Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Vadehavets maler – Emil Nolde

December 2, 2008

Han var ikke særlig god i skolen.
Men som den første i familien forlod han landsbyen, Nolde. Han rejste
meget, men boede det meste af sin tid i en omkreds af 10 km fra Tønder.
Nogle betragtede ham som nazist, andre hævede det modsatte. Goebbels
var vild med hans malerier. Hitler forbød ham at male.
 

Kunne man have kaldt overskriften,
Tønders store maler.
Geografisk kunne man vel nok, for det meste
af sit liv boede han ikke mere end 10 km fra byen. Men det var Vestkysten
der trak ham. Hans far havde fortalt ham, om de stærke farver der var
herude. Og under bestemte vejrforhold er det jo et prægtigt skue. Den
høje himmel over dette flade land gav vældige farvekontraster.  

Fra Rudbøl er det ikke langt til museet
i Seebüll. Mange havde kendt maleren omkring Rudbøl.
Flere havde fået tilbudt billeder af den mærkelige maler. De fleste
takkede nej. Man syntes på egnen dengang, at de var mærkelige. De
ville hellere se kontanter. 

Drengen fra Nolde

Emil Nolde (1867 – 1956) voksede op
som bondesøn i det dansk – tyske grænseområde. Ja, han er faktisk
født i den lille by Nolde.  

Han var søn af bonden, Niels Hansen
og hans kone, Hanna Christine.

Nolde havde dengang fire huse, fem gårde og 68 indbyggere. Den hørte
til Burkal Kommune. Fra starten var det Vadehavets kyst, der tiltrak
Emil. Det var også herfra hans far stammede 

Tilsidesat

Nolde beskriver selv sit barndomshjem
præget af fred, megen skønhed og nogen religiøsitet. Politisk mente
han selv, ikke at have noget fast ståsted.

Fra 1873 gik han i landsbyskolen –
med kun en klasse. Han betragtede det som tvang. Modsat sine søskende
havde han ingen succes.

Han beskrev sig selv som en modvillig
og doven elev. Han måtte endda gå en klasse om som niårig. Men han
fandt glæde i kunstnerisk skaben. Han var en drømmer, og trak sig
gerne ind i sig selv. Hans praktisk anlagte far havde kun lidt forståelse
for ham. Nolde fornemmede denne afvisning og følte sig tilsidesat. 

En gang til jul var han så heldig, at
få en farvelade. Fra nu af malede han som besat. Da skolen var over
ville Emil være kunstmaler.

Men hans forældre satte ham i arbejde
på gården. I sine erindringer skriver han: 

  • jeg arbejdede og gik misfornøjet
    omkring i ladens og staldens støv og snavs.

 

En hård tid i Flensborg

I 1884 drog den 17 – årige Emil til
Flensborg, for at begynde en uddannelse som billedskærer. Han var den
første i familien, der forlod landsbyen.

Den unge lærling stod 12 timer om dagen
ved træskærerbænken. Derefter skulle der lige overstås 2 timers
undervisning på skolen for videreuddannelse. Uddannelsen varede i fire
år, men den 20. maj 1888 fik Nolde sin eksamen. Læretiden havde givet
den senere maler nogle færdigheder i tegning og håndværk. Dette var
ikke uvæsentlig for hans kunstneriske karriere.

Tre
år på ”valsen”

Efter læreårene fulgte tre år ”på
valsen”, hvor Emil arbejdede som billedskærer og tegner i München,
Karlsruhe og Berlin. I Karlsruhe gik han desuden på kunsthåndværkerskolen.
– først på et aftenhold og senere i dagskole.

Fra efteråret 1889 arbejde Emil to år
i forskellige fabrikker i Berlin.

I 1891 blev han syg af tuberkulose og
måtte tilbringe flere måneder på sine forældres gård.  

Om efteråret vendte Nolde tilbage til
Berlin. På kunsthåndværkerskolen så han tilfældigt et opslag om
en stilling som lærer ved industri – og erhvervsmuseet i St. Gallen,
og han sendte en ansøgning.

Efter flere uger fik han den gode nyhed,
at han var foretrukket blandt 34 ansøgere.

Nolde huskede undervisningen de første
3 år som meget anstrengende. Efterhånden mistede han interessen, men
rejserne til Milano, Wien og München bød på afveksling. I 1895/96
malede han sit første oliemaleri Bergriesen. Han havde dog mere
succes med sine små tegninger, hvor de schweiziske bjerge var afbildet
som eventyrfigurer. Inden for kort tid indbragte de 25.000 franc –
som postkort.  

Hjemve

Ved udgangen af 1897 opgav Nolde sin
stilling og tog til München for at blive selvstændig maler. Her gik
han også på den private Friedrich
– Fehr – Schule.
Men han fik hjemve, og i 1900 vendte han hjem
til sin hjemstavn. 

I Hundested
mødte Nolde for første gang, den senere polarforsker Knud Rasmussen.
Dette møde betog ham meget.  

Det dansk
– tyske forhold

Grænsen prægede ham. Han var bevidst
om sin nationale oprindelse. Han voksede op i Sønderjylland, der var
præget af både dansk og tysk. Alligevel reagerede en hans brødre
afvisende, da han præsenterede sin danske kone, Ada.
På samme måde fornemmede han efter 1. verdenskrig en afvisende holdning
mod ham som tysker, når de var på familiebesøg i Danmark.  

Storm af farver

De unge kunstnere fra kunstnergruppen
Brücke
havde på en udstilling i Dresden set Emil Noldes billeder
Froschteich
og Meerbild.
De roste ham for hans storm af farver.
Han var glad for denne anerkendelse. I halvanden år holdt han sammen
med kunstnergruppen for så selv igen, at gå egne veje. I sin biografi
skrev han: 

  • Blomsternes friske farver
    og disse farvers renhed, jeg elskede dem. Jeg elskede
    blomsterne i deres skæbne. Fremspirende, blomstrende, lysende, glødende,
    livsaglige, nedbøjede, visende og til sidst nedbrudte i grøften.

 

I 1908 blev Nolde valgt som medlem af
Berliner Secession,
men det gav anledning til utilfredshed. Nolde
forsøgte at oprette en ny forening og bad den norske maler Edward
Munch,
til at blive foreningens mentor. Munch reagerede dog undvigende.  

Først som 35 – årige tog Emil
Hansen
navn efter fødebyen Nolde. Derefter hed han Emil Nolde.

Dannede ny kunstnergruppe

I sommeren 1909 under sit ophold i nærheden
af Rudbøl malede han sine første religiøse billeder. Men disse billeder
og andre blev afvist af Berliner Secession.
Nolde protesterede højlydt, og det førte til, at han blev smidt ud
af denne gruppe. 

Nolde grundlagde derefter die neue
Secession
sammen med en række andre unge kunstnere. Indtil 1912
deltog han i denne gruppes udstillinger.  

Gift med Ada

Efter 1920 fastholdt han sit danske statsborgerskab.

Efter et ophold i København i 1900 –
01 blev han gift med skuespillereleven Ada Vilstrup, som han
var gift med til sin død i 1946.

Nolde skriver selv i sin selvbiografi
fra 1931: 

  • Vi var begge længe om
    at forstå, hvor godt vi kunne lide hinanden. Jeg kunne hverken fatte
    det eller tro på, at hun kunne lide mig, mig
    – dette verdensfjerne og underlige menneske.

 

Gift som 80 –
årig

I 1948 giftede den nu 80 – årige maler
sig med den 26 – årige Jotanthe Rdmann.
Hun døde i 1956, og ligger begravet i haven ved Nolde – museet.
Her fandt Nolde også sit sidste hvilested ved siden af Ada.  

I perioden 1903 til 1916 boede parret
Als, men drog hver vinter til Berlin
for at søge inspiration i kunstnerkredse.

I disse år blev Nolde præget af religiøse
motiver. 

Utenwarft i Marsken

Fra 1916 til 1925 boede parret i Utenwarft.
Hans bopæl lå i den nordlige zone, da der ifølge Versailles
– traktatens artikel 109 til 114
skulle stemmes om grænsedragningen
mellem Det Tyske Rige og Danmark.

Nolde deltog ikke i folkeafstemningen
i 1920. I sine erindringer skrev han om denne tid, at han var stærkt
optaget af ”spørgsmålet om, hvad tysk og dansk er”. Sønderrivelsen
midt igennem det hjemlige Slesvig, virkede brutalt på ham. Maleren
følte sig tysk, men ville dog ikke stemme imod sin kones fædreland.

På grund af den nye grænsedragning
lå Utenwarft nu på dansk område. Nolde var dansk statsborger og medlem
af det tyske mindretal 

Til Seebüll

De flyttede derefter til Seebüll, da
afvandingen af marsken tog fat. Her opførte de en stor villa, som Nolde
havde tegnet og anlagde en pragtfuld blomsterhave. Mange af sine motiver
fik han herfra.  

Æresdoktor i Kiel

I 1928 blev der i anledning af Nolde´s
60 års fødselsdag arrangeret en stor Nolde – udstilling i Dresden
med 433 værker. Samme år blev han udnævnt som ”æresdoktor” på
universitetet i Kiel.  

Han foretog mange rejser, men vendte
altid tilbage. Hans billeder afspejler sin oprindelse of det regionale
særpræg. 

Nolde fik maleforbud

I 1937 stemplede nationalsocialisterne
hans kunst som ensartet (sygelig
degenereret)
. 1.052 af Noldes arbejder blev beslaglagt. Dermed var
han en af de hårdest ramte kunstnere.

I 1941 forbød de ham at male. Den 23.
august nåede fordømmelsen sit højdepunkt. Det tyske Reichskulturkammer
meddelte i et anbefalet brev, at hans værker ikke opfyldte kravene,
og at han ville blive udelukket fra Reichskammer der bildenen
Künste.
 

Nolde betragtede det som en misforståelse,
og malede videre i det skjulte. Flere hundrede umalede
billeder blev det til.

I et afsides hjørne af huset begyndte
han med de såkaldte umalede billeder. Disse umalede
billeder til
store rigtige malerier.

Han turde ikke, at male oliemalerier,
fordi farverne kunne lugtes. I stedet udviklede han sig som original
akvarelmaler.  

Nolde så i begyndelsen af 1930’erne
på fremtiden med store forhåbninger.. Han blev medlem af det nordslesvigske
naziparti, så det kan undre, at de forbød ham at male. Det tog også
hårdt på ham. Han afslog også et tilbud om at emigrere til Danmark.

Nolde var en nordisk tænkende nationalist,
der følte sig som forkæmper for tyskheden.
Men han følte sig også knyttet til det nationalsocialistiske tankegods.  

Det vides, at Rigets propagandaminister,
Joseph Goebbels
holdt meget af Nolde’s malerier. NDSAP’s chefdialog
Alfred Rosenberg
kæmpede mod alle former for moderne kunst. Og
Hitler sørgede for, at Nolde i offentligheden blev betegnet som
volksfremder (fremmed for folket)

og ensartet (degeneret) kunstner.  

De umalede billeder

De umalede billeder betød meget i den
kunstneriske udvikling. Han var ikke mere henvist til at male i naturen
eller efter modeller. Han var henvist til sine indre billeder, sine
erindringer og fantasier. Han prøvede at finde ud af sine vanskeligheder
gennem sin forestillingsevne.

Han indrømmede intet i hele NS – tiden.
Han fortsatte uanfægtet sin billedlige udtryk, og lavede ikke om på
den. Han havde et modsætningsfuldt forhold til nationalsocialismen.
Efter malerforbudet udtalte han sig overraskende kritisk mod denne.  

De
”umalede billeder” bliver til virkelighed

Årene fra 1945 til 1951 anvendte Nolde
til at omsætte sine små akvareller, de såkaldte umalede billeder
til rigtige malerier. Det blev til cirka 100 stykker.

I 1946 blev han udnævnt til kunstprofessor
af den Slesvig – holstenske regering 

Hans tidligere hjem i Seebüll
blev i 1957 indrettet som museum. Jeg husker også haven som en slags
Monet – have.
Indrømmet, det er mange år siden, jeg har været
der. 
 
 

4 biografier

Vi ved faktisk meget om Nolde. Hans selvbiografi
omfatter hele 4 bind. I sommeren 1930 skrev han om sit liv fra 1867
til 1902. Den udkom året efter under titlen Das eigene Leben.

Det andet bind som dækker årene 1902
til 1914 Jahre der Kämpfe udkom i 1934.

Det tredje bind Welt und Heimat
som omfatter tiden 1912 til 1918 skrev han i 1936. Men på det tidspunkt
var en offentliggørelse ikke muligt. Den blev først udgivet i 1965
i en revideret udgave. Et år senere udkom så det sidste bind Reisen,
Ächtung und Befriung.
Her beskrives tiden efter 1. verdenskrig.
Hans erindringer slutter i 1946 ved hustruen, Adas død.  

Hård og kontant skrivestil

Nolde skrev ikke dagbog. Kun ved hjælp
af hans billeder og de mange breve lykkedes det ham, at skrive sine
erindringer ned. Ofte var hans skrivestil ujævn og usammenhængende.
Derhjemme blev der talt sønderjysk, højtysk i skolen og rigsdansk
i religionsundervisningen. En sådan blanding eksisterer jo ikke i skriftsproget,
så derfor opfandt Nolde det selv. Skrivestilen var hård og kortfattet.
Han afslog at få manuskripterne rettet efter de grammatiske regler.
Han mente, at det gik ud over fremstillingen. Antagelig har han talt
på samme måde, som han har skrevet.  

Nolde’s syn på
jøder

En sammenligning af originaludgaven af
de to første bind med de ændrede udgaver, der udkom i 1949 og 1958
viser tydeligt, at Nolde efter 2. verdenskrig har fået hjælp til at
rense bindene for problematiske udsagn. Især bind 2 indeholder en del
nationalistiske og racistiske udsagn.

Nolde skrev blandt andet: 

  • Jøder har en stor intelligens
    og åndelighed, men kun lidt sjæl og skaberevne
  • Jøder er andre mennesker,
    end vi er
  • Jøderne har præsteret
    biblen og kristendommen. På grund af deres ulykkelige bosættelse på
    den ariske befolknings levesteder og deres store deltagelse i de sidstes
    særlige magtbeføjelser og kultur, er der opstået en
    tilstand, der er ubærlig for begge parter.

 

Man kan tolke det som om, at Nolde mente,
at jøderne var uønskede med deres indblanding i tysk politik og kultur: 

  • Instinktivt forsøgte vi
    unge kunstnere med nye former og stærke farver at give den tyske kunst
    dens tyskhed tilbage, som har været tabt gennem 250
    år. Jeg selv tjenede næppe ud fra en bevidst vilje, kun med en ubestemmelig
    medfødt pligtfølelse. Og jeg elskede lidenskabeligt den gamle rene
    tyske kunst i deres stramme egenrådige
    åndeligt fuldendte skønhed, i dens dybe naturforbundne fantasi og
    i det usigelige. En virkelig inderlig, fast gennemsyret kunst fandtes
    der og findes der kun i germanske lande, i Tyskland og alle, næsten
    alle ikke – germanere, fanget af de runde formers skønhed, står
    uforstående og målløse overfor dette fænomen.

 
 
 

Tysktime

Den tyske forfatter, Siegfred Lentz
har skrevet en pragtfuld roman om en periode om en epoke i Emil Nolde’s
liv. – Deutchstunde.

Også filmen til bogen var pragtfuld.
Den fantastiske natur, digerne og det hele, var jo som man selv var
der  

Litteratur:

Emil Nolde: Mit Liv (Gyldendal 1996)

Emil Nolde: En kunstners leveår 1902
– 1914 (Gad 1968)

Siegfried Lenz: Tysktime (Gyldendal). 

Hvis du vil vide mere:

Se artiklen: Bådfolket i Rudbøl(Højer)  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder