Ny interessant bog udkommet i
anledning af 25 års dagen for Nørrebro Lokalhistoriske Forening og
Arkivs fødsel. 12 forfattere er gået sammen og skrevet en interessant
bog om Nørrebros udvikling. Læs om
lokummer, biografer, forretninger, barndom,
ældre, lægebesøg, møller, Nørrebrohallen og Fædregruppen. Og så
var man bange for pølsevogne. <men man hyldede Grevinde Danner.
På Nørrebro startede arbejderne deres egne virksomheder. 

En ny bog om Nørrebro har set dagens
lys. Den er udkommet i anledning af, at det i år er 25 år siden at
Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv blev stiftet.

Bogen er redigeret af to aktive bestyrelsesmedlemmer
i foreningen, Karsten Skytte Jensen og Pernille Grouleff Poulsen. 

En mosaik af tekster og billeder

Jubilæumsbogen er en mosaik af lokalhistoriske
tekster og billeder. Nogle er førstehåndsfortællinger om barndommen
og opvæksten, om det politiske liv, sport og kultur, det daglige arbejde
med børn, unge, ældre eller syge. Andre er historier om dengang lus,
lopper og rotter var hverdag, om dengang Nørrebros møller malede mel
til hovedstadens indbyggere, og om det lokale forretningslivs op –
og nedture. ( Bogen kan købes i Steenberg
Bog & Ide, Nørrebrogade 163,2200 København
N for kr. 199.95) 

I Nørrebro Avis blev der fejlagtigt
meddelt, at der var to forfattere på bogen. Det er forkert. Hele 12
forfattere er gået sammen og skabt en anderledes bog om Nørrebro:  

Ove Dahl, Søren Federspiel:

Etableringen af Nørrebro Lokalhistoriske
Forening og Arkiv 

Bo B. Henriksen:

Rotter og retirader 

Tonny Svanekiær:

Møllerne på
Nørrebro 

Jean Ekström:

Gråvejr, fedtemadder og
øretæver 

Allan Mylius Thomsen:

Et liv på
Nørrebro 

Uwe Brodersen:

De mange butikker 

Henrik Skjoldager:

De Gamles By 

Jens Hilden:

En 68’er læge på
Nørrebro 

Jesper Langebæk:

Græsrødder og lokalpolitik 

Hans Nielsen:

At mødes i det offentlige rum 
 
 
 
 

Ole Bræstrup:

Nørrebrohallen 

Khalid Alsubeihi

Fædregruppen  

Københavns Stadsarkiv var ikke meget
for, at der blev etableret en lokalhistorisk forening på Nørrebro.
De betragtede det som en konkurrent. Men Nørrebro har altid haft ry
for at gå sine egne veje. Og det gjorde bydelen også i denne forbindelse.

Der blev jævnligt afholdt foredrags
– og lysbilledeaftener. Dette blev suppleret med byvandringer og andre
udadvendte aktiviteter. Det gjaldt om, at vække interesse for sagen,
og det lykkedes – også indadtil i arkivet, hvor der efterhånden
blev opbygget en pæn samling af især fotografier, men også af gamle
breve og andet skriftligt arkivmateriale.  

Stjerne Apotek

Via Handelsforeningen kom man i forbindelse
med en værtshusholder, der havde overtaget det gamle Stjerne Apotek
på Nørrebrogade og indrettet det som værtshus. Her var et kælderlokale,
som kunne benyttes. Det skulle bare lige ryddes. 

Adskillige eftermiddage og aftener
blev brugt til at rydde lokalet. Da man langt om længe, var kommet
i bund med rydningen, manglede værtshuset plads til opbevaring af drikkevarer.
Men man kunne da godt få et hjørne. Men man ville fra foreningens
side gerne have arkivmaterialet for lås og slå. Men det ville værtshusholderen
ikke gå med til.

Sådan gik det til at bestyrelsen
i Lokalhistorisk Forening ryddede et helt rum gratis for en værtshusholder.  

Lokum i Søllerødgade

Karl Hansen har beskrevet
retiradernes i hans barndomsgade i Brønshøjgade,
den nuværende Søllerødgade: 

I gården var der desuden fire
– fem lokummer. Skylningen var, eller burde være, automatisk, men
udskylningen foregik højst to gange om dagen. Da lå
der en anseelig bunke, når man skulle på
”das”. Da lå der som regel en anseelig bunke, når man skulle

på
”das”. Når der så blev skyllet, skyllede det hele gennem alle
sammen fra den ene til den anden, men om vinteren, når det rigtig frøs,
var vandet som regel frosset, og så
kunne det tit ske, at der var top på, så
den nåede helt op over kanten af brættet.  

”Julepynt” på
træet

I Prins Jørgensgade 12 ved Griffenfeldsgade
var huslejen på 13 kroner om måneden med ret til at benytte fire uhumske
lokummer, som det var svært for familier med mange børn at aflægge
et besøg ved nattetide, når maven pludselig krævede at blive tømt.
Det var ikke tid til megen overvejelse i en sådan situation. Tændstikker
og lys skulle først findes (gaslyset på trappen blev slukket klokken
ni) så i mange tilfælde brugte man Folkets Avis
eller andet papir til at forrette sin nødtørft på, og da den stank,
som bredte sig i to små stuer, ikke just var 4711, røg pakken med
indhold ud af vinduet og var man heldig, placerede denne sig mellem
grenene på det store lindetræ, som var plantet i gården. Så kunne
det være at viceværten måtte kravle op i træet for at fjerne det
som beboere kaldte for julepynt.  
 
 
 
 
 
 
 

Fru Andersen har skidt i vasken

For nogle mennesker var retjradernes
urene og halvoffentlige karakter en grund til at finde andre måder
at forrette deres nødtørft på, hvilke de andre beboere i ejendommen
desværre alt for hurtig opdagede. Sådan var det også i Murergade.

Der boede en familie nede på 2.
sal, og man vidste, at konen aldrig gik i gården. Sådan noget vidste
man. Som regel skete det en gang om dagen, at der spredte sig en stank
i underboens køkken, så der ikke var til at være, så udbrød mor
altid med fingrene klamt om næsen: 

Fy for satan, nu har Fru Andersen
skidt i vasken.  

Lopper og andre tapetlus på
Glentevej

Fra Glentevej
lød det således omkring tapethønsene,
som man kaldte lopper, væggelus og kakerlakker: 

Vi havde kun
én seng, og i den sov vi alle. Mine forældre og broder i hovedenden,
og andre fire børn i benenden – sådan hed det dengang. Det var dog
mange andre beboere i sengen. 

Hundreder af lopper tusindvis
af lus og myriader af væggetøj, der var af den grund ikke meget ro
til at sove i. Så kradsede den ene sig, så
gnubbede den anden sig, så vendte den tredje sig, og så
skulle den fjerde på og tisse i spanden, og så
råbte en af forældrene og bad om nattero.  

Det var ikke kun lus og lopper, der
gjorde befolkningen på Nørrebro selskab. Rotter var et stort og vedvarende
problem, og de optræder oftest nærmest hver gang i pensionisternes
erindringer. På Fælledvejens Brandstation
kunne de sælges for 10 øre stykket.  

Fulde køer på
Nørrebro

På hjørnet af Korsgade og Muregade
fandtes et brændevinsbrænderi med tilhørende kostald – på første
sal. Køerne stod i båse på første sal året rundt og kom aldrig
på græs. 

Brændevinsbrænderen, som boede
i ejendommen, ejede kostalden. Køerne var faktisk berusede. De stod
i en bimmelim. De blev fodret med affaldsprodukterne fra brændevinsproduktionen.  

13 møller på
Nørrebro

Fra 1807 til 1900 havde København
i alt 75 møller, hvoraf de 13 lå på Nørrebro. Den sidste rest af
Nørrebros møller blev nedrevet i 1979. Det var Ølunds Mølle
ved Nørrebros Runddel. Den lå gemt bag en husrække i gården til
Nørrebrogade 148.

Nørrebro var indtil 1500 – tallet
et stykke land under landsbyen Serridslevs jorder. I første halvdel
af 1500 – tallet kom landsbyerne under København og området kaldtes
Nørre Forstad, som dengang kun gik til Peblingesøen.
Allerede i 1620 havde Nørre Forstad et forgrenet gadenet med bebyggelse.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

I kino på
Nørrebro

Nørrebros Biograf
lå mellem Sakraments Kirke og Slotsgade. Udenfor stod en stor
tyk mand i dobbeltrtådet frakke med blanke knapper og guldtresser.
Myndig som en general holdt han ro og orden.  Man måtte sætte
sig, hvor man ville, undtagen på de første fire rækker, som var nummererede.

Inde i biografen var stemningen høj
allerede før lyset blev slukket. Der blev røget og råbt, hvis filmen
var for kedelig. De unge trampede i gulvet.  Blev det for meget
kom admiralen ind med en lygte og lyste op og ned ad stolerækkerne.
For om muligt at afsløre synderne. Ikke så snart, han havde slukket
for lygten, blev det råbt: Kontrollør.
Når han så tændte lygten igen, råbte hele koret: Røven klør.
Og så grinede hele salen.  

Når man nu boede så tæt på Nørrebro.
Hvordan kunne man så få børn? Hvordan bar forældrene sig af, uden
at de andre børn opdagede det? Jo, svaret var fireforestillingen om
søndagen. Hele ugen kunne man plage om lommepenge, man fik aldrig en
bøjet femøre. Men allerede søndag formiddag, når man forsigtig nævnte
fireforestillingen i den nærmeste biograf, var der penge til billetten.
Selvom forestillingen startede kl. 16, stod man som regel i køen allerede
ved 13 – tiden. Man skulle have plads på de billige cowboy – rækker.
Så var der flere penge til slik. 

Fireforestillingen var jo en dobbeltforestilling
med indlagt pause. Derfor kom børnene først hjem ved syvtiden om aftenen.
Så sad far og mor med en kop kaffe – et afslappet udtryk i ansigtet
– og ofte var der ni måneder efter familieforøgelse.

Men så kom fjernsynet, familieforøgelserne
blev drastisk reduceret, og de fleste lokale biografer lukkede.

Både Coloseum på
Jagtvej og Nora Bio ude ved Højbanen
blev forvandlet til et supermarked. Odeon
på Fælledvej blev revet ned, og kun Nørrebro Biograf
på Nørrebrogade overlevede, i dag lige så meget scene som musiksted.
I øvrigt er Caféen på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej
oprindeligt også en biograf.  

Den fulde abe

Omkring Birkegade
lå de bedre ejendomme. På den anden side af Nørrebrogade ved Stengade
lå de dårligere ejendomme. Og her i Birkegade lå et værtshus.

Tant Anna
og tjeneren Otto kørte butikken. På væggen til venstre for
disken var der en lille hylde, der blev beboet af en cappucinerabe,
som var iført en lang kæde, så den ikke kan stikke af. Aben underholdt
gæsterne ved at være alkoholiker og tikke sjatter.

Tidligt på aftenen var den så fuld,
at den ikke kunne klare springet op på brættet, så den måtte løftes
af en behjertet gæst.

Om eftermiddagen før det store rykind,
luftes der ud, og vinduerne mod gaden stod åben. Tjeneren Otto havde
en salonriffel, og med den skød han rotterne ved skraldespandene til
stor more for gårdens unger. 

Om aftenen var der levende musik,
og når repertoiret var slidt, gav tant Anna
– Helge, som pianisten hed, en tier, så han kunne tage en runde
på de andre værtshuse for at høre de sidste schlagere.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Flyverens møde med
øvrigheden

Tant Anna
stod sig godt med øvrigheden. Hver aften blev der anbragt to portere
ude i porten, hvor inspektionsbetjenten mødtes med den anden patruljerende.
En aften kom de imidlertid ind i værtshuset og smækkede med tungen.
Porterne er væk.

Jeg har et vidne på, at de var
der, sagde tant Anna. For ”Flyveren” så
at jeg stillede dem.

Flyveren
var en af de gæster, der ikke var så velkommen, da han aldrig havde
penge. Navnet havde han fået på grund af sine lidt strittende ører.

Nogen tid efter, var der nogen der
havde set Flyveren med et par blå øjne. Man gættede på, at
han havde mødt øvrigheden.  

Jydeenden

Ved Nordbanegade
lå Jyde – enden. Det var hovedsagelig førstegenerationsindvandrerne
fra Jylland, der bosatte sig her. Familierne i de pæne og nyere
ejendomme i gadens midte havde svære problemer med disse førstegenerationsindvandrere
fra hovedlandet.

Man mente, at de kom til hovedstaden
for at udnytte de sociale goder. De tog københavnernes ufaglærte arbejde.
De kunne finde på at starte forretninger og arbejde i døgndrift, og
lagde minsandten an på københavnernes damer. Man mente også, at disse
indvandrere var vel overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Disse
fremmedelementer var absolut uønskede og pæne folks børn legede ikke
med jyde – ungerne.  
 

En hyldest til Grevinde Danner

Nørrebroerne har altid markeret
deres holdninger. Da Frederik den Syvende’s
”hustru til venstre hånd”, Grevinde Danner,
hvis borgerlige navn, var Louise
Rasmussen, døde i 1874, var blevet hånet og svigtet af hovedstadens
toneangivende kredse. Efter bisættelsen i Holmens Kirke blev
kisten under iøjnefaldende foragt ført ud af den gamle by. Men da
ligfærden til Jægerspris krydsede broen over Peblingesøen
til Nørrebrogade, skiftede billedet totalt. 

Tusindvis af arbejdere stod med blottede
hoveder langs ruten og andre tusinder med deres fagforeningsfaner i
spidsen sluttede op om ligfærden og fulgte kisten små 10 kilometers
vej ud af byen. Nørrebros arbejdere havde ikke glemt, at grevinden
oprindeligt var uægte datter fra et småkårshjem, og at hun
blandt andet havde testamenteret hele den oldenborgske enevældsformue
til socialt arbejde blandt samfundets stedbørn.  

Øst for Nørrebrogade på Indre
Nørrebro hedder det Moneytown.
Området vest herfor omkring Blågårds Plads
kaldes for Mullahtown.  

Selvmordernes bro

Det var langt for arbejderne at gå
på arbejde. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedam Sø.
Et læserbrev i Socialisten
fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte
bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne
borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over
broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart
over søen.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Håb for kristendommen

I Illustreret Tidende kunne
man læse om Stefans Kirken:

Her er Haab, om at Kristendommen,
al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aand, vil blive
det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de
fordærvede.  

De forstod virkelig at bruge det
danske sprog, dengang. Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirke
førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation.
Det fik en i de daværende medier til at skrive: 

Et Mylder af Gadestumper kommer
op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste
Forbindelsesvej til Stationen.  

Arbejdernes højborg

Mange kooperative butikker og industriforetagender
opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner,
drikke arbejderøllen Star.
Man kunne købe kød i Arbejdernes kødforsyning,
brød i Arbejdernes Fællesbageri
og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. sko
for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin
resten.  

Den første pølsevogn på
Nørrebro

Nye ting kunne være svært at acceptere
for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej, udtalte formanden
for Nørrebro Handelsforening i 1921: 

Jeg ser i forskellige Blade, at
der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på
aaben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme pølser skal
levere gratis Sennep til Pølserne. Når så
et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme
tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat ret.  

Færre butikker på
Nørrebro

Butiksantallet på Nørrebro faldt
fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald
oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne.

Udtyndingen var også stor i sidegaderne.
I Blågårdsgade var 44 pct. at butikslokalerne tomme i 1981.  

Kortere levetid på
Nørrebro

Beboerne på Nørrebro lever betydelig
kortere end for eksempel beboere i Indre by. Engang troede vi, at det
var Middelhavet eller Alperne, der skilte de sunde samfund fra de syge.
Men nu er grænsen rykket nordpå. Nogle gange får man det indtryk,
at det er Peblingesøen, der skiller.

Nu er det ikke længere boligerne,
der er så usunde, men mere personer med sociale problemer som flytter
til bydelen eller bliver hængende i bydelen. Det er ikke mindst indvandrergrupper
med manglende integration på arbejdsmarkedet, som bor i de mest udsatte
bydele. Manglende integration på arbejdsmarkedet kombineres med ghettoisering
på boligmarkedet, og det gælder ikke kun Mjølnerparken,
men også Nørrebro som helhed.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Syg af ledighed

Lægeforbruget vender den tunge ende
nedad. Det gennemsnitlige forbrug er klart højere i de helt lave indtægtsgrupper.
Det skyldes ikke mindst, at borgerne på overførselsindkomster har
betydeligt hyppigere kontakt med praktiserende læge. Således er det
gennemsnitlige forbrug blandt førtidspensionerede i Københavns Kommune
tre gange højere end blandt erhvervsaktive. Yderligere viser undersøgelser,
at lægeforbruget kulminerer, mens kommunen behandler en ansøgning
om førtidspension.  

For 28 år siden var der mange arbejdsledige
og mange blev langtidsledige. Arbejdsløshed ødelagde især mændenes
selvtillid, gav stress og depression. Man blev syg af (langtids)ledighed.
Det er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og helbred.  

Stress og depression

Nu er det mangel på arbejdskraft.
Nu arbejder vi for meget og får stress og depression og må langtidssygemelde
os. Før havde vi langtidsledige, nu har vi langtidssygemeldte.

Begge grupper er svære at få i
arbejde, når jobbet er der. De ledige ”stemplede” dengang i arbejdsformidlingen.
Når de var langtidsledige, fik de et jobtilbud, inden de røg på kontanthjælp.
Nu går de ledige i et jobcenter. Reglerne er strammet betydeligt, og
man ryger hurtigere på kontanthjælp. Dengang kunne man være sygemeldt
uden tidsbegrænsning, senere blev det strammet til to år, så til
et år.  

Lægens besøg
– dengang

For 25 år siden, når lægen var
på besøg på Nørrebro foregik det som regel sådan:

Der er ingen dørtelefon, det
er lige ind fra gaden. Hoveddøren er venstrehængt, den går indad
og næsten op i elmåleren. Overfor hoveddøren et lille toilet, eventuelt
med en lille håndvask og med terrazzogulv uden afløb. Over
håndvaskens kant ligger et rent håndklæde med sæben ovenpå, og
man skal huske at vaske hænder, når man går, ellers er man ikke rigtig
læge. Rummet er så lille, at det ikke engang kan etagebades, og da
der senere kommer bruseniche, står den inde i soveværelset. Ved siden
af toiletterne er der dør til det smalle køkken, hvor der først i
rummet er komfur, gasmåleren og aftrækket ovenover. Herefter køkkenbord
med vitrineskab ovre til højre, og henne ved eller under vinduet er
vasken med en kold – og varmtvands forenet med et blandingsbatteri
af gummi. 90 pct. har skraldeposen under vasken. 

Til højre for indgangsdøren
står en lille entrekommode med spejlet over. Efter kommoden kommer
døren til spisestuen, på bordet ligger hjemmeplejens journal.

Fjernsynet bliver ikke altid slukket,
når lægen er på besøg.

Over sofaen hænger
”sofastykket” som er et smukt naturbillede, og til højre hænger
den gæve søulk i sylvest eller den grædende napolitanerdreng. Fiduskunst,
overhovedet ikke, det var brugskunst.  

Hvis patienten er sengeliggende,
er det i soveværelset ved siden af køkkenet. Her må
man kante sig ind mellem sengen og et stort klædeskab. I soveværelset
er der dårligt lys, der er et søvnigt lys i loftet og en ganske lille
natlampe ved sengen. Over sengen hænger
”Sikker Hansens” billede af oldtidskvinden, der maler korn.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

De belastede områder

Man har placeret Københavns bydele
i fire grupper, hvor gruppe 4 er et område, hvor;

Befolkningssammensætningen er
præget af et stort antal borgere, der har kroniske sygdomme og er sværere
ved at kommunikere med, og som har sværere ved at drage egenomsorg
end gennemsnittet. Det drejer sig om
marganiserede borgere, der f. eks kan være nedslidte, socialt belastede,
læsesvage, psykisk syge, have misbrugsproblemer eller indvandrere med
ringe danskkundskaber eller traumatiserede flygtninge, som evt. samtidigt
er udenfor arbejdsmarkedet og måske uden uddannelse.  

Frederiksberg ligger i gruppe 1,
Vanløse i 2, Nørrebro i 3 og Nordvest i 4.  

Græsrod i ord og handling

Dengang skulle man være græsrod
og både i ord og handling arbejde for at skabe en bedre og mere retfærdig
verden. Hvis man rigtig fulgte tiden, skulle man organisere sig i et
parti – for kun ved organisering i et parti, der var erklæret revolutionært,
kunne man for alvor bidrage til samfundsmæssige forandringer.

I dette miljø voksede Nørrebro
Beboeraktion sig stort. Det blev startet af en kreds omkring den
lokale DKP´er Bjarne Watkin. Og i løbet af få år var der
flere hundrede unge, der var organiseret i Nørrebro beboeraktion. Der
var forretningsudvalg, kontorgruppe, boliggruppe, skolingsgruppe, kvartergruppe
og en lang række ad hoc – grupper, kampagner og ansvarlige for diverse
opgaver. Der var aldrig en formand, men i mangt og meget fungerede Bjarne
som en sådan.  

Nørrebro Beboeraktion

Nørrebro Beboeraktion havde, da
de var flest, mellem 400 og 600 medlemmer. Der kom dog til en splittelse
mellem DKP – fløjen, NB – Tømrergade og VS – fløjen NB Blågårdsgade.
Der var meget sekterisme dengang, og kun den rette revolutionære vej
blev accepteret. Splittelsen gik både på internationale forhold, nationale
forhold og ikke mindst lokale forhold. Skulle flere boliger bevares?
Hvad med Bryggeren? 

Kampen for bevarelsen af Byggelegepladsen
og mod nybyggeriet blev Nørrebro Beboeraktions mest markante aktion.
Mange hundrede deltog i de voldsomme begivenheder den 1. maj 1980. Kampen
endte med at Byggeren blev ryddet. I stedet blev Folkets Park
på den anden side af Stengade
besat, og den blev bevaret. 

Blågårds Apotek

Et vigtigt samlingspunkt på Indre
Nørrebro er Blågårds Plads og Blaagaards Apothek.
Det oprindelige Blaagaards Apothek blev oprettet længe før Blågårds
Plads. Allerede i 1847 anbefalede Sundhedskollegiet:

En nærmere Undersøgelse med
hensyn til Oprettelsen af et Apotek
i Viallakvarteret mellem Nørre – og Vesterbro, nær Ladegaardsvejen,
hvorved en del af Blaagaardskvarteret ville faa næremere til et Apotek.

Første oktober 1877 åbnede Blaagaards
Apothek i Korsgade 45. Efter en menneskealder i Korsgade flyttede Blaagaards
Apothek 1932 til en mere central adresse på Blågårds Plads.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Blaagaards Apothek forsynede her
Indre Nørrebro med angst – fordrivende medicin og helbredende urteafkog
fra 1932 til 1971. Herefter blev apoteket nedlagt, og lokalerne stod
tomme for en stund.

Den tidligere adresse i Korsgade
blev såmænd ganske mondæn senere hen, idet lokalerne blev musikværtshus. 

Lokalerne på Blågårds Plads blev
bygget om, og åbnede 1. september 1974 som en rigtig restaurant under
det velklingende navn Kroteket. 

Nørrebrohallen

Et andet markant samlingspunkt er
Nørrebrohallen på Ydre Nørrebro.

Det blev opført som Nørrebro
Remise i 1896, og var Københavns første sporvognsremise til elektrisk
drift. Remisen havde plads til ca. 200 vogne. I slutningen af 1960’erne
begyndte man at udskifte Københavns sporvogne med moderne busser. Derfor
stod der i begyndelsen af 1970’erne en lang række sporvognsremiser
tomme. Samtidig led byen under en voldsom ungdomsarbejdsløshed. Der
var ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, men det blev
der.  

Københavns Kommune søsatte nemlig
beskæftigelsesprojektet Ung i arbejde,
Hvor unge arbejdsløse fik lov til at restaurere de tomme remiser i
Bragesgade. Nørrebrohallen blev dermed projektets første, håndfaste
produkt og blev indviet i 1973. Hallen har siden fingeret som traditionel
sportshal og har siden 1994 også haft rollen som Ydre Nørrebros kultur
– og medborgerhus, der tilbyder lokaler til møder, konferencer, koncerter,
udstillinger og levende musik i Sportscafeén.  

Religiøse fester

I 1990’erne blev Nørrebrohallen
flittigt brugt til religiøse fester som f.eks. Eid, den store fest
i forbindelse med afslutning på Ramadanen. Også etniske bryllupper
og omsklæringsfester var store begivenheder i den gamle bankohal, hvor
der i gennemsnit var 400 gæster pr. arrangement. Siden slutningen af
1990’erne er her ligeledes blevet afholdt religiøse møder. I en
årrække lagde bankohallen også rum til sigøjnerbryllupper, der varede
op til tre dage, hvor der blev spist, drukket og danset til festlig
musik. 

Op gennem 1990’erne blev Nørrebrohallen
en aktiv samarbejdspartner i lokalområdet. Hallen var med til at oprette
og vedligeholde en række netværk, som var – og stadig er – til
gavn for både hallen og lokalområdet. Det er f.eks. SSP, det lokale
samarbejde mellem skole, socialforvaltningen, politi, fritidsklubber
samt kultur – og fritidsforvaltningen, hvor målet er til at forebygge
kriminalitet blandt børn og unge. SSP på Ydre Nørrebro tilbyder blandt
andet indsats i udvalgte bebyggelser, Projekt Ung i Job, forstærket
enkeltsagsbehandling. Hertil kommer et beskæftigelsesprojekt, hvor
skoletrætte unge får et lønnet job i hallen.  

Fædregruppen i udvikling

Fædregruppen
fik sit afsæt i sommeren 1997, hvor unge med anden etnisk baggrund
end dansk for første gang i stort omfang synliggjorde deres frustrationer
overfor det danske samfund.  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Med tiden har Fædregruppen udviklet
sig i takt med en dybere forståelse af problemerne, og foreningen forsøger
at arbejde for løsninger, der har et mere langsigtet perspektiv. Fædregruppen
har i dag en lang række børn og unge, som deltager i forskellige aktiviteter,
og mere end 72 personer, som arbejder frivilligt.  

Børn og unge er selv med til at
tilrettelægge formen sammen med medarbejderne, og kan komme med ønsker
om diskussionsemner og aktiviteter. Værestedet tilbyder sport og andre
sociale aktiviteter, café, lektiehjælp, vejledning om uddannelse og
forældresamarbejde.  

Målgruppen er unge i aldersgruppen
6 – 18 år bosiddende på Indre Nørrebro med vægt på gruppen under
15 år. Der sigtes som nævnt primært på unge med etnisk minioritetsbaggrund,
men andre er også velkomne til at deltage.  

Fædregruppen tilbyder kick – og
thaiboxing, taekwondo, karate, fodbold, svømning og motionshold for
overvægtige børn med kostvejleder tilknyttet. Målet er at give de
unge en større social forståelse af sig selv og andre.  

Respekt og manglende støtte

Fædregruppen har opnået respekt
og flotte resultater i løbet af de sidste 10 år. Flere af de unge,
som tidligere tog del i Fædregruppens aktiviteter er i dag aktive på
anden måde, nemlig som forbilleder for den yngre generation. Manglende
ressourcer har i efteråret 2008 resulteret i, at Fædregruppen blev
nedlagt.  

Sporten og de sociale aktiviteter
lever dog videre under en ny organisation med ny bestyrelse NørrebronX.
Det opsøgende arbejde er opgivet, men Natteravnene
vil fremover patruljere på Nørrebro. Det bliver dog på en anden måde
end tidligere, da Natteravnene ikke går ind i konflikter. Det er beklageligt,
at den politiske opbakning ikke har været større, trods Fædregruppens
resultater.  

Læs mere i den nye Nørrebro
– Bog:

– Nørrebro Historier
– fra fedtemadder til Fædregruppen