Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

Fårhuslejren

Oktober 27, 2008

Fårhuslejren

Er lejren et martyrium
– eller var det en nødvendighed. Lejren taler man helst ikke om.
3.500 var fanget her. Kadaverdisciplin og afstraffelser hørte til dagens
orden. Vagtmandskabet stjal pakker, tobak og kontanter. Fangerne mærkede
følgerne i mange år efter deres hjemsendelse. Mindretallet diskuterede
i 2004, om de ville søge om en undskyldning. Var
retsopgøret retfærdigt? Læs også
om, hvordan vi behandlede de tyske flygtninge, og hvordan det tyske
mindretal hyldede Hitler. Mange vil opleve
den artikel som rystende læsning.
 

Historien begynder med en fætter/kusine
fest i min kone Hanne´s familie for mange år siden. Dagen efter kommer
jeg til at snakke med en Hanne’s onkler. Han fortalte mig, at han
havde været fangevogter i Frøslevlejren.

Jeg fortalte ham, at min Opa havde siddet
der, og beskrev ham. Der blev stillet nogle modspørgsmål Pludselig
siger onklen.  

  • Jeg kan huske din bedstefar
    (Opa).

 

Det gav faktisk et gib i os begge. Det
var mange år senere, oppe i nærheden af Mariager.  

Fårhuslejren
er et omtåeligt emne, som man nødig vil berøre. Heller ikke i min
familie. Min far talte dog meget om det. Han sagde ofte, at det var
de forkerte, der blev straffet efter krigen. Dem, der tjente på tyskerne
slap fri, sagde han.

Opholdet i Fårhuslejren fik eftervirkninger
for mange sønderjyske familier i mange år fremover. I denne artikel
vil vi også komme ind på det forhold. Var retsopgøret efter krigen
egentlig retfærdigt?  

Bund Deutscher Nordschleswiger

Den 22. november 1945 blev paraplyorganisationen
for de tyske mindretals organisationer oprettet. Det var imens retsopgøret
var i fuld gang. Et stort antal af foreningens medlemmer var interneret
i Fårhuslejren, anklaget for landsforræderi.

I det tyske mindretal følte man sig
meget forurettet, da også hjemmetyskere, som ikke have haft noget med
de nazistiske organisationer, var fængslet med henvisning til deres
tyske sindelag. Man var forurettet, men glemte måske selvransagelse
og selvkritik.

Fra 1933 – 45 var det tyske mindretal
knyttet tæt til nazismen.

Efter 1945 gjorde man forsøg på, at
fastholde mindretallets rettigheder og ejendomme, samt fastholde mindretallets
rettigheder. Desuden ønskede man at opretholde de tyske privatskoler.

Men dette blev først gennemført efter
at mindretallet efter en del diskussion måtte underskrive en loyalitetserklæring
over for den danske stat den 1. december 1945.

Dette dannede grundlag for den nye organisation
Bund Deutscher Nordschleswiger.
 

I dag varetager paraplyorganisationen
23 børnehaver, 17 skoler, efterskole og gymnasium. Man har desuden
et generalsekretariat i Aabenraa og et sekretariat i København. Det
samlede budget er på ca. 235 millioner kroner, hvoraf 45 % kommer fra
Danmark, 33 % fra Tyskland, og 22 % er egne indtægter (Kilde: Grænseforeningen).  
 
 
 

Dyrlæge Jens Møller

Dyrlæge Jens Møller blev i 1935 valgt
til leder af det tyske mindretals nyoprettede naziparti National
– Sozialistische Deutsche Arbeiter
– Partei Nordschleswig.
I perioden 1939 – 43 var han medlem
af Folketinget for Slesvigsk Parti.

Jens Møller ville have Nordschlesvig
Heim ins Reich.
Hans opfordring til Hitler var 

  • Führer mach unds frei

 

Han blev dog kaldt til Berlin, hvor han
blev opfordret til at dæmpe sig.

I forbindelse med retsopgøret, blev
han idømt 12 års fængsel på grund af det nære samarbejde med besættelsesmagten.
Han blev dog benådet i 1950. han forsøgte et politisk come – back.
Men flertallet i BDN tog afstand fra hans udmeldinger.

Jens Møller døde i en trafikulykke
i 1951.  

Initiativer fra Mindretallet

Blev Mindretallet uretfærdig behandlet?
Hvad skete der egentlig inden Fårhuslejren?

Opgøret med de såkaldte landssvigere
e
fter 1945 blev et opgør med en hel befolkningsgruppe, som havde
eftervirkninger adskillige år fremover. Mindretallet var efter Hitlers
magtovertagelse blevet gennemnazificeret. Og det skyldtes ikke mindst
Jens Møller. Mindretallet blev underlagt nazipartiet efter tysk mønster.

SK (Schleswigsche Kammeradschaft)
svarende til SA blev oprettet. Deutsche Jungen
– und Mädchenschaft Nordschleswig

mindede meget om Hitler – Jugend.

Bund Deutscher Mädel
fik indblik i den nazistiske ideologi i de hjemmetyske privatskoler.  

Besættelsen blev hilst velkommen

Den tyske indmarch i Danmark blev hilst
velkommen af det tyske mindretal. Man håbede på en grænserevision.
Men også på andre måder, blev mindretallet aktiv.

Kreditanstalt Vogelgesang
gik i gang med en jordkamp. Deutsche Berufsgruppenn Nordschleswig
etablerede
en Liefergemeinschaft, der sørgede for, at de
hjemmetyske virksomheder fik favorable muligheder for at levere til
den tyske værnemagt. 

Hvervekampagne

En anden opgave var at hverve unge mennesker
til Waffen SS. Det foregik allerede fra 1939, og som regel i
skolerne og idrætsforeningerne. Lærerne lagde, ifølge min far stort
pres på eleverne. Og det tyske mindretal iværksatte en storstilet
hvervekampagne.

Omkring 1.500 fra det tyske mindretal
meldte sig til Waffen SS og yderligere 500 til Værnemagten. 750 vendte
aldrig tilbage.  

I januar 1943 begyndte mindretallet hvervningen
til Zeitfreiwilligendienst. Det var en slags uniformeret hjemmeværn,
der skulle bistå de tyske tropper, hvis der skulle komme en allieret
invasion i Danmark. I alt meldte der sig 1.600.  

Et andet korps Selbstshutz
på cirka 450 mand blev oprettet i 1944, primært for at beskytte hjemmetyske
virksomheder mod sabotage.

Mindretallet sørgede også for indkvartering
af tusindvis af tyske flygtninge. Man mobiliserede også frivillige
til gravning af skanser tværs over Nordslesvig, vendt mod en allieret
invasion.  

En avis og dens solidaritet

Gennem Nordschleswigsche Zeitung
udtrykte mindretallet deres uforbeholdne solidaritet med besættelsesmagten.
Det skabte et særdeles hadefuldt forhold til mindretallet.

Disse spændinger blev udløst efter
den 5. maj, hvor modstandsbevægelsen sørgede for afhentning af landsvigerne. 

Ydmygende anholdelser

Lastbilerne strøg gennem gaderne, hver
udstyret med en politimand og 4 – 5 riffelbevæbnede mænd. De arresterede
hjemmetyskerne og værnemagerne. Forskræmte blev de jaget op på bilerne.
Minderne om jødeforfølgelserne blev vagt til live. Der blev spyttet,
sparket og hujet af dem.

Man kunne ikke vente til, der var udsendt
en arrestordre, og det med det juridiske så man stort på i begyndelsen.  

1.000 fra Tønder anholdes på
en uge

Fangerne blev overført til Frøslevlejren,
der efter 1. juni 1945 efter anmodning fra modstandsbevægelsen blev
omdøbt til Fårhuslejren.

I Sønderborg blev 600 interneret på
Sønderborg Slot. Efter 1946 blev den nedlagt, og fangerne overført
til Fårhuslejren.  

Den første uge efter befrielsen blev
der alene fra Tønder Politikreds overført ca. 1.000 mand til Fårhuslejren.  

Hævn

Det var et vagtkompagni fra Den danske
Brigade, der passede på fangerne. Senere på sommeren overgik bevogtningen
til nyindkaldte.

150 Frøslevfangere var forblevet i lejren
og varetog også bevogtningsopgaver. Den 17. maj tiltrådte kaptajn
Digman
som lejrkommandant. Han var tidligere Lagerältelster
i Frøslevlejren.

Ledelsen og kommandantskabet bestod af
modstandsfolk og blandt dem var mange gengangere fra Frøslevlejrens
fangeledelse. 

Nu kunne man rigtig tage hævn. Nogle
fra vagtmandskabet skød efter for godt befindende. Vagtmandskabet stjal
fra de internerede. Det overgik også min bedstemor, der var draget
fra Højer til Fårhus med mad og andre ting til min bedstefar Det var
sjældent, at han fik tingene. Vagtmandskabet tog sig selv af lækkerierne.

Tobaksvarer og andre personlige ejendele
blev også ”beslaglagt” af vagtpersonalet. Kontanter og pakker forsvandt
også på mystisk vis.

Digmanns lederskab var kontant. Hammeren
faldt promte hos ham. Ikke over for vagtmandskabets disciplin og moral,
men over for fangerne. Mange indsatte måtte en tur i Fårhuslejrens
arrest på vand og brød. Det gjaldt også for min bedstefar, der protesterede
over, at han ikke måtte få sine pakker.

Vold over for fangerne forekom også
ofte. Ifølge lejrdisciplinen var dette dog forbudt, men ledelsen så
igennem fingrene med det.  
 
 

Grundloven sat ud af spil

Mindretallet protesterede mod, at de
tilbageholdte ikke blev stillet for en dommer inden for 24 timer. Det
var modstandsbevægelsen, der organiserede interneringen. Reelt var
grundloven sat ud af spil. På den anden side ville det have været
umuligt med det store antal internerede på så kort tid, at leve op
til grundlovens bestemmelser.

De forskellige politikredse arbejdede
på højtryk for nogenlunde at leve op til retssamfundets bestemmelser.
Dagligt blev mellem 35 og 50 internerede stillet for en dommer.  

Dømt af samfundet
– og naboen

Næsten 3.000 medlemmer af det tyske
mindretal blev dømt under retsopgøret og ca. 500 var interneret i
en periode uden at blive dømt. Men alle hjemmetyske familier blev ramt.
De blev lagt for had. 

På landsplan blev godt 13.000 danskere
dømt som landsvigere. Langt den største del af de dømte, nemlig godt
2.100 personer blev dømt for at have gjort tysk krigstjeneste. 1.100
blev dømt som Zeitfreiwillige. Og 125 medlemmer af Selbtschutz blev
dømt.  

I den groveste del blev 52 hjemmetyskere
dømt for tysk polititjeneste, og 31 blev dømt for angiveri, dvs. Stikkeri
af danske medborgere.

700 blev dømt for værnemageri, dvs.
Utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Zeitfreiwillige
fik omkring 1 ½ års fængsel, mens Selbstschutzmedlemmer fik ca. 2
1/1 år.  

Min far havde sikkert ret. Mange danske
virksomheder, der ikke tilhørte det tyske mindretal, som havde tjent
på tyskerne, blev ikke dømt. Han nævnte en masse eksempler, som jeg
dog ikke vil gengive her.  

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Den lov som de fleste hjemmetyskere blev
dømt efter, blev først vedtaget den 1. juni 1945. Lovgivningen blev
kaldt for Straffelovstillægget.
Og straffede med tilbagevirkende kraft. En noget senere lov kaldet for
Værnemagerloven
straffede også med tilbagevirkende kraft.  

Den lov som man brugte med hjemmetyskerne
var straffelovens § 101 stk. 2. Den sagde, at der under krig eller
truende krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra 1 til 12 år.

Det tyske mindretal gjorde gældende,
at Danmark formelt ikke var i krig med Tyskland.  

Situationen ændrede sig den 29. august
1943, da regeringen trådte tilbage. Efter 5. maj 1945 gjorde tyskerne
gældende at man ikke have været i krig med Danmark.  Man gjorde
gældende, at man respekterede dansk suverænitet og at det var tale
om en såkaldt fredsbesættelse
af Danmark.  

Man kan vel med rette også kalde interneringen
for en slags beskyttelse. De lange knives nat
kunne sagtens være ”foregået”. Og der havde ikke været mulighed
på så kort tid, at ændre lovgivningen.  
 
 
 

Det sønderjyske råd: Udvis dem

I vinteren 1944 – 1945 havde den sønderjyske
modstandsbevægelse oprettet Det Sønderjyske Råd.
Umiddelbart efter befrielsen udsendte rådet sit mindretalsprogram.
Heri hed det sig blandt andet: 

  • At alle af det tyske mindretal,
    der er i besættelsestiden har båret tysk uniform, har været stikker,
    marinevægter, sabotagevagter, eller som ved tysk Ausweiss eller på
    anden måde har skaffet sig en sådan retsstilling, at de har kunnet
    unddrage sig dansk retsforfølgning, fratages deres danske statsborgerret
    og udvises af Danmark.

 

De sønderjyske Danske Samfund
som arrangerede en masse møder støttede Det Sønderjyske Råd’s
program.

Medlemmer af Dansk Samråd
mente dog, at det var uklogt, at fare for hårdt frem mod mindretallet.

Retsopgøret sluttede vel med et kompromis
mellem de to synspunkter.  

Mere
udgydelse

Det man så glemmer, at nævne i denne
forbindelse er, at opholdet i Fårhus forfulgte én i mange år. Ikke
kun foragt fra naboen. Nej samfundet straffede i mange år bagefter.
De frontfrivilliges familie måtte tilbagebetale soldater – sold og
familieunderstøttelse, som de havde modtaget fra Tyskland.

Der fulgte også mange tilfælde af selvtægt,
hærværk og bombeattentater mod hjemmetyskere og deres ejendom.

Afsavnene, de økonomiske forhold og
det barske ophold i Fårhus skabte en dyb kløft til det danske samfund.  

Dømt på
handlinger – ikke holdninger

Fra dansk side fastholdt man, at mindretallet
blev dømt efter handlinger
og ikke holdninger. Man påstod også, at mindretallet ikke blev
kollektivt dømt.

Den danske konge tog imod fredsbesættelsen
under protest. Man tillod, at danske statsborgere deltog i tysk krigstjeneste
og adskillige artikler på denne side vidner om, at besættelsen af
Danmark langt fra var fredfyldt.  

Helt op til midten af 1960’erne bekendtgjorde
mindretallet i valgprogrammer, programerklæringer og åbne breve, at
de var blevet uretfærdige behandlet. I 1965 blev der oprettet et kontaktudvalg
mellem mindretallet og statsministeriet.  

Diskussionen fortsætter

Men diskussionen var ikke slut.

I 1994 mente amtsborgmester og formand
for den selvejende institution Frøslevlejren, Kresten
Philipsen
, at de ville være en god ide, at lave en Fårhus –
udstilling. Dette fik forhåndværende redaktør Robert Huhle
i blækhuset. Han mente, at der var tre årsager til Philipsens udmeldinger. 

  • medfødt dumhed, bevidst
    historieforfalskning og et forsøg på
    at kapre hjemmetyskernes stemmer.

 

Tidligere Frøslevfange, Torkild Antonsen
svarede: Ikke på vilkår.

Bjørn Svensson
blandede sig i debatten: 

  • Når mindretallets repræsentanter
    kræver saglig behandling af den fælles historie, så
    må vi stille samme krav til dem. Martyriet ligger ikke på
    tysk side. Det er usandt, når man fra tysk side taler om, at hjemmetyskerne
    kan blive straffet for deres politiske sindelag. De var ikke kriminelle,
    men illoyaliteten over for det land, hvori de var statsborgere, kan
    der gives mange eksempler på, hvis de
    ønsker det. Jeg gentager og understreger, at det efter min mening gik
    for hårdt ud over hjemmetyskerne. Men bebrejdelserne skal ikke rettes
    imod Danmark, men imod det af hjemmetyskerne tiljublede Naxityskland,
    som var skyld deri.

 

De var alle
stikkere?

I majdagene 1945 kunne beboerne i Aabenraa
opleve en af de hvide busser med påskriften: 

  • Stikkere til Frøslevlejren.

 

Nu skal der retfærdigvis oplyses, at
det kun var et meget lille mindretal i Fårhus – lejren, der var stikkere.
Måske kan man godt forstå den såkaldte Faarhusmentalitet,
hvor følelsen at være uretfærdigt dømt udgjorde en hovedingrediens.  

Kadaverdisciplin

Disciplinen var mere end streng. En vigtig
grund til dette, var at ledelsen havde nøje kendskab til, hvordan fangerne
kunne undgå reglerne. Kadaverdisciplinen var fremherskende i alle de
år. 

Martyrium eller nødvendighed

Mens Frøslevlejren for Danmark er et
minde om tysk besættelse, dansk modstand og tilfangetagelse, så er
det i det tyske mindretals selvforståelse et symbol på et hårdt og
uretfærdigt retsopgør efter Anden Verdenskrig.

Selv den dag i dag, skal der trædes
forsigtig når talen falder på lejren ved Padborg. Ved den dansk –
tyske grænse ånder historien endnu.

Fangerne fra mindretallet sad der længere
end danskerne. Hænger mindretallet fast i ”Faarhusmentailiteten?”.
Er de stadig i offerrollen?  

Det var som ofte familiens forsørger,
der sad i lejren. 3.500 af et mindretal på 25.000 – 30.000 sad i
lejren. Mindretallet kunne vel ikke undgå at lægge mærke til danskernes
modstand mod besættelsesmagten.  

Så sent som i 2004 diskuterede man i
det tyske mindretal om man skulle forlange en undskyldning af den danske
stat. Er Fårhuslejren et martyrium eller en nødvendighed.  

 

Varulve

Påskelørdag den 20. april 1946 blev
der smidt en håndgranat ind på politistationen i Tinglev. 

  • Varulve på
    spil i Tinglev

Sådan stod det at læse Jydske Tidende.

Gruppen var opstået lokalt på Løgumkloster
– egnen. Formålet var at bekæmpe antityske danskere. Drivkraften
i gruppen var primært motiveret af ønsket om hævn for interneringen
af N.W.’s forældre i Faarhus – lejren.

Denne varulve – bevægelse blev trevlet
op. Ved Byretten blev N.W. dømt 12 års fængsel. Men ved Højesteret
fik han halveret sin straf.

Den 11. januar kunne Jydske Tidende dog
fortælle om en hjemmetysk gruppe, der bestod af ti tidligere SS –
folk. De var uddannet i partisankrig i Frankrig.  

Antitysk holdning

I maj 1945 befandt der sig endnu 246.000
tyske soldater i Danmark, og et stort antal tyske flygtninge. Først
i 1947 forlod de sidste tyske soldater landet.

I den danske befolkning havde det udviklet
sig til en stærkt anti – tysk holdning.

Omkring 2.000 tyske soldater blev sat
til at fjerne miner. Cirka 10 % af disse omkom under arbejdet, et ukendt
antal blev kvæstet og lemlæstet.  

Krigsforbrydere

Ifølge international lov skulle Danmark
indberette krigsforbrydelser. Grundlaget blev skabt af Krigsforbryderloven
af 12. juli 1946.

Der blev foretaget forundersøgelser
mod 344 tyske statsborgere med henblik på at retsforfølge dem. Der
blev dog kun rejst tiltale mod 77.

Endnu i 1965 skulle der have været en
liste på 31 tyske – og østrigske krigsforbrydere, som man fra dansk
side stadig ønskede at retsforfølge.  

Den nationale stemning i befrielsesdagene

Befrielsesdagene handlede også om selvtægt,
demonstrationer og ydmygende behandling af modstanderne og nedværdigende
omtale af disse. De tyske flygtninge måtte under hele deres tilstedeværelse
mærke denne holdning.

Den danske befolkning medinddrog flygtningene
i deres had til alt tysk.  

Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.00
tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år.
De blev bogstaveligt talt isoleret med pigtråd fra det danske samfund,
og derefter hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.

Der befandt sig også 30.000 flygtninge
under ubeskrivelige forhold ombord på skibe i Københavns Frihavn.
De blev straks sejlet tilbage uden lægetilsyn.

De første flygtninge kom med tog til
Padborg, men de fleste kom af søvejen.   

13.000 civile tyskere dør i
Danmark

I 1945 døde 13.400 civile tyskere i
Danmark uden at sundhedsmyndighederne ville undersøge, hvorfor.

Halvdelen af disse (7.746) var børn
under 15 år. Man var ligeglad om fjenden var børn, når kampen drejede
sig mod nazismen og tyskerne. 

Den officielle danske holdning over for
disse flygtninge var, at man ikke ville medvirke aktivt til nogen form
for hjælp til dem. Det var tyskernes egen problem.

Flygtningestrømmen opfattedes som endnu
et overgreb fra tyskernes side. Alle ydelser skulle gives gennem tyske
beslaglæggelser. Man forlangte, at for at flygtninge skulle hjælpes
måtte der ske modydelser på den måde, at danskere i koncentrationslejre
fik væsentlig bedre vilkår.

De yngre læger forlangte at alle danskere
og jøder skulle sendes hjem, før man kunne forvente lægehjælp.

Men hjemsendelsen af betjente og grænsegendarmer
ændrede ikke Danmarks indstilling. Og selv lige efter befrielsen skete
der ikke væsentlige forbedringer. 

Spædbørn dør

Da skibe ankommer til Frihavnen var der
en del spædbørn, der er døende. De blev nægtet lægehjælp.

Man mente fra dansk side heller ikke
at Røde Kors skulle hjælpe, da de udelukkende betjente sig af frivillig
arbejdskraft. Man kunne ikke regne med befolkningens støtte, når det
drejede sig om, at de skulle hjælpe tyske statsborgere.

Man ville heller ikke fra dansk side
hjælpe børn under fem år, som var de mest truede. De var henvist
til de fuldstændig utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.  

Epidemiske sygdomme behandles

Man bøjede sig lidt. Fordi man var bange
for at epidemiske sygdomme ville brede sig til den danske befolkning,
så sygdomme som tyfus, paratyfus, dysenteri og plattyfus blev behandlet. 

Kaos efter befrielsen

På kapitulationstidspunktet var der
totalt kaos omkring behandlingen af flygtningene. Indkvarteringsforholdene
var kaotiske. I maj 1945 befandt godt 90.000 flygtninge sig i København
på diverse skoler og idrætshaller.

De sanitære installationer var under
al kritik, og det medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt
flygtningene.

Fra dansk side ville man have at de omgående
blev sendt hjem, men fra engelsk side blev der meddelt, at dette ikke
kunne ske de første 3 – 4 måneder.  

Pressens rolle

Stemningen mod flygtningene var ikke
blevet mildere. Selvtægten florerede med fuld pressedækning. Man beskrev
fortsat de mange dødsfald uden den mindste form for medlidenhed. Danskerne
følte ikke det mindste ansvar for de forhold, man bød flygtningene.

60 københavnske præster havde udsendt
en pressemeddelelse om, hvordan forholdene i virkeligheden var i modsætning
til det billede, pressen gav. Dette rejste en læserbrevstorm. Ikke
mod pressen, men mod flygtningene og mod præsterne. Man krævede deres
navne offentliggjort og en undersøgelse af deres indsats under besættelsen. 
 
 

Genevekonventionen overtrædes

Lægebehandlingen var fortsat overladt
til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen
og til lægerne tilhørerne værnemagten. Man fik englændernes tilladelse
til at 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerskes status blev ændret
fra militærpersonale til flygtninge.

De forblev mod deres vilje i Danmark
som ulønnet sanitetspersonale, og de sidste forlod Danmark sammen med
de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var
i klar modstrid mod Genevekonventationen af 1929. Men så fik Danmark
sin hævn.  

Kosten

I kostreglementet er angivet eksempler
på den varme mad, der blev serveret: 

  • Kålret, bygvælling, gule
    ærter, hvis søbekål, kartoffelsuppe, kørvel -, spinat
    – eller grøntkålsuppe, sulevælling og havrevælling.

 

Man mente, at det hverken var bedre eller
dårlige end hvad den almindelige dansker fik. Manglende indhold af
kød, vitaminer og fedtstoffer så man stort på.  

Dødsfald kunne være undgået

Den største gruppe flygtninge der døde
i 1945 var børn under to år. De fleste døde antagelig af mave –
infektioner og dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger
og skarlagensfeber. Det er næppe tvivl om, at de fleste dødsfald kunne
have været undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær
indsats for at redde dem i stedet for at afvise dem fra de danske sygehuse. 

De forhold man bød flygtningene efter
kapitulationen var ikke gode – indespærring og sammenstuvning i lejre
med elendige sanitære installationer og ensformig og underlødig kost.
Forholdene blev bedre med tiden, men i 1945 var de dårlige. Det viser
indberetningerne fra embedslægerne. Det var ingen politisk dækning
til at give dem bedre forhold.

Det var svært at tale tyskernes sag
på det tidspunkt uden at blive mistænkeliggjort, men det er vel i
virkeligheden i sådanne situationer, at lægeløftet skal vise sin
værdi. 

Havde min far ret?

Min far havde vel ret, det var ikke altid
de rigtige, der blev straffet efter krigen. Og en anden ting er, at
det nok ikke altid var det rigtige, hvad der stod i historiebøgerne.  

Kilde:

  • Besættelses
    – litteratur A – L
  • Besættelses
    – litteratur M – Å
  • Litteratur Padborg/Bov

 

Hvis du vil vide mere – Se følgende
artikler:

  • Nørrebro 9 dage i sommeren
    1944
  • Likvideret på
    Nørrebro
  • Sabotage på
    Nørrebro
  • Besættelsen på
    Nørrebro 1 – 5
  • Besættelsen på
    Østerbro 1 – 4
  • Sabotører og stikkere
    på Østerbro
  • Mordet i Vordingborggade
    1942
  • Højer 1935
    – 1945
  • Baraklejren i Højer
  • Sønderjylland 9. april
    1940
  • Obersten fra Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Tønder under besættelse
  • Sabotage i Aabenraa
  • Modstandsbevægelsen
    i Aabenraa
  • En sønderjyde krydser
    sit spor
  • Frøslevlejren
  • Bov Kommune under besættelsen

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov