    sagde tant Anna. For ”Flyveren” så
    at jeg stillede dem.

    Flyveren
    var en af de gæster, der ikke var så velkommen, da han aldrig havde
    penge. Navnet havde han fået på grund af sine lidt strittende ører.

    Nogen tid efter, var der nogen der
    havde set Flyveren med et par blå øjne. Man gættede på, at
    han havde mødt øvrigheden.  

    Jydeenden

    Ved Nordbanegade
    Jyde – enden. Det var hovedsagelig førstegenerationsindvandrerne
    fra Jylland, der bosatte sig her. Familierne i de pæne og nyere
    ejendomme i gadens midte havde svære problemer med disse førstegenerationsindvandrere
    fra hovedlandet.

    Man mente, at de kom til hovedstaden
    for at udnytte de sociale goder. De tog københavnernes ufaglærte arbejde.
    De kunne finde på at starte forretninger og arbejde i døgndrift, og
    lagde minsandten an på københavnernes damer. Man mente også, at disse
    indvandrere var vel overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Disse
    fremmedelementer var absolut uønskede og pæne folks børn legede ikke
    med jyde – ungerne.  
     

    En hyldest til Grevinde Danner

    Nørrebroerne har altid markeret
    deres holdninger. Da Frederik den Syvende’s
    ”hustru til venstre hånd”, Grevinde Danner,

    hvis borgerlige navn, var Louise
    Rasmussen,
    døde i 1874, var blevet hånet og svigtet af hovedstadens
    toneangivende kredse. Efter bisættelsen i Holmens Kirke blev
    kisten under iøjnefaldende foragt ført ud af den gamle by. Men da
    ligfærden til Jægerspris krydsede broen over Peblingesøen
    til Nørrebrogade,
    skiftede billedet totalt. 

    Tusindvis af arbejdere stod med blottede
    hoveder langs ruten og andre tusinder med deres fagforeningsfaner i
    spidsen sluttede op om ligfærden og fulgte kisten små 10 kilometers
    vej ud af byen. Nørrebros arbejdere havde ikke glemt, at grevinden
    oprindeligt var uægte datter fra et småkårshjem, og at hun
    blandt andet havde testamenteret hele den oldenborgske enevældsformue
    til socialt arbejde blandt samfundets stedbørn.  

    Øst for Nørrebrogade på Indre
    Nørrebro
    hedder det Moneytown.
    Området vest herfor omkring Blågårds Plads
    kaldes for Mullahtown.  

    Selvmordernes bro

    Det var langt for arbejderne at gå
    på arbejde. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedam Sø.
    Et læserbrev i Socialisten
    fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte
    bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne
    borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over
    broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart
    over søen.  
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Håb for kristendommen

    I Illustreret Tidende kunne
    man læse om Stefans Kirken:

    Her er Haab, om at Kristendommen,
    al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aand, vil blive
    det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de
    fordærvede.
     

    De forstod virkelig at bruge det
    danske sprog, dengang. Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirke
    førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation.
    Det fik en i de daværende medier til at skrive: 

    Et Mylder af Gadestumper kommer
    op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste
    Forbindelsesvej til Stationen.
     

    Arbejdernes højborg

    Mange kooperative butikker og industriforetagender
    opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner,
    drikke arbejderøllen Star.
    Man kunne købe kød i Arbejdernes kødforsyning,
    brød i Arbejdernes Fællesbageri
    og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. sko
    for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin
    resten.  

    Den første pølsevogn på
    Nørrebro

    Nye ting kunne være svært at acceptere
    for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej, udtalte formanden
    for Nørrebro Handelsforening i 1921: 

    Jeg ser i forskellige Blade, at
    der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på
    aaben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme pølser skal
    levere gratis Sennep til Pølserne. Når så
    et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme
    tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat ret.
     

    Færre butikker på
    Nørrebro

    Butiksantallet på Nørrebro faldt
    fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald
    oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne.

    Udtyndingen var også stor i sidegaderne.
    I Blågårdsgade var 44 pct. at butikslokalerne tomme i 1981.  

    Kortere levetid på
    Nørrebro

    Beboerne på Nørrebro lever betydelig
    kortere end for eksempel beboere i Indre by. Engang troede vi, at det
    var Middelhavet eller Alperne, der skilte de sunde samfund fra de syge.
    Men nu er grænsen rykket nordpå. Nogle gange får man det indtryk,
    at det er Peblingesøen, der skiller.

    Nu er det ikke længere boligerne,
    der er så usunde, men mere personer med sociale problemer som flytter
    til bydelen eller bliver hængende i bydelen. Det er ikke mindst indvandrergrupper
    med manglende integration på arbejdsmarkedet, som bor i de mest udsatte
    bydele. Manglende integration på arbejdsmarkedet kombineres med ghettoisering
    på boligmarkedet, og det gælder ikke kun Mjølnerparken,
    men også Nørrebro som helhed.  
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Syg af ledighed

    Lægeforbruget vender den tunge ende
    nedad. Det gennemsnitlige forbrug er klart højere i de helt lave indtægtsgrupper.
    Det skyldes ikke mindst, at borgerne på overførselsindkomster har
    betydeligt hyppigere kontakt med praktiserende læge. Således er det
    gennemsnitlige forbrug blandt førtidspensionerede i Københavns Kommune
    tre gange højere end blandt erhvervsaktive. Yderligere viser undersøgelser,
    at lægeforbruget kulminerer, mens kommunen behandler en ansøgning
    om førtidspension.  

    For 28 år siden var der mange arbejdsledige
    og mange blev langtidsledige. Arbejdsløshed ødelagde især mændenes
    selvtillid, gav stress og depression. Man blev syg af (langtids)ledighed.
    Det er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og helbred.  

    Stress og depression

    Nu er det mangel på arbejdskraft.
    Nu arbejder vi for meget og får stress og depression og må langtidssygemelde
    os. Før havde vi langtidsledige, nu har vi langtidssygemeldte.

    Begge grupper er svære at få i
    arbejde, når jobbet er der. De ledige ”stemplede” dengang i arbejdsformidlingen.
    Når de var langtidsledige, fik de et jobtilbud, inden de røg på kontanthjælp.
    Nu går de ledige i et jobcenter. Reglerne er strammet betydeligt, og
    man ryger hurtigere på kontanthjælp. Dengang kunne man være sygemeldt
    uden tidsbegrænsning, senere blev det strammet til to år, så til
    et år.  

    Lægens besøg
    – dengang

    For 25 år siden, når lægen var
    på besøg på Nørrebro foregik det som regel sådan:

    Der er ingen dørtelefon, det
    er lige ind fra gaden. Hoveddøren er venstrehængt, den går indad
    og næsten op i elmåleren. Overfor hoveddøren et lille toilet, eventuelt
    med en lille håndvask og med terrazzogulv uden afløb. Over
    håndvaskens kant ligger et rent håndklæde med sæben ovenpå, og
    man skal huske at vaske hænder, når man går, ellers er man ikke rigtig
    læge. Rummet er så lille, at det ikke engang kan etagebades, og da
    der senere kommer bruseniche, står den inde i soveværelset. Ved siden
    af toiletterne er der dør til det smalle køkken, hvor der først i
    rummet er komfur, gasmåleren og aftrækket ovenover. Herefter køkkenbord
    med vitrineskab ovre til højre, og henne ved eller under vinduet er
    vasken med en kold – og varmtvands forenet med et blandingsbatteri
    af gummi. 90 pct. har skraldeposen under vasken.
     

    Til højre for indgangsdøren
    står en lille entrekommode med spejlet over. Efter kommoden kommer
    døren til spisestuen, på bordet ligger hjemmeplejens journal.

    Fjernsynet bliver ikke altid slukket,
    når lægen er på besøg.

    Over sofaen hænger
    ”sofastykket” som er et smukt naturbillede, og til højre hænger
    den gæve søulk i sylvest eller den grædende napolitanerdreng. Fiduskunst,
    overhovedet ikke, det var brugskunst.
     

    Hvis patienten er sengeliggende,
    er det i soveværelset ved siden af køkkenet. Her må
    man kante sig ind mellem sengen og et stort klædeskab. I soveværelset
    er der dårligt lys, der er et søvnigt lys i loftet og en ganske lille
    natlampe ved sengen. Over sengen hænger
    ”Sikker Hansens” billede af oldtidskvinden, der maler korn.
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    De belastede områder

    Man har placeret Københavns bydele
    i fire grupper, hvor gruppe 4 er et område, hvor;

    Befolkningssammensætningen er
    præget af et stort antal borgere, der har kroniske sygdomme og er sværere
    ved at kommunikere med, og som har sværere ved at drage egenomsorg
    end gennemsnittet. Det drejer sig om
    marganiserede borgere, der f. eks kan være nedslidte, socialt belastede,
    læsesvage, psykisk syge, have misbrugsproblemer eller indvandrere med
    ringe danskkundskaber eller traumatiserede flygtninge, som evt. samtidigt
    er udenfor arbejdsmarkedet og måske uden uddannelse.
     

    Frederiksberg ligger i gruppe 1,
    Vanløse i 2, Nørrebro i 3 og Nordvest i 4.  

    Græsrod i ord og handling

    Dengang skulle man være græsrod
    og både i ord og handling arbejde for at skabe en bedre og mere retfærdig
    verden. Hvis man rigtig fulgte tiden, skulle man organisere sig i et
    parti – for kun ved organisering i et parti, der var erklæret revolutionært,
    kunne man for alvor bidrage til samfundsmæssige forandringer.

    I dette miljø voksede Nørrebro
    Beboeraktion
    sig stort. Det blev startet af en kreds omkring den
    lokale DKP´er Bjarne Watkin. Og i løbet af få år var der
    flere hundrede unge, der var organiseret i Nørrebro beboeraktion. Der
    var forretningsudvalg, kontorgruppe, boliggruppe, skolingsgruppe, kvartergruppe
    og en lang række ad hoc – grupper, kampagner og ansvarlige for diverse
    opgaver. Der var aldrig en formand, men i mangt og meget fungerede Bjarne
    som en sådan.  

    Nørrebro Beboeraktion

    Nørrebro Beboeraktion havde, da
    de var flest, mellem 400 og 600 medlemmer. Der kom dog til en splittelse
    mellem DKP – fløjen, NB – Tømrergade og VS – fløjen NB Blågårdsgade.
    Der var meget sekterisme dengang, og kun den rette revolutionære vej
    blev accepteret. Splittelsen gik både på internationale forhold, nationale
    forhold og ikke mindst lokale forhold. Skulle flere boliger bevares?
    Hvad med Bryggeren? 

    Kampen for bevarelsen af Byggelegepladsen
    og mod nybyggeriet blev Nørrebro Beboeraktions mest markante aktion.
    Mange hundrede deltog i de voldsomme begivenheder den 1. maj 1980. Kampen
    endte med at Byggeren blev ryddet. I stedet blev Folkets Park
    på den anden side af Stengade
    besat, og den blev bevaret. 

    Blågårds Apotek

    Et vigtigt samlingspunkt på Indre
    Nørrebro er Blågårds Plads og Blaagaards Apothek.
    Det oprindelige Blaagaards Apothek blev oprettet længe før Blågårds
    Plads. Allerede i 1847 anbefalede Sundhedskollegiet:

    En nærmere Undersøgelse med
    hensyn til Oprettelsen af et Apotek
    i Viallakvarteret mellem Nørre – og Vesterbro, nær Ladegaardsvejen,
    hvorved en del af Blaagaardskvarteret ville faa næremere til et Apotek.

    Første oktober 1877 åbnede Blaagaards
    Apothek i Korsgade 45. Efter en menneskealder i Korsgade flyttede Blaagaards
    Apothek 1932 til en mere central adresse på Blågårds Plads.  
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Blaagaards Apothek forsynede her
    Indre Nørrebro med angst – fordrivende medicin og helbredende urteafkog
    fra 1932 til 1971. Herefter blev apoteket nedlagt, og lokalerne stod
    tomme for en stund.

    Den tidligere adresse i Korsgade
    blev såmænd ganske mondæn senere hen, idet lokalerne blev musikværtshus. 

    Lokalerne på Blågårds Plads blev
    bygget om, og åbnede 1. september 1974 som en rigtig restaurant under
    det velklingende navn Kroteket. 

    Nørrebrohallen

    Et andet markant samlingspunkt er
    Nørrebrohallen
    på Ydre Nørrebro.

    Det blev opført som Nørrebro
    Remise i
    1896, og var Københavns første sporvognsremise til elektrisk
    drift. Remisen havde plads til ca. 200 vogne. I slutningen af 1960’erne
    begyndte man at udskifte Københavns sporvogne med moderne busser. Derfor
    stod der i begyndelsen af 1970’erne en lang række sporvognsremiser
    tomme. Samtidig led byen under en voldsom ungdomsarbejdsløshed. Der
    var ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, men det blev
    der.  

    Københavns Kommune søsatte nemlig
    beskæftigelsesprojektet Ung i arbejde,
    Hvor unge arbejdsløse fik lov til at restaurere de tomme remiser i
    Bragesgade. Nørrebrohallen blev dermed projektets første, håndfaste
    produkt og blev indviet i 1973. Hallen har siden fingeret som traditionel
    sportshal og har siden 1994 også haft rollen som Ydre Nørrebros kultur
    – og medborgerhus, der tilbyder lokaler til møder, konferencer, koncerter,
    udstillinger og levende musik i Sportscafeén.  

    Religiøse fester

    I 1990’erne blev Nørrebrohallen
    flittigt brugt til religiøse fester som f.eks. Eid, den store fest
    i forbindelse med afslutning på Ramadanen. Også etniske bryllupper
    og omsklæringsfester var store begivenheder i den gamle bankohal, hvor
    der i gennemsnit var 400 gæster pr. arrangement. Siden slutningen af
    1990’erne er her ligeledes blevet afholdt religiøse møder. I en
    årrække lagde bankohallen også rum til sigøjnerbryllupper, der varede
    op til tre dage, hvor der blev spist, drukket og danset til festlig
    musik. 

    Op gennem 1990’erne blev Nørrebrohallen
    en aktiv samarbejdspartner i lokalområdet. Hallen var med til at oprette
    og vedligeholde en række netværk, som var – og stadig er – til
    gavn for både hallen og lokalområdet. Det er f.eks. SSP, det lokale
    samarbejde mellem skole, socialforvaltningen, politi, fritidsklubber
    samt kultur – og fritidsforvaltningen, hvor målet er til at forebygge
    kriminalitet blandt børn og unge. SSP på Ydre Nørrebro tilbyder blandt
    andet indsats i udvalgte bebyggelser, Projekt Ung i Job, forstærket
    enkeltsagsbehandling.
    Hertil kommer et beskæftigelsesprojekt, hvor
    skoletrætte unge får et lønnet job i hallen.  

    Fædregruppen i udvikling

    Fædregruppen
    fik sit afsæt i sommeren 1997, hvor unge med anden etnisk baggrund
    end dansk for første gang i stort omfang synliggjorde deres frustrationer
    overfor det danske samfund.  
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     
     

    Med tiden har Fædregruppen udviklet
    sig i takt med en dybere forståelse af problemerne, og foreningen forsøger
    at arbejde for løsninger, der har et mere langsigtet perspektiv. Fædregruppen
    har i dag en lang række børn og unge, som deltager i forskellige aktiviteter,
    og mere end 72 personer, som arbejder frivilligt.  

    Børn og unge er selv med til at
    tilrettelægge formen sammen med medarbejderne, og kan komme med ønsker
    om diskussionsemner og aktiviteter. Værestedet tilbyder sport og andre
    sociale aktiviteter, café, lektiehjælp, vejledning om uddannelse og
    forældresamarbejde.  

    Målgruppen er unge i aldersgruppen
    6 – 18 år bosiddende på Indre Nørrebro med vægt på gruppen under
    15 år. Der sigtes som nævnt primært på unge med etnisk minioritetsbaggrund,
    men andre er også velkomne til at deltage.  

    Fædregruppen tilbyder kick – og
    thaiboxing, taekwondo, karate, fodbold, svømning og motionshold for
    overvægtige børn med kostvejleder tilknyttet. Målet er at give de
    unge en større social forståelse af sig selv og andre.  

    Respekt og manglende støtte

    Fædregruppen har opnået respekt
    og flotte resultater i løbet af de sidste 10 år. Flere af de unge,
    som tidligere tog del i Fædregruppens aktiviteter er i dag aktive på
    anden måde, nemlig som forbilleder for den yngre generation. Manglende
    ressourcer har i efteråret 2008 resulteret i, at Fædregruppen blev
    nedlagt.  

    Sporten og de sociale aktiviteter
    lever dog videre under en ny organisation med ny bestyrelse NørrebronX.
    Det opsøgende arbejde er opgivet, men Natteravnene
    vil fremover patruljere på Nørrebro. Det bliver dog på en anden måde
    end tidligere, da Natteravnene ikke går ind i konflikter. Det er beklageligt,
    at den politiske opbakning ikke har været større, trods Fædregruppens
    resultater.  

    Læs mere i den nye Nørrebro
    – Bog:

    – Nørrebro Historier
    – fra fedtemadder til Fædregruppen
     
     
     
     


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro