Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Søerne foran Nørrebro

Oktober 27, 2008

Søerne foran Nørrebro

Et omfangsrig Metro
– byggeri vil ødelægge idyllen omkring søerne i meget lang tid.
Fiskeri kunne straffes med ophold på
Bremerholm. Færgefart blev overvejet. Og syrebåde sejlede lystigt
på søerne i fire måneder af året. Der har været
forsøgt at bygge mange broer og dæmninger over søerne. Når der var
is på, ja så var det dømt skøjteløb. Man gik ikke rundt om søerne,
når det havde regnet. Man sank i til knæene.

I 1624 skriver Christian den Fjerde i
et brev om Peblingedammen: 

  • med Thømmer och Plancker
    gandske ehr Forferdiggett

 

De mange broer og dæmninger

I 1658 kan man se på et kort, at der
er en dæmning tværs over søen. Midt på dæmningen var der en bro.
I begyndelsen af det 18. århundrede måtte broen ofte repareres. I
1721 forsøgte Magistarten at få kongen til at betale en grundmuret
bro, men først i 1728 lykkedes det i forbindelse med søens rensning
og regulering at få forbedret broen på Magistratens bekostning.

Træværket blev fjernet, og hele dæmningen
blev muret op med kantsten. Midt på, blev der lavet en såkaldt
vindbro.
Denne bro blev fornyet i 1779.  

I Adresseavisen kunne man læse følgende: 

  • Da der skal giøres en
    nye Bro paa Dammen, som fra Nørre
    – Port gaar over Peblinge – Søe, saa kann hverken kiørende eller
    Ridende passere bemeldte Dam, saa længe dette Arbejde varer.

 

I 1800 var der stadig en bro midt på
dæmningen. Senere var denne bro forsvundet, men gennemsejling under
dæmningen.

Behovet for en større bro over Sortedamssøen
meldte sig efterhånden som der kom mere bebyggelse til Nørrebro. Der
skulle også gøres plads til sporvognen, der siden 1867 kørte til
Bragesgade.
 

Nørrebroe – Broen

Flere projekter blev kasseret. Man blev
dog enig om Vilhelm Dahlerups
projekt til en ny Nørrebroe Broen.
Den blev bygget i 1885 – 87, lidt sydligere end den gamle. Hermed
opnåede man, at Frederiksborggade, broen og Nørrebrogade kom
til at følge i en lige linie. Det blev et meget solidt bygningsværk
opkaldt efter Christian den Niendes dronning.  

Søpavillionen

I 1869 blev Kjøbenhavns Skøjteløberforening
stiftet. I 1885 fik de tilladelse til at benytte den sydlige del af
Peblingesøen til skøjteløb. Hvert år blev der indsendt forespørgsler
om tilladelse til at opstille intermistiske træbygninger til Condotori
og Aftrædelsesværelser
for skøjteløberne og kontor. Tilladelserne
blev givet under forudsætning af, at bygningerne blev fjernet, når
skøjtesæsonen var over. Bygningerne stod som regel ved Nørre Søgade.  

I 1893 sendte man en ansøgning for opførelse
af en permanent bygning, der skulle indeholde både restauration, betsyrelsesværelser,
kontor samt værelser til skøjteløberne. Her kunne man klæde om og
forfriske sig efter strabadserne. I 1894 stod den nye bygning Søpavillionen
færdig. Meningerne omkring bygningens udformning var delte.

Fredens Bro

Det varede længe inden Fredens Bro
var en realitet. Inden da havde man et forslag fremme om færgefart
over søen. En murermester ville bygge en træbro og forlange 2 øre
pr. person, der passerede broen. Men disse forslag blev afvist. I 1878
var der en smal træbro på stedet, men kun beregnet for gående.

I 1887 blev broen afløst af en dæmning
anlagt af fabrikant Hanborg, der havde startet en maskinfabrik,
der senere skulle blive til Titan.
Han forsøgte at få koncession til en sporvognslinie. Men forhandlingerne
trak i langdrag. Problemet var, at linien skulle gå over militært
område på Fælleden.

Dæmningen blev i 1904 afløst af den
nuværende Fredens Bro.  

Badebroer og lysthuse

Efter de store reguleringer i 1720’erne
skete der noget omkring søerne. Nogle steder havde ejerne fået tilladelse
til: 

  • Ved slynget Buskværk (at)
    giøre Skilsmisse imellem deres Jorder og Søen og dens Dosseringer
    uden at bestemme deres Bredde.

 

Jeg skal indrømme, at det danske sprog
dengang, var kryptisk. Men det betød, at badebroer og lysthuse voksede
ved vandet. Problemet var, at Vandvæsnet havde ret til selve dosseringen.

Da man atter i 1790’erne stod for en
ny rensning, markerede man søernes grænse med nedslagning
af pæle.  

Krigskommisær Smith
tilbød i 1790’erne at rense Peblinge – og Sortedamssøen imod at
få rådighed over den græs, der voksede på dosseringerne. Men han
var ikke tilfreds med ordningen, fordi det var vanskeligheder ved at
komme til græsset på Blegdamssiden.  

Dyr måtte ikke græsse på dosseringerne,
men man måtte godt blege tøj.

For velhavere blev det en trend, at leje
sig ind hos blegmænd og gartnere. Søerne blev et rekreativt opholdssted.

Masser af badebroer blev bygget. Roture
var almindelig på søerne. 

Fiskeri var forbudt

En fisketur i ny og næ, kunne det også
blive til, selv om fiskeri officielt var forbudt på søerne.

I 1786 indrykkede forpagteren af søerne
en advarsel i Adresseavisen, at han nu havde: 

  • antaget visse Personer
    til at observere og paagribe dem, som at foretage sig at fiske der,
    enten med Kroge eller andre redskaber og Instrumenter, værre sig med
    hvad navn det være kunde, hvorefter de i saa fald kan vente, at blive
    antastet og straffede, for blandt Tyverie.

 

I 1631 var straffen for fiskeri på Skt.
Jørgens Sø indsættelse på Bremerholm. Det var også almindeligt,
at der på Christian den femte’s tid var skydeøvelser ud over Peblingesøen.
Man skulle skyde efter et ”billede”, der var sat op midt i søen.  

Ballonopstigning af
”privat karakter”

Der var mange fornøjelser dengang. Således
var der fra Blegdam nummer 2, ballonopstigning af privat karakter. 

Godt nok havde man stier langs søerne,
men man skulle ikke gå på dem, når det havde regnet. Så ville man
sænke ned i knæene. Vi må håbe, at det ikke skete for Søren
Kierkegaard
, der ofte spadserede her på udkig efter sin elskede. 

Selvmord

Digteren Jens Baggesen overvejede
at begå selvmord i søerne. En sommerdag i 1802 vandrede han rundt
for at finde et egnet sted. Baggesen havde ikke til det daglige brød.
Men han kunne alligevel ikke.

Hvad det ikke lykkedes for Baggesen,
lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt.
Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.  

Petroleums
– og Promenadebåde

Købmand E.M. Olesen
fik meget modvillig tilladelse til at bedrive
bådfart med petroleumsbåde.
Beboerne i nærheden klagede over stanken, og motorerne var nu heller
ikke så driftssikker. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte
syrevogne
, der var sat ind på strækningen Nørrebro
– Gothersgade.
 

Nye både blev kaldt De elektriske
Både.
Man reklamerede med, at passagererne fik frisk luft. Man
kunne også leje såkaldte Promenadebåde,
hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.  

Fredag aften gav Hausarernes Musikkorps
koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde,
som kostede 50 øre.  

I 1903 blev Syrebådene
afløst af benzinmotorer. Det var usædvanlig mange passagerer i betragtning
af, at man kun måtte sejle 4 måneder om året. I 1911 var der 207.100
passagerer, i 1916 var der 350.000 passagerer.  

Man kunne også leje diverse både. Bådudlejningen
lå i en lille havn ved Peblingesøen ud for Baggesensgade. Herfra kunne
man tage på krydstogter på søerne. Fra 1960 var det også tilladt
at besejle søerne med sejl.  

De mange fester

Skøjteløb og søerne hørte sammen.
Ved en skøjteløberfest den 4. februar 1871 var banen oplyst af
burelys.
Dette var dog ikke et engangsfænomen. Først langt senere
blev banen i perioder oplyst permanent.

I 1894 ved den senere Frederik den Ottende’s
og Kronprinsesse Louises sølvbryllup blev der arrangeret et stor søfest.

En udstillingsby med pæle i vandet var
en af de mange ideer. Der skulle være hængende haver og landingsplads
for vandflyvere.  

Og nu bliver idyllen ødelagt af det
meget omfangsrige Metro – byggeri. En løbetur omkring søerne vil
slet ikke blive det samme mere.  

Kilde:

Se litteratur Nørrebro og
Østerbro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro