Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Løjt Land – nordøst for Aabenraa

December 2, 2008

En fantastisk natur
åbenbarer sig fra Jørgensgård Skov til Barsø
og Kalvø. På Løjt Land har der boet mennesker i 6.000
år. Befolkningen har været ivrige søfarer, og de er ikke blevet forskånet
fra krigens rædsler. En masse sagn og historier knytter sig til dette
samfund lige nordøst for Aabenraa.
 

Jørgensgård Skov er en del af Løjt
Land. Æ Kleinbahn løb nord for skoven, og bliver i dag delvis kaldt
for Æ Knapsti. Den går helt ud til Stollig.

Og er man heldig kommer man forbi
Kaptajn Bruhns bøg.
Her var der dengang en festplads. Her sejlede
byens befolkning ud og holdt fester.

Indtil 1528 tilhørte skoven et spedalskhedshospital,
som var viet til Sct. Jørgen. I skoven er der spor efter middelaldermunkenes
lergravning til teglbrænding. Lige i nærheden af Oldemors Trappe
lå der i 1800 – tallet et sanatorium.  

Jørgen Bruhn

Snakker man om Løjt, må man nødvendigvis
have Jørgen Bruhn med. Vi har netop nævnt hans træ i skoven.

Han var ægte løjtninger, født
Strågård. Under syvårskrigen kom han i engelsk fangenskab,
man slap fri. Han tjente en formue som kaperkaptajn. Han havde visioner
om, hvordan man kunne bygge bedre skibe, og indrettede et værft på
Kalvø.

Bruhn opbyggede et stort forretningsimperium,
der blandt andet omfattede flere af Aabenraa – egnens kendte vandmøller.
Imperiet har efterladt spor, Redergården på
Storetorv, Stenbjerg Mølle/Knapp, Nymølle

og de tidligere værftsbygninger på Kalvø i Genner Bugt.  

Rundemølle

Rundemølle er en af de gamle kendte
sønderjyske vandmøller. Den ligger smukt placeret i bunden af dalen,
som smeltevandet fra isen dannede. I bunden af denne dal løber Elsted
Bæk.,
som fører vand fra Rolands Mose til Genner Bugt.

Rundemølle ligger, hvor vejen mellem
Løjt Kirkeby og Genner krydser bækken.

Antagelig har der ligget en mølle her
meget tidligere.  

I 1200 – tallet anlægges den første
vandmølle, Rundemølle. Den nævnes i 1436 i Slesvig – bispens
jordebog. I 1519 overtages den af Christian den Anden.

Atter engang var svenskerne på spil.
I 1625 brænder Wallensteins
soldater møllen ned. Og minsandten om de ikke gør det samme i 1658.  

I 1712 fjernes husfoged Chr. Jessen
fra møllen, han var tilhænger af hertugen. Frederik den Fjerde
inddrager alt det gods, som hertugen af Gottorp
har i Sønderjylland.

Eskel Jensen
på Rundemølle får en straf. Han har banket nabo – mølleren på
Lillemølle.

I 1811 overtager Jes Eschelsen
Lillemølle og bruger den som stampemølle. Han dør pludselig efter
besøg på Løjt Kro. Man sagde, at det var kaffen, der var skyld
i hans død. I 1827 overtager Johan Casper Eschelsen
hvervet som møller på Rundemølle. Den er efterhånden den mest betydelige
mølle på stedet.

I 1870 bygges der et flot stuehus, og
der oprettes mejeri på møllen. Slægten Eschelsen afhænder møllen
til Jens Jacobsen fra Øster Terp.
Der indrettes også bageri på møllen.

I 1920 indlægges der turbiner i den
gamle vandmølle, og det sidste korn bliver malet i 1945. I 1955 overtager
grusentreprenør Over Nissen
møllen. I 1960’erne etablerer han fiskedamme og en restaurant på
stedet.

I 1995 overtages møllen af skibsredder
H.M. Jebsen.
 

Lillemølle

Lillemølle nævnes allerede i 1200’tallet.
Den gang kaldte man den for Sillehoel Mølle.
Man havde ret til egen mølle. Måske var der et tilhørsforhold til
Søgård.
Man havde møllepligt til Rundemølle, men Lillemølle
nævnes først i forskellige kilder. Men det var ikke altid, at samarbejdet
med Rundemølle fungerede. Der har et par gange været slagsmål mellem
møllerne.

Lillemølle og dæmningen, der stemte
Mølledammen op, findes stadig lidt sydvest for Rundemølle. Men der
er ikke meget vand i Mølledammen mere.  

Løjt Kirke

Løjt Kirke er oprindelig bygget i 1100’tallet
af kløvede marksten. Og i 1400’tallet fik kirken stort set det udseende,
den har i dag. Man siger, at hele 8 veje fører mod kirken oppe på
marken. Det var veje, der blev slidt ind i bakkerne. Med slæder og
vogne baksede bønderne de store kampsten op mod kirkens hus.  

Rig på
historie

En masse oldtidsgrave på Løjt Land
minder om, at her har der boet mennesker fra allertidligste tid. Især
fra 1700 – og 1800’tallet var området præget af søfart, helt
til Kina.

I 1845 var der således 206 søfolk i
sognet, heraf 34 skibsførere og 52 styrmænd. Den velstand, søfarten
medførte, præger den dag i dag mange gårde på halvøen.  

Ulovlig handel på
Løjt

I 1698 blev der konstateret ulovlig handel
ved Løjt Kirkeby, Varnæs og Brunede.
Løjt Land var klart værst. Man bryggede selv sit mjød, og det måtte
man ikke. 
 

Løjt Station

Løjt Kirkeby Station lå cirka 9 kilometer
nord for Aabenraa. På perronen fandtes et varehus af træ, som tilhørte
stationsagenten. I starten af 1920’erne kom stationsagenten og driftsbestyrelsen
i klammeri, og det hele endte med at man måtte bruge en gammel personvogn
som ventesal, da agenten ikke længere ville havde folk, der skulle
med banen i sin kro, som havde fungeret som station. Dermed endte Løjt
Kirkeby stationens sørgelige historie.  

Sillehole
– en af de ældste gårde

Den gamle gård Sillehole
ligger i udkanten af Løjt Kirkeby. Den har ligget der siden middelalderen.
Gården har fået sit navn efter det prægtige landskab i den skovklædte
kløft, og navnet hole er det gamle sønderjyske ord for kløft.

Navnets første led Sille
betyder seljepil.

Silehoel nævnes i Slesvig bispens jordebog
i 1436 og var således en af Svabsted
gårdene på Løjt Land. Omkring 1900 brændte alle gårdens længer,
og kun stuehuset klarede branden.

I 1921 besøgte Christian den Tiende
den bakke, hvor gården ligger, og nød den dejlige udsigt. Her er udsyn
over Genner fjord og Lillebælt.  

Et gammelt sagn fra gården fortæller
om en kone fra gården, der var død og lagt på strå i piselen,
men konen var ikke helt død, kun skindød. Da folk sad ved nadverbordet,
så kom konen pludselig gående i ligklæderne, og hun levede et år
længere. Hvem hun var, vides ikke. Måske har nogen på ejen set spøgelser,
det kunne måske være denne kone.  

Æ Knapp

Det har sikkert været en god reklame,
at Knapp var med i et afsnit af Rejseholdet her fornyelig.  

Navnet Knapp
kan henføres til placeringen ved foden af en stejl bakkeskrænt, idet
Knapp er betegnelsen for an bjergtop, mens det andet p i Knapp har sin
oprindelse i det plattyske.

Det hele begyndte med en slibemølle
i 1732. 

I 1836 blev Stenbjerg Mølleå
dæmmet op til en mølledam for en samtidig opført møllebygning, hvor
der blev formalet korn og valket klæde. Heraf betegnelsen stampemølle
. Samtidig med møllebygningen opførtes et traktørsted og en lille
stald. Begge primært for møllens kunder, som her kunne få opfyldt
et basalt behov. At få formidlet
”nyheder” til punchen.
 

I 1892 kom der en møllefamilie til stedet,
som kom til at præge Knapp gennem de efterfølgende 77 år, frem til
1969. Det var møllerparret Dorthea og Johannes Kunkel
fra Angel, som det følgende år, i 1893 fik søsteren Auguste
og
broderen Karl Kunkel
til at overtage driften af traktørstedet. Sidste skud på traktørfamilien
Kunkel blev sønnen af møllerparret, Johannes Kunkel.

Stedets gode ry ført videre af Kaino
og Peter Jacobsen.

I 1987 blev Knapp solgt til skibsredder
Hans Michael Jebsen.
 

Fangen på
Bossengård

I året 1627 drog general Wallenstein
ind i Slesvig. Det skete lige efter høsten. De tyske tropper befandt
sig så godt i Sønderjylland, at de kaldte det et sølvrigt land.

Selv om Løjt Sogn ligger afsides fra
Hærvejen,
som de svenske tropper benyttede, fik beboerne i sognet
krigen at føle. 

Kjeldtoft
i Løjt Kirkeby boede bonden Mads Moos,
som regnedes for en fører i sognet. Han havde en datter Syndit,
og et plejebarn, der hed Makke.
Fra spæd var Makke blevet røver. Mads havde taget Makke til sig, for
at opdrage ham. Nu skete det så, at Syndit og Makke forelskede sig
i hinanden. Men da Mads opdagede dette, blev Makke jaget på porten
med besked om, aldrig at vise sig igen. 

  • Vi ses engang igen, Mads
    Moos

 

Med dette budskab forlod Makke gården. 

Omtrent på samme tid nærmede den tyske
hær sig Løjt Land. Hvervetrommerne havde igennem et stykke tid kunne
høres. I sit raseri meldte Makke sig til Tilly’s
hvervetropper. Og blev straks indhullet i den kejserlige hær. Hurtigt
tjente han sig op til at blive officer, og fik dermed en række krigskarle
under sig. Men tanken om at hævne sig på Mads Moos havde ikke forladt
ham, og muligheden opstod, da han med sine tropper kom til Løjt Kirkeby.  

Nyheden om at tysken var på vej, var
imidlertid nået til kirkebyen. Mads Moos havde sammenkaldt omegnens
bønder og bedt dem stille med leer og høtyve. På gården Kragstoft
mødte bønderne så Makke og hans kumpaner. Det kom til kamp og med
ordene, Så sås vi dog endnu en gang, Mads Moos.
Angreb Makke sin plejefar og slog ham ned. Kort efter lykkedes der for
nogle karle at overmande Makke. De bandt ham og førte ham til fangekælderen
på Bossensgård. Hvor lang tid han sad der vides ikke, men en dag fandt
man ham liggende på gulvet – død. 

På det sted på Kragstoft, hvor Mads
Moos var blevet dræbt, begravede man Makke. En stor sten blev lagt
over graven og præsten sørgede for det videre forløb.  

Løjt og Englandskrigene 1801
– 1814

Da Danmark valgte at holde med Napoleon
i krigen mod England førte det til et af de mest dramatiske kapitler
i landets historie. Det før så rige lande blev totalt knust under
de blodige opgør mellem Frankrig og England. 

Sørøveriet blev gjort lovligt i 1807.
Det skete, da Frederik den Sjette
udstedte et Regelemt for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse. 

Kaperiet var chancesejlads, men som regel
lønnede den sig godt. I krigsårene indbragte priseauktionerne i alt
ca. 100 millioner daler. Intet under at mange benyttede sig af muligheden,
for enhver kunne få tilladelse til at udruste et skib med kanoner,
hverve mandskab og stå til søs for at kapre de fjendtlige skibe.  

Da de løjtninger var et søfarende folkefærd,
måtte kaperlivet virke tillokkende for mange på halvøen. Der var
da også løjtninger i stort tal blandt kaperne. Nogle tjente sig rige
i den tid, men de bragte også sorg i mange af sognets hjem.

Palmesøndag den 26. marts 1809 gik en
kaperbåd bemandet med syv unge løjtninger karle under ud for Agersø
i Storebælt. Blandt dem var Hans Bossen fra Bossengård.
Disse syv unge mænd blev begravet på Agersø kirkegård.

Senere blev der holdt en mindegudstjeneste
i Løjt Kirke, hvor provst Posselt
og pastor Mathiesen talte. Den store Løjt Kirke var proppet
med folk. 

I marts 1808 kom de første af Napoleons
berømte tropper til Flensborg.
Kejseren havde sat sin magt ind på et nyt kampmiddel mod England,
fastlandsspærringen.
Tanken var at lukke alle kontinentets havne
for engelske skibe for dermed at knække England økonomisk. Derfor
sendte han nu tropper til Danmark, og disse tropper skulle forplejes.

Rundt på Løjt Land’s gårde var der
under englandskrigene indkvarteret franske og spanske hjælpetropper,
og Bossengård var ingen undtagelse. 

Under indkvarteringen fik gårdens ovnhus,
æ Backhus
endnu en funktion. Her blev soldaternes slagtning gjort.
Denne ændring kom de fattige folk fra Løjt Kirkeby til gode. Hver
dag kunne de gå til ovnhuset og hente de rester, der blev til overs
efter slagtningen og efter sigende levede de højt på affaldet.  

Brødbagning på
Bruunsgaard

Korset i dejen fortæller om den betydning
brødet havde i datidens samfund. Alle magter måtte tages i ed. At
dette også omfattede de hedenske, får vi et glimt af i en beretning
som stammer fra Bruunsgaard i Løjt Skovby.

I brolægningen mellem stuehuset og bagehuset
i sidelængen ligger en sten med nogle ridser i. Den blev af gårdens
folk kaldt runestenen. Før hver bagning, måtte man på vej
til bagehuset, vende denne sten, for at bagningen skulle blive god.  

Uhyret på
Smedebjerg

En mand kom gående på landevejen fra
Løjt Kirkeby mod Barsmark. Ikke en vind rørte sig, og månen skinnede.
Da han var kommet ned af Smedebjerg
stoppede han og lyttede. I det fjerne lød der en brusen og prusten,
som han aldrig havde hørt magen til før. Lyden kom nærmere og nærmere.
, og pludselig for et stort sort uhyre tværs over vejen. Ved dette
syn blev manden så skrækslagen, at han skyndsomst tog flugten.

.

Med hatten knuget i den ene hånd slog
han vildt for sig med stokken i den anden. Han skyndte sig ned af bakken
væk fra det sorte uhyre. Da han nåede Elbjerg, standsede han
ganske udmattet og så sig tilbage. Der hørtes ikke en lyd, alt var
som før.

Mange år senere prustede et sort uhyre
sig flere gange dagligt tværs over vejen på det sted, hvor manden
havde fået sit forvarsel.

Den smalsporede jernbane var kommet til
Barsmark.
 

Nis Pug på
Ellebjerg

Nis Pug
boede på gården Elbjerg. Han elskede at sidde i loftslugen
og sole sig. Da han en varm sommerdag sad der og nød solen, drømte
han ikke, hvad det ventede ham.

En af gårdens karle havde opdaget den
lille husnisse i lugen. Karlen greb høtyven og med den i hånden listede
han sig nu ganske forsigtigt ind bag på Nis.

Forsigtigt fik han høtyven op bag nissen
og lirket dens krog ind under hans seler, og med et hårdt tryk, blev
den lille nisse trukket ned på jorden.

Nis Pug blev rasende og hans hævn udeblev
ikke. For da karlen den næste morgen vågnede, befandt han sig liggende
på nogle stænger over en åben brønd.  

Brandtræet ved Fasbro

Man hører undertiden, at en gård eller
et hus er blevet set i ”forbrand”, det vil sige, at man i et syn
har set bygningen brænde.

For at forhindre, at huset skulle brænde,
måtte den, der havde set forbranden hensætte
branden til et træ i nærheden. Det kunne ske ved at han borde huller
i træet, og derefter slog trænagler i hullerne. Naturligvis får et
sådant træ lov til at stå urørt, indtil det går ud.

Et sådant brandtræ står der ved gården
Fasbro,
heri skulle den nærliggende Skadesgårds
brand være hensat.  

Bulbrospøgelset

Engang spøgte det ved Bulbroen,
så næsten ingen turde passere dette sted ved aftenstide.

Hver gang man nærmede sig Bulbro, hvad
enten man kom fra Løjt Kirkeby eller Barsmark, lød der en så ynkelig
jamren, at det kunne få selv modigste til at tænke sig om to gange
inden man vovede sig over broen. 

Da Pastor Bendixen
hørte om dette spøgeri besluttede han sig for at finde ud af hvordan
det i virkeligheden forholdt sig. Han lagde bilen og en salmebog i saddeltasken,
svang sig op på hesten og red ud i natten.

Da han kom i nærheden af Bulbroen, hørte
han ganske rigtigt den ynkeligste jamren. Han holdt hesten an og tog
biblen frem, inden han langsomt red hen mod broen. 

Efterhånden som han kom nærmere, blev
den hjerteskærende jamren tydeligere og tydeligere. Da han nåede helt
hen på broen standsede han. Lyden klang nu klart og tydeligt ud i natten,
og han var ikke i tvivl, om at den måtte komme fra et sted under broen.

Pastoren stod af hesten, og med biblen
hævet gik han frem mod broens kant.

Samtidig med at han lænede sig ud over
rækværket for bedre at kunne se ned under broen, hævede han biblen
og råbte: 

  • Er du en
    ånd, da vig bort i Herrens navn, men er du et menneske, da kom frem

 

Det gik et langt minut. Så lød der
en tydelig plasken, som om der var en der gik gennem vandet, og lidt
efter dukkede, der en gammel krumrygget kælling frem af mørket. Da
hun kom nærmere, genkendte Pastor Bendixen hende. Det var en gammel
kone, der boede lidt derfra i Lonegade (Vestenden af Barsmark Bygade). 

Da hun genkendte præstens stemme, var
hun blevet forskrækket og kom krybende ud.

Jo,
sagde hun, da præsten spurgte hende om, hvorfor hun opførte sig sådan,
jeg kunne godt tænke mig at sætte en skræk i livet på
dem, der kom forbi.

Præsten tog nu sin ridepisk og gav hende
en ordentlig overhaling, hvorpå hun hulkende skyndte sig hjem til Lonegade.

Efter den tid hørte spøgeriet op.  

Rytterkilden

Ved huset Vindeltrappe (æ
Vingeltrap)
fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ
Rytterkvæld).
Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere
i Trediveårskrigen plejede at vande deres heste ved denne brønd, som
formodentlig på den tid ikke har været stensat, men var en naturlig
kilde.

Det har muligvis været disse ryttere,
der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen
fra Løjt Kirkeby. Sagnet tilføjer, at en af rytterne efter drabet,
forsøgte at drukne sig i kilden.  

De underjordiske i Bøgebjerg

Nord for Barsmark Bygades
vestlige ende hæver bakken Bøgebjerg
sig ganske markant, og fra dens top er der en enestående udsigt over
en stor del af Barsmarks jorde.

Men kom en midsommernat, og du kan opleve,
at dens største beboer, en ganske velvoksen jætte træder ud af bakken,
går et stykke og så sætter sin fod på en stor sten. Sker det vil
bakketoppen hæve sig og stå på fire gloende søjler. Under dette
tag vil du se, hvordan de underjordiske har kaldt til midsommerfest
og nu danser og morer sig. Men stå stille, træk ikke vejret. For i
samme øjeblik, at der er mennesker i nærheden så vil højen lukke
sig igen.  

Ulvehuset

Æ Ulhus
(Ulvehuset) fra 1807 ligger lige øst for Barsmarks tidligere skole.
I dag ligger Æ Sprøjthus,
der. Det gjorde det i hvert fald, sidst jeg var i Barsmark for 22 år
siden.

Navnet Æ Ulhus stammer fra den tid,
da der endnu fandtes ulve på egnen. Huset var dengang bolig for byens
fårehyrde, der hver dag drev dyrene til og fra marken. I eller tæt
ved huset var der indrettet en fåresti eller indhegning, hvor fårene
om natten kunne være i sikkerhed for ulvene.

Udenfor den nu nedbrændte Bossengård
fandtes ligeledes en fårehold, efter hvilken pladsen fik navn. 

Kalvø

Overleveringen taler både om Kalvø
og Calløe, men navnets oprindelse er uvis. Måske er det brugen
af øen til kreaturgræsning eller sørøveren Ridder Call?

Kalvø lå træløs og ubebygget hen
indtil 1847, hvor Jørgen Bruhn erhvervede øen. Øens værft lukkede
i 1864.

Øen blev opdyrket til landbrug og midt
på øen blev der plantet en lille skov af træer fra Strågård
og Angel.

De karakteristiske huse i bedste Nyborder
– stil, der ligger på øen blev opført i 1850’erne i forbindelse
med værftet. 

Barsø

Øens navn kommer antagelig fra det oldnordiske
navn Bars (ubeskyttet ryg).
Et sagn vil dog vide, at en sørøver, vikingehøvdingen Bars byggede
en borg ved Varbjerg Så herfra skulle navnet stamme.

En anden historie, der fortælles er
fra dengang, der endnu var kæmper til. Kæmpen Bars som boede i Barsmark
ville et smut til Fyn. Han havde kun taget et par skridt ud i havet,
og han mærkede en klump jord i sin ene træsko. Han tømte træskoen
ud og fortsatte. Den klump jord blev senere til Barsø. 

Barsø har været beboet de sidste 6.000
år. Det viser fund fra jægerstenalderen. Fundene er gjort under vandet
tæt ved øens vestkyst, et område der tidligere har været landfast.

I 1982 bjærgede man en stammeråd fra
vikingetiden. Træstammen som båden er lavet af, er fældet i 1040.  

I midten af 1300’tallet hærgede
den sorte død, pesten
på Løjt Land. Sagnet fortæller, at munke
fra Løjt Kolster søgte tilflugt på Barsø, mens pesten hærgede
De slog sig ned i det område, der i dag hedder Munkedal.

Gamle overleveringer vil vide, at polske
lejetropper, der i isvinteren 1659 gik over isen fra Fyn. De gik i land
på Barsø og kom i kamp med øboerne. Slaget foregik i det område,
der i dag kaldes Polakager.  

I 1679 boede der 89 personer på øen,
det tal faldt til 59 i 1769.

Der var møller på Barsø. Og ellers
levede man af landbrug og fiskeri. Først i 1957 kom der lys til øen.  

Litteratur Løjt:

  • J.H. Riis: Sagn og overtro
    og gamle fortællinger fra Løjt Sogn (1977)
  • Løjt Land (hefte, der
    udkom fra 1974 – 1979, 1 – 3 årlige udgivelser rd: Karl Lildholdt,
    Foreningen til bevarelse af Løjt Land)
  • Jess M. Holdt: Glimt fra
    Løjt sogns historie (Lokalhist). Forening 1976)
  • Jess M. Holdt: Gårde og
    Slægter i Løjt Sogn (Historisk Samfund for Sønderjylland 1982)
  • Det Gamle Løjt (Årbog
    fra Løjt Sogns Lokalhistoriske Forening fra 1978)
  • Hans H. Worsøe: Løjt
    sogns historie (Historisk Samfund for Sønderjylland 1988)
  • Jens Bruun: Løjt Kirke
    i ni Århundrede(Løjt Menighedsråd 1997)
  • Jens Bruun: Fra skabelse
    til himmelfart (Løjt Menighedsråd 1998)
  • Marcus Lauesen: Denne rigdom
    overgår dog alt, digte og salmer 1940
    – 1975(2000)
  • Henry Johansen: Dagbog
    2. oktober 1973 – 16. marts 1975 (2002)
  • Løjt Kirkeby Skole 1920
    – 1995
  • Løjt Kirkeby Danske Børnehave
    og Fritidshjem 1946 – 1996
  • Frantz Gregersen: Herlige
    Løjt Land – Historier med turforsalg (2004)
  • Gertrud Nordmann
    – Stabenow: Eine Wanderung um die Halbinsel Loit in 10 Etappen (2004)
  • Erling Dissing: Den hovedsløse
    præst – og andre folkesagn fra Løjt Land (2005)

 

Kilde:

Se litteratur Aabenraa


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa