Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Billeder fra min historie

Oktober 27, 2008

Billeder fra min historie

Af Jens
– Chr. Kjær, Brande

Tønder i 1960’erne. Søndergade,
Frilandsvej, Brorsonsvej, Tved Plantage m.m.
 

Jeg blev født i Slesvig by, døbt
Tranebjerg på Samsø, konfirmeret i Brande, blev gift i Brande og har
fået tre børn i Brande. Fra Samsø kan jeg ikke rigtigt huske, men
kun, hvad der er mig fortalt sidenhen.

Far var bibliotekar i Tranebjerg, mor
hjalp til og det gjorde jeg såmen også. I hvert fald så lykkedes
det mig engang, at tage en ordentlig bid af reolen, men måske var det
en stor hjælp alligevel. Det var også her jeg forsøgte, uvist af
hvilken grund, at slugen en daler (2 krone, de var det tidspunkt nærmest
på størrelse med dagens fem’r) nå mor fik den dog banket ud igen,
så det gik.

En fru Nielsen boede overfor biblioteket,
jeg besøgte hende, da vi havde boet et par år i Tønder, og ville
op og gense Tranebjerg. Til venstre for biblioteket lå der et gartneri.
og længere ned ad gaden boede min bedste ven Bjarne, hvis far var cykelsmed.

Selvom vi kun boede til jeg var fem
år nåede jeg sammen med andre at lave ulykker. Overfor og til venstre
for fru Nielsen lå skolen dengang og deres toilet bygning syntes vi
manglede noget, så vi tog os det job at male dørene, og guderne må
vide, hvor vi fik det fra, men den maling vi brugte, var desværre tjære,
så dørene og vi så ikke specielt godt ud. Dørene stod der endnu,
den gang jeg besøgte Fru Nielsen efter et par år i Tønder.

Jeg har også fra Samsø et evigt minde
i form af en flækket lillefinger negl på venstre hånd, som kom i
klemme i en bildør, alt er tilgivet, det var en folkevogns boble.

Som skrevet, så flyttede vi til Tønder,
da jeg var fem år gammel. Far arbejde som bibliotekar ikke længere
alene, men med flere kollegaer. Det var et spændende bibliotek. Stort
i forhold til Samsø. Et kæmpe børnebibliotek og voksen afdeling,
og ikke mindst en i dag ganske utænkelig ting, en læsesal, hvor der
var absolut stilhed, ve den der bryd den stilhed. Der var i forbindelse
med læsesalen et mikrofilm bibliotek, yderst spændende for en knægt
som mig.

Da vi senere, som elever, gennem folkeskolen,
blev ført nærmere ind i biblioteksystemet hemmeligheder, var det min
far, der underviste, men på tidspunkt, var jeg langt forud for mine
skolekammerater af helt naturlige årsager.

Vi begyndte i Tønder med at bo i Søndergade
12.

Skråt overfor var der købmandsforretning
og lidt længere henne ad vejen mod Vidå lå bageren. Gik man lidt
i den anden retning og drejede til højre hed vejen Vidågade og her
lå min børnehave, fortsatte man, kom man til min fremtidige skole
Tønder seminare Øvelseskole (senere Holmeskole og  et lille stykke
derfra) 
 
 
 
 
 

For at gøre Søndergade færdig, hvis
man gik videre end bageren fik man Uldgade på højre hånd og kort
derefter på venstre hotellet. Krydsede man Vidå, så lå Friluftbadet
på venstre hånd lidt på vej mod Grænsebyen Sæd.

Der lå også en Cykelsmed på Søndergade
hen mod torvet, her fik jeg min første cykel og med den, og tiden derefter,
cyklede jeg tønder by og omegn tynd.

Vi flyttede fra Søndergade til Frilandsvej
32. Et ret nyt kvarter med parcelhuse lettere forskudt for hinanden
og dog sammenbyggede. Her havde vi en hyggelig Fru Thorsen, som på
det nærmeste fungerede, som en reserve bedstemor for os blandt andet.
Haven stødte op til den næste række parcelhuse og her boede Bredager,
som var politimand. Han havde 2 sønner, Niels og Jens. Han havde selvfølgelig
en schæfer, som jeg, så vidt jeg husker, var en rigtig god politihund.
Han fik en ny schæfer, jeg kan ikke huske hvorfor, men ny stor krabat
af en hund, jeg husker at jeg fik en tur i hækken engang, da tillod
mig, at snakke med politimandens Jens på deres grund. Hunden så sit
snit til at farer ud og forsvare en del af sin flok. Jeg trak mig hurtigt
bagud uden at se hvorhen, og endte i hækken inden Fru Bredager fik
kaldt på den. På det tidspunkt gik det op for mig, at vi da vist havde
en hybenrose hæk. Samme hund, fik desværre forkærlighed for små
babynumser, og det gik jo ikke, så den blev aflivet. Bredager fik en
ny hund, der mest af alt lignede Pluto, og mindst lige så kærlig,
jeg tror ikke rigtig, det lykkedes Bredager, at få gjort den til en
politihund. 

Vi var tre Jens’er på Frilandsvej,
lille, mellem og store Jens (jeg var den store). På samme gade boede
en af mine bedste venner og skolekammerater, Hans Christian også. Vi
var en gang på cykeltur til Trøjborg, det er en gammel borgruin med
vandgrav omkring. Her fangede Hans Christian en snog, som han partout
skulle have med hjem, og det ku’ ikke gå hurtig nok, så han nåede
hjem længe inde, jeg fik mig aset hjem. I min klasse var der 3, der
hed Per. Den ene var jeg ikke specielt ven med, kan ærlig talt ikke
huske hvorfor, men sådan var det, han boede på Grev Schacksvej. Per
Frederiksen havde en tvillingsøster, som hed lise, de boede i området
ved Ryttergade, hvor også Flemming og Ebbe(Ebbe’s far var mælkemand,
ja det kunne man godt være dengang) boede. Den sidste Per, var min
bedste ven, mens jeg boede i Tønder. Per Bro Pedersen boede på Leos
alle. Hans far var lærer, og vi havde ham til Sløjd. Han flyttede
til Fyn, hvor de i øvrigt var kommet fra, det var hans fars lærergerning,
der afgjorde hvor de boede. Det gjorde det også for Hans Christian,
da hans far var i militæret. Pigerne i klassen, ja, jeg var måske
ikke den mest opmærksomme på dem. Vi havde 4, der hed Ulla, den ene
hed Ulla Petersen, en anden Ulla Børsen Nielsen. Der var også en Jette
Ostermann. Jeg har lige fundet min gamle poesibog, det er derfor jeg
lire navne af. En Solveig Hubsmann og Helga H. samt Rosvitha og Sonja
Thomsen. Her er nogle af drengene som også var i min klasse, Leif,
Bjarne, Erling, Hans Jørn og Rainer Gerlach. En hemmelige kæreste
havde jeg også (hun vidste det for eksempelvis heller ikke) var Elisabeth,
hun boede på hjørnet af Ribe Landevej og Grev Schacksvej. Ikke langt
fra hende lidt længere ude ad Ribe Landevej boede min dansklærer,
som på forbindeligtvis demonstrerede, hvordan man burde holde på sin
blyant, ligesom jeg gjorde, bevist, idet han slog den ud ad hånden
på mig i et øjebliks fravær, så den røg gennem det meste af klasseværelset. 

Nå, men inden vi flyttede fra Frilandsvej
32 til Brorsonsvej nr. 27 (en nabogade) nåede jeg så også lige, at
brænde vores legehus af, sådan. Det var vist ikke alle, der synes
at vores have levede op til de gængse standarder, men den var brugbar
for os børn. 
 
 
 
 

Jeg tror kun vi boede på Brorsonsvej
et års tid, inden vi flyttede igen, men inden da fik jeg da lejlighed
til at afprøve fars samlede udvalg af tobak. Pibe, cigaretter og cigarer,
jo jeg var stor i hatten – et ganske kort stykke tid, jeg blev så syg
af det, at jeg troede, at det var sidste, jeg skulle. Sympati skulle
man lede længe efter, der var ikke noget at hente hos min far, han
syntes, jeg havde godt af det. Og fik ret – det var det bedste, for
jeg prøvede ikke den fornøjelse sidenhen.

Vi flyttede tilbage til Frilandsvej,
denne gang til nr. 10. Haven stødte op til Aalykkes hus, sønnen Leif
var mit store forbillede de år, han var noget ældre gik i lære som
elektriker, jeg ville også være elektriker, når jeg blev ældre –
helt sikkert. Jeg var engang med ham ude til et job. Vi kørte på hans
scooter, og jeg havde aldrig før hørt så megen sværgen og banden,
som da han satte den loftlampen op (jeg har sidenhen fået forståelse
for fænomenet). Leif fik senere en Volvo 544, også kaldet væltepeter,
det lykkedes i hvert fald Leif at vælte med den i et sving, måske
med lidt for meget fart på, men jeg tror også jeg kan huske noget
med en pludselig haglbyge. Nå men det med elektriker faget var ikke
noget der holdt, hverken for mig eller Leif, han blev politimand, og
jeg besøgte ham langt senere på Færøerne, hvor han var udstationeret.
(et PS. så vendte han tilbage til Tønder, som politimand)

Før der blev bygget på parallelvejen
til Frilandsvej, Schradersvej, var der her kolonihaver. På et tidspunkt
syntes jeg, det var sjovt, at gå rundt derover, og gøre forsøg med
lidt bål – i det små selvfølgelig. Et af stederne, ved et træ mislykkedes
det, og jeg forsatte videre. Jeg kom senere til at se mig tilbage, og
opdage at det mislykkede forsøg var blevet en succes, idet træet på
nærmeste stod flammer, nå måske i røg, men jeg fór tilbage for
at slukke ilden. Det ville ikke rigtig lykkes, ikke før jeg fik hjælp.
Desværre var det vores gamle nabo politibetjenten Bredager, så det
kom ikke til at foregå i stilhed på hjemmefronten. Og helt uskyldig
kunne jeg jo ikke se ud, da fars lighter dukkede frem af lommerne. Jeg
har fortrængt, hvad straffen blev, men jeg har lighteren i min besiddelse
i dag.

Nogle af de andre drenge på min alder
synes, at det med lystfiskeri i Vidå var sagen, så på et tidspunkt
skulle jeg jo også prøve. Men hvilken skuffelse. Det lykkedes mig
at få fisk på krogen, men halvvejs oppe til broen, hvor vi stod på,
sprang den af igen. Det havde jeg simpelthen ikke tålmodighed til,
så jeg tog hjemad igen med min fiskestang, line og krog. På vej hjem
var uheldigt rigtigt ude, og jeg fik krogen i låret. Det var ikke en
helt almindelig krog, det var nemlig tre i en krog, og de to af dem
sad i låret. Heldigvis var der ikke langt til cykelsmeden på Carstensgade,
og den klarede han let og elegant, om end ikke uden smerter. Det var
så den sport.

Apropos sport, så var det også i
Tønder, at far forsøgte, at få mig til at spille tennis, men mit
håndled var ikke af den stive slags, så det blev til badminton. Vi
trænede på Tønder Kommuneskole. Vi havde en træner og  var
9 spillere, så det var ret intenst undervisning. 

Jeg var med i spejderbevægelse i Tønder,
som ulveunge. Vores leder boede på Ryttergade. Selve møderne foregik
på hjemmeværnets gård (jeg mener at huske at det var det den blev
brugt til), jeg kan ikke huske præcist hvor, men et sted i nærheden
Ulriksalle og Viddingherredsgade. Vi brugte en del tid i Tved plantage,
og jeg kan se, at spejderhuset er flyttet derud nu.  
 

 
 
 
 

Jeg var i hvid gruppe og fik navnet
Mongo, hvilket er et desmordyr, det var jeg rimelig stolt af. Når det
var mørkt havde vi lys på cyklerne, og det var af den type kaldet
NEFA lygter. Når man skruede toppen fast lyste vidunderet. Vi brugte
dem også til at kaste med – op i luften, mens de var tændte, det
var sjovt. På spejderlejr kom vi også – oppe ved Juelsminde. Det v
ar sjovt og dejligt. Engang fik en eller anden af de store drenge den
ide, at man på skrømt skulle begrave (selvfølgelig en af de mindre)
i strandkanten. Vedkomne skulle så gemme sig, for at det skulle se
rigtig ud. Til middagsmaden manglede der så en spejder, og lederne
kunne ikke rigtig finde ud af det, indtil der var en der gjorde opmærksom
på den sandhøj, som angiveligt skulle indeholdet vedkomne spejder,
stor var lettelsen for lederne, da det viste sig, ikke at indeholde
en begravet spejder. Den udvalgte ulveunge, blev kaldt frem, fra sit
gemmested og heldigvis fik lov til at spise med. Det var jeg glad for,
eftersom det var mig, der midlertidig var blevet begravet.  
Jeg nåede at blive både gruppeassistent og gruppefører for hvid gruppe,
inden vi forlod Tønder.

I det før omtalt friluftsbad lærte
jeg at svømme. Vi var engang i fjernsynet, og fremviste de forskellige
trin i undervisningen, jeg svømme rundt, sammen med andre med hænderne
på et korkbrædt og fremviste perfekte benspjæt.

Jeg nævnte badminton før, lidt lystfiskeri,
der gik i fisk, der var også andre ting, som ikke gik helt som forventet.
Før badminton prøvede jeg også fodbold. Fodboldbanen lå på det,
der nu er den nyeste del af Nygade mellem Schradersvej og Ribe Landevej.
Det foregik på den måde, at jeg kom til træning, fik at vide, at
jeg skulle tage pladsen som venstrewing, og i øvrigt følge den anden
wingspiller på modsatte side, under hele træningskampen. Det gjorde
jeg så, og aldrig har jeg været med til en mere uinteressant sport.
Jeg så ikke bolden i den times tid det varede. Det blev så også min
eneste gang på et fodbold hold, badminton vandt, der får man i det
mindste bolden hele tiden uanset om man vil det eller ej.

I Tønder tiden er også den tid, hvor
vi jo hvert år, så Storken bygge rede ikke ret langt fra skolen, jeg
tror vi i Tønder havde 2 par hvert år (fra 1956 til 1963). Vi havde
endnu en trumf, vores skolegård grænsede ud til en afstikker af Vidå
og der havde vi det meste af tiden, et svane par at se på og fodre.
Drama blev det også til, når der var en svane for meget.

Jeg nævnte før Schradersvej, da de
begyndte at bygge, kom der jo ofte lastbiler med materialer til byggepladserne.
En gang sad en stor lastbil med hænger fast i mudderet. Falck sendte
deres lille kranbil derover, men det hjalp ikke rigtig noget. Så kom
den mellemste, uden at der skete meget ved det. Det var først da den
store kranbil ankom at det lykkedes, prøv at forestil jer en lastbil
med hænger og tre kranbiler foran, det var rigtig spændende for os
drenge i kvarteret. Ved et arrangement, hvor der også var amerikansk
lotteri, vandt en af mine søstre et gavekort. Det endte med at jeg
fik det, det var ”en dags vagt hos Falck i Tønder”. Alle tiders
drengedrøm, det var jo ikke gået i dagens Danmark, hvis det havde
været i dag, så var min søster taget af sted. Nå men jeg fik lov
af klasselæren, at bruge en dag på Falckstationen, mod at jeg fortalte
for klassen bagefter, det sidste der, var jeg ikke specielt glad for,
at sidde der oppe foran alle de andre og fortælle, men det gik jo alligevel.

En af de ting jeg også fik afprøvet
var at være bydreng. Jeg blev bydreng for en isenkræmmer forretning
i Vestergade ikke langt fra Handels- og landbrugsbankens domæne, det
var her jeg fik min første bankbog, som jeg vandt i en eller konkurrence
med 100 kr. på bogen, en fyrstelig sum, synes jeg dengang. Det var
heller ikke langt fra biografen. Som bydreng kørte jeg vare ud, fejede
fortov og andre småting. Forretningen havde også udlejning af tallerkner,
bestik og andet udstyr hertil. En af de længere ture var med en græsslåmaskine.  
 
 
 

Jeg kørte på Long John cykel fra
Tønder ud til omtrent der, hvor i dag Vestre omfartsvej møder Nørre
Landevej, det var dengang langt ude og det var meget varmt den dag.
Det der med porcelæn udkørsel var min store skræk, men ikke desto
mindre, hvorfor køre tre gange når man kan køre en gang. Resultatet
giver næste sig selv, jeg kunne knapt styre cyklen og det endte med
et brag på hovedgaden. Og det endte også her med at være bydreng,
ikke så meget uheldet, men mere at der ikke var tid til de vigtige
lektier, mente mine forældre.

Da vi flyttede i 1963 glippede kontakten
til klassekammeraterne desværre. Jeg vendte tilbage til Tønder for
en kort bemærkning i 1971. I 3 måneder havde jeg residens på Tønder
kasserne, som rekrut inden vi blev afsendt til Karup Flyvestation for
mit vedkommende.

Far havde fået stilling som bibliotekar
i Brande og flyttede først, ligesom han i øvrigt også havde gjort
ved flytningen fra Samsø til Tønder. Vi kom i sommeren 1963 og flyttede
ind i det nye boligkompleks Lejerbo på Ørbækvej, den gule blok. Det
var dengang, den sidste bygning indenfor bygrænsen ud ad Ørbækvej.
Det år begyndte jeg i 6. klasse på Præstelundskolen. Det var stadig
med opstilling klassevis i gårdspladsen og indmarch ligeledes klassevis,
det ændrede sig heldigvis senere. Jeg fik straks kontakt en kammerat
fra parallelklassen, Leo. Han boede længere ude af Ørbækvej i dag
nr. 48. Overfor deres hus dengang gik en grusvej fra Ørbækvej til
Brandlund Mose og videre til Nedergaardsvej. Lige kort efter krydsningen
af vore dages Nordlundvej lå der en gård, den hed officielt ”Nordlund”,
men vi kaldte den altid ”Pjaltenborg” på grund af dens dårlige
tilstand. Det var vejen til vores Eldorado, Heden og mosesøen, hvor
jeg har tilbragt rigtig megen tid ude.

Vi fik vist lavet en del drengestreger,
som vist alle unger gør, men et par stykker hænger endnu i hukommelsen.
Der var stadig reminiscenser fra tørvegravningstiden ikke langt fra
Pjaltenborg. Herfra ”lånte” vi engang nogle olietønder som vi
brugte sammen med andre materialer til at lave en flåde, vi satte i
mosesøen. Den kunne vi dog ikke rigtig ha’ for os selv, så vi havde
et træfninger med andre af de lokale knægte omkring den. Senere ”lånte”
vi også en robåd, der lå ved søen. Vi roede rundt på søen og gemte
båden et andet sted. Det var vist sagfører Midtgaards båd, og politiet
var ude i området for at finde den igen, og eventuelt gerningsmændene,
det sidste lykkedes ikke, men vi mistede båden.

Jeg drog meget rundt derude alene,
men også med Leo og Mogens. Det var dengang, der fandtes et tårn ude
i nærheden af Gumblebjerg. Det var UFO tårnet, en gittermast med en
UFO lignende top. Den var vi oppe og klatre i, selvom den havde set
bedre dage og egentlig ikke skulle bestiges. Det var rent faktisk beregnet
til at observer fra også UFO’er. Den er taget ned for mange år siden,
jeg tror noget masten stadig ligger derude sidste jeg var i nærheden
(ca. 2004)

Mens vi boede i Lejerbo havde vi en
overgang en kolonihave. Den lå der, hvor det gamle Birkehuset og Ørbæklund
ligger i dag.

Langs Drosselvænget gik en grusvej
i min tid og et bøgehegn, som endte i en lille gran og fyrplantage. 
I bøgehegnet havde vi vores klatretræer. En af de største havde vi
fortificeret med pigtråd således at vi kunne have den for os selv.
Med os mener jeg os fra Lejerbo. Mosevænget drenge ville vi ikke have
med. De prøvede og det lykkedes også en enkelt gang for en af dem
at komme helt, men så havde vi nødudgangen. Nødudgangen, var ikke
for sarte forældre, det var at kurer ned på ydersiden af træet grene.
Vedkommene indtrænger forsøgte at følge efter, men endte på skadestuen
med brækket arm. Det var også i dette hegn at jeg fortsatte min passion
for bål. 
 
 
 
 

Det var fuldstændig under kontrol
, på æres ord, men det synes sagfører Midtgaard ikke det var. Han
blev fuldstændig tosset over det, og mor måtte ned og slukke bålet
helt. Stor ballade over ingen ting syntes vi. Det forhindrede ikke mig
i at have bål midt inde hans lille fyrlund tæt på hans hus, han boede
i huset forenden af dagens Drosselvænge. Det forhindrede heller ikke
at en af Lejerbo’s piger fik sat ild i den græsmark, hvor i dag Lejerbo’s
røde blokke ligger.

Mellem Lejerbo og sagfører Midtgaards
hus lå som skrevet den lille fyr- og gran plantage. Mellem den og det
der blev Børnehaven Ørbækhaven lå der en mose, som vi også brugte
megen tid på, blandt andet havde jeg fundet en hurtig rute tværs over
den, og man skulle ikke træde ved siden af. Det var egentlig lidt underligt
at man partout lagde en legeplads her til børnehaven.

I skolen fik jeg lidt af en overraskelse,
idet jeg kom til at gå i 6.c, det var for mig nedtur. I Tønder var
en klasse med den tilføjelse ’c’ en hjælpeklasse, og det synes
jeg jo ikke ligefrem var nødvendig. Det tog lidt tid inden det gik
op for mig, at det kun var et spørgsmål om antal elever, der bestemte
hvor langt man nåede op i alfabetet.

I forhold til Tønder var 6. og 7.
klasse i Brande noget af en nedtur. Jeg kom fra Tønder Seminarium Øvelsesskole,
og selve dette øvelse betyd, at vi (Tønder) var længere fremme med
mange ting i forhold til metoderne i at undervise. F.eks. havde jeg
haft engelsk i 5. kl., og skulle nu til at starte forfra i Brande, der
kedede jeg mig bravt (det var før individuelt undervisning). Det andet
var danskundervisningen, som jeg synes var alt for gammeldags og tung,
og jeg var absolut ikke gearet til den form. Pigerne i klassen, var
desuden alle som én, forfordelt frem for drengene med den dansklærer
vi havde.

Jeg er fra den årgang, der havde lærere
som Hr. O. Nielsen, Aa. Nielsen, A. Norup, Peter Nielsen, Hauch, P.
Andersen, Housted, Hr. Jørgensen, K.G. Stuckert og flere, som jeg ikke
lige kan komme på.

 
7. kl. markerede dog en ændring på visse områder, idet vi fik fru
Hauch til formning og Annelise Munch til sang. Med Hauch havde jeg dog
en lille kontroverser med hensyn til hvordan, en bestemt keramik ting
skulle laves, men vi kom dog over denne lille detalje, så senere, som
murer havde Leo og jeg lidt småjobs. Annelise Munch og måske skulle
vi holde på formerne, det var Frk. Munch dengang. Hun fik klassen til
sang, og havde på forhånd fået at vide, hvem der var ballademagere,
og dem var der nogle stykker af, så da time skred fremad begyndte de
at røre på sig. Men frk. Munch var trods sin nyuddannelse ikke til
at spøge med, hun slog ned med hård hånd, og de formastelige fik
ordre til at stå op resten af timen, ikke noget med udenfor døren,
eller op til skoleinspektøren (det var på det tidspunkt Tage Bundgaard
Lassen), og det hjalp, der var ingen ballade resten af det år. Samme
år giftede hun sig med Niels Truelsen på Nedergaard.

En gårdvagt var normalt en af lærerne
der gik i skolegården og holdt øje med os unger, og ikke alle var
lige gode til det. Der var aldrig ballade, når det var Peter Nielsen,
som jeg havde til gymnastik og biologi. En ganske speciel herrer var
Hr. O. Nielsen, læg mærke til Hr., det er absolut ikke nogen tilfældighed,
der var respekt omkring den lærer. Han var den eneste lærer, der kunne
tillade sig, at have gårdvagt fra læreværelset, sådan. 
 
 
 
 
 
 

Efter konfirmationen (vi havde pastor
Rasmussen) og 7. kl. skiltes klassens elever i tre retninger. Min ven
Leo gik ud og blev læredreng på Brande Møbelfabrik, der arbejdede
hans far på lageret. Der var flere der gik ud her og begyndte deres
virke i industri, butik og landbruget. Hovedparten tog reallinjen, de
fleste piger gik den vej. Resten, de tiloversblevne (knap så bogligbegavede)
samt nogle fra Uhre skole gik i 8. og 9. kl., og her fulgte jeg med.  

Vi fik Fru Truelsen til klasselære.
Det gik lidt bedre her de sidste år i folkeskolen, jeg fik også knyttet
kontakt til parallelklassen, nemlig Mogens og Kurt. Mogens boede klods
op af skolen på Præstelunden. Kurt kom ude fra gården Sønderlund
på Sdr. Ommevej.

I 9. kl. var vi i erhvervspraktik 2
gange. Første gang var jeg hos arkitekt Kristensen, som boede og havde
tegnestue på Johannes Hansensvej. Her brugte jeg lidt tid på en lego
(modulex) model af hans forslag til det nye bibliotek som skulle ligge
ved siden af SMP-centret. Den opgave fik han ikke, den gik til Wilhelm
Thorn. Den udformning som den fik, faldt ikke i DOMO (arkitekt Kristiansen)
som havde tegnet SMP-centret, han havde hellere set en forlængelse
af de linjer som han havde udstykket. 
Anden gang var jeg i praktik hos murermester Mouritz Pedersen. Jeg endte
med at få en lærekontrakt med ham.

Jeg begyndte 1.8. 1967 med en tre år
og otte måneder lang uddannelse til murer. Første læreår havde jeg
den fyrstelige løn af 1,50 kr. i timen. Til at begynde med var arbejdstiden
også indbefattet lørdag formiddag. Vi byggede bl.a. Thorn huse, Folkehuset,
men ellers nogle få stykker om året Mouritz havde 2 lærlinge til
at begynde med. Da Ingolf, som var den ældste blev udlært, var jeg
den sidste han havde. Han stoppede med murerfaget et par år efter at
jeg var udlært i foråret 1971, og blev pedel i Vejle. Han døde kort
tid efter. Mouritz var udlært hos sin far Kjeld Pedersen, der var en
rimelig stor murermester. Hans bror blev også udlært her, men tog
derefter en anden retning her i livet, det var Eric Storel.

Samtidig med at jeg begyndte læretiden
sprang Leo fra møbelfaget og gik også i lære som murer hos Erik Olesen,
Eriks lillebror Bent Egebjerg Olesen var i lære hos murermester Jens
Johannesen. Vi blev udlært alle tre samtidig. Leo søgte arbejde andet
steds i sidste ende i Skibbild. Jeg var først hos murermester Jørn
Frank Jensen i Fasterholt, hvorefter jeg blev indkaldt til militæret.
Efter et årstid der, tog jeg på teknisk skole i Herning og tog TF
2 eksamen. Sommeren 1973 var jeg hos murermester Jens Nørgaard, Brande.
Fra august 1973 til juni 1975 tog jeg HF. Også sommeren 1974 var jeg
hos Jens Nørgaard. Ville egentlig, som planen var, have taget til Ålborg
for at studerer ,men opgav skolebøgerne. Hjalp med at flytte Brande
Bibliotek fra Herningvej til Centerparken i januar 1975. Gik lidt ledig
hvad angår murerfaget, men begyndte hos Bent Egebjerg Olesen afbrudt
af kursus på tekniske skole og Lo skolen. Jeg blev hos Bent indtil
1979, hvor jeg havde et freelance job hos Chr. Bagger, Esbjerg. Siden
hos W. Rahn Jensen, det var specielt rundbue byggeri i Brande Hallerne,
jeg stod for, og lille smule ved Lejerbo’s rækkehuse på Fuglevænget.
Jens Johannesen, som i øvrigt også var udlært hos Mouritz, var jeg
hos i 1981-82. Det blev til mere i murerfagets efteruddannelse bl.a.
gibspuds og byfornyelse. Det blev også til lidt hos Sigfred Jacobsen
i Blåhøj; Enok Hansen, Brande; og et smut til Grindsted hos Spaabæk,
endvidere til muremester Herluf Zülau Jørgensen, Ikast. Men ryggen
holdte ikke rigtigt til det, og efter et par ture nede hos kiropraktikeren,
så valgte jeg at blive reparations – og flisemure hos først Erik
Rasmussen, Herning, sidenhen hos Ole Kirkegaard også Herning. 
 
 
 

Herefter, ja herefter stoppede jeg
min virke i murerfaget i 1989 og gik til Brande Hallerne, først som
halassistent siden som halinspektør.

Cirka 11 år efter stoppede jeg på
grund af stress og valgte at satse på industri hos Ravns vinduer og
døre også kaldet Kernevinduet, nu kun Kerne. Det var i udleveringen
som lager- og pakkemester. På grund af problemer med fodtøjet endte
det med et kontor job samme sted, som logistikmedarbejder og lidt salg.

Se fotos på www.kjaersweb.dk

Se også www.brande-lokal.net

www.dengang.dk hører gerne fra dem, der bliver omtalt
i artiklen.
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder