Artikler
November 20, 2025
Det Tredje Riges øjne og ører
En ny spændende bog giver et nyt indtryk af tyskernes gøren og laden under Anden Verdenskrig. Det er forfatteren Peter Harmsens 10. bog. Han har gennemgået 7.000 siders SD – rapporter. Disse rapporter fortæller om tyskernes sindsstemning. Og det var noget som Goebbels så brugte i hans propaganda, så han kunne manipulere med tyskerne. Uddragende fra rapporterne bliver omhyggelig forklaret, så alle med et ikke historisk kendskab kan være med. Desuden er det skrevet i en letlæselig form. Ligesom Peter Harmsens forrige bog – ”Grønland i krig” indeholder bogen nye og overraskende oplysninger. De 28 kapitler er temaopdelt. Dette er med til at følge med. Bogen får 5 af 6 stjerner herfra.
7.000 sider er gennemgået
Nu foreligger der igen en spændende bog af Peter Harmsen med overnævnte titel. Denne gang skal vi se på Tyskland indefra. Det er faktisk forfatterens 10. bog. Det er ikke så længe siden, vi her på siden anmeldte ”Grønland i krig”. Den rummede en masse ting, som vi ikke vidste i forvejen.
Og det kan man sandelig også sige om denne bog. Forfatteren har gået 7.000 sider igennem, der rummede SD – Rapporter (Sicherheits Dienst).
Tyskernes sindsstemning
Vi skal se på tyskernes sindsstemning. Hvordan kunne det være tyskerne lod sig forlede af en vanvittig ideologi. Og hvor meget fik tyskerne at vide om alle de forbrydelser, der blev begået. Joseph Goebbels forstod at manipulere med medierne.
Nu har denne bog også en undertitel:
Mordene på jøderne blev næsten ikke omtalt i rapporterne
Peter Harmsen har været i Det Tyske Forbundsarkiv og kigget i de originale SD-rapporter. Disse rapporter var tophemmelige. SD’ s rolle var at indsamle efterretninger om regimets fjender. SS- lederen Heinrich Himmler brugte disse rapporter til at overvåge og kontrollere borgerne.
Spændinger og mistro prægede den tyske befolkning. Mange kendte dog til mordene på jøderne. Men dette tema blev næsten aldrig nævnt i rapporterne.
Vi kunne have lavet en mindre anmeldelse
Når man læser bogen, får man også indblik i, hvorfor tyskerne tog imod nazismen.
Vi kunne have valgt en kortere anmeldelsen, men sådan en interessant og oplysende bog fortjener stor opmærksomhed, derfor denne lidt længere anmeldelse.
Alligevel accepterede de alle de forbrydelser, tyskerne udførte. Vidste de ikke noget om dette? Jo som allerede skrevet – gjorde de. Og det selv om tyskerne ikke fik noget at vide om de krigsforbrydelser som deres landsmænd begik.
Ingen fri presse
I et diktatur er der ingen fri presse. Her bliver det dikteret, hvad man må skrive. På en smart måde får vi udsnit af rapporterne. De bliver så forklaret. Vi får et indblik i tyskernes hverdag og hvad de gik og tænkte og følte. Informanter indberettede konstant både, hvad der blev talt om på arbejdspladsen og i familien. Nazismen talte til menneskets mest dyriske og laveste instinkter.
Hvorfor var Nazi-ledelsen så interesseret i, hvad den tyske befolkning mente? De havde behov for at have befolkningen på deres side. Det var vigtigt for dem at vide, hvad der rørte sig i befolkningen.
Et paradoks
Forfatteren forklarer på en let forståelig måde, hvad rapporterne drejer sig om. Vi bliver ført gennem krigen fra start til slut.
Et paradoks, mener forfatteren at tyskerne, der var blandt de bedst uddannede i Europa, kunne leve med at se deres naboer med gul stjerne blive først bort.
Ting er udelukket i rapporterne
En ganske almindelig dag under krigen – den 23. oktober 1941 i Odessa, hvor Sonderkommando er i gang. Havnebyen blev gennemsøgt for jøder og i udkanten af byen stod man klar til at aflive dem.
Nær Nantes i Frankrig blev 27 gidsler dræbt. Og I Sachsenhausen blev et nyt mobilt gaskammer afprøvet.
Disse ting blev ikke omtalt i SD – rapporten, der udkom to gange om ugen. Denne rapport behandlede de emner, der interesserede borgerne i Det tredje Rige. Det var en sælsom blanding af stort og småt – verdenshistorisk og hverdagsagtigt, tragisk og trivielt.
Tyskerne påstod, at de ikke vidste noget
Den enkelte tysker levede et hel normalt liv – de var veluddannede og oplyste. Men samtidig begik staten de mest modbydelige forbrydelser. Efter krigen påstod de, at de ikke vidste noget. Hvordan kunne dette lade sig gøre. Ja det beskriver denne bog. Vi får belyst krigen indefra. Peter Harmsen forsøger at få en forklaring på, hvordan et uddannet folk kunne lade sig forføre af en nazistisk ideologi.
Propaganda-ministeriet var særdeles effektivt. De informerede tyskerne om det, det måtte komme frem. Vi kigger også i Goebbels dagbog.
Harmsen skriver dog, at Goebbels dømmekraft svigtede, når SD – beretningerne angik ham selv og især når de indeholdt kritik af hans optræden.
”Vores propagandas naivitet
Han skrev også i dagbogen, at det tyske folk var enten voldsom optimistiske eller voldsom pessimistiske. De kendte ikke til en middelvej. Og så var han klar over at
Tyskerne skulle bedrages på en ordentlig måde
Goebbels mente at tyskerne skulle bedrages, men de skulle bedrages på et højt niveau. Det var en kamp for Goebbels. Hans propaganda skulle overbevise det tyske folk.
Forbudt at lytte til udenlandsk radio
Men allerede tidligt fornemmede nogle tyskere, at noget var galt. Det var bl.a. dem, der lyttede til udenlandsk radio. Men regimet tillod ikke deres borger at lytte til udenlandsk radio. Det blev anset for en forbrydelse.
Regeringen kunne i de fleste tilfælde styre opinionen men enkelte gange gik det galt.
Der udkom i alt 387 numre af ”Meldungen aus dem Reich”. Ja sådan kom det til at hedde. Informationerne blev tilvejebragt af såkaldte V – Leute. Hvert nummer var på typisk 20 A4 – sider.
Men nu var det også andre der henvendte sig til sikkerheds-kontoret, men det var for at angive medborgere.
Man tillagde rapporterne stor pålidelighed
I 1960erne udkom der en gennemgang af nogle af disse rapporter i bogform. Man tillagde disse rapporter stor pålidelighed. Ja man sagde, at det var de mest oplysende indenrigspolitiske dokumenter under Anden Verdenskrig. Og med sikkerhed de mest interessante.
Men historikere var dog mere skeptiske. De påpegede at informanterne sikkert alle var nazister. Man kunne ikke få adgang til den enkelte tyskers inderste følelser med regimet. At give udtryk for modgang var strafbart. Men et kig i diverse dagbøger giver et godt indblik i om hvad befolkningen tænkte, mente og hvad de følte.
Rapporter trængte til en bedre redigering
Da krigslykken vendte, var det stigende modstand mod Hitler, men dette afspejlede sig ikke i rapporterne. Også i den øverste ledelse var der en stigende modstand mod Hitler.
Ved at kigge i diverse dagbøger kan forfatteren se, at der i den øverste ledelse var stigende utilfredshed med disse SD – rapporter. De mente, at rapporterne trængte til en ordentlig redigering og var fyldt med ligegyldighed.
Rapporterne fik navneforandring
Det skete da også at rapporterne blev redigeret. Kredsen, der fik rapporterne blev indskrænket og nu kom de mere uregelmæssig. Og så fik rapporterne navneforandring til:
Goebbels var modsat Heydrich ikke tilfreds med rapporterne.
Befolkningen blev overvåget
Da krigen mod Polen var startet og England og Frankrig havde erklæret krig skrev Goebbels i sin dagbog:
Det var kun i den unge generation, der var egentlig begejstring at spore.
Rapporterne blev brugt til at overvåge og kontrollere befolkningen. Enhver modstand skulle knuses effektivt.
Danmark omtales som loyal
Felttoget i Polen varede kun i fem uger, bl.a. fordi Sovjetunionen faldt polakkerne i ryggen og hjalp tyskerne.
Den 9. april 1940 vendte man blikket mod nord. I rapporterne omtales Danmark som loyal mens Norge ydede alvorlig modstand. Den 10. maj gik turen mod vest. Frankrig blev indtaget på blot seks uger. Hurtigere end man havde regnet med.
Hvem var stærkest i luften?
Den tyske befolkning fik ikke noget at vide om de overgreb som SS – Totenkopf foretog sig.
I løbet af sommeren opstod der ligefrem en sejrsrus. Man talte allerede om, at to millioner soldater blev hjemsendt. Man fik at vide, at der ikke mere blev indkaldt nye soldater. Men i SD – rapporter deles denne begejstring nu ikke.
Nu skulle England invaderes – men spørgsmålet var hvem der var stærkest i luften.
Som underoverskrift kalder forfatteren tiden fra 1941-1943 for Overmod.
Invasion af Sovjet kom som et chok
Invasionen af Sovjetunionen den 22.juni 1941 kom som et chok for den tyske befolkning. Tyskerne rykkede hurtig frem. Og dette udnyttede den tyske propaganda. Men russerne var nu ikke så lette at bekæmpe som antaget.
Pessimismen voksede i befolkningen
I september 1942 kunne man spore en resignation i befolkningen. Man ønskede at få sandheden at vide. Efter nederlaget i Stalingrad, den amerikanske/britiske offensiv i Nordafrika og bombningen af tyske byer voksede pessimismen i den tyske befolkning.
Efter panserslaget ved Kursk indeholdt rapporterne tegn på at moralen hos soldaterne var vendt. Russerne havde åbenbart et uanet antal af folk at tage af.
En massakre i Østpreussen
Den 21, oktober 1944 blev landsbyen Nemmersdorf i Østpreussen indtaget af fremrykkende sovjetiske tropper. Der var nærmest tale om en massakre. Goebbels propaganda – maskine sørgede for at fotoer af ugerningen blev viderebragt i de tyske medier. Men de ønskede virkninger, udeblev.
Efterhånden troede befolkningen ikke mere på sejr. Den, der tror på sejr, er en idiot, stod der i en af rapporterne. Almindelige tyskere følte sig svigtet af deres ledelse.
Luftbombningen
Luftbombningen mod Lübeck havde karakter af tæppebombning. 234 britiske bombefly kastede 144 tons brandbomber. Det var natten mellem den 28. og 29. marts. 320 civile mistede livet – 785 blev såret. Mennesker brændte levende i kældre.
Befolkningen var irriteret over, at de ikke blev orienteret over det fulde omfang af ødelæggelserne. Men Hitler lovede, at der kom hævnaktioner mod englænderne. Et nyt mirakelvåben skulle gøre dette muligt. Også dette talte befolkningen om. Det fremgik også af SD – rapporterne. Der var masser af fantasi.
Goebbels mente, at man skulle tænde et håb i befolkningen
Goebbels mente, at man skulle tænde et håb i befolkningen uden dog samtidig at skrue forventningerne for højt op. Så ville man måske komme til at skuffe folk.
I en SD – rapport kritiseres det, at man er for længe om at udvikle et landingsstel til et nyt Messerschmidt – jagerfly. Man burde hellere være i gang med at masseproducere det. Problemet var dog også at under et bombeangreb blev 90 pct. af Messerschmidt – fabrikken ødelagt.
Føreren blev tilbedt
Attentaterne mod Hitler kommer vi også ind på. Hver gang gik et hævnorgie i gang og en menneskejagt gik i gang. Reaktionerne på attentaterne var også med i rapporterne. Goebbels var tilfreds med reaktionerne i befolkningen. Føreren blev tilbedt. Og så mente mange, at det var jøderne og englænderne, der stod bag.
Görring blev mere og mere upopulær
Görring havde været en af de mest populære i ledelsen, men det var som om han havde mistet interessen for krigen. Han havde overladt ledelsen af Luftwaffe til en række generaler. Han led også af morfinmisbrug, Folket havde ikke mere tillid til hans evner.
Hitler var også blevet skeptisk. Görring havde forsømt oprustningen af luftvåbnet. Som chef for luftvåbnet blev han gjort ansvarlig for de tyske byers ødelæggelse. I foråret 1945 troede tyskerne på de endelige nederlag og det var Goebbels, der blev gjort ansvarlig for dette. I flere tilfælde måtte Goebbels erstatte Górring ved offentlige arrangementer.
I Goebbels dagbøger kan vi se, at han heller ikke var begejstret. I den tyske befolkning gjorde man nærmest grin med ham. Det er smart at forfatteren har medtaget Goebbels dagbøger.
Erwin Rommel var den store krigshelt i befolkningen.
Nazismen skulle med i kirkelige handlinger
Selv sådan noget som kirkelige handlinger beskæftigede man sig med. Meningen var at Nazismen skulle have mere indflydelse ved kirkelige handlinger evt. med specielle ritualer. en det var gået stik modsat. Således var både tilgangen til den protestantiske og katolske kirke stigende.
Moralsk forfald hos kvinderne
I april 1944 indløb der en rapport om moralsk forfald blandt kvinderne. De frekventerede værtshusene, fordi de var ensomme. Deres levevis var uanstændigt. Med alle de mænd, der faldt i krigen,
Der var der mange flere kvinder end mænd. Derfor opfordrede kvinderne deres døtre til at gå ud og lede efter mænd langt tidligere end før.
Edelweiss – modsætningen til Hitler-Jugend
De fleste unge var stadig hjælpsomme og lydige. Men i de mellemstore og større byer var situationen en helt anden. Her var der en skræmmende mangel på disciplin og -autoritetstro. Det var især de 14 -18-årige, der havde gjort sig skyldig i bølleagtig adfærd.
Der fandtes faktisk en modorganisation mod Hitler-Jugend nemlig Edelweiss-organisationen, der havde en hvid uniformering med armbind.
Tidlig seksuel debut
Føreren ønskede flere børn. Men rapporterne afslørede tidlig seksuel debut og kønssygdomme blandt de 14 – 18-årige.
Men også udenlandske arbejdere, der havde et seksuel forhold til tyske kvinder, vakte harme.
Swing og Jazz var degenereret musik
Den amerikanske swing og jazz – musik bredte sig i Tyskland. Dette vakte stort mishag i rapporterne. Goebbels hadede jazz. Han kaldte det ”en grim kakofoni af skrigende instrumenter”. Han var ikke alene om dette synspunkt. Det officielle Tyskland tog afstand mod denne form for ”degenereret form for musik”. Men man var oppe mod stærke folkelige kræfter.
Goebbels var derfor indstillet på at forbyde jazz i radioen. Men de unge forlangte det.
Selv småkriminelle blev smidt i Kz-lejre
Der var meget få læger til at tage sig af civilbefolkningen. Og disse skulle bruge masser af tid til administrativt arbejde. Også bolignøden var et problem.
Mange tyskere mente, at nu hvor krigen var brudt ud, kunne loven brydes. Men det nazistiske regime havde en tendens til at smide selv småkriminelle i KZ – lejr.
Masser af undergrundsøkonomi
Den stigende varemangel førte til en undergrundsøkonomi. En undersøgelse i Kassel viste at 98 pct. af den almindelige detailhandel var forsvundet. Sortbørshandel florerede overalt.
Det var ikke mange, der ville være allieret med tyskerne, men man fandt dog Italien som en allieret. Dette var den enkelte tysker dog ikke så begejstret over.
Japanerne var en mindreværdig race
Den gule fare-Japan- har man bedst ved at ignorere, Sådan skrev Goebbels i sin dagbog. Hitler anså japanerne som en mindreværdig race. Senere fik man dog en mere positiv opfattelse af disse japanere.
Den tyske soldat var overrasket
Da de tyske tropper marcherede ind i Sovjet var de overrasket over, hvor veludviklet landet var. Det var slet ikke, som de tyske medier havde beskrevet det. Man var også overrasket over, hvor godt de kunne forsvare sig. Det blev slet ikke den lynkrig som mod Polen.
Den tyske propaganda havde også fremstillet russerne som mindre intelligente. Men det kunne man heller ikke mærke på slagmarken.
Berlin skulle gøres ”jødefri”
Nedskydningen af jøderne fyldte forbavsende lidt i rapporterne. Jøderne skulle gå med en gul stjerne fra det fyldte seks år. Dette havde Goebbels store forventninger til. Han skrev i sin dagbog, at jøderne snart ville blive drevet ud af det offentlige liv. Berlin skulle gøres til en ”jødefri by”.
Den tyske befolkning havde fået at vide at man ville kolonisere området helt til Ural – bjergene. Men i stedet måtte tyskerne nu frygte for fremtiden.
Hvor dækkende var rapporterne?
Man kan spørge, hvor dækkende var disse rapporter? Embedsmændene blev bedømt efter, hvor godt de kunne afdække den enkelte tyskers mening og holdning. Det var en ubevidst tendens til at rapportere det der faldt i øjnene. Måske mangler man, hvad de tyske kvinder og unge havde af tanker. Det giver en slags skævhed.
Goebbels dagbog viser, at han kunne bruge meget af det, han læste. Han tog imod det som han brød sig om. Resten ignorerede han.
En anden måde at se krigen på
Det er en anden måde at se krigen på. Bogen er opdelt i 28 kapitler som gør det hele meget overskueligt. Der er hele 34 siders kildehenvisning og en 11 sider med register. Det er en meget lærerig og letlæselig bog, som varmt kan anbefales. Absolut fem ud af seks stjerner.
På en meget letlæselig måde forklares alle uddrag af rapporterne, så alle kan være med også dem, der måske er så historisk bevidste.
Peter Harmsen: Det Tredje Riges øjne og ører – Lindhardt og Ringhof
Oktober 24, 2025
Blev Det Tyske Mindretal uretfærdigt behandlet?
Blev de hårdt behandlet? Det dansk – tyske forhold var udfordret. I Fårhuslejren faldt hammeren med det samme. Der forekom vold. Ikke alle blev stillet for en dommer. Hvad blev de dømt for? Retten lagde faktisk vægt på loyalitetskonflikten. Afhentningen efter befrielsen foregik temmelig hårdhændet. Det Sønderjyske Råd ville have dem udvist. Men man fandt et kompromis. Mindretallet opfattede retsopgøret som dybt uretfærdigt. Det var aldrig krigstilstand – men hvad med efter 29. august 1943? Medlemmer af det tyske mindretal blev hårdere ramt. Masser af selvtægt og hærværk. Man straffede på handlinger ikke holdninger, blev der sagt. Forholdene var acceptable, blev der konstateret i en bog. Men de fleste af erindringsbøgerne fra Fårhuslejren var meget negative. Mindretallet var forarget på love med tilbagevirkende kraft. Man forlangte, at den danske stat gav de frontfrivillige en undskyldning? Tysk historiker: Det tyske mindretal valgte nazismen frivillig. De blev ikke spæret inde af politiske grunde, som påstået af avis. Diskriminerende at indrette Frøslev-museum uden Fårhus. Amtsborgmester beskyldt for ”medfødt dumhed”. Er Frøslevlejren en positiv historisk ting, som påstået fra mindretallet. Overbibliotekar: Vil det tyske mindretal virkelig vise deres historie frem? Alle bebrejdelser burde slet ikke rettes mos Danmark. De kunne have brugt deres egne enemærker til deres udstilling. Forbløffende påstand fra den tyske avis: De danske Kz-fanger døde på grund af deres alder. Det tyske mindretal har nu sagt undskyld. Og de har fået deres Fårhus – museum. Vil du studere det dansk – tyske forhold nærmere, så er det 89 artikler at vælge imellem. Oversigt i tilknytning til denne artikel.
Blev de hårdt behandlet
Vi har fået forskellige spørgsmål omkring Fårhuslejren/Frøslevlejren og om medlemmer af Det Tyske Mindretal blev for hårdt behandlet efter besættelsen. Ja egentlig bliver disse spørgsmål også behandlet i min bog ”Grænsen er overskredet” som udkom i 2017. Men ved hjælp af forskellige kilder vil vi forsøge at besvare spørgsmålet.
Det dansk – tyske forhold var ikke altid godt
De dansk – tyske forhold i grænselandet har ikke altid været så gode som de er nu. Det vil man kunne udlede af denne artikel.
I Fårhuslejren faldt hammeren med det samme
I Frøslevlejren blev fangerne truet med repressalier uden at det egentlig skete noget. I Fårhuslejren faldt hammeren med det samme. Ikke mindre end 40 internerede måtte en tur i Fårhuslejrens arrest, da Digmann havde kommandoen.
Der forekom vold
Vold mod de internerede forekom, selv om det ifølge lejrreglementet var strengt forbudt. Tonen over for de internerede var præget af kadaverdisciplin. Undertiden har den sikkert været ydmygende og hadefuld. Men man havde ikke den konstante frygt og trussel om deportation til en kz-lejr hængende over hovedet.
Vagterne var i begyndelsen ikke uddannet til dette hverv og de modstandsfolk, der var her, havde sikkert opsparet en masse had. Dette klagede Fårhus – fangerne over.
Ikke alle blev stillet over for en dommer
En anden anke fra hjemmetysk side har været det manglende retslige grundlag for indespærringen, De tilbageholdende blev i mange tilfælde ikke stillet over for en dommer inden for 24 timer. Man kunne simpelthen ikke nå det.
Men nogle af de indsatte blev aldrig stillet over for en dommer og fik aldrig en dom.
Og så var det lige det, at de blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Dette er vel et centralt punkt.
Efter 1. juni 1945, da lejren skiftede navn, var der ikke mere internerede men arrestanter.
Det var modstandsbevægelsen, der stod for interneringen. Reelt var det her tale om en suspension af grundloven. Senere var det Fængselsvæsnet, der stod for bevogtningen.
Først den 13. maj trådte dansk politi til som korps. Nu skulle det foregå efter grundlovens regler. Modstandsbevægelsen måtte nu gradvis overgive de internerede til politiet med henblik på at de kunne blive stillet over for en dommer inden for 24 timer. Dette begyndte den 14. maj.
De sønderjyske politikredse og byretter arbejdede på højtryk inde i selve Fårhus – lejren. Dagligt blev mellem 35 og 50 internerede fremstillet for en dommer.
Hvad blev de dømt for?
– 2.150 blev dømt, fordi de havde gjort tysk krigstjeneste
– 1.121 blev dømt som Zeitfreiwillige
128 medlemmer af Selbstschutz blev dømt (Nogle af disse havde påtaget sig politimyndighed over for danske borgere)
52 blev dømt for tysk polititjeneste
31 blev dømt for angiveri
Ca. 700 blev dømt for værnemageri
Det lille politiske råd, der udgjorde den hjemmetyske ledelse blev dømt
Redaktøren af Nordschleswigsche Zeitung blev dømt
Mindretallets ledelse blev hovedsagelig dømt for at have deltaget aktivt i hvervningen af mindretallets unge til tysk krigstjeneste samt taget initiativ til oprettelsen af de to korps.
Retten i Aabenraa takserede det at ville flytte grænser ikke var højforræderi. Ledelsen med Jens Møller i spidsen fik mellem 5 og 12 års fængsel.
Retten lagde vægt på loyalitetskonflikten
Der var lagt op til 4 års fængsel som minimum for tysk militærtjeneste. Retten lagde dog vægt på loyalitetskonflikten. Men i gennemsnit fik de dog kun 1 års fængsel. Det var væsentlig lavere end landsgennemsnittet for samme forseelse.
Oven i straffen led de domfældte tab af ”alment tab” i en årrække, dvs. borgerlige rettigheder såsom stemmeret. Desuden bortfaldt pensioner og anden offentlig understøttelse. Min bedstefar kunne i adskillige år ikke blive slusemester ved Højer Sluse selvom han var den bedst egnet. Grunden var, at han havde siddet i Fårhuslejren i halvanden år.
Man forsøgte at dømme ham for krigsforbrydelse, fordi han havde været leder af et vagtkorps. Men tidligere fangere fortalte, at der ikke var noget at udsætte på ham.
I straffelovens § 101 stk. 2 anføres:
Problemet var bare, at der i formel henseende i høj grad kunne rejses tvivl om hvorvidt Danmark overhovedet var i krig med Tyskland, selv efter den 29. august 1943.
Derfor indførtes straffelovstillægget med tilbagevirkende kraft. Ja og så var det lige værnemagtsloven. Jo, myndighederne frygtede ”De lange knives nat”.
Afhentningen foregik temmelig hårdhændet
Afhentningerne og anholdelserne den 6. og 7. maj foregik temmelig hårdhændet. Der blev indskærpet over for bylederne at de anholdte skulle behandles på en værdig måde i overensstemmelse med dansk kultur og retsopfattelse.
Tingene fungerede ikke helt som de skulle.
Det sønderjyske råd ville have dem udvist
Blev det tyske mindretal behandlet retfærdigt i retsopgøret? Modstandsbevægelsen havde oprettet Det Sønderjyske Råd. Umiddelbart efter befrielsen udsendte de et mindretalsprogram. Heri kan man bl.a. læse:
Desuden krævede Det sønderjyske Råd drastiske statslige indgreb overfor hjemmetyske institutioner, f.eks. skoler.
På møder rundt om i Sønderjylland fik Det sønderjyske Råds synspunkter stor opbakning. Men der var da også dem, der mente, at man ikke skulle fare så hurtig frem.
Mindretallet opfattede retsopgøret som dybt uretfærdigt
Mindretallet selv var af den opfattelse, at retsopgøret var dybt uretfærdigt. Man synes ikke, at den danske stat tog nok hensyn til den loyalitetskonflikt mellem herbergs-stat og ”Mutterland”, mindretallet befandt sig i. Man var også fortørnet over de grundlovsstridige interneringer og over at være dømt efter love med tilbagevirkende kraft.
Der var aldrig krigstilstand?
Man pegede på, at der aldrig havde været krigstilstand mellem Danmark og Tyskland. Man pegede også på at Danmark havde samarbejdet med Tyskland. Man sagde også fra mindretallets side, at når man leverede frontfrivillige var det i ikke blot i overensstemmelse med dansk lovgivning men i fuld forståelse med den danske stat.
Medlemmer af det tyske mindretal blev ramt hårdere
Der var også en række bestemmelser og love, der kom til at ramme mindretallet særlig hårdt i forhold til andre danske statsborgere. Så havde indgrebet over for mindretallets kirke – og skoleliv været hård.
En masse gårde og ejendomme blev overtaget af den danske stat. Frontfrivillige og deres familier skulle endda betale den soldatersold og familieunderstøttelse tilbage de havde modtaget af den tyske stat. Dette betød fattigdom i mange familier i mindretallet.
Masser af selvtægt og hærværk
Der var adskillige tilfælde af selvtægt og hærværk samt bombeattentater mod hjemmetysk ejendom i sommeren 1945. Nogle af attentaterne blev opklaret, andre blev det ikke.
Man straffede handlinger – ikke holdninger
Og så var det alle de indespærrede i Fårhuslejren. Indespærringen og afsavnet forstærkede bitterheden mod Danmark. Det var jo også et økonomisk problem for mange familier.
Problemet var at man straffede handlinger ikke holdninger. Den nationale kløft var stor.
Forholdene var acceptable
Den 8. januar 1945 blev Alnor sammen med sin bror afhentet i hjemmet i Tinglev af modstandsfolk til det lokale internat i Tønder. Herfra gik turen til Fårhuslejren som Alnor beskriver således:
Frivillige blev straffet
I starten herskede der dyb depression blandt især de ældre, civile medfanger. Bekymringer for fremtiden tyngede dem. Nogle blev depressive, andre trodsige. Man havde troet på føreren og slutsejren. Alnor skriver også:
Den danske regering stod nu på intet tidspunkt for hvervningen til Waffen SS. Det gjorde de selv i samarbejde med det danske nazistparti DNSAP og dels med et tyske mindretals ledelse.
Men hvad med Frikorps Danmark?
Man kunne ikke bare forlade tjenesten
Alnor pointerede, at man havde meldt sig til Waffen SS ”auf Kriegsdauer”. Hvis man forlod tjenesten, var der tale om ”Fahnenflucht”. Dette blev straffet med døden.
Medansvaret blev fortrængt
Når man læser disse bøger fra Fårhuslejren så er de præget af en tendens til at fortrænge det enkelte mindretalsmedlems medansvar.
Skal de frontfrivillige have en undskyldning?
Alnor blev af Der Nordschleswiger inviteret til en foredragsaften. Avisen mente, at det er en af de vigtigste bøger fra efterkrigstiden. En tilhører mente, at bogen skulle indgå i historieundervisningen i de tyske skoler.
BdN – Bund deutscher Nordschleswiger mente, at den danske stat burde sende en undskyldning til alle frontfrivillige
Historiker: Det tyske mindretal overtog nazismen frivilligt
Den tyske historiker Manfred Spliedt har i Jyske Tidende skrevet en kronik med titlen ”Ak disse fortrængninger”. Her konstaterer han, at mindretallet overtog nazismen frivilligt.
Men ak, der var tale om et pres i mindretallet. I Dibernhaus-arkivet har vi set, at især de unge i mindretallet var udsat for et konstant pres.
13.000 på landsplan blev dømt som landssviger.
De blev ikke spæret inde af politiske grunde
Da Frøslevlejrens Museum blev indviet, kunne man i Der Nordschleswiger læse:
Nej, de blev ikke indespærret af politiske grunde. Og om det er tale om historieforfalskning er nok et hårdt ord at bruge. Det samme kan man vel sige om begrebet ”ensidig mindepark”. Der var tale om mange følelser i debatten dengang.
Diskriminerende at indvie Frøslevlejrens Museum uden Fårhus?
Dagen før, den 16. august 1969, dagen før den tidligere Frøslevfange, justitsminister Knud Thestrup, officielt skulle indvie Frøslevvejens Museum, kommenterede den hjemmetyske avis igen indgående sagen. De skrev bl.a.:
I sommeren 1994 var der en udstilling om Fårhus. Her udtalte amtsborgmester Kresten Philipsen, at der skulle være en permanent Fårhus-museum.
Amtsborgmester beskyldt for ”medfødt dumhed”
En ophidset stemning opstod i forbindelse med en turistbrochure som det daværende Frøslevlejrens Kursuscenter havde ladet udsende i Tyskland. Det var med henblik for at få tyske kursister.
Amtsborgmester Philipsen mente, at man burde beskrive stedet efter 5. maj 1945.
Dette reagerede forhenværende redaktør Robert Huhle på. I et læserbrev analyserede han årsagerne til amtsborgmesterens udtalelse:
Hos det tyske mindretal skabte amtsborgmesterens udtalelse glæde.
Er Frøslevlejren en positiv ting?
Formanden for BdN, Hans Heinrich Hansen var også på banen:
Det kan undre ”Den ældgamle Redaktør” her, at Frøslevlejren skal kaldes ”Historiens positive sider”
Overbibliotekar: Vil det tyske mindretal virkelig vise deres historie frem?
Det var virkelig gang i den dengang. Mange udtalte sig. Isen mellem det dansk – tyske var virkelig tynd. Overbibliotekar Jørgen Mågård. Smedeby var i tvivl om, hvor vidt det tyske mindretal havde så afklaret forhold til Fårhus-tiden, at man ønskede den officielt fremvist i Frøslevlejren:
Engang, da ”Den ældgamle Redaktør” skulle hente et juletræ ude ved Frøslevlejren mødte han netop Mågård. Jeg spurgte om, der ikke kom en Fårhus-afdeling?
Jeg fik ingen svar men blev mødt af et meget ondt blik.
’
Erik Jessen: ”Fårhus-museum hører ikke hjemme her”
Den første amtsborgmester i Sønderjyllands Amt, Erik Jessen kom også på banen:
Bebrejdelserne skal ikke rettes mod Danmark
Tidligere redaktør Bjørn Svensson deltog også i debatten:
Nu blev der ikke ønsket et Fårhus-museum – en myte!
I Der Nordschleswiger kunne Siegfried Matlok på mindretallets vegne fastslå:
Han fandt debatten aldeles tåbelig og afsporet, når man i de danske medier kunne læse at mindretallet ønskede et Fårhusmuseum.
Bjørn Svensson havde dog en god hukommelse og arkiv
Nu var Bjørn Svensson ikke sådan at spøge med. Han havde en god hukommelse og kunne nu dokumentere, at den tidligere redaktør på den hjemmetyske avis Jes Schmidt i 1969 forlangte et museum i lejren som skulle omfatte både Frøslevlejren og den væsentlig længere Fårhusperiode, hvilket i Svenssons øjne var mere end blot en henvisning.
De kunne have lavet en udstilling på deres egne enemærker!
Svensson mente ikke, at formanden for BdN, Hans Heinrich Hansen havde forstået, hvordan danskerne i besættelsestiden måtte opleve hjemmetyskernes optræden og senere den hjemmetyske fortrængning deraf. Han anerkendte at Fårhusperioden havde været en svær tid for hjemmetyskerne, men det havde stået dem frit for, at mindes Fårhuslejren på deres egne enemærker – Knivsbjerg eller på det tyske museum.
Og sådan fortsatte debatten, der efterhånden også nåede Weekendavisen og Berlingske Tidende.
Forbløffende påstand: De danske KZ- fanger døde på grund af alder
Og sandelig om debatten ikke også fortsatte i 2003. Her kunne Der Nordschleswiger fastslå:
Påstanden om at alderssvækkelse som en væsentlig kz-dødsårsag forekommer forbløffende. I den første transport fra Frøslevlejren den 15. september 1944 var gennemsnitsalderen blandt de 195 deporterede 31,2 år.
Det tyske mindretal har undskyldt
Vi kunne have gengivet endnu mere. Prøv at kigge kilde-listen igennem, så kan du selv studere videre. Vi kunne selvfølgelig også have gengivet vores egne oplevelser omkring dette tema, men det har vi gjort i andre artikler.
Det tyske mindretal har undskyldt. Jo, der skete ting fra dansk side, der ikke burde være sket. Også i Fårhuslejren. Og man har gensidig beskyldt hinanden for mange ting. Men mon ikke vi skal give Bjørn Svensson ret, når han konstaterer at i sidste ende er det Nazityskland, der er skyld i det.
Og så er det kommet en udstilling om Fårhuslejren. Debatten er nu forstummet. Men debatten havde en kort opblomstring, da man debatterede dobbeltsproget byskilte i Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Da politimesteren skulle smides ud af kirketårnet
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening ligger 152 artikler:
Oktober 12, 2025
Højer efter 1920
Forbedring af færdselsforholdene. Et spand heste blev anskaffet. Hastighedsbegrænsning på 15 km/t. Nødhjælps-arbejde med statstilskud. Mangel på klager over vedligeholdelse. Tilbød at købe grus for skattepenge. Murske var nødvendig, når man cyklede til og fra Søgård. Toldgades navn er aldrig blevet ændret, selv om man for længst har besluttet dette. Man udskød kloakeringsplan. Brandværn protesterede over at branddamme blev nedlagt 110 volt fra lokalt elværk. I 1951 fik Højer endelig 220 volt. Hans Petersen – borgmester til 1946. Penge til motorskib til en fragtrute til Rømø. Ingen eksport af Fede-kvæg til Hamborg. Heller ingen nødhavn til fiskere. Ingen eksportmarked i Højer DSB opgav persontog fra Højer. Vand fra private boringer. Bagermester med pilekvist. Oprettelse af et offentligt vandværk. Prøveboring gav et godt resultat. Ældreforsorg overladt til familie og naboer. Læger i Højer. Hjemmefødsel i Højer. Kamp for at bevare apotek. Et nyt apotek blev opført.
Forbedring af færdselsforholdene
I august 1920 nedsatte byrådet en kommission på seks personer, der skulle kigge på forbedring af færdselsforholdene i Højer. Man kiggede også på forbindelserne til og fra byen, bl.a. landevejen og jernbanen.
I 1883 havde man sat gadeskilte op passende steder. Man havde givet en masse gader navne, som man ikke tidligere havde gjort. Og så fik husene numre. I 1923 blev gadeskiltene fornyet. Gadens navne blev angivet både på dansk og tysk. De tosprogede skilte blev bevaret til 1945, da blev de tyske skilte fjernet.
Et spand heste blev anskaffet
En del af gaderne var brolagt før første verdenskrig, I 1920erne fortsatte man med forbedring og regulering af gadenettet. I 1920 havde byen anskaffet en spand heste til vejbygningsarbejde. Snart satte den moderne trafik sine spor i protokollen.
Hastighedsbegrænsning på 15 km
I 1922 nedsatte man en kommission vedr. foranstaltninger mod brandfare i jernbanetrafik. I 1926 blev der opsat skilte med hastighedsbegrænsning ved indkørsel til byen – 15km i timen. Flere steder var der opstillet benzintanke. Den første i 1923 på Skolegade ved Mølledammen.
Nødhjælps – arbejde med statstilskud
Den vestlige del af Nørrevej var tidligere privat vej, men blev i 1924 optaget som offentlig bivej. Året efter bevilligede man 4.000 kr. til dens istandsættelse.
Ballumvej var landevej mellem Højer og Ballum og var amtsvej. Den blev i 1929 på de første 200 meter fra enden af Skolegade forsynet med den såkaldte ”chaussébelægning”. Det ret små terningformede granit-sten. I 20érne og 30érne blev en del vejarbejde udført som nødhjælps – arbejde med statstilskud.
Mange klager over vedligeholdelsen
En del arbejde i byens udkanter sorterede under Bønderkommunen. Der var ustandselig klager over vedligeholdelsen af nogle af dem. De fleste drejede sig om Østerende. Beoerne på Strandvej klagede også i 1931. men det viste sig at være en privatvej. Ustandselig klagede Søgårds ejer over vejen dertil.
Tilbød at købe grus for skattepenge
Han fik hele tik hele tiden at vide at vejen sorterede under Bønderkommunen. Men så tog kommunen sig af det. To år efter var det galt igen. Gårdejeren foreslog nu, at han i stedet for at betale skat brugte beløbet til at købe grus. Men dette blev dog afvist.
Murske var nødvendig, når man cyklede
Med den næste ejer, Poul Andersen fortsatte klagerne. Når han cyklede til Højer, havde han en smal murske med, hvormed han med mellemrum kunne kratte det klæg ud, der satte sig under skærmene og blokerede hjulene.
En henvendelse til Tønder Amt i 1943 førte ikke til noget. Først i 1962, da Kannikhusvej blev udbygget blev Søgård ”landfast” med Højer.
Toldgades navn er endnu ikke ændret
Den 22. maj 1944 vedtog byrådet at Toldgade skulle omdøbes til J.H. Jensens Vej efter den gamle fabrikant. Men det er så vidt vides ikke sket endnu.
Man udskød kloakeringsplan
I løbet af 1930’erne havde man adskillige steder i byen nedlagt kloakrør på en kort strækning med tilslutning til nærmeste kloakbrønd.
I 1942 lod man et ingeniørfirma i Aabenraa lave en kloakeringsplan. Man fik et overslag på anlægsudgifterne – dette beløb sig til 315.976 kr. Efter at have undersøgt mulighederne for tilskud til arbejdet, blev man enige om foreløbig at opgive planen. Udgifterne var for store og tilskuddene for små.
Sagen var flere gange op at vende. Men først i 1945 genoptog man planerne seriøst.
Brandværn protesterede over at branddamme blev nedlagt
Diverse steder i byen lå der en branddam, der nu blev nedlagt under brandvæsnets protest. De mente, at det nu blev vanskeligere at bekæmpe ildebrande i byen. Det var bl.a. tilfældet med Mølledammen ved Skolegade. En anden branddam lå der, hvor brandstationen kom til at ligge.
110 volt fra lokalt elværk
Siden 1903 havde det været et elværk i byen. Den lå ved Kovej og blev ejet af ingeniør Bastiansen. Den fremstillede 110 volt jævnstrøm. Flækken indledte et samarbejde med Bastiansen om levering af strøm og strømpriser. Elprisen var ret høj. I 25 år forblev værket privat.
I 1929 indhentede byen tilbud om ellevering fra højspændingsværket. Men Bastiansen tilbød nu at sælge sit elværk til byen. Og på et møde på Stadt Tondern besluttede man sig for at købe det. Værket leverede stadig 110 volt. I 1940 besluttede man at få strøm fra Sønderjyllands Højspændingsværk. Man kunne ikke skaffe nok olie til det lokale værk.
I 1951 fik man 220 volt
Men først i 1951 blev det lokale værk nedlagt. Og nu kunne man endelig få 220 volt vekselstrøm. Men enkelte bl.a. Højer Tæppefabrik havde da allerede fået 220 volt fra Sønderjyllands Højspændingsværk i Aabenraa.
Hans Andersen – borgmester til 1946
Efter byrådsvalget i 1925 fortsatte Jes Johansen som borgmester. Han startede i 1904. Han havde forinden været amtsforstander i Bramstedlund. Da Johansen døde året efter, blev Hans Andersen borgmester og smedemester Peter Schmidt viceborgmester. Hans Andersen beholdt borgmesterposten helt til 1946, da det blev dansk flertal.
Ved kommunevalget i 1933 blev der syv tyske og fire danske medlemmer. Valget i 1937 gav også tysk flertal.
Penge til motorskib
Byrådet sparede på pengene. Men i 1924 gav man et lån til Handels- og Industriforeningen til køb af et motorskib, der skulle indsættes på en fragtrute mellem Højer Havn og Havneby eller Kongsmark på Rømø.
Det førte til erhvervelsen af M/S Mary som i en lille snes år besejlede denne rute. I 1924 blev skibet solgt.
Ingen eksport af fede-kvæg til Hamborg
Det var også i 1924, at byrådet anbefalede en ansøgning fra Handels- og Industriforeningen om en tilladelse til at eksportere fede-kvæg herfra direkte til Hamborg. Men ministeriet afslog ansøgningen.
Heller ingen nødhavn til fiskerne
I 1929 anbefalede byrådet en ansøgning fra fiskerne om opførelse af en nødhavn ved Højer Sluse. Havneudvalget deltog i Sønderborg i en forhandling om sagen. Men der var afslag fra fiskeriministeriet.
Ingen eksportmarked i Højer
Når bønderne fra vesteregnen om tirsdagen skulle have kreaturer med til eksportmarkedet i Tønder, havde toget ekstra kreaturvogne med til Højer. Her var der en rampe, hvorfra man lagde en bro over til toget og ad den blev dyrene drevet ind i vognene. Men der var stadig nogle, der under Anden Verdenskrig drev kreaturerne af landevejen til Tønder.
Sagde en af deltagerne.
I 1937 undersøgte man mulighed for et eksportmarked for kreaturer til Højer. Byen tilbød at bygge de nødvendige samlestalde. Et udvalg fik foretræde for landbrugsministeren. De argumenterede for sagen. Men desværre førte det ikke til noget. Man tog sagen op med jævne mellemrum. Men i 1943 fik man et endeligt afslag.
DSB opgav persontog fra Højer
I begyndelsen af 30’erne kom det fem at DSB havde planer om at nedlægge banen. Også her forsøgte man at argumentere for bibeholdelse. I 1935 afgik det sidste persontog fra Højer. Godstransporten fortsatte dog til 1962. I de følgende to år blev skinnerne fjernet.
Vand fra private boringer
Indtil begyndelsen af 30’ernefik beboerne i Højer drikkevand fra private brønde og boringer. Nogle steder var flere husstandefælles om en brønd. Når man gravede en brønd eller borede efter vand, skete det ikke på må og få. Man sendte bud efter en person der kunne ”vise vand”.
Bagermester med pilekvist
Bagermester Emil Petersen i Herbergsgade var især ufejlbarlig. Når han gik hen over et område med sin pilekvist i hænderne, kunne han konstatere at ”her er der vand”. Så kunne man roligt gå i gang med at grave eller bore.
Oprettelse af offentligt vandværk
Efterhånden var denne form for vandforsyning blevet uhensigtsmæssig og kunne give anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder. Men først i 1932 gik byrådet i gang med at kigge på oprettelsen af et offentligt vandværk.
Byrådet fik en ansøgning fra et firma i Fredericia, der ville have tilladelse til at opføre et vandværk og nedlægge ledninger i byen. Om det var en henvendelse fra bystyret eller firmaets eget initiativ vides ikke. Byrådet undersøgte om landsognene også kunne få vand.
Prøveboring gav godt resultat
Øst for Brugsens grund ved Nørrevej blev der foretaget en prøveboring, som gav et meget positivt resultat. Sundhedskommissionen sagde god for vandværksplanen. Man besluttede at gå i gang med et vandværk. Man regnede også med at kunne forsyne Højer Landsogn med vand. På Hotel Stadt Tondern blev planerne fremlagt den 26. november 1934.
Tæppefabrikken hentede stadig vand fra egen boring. Vandværket ville gerne have Tæppefabrikken som kunde og gav flere billige tilbud. Først i 1938 var man blevet overbevist.
Ældreforsorg overladt til familier og naboer
Ældreforsorgen i Højer var overladt til familier og naboer. Spørgsmål om alderdomshjem var dog taget op i byrådet. Man opfordrede interesserede aldersrentenydere at møde op på borgmesterkontoret. Men på et efterfølgende møde fik man at vide, at ingen ældre havde meldt sig. Der skulle gå hele 20 år inden der kom et aldershjem til Højer.
Læger i Højer
Indtil 1920 havde der været i alt ti læger i byen. De fleste af dem havde været danske. I 1920 var der to tyske læger i byen. J.F. Kühl praktiserede fra 1889 til 1932 og boede på Ballumvej 1, som han selv havde bygget.
Den anden var J.H. Ipland, der virkede fra 1915 til 1957. Han boede Nørregade 26. om allerede i 1833 var lægebolig. Her boede Peter Saxild, den første læge i Højer.
Hjemmefødsler i Højer
Indtil Anden Verdenskrig foregik praktisk taget alle fødsler i hjemmet. Med bistand fra den lokale jordemoder. Indtil 1928 var det fru M. Nielsen, der boede i jordemoderboligen, Søndergade 29 til hun og hendes mand byggede Ballumvej 12 i 1925. Hun var distrikts-jordemoder. Byrådet havde en konflikt med Amtet om besættelsen af efterfølgeren.
Kamp for at beholde apotek
Der var også et apotek i Højer. Det var fra 1841. Først i Østerende 4 og fra 1843 i Nørregade 10. Fra 1906 var Waldemar Nuesse apoteker. Efterhånden var det gamle apotek ikke tidssvarende. Det kunne slet ikke godkendes. Det var alvorlig fare for at apoteket blev nedlagt. Efter en ihærdig indsats fra borgmester Hans Andersen fik det lov til at bestå på betingelse af, at der blev bygget et nyt apotek.
Et nyt apotek blev opført
Byrådet besluttede så at købe Tüchsens gård, der lå på sydsiden af Nørregade mellem Kirkegårdsgade og Herbergsgade. Den blev ejet af gårdejer Hans Hindrichsen. Ejendommen blev delvis nedrevet. Den bevarede del blev ombygget og indrettet med tre lejligheder.
På den østlige del af grunden blev det nye apotek opført. Det var i en vanskelige tid, hvor der var mangel på byggemateriale. Men det var først efter en dygtig indsats af apoteker Carl Chr. Koch.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
September 30, 2025
En ukritisk tilgang til historien
Cristian de Tiende og nazismen. Historieformidling burde tages mere alvorlig. Historikere har allerede været der. Men kun en har set hele dagbogen. Topnazister blev hele tiden dekoreret, selv efter store krigsforbrydelser. Men det var udenrigsministeriet, der bestemte dette. Fra Berlin blev det styret af Zahle. Kongefamilien så ikke frem til at møde topnazister. Nazityskland brugte kongeligt besøg fra Danmark som PR. Men kongen havde sin fri vilje. Kongens Dagbog: Hitler er ikkesærlig åndelig betydelig person. Dronning Margrete: Det er ikke særlig sensationelt. Dronning Ingrid: Göring er ganske rædselsfuld. De fleste har fået lov til at se de kongelige pakker i arkivet. Man kan også hjemmefra komme ganske langt. Det var velkendt, at der var et par nazister i kongefamilien. Det danske medielandskab mangler historieforståelse. Men der nu også mange dunkle sider i besættelseshistorien. Vi bringer et eksempel fra vores bogudgivelse fra 2017. Familie holdt hen med løgn, og de har stadig ikke fået en undskyldning. Men det værste er, at lokalbefolkningen stadig tror på myndighedernes version.
Christian den Tiende og nazismen
For et stykke tid siden udkom en bog om Christian den Tiende og nazismen. Vi anmeldte også bogen. Dette afstedkom også en henvendelse fra forfatteren. Men flere medier gengav ukritisk indholdet som værende sandfærdig. Man ville gerne videregive holdningen, at Christian den Tiende nok var begejstret for Hitler og nazismen.
Historieformidling burde tages mere alvorlig
Men det kan også undre, hvordan man videregiver historien. Historiske fortællinger kan fænge og river mange med – også journalister. Historieformidling burde tages mere alvorlig.
Historikere har længe været der
Jo, Christian den Tiende var rytterkongen, befrielseskongen og alt som var godt dansk. Og så kommer der en bog, der fortæller os, at han var den der, gik forrest i vores tilpasningspolitik.
Men nogle af vores fremtrædende historikere har for længst kigget i kongefamiliens gøren og laden op gennem 1930erne og under besættelsestiden. De fandt ikke noget videre bemærkelsesagtigt.
Topnazister blev hele tiden dekoreret
Men det var vores politikere og embedsmand, der tildelte den ene topnazist efter den anden en orden og en medalje. Kongen var kun en brik i dette spil. Man lagde sig fladt ned for ikke at tirre tyskerne. Skal man kæmpe mod overmagten eller gør vi klogest i at lægge os fladt ned?
Medier kalder korte møder med Hitler for suspekte
I 1938 havde Christian den Tiende og Hitler mødt hinanden to gange. Var det fordi de kunne lide hinanden?
Ingen af dem var officielle og var meget kortvarig. Nogle medier har dog kaldt disse medier suspekte.
Christian den Tiende løste en opgave for regeringen og bidrog til at føre den udenrigspolitik som folketingsmedlemmerne ønskede.
Kongehuset så ikke frem til møder med topnazister
Jo kronprinsesseparret mødte Gørring til en jagtmesse i 1937. Åbenbart har disse besøg ikke været noget som kongehuset så frem til, som det også hævdes hist og her. Disse besøg var noget som den danske ambassadør i Berlin arrangerede.
Det var Danmark, der udstillede 94 jagttrofæer. Christian den Tiende var protektor for jagtkomiteen. Kronprins Frederik var formand for præsidiet. Den tyske feltmarskal Hermann Göring, Hitlers højre hånd stod i spidsen for det tyske jægerforbund og var udstillingens kransekagefigur.
Forældrene var til en teaterforestilling og en middag med Göring.
Udenrigsministeriet styrede møderne
Var det i Politiken at en eller anden krævede en forklaring på, hvorfor de kongelige – absolut skulle sidde i æresloge med Göring.
Men nu kan man altså selv klikke sig til at svar på dette spørgsmål uden at vente på åbning af de kongelige dagbøger. Udenrigsministeriet havde styret besøget og Zahle havde fulgt de kongelig. Kronprins Frederik havde frabedt sig modtagelse ”af nogen art”.
Nazisterne brugte kongeligt besøg fra Danmark som PR
Men nu bruger topnazisterne jo sikkert sådanne lejligheder til at lave P.R. og så har de kongelige nok ikke så meget at sige. Man skulle da hellere interesse sig for, hvorfor Danmark havde mange ”sportslige forbindelser” med Nazityskland under besættelsen. Men det er åbenbart mere vigtigt at fortælle danskerne at vores kongefamilie havde nazistiske tendenser – hvilket lå dem langt fra
Selv efter forbrydelser, fortsatte man med at give ordener
Det var den danske regering, der ville smigre tyskerne. Men de danske politikere og erhvervsledere vidste at politiske modstandere og jøder allerede fra 1930erne blev sendt i koncentrationslejre.
Vi skal lige huske, at Danmark ikke var særlige gæstfri til at modtage politiske og jødiske flygtninge fra Tyskland. Forklaringen var åbenbart, at de danske politikere var bange for at nazisterne vil tage i Sønderjylland.
Selv efter en forbrydelse som Krystalnatten, tildeltes topnazister ordner i en strid strøm. Dokumenter fastslår, at kongen ikke har noget med tildelingen at gøre. Jo man så gerne at han var kransekagefigur og stod or uddelingen. Men heller ikke her havde kongen nogen indflydelse på, hvem der skulle have disse tildelt, som igen hævdes hist og her.
Kongefamilien var sendt på pligtopgaver
Det var gesandt Zahle i Berlin, der havde stor indflydelse på, hvem af nazisterne der skulle have en eller anden form for orden og hvornår. Udenrigsministeriet brugte en blød form for diplomati. Kongefamilien var sendt på pligtopgave.
Kongen havde sin frie vilje!
Som Peter Kramer har fastslået så havde kongen sin fri vilje og kunne have sagt fra. Ja det gjorde f.eks. udenrigsminister P. Munch, der i 1939 skulle have været til Berlin og underskrevet en ikke-angrebsspagt
Men forfatteren gør kongen medskyldig i overrækkelse af Storkorset til Göring. Kongen gjorde vel ikke mere end, hvad han kunne slippe afsted med. Han har imødekommet politikernes ønsker.
Kongens dagbog: Hitler en ikke særlig åndelig betydelig person
Han koordinerede sine besøg med regeringen. Kongen rejste ikke selvstændigt til Tyskland. Ifølge Kristeligt Dagblad skulle kongen have skrevet i sin dagbog, at Hitler
Så at kongen skulle være betaget af Hitler kan vel afvises.
Dronning Margrethe: Det er ikke særlig sensationelt
Dronning Margrethe udtalte til Kristeligt Dagblad, da ”Ridser i lakken” udkom:
Dronning Ingrid: Göring er ganske rædselsfuld
Desuden har dronningen udtalt:
Dronning Magrethe fortalte, at hendes mor syntes, at han var aldeles rædsom. Hun satte ikke den mindste pris på ham. Dronning Margrethes tyskfødte farmor, dronning Alexandrine og kronprins Frederik var flere gange i Bayreuth for at deltage i operafestspil, hvor komponisten Richard Wagners operetter blev opført.
Men ifølge Dronning Magrethe var der ingen venskabelige forbindelser mellem hendes far og Adolf Hitler. Han håbede på ikke at møde ham.
De fleste har fået lov til at se i kongelige arkiver
Bogen ”Ridser i lakken” er blevet kritiseret fra flere sider, men tidligere udenrigsminister Per stig Møller mener, at kongehusets forhold til de nazistiske topfolk bør undersøges nærmere.
Ifølge Kristeligt Dagblad kan alle få adgang til dele af arkivmaterialet om Christian den Tiende på Rigsarkivet. Siden 2009 er der givet 29 tilladelser og 3 afslag.
Det er velkendt, at der var nazister
Bladet har haft adgang til kongens dagbøger og har ikke kunnet finde noget, der tydede på Kongehusets sympatier for nazismen. Dagbogsnotaterne afslører at kongen ikke handlede på egen hånd.
Det er jo velkendt at den tyskfødte prinsesse Helena gift med Christian den Tiendes lillebror prins Harald havde sympatier over for nazismen.
Iflg. Kristeligt Dagblad var kongen bekymret for om Hitler ville tage Nordslesvig tilbage og om Danmark ville blive indlemmet i Nazityskland som Østrig blev det i 1938.
Peter Kramer fastholder dog ifølge Kristeligt Dagblad at det var Christian den Tiendes egen ide at mødes med Adolf Hitler. Men er det netop ikke Kongehusets opgave også at udføre diplomatiske opgaver.
Det danske medielandskab mangler historieforståelse
Man må gå ud fra, at når der skrives bøger, artikler m.m. så skal det underbygges af tilgængelig historisk materiale. Vi skal ikke udgive smudslitteratur. Her på siden forsøger vi hele tiden at underbygge vores påstande.
Historieformidling må tages mere alvorligt. Det danske medielandskab mangler også historieforståelse.
Man må gerne udvise meget mere kritik. Tolkning af kongehusets rolle tages for gode varer.
Og hvor gik kongehuset forrest i tilpasningspolitikken?
Der er mange dunkle sider i besættelseshistorien
Ja hvorfor han ikke gjorde det får vi sikkert at se, når der bliver adgang til hans dagbøger. Nu kan man kun få adgang til specielle pakker i de kongelige arkiver.
Og ja, der er stadig mange dunkle sider i besættelsestidens historie. Det har vi ved selvsyn erfaret.
Peter Kramer mener, at vi skal, havde alt det dunkle frem fra den tid.
Eksemplet: Mordet på Asmus Jensen 1945
Familie holdt hen med løgn
Vi fik en henvendelse fra en læser, der mente at hendes far var død under mystiske omstændigheder. Mystisk fordi myndighederne var indblandet og familien var holdt hen med løgn i alle årene. Hendes far skulle være skudt under flugt ind i Tyskland. Ret hurtig fandt vi ud af, at han var blevet skudt af to nakkeskud. Vi fik fat i en ligsynsrapport.
Vi fandt frem til at han var skudt efter tortur i en lade uden for Padborg. Derefter var liget anbragt ved grænsen og senere flyttet. Efterhånden som vi fandt frem til mere skrev vi det her på siden efter at vi udgav en bog i 2017. Den danske Brigade forfattede en falsk rapport, som blev den officielle opfattelse. Vi gjorde politiet opmærksom på forholdene. Men de fortalte os, at sagen er og forbliver lukket i 1947. Det gør den måske, fordi myndighederne var indblandet,
Lokalbefolkningen tror stadig på myndighedernes forklaring
Pludselig havde vi ikke mere adgang til de danske arkiver. Men udenlandske arkiver hjalp med at opklare sagen til glæde for en rystet familie, der aldrig fik en undskyldning.
Men det kan ryste en, at lokalbefolkningen stadig tror på den version, der har været fremme hele tiden. Vores undersøgelser betragtes som konspiration, selv om vores dokumenter, der ikke lige berører familien er overladt til det lokalhistoriske arkiv.
Men nu skal det ikke handle om denne historie, men blot for at fortælle at selv om man finder sandheden, så bliver det dog ikke det hele ikke helt afklaret. Lokalbefolkningen tror stadig på myndighedernes falske udlægning, selv om de kan finde sandheden på Lokalarkivet i Bov, hvor vi har afleveret alle vores dokumenter, dog ikke de familiære.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 27, 2025
Familie Waagepetersen på Rosendal
Nu er det ikke kun familien på Rosendal, vi skal høre om. De bosatte sig også i Rosenvænget. Og så var det lige den celebre skandale, som blev gengivet i mange romaner fra den tid. Det var Mozart Waagepetersen, der udstykkede et stort område. Der blev til Danmarks første villaområde. En af de markante slægter. Landstedet Rosendal. Var vandet nu rent? En musikalsk familie. Rosenvængets Sidealle 6 Ville ikke se de grimme bygninger, der erstattede Rosendal. WC’ er var for kølige. Et fornemt hjem. En celeber skandale. Yndet romanstof i eftertiden. Et hyggeligt rum. Som børn var de ikke så meget sammen med ”De Gamle” Sladder var bandlyst. Mor var populær som værtinde.
En af de markante slægter
Familien Waagepetersen er kendt som en af de markante slægter i Københavns historie, og navnet forbindes især med vinhandleren Christian Waagepetersen, der i første halvdel af 1800-tallet spillede en central rolle i byens kulturelle liv. Familien havde ejendomme og tilknytning til flere adresser på Østerbro, hvor Rosendahl kan have været en del af deres besiddelser eller dagligdag.
Christian Waagepetersens hjem fungerede som et samlingssted for tidens kunstnere og intellektuelle, og familien bidrog til områdets udvikling og sociale liv. Han stod som kongelig vinleverandør
Familien havde stor indflydelse på Østerbro dengang. Det var også dem, der stod for udstykningen af Danmarks første villakvarter.
I 1688 erhvervede Jens Nielsen Toller von Rosenheim en masse grunde
Men vi skal tilbage til 1688 hvor amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim erhvervede en masse grunde på Østerbro. Under et felttog døde Rosenheim. Etatsråd Reinhard Iselin overtog en masse jord og havde sin egen gård Rosenenge her i slutningen af 1700 – tallet.
Landstedet Rosendal
Alle disse ejendomme og jord afløst af landstedet Rosendal med tilhørende Rosenenge. I 1857 var det hofvinhandler og kaptajn i Livjægerkorpset. Han udstykkede det i 50 ejendomme. Dette blev Danmarks første villakvarter.
Først måtte han dog forhandle med Magistraten, der havde forkøbsret til grundene og med kammerherre P.H. Classen om dispensationsret.
Familien bosatte sig på Rosendal. Senere var der familiemedlemmer andre steder på Østerbro. Vi kender stedet fra maleriet af Christen Købke fra 1836
Mozart Waagepetersen købte stedet af grosserer Friedrich Tuteins arvtager. Rosendal blev revet ned i 1890. Og på stedet er Østerbrogade 60 opført. Tutein havde ejet Rosendal siden 1802.
Var vandet nu rent?
Vandforsyningen til Rosendal var lidt kaotisk. Der var ingen brønd, som sikkert ville have givet det sundeste drikkevand. Det var en vandledning af træ, sol ledte vand fra den højtliggende Lundesø ind til en stor træbeholder, der stod på et stillads i gården, hvorfra det kunne løbe ned i et vandtrug nedenfor.
Drikkevand til bordet blev ganske vist filtreret i et filter, men mange har sikkert slukket deres tørst i det urene vand.
En musikalsk familie
Mozart Waagepetersen kan man finde på Wilhelm Marstrands kendte maleri fra 1834. Det forestiller et musikalsk aftenselskab i Store Strandstræde hos hofvinhandler Christian Waagepetersen. I midten sidder den unge 21-årige søn med sin violin. Flere af den musikelskekende Christian Waagepetersen sønner fik ved siden af mere almindelige fornavne også komponistnavne.
De to yngste kom til at hedde henholdsvis Waldemar Haydn og August Guillaume Beethoven.
I den store sals loft var stjernehimlen afbilledet.
Rosenvængets Sidealle 6
I Rosenvængets Sidealle 6 bosatte Gaston Waagepetersen (oberstløjtnant) (kammerherre) og Jutta Waagepetersen (født Thune) sig. Hjemmet bestod fra 1893 til 1920.
Ville ikke se de grimme bygninger, der erstattede Rosendal
Villaen er bygget i 1892. Det var en af de sidst solgte grunde. Arkitektens oprindelige forslag blev ændret, så den fine facade mod alleen blev vinduesløs. Gaston Havde ikke ønsket at se de grimme høje bygninger, der dækkede det areal, hvor hans elskede barndomshjem Rosendahls hovedbygning engang havde ligget.
WC’ er var for kølige
Køkkenet lå i kælderen med madelevator til spisestuen. Der var ikke indlagt WC, men kun kloset. Fru Waagepetersen fandt, at WC’er var for kølige.
Bohavet var nedarvet fra hendes far, etatsråd Edward Thune. Malerierne har præget hans barndomshjem, dels i St. Strandstræde dels senere på Rosendals hovedbygning.
Et fornemt hjem
Grundstammen af møbler var det, der blev anskaffet til deres bryllup i 1878, hvilket især spisestuen bar præg af. Den store samling af malerier, kunstgenstande og sølvtøj bestod af malerier, kunstgenstande og sølvtøj, der kom fra Alice Tutein kaldet ”Gudmor”.
I hjemmet var der fem børn, Knud, Else, Just, Harald og Sven samt den gamle stedmor, Mathilde Waagepetersen, et par tjenestepiger og naturligvis det løse.
En celeber skandale
Ja selv i pæne familier sker der noget, som ikke må ske. Om Gaston Waagepetersen berettes følgende. I 1848 blev Christian den Ottendes hofminiaturemaler Johannes Møller kaldt til Marienborg på Møn for at ”gøre” et portræt af hofjægermester Peter Tutein’ s ældste datter, Alice, som present til hendes forlovede Alexander Brun til Palstrup.
Men ak. Alice skulle have et barn med maleren. Skandalen var stor. At blive gift med maleren kunne det ikke komme på tale. Han var gift i forvejen. Man forsøgte at skjule det over for Brun. Han anede uråd, men gik dog med til et giftermål, under forudsætning, at de blev skilt kort efter.
Malerier gav stil og hygge. I dette ægteskab blev barnet født i 1849 og straks fjernet for under falske papirer at blive døbt i Trinitatis Kirke under navnet Christian Hansen. Og siden adopteret af familien Waagepetersen.
Yndet romanstof i eftertiden
I Schweitz blev Alice så gift med John Cookney. Og senere ønskede hun med faderens samtykke at få barnet til sig, men dette nægtede familien Waagepetersen. Hun måtte nøjes med at gøre ham til enearving.
Gaston havde mulighed for mange efternavne. Den celebre skandale om hans fødsel blev yndet romanstof i datiden.
Et hyggeligt rum
I fars stue samledes man efter måltiderne. Her blev der røget tobak. Der var ikke så meget lys. Træerne udenfor tog morgenlyset. Højrøde tapeter, vidunderlige gamle møbler og her sod også det famøse maleri af Gastons mor. Men efterfølgeren, over-formynder Svend Thomsen ødelagde dette hyggelige rum.
Efter middag sad mor gerne i den røde stol nærmest vinduet og far i den stol midt for bordet. De andre havde placeret sig i andre stole i rummet. En lille petroleumslampe kastede et svagt skær ud i lokalet.
Rummet var sammenslået og her kunne der bespises op mod 40 mennesker. Her var en glasdør ud til verandaen og haven.
Det var en ganske fri tone, let og fri og ”kemisk ren” for alt, hvad der var simpelt og ufint eller unaturligt.
Som børn var man ikke så meget sammen med ”de gamle”
Som børn var man ikke meget sammen med ”de gamle”.
Nogle af børnene var overladt til Frøken Petersen. Men da børnene blev ældre, var faderen ikke længere streng og barsk. Nu var han munter og spøgefuld.
Sladder var bandlyst
Hjemmet hvilede på fædrelandskærlighed og naturlig religiøsitet. Sladder var bandlyst.
Mor var populær som værtinde
Moderen var velbegavet og smuk. Hun var også meget afholdt som værtinde. Men hun havde en pirreligt sind. Hun kunne blive meget nedtrykt over livets genvordigheder.
Med dette forlader vi familien Waagepetersen – først på Rosendal senere Lille Strandstræde og her Rosenvængets sidealle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 19, 2025
Med hestesporvogn gennem Nørrebro
Blegdammene. Ingemann har skrevet et hyldestdigt til Blegdammenes vagtmænd. Byens rådmænd blev betalt med jord. Tage Vangemand. Bispebjerg fik et forkert navn. Baptister blev døbt i Lersøen. Pilebuske blev brugt. Ulovlig fuglefangst. De såkaldte Lersø – bøller. De kæmpe gruber – parat til natmandens efterladenskaber. Den kæmpende Hauberg. Op og ned for at åbne/lukke porten. Et imponerende remise-anlæg. En gasdreven sporvogn. Fredericia-dæmningen tiltrak beboere. Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte masser af jord – det var billigt. Skæbnen havde indhentet heste-sporvognene. Ingen spor af remissen.
Blegdammene
Vi kigger også blegdammene og kigger på hvad der skete ude i Lersøen dengang.
Blegmændene herskede fra 1672 og cirka 200 frem lige nord for Sortdamssøen. Her kom tjenestepiger fra byens bedre huse et par gange med herskabets hvidevarer til bleg.
Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene. Bagefter blev det lagt på græsset så solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.
Ingemann har skrevet en hyldest til vagtmanden
Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med jævne mellemrum gik sin runde og truttede i kohorn for at holde eventuelle tyveknægte væk. Jo Ingemann har faktisk skabt en hyldeststrofe til ham.
Med Himlen i sin Favn
Paa Dammen fjærne Vogter gaar og priser Herrens Navn.
Her blev borgerskabets linned lagt i soen. I takt med at byen voksede blev blegdammene langsomt udfaset. Området blev efterhånden bebygget med industri og boliger.
Byens rådmænd blev betalt med jord
Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte Fælleden som militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen. Der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra og Frederik den Førstes tid 1539 tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.
Tage Vangemand
En Vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Efterhånden fik han sin egen embedsbolig. Der hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej kom den til at ligge. Senere kom huset i folkemunde til at hedde ”Tagenshus” antagelig for en vis Tage Nielsen, der først i 1700 -tallet var vangemand. Jo hans navn lever videre i en beværtning og en vej. Men Tage døde i 1720.
Bispebjerg har fået forkert navn
Vi når til sidst ud til Bispebjerg. Men sådan burde stedet jo slet ikke hedde. Bissebjerg har været mere korrekt. At det er tale om et ”bjerg” kan man tydelig mærke, når man cykler gennem kolonihaverne op til Bispebjerg Sygehus.
I en markbog fra 1682 nævnes stedet som ”Bissebjerg Aas”. Her har kvæget græsset sikkert uden biskoppens velsignelse.
Baptister blev døbt i Lersøen
Ja i denne forhave til Bispebjerg Sygehus lå Lersøen. Det var her de første baptister blev døbt i Danmark i 1839. Ja de havde dannet en hel menighed. Og det var absolut forbudt. Det havde selveste biskop Mynster bestemt ved lov i 1745. Og en ung knægt havde set forstander Mønster lave ulovliglige handlinger. Fem gange måtte Mønster i fængsel.
Pilebuske blev brugt
Ja tænk engang da søen groede til mose plantede man bl.a. pilebuske, som kurvemagere brugte på Blindeinstituttets værksted. Og så var man ellers i gang. Pilekvistene blev afbarket og bundtet. Men bundterne skulle lige gennem Lygten å i en opblødningsperiode.
Ulovlig fuglefangst
De kvikke Nørrebro-drenge havde fundet en god indtjeningsmulighed. De bedrev ulovlig fuglejagt. Fuglene blev fanget herude i krattet og afsat til fuglehandlere inde i København. Politiet var efter disse fuglefængere og dyreværnsforeninger havde udlovet en dusør på hver pågrebet fuglefænger.
De såkaldte Lersø – bøller
Mosen tiltrak en særlig personkreds – ikke kun vagabonder men også typer politiet gerne ville tale med – de såkaldte Lersø-bøller. Men dem har vi efterhånden skrevet en hel del om. De boede i små hjemmelavede hytter, der var gjort mere eller mindre vandtætte med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads fandt man mange ting. Og så blev egne færdselsårer organiseret inde i vildnisset.
Men se disse Lersø-bøller har vi allerede skrevet en del om.
Kæmpe gruber – parat til at modtage natmandens efterladenskaber
Københavns Kommune havde overtaget nogle store udgravninger ved det nedlagte Aldersro Teglværk. Jo disse udgravninger var hver lige så store som t fem – etagers hus. Så disse gruber var klar over at modtage natmanden.
Myterne går på, at så mangen en er faldet ned i disse gruber.
Den kæmpende Hauberg
Det var ikke lige let for fabriksfolk at etablere sig dengang. Det kunne bl.a. S.C. Hauberg erfare. Han startede med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektroniske Virksomhed”. Men hvad der videre hændte kan du læse i vores artikel om Titan.
Han mente, at det ikke var de bedste forbindelser Nørrebro, så han købte Sølvgades Sporvej. Men først måtte han kigge på gangbroen over Sortedamssøen. Den kunne ikke bære en vogn med hest. Han måtte etablere en dæmning.
Op og ned for at lukke/åbne en bom i Fælledparken
Militæret ville ikke uden videre tillade at en sporvogn bare kørte igennem. Ja så fandt man frem til en løsning med ind- og udkørsel, hvor kusken skulle hoppe ned for at for at låse op – og straks hoppe ned og låse efter sig. Tænk engang over 10 år foregik det på samme måde. Omsider kunne Tagensvej føres igennem til Fredensgade.
Et imponerende remisseanlæg
Der hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej blev der straks i 1889 indrettet et imponerede remiseanlæg. Der var plads til 74 heste og en sygeafdeling med plads til seks senge.
En gasdreven sporvogn
Jo Pressen var skam inviteret med til indvielsen. Man hæftede sig ved at fine herrer ikke behøvede at tage hatten af, når de passerede gennem vognen.
Men tænk syv år efter blev de præsenteret for en gasdreven sporvogn den 21. marts 1896. Kørslen var hurtig og behagelig. Rystelserne var ikke så stærke som ved en almindelig hestevogn. Den 1. april 1896 blev den sat ind i den almindelige drift. Den 15. april var det slut med herligheden. Der var ikke flere penge. Den prægtige gasvogn endte efter sigende som aftrædelsesrum for de ansatte i gården hos Titan. Hestene måtte igen trække læsset.
Fredensbro-dæmningen tiltrak nye lejligheder
Fredensbro – dæmningen tiltrak nye lejligheder til – 4.000 blev bygget på rekordtid. Og så havde flere og flere indbygget elektrisk lys fra starten. Ja og så sandelig havde mange fået indlagt disse nymodens Water Closets. Byggemestre ødslede med kobberklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.
Der kom masser af butikker – ikke særlig store og de fleste holdt heller ikke så længe. I 1902 havde urtekræmmerstiftelsen opført en kæmpe ejendom. Men også andre foreninger fulgte med eller havde oprettet stiftelsesforeninger.
Holger Petersens Tekstilfabrik
Lige her ude i området skal vi også nævne Holger Petersen men det har vi nu også gjort en gange før. Her købte han flere tønder jord og byggede en stor tekstilfabrik.
Kommunen købte masser af jord
I 1897 sikrede kommunale embedsmænd sig jorden helt ud til Lersøen. Ifølge Borgerrepræsentationen mente man at købet var rimeligt. Det måtte være:
Man bestemte sig for købet – også på grund af den lave pris:
Skæbnen havde indhentet hestesporvognen
Skæbnen havde indhentet hestesporvognen. Den var for dyr i drift og for langsom. I 1905 kørte den for sidste gang. Mandskabet havde pyntet den med kulørte lamper. Nu var det kun ”Hønen” tilbage på den befærdede Nørregade.
Der blev holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej for at sige farvel til alle heste.
Ingen spor af remissen
Auktioner-holder påtog sig at sælge boet efter remisen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram. ’Han udbød endda staldens 50 fag vinduer. Da han to måneder senere overtog stalden har han da hvis mange gange fortrudt salget af stald – vinduerne.
I dag efterlader Tagensvej 97 (dengang nr. 41) ingen spor af hestevognenes historiske tilholdssted.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 3, 2025
Arbejdere og Fagbevægelse under besættelsestiden
Hvordan klarede fagbevægelsen sig under besættelsen? Der stod 240 mia. kr. på clearingkontoen. Højegaard-kredsen var storleverandører til den tyske krigsindustri. De ville gerne have regeringsmagten. Det ville DNSAP også – men dem troede tyskerne aldrig på. Ville tyskerne tage kontrollen med fagbevægelsen? Arbejdsgiverne sagde nej til dyrtidsregulering. Nej til strejker. Kommunister blev anholdt. Fagbevægelsen hjalp i høj grad med at hverve Tysklandsarbejdere. Folk der rejste hjem før tid, fordi de var utilfredse med forholdene derned, fik ikke hjælp. Tysklandsarbejdere blev betragtet som værnemagere. 90.000 – 100.000 arbejdere arbejdede i perioder ved vestkysten. Tyskerne ville have, at arbejdere på en tysk arbejdsplads meldte sig ind i Dansk Arbejderfront. Advokat Carl Madsen ville have at alle entreprenører blev straffet. Mange udnyttede da også situationen. Til sidst var Werner Best træt af situationen. Nu skulle alle tysklandsarbejdere ved vestkysten arbejde efter tyske rettigheder. Den danske fagbevægelse blev sat ud af spil. Formanden advarede mod sabotage. Tyskerne ville gerne have ham som statsminister. Men han blev dog ”kun” socialminister. Efter krigen måtte han aflevere alle tillidsposter. Statens ungdomslejre havde hegn og vagter. Dansk landbrug dækkede 10 – 20 pct. af tyskernes forbrug. Masser af strejker. Det endte med folkestrejker. Tilgangen til arbejderbevægelsen var stigende.
Forskellige konklusioner
Skal man søge kilder om dette tema, får man vidt forskellige konklusioner. Resultatet afspejler, hvem man spørger. Hvordan klarede fagbevægelsen sg under besættelsen?
Der var masser af arbejdsløse:
Men man skal nok tage disse tal med en gran salt, fordi man ændrede i stistik – metoden.
Arbejderne var udsat for prisstigninger og et reallønsfald på 20 pct.
Der stod 240 mia. Kr. på clearingkontoen
Tyskernes forbrug voksede til 8 milliarder danske kroner ved krigens afslutning. Nationalbanken trykte pengene og tyskerne brugte dem til at finansiere deres krigsindsats. Denne pengetrykning satte yderligere skub i inflationen og udhulede arbejdernes lønninger. De 8 milliarder kr. svarende til 240 mia. kr. i 2025 priser fik tyskerne betalt af de danske skatteborgere.
Højgårdskredsen var storleverandør til den tyske krigsindustri
Flere folk forsøgte at lave et stormløb mod regeringen. De var bedre kendt som Højgårdskredsen. Forsamlingen bestod af Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt. K. Højgård fra entreprenørfirmaet Højgård & Schultz. Peter Kampmann fra ingeniørfirmaet Kampsax. Niels Høst fra shipping – firmaet DFDS. Prins Axel fra shipping – firmet ØK og skibsreder A.P. Møller.
De var alle storleverandører til den tyske krigsmaskine. De forventede at kongen udjævnede et fagministerium bestående af folk fra Højgård – selskabet. De forventede et samarbejdsministerium i samarbejde med Venstre og De Konservative.
Tyskerne havde visket kongen noget i øret
Åbenbart følte Socialdemokratiet sig presset for de tog Gunnar Larsen med som trafikminister. Det er måske muligt at tyskerne har visket kongen i øret, at sådan regering ønskede man ikke.
Tyskerne troede aldrig på DNSAP
Der fandtes også 29 forskellige organisationer inden for den fascistiske og nazistiske retning. De forsøgte at bekæmpe hinanden. Den største af disse var DNSAP. De havde i starten af 1943 under 20.000 medlemmer. De troede de kunne gennemføre et kup. Men dem troede tyskerne nu aldrig på. De blev kun brugt som trussel mod de danske partier.
Ville tyskerne tage kontrollen med fagbevægelsen?
Der herskede stor usikkerhed med, hvad der ville ske med fagbevægelsen. I Holland og Norge havde nazisterne overtaget kontrollen. I Tyskland havde nazisterne fuldstændig overtaget kontrollen. Ville det samle ske i Danmark?
Ville de frie fagforeninger blive erstattet af den Tyske Arbejderfront? Sådan skete det i Tyskland allerede i 1933. En dansk delegation af erhvervsfolk og faglige ledere var inviteret til Tyskland i 1940 og to ture flere fulgte i 1941.
I Norge blev flere af de norske ledere henrettet med det samme, mens andre blev idømt lange fængselsstraffe eller sendt til Tyskland.
Arbejdsgiverne sagde nej til dyrtidsregulering
I 1939 gik arbejdsgiverne i forbindelse med overenskomsten med til automatisk dyrtidsregulering. Men i ly af besættelsen sagde DA nej til dette. Og ved lov blev dyrtidsreguleringen sat i bero. Men hvor var DSF?
Nej til strejker
Samtidig blev der indført tvungen arbejdsdeling. I september 1940 gennemførtes ”Lov om Arbejdsforhold, som indeholdt – totalforbud mod strejker og Tvungen voldgift som betød forbud mod almindelige OK – forhandlinger.
Fagbevægelsen accepterede også lønstop for at imødekomme tyskernes krav
Da kommunisterne blev anholdt
Nazisterne forlangte at Dansk politi anholdt ca. 70 kommunister efter en liste, som de havde modtaget af netop dansk politi.
Mange tillidsmænd var kommunister. De blev ikke advaret eller hjulpet efter at være blevet anholdt af dansk politi. Da ”De Røde enker” søgte hjælp hos bl.a. De Samvirkende Fagforbund vendte disse det døve øre til. De sendte en skrivelse rundt og beklagede ”De Røde enkers henvendelse. De argumenterede for, at de havde gjort, hvad de kunne, men de havde absolut intet gjort. Og kilder siger endda, at man advarede mod disse ”Røde enker”, der ville sende hjælpepakker ned til deres pårørende i KZ – lejren.
Også Danmarks Radio havde lukket mikrofonen for jøder og kommunister. Og politiet hjalp radioen med en liste over kommunister. I medierne lød der heller ingen protester over kommunistloven og de mange anholdelser. Reelt blev 1.050 anholdt. Flere blev dg løsladt efter et par måneder.
DKP i vildrede
DKP må have været i vildrede. I august 1939 talte Aksel Larsen om folkefrontspolitikken, hvor fascismen var hovedfjenden. Efter at Hitler og Stalin indgik en ikke angrebspagt var det nu England, Frankrig og socialdemokraterne, der var den vigtigste fjende.
Fra juni 1941, hvor Tyskland angreb Sovjet gik man tilbage til Folkefronten.
Fagbevægelsen hjalp i høj grad til at hverve Tysklandsarbejdere
Som vi tidligere har skrevet, var fagbevægelsen med til at sende mindst 127.000 arbejdere til Tyskland. (kilder angiver også et større antal) Flere steder står det anført, at det ikke var tvang. Men nægtede de at tage af sted blev understøttelsen taget fra dem, eller hvis man var mellem 18 år og 25 år blev man sendt i arbejdslejr.
Uden fagbevægelsens aktive rolle var der nok ikke rejst så mange danskere til Tyskland for at arbejde. Håbet var at få en goodwill hos tyskerne. Fagbevægelsen var også bange for at de arbejdsløse vil søge mod yderfløjene -nazisterne og kommunisterne.
Fagbevægelsen mente, at der var nok arbejde at få hos tyskerne både ved vestkysten og syd på. Man ville ikke støtte ”dovne” arbejdere, der gik hænderne i lommen. Der var jo i grunden en masse arbejde at få.
Hjemvendte, der var utilfreds med arbejdsforholdene kunne ikke få hjælp
Forholdene i Tyskland var slet ikke som man havde lovet. Brød man kontrakten og forsøgte at rejse hjem blev man sendt i arbejdslejr. Lykkedes det for danske arbejdere at komme hjem, fordi arbejdsforholdene var elendige – ja så blev de også straffet, da de kom hjem. Understøttelsen blev frataget dem.
Tysklandsarbejdere betragtet som værnemagere
Når Tysklandsarbejdere så vendte hjem, blev de nærmest betragtet som værnemagere og nedgjort. Politikere og historikere fastholdt denne historie i mange år. Tyskerne truede med at hvis det ikke blev sendt nok arbejdere til Tyskland ville de lukke for brændsel og kokslevering.
Arbejdsformidlingen henviste ledige til at arbejde for tyskerne
Arbejdsformidlingen henviste også arbejdsløse til at arbejde på tyske arbejdspladser i Danmark. Der blev bygget bunkers langs vestkysten og på Rømø havde tyskerne et større forsvarsanlæg.
90.000 – 100.000 arbejdere ved vestkysten
Fra dansk side ville man forhindre at der kom tyske firmaer og eventuelt krigsfanger. Atlantvolden blev hovedsagelig bygget af dansk arbejdskraft. Mange entreprenører meldte sig. Og de udførte nok ikke altid lige arbejdet efter bogen. Således fakturerede de arbejde, som ikke var blevet udført. Det skønnes at mellem 90.000 og 100.000 var beskæftiget her i kortere eller længere tid.
Advokat Carl Madsen ville have alle entreprenører straffet
Den navnkundige advokat Carl Madsen ville have entreprenører, der havde tjent formuer ved at arbejde for tyskerne, dømt. Men entreprenørerne kunne henvise til at bl.a. Stauning og Christmas Møller havde presset dem. I den sidste ende var det Den Danske Nationalbank, der betalte via clearingkontoen.
Mange udnyttede situationen åbenlyst
Der opstod arbejdsgivertyper bestående af fallerede forretningsfolk som entreprenører, og ”deciderede outsidere”. Værnemagtsarbejdet udviklede sig til at nogle udnyttede situationen hensynsløst. Måske skal vi lige nævne at organisationsprocenten hos arbejderne ved vestkysten kun var på ca. 35 pct.
Der blev arbejdet mange timer
Lige som de arbejdere, der tog syd på, blev de arbejdere, der arbejdede på vestkysten beskyldt for at være kollaboratører.
At arbejdere betragtede det at arbejde her som favorable gjaldt nu ikke for alle. De arbejdede også mange timer. Mange steder blev der arbejdet på akkord. Flere steder var der tale om haste-arbejde, hvor normal arbejdstid ikke slog til.
Der er også beretninger om at almindelige arbejdere havde en ugeløn på 100 kr. Og de skulle så ugentlig af med 50 kr. i kost og logi. De lokale forstod at udnytte situationen, når det gjaldt logi.
Dårlige forhold
Det generelle var, at der var lange arbejdsdage på 10 – 14 timer. Mange arbejdede alle ugens dage. om vinteren
Men de høje lønninger skabte utilfredshed blandt de almindelige arbejder på de danske arbejdspladser. Som allerede skrevet oplevede disse reallønsfald og dyrtid.
Mange steder boede 3-4 arbejdere på et værelse. Fagbevægelsen holdt lav profil, så længe der ikke opstod konflikter. Man ville ikke give tyskerne anledning til at reagere.
Tyskerne ville have arbejderne over i Dansk Arbejderfront
Allerede i 1942, hvor byggeaktiviteterne knap var gået i gang, lød det fra tyskerne, at danske arbejdere, der arbejdede på tyske arbejdspladser skulle melde sig ind i Det Danske Arbejderfællesskab – bedre kendt som Dansk Arbejderfront.
I december 1942 kom de første store strejker på de tyske arbejdspladser. Reaktionen kom prompte fra Werner Best Minister Kjærbøl lovede at han ville gøre alt for at forhindre kommende strejker.
De tyske arbejdspladsledere forlangte nedsættelse af priserne. Men både priser og lønninger fortsatte med at stige i 1943, Regeringen fortsatte med at udvide priskontrollen.
Werner Best sørgede for at den danske fagbevægelse mistede indflydelse
Efterhånden blev det for meget for Werner Best. Han beordrede de danske aftaler annulleret. Nu gjaldt der tyske betingelser. Den danske fagbevægelse havde nu ikke mere at gøre på de tyske arbejdspladser.
Der blev indført arbejdskort for at forhindre misbrug af arbejdsløshedsunderstøttelse. Til stor frustration blev der nærmest genindført stavnsbånds-lignende forhold for landbrugsarbejderne
Formanden advarede mod sabotage
Den 13. september 1942 advarede formanden for De Samvirkende Fagforbund, Lauritz Hansen arbejderne i Berlingske Tidende:
Han måtte aflevere alle sine tillidsposter
I 1936 blev han sekretær i De Samvirkende Fagforbund som senere kom til at hedde LO. Fra 1938-1945 sad han i Københavns Borgerrepræsentation. Han blev socialminister i samlingsregeringen under Scavenius. Tyskerne var åbenbart glade for ham. De ønskede ham som statsminister i 1942.
Efter besættelsen mente Socialdemokratiet, at han havde været illoyal over for partiet. Han blev derfor tvunget til at forlade alle sine tillidsposter. Allerede i 1940 mente han at fagbevægelsen skulle tilpasses Tysklands ønsker.
I illegale blade kritiserede kommunisterne fagbevægelsen og deres rolle i hvervningen. En dansk arbejder overtog nu en tysk arbejders plads, der blev sendt til fronten.
Statens Ungdomslejre
Statens ungdomsleje var opbygget efter de tyske arbejdslejre som forbillede. Der var hegn og pigtråd om lejrene med vagter. Måske var lejrene også en slags værne mod at de unge skulle finde på at melde sig under de yderliggående partier.
Der var fastsat ved lov, hvad de unge skulle beskæftige sig med. Allerede i 1938 var den første lovgivning om disse forhold blevet vedtaget. Her blev et ungt menneske mellem 18 år og 25 år anbragt, hvis han/hun som var arbejdsløs og ikke ville til Tyskland anbragt. Her var 28 timers fysisk arbejde og nogle timer på skolebænken. De unge betragtede opholdet som internering.
Ophold i disse lejre var en slags frivillig tvang. Dem, der nægtede, blev trukket i understøttelse. Disse unge blev betragtet som ”arbejdssky”. Før besættelsen var der 5- 6.000 indsatte. I 1940 var der 12-16.000 indsatte.
Dansk landbrug dækkede 10 – 20 pct. af tyskernes behov
Tysklandsarbejdere blev betragtet som en støtte til den tyske krigsindustri. Men det gjorde landbrugsprodukter også. Dansk landbrug dækkede 10-20 pct. Tyskerne ensrettede den danske produktion efter deres behov.
Masser af strejker
I 1943 er det særlig i jyske og fynske byer arbejdere på større virksomheder nedlægger arbejdet. I sommeren 1944 bryder Folkestrejken ud i København. Et gå-tidligt hjem møde udviklede sig til generalstrejke – anført af arbejdere på B&W. Over 100 mennesker bliver dræbt og ca. 600 såres. Tyskerne truer med at bombe forskellige kvarterer.
I sommeren og efteråret 1944 er der mindst 40 overenskomststridige strejker. Den 4. juli 1945 strejker 100.000 arbejdere. Man forlanger en 40 timers arbejdsuge og fuld lønudligning. Strejkerne handlede også om afskaffelse af lov om arbejdsforhold af 1940.
Tilgangen til fagbevægelsen var stigende
Nogle historikere er inde på at fagbevægelsen mistede anseelse under besættelsen. Men det er nu ikke tilfældet. Tilgangen til de forskellige fagforeninger var stigende.
Kilde:
August 24, 2025
Det triste dødsfald fra Oksbøl
Flere gange under besættelsen er Als blevet beskudt af allierede fly. Det blev Als også den 4. maj. Desværre blev Anna Elise Larsen ramt, da hun var på vej hjem fra skole. Gennem øjenvidneskildringer forsøger vi her at beskrive, hvad der egentlig skete ved Oksbøl.
Britiske jagerfly angreb
Om aftenen den 4. maj modtog Montgomery på Lüneburger Heide, Tysklands kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Tyskland.
Men overalt i Danmark fløj engelske jagere og beskød transportmål på vejene med både dræbte og sårede til følge. Syd for Haderslev blev en tysk konvoj beskudt med mange ofre til følge. Mellem Jejsing og Tønder måtte skoleelever søge tilflugt, da engelske jagerfly beskød dem.
Nordals har ikke været forskånet for bomber under besættelsen. Også den 4. maj 1945 blev området beskudt. Britiske jagere overfløj Als fra syd mod nord. De beskød alle de køretøjer, de kunne få øje på.
Åbenbart havde tyskerne den dag planlagt en ”hemmelig transport” af et eller andet. Da maskinerne kom fra syd, har de i første overflyvning af Oksbøl for sent fået øje på vognmand Jørgen Thomsens lastvogn, der stod parkeret lige nord for hans ejendom. De vendte derfor om og beskød lastvognen fra nord.
Skolebussen kørte ikke
Samtidig var Anna Elise Larsen, Broballe, sammen med skoleveninde Cecillie Rasmussen, Broballe, på vej hjem fra skole. De kørte normalt med skolebus, men netop denne dag var bussen af en eller anden årsag indstillet. De måtte derfor gå hjem til fods.
De var som Cecillie fortæller, kommet bagefter de andre elever fra Broballe-Mjels området, fordi de gik og
Idyllen bliver pludselig til alvorlig uhygge. Pigerne søger i første omgang ly for kugleregnen i en grøft.
Ramt i halspulsåren
I haven syd for Jørgen Thomsens hus gik en havemand, som fik øje på pigerne. Han råbte til dem, at de skulle komme i dækning hos ham, syd for huset. Pigerne løber så ind ad den private allé, der fører forbi haven. Anna Elise Larsen bliver ramt i halspulsåren af en granatsplint og Cecilie Rasmussen bliver ramt i det ene knæ, ligeledes af en splint, som bliver siddende.
Hun synker sammen, men er i stand til at rejse sig og fortsætte mod havemanden. Hun når at høre Anna Elise råbe:
Så mister hun kontakten med hende.
Det viser sig, at Anna Elise er stærkt blødende. Men Anna Elise havde mistet så meget blod, at det ikke var noget at gøre.
Det er Mette Hellesøe, der tilkaldte lægen, men han var optaget andetsteds.
Kastet sig ud af lastbilen
I lastbilen, som var jagerflyenes egentlige mål, sad snedkermester Henrik Schlichting, Broballe og ventede på at blive kørt til en læge. Kort forinden var han kommet til skade med sin hånd. Han havde kastet sig ud af bilen, og slap med et ufarligt strejfskud i hovedet.
Cecilie modtog det triste budskab
Da der igen var faldet ro over Oksbøl, begav Cecillie, sammen med havemanden på vej til fods mod Broballe, hvor hun blev modtaget af sin mor. Cecilie var på det tidspunkt uvidende om Anna Elises tragiske skæbne. Først sent på eftermiddagen kunne moderen få over sin læber, at Cecilie havde mistet sin bedste veninde.
Heimdal 7. maj 1945
Endelig blev en lastbil, tilhørende savværksejer Willadsen, Høruphav beskudt i Tandslet. Chauffør Jørgen Dideriksen, Høruphav blev lettere såret i den ene arm. Desuden blev forskellige telefonledninger ødelagt ved beskydningen. Således var Tandslet afskåret fra telefonforbindelse fra omverdenen.
Jydske Tidende 40 år efter
40 år efter den tragiske hændelse, skrev dagbladet Jydske Tidende den 2. maj 1985 følgende (Vi bringer her første del):
JydskeVestkysten 60 år efter
Vognmand Jørgen Thomsen, Oksbøl beretter
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 18, 2025
Kongen og Bonden fra Solvig
Masser af hovarbejde. Melchior Rantzau var urimelig og ondsindet. Bondens svin havde ødelagt Rantzaus blomsterbed. Bonden fik 20 stk. ”Stokkeprygl”. Svin blev skudt af Rantzau. Præsten: ”Gå til en advokat”. Bonden: ”Jeg klarer det selv”. Kongen var på vej til Tønder. Christian den Femte tog imod bonden. Bonden forklarede kongen, hvad krusedullerne betød. Eksperterne kunne ikke tyde dem. Forseglet kabinetsordre afleveret til en meget sur herremand. 20 Rigsdaler til bonden.
Masser af hovarbejde
Efter at Familien Gjordsen i flere slægtled havde været ejer af gården Solvig, blev den solgt til Melchior Rantzau. Solvig Gård hørte til Højst Sogn. Men siden Rantzau anlagde en vej gennem engene fra Solvig til Hostrup, har både møllen og gården hørt til Hostrup.
Solvig gård var en ualmindelig stor gård. De fleste bøndergårde ikke alene i Hostrup Sogn men også i Bylderup og Højst sogne var fæstegårde til Solviggård.
Fæstebønderne under Solvig Gård havde det meget dårligt. Om morgenen ved daggry kom fogeden fra Solvig og tilsagde dem om at møde på gården. Der blev tudet i et horn, og derefter lød det sædvanlig:
Bønderne måtte gøre hovarbejde. Der var masser af fæste arbejde. Det skulle ydes i form af arbejde.
Melchior Rantzau var urimelig og ondsindet
I tidens løb stillede Rantzau større og større fordringer og en mængde bøndergårde blev nedlagt. Der kommer mere og mere herregårdsjord. Og Rantzau var et urimeligt og ondsindet menneske. Han forlangte ikke sjældent så meget, at den stakkels bonde ikke havde tid til at passe sin egen jord.
Flere af de danske konger søgte at komme bønderne til hjælp, men Solvig var en stat i staten og havde egen justits. Der findes i hvert fald en historie, hvordan Christian den Femte hjalp en bonde ud af en sag på gården.
Bondens svin ødelagde Rantzaus blomsterbed
Øst for gården Solvig på den østlige side af vejen lå på Rantzaus tid en lille bondegård. Ejeren hed Nissen og gården hed Lundsgård. Han havde opfedet et svin for at kunne betale sine afgifter. Men en dag var den fundet op ad stien og ind i Rantzaus Have, hvor den havde anrettet en del ødelæggelser i blomsterbedene.
Bonden fik 20 stk. ”stokkeprygl”
Herremanden bebrejdede bondemanden en masse ting. Bonden mente, at den daglige hoveritjeneste var skyld i at han ikke kunne passe svinet. Og hvis nu den skødesløse gartner havde passet bedre på, var ulykken slet ikke sket.
Rantzau blev rasende over den ”frækhed” på den måde bonden talte på. Han fik 20 ”stokkeprygl”. Bonden fik at vide, at hvis svinet atter viste sig, ville den blive skudt. Købet ville blive uddelt blandt herskabets folk på gården.
Svinet blev skudt af herremanden
Den følgende dag brød svinet ud igen og løb ind i haven og begyndte at rode i blomsterbedet. Det var Rantzau selv, der opdagede svinet. Han tog sit gevær og skød svinet. Og kødet blev fordelt ud til herskabets folk.
Præsten: ”Gå til en advokat”
Nu kunne bonden ikke mere betale sine afgifter. Den fattige bonde vidste ingen udvej. Han manglede mod og penge. Han ville gå den korteste vej til kongen – via præsten. Og han henvendte sig til Petrus Richelius eller Peter Richelsen i Hostrup. Bonden bad præsten gå til kongen.
Præsten mente. Det var bedre at gå til en advokat
Bonden: ”Jeg klarer det selv”
Jeg skriver selv, sagde bonden. Præsten var meget forbavset over at høre, at bonden kunne skrive. Præsten gav ham papir og bonden gav sig til at bemale dette. Med en mængde uforståelige figurer. Præsten betragtede længe det beskrevne ark, men kunne ikke forstå det mindste. Bonden takkede og gik bort.
Kongen var på vej til Tønder
Undervejs erfarede han at kongen netop var kommet til Tønder, hvor han blev hyldet af borgerskabet. Straks løb han hjem iførte sig sine bedste klæder og begav sig på vej til Tønder. Mere og mere fik han mod.
Christian den Femte tog imod bonden
Ankommet til Tønderhus trådte en skildvagt i vejen for ham. Bonden stod nu og holdt ansøgningen i vejret. Kongen kom, soldaten præsenterede gevær. Kongen spurgte bonden, hvad han ville. Jo han ville tale med kongen
Bonden forklarede krusedullerne
Kong Christian (den Femte) tog imod papiret fra bonden, åbnede det, og da han så de forunderlige figurer i stedet for bogstaver holdt han ansøgningen hen foran bonden og spurgte:
Bonden svarede:
Kongen fik nu med stor tålmodighed nøje besked om sagens sammenhæng og lod ham vide, at han kunne komme igen i morgen.
Eksperterne kunne ikke forstå krusedullerne
Næste dag traf han kongen med rådgivere ved taflet. Bonden trådte ind i salen med et ”Velbekomme”. Kong Christian gav ham et vink, at han skulle blive stående. Kongen trak ansøgningen op af lommen. Idet han trak ansøgningen op og rakte den til sine rådgivere, sagde han:
Men der var ingen, som kunne tyde disse hieroglyffer. Kongen mente, at det var mærkeligt, der var så mange lærde til stede, der ikke kunne forklare disse tegn. Men nu forklarede kongen, hvad der var hændt.
Pludselig trådte bonden frem og råbte, at det ikke var så mærkeligt at han kunne forklare det, for han havde jo forklaret det i forvejen.
Kong Christian lo og med ham alle gæster.
Forseglet kabinetsordre afleveret til Rantzau
Da Taflet var hævet, rakte kongen ham en forseglet kabinetsordre. Han kunne nu gå hjem og give herremanden Rantzau dette brev. Herremanden som allerede havde erfaret bondens plan for nu løs på ham og truede ham med det værste. Men så rakte bonden ham kabinetsordren. Da Rantzau havde læst indholdet, råbte og skreg han af bonden og sagde at han skulle ”skride ad helvede til”.
20 Rigsdaler til bonden
Den følgende morgen fik bonden ordre på at møde hos amtmanden. Denne forklarede ham, at ifølge allerhøjeste kabinetsordre skulle Melchior Rantzau:
Bonden kvitterede med 3 kryds for betalingen.
Tilmed havde kongen befalet Rantzau, at han inden otte dage skulle bevise, at han nøje havde efterkommet befalingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 16, 2025
Rømø – dengang og nu
Da tyskerne drev til havs. Det var som Tour de France. Nok ikke folk her i Oldtiden. Sandflugten har været meget udbredt. Bebyggelse startet i Vikingetiden. Man tænker i første omgang på den brede badestrand. De søfarendes kirke. Økonomisk opblomstring. 40 kaptajner på en gang på Rømø. Det maritime er fremherskende i kirken. Et stykke lokalhistorie i sig selv på kirkegården. Befolkningen var isoleret. Dæmnings – arbejdet begyndte i 1938. Kæmpe forsvarsanlæg på Rømø. De flotte kommandørgård. Er Tønder Kommune forberedt på klimatilpasningen?
Da tyskerne drev til havs
Det var dengang, folk på Lærkevej i Tønder stod ude for at snakke med hinanden. Og sådan var det særlig i weekenden. Og når så Falck rykkede ud, kunne jeg tænde min radio, og finde ud af, hvor man kørte hen. Jeg havde pillet ved radioen.
Så kunne jeg altid løbe ned til forsamlingen og fortælle dem det. Og ofte var det til Rømø, hvor tyskere på badering var drevet til havs. Det skete også ofte, at deres Mercedes var kørt fast i det salte vand.
Det var som Tour de France
Jo og en del gange cyklede vi til Rømø. Det var en Tour de France værdig. Det var altid modvind. Men øen er formet af vind, vand og menneskers vedholdenhed.
Nok ikke folk i Oldtiden
Historikere har skrevet, at der på Rømø var folk allerede i Oldtiden. Det er nok ikke helt korrekt. Mens dele af Sild, Før og Amrum er istidsdannelser, er Rømø, Fanø og Mandø en forholdsvis sen dannelse.
Sandflugten har været meget udbredt
Gennem århundreder dannedes en banke af sand og vegetation. Den voksede stærkt i bredden. I tidens løb blev slikaflejringer navnlig i øst og nord – en stærk medvirkende kraft til opbygningen af øen.
På den allerstørste del af øen har sandflugten været eneherskende. Her blev der dannet de mange klitter i flere rækker. Flere steder har man forsøgt at stemme op for vildskaben. Ved Juvre har man i det 17. århundrede ved hjælp af hegn og diger dæmmet op for den. Måske har Toftum gjort det samme med Dyssebjergene.
Bebyggelsen startet i Vikingetiden
Bebyggelsen af øen synes efter de ældste bynavne at dømme – at være foregået i vikingetiden. De første spor dateres dog tilbage til stenalderen, hvor jægere og samlere udnyttede øens rige dyreliv og omkring hvad der kunne fanges i Vadehavet.
Øens beboere levede af det, der kunne dyrkes på de sandede jorde. Desuden blev jorden ofte oversvømmet.
Man tænker først på den brede badestrand
De andre byer synes at være yngre. Øens 600 mennesker er fordelt på 19 bylag.
Kommer man til Rømø i dag, er det første man tænker på Lakolk og den brede badestrand.
Kom man ned til Havneby, så man 6-8 tarvelige huse, der endda ikke alle var beboet men i 1795 var her 31 huse. Mere end 20 stykker er sunket til grus. Her var også et hvilehjem for over-anstrengte kvinder.
Nord for Havneby går turen over engene til en lille høj lige ved havet. Her i nærheden fødtes skibsrederen P. Mærsk Møller, fader til A.P. Møller.
De søfarendes kirke
Og så må vi da nævne den specielle kirke. Den er viet til Sant Clemens – de søfarendes helgen. Her kan man sandelig også se den maritime historie. Den er beliggende i Kirkeby.
Den blev allerede anlagt i 1200 – tallet og en af de ældste kirker i området. Dens oprindelige romanske stil kan spores i den ældste del af bygningen særlig i den massive granitkonstruktion og de karakteristiske rundbuede vinduer. Gennem århundreder har kirken gennemgået flere ombygninger og udvidelser.
Økonomisk opblomstring
I 1600 og 1700-tallet oplevede Rømø en økonomisk opblomstring, særlig på grund af den store indtjening ved hvalfangst. Mange kaptajner, skippere og almindelige søfolk deltog.
Beboerne ernærede sig primært med fiskeri og indsamling af østers, muslinger og tang inden de søgte arbejde på større skibe. Det var fra slutningen af 1600-tallet frem til midten af 1800-tallet. Rømø-borgerne udviklede unikke søfartskompetence.
40 kaptajner på Rømø
Man tog hyre på hollandske, tyske og danske skibe. På Rømø kom der også et pænt antal lokale skibe. De drev også lidt kysthandel. I 1750 var der 40 kaptajns – familier på Rømø. De fiskede ved Svalbard og ved Grønland.
Man fangede og udvandt olie af hvaler i de kolde farvande. Det var et farligt arbejde.
Det maritime er fremherskende i kirken
Tårnet på kirken er fra 1200 og har tjent både som klokketårn og sømærke.
Indendørs er Rømø Kirke præget af et usædvanligt rigt barokinteriør. Kirkerummet er er udsmykket med farvestrålende træskærerarbejder, der vidner om forbindelsen til det maritime. I kirken er der også modeller af store sejlskibe, der hænger op under loftet. Disse er skænket af taknemlige søfolk og deres familier. Mange af skibene er ret så detaljeret og kan dateres tilbage til 1700-tallet.
Et stykke lokalhistorie i sig selv
Kirkegården omkring kirken er et stykke lokalhistorie i sig selv. Her kan læses om stormfulde togter, dramatiske skæbner og familier, hvis liv var knyttet til havets luner.
Befolkningen var isoleret
Rømøs placering betød at befolkningen var isoleret. I lange periode især i vintersæsonen var sejlads umulig. Før dæmningen var man afhængig af færgeforbindelse. Og den fungerede kun, når tidevandet tillod det.
Dæmnings – arbejde fra 1938
Allerede i 1800-tallet begyndte myndigheder og beboere at drøfte mulighederne inspireret af dæmningsprojekter i Tyskland og Holland.
Efter Første Verdenskrig opstod tanken igen. I 1930erne vedtog man at projektet skulle være et beskæftigelsesprojekt. Man besluttede at projektet skulle være en jorddæmning. Der blev etableret adgangsveje, midlertidige boliger til arbejderne. Vadehavs-miljøet var ikke det letteste miljø at arbejde i. Byggearbejdet blev iværksat i 1938. Men hurtigt opstod der materialemangel grundet Anden Verdenskrig.
Alligevel fortsatte projektet delvis. Det meste foregik med håndkraft. Man havde enkelte maskiner. Mængden af materialer, der skulle flyttes, var enorm. Stormfloder og isdannelser satte arbejderne på udfordringer. Men alligevel kunne man i 1948 indvie dæmningen.
De flotte kommandørgårde
Rømøs højeste klit hedder ”Høst”. Her ligger stadig nogle af de flotte kommandørgårde, er i den grad viser velstand. Her er fine trædekorationer og hollandske kakler og søkort på væggene.
De hjemvendte skippere havde medbragt eksotiske genstande, porcelæn, smykker og tekstiler fra fjerne egne.
Mens mændene ofte var væk i årevis, tog kvinderne ansvaret både for husholdningen, børneopdragelsen og driften på gården.
Ændringer i de internationale handelsmønstre førte til et gradvist fald i løbet af 1800-tallet. Mange søfolk fra Rømø fik arbejde på handels – og passagerer skibe. Mindet om Rømøs storhedstid som søfartssamfund lever videre i sagn, navne og traditioner.
Kæmpe forsvarsanlæg på Rømø
Under Anden Verdenskrig blev Rømø en strategisk position for den tyske besættelsesmagt. Der blev opført bunkeranlæg og forsvarsanlæg langs kysten.
I 1948 blev Rømø-dæmningen indviet. Pludselig var øen ikke mere isoleret men forbundet til fastlandet. Øen friske havluft og brede strand tiltrækker turister fra hele Verden men især af tyskere. Sommerhusområder og campingpladser skød op.
Er Tønder Kommune forberedt på klimatilpasningen
Stranden er blevet centrum for mange aktiviteter som veteranbiltræf, dragefestival, Herkules – fly – landinger og en masse andre ting. Spørgsmålet er om det hele er bæredygtigt. Hvad med klitlandskabet? Hvad med samspillet mellem natur og landskab? Er grænsen for tilstrømning ikke ved at være noget?
Er Tønder Kommune forberedt på klimatilpasningen og den forhøjede vandstand? Og hvad med dæmningen, er den klar til fremtiden? Denne dæmning er i høj grad med til at præge Rømøs nutid og fremtid.
I fremtiden står Rømø ud for nye udfordringer. Klimaændringer og stigende havniveauer truer med at ændre landskabet. Øens infrastruktur skal løbende tilpasses for at beskytte både beboere og besøgende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Rømø
Ballum
Lige i nærheden