Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Lov og ret i Aabenraa

Oktober 27, 2008

Lov og ret i Aabenraa

Den sidste rakker i Aabenraa forsøgte
at være ”sårlæge”. Det syntes barbererne var en dårlig ide.
Masser af torturinstrumenter var der også
i byen. Læs, hvordan ”æslet” blev afskaffet. En borgmester blev
myrdet, og en masse dømt. Men var det justitsmord? Retssystemet kan
i dage virke besynderligt. Man brugte også
”tegn fra oven”.
 

Rakkeren var renovationsmand

Datidens bøddel var også renovationsmand.
Han skulle fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste, svin
og får. Han skulle også sørge for natrenovation. Han var renovations
– entreprenør og leder af byens destruktionsanstalt,
d.v.s. den såkaldte rakkerkule.

Dengang for cirka 200 år siden løb
der svin frit om i de snære gader, hvor de rodede efter alt, hvad der
blev smidt ud til dem.

Dengang havde man ikke dagrenovation.
De fleste smed bare køkkenaffaldet ud. Så kunne svinene og hundene
fornøje sig med dette. Svineriet i de gamle byer har været voldsom.  

Bøddelen boede uden for byen

Bøddelen blev betragtet som uærlig.
Folk kunne og ville ikke omgås ham. Bødler var oftest gift med døtre
af bødler. Oftest var det velstående folk, som havde gode kontrakter
med byens styre. Og faktisk var de uundværlige.  

Men beboerne så ned på disse rakkere.
Med familie og svende boede bødlen oftest uden for byen. Man mente
i folketroen, at man selv blev besmittet og blev uærlig, når man rørte
ved dem, eller noget der tilhørte dem.

Med frygt og bæven gik man forbi bøddelens
bolig, især når man havde dårlig samvittighed. På væggen hang bøddelsværdet,
og hvis de klirrede, når man gik forbi, var det varsel om, at man skulle
ende sine dage for bøddelhånd. Derfor var det heldigt, at huset oftest
lå uden for byen.  

Den sidste rakker i Aabenraa

Til den sidste rakker i Aabenraa byggede
byen en bolig. Det var Nygade 42. Her boede bøddelen Hinrich Christopher
Røseler.
Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter
– datter fra Tønder og fader til tre døtre. Han gav sig også af
med at være sårlæge.

Men det var ikke så godt, for dermed
greb han i de ærliges bartskærens laugsrettigheder. Derfor
gik byfogeden til Røselers hus for at forbyde ham lægevirksomheden.
Byfogeden blev fulgt af de ophidsede barberer. Men Røseler havde barrikeret
sin dør, og skønt byfogeden gik løs på den med en jernstang, lykkedes
det ham ikke at komme ind. Dette skete i 1786. To år senere i 1788
døde Röseler. 

Enken bad om, at fortsætte virksomheden.
Men byens råd besluttede, at man ikke mere ville have en bøddel, Røseler
blev den sidste. 

Uden for byerne lå rakkerkulerne. I
Aabenraa lå den, der hvor Frydendal nu ligger. 
 

En rakker fra Haderslev

En skarpretter havde man alligevel brug
for, derfor skrev man kontrakt med Julius Beseler. En kontrakt
fra 1864 viser, at han boede i Haderslev. Han havde fået tilsagn om
en årlig ydelse på 30 lybske mark.

Borgmester og råd forlangte, at han
skulle møde og forrette sit embede med sværd, reb, hjul og ild..

Torturmidlerne fandt almindelig anvendelse
ved de ”pinlige forhør”. Det skulle også virke præventivt for
at skræmme skarnsfolk fra onde gerninger. Bøddelen forlangte for sådan
en forretning 5 mark.  

Hvis en skulle jages ud af byen så kastede
det tre mark. En udvisning af en person, der ikke kunne ”tåles”
af byen, kostede 12 skilling. Udvisning af byen var dengang en frygtet
straf. Det overgik blandt andet utugtige kvinder, men man jagede også
besatte
ud af byen. Man havde den opfattelse, at sindssyge var besat
af djævelen som straf for skjulte ugerninger.  

Mange gøremål

Hvis en selvdød hest, en okse, køer
eller andet stort kvæg skulle skaffes af vejen, kostede det ejeren
24 skilling. Hvis det skulle nedgraves på stedet i ”kobbel, humlehave
eller gårdsplads” måtte rakkeren nøjes med det halve. 

For at rengøre fængslet fik han 8 skilling.
En rengøring havde nok været en sjældenhed. Men det kunne være at
lugten nåede op ril 1. sal i Rådhuset til borgmesteren.

Også kirkegården omkring Skt. Nikolai
var mester Beseler underlagt. Hans svend skulle flittigt holde tilsyn
heroppe, og sørge for at løse svin ikke rendte rundt og rodede. Ser
han et, skal han skyde det.

For tømning af natspande var der ingen
fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.  

Torturinstrumenter

Når man i 1750 ville ind til Aabenraa,
kom man ind af datidens Tøndervej ned over Saltbjerg, forbi Bispens
Enemark, langs skovbrynet ind i Rugkobbel, ind til Langebro – og så
enten forbi Brundlund Slot ind gennem Slotsgade eller ind til Bolbro.
Forbi Søndermølle ind gennem Søndergade, ja så kom man til at betale
en lille afgift. 

Foran slottet stod æselet. Det
var det straffemiddel, som man nordpå kaldte træhesten, og
som bondeplagerne mest yndede.

Foran Rådhuset stod kagemanden,
fuld af farver med forsynet med jernringe til at fastholde ”forbrydere”.

I Rådhusets kælder var stokken
dvs. Fængslet, hvorfra de ulykkeliges råb om hjælp måske tonede
frem, hvilket ikke var mærkeligt. Her var der mange, der blev slået
i jern
, dvs. Lænket til muren. 

Oppe på Arnsbjerg prangede galgen,
retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under
tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle,
måske også et hjul. Det var et vognhjul fastgjort øverst oppe
på lange stokke, hvorpå henrettedes parterede legeme var føde for
de sultne ravne.  

Havde man ærinde på Rådhuset, og hørte
man de fængsledes råb, kunne byskriveren måske forklare det med,
at mestermanden – dvs. Bøddelen – var i færd med at bruge tommelskruerne
på en forhærdet synder, som ikke ville bekende, og derfor måtte underkastes
pinligt forhør.
 

Æslet blev afskaffet

Æslet
i Aabenraa blev afskaffet i 1788. Og det skyldtes en husmand i Varnæs.

Denne husmand, Hans Finck var
blevet vred på herredsfogeden, som så havde klaget til amtmanden,
von Schmettau
. Han dømte Finck tre gange en time i tre på hinanden
følgende dage at ride på æslet foran Brundlund.

Finck klagede til overretten i Gottorp,
men overretten stadfæstede dommen. Men Finck gav ikke op. Han skrev
til kongen, og det vil jo i praksis sige kronprinsessen.

”Kongen” svarede den 24. oktober,
at både amtmanden og overretten i Gottorp havde haft ret til at dømme,
som det var sket. Kongen vidste godt, at æselridt var almindeligt i
Aabenraa Amt, men at den burde afskaffes. Straffen kan forvandles til
vand og brød. 

Det var en alvorlig advarsel til amtmanden,
og Finck kom 14 dage på vand og brød i Brundlunds kælder. Og aldrig
mere, var der nogen i Aabenraa, der skulle ride på æslet.  

Den mærkelige rettergang

Rettergangen i middelalderen var anderledes
end vor tids. I dag må en mand ses for uskyldig, indtil det modsatte
er bevist. Det vil sige, at bevisbyrden tilfalder anklageren.

I middelalderen skulle en anklaget sværge
sig fri. Det skete med en Tyfler
– ed.
En tylft betyder 12 mand. En anklaget skulle møde med 5,
11, 17 eller endnu flere medembedsmænd, når han ville sværge sig
fri. Han selv udgjorde så den, der manglede ½ tylft, en hel tylft,
1 ½ tylft. Man førte ikke i vor tids forstand vidner.

Det tør jo nok siges, at være et farligt
system. Hvis du var medlem af Sct. Knuds
– gildet
kunne man nøjes med det halve antal ”edsmænd” af,
hvad almindelige borgere skulle præstere.

Nogle gange var det nødvendigt at bruge
to sprog. Befolkningen kunne ikke tysk, som øvrigheden.  

Drukneprøven

Hvis man var mistænkt for at være heks,
skulle man gennem Drukneprøven.
Hvis kvinden, der var bunden sammen på hænder og fødder, nedkastet
i vandet – flød ovenpå, så var hun i ledtog med den onde og brændtes
på bålet. Hvis hun sank til bunds, var hun ikke heks, men altså desværre
druknet.  

Tegn fra oven

Man brugte også begrebet tegn fra
oven.
Her brugte man en seerske
som hjælper. Således også en gang i 1618, da et lille barn var kommet
af dage i Lorentz Martensens hus.
Barnets fader, Jørgen Vægter hævdede at Martensen eller en
i hans hus havde slået barnet ihjel. Byfogeden pålagde da Maria
Seerske,
at hun skulle skaffe et vidnesbyrd fra Gud om, hvem den
skyldige var. Skønt Marie bad ved barnets lig om, at Gud skulle åbenbare,
hvem der var at straffe, viste det sig intet tegn.

Byfogeden og de seks ”sandemænd”
(nævningeting) dømte, at et dejtrug, der var faldet ned, var skyld
i barnets død.  

Tinget i Aabenraa

Fra gammel tid holdtes tingmøderne i
Aabenraa hver mandag. De skulle begynde ”god tid på dagen”. Det
skete, fordi folk helst ikke skulle have for meget kykelhahn (berømt
Aabenraask øl)
og brændt vin, så deres udsagn blev for omtågede.

Når et ting skulle holdes, blev der
slået fire stokke i jorden. Arealet inden for disse, var fredet.

Ting – møderne blev holdt udendørs
indtil 1664, hvor man indførte en rådhus – ret. Man fortsatte med
at bruge tylftered. Det var ikke så ligetil at afskaffe en gammel
indgroet og hævdvunden vane, selv om den var urimelig.  

Borgmesteren myrdet

Ved Jørgensgård Led blev borgmester
Claus Esmarch den 22. april 1610 skudt af Jørgen Skytte. Rygtet bredte
sig hurtig. Det var borgmesterens svigerforældre og måske endda hans
egen hustru, der stod bag mordet.

Hertugen beordrede et pinligt forhør
af de mistænkte.  

Anna
– tvunget ind i ægteskab

Som ung kom Claus Esmarch i huset hos
amtsskriver Wolff Kalundt, der boede ved Posekær. Esmarch blev ansat
som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter af biskoppen
i Slesvig holdt af den unge mand. Derfor sagde de også ja, da han ønskede
at ægte deres datter, Anna Kalundt. Hun måtte lystre sine forældre,
selv om hun havde en anden i tankerne.

I 1603 blev Kalundt afskediget som amtsskriver
og Esmarch blev hans efterfølger. Rygterne ville vide, at han havde
misbrugt embedet til egen fordel.  

Hustruen var utro

Esmarch blev i 1608 udnævnt til borgmester.
Han nåede at anlægge en ny kaj lige ned for Østergade, en kaj, der
efter den tids sprogbrug, blev kaldt Skibbro. Han var meget energisk,
men på det private område gik det ikke så godt. Hans hustru var ham
utro, og det var kendt i byen. Hans svigerforældre var også blev fjendtlig
stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe
dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring.  

Tvunget til tilståelse

Under tortur tilstod Kalundt, at han
havde været i ledtog med den berygtede og fordrukne Hellevad – præst.
Kalundt tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte, for at dræbe Esmarch,
at han havde brændt Esmarchs testamente og nogle breve, samt bortfjernet
hans sølvtøj.

Margrethe Kalundt tilstod, at datteren
var blevet besvangret af sin elsker. Hun havde ved hjælp af stærke
urtedråber dræbt fosteret, og derfor født ved abort. Endelig tilstod
hun, at datteren mange gange havde bedt sine forældre om at skaffe
hendes mand af vejen.  

Var det justitsmord?

I juni skete henrettelsen. Wolf Kalundt
blev hængt på Arnsbjerg og hans afsjælede legeme parteret og lagt
på hjul og stejle. Margrethe Kalundt blev halshugget samme sted og
samme dag.

Pator Jørgen Lund var forsvundet og
herredsfoged Bartram Jensen blev senere henrettet som meddelagtig i
mordet. Om de reelt var skyldige, og om det var justitsmord ved man
ikke.

Anna Esmarch blev ”benådet”. Hun
blev ganske vist landsforvist og frataget al sin ejendom.  

Kilde: Se litteratur Aabenraa


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa