Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

En sønderjyde krydser sit spor

September 14, 2008

Af Sven Petersen  

Sven Petersen er journalist på
magasinet ”campingferie.dk”. Han har skrevet denne interessante
artikel om kz – lejren i Ladelund ikke langt fra grænsen. Sven der
er ”Tynne – knajt” ligesom denne sides redaktør siger bl.a.
”Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet
lige efter krigen, så jeg skal tilbage til Medelby og Ladelund igen.”Fra
Svens fødeby var der ansat arbejdsledere og vagtpersonale i lejren
i Ladelund. Artiklen har været bragt i en anden version i
campingferie.dk”.
 

  • Et uventet indblik i en
    glemt (eller fortrængt?) fortid

 

Det sker af og til, at man pludseligt
konfronteres med begivenheder eller forhold fra barndommen og ungdomsårene,
som man aldrig har hørt om. Det skete for mig en grå, trist vinterdag
for et par år siden på en campingtur hjemme på min fødeegn nær
grænsen. Siden 1971 har jeg boet på Sjælland. 

Fortiden
dukker pludselig op

Ved indtjekningen på Camping Mitte
i Medelby lige syd for den dansk/tyske grænse fik min kone og jeg et
bundt turistbrochurer stukket i hånden – blandt dem et lille hæfte
med forslag til en cykelrute, hvor man cykler på tværs i grænselandet
og snart er på den ene, snart på den anden side af grænsen.

Ved læsningen af cykelbrochuren blev
min opmærksomhed pludselig fanget af henvisningen til et mindested
for en kz-lejr i Ladelund vest for campingpladsen i Medelby. En kz-lejr
i Ladelund??? Umuligt! – det havde jeg aldrig nogen sinde hørt om.
Brochuren fortalte, at der i 1944 – blot 1½ år før jeg blev født
– havde ligget en koncentrationslejr kun 18-20 km fra mit fødehjem
på Bylderup-kanten. Godt nok er det nord for den dengang noget stærkere
markerede grænse, både fysisk og mentalt. Men alligevel…

Allerede før jeg kom i mellemskolen
i Tønder, var jeg meget historisk interesseret – ikke mindst i forholdene
under 2. verdenskrig. Bl.a. havde jeg samlet en større samling af flyveblade
og andet propagandamateriale – men en kz-lejr i Ladelund…!?!

Min nysgerrighed var vakt – og min
kones med. Vi læste videre i cykelrutebrochuren, at der i Ladelund
var et såkaldt permanent udstillings- og dokumentationscenter. Så
næste dag kørte vi de 11 km til Ladelund og fandt straks bygningerne,
som rummer kz-museet. Et skilt med ordene KZ-Gedenkstätte sendte os
ned ad en sidevej ved kirken. 

Rystende
skildringer

At udstillingen ligger ved siden af
kirken, er ingen tilfældighed, fandt vi ud af. Det var nemlig her,
ofrene fra lejren blev begravet. Udstillingen er en studiesamling, som
til stadighed indsamler og videreformidler dokumentation om de grufulde
forhold, fangerne levede og døde under.

En mulig forklaring på, hvorfor der
aldrig blev talt om, at der havde eksisteret en kz-lejr så tæt på
mit trygge barndomshjem, kan måske være, at den ”kun” nåede at
fungere som kz-lejr i 6 uger, fra 1. november til 16. december 1944.

At der til gengæld var tale om en
ren dødslejr, retfærdiggør ikke dens korte eksistens.

Fra 1938 og indtil nov. ’44 havde
Ladelund-lejren været en af de mange såkaldte Reichsarbeitsdienst-lejre,
dvs. arbejdslejre, hvor alle unge, tyske mænd skulle aftjene 6 måneders
arbejdstjeneste før den egentlige værnepligt. De blev sendt ud i arbejde
på egnens gårde, hvor fædrene og sønnerne var udskrevet til militærtjeneste
ved Tysklands forskellige fronter. Herudover var de sat på opgaver
til gavn for lokalsamfundet, fx dræningsprojekter, vejbyggeri osv.
I den periode rummede lejren omkring 200 personer.  

Et forrykt projekt

Hen mod slutningen af 1944, hvor situationen
på Tysklands forskellige fronter blev mere og mere desperat, befalede
Adolf Hitler, at der tværs over landet, et par kilometer syd for grænsen
til Danmark, skulle graves en dyb panserværnsgrav. Det såkaldte Projekt
Friesenwall. Dette vanvittige byggeprojekt skulle udføres af fanger
fra Neuengamme. Arbejdslejren i Ladelund skulle være en såkaldt Aussenlager,
men inden da blev lejren forsynet med højt, dobbelt pigtrådshegn samt
4 vagttårne, men ingen ekstra beboelsesbarakker. Den 1. og 2. november
blev mere end 2000 fanger sendt fra Neuengamme i kreaturvogne. De blev
stuvet sammen i de bygninger, som hidtil havde huset de nævnte 200
RAD-arbejdere. 298 af de godt 2000 fanger overlevede ikke de 6 uger
i Ladelund. Der var ingen danske fanger imellem. Dertil lå lejren for
tæt på grænsen.

Udstillingen fortæller, hvordan de
forhutlede og forkomne fanger tidligt hver morgen, trods stærk underernæring
og sygdom, blev kommanderet ud nord for landsbyen for med håndkraft
at grave den dybe grøft. Tegninger og samtidige fotografier viser,
at panserspærringen endte med at være 4-5 meter bred og over 3-4 meter
dyb. Den strakte sig de 14 km fra Ladelund til Süderlügum. Man kan
endnu enkelte steder finde spor af den i landskabet.

KZ-fangerne stod ofte ret op i 11 timer
og skovlede i iskoldt vand og slam, udsat for tilråb og prygl fra de
hårdhændede vagter. Mange døde under arbejdet, og lokalbefolkningen
var vidner til, hvordan de døde hver dag blev ført fra lejren til
kirken på simple vogne. Og her rører udstillingen ved et ømtåleligt
emne: 

Hvad vidste
de lokale om forholdene i kz-lejrene?

Omkring dette ømtålelige spørgsmål
synes jeg, at udstillingen er meget præcis; alle i landsbyen kunne
dagligt følge, hvordan fangerne blev gennet til og fra tvangsarbejdet.
Desuden er der dokumentation for, at mange i den lille landsby udmærket
var klar over de grusomheder og den brutalitet, fangerne var udsat for
i lejren et par km uden for byen. Udstillingen fortæller, at mange
havde den indstilling, at fangerne var gemene forbrydere, som blot fik
deres velfortjente straf.

Men sådan var det gudskelov ikke alle,
der havde det. Det gør et dybt indtryk at læse de gribende beretninger
om, hvordan enkeltpersoner forsøgte at hjælpe de stærkt udhungrede
fanger ved at gemme lidt mad til dem ude i området, hvor de skulle
arbejde. Ofte blev det opdaget, og de barmhjertige blev truet med selv
at havne i lejren. Ligesådan er det bevægende at læse de beretninger,
som børn lige efter krigens afslutning kunne give om deres iagttagelser.
Hvordan de om natten trak dynerne op over hovedet for at lukke skrigene
fra lejren ude.

I forbindelse med mit arbejde med denne
artikel har jeg haft kontakt med dokumentationscentrets daglige leder,
fru Karin Penno-Burmeister, som fortæller, at der netop fra den landsby,
jeg stammer fra, var en del personer, som var ansat som bl.a. vagtpersonale
og arbejdsledere i lejren. Der var tale om personer fra det tyske mindretal.
Fælles for dem var, at de aldrig fortalte venner, naboer og familie
om deres arbejde, når de var hjemme. Jeg synes godt nok, historien
kommer tæt på.  

Fangerne fra Putten

Blandt de 298, som ikke overlevede
opholdet i Ladelund, var den største enkeltgruppe 110 hollændere –
alle fra den lille by Putten, ca. 60 km øst for Amsterdam. Natten til
1. oktober ’44 havde en modstandsgruppe beskudt et tysk Wehrmacht-køretøj,
hvorved en tysk officer var blevet dræbt. Som hævn befalede den ansvarlige
for Wehrmacht i Holland, at alle byens mandlige indbyggere skulle deporteres
til tvangsarbejde i Tyskland – og landsbyen brændes ned. Hvilket
den blev.

I alt 540 havnede i Neuengamme; kun
49 kunne efter krigen vende hjem til Holland. Siden er Putten ofte blevet
kaldt Hollands Oradour eller Lidice. 

En præst af en særlig støbning

At man efter krigen har helt nøje
styr på, hvem der ikke overlevede de umenneskelige forhold i Ladelund,
skyldes alene én person, Pastor Johannes Meyer, som var præst ved
sognekirken i Ladelund, den luthersk-evangeliske St. Petri Kirche. Til
ham transporteredes dagligt de døde fanger, pakket ind i papirsække.
I gennemsnit 50 om ugen. Over hver enkelt bad han et Fadervor, før
han så nænsomt som muligt begravede dem i fællesgrave i kirkegårdens
nordlige udkant. Gravene ligger der den dag i dag. I kirkegårdens forlængelse
ligger dokumentationscentret. Selve lejren lå et par km nord for byen,
op mod den danske grænse.

Minutiøst førte Pastor Meyer i det
skjulte lister med de data, han kunne skaffe sig om de enkelte. Lejrens
officielle dødsårsag var som oftest lungebetændelse. Men pastor Meyer
var godt klar over, at døden som oftest skyldtes underernæring eller
brutal vold fra fangevogternes side. Efter krigens afslutning førte
han alle navne og personlige data ind i kirkens begravelsesregister,
ligesom han personligt tog kontakt til de pårørende, hvor det var
muligt. 
 

Forsoning

Dette medførte tilnærmelser og forsoning
mellem befolkningerne i Putten og Ladelund.

I 1950 besøgte 130 pårørende gravene
på kirkegården i Ladelund, og de første tiltag bliver gjort for at
oprette et mindested. Hvert år markeres begivenhederne dengang med
højtideligheder i kirken og centret, og der lægges kranse og blomster
ved gravene. Da vi besøgte stedet, lå der friske blomster.

I 1989 blev dokumentationscentret oprettet
og udvidet i 2006. Der er permanent udstilling, ud over at der afholdes
foredrag og filmforevisninger, ligesom der arrangeres undervisning af
skoleklasser. Der er gratis entré til centret, som regnes for at være
det ældste KZ-Gedenkstätte i Tyskland.

De første år efter krigen blev barakkerne
i lejren, som ligger et par km nord for landsbyen, brugt som flygtningelejr.
Den sidste barak blev revet ned i 1970. I dag er området igen udlagt
som landbrugsjord. I en lille mindelund mellem vejen og marken er der
en mindesten og en stålskulptur. 

Offer for kollektivt hukommelsessvigt?

Hvordan kan så grufulde gerninger
have fundet sted så tæt på det trygge lokalsamfund, hvor jeg levede
de første 18-20 år af mit liv, uden at jeg havde hørt rygter om det
på egnen? Jeg ved med garanti, at mine forældre, som var ærkedanske
af sind og skind, ville have været åbne og fortalt, hvad de vidste.

Men jeg kan godt huske, at tiden i
grænselandet var til forsoning dengang. Krigen var forbi, man skulle
leve videre i fordragelighed. Der havde godt nok i krigsårene været
nogle åbenlyse smuttere, men dem havde retsvæsnet eller modstandsfolkene
taget sig af.

Jeg er slet ikke færdig med at få
styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så vi skal tilbage
til Medelby og Ladelund igen. Bl.a. har jeg ikke fået helt styr på,
hvorfor lejren blev nedlagt efter blot 6 uger som egentlig kz-lejr.
Og så har vi i øvrigt aldrig besøgt Frøslevlejren, som heller ikke
ligger så langt fra campingpladsen i Medelby.  

Se
Svens billeder fra Ladelund – under fotogalleri.
 

Litteratur, adresse og links: 

KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte
Ladelund

Raiffeisenstrasse 3

D-25926 Ladelund

Tlf. +49 (0)4666 449

www.kz-gedenkstaette-ladelund.de/ 

www.gedenkstaetten-uebersicht.de/ 

www.grenzroute.com/SEEEMS/2.asp 

Udstillingskatalog på dansk fra

KZ-Gedenk und Begegnungsstätte Ladelund

Kr. 20,- 

Turistbrochure:

Grænseruten & Nordsø-Østersø-Ruten

– en cykelguide over det dansk-tyske
grænseland.

Udleveres gratis på alle lokale turistbureauer 

Tak det Sven`s interessante og
tankevækkende artikel. Husk at kigge på hans fotos i
”Fotogalleri”. Sven har lovet at vende tilbage med flere interessante
artikler.
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov