Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Friserne – syd for Tønder

December 2, 2008

Fra Danmark i nord til Belgien i syd
lever et spændende folk, som kalder sig frisere.
På en kort strækning lige syd for grænsen tales, der op til 5 forskellige
sprog. Engang var frisisk meget udbredt. I dag kan man knap forstå
hinanden. Engang vandt friserne et slag. Deres våben var
byggrød. Læs her historien om nordfriserne og
østfriserne.
 

Egentlig var friserne et germansk stammefolk,
der havde deres eget rige i 6 – 700 tallet. Andre overtog styringen
og landet, men friserne bevarede sproget, traditionerne, historien og
det særlige liv ved Nordsøen.

Oprindeligt var de bosat mellem Scheldes
og Wesers udløb.  

Frisernes våben

Friserne har deres eget gamle frisiske
våben med kongekrone, en halv ørn og en jydepotte.

Kronen er ikke den danske kongekrone,
men en karolingerkrone. Den halve ørn stammer også fra Karl
den Store.
Da han indtog Rom havde han friserne med sig, og de fik
så en god placering under kampen, at det blev dem, der afgjorde slaget.
Den taknemmelige kejser ville udmærke dem med gaver og titler, men
friserne sagde, nej tak. De ville hellere tildeles privilegier hjemme
i Nordfrisland. Det fik de, og som tegn på disse privilegier fik de
den halve ørn.  

Og hvorfor er der en jydepotte? Da friserne
kom til Nordfrisland levede der mennesker, som var meget små. De boede
i jordhytter. Deres konge hed Fin.
Det kom til kamp med den fastboende befolkning, og de indvandrende frisere.
Det gik ikke så godt for friserne, men de havde deres koner med. De
lavede frisernes nationale ret, byggrød.

Friserne måtte trække sig tilbage,
og kom hjem til deres koner. De greb deres gryder og kastede varm grød
efter de små fjender. Disse blev overrasket over det nye våben. Men
friserne stormede nu frem og vandt slaget.

Siden er jydepotten med ske et hæderstegn
for resolutte frisiske kvinder – og en del af det frisiske våben.  

De rige frisere

Kvinderne i det gamle Nordfrisland kendte
deres værd, men de havde også skønne hjem. De fleste frisiske bønder
var velhavende i modsætning til folkene inde på gesten, hvor hjemmene
gerne havde et beskedent indbo.

I de frisiske hjem var der pragtfulde
renæssance – og barokmøbler, der fyldte op i de store stuer.  

Det frisiske sprog og kultur spredte
sig herfra langs nordsøkysten, hvad der i dag er fra det nordlige Belgien
til Sønderjylland.  

Invasionen

Frem til det 14. århundrede havde der
i Vestslesvig dannet sig et amfibielandskab. Her bosatte friserne sig
fra det 8. århundrede. De bosatte sig på øerne Sild, Før, Anrum,
den vestlige del af Ejderstedt
samt på øen Helgoland.

Selve marsken blev først taget i besiddelse
den anden indvandringsbølge omkring år 1000. Antagelig har stridigheder
med det ekspanderede frankerrige, vikingetidens urolige forhold og måske
et forsøg på at undgå den kristne mission været årsager til at
flytte nordpå.  

Diger blev anlagt

De anlagde grøftesystemer, for at dræne
landskabet, og i det 11. århundrede begyndte se at etablere værfter,
som skulle sikre bygninger mod vandet.

De op til 8 meter høje havdiger er et
enormt bygningsværk. På fastlandet findes der i dag 132 kilometer
diger. På øerne yderligere 92 kilometer.  

Indtil det 14. århundrede var de frisiske
herreder relativt selvstændige. De skabte overskud ved landbrug og
udvinding af salt. I perioder bragte udvinding af frisisk salt stor
velstand.  

Frisisk frihed

Under Kong Valdemar 4. Atterdag blev
der foretaget felttog mod friserne. I 1252 måtte kong Abel bøde med
livet, fordi han havde forsøgt at gennemtvinge skattekrav på halvøen
Ejdersted.
Friserne påberåbte sig Frisisk frihed,
som de angiveligt havde fået under Karl den Store.  

Den 16. januar 1362 mistede mange tusinder
af frisere livet ved Den Store Mandedrukning.
Store landområder gik tabt. Den sagnomspundne handelsby Rungholt
forsvandt. I 1634 forsvandt et nordfrisisk kærneområde med øen
Strand.

Det nordfrisiske Vadehav begyndte at
ændre form. Halligerne, som egentlig var rester af fastlandet begyndte
at dukke frem af havoverfladen.  

Politisk stod nordfriserne først under
den danske konges overhøjhed. I Middelalderen tog friserne del i de
mange stridigheder om hertugdømmet Slesvig. 

Under mange herskere

I begyndelsen af det 15. århundrede
blev friserne inddraget i opgøret om hertugdømmet Slesvig – Holsten,
bl.a. i kampen mod ditmarskerne. Gesandter fra de holstenske grever
gav friserne i 1426 Siebenhardenbeliebung, og for Ejderstad gældende
Krone der rechten Wahrheit.
Det betød at friserne fik lov til at
beholde mange af deres overleverede rettigheder. Man ville gerne have
friserne på den rigtige side mod den danske konge Erik af Pommeren.

I 1435 var kongens nederlag en realitet
og holstenernes overhoved, grev Adolf den Syvende
blev nu også hertug af Slesvig.  

Christian den Første, dansk konge
siden 1448 blev også landsherre i Slesvig og Holsten. Hans bor,
Grev Gerhard af Oldenburg
gjorde et oprør mod kongen i 1472. Han
vandt tilhængere fra øen Altnordstrand
og Husum. Men opstanden blev slået ned. Og kongen skummede fløden
af Husum´s store næringsliv i form af saftige bøder.  

Gud skabte havet, friserne kysten

Kongen kunne godt se, at det frugtbare
marskland var givtigt for indtjeningen. I de følgende århundreder
blev marsken indiget. Et frisisk ordsprog giver et udmærket indtryk
af dette: 

  • Deus mare, Friso Litoria
    fecit (Gud skabte havet, friserne kysten)

 

Ved hertugdømmernes deling i 1544 fik
nordfriserne tre forskellige herskere. Nørregoesherred
omkring Bredsted hørte under den danske konge i hans egenskab
af hertug. Vesterland – Før, Amrum og List på Sild var dele af kongeriget
Danmark, mens de øvrige dele blev underlagt den gottorpske hertug.

I 1721 blev situationen mere enkel, da
de gottorpske dele blev forenet med de kongelige. Fra da af hørte hele
Nordfrisland til den danske helstat.

En del af Slesvig Holsten

Efter krigen i 1864 blev Nordfrisland
for første gang i historien del af den tyske statsdannelse. Siden 1867
var det en del af den preussiske provins. Fra 1946 er del af delstaten
Slesvig – Holsten.  

Den frisiske gruppe er i dag mere uensartet.
I dag findes der cirka 500.000 i Holland. Det frisiske samfund i det
vestlige Slesvig udgør ca. 50.000 frisere. Ø – friserne blev påvirket
af søfart og turisme, mens fastlandsfriserne blev optaget af digebyggeri
og marsken betingelser for landbrugsdrift. 

Indtil omkring 1500 var frisisk det dominerende
sprog i de fleste frisiske områder. Derefter blev sproget mere og mere
erstattet af nedersaksisk og nederlandsk i Nederland og plattysk i Nordfrisland 

Hold ikke op med at være frisere

I 1845 forsøgte præsten Christian
Feddersen, at samle alle frisere under devisen: 

  • Hold ikke op med at være
    frisere.

 

Nordfriserne har aldrig haft en selvstændig
enhed. Der har heller aldrig eksisteret en egentlig statsdannelse. Man
har faktisk heller ikke forsøgt, at danne en sådan. I 1848 dukkede
tanken op hos den nordfrisiske forfatter og revolutionære Harro
Harring.
Også bondepolitikeren, Cornelius Petersen,
der bosatte sig i Vester Andflod. Fremkom med tanker om selvstændighed.
Han fantaserede til sidst om et selvstyrende Slesvig Inden for Danmark.
Han havde nogle kraftige angreb mod danske politikere, og brød til
sidst helt sammen.  

Men hans ideer druknede. I dag udgør
friserne dog et selvstændigt stykke kultur. Der er også vittigheder
om Die Ostfriesen, som særlig den tyske komiker Otto,
der for øvrigt blev gift i Bov,
dyrker meget.  

Dansk
– tysk modsætningsforhold

Man gjorde mange forsøg på at samle
friserne med såkaldte friser – fester, men de blev som regel overtaget
af tysksindede, så den egentlige frisiske identitet forsvandt. 
Den Nordfrisiske Forening forsøgte også at samle, og den blev
efterhånden paraplyorganisation for de fleste paraplyorganisationer.

Da den danske grænse igen rykkede tættere
på i 1920, blev Frisisk – Slesvigsk Forening
dannet. Den ønskede anerkendelse af friserne som et nationalt mindretal
og samarbejdede med det danske mindretal syd for grænsen. Dette provokerede
den Nordfrisiske Forening, der bekendte sig til tyskheden. Det dansk
– tyske modsætningsforhold kom derved til at kendetegne den frisiske
sag i mange år.  

I mellemkrigstiden fik friserne en lille
indrømmelse på skoleområdet. Men den frisiske sag blev undertrykt
under nazismen, som ellers havde frisernes absolutte opbakning.  
 
 
 

De mange sprog

Der findes mange sprog i den frisiske
kultur. Her skal nævnes Limburgisk, Frisisk, Nedersaksisk, Zeeuwsk
og Brabantisk.
Indbyrdes kan det også være svært at forstå
hinanden.

Det frisiske sprog er frisernes vigtigste
identitet. Det er et selvstændigt vestgermansk sprog, der som oldengelsk
og oldsaksisk består af en nord -, en øst – og vestfrisisk gren.

På et meget lille område tales der
også højtysk, rigsdansk, plattysk, sønderjysk og frisisk. Dertil
kommer en mængde lokale dialekter. Således beherskede min far, det
såkaldte Tynne – plat.

Vi kan forsøge at tælle til 10 på
frisisk: 

  • Iinj, tou, trii, fjour,
    fjour, fiiw, seeks, soowen, oocht, nüügen, tiin.

 

I Holland synes bevarelsen af det frisiske
sprog, at have båret frugt. En undersøgelse i 1994 viste at 94 pct.
af beboerne i Frisland kunne forstå frisisk, 74 pct. kunne tale
det, 65 pct. kunne læse det.  

Ostfriesland

I en kort periode var Ostfriesland og
Westfriesland samlet i et rige, under firserkongen Radhod,
hvis storfrisiske rige gik i stykker, da det østlige Frisland, det
nuværende Ostfriesland i 785 tilfaldt frankerne. Ostfriesland kom senere
under bispedømmerne Bremen
og Münster. Det vestlige Frisland tilfaldt Holland. 

Frisisk kultur

Siden 1997 er det også tilladt, at benytte
frisisk for retten, selvom dette længe uofficielt har været tilladt.

Hver søndag bliver der sendt en halv
times frisisk på hollandsk Tv. Men også den tyske Tv – station sender
et magasin – program på nordfrisisk og plat. En regional radiostation
Omrop Fryslàn
sender hver dag en times frisisk radio.  

Den frisiske folkegruppe råder ikke
selv over egne institutioner, som skoler, børnehaver og kirker. Plejen
og bevarelsen af den frisiske kultur og sprog varetages i høj grad
af foreninger. Men der undervises i frisisk på 29 skoler i Nordfriesland.
Fire kommuner i Nordfriesland har opsat tosprogede byskilte. 

Frisisk kultur

Friisk Forining
går ind for en indlemmelse i Danmark, men betragter sig som et mindretal,
mens Nordfriesischer Verien mener, at friserne er af tysk afstamning
og ikke skal have deres egen selvstændighed. 

Nordfriserne er medlem af Friserrådet,
en samarbejdsorganisation mellem nordfrisere, østfrisere og vestfrisere
i Holland.

Alle frisere har deres egen grundlov,
Friesisches Manifest.
Den blev underskrevet i 1955 ved Friserådets
sjette friserkongres i Aurich.
Her står: 

  • Vi mødes, fordi vi føler,
    vi hører sammen. Vi har det nationale tilfælles, fælles kæmper vi
    en kamp mod naturens kræfter fra Nordsøen. Og fælles er bevidstheden
    om vor frihed fra Nederland til Danmark.

 

Når vi taler om frisere, skal vi også
nævne stedet Upstalboom. Fra det 12. til 14. århundrede var
den lille skov et tingsted, hvor alle frie frisere hvert år omkring
pinse mødtes for at diskutere fælles anliggender.

I dag er det den fredsommelige frisiske
kuglesport klootschieten, der fylder stedet.  

Østfriserne fandt beskyttelse hos
preusserne

Mens nordfriserne ikke kunne finde ud
af om de skulle være dansk eller tysk, så forholdt det sig anderledes
med østfriserne. Allerede i midten af 1700 – tallet valgte de side.
Det skete efter den såkaldte Appele
– krig mellem de østfrisiske stænder og den lokale fyrste Georg
Albrecht.
Resultatet af denne krig, blev at Emden
fik sin status som handelsmonopol væsentlig indskrænket. Det kunne
byen ikke leve med, så de overtalte de andre østfrisiske byer til
at søge beskyttelse hos Preussen.  

I 1744 blev der underskrevet en forpligtende
traktat, der i princippet gjorde Ostfriesland til en del af Preussen.

Men her var man calvinister med et nederlandsk
kirkesprog. Preussen forsøgte at presse disse til at tale tysk.  

Under Napoleon
blev Ostfriesland indlemmet som et departement i Nederland, men kom
efter Wienerkongressen i 1815 tilbage til Preussen.

Men præsterne fortsatte med at prædike
på nederlandsk helt frem til 1880. Groote Kirk
i Emden så sig selv som pro – nederlandsk og anti – tysk. 

Grænsen satte østfriserne ikke spørgsmålstegn
ved. Den lå fast med Meppener Grenzvertrag,
der blev indgået mellem Hannover og Nederland i 1824.

Efterhånden flyttede calvinisterne til
Nederland, og de tysktalende lutheranere slog sig ned i de østfrisiske
byer. Men mange med nederlandske rødder blev boende. 

Dette var historien om det spændende
folkefærd ved vestkysten fra Danmark i nord til Belgien i syd.
 
 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder