Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønders Dansksindede

Juli 24, 2008

Advarsel: I denne artikel
forekommer der citater på Synnejysk, Tynne
– plat og tysk.
Hør om ”Sangkrigen”. Om det røde underskørt
ved revolutionen i 1918. Om manden fra Rørkær, der protesterede over
for landråden. Og om den danske hær,
der ikke var større end ”Æ Feuerwehr i Affenrå”.
Læs også om, da Deutscher Verein arrangede særtog til Tønder. Købmændene
måtte ikke bruge seminariet til at deres medarbejdere kunne lære dansk.
 

I 1905 ankom en bagermester
fra Als til Tønder. Tænk, at Tønder skulle få en dansksindet bagermester.
Thorvald Petersen var hans navn. Og noget af det første han gjorde
var at opsøge en anden ”stor” dansker i byen, redaktør Skovrøy.
Det var en stor skuffelse for bagermesteren. Skovrøy havde valgt at
holde sin mund og føre pennen. Talte man med en tysker om Skovrøy
sagde denne på ”synnejysk”. 

  • Ja, Skovrøy
    han æ jo dansk. Dæt æ ham, dæ skrywe i æ avisse, men det måt han
    jo å brumm for.

 

Bange for at vise deres
sindelag

Jo, tyskerne respekterede denne
redaktør. Fra 1882 – 84 var han redaktør af Vestslevigsk Tidende,
der senere overgik til Flensborg Avis.

Mange borgere var i Tønder
var faktisk bange for at vise deres sindelag, og det havde økonomiske
grunde. Derfor gik de med i Singerverein, Familienverein, Schützenverein
og i æ Feuerwehr.

Efter genforeningen kom en
af de unge hjem, og spurgte faderen, der havde givet udstryk for glæden
snart igen at kunne rejse Dannebrog: 

  • Jamen Fae æ
    vi da richte danske?

 

Danskheden havde dårlige
kår

Mange borgere i Tønder så
ned på lille Danmark. De mente at hæren ikke var større end 

  • at æ Feuerwehr
    i Affenrå ku arreste´dem.

 

Danskheden i Tønder havde
dårlige kår. Mange piger fra de oprindelige danske hjem blev gift
med tyske seminarister og blev dermed tysksindede. En del af dem drog
syd på, og bosatte sig der. De unge, der skulle aftjene deres værnepligt
i den tyske hær, blev bidt af de flotte uniformer og det tyske. Og
en stor del af de dansksindede udvandrede i årene efter 1864 til Danmark.  

Trusler, hvis man lejede
ud til dansksindede

Da man i 1898 indkaldte til
et møde på Skyttegården for dansksindede, var der 46 underskrifter
fra 19 sogne i Tønder Amt. Blandt dem var det kun en nærringsdrivende.
Men værten på Skyttegården ville blive boykottet, såfremt mødet
blev en realitet. Tyske embedsmænd i Tønder havde stor indflydelse.
Men det var især landbefolkningen omkring Tønder der protesterede: 

  • Vi er gode nok,
    når vi handler i Tønder, når vi kommer til bys til fredagsmarkedet,
    men vi skal vise de gode folk i Tønder, at vi kan klare os uden dem.

 

I 1901 blev Tønder Landmandsbank
en realitet. Krigsverein forsøgte at ekskludere de tysksindede
borgere, som var blevet bankens aktionærer. Enkelte kom dog bestyrelsen
i forkøbet og udmeldte sig. Andre lod deres koner skrive under på
aktien.  

Legater kun til tysksindede

Der var masser af fattigdom
i Tønder dengang. Men Tønder havde mange legater man kunne søge.
Desværre viste det sig, at de legater kun blev tildelt den tyske del
af befolkningen. Således spurgte en mor om hun ikke kunne få hjælp
til datterens konfirmation: 

  • Nej hvad tænker
    De dog på. Deres mand er jo fra Danmark, så må Danmark ernære Dem
    – ”å ejsen må De hunge”.

 

Da Thorvald Petersen i 1919
kom i byrådet rejste han problemet med legatuddelingerne. Svaret var: 

  • Sie sind ja dänische
    Untertanen, mit denen haben wir nichts zu run

 

Dansksproget avis

Der var ikke mange dansksindede
i Tønder by. De danske stemmer ved valgene fra 1890 – 1903
varierede fra 13 – 28. Trods alt, nåede man som det ses, 28 i 1903.
Men der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget alvorligt for at samle
de dansksindede.

Flensborg Avis gjorde ellers
en masse for, at de dansksindede skulle kunne læse en avis på dansk.
Redaktør Jessen udsendte en udgave, der kostede 2 mark i kvartalet.
Hovedudgaven kostede 3 mark. Ja tre gange om ugen kunne man også få
Det lille Blad
til kun 1 mark.  

Tynne – plat

Folkesproget i Tønder var
dansk eller nærmere sønderjysk. De fremmede sydfra talte tysk, en
del dog plattysk, og enkelte fra det frisiske område talte frisisk.
Min far og og andre talte det specielle sprog Tynne
– plat:
 

  • De æ da sørgle,
    hvenn folk o jen aa sam Bildugsstufe wegen politischen Gründen it kan
    vorker (verkehren) mæ enan

 

Bedemanden på tysk 
og synnejysk

I slutningen af 1890’erne
var budet på rådhuset samtidig bedemand og dermed en yderst vigtig
person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte
han turen med at træde ud på rådhustrappen iført sort tøj og høj
cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han
måtte bære det over den ene arm. Stolt skred han over torvet og trådte
ind til købmand Oluf P. Olufsen. Pigen tilkaldte fru Olufsen, og når
bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen
havde taget stilling i den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig
og højtidig mine: 

  • Sie werden gebeten
    Donnerstag Vormittag um halbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzten
    Ruhestätte zu begleiten.

 

Derefter bukkede bedmanden
højtideligt og fruen hilste ligeledes og når dette ceremoniel var
vel overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han
menneske igen og sagde jovialt på Synnejysk:  

  • De forstov æt
    da vel nok, madam, de va jo o torsda`formerra klok hal ellå.
  • Jo, tak, de æ
    da viss, maat æt int vææ en cigar?
    , svarede købmandskonen, og
    så fortsatte den videre samtale på synnejysk.

 

Børnene i skolen fik stærke
pålæg om ikke, at måtte tale dansk på legepladsen, og at de skulle
tale tysk derhjemme. 

Mahnzettel

Betalte man ikke sin skat rettidigt
fik man en Mahnzettel (påmindelse), som kostede 30 penning,
og så havde man frist i 14 dage. Om den gamle kæmmer Carstensen fortaltes,
at han brugte en anden form over for skatterestanterne. Når han gik
sin morgentur, så åbnede han folks døre: 

  • Sku`vi så ha`den
    skat ?

 

Deutscher Verein kommer
til byen

Byrådet i Tønder var enige
om, at man ikke ville have Deutscher Verein til byen. Man anbefalede
borgerne i Tønder ikke at melde sig ind. Men så let gik det ikke.
Deutscher Verein havde foreninger rundt om Tønder. Og den 16. januar
1909  havde man lagt op til et kæmpe møde. Ekstratog var sat
ind og Tonhalle var stuvende fuld. Efter en to times tale var afslutningssalutten
fra dr. Hahn: 

  • Deutsch werden
    wir bleiben, und wenn es nicht anders geht, dannwalte es Gott und das
    kalte Eisen! Bismarck hat gesagt: Das kalte Eisen ist noch immer gut
    gewesen.

 

Derfter talte landråd Rogge,
om danske mænd, der havde brudt deres ed med kejseren. Men der var
ingen fra Tønder by, der var på talerstolen.

Resultatet var dog, at der
blev oprettet en lokalråd af Deutscher Verein  med 11 indvandrende
embedsmænd.  

Tre byrådsmedlemmers tur
til Slesvig

I 1910 var stillingen som borgmester
ledig i Tønder. Borgmester Rathje var kommet i strid med landråd Rogge.
Landrådet var stærk interesseret i bedre byggeskik og forbød, at
man lagde paptag på den nye ”elektricitetsbygning”. Derfor nedlagde
Rathje sit hverv i protest. 

En ny borgmester skulle søges.
De tre af ansøgerne til embedet, som magistraten havde udsøgt, talte
til et møde på Tonhalle. Nogle dage efter, afgav vælgerne deres stemme.
Resultatet blev at anden – borgmesteren i Slesvig, Plewka fik det
langt overvejende flertal af stemmerne.  

Byrådet var meget grundig.
De indhentede oplysninger om ansøgernes kvalifikationer. Plewka var
en meget dygtig kommunalmand. Men for nu at gøre det så grundig som
muligt, vedtog man på et meget hemmeligt møde i byrådet, at tre af
rådets medlemmer skulle rejse til Slesvig for at udforske, hvad befolkningen
mente.

For nu ikke at vække mistanke,
så rejste de over Hamborg dertil. De havde iført sig hvide kitler,
så de lignede hestehandlere, så ingen skulle opdage deres ærinde.
Stor var deres overraskelse dog, da på banegården i Slesvig blev mødt
af en herre med disse ord: 

  • Å, det er vel
    de herrer fra Tønder, må jeg ikke have den fornøjelse at vise Dem,
    hvad der her i Slesvig er sket under Plewka`s styre.

 

Manden viste dem rundt i Slesvig,
bl.a. også i værtshusene, hvor borgerne overalt kunne fortælle om
de fortræffeligheder, Plewka havde gjort. De tre herrer fra Tønder
kunne ikke ryste deres ufrivillige fører fra sig, og han var også
vært ved et aftenmåltid.  

Kampen om Æ Punchsti

Bølgerne kunne gå højt i
byrådet kort før 1. verdenskrig.. De gæve kromænd fra Skibbroen
satte alt ind på at få en vej bygget fra Skibbroen til jernbanestationen,
den senere meget omtalte Punchsti.
Hvert hus havde næsten sin egen beværtning. Man sagde dengang: 

  • Vil du til kro`s
    på Skibbroen, så er det det samme, hvilken dør du falder ind ad

 

Når landboerne havde været
til marked ved Sønderport, lagde de vejen til stationen over Skibbroen,
og så kunne det godt hænde, at de fik et par punche undervejs. Derfor
var det lettere at skrå lige over, end at gå ned af Vestergade. Og
det var de sure over i Vestergade. På markedsdagene kunne de få en
god omsætning, når man blev nødt til at gå ned af Vestergade for
at nå toget.

Men kampen mod Vestergade varede
i mange år. Og hvem skulle kroejerne opstille som deres talsmand for
et så livsvigtigt spørgsmål.  

Postsekretær Brodersen

Dagen før byråds – valget
gik postsekretær Brodersen (nej så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie)
og talte med nogle beboere om Punchstien. Han var en kendt og afholdt
mand.

Pludselig gik det op fir værthusholderne,
at ham der Brodersen måtte de have ind i byrådet. Og 24 timer efter
sad Brodersen i Tønder Byråd.  

Først i 1937 kom der en egentlig
forbindelse mellem Skibbroen og jernbanegade, da den nuværende Kongevej
blev etableret og senere vejen ved Slotsbanken.

Det vakte stor modstand i byrådet
at den gamle Punchvej skulle have navnet Kongevej. Det gamle navn vakte
så gode minder.  

Plewka blev også uening
med Landråden

Borgmester Plewka blev også
uening med den tyske landråd og tog sin afsked i 1917. Den stedfortrædende
borgmester, købmand Johannes Paulsen havde jobbet indtil 1920.

Borgmesteren var samtidig politimester,
og for det fik man den fyrstelige løn af 300 mark om året. 

Bergmann og de fire natvægtere

Tønder havde kun en politibetjent,
Bergmannsom vi har beskrevet i en anden artikel. Hans opgave var også,
at se efter om man overholdt Polizeistunde
kl. 23. Mange kroer havde et kighul i indgangsdøren. Og det havde det
også i Humlekærren. Var det ”Der hohe Rat
, der sad derinde, så forsvandt han skyndsomst: 

  • denn ich habe
    immer gesagt, mit den hohen Herren soll man sich’s nicht verderben.

 

Vi må sandelig ikke glemme
de fire nattevægtere. De fik samme løn som politimesteren. Deres arbejde
bestod i at vække bagermestrene. Men også mod passende betaling vække
de borgere, der skulle tidligt op og nå det første morgentog. Man
skulle også holde øje med ildebrand og sørge for ro og orden. De
blev også drillet – disse nattevægtere. En vittig sjæl fik dem til
at ansøge byrådet om en sabel, fordi de havde politimyndighed. Og
de måtte have den vittige sjæl til at hjælpe med ansøgningen. Det
kneb nemlig med skrivefærdighden for natvægterne. 

80 danske stemmer

I 1912 var det glædens dag
for de dansksindede i Tønder. Man var nået op på 80 danske stemmer
i die rein deutsche Stadt Tondern.
Og det blev fejret på Landschafliches Haus (Hostrups Hotel).
Men hvis postpakmester Carlsen offentlig havde tilkendegivet, at han
havde stemt dansk, ville han øjeblikkelig være blevet fyrret.  

Aufenhalt für Menschen

Samme år blev Læseforeningen
oprettet i en tilbygning til Tønder Landmandsbank. De dansksindede
begyndte at mødes, og man sang danske sange. Tilslutningen blev bedre
og bedre. Men ak og ve. Pludselig fandt myndighederne ud af at vinduerne
var 5 cm for smalle. Stuerne egnede sig ikke til ”Aufenthalt für
Menschen”.
De dansksindede lavede et forsøg med deres mest kraftige
medlemmer. De kunne uden problemer komme ud af vinduerne.  

Og det parakdosale var, at
lokalerne straks ved krigens begyndelse blev beslaglagt af det tyske
militær til køkken, skomagerværksted og andre formål. Da egnede
lokalerne sig alligevel til Aufenthalt für Menschen.

Problemet var at Tønder Landmandsbank
ikke havde anmeldt en ombygning. Inden beslaglæggelsen fik de dansksindede
lov til at holde et afsluttende møde med fremvisning af lysbilleder.
Der kom ikke mindre end 66.

Men nu stod man pludselig uden
et møde sted. 

Verdenskrigen brød ud

Den 1. august fik man pludselig
andre ting at tænke på. Henimod aftenen ringede Kristkirkens stormklokker.
Verdenskrigen var brudt ud.

Dagen efter kom den tyske kredslæge
Schröder glædestrålende springende ned af amtshusets trapper: 

  • Na, endlich hat
    die erlösende Stunde geschlagen

 

Dansksindede blev arresteret

I løbet af søndagen begyndte
man arrestationen af de dansksindede. Mange borgere havde forsamlet
sig for at skælde ud på de dansksindede. Normalt levede man i fred
og fordragelighed i Tønder. Men fra denne dag skete der noget. Der
blev spyttet på de dansksindede.

I  Vestergade kunne man
høre: 

  • Heraus, Heraus
    mit Euch!

 

De dansksindede blev sendt
til Altona. Efter forhør blev man sendt hjem. Men man skulle selv betale.
Og i Tønder kiggede man på de lødsladte ”danskere” som om de
var fredløse. Der gik rygter om, at grev Schack, bankdirektør Rossen
og redaktør Skovrøy var blevet skudt.  

Allerede efter en uge, blev
der igen foretaget anholdelser. Dennegang blev man ført til politifængslet
i Flensborg.  Derefter gik turen til det nye gymnasium, der endnu
ikke var blevet indviet. Flere blev ført til Navigationsskolen.

Myndighederne følte sig ikke
forpligtet til selv at skulle levere maden, så det måtte de indsatte
selv bekoste. 

Skideballe af Landråden

Da de dansksindede skulle lødsladels
skulle de underskrive en erklæring om at de ikke måtte vise ”ikke
– tysk sindelag”. De blev afleveret ordnungsgemäss
i Tønder hos landråd Böhme. Han beskyldte de anholdte, for at have
sået gift i befolkningen: 

  • Men når Tyskland
    går sejrrigt ud af denne krig, vil der ikke blive tålt en gnist af
    danskhed (Nicht ein Funke von dem, was dänisch ist, wird gedultet werden).
    Den, der ikke ville forholde sig rolig, måtte rejse over grænsen.

 

Og ikke nok med det. Landråden
holdt efterfølgende enetale med hver enkelt. Men det ville Hans Brink
fra Rørkær ikke finde sig i. 

  • Og det vil De
    byde mig, hvis slægt har boet her
    i hundreder af år, mens De hr. Landråd, lige er kommet hertil.

 

Tønder Læseforening fortsætter

Tønder Læseforenings arbejde
blev genoptaget i december 1918 på det nuværende Hostrups Hotel. 
Men tiltrømningen blev større og man fortsatte i Stadt Kopenhagens
store sal.

Samarbejdet i byrådet mellem
de dansksindede og tysksindede foregik fint. Man var meget opmærksomme
på byens trivsel.  

Revolutionen og det røde
underskørt

Den tyske revolution ramte
Tønder i november 1918. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte,
at den røde fane blev hejst på rådhuset. Borgmester Paulsen måtte
til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort.
Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Og folkemængden
indtog en truende holdning. Man da trådte Pauline Poulsen til. Hun
gav reolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet
blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets
flagstang.

Folkemængden jublede over
at se revolutionens symbol udfolde sig, og situationen var reddet.  

Hjælp til Tønder

En hel jernbanevogn med tøj
til uddeling ankom til Tønder. Kort tid efter kom der flere vognladninger
med fødevarer. Det var Danmarks befolkning, der havde samlet sammen
og borgerne i Tønder var meget taknemmelige. Byen havde lidt hårdt
under 1. verdenskrig.  

Danskkursus uønsket på
seminariet

Købmændene i Tønder ville
gerne have, at deres medarbejdere fik lært dansk. Man manglede dog
et sted, hvor dette kunne foregå. Man spurgte på det tyske seminarium: 

  • nein, das werden
    Sie wohl anderswo bekommen können.

 

Det lykkedes dog at få lokaler
stillet til rådighed hos Goodtemplarlogen  

Travlhed hos de dansksindede

Den 10. januar 1920 fik man
i Tønder besked på at freden var sluttet, og at afstemningen skulle
foregå den 10. februar. De dansksindede fik travlt. Befolkningen i
Tønder vidste meget lidt om Danmark. Fra tysk side havde man i generationer
søgt at fremstille Danmark som et lille usselt og fattigt land. Førende
for denne agitation var Tondernsche Zeitung

De plakater, som de dansksindede
hængte op, blev lige så hurtig pillet ned af de tysksindede. Og ikke
mange forretningsindehavere turde at sætte plakater op for de dansksindede.  

Første Dannebrog siden
1864

Den 2. februar kom de engelske
besættelsestropper, 60 mand. . Til tonerne af Tipparary drog englænderne
gennem byen til seminariet. Forrest gik en karl fra Solvig med et stort
Dannebrogsflag. Det var det første, der blev set i Tønder siden 1864.  

Modtaget med Slevig
– Holsten sangen

Op til afstemningen kom der
tog nordfra. Men der var ingen flagallé i Tønder til at tage imod
de dansksindede. I stedet for stod flere hundrede tyske børn og sang: 

  • Schleswig
    – Holstein meerumschlungen

 

Resultatet blev efter en valgdeltagelse
på 91,4 % 

  • 750 stemmer for
    Danmark
  • 2.448 stemmer
    for Tyskland.

 

Men som bekendt tilhørte Tønder
1. zone . Det var på forhånd givet at Tønder kom med til Danmark.
Afstemningen var en ”en – bloc”
afstemning. De dansksindede var udmærket tilfreds med at have fået
26,2 % af stemmerne.  I 1907 havde man været hel nede på 4 %
og ved byrådsvalget i 1919 var man på 19 %.  

Tyskerne ville stjæle Dannebrog

Et flot dansk flag var foræret
af flagfabrikant Weilbach fra København. Og valgresultatet blev fejret
på Tonhalle. Da mødet var forbi ville en række tyskere stjæle det
danske flag. En kamp på sange foregik. Tyskerne sang Slesvig – Holsten
visen, mens de dansksindede gik i gang med ”I alle de riger og lande”.
Der kom ikke til egentlige kamphandlinger. Der blev ringet til de engelske
soldater, der kom og fik lagt en dæmper på tyskerne.  

Nordslesvig ville til danmark

Resulatet for Nordsleswig var: 

  • 75.000 stemmer
    for Danmark
  • 25.000 stemmer
    for Tyskland

 
 

Dansk i Tønders Byråd

Det vakte dog opstandelse den
24 marts i Tønder Byråd, da to dansksindede medlemmer proklamerede
at fra nu af ville man tale dansk i byrådet. Skræddermester Petersen
udtalte: 

  • Jeg forstår
    ikke dansk, må vi få en tolk. Jeg opfordrer de tysksindede til at
    forlade salen.

 

Uro i Tønder

Tønder Håndværkerforening
ville gerne have så meget af Tønders sydlige opland med, men det var
ikke så meget at gøre ved det. Fra tysk side protesterede man, og
kæmpede stadig for at få Tønder med i Tyskland. Uroen kunne mærkes
i Tønder. Forholdene blev tilspidset.

Der faldt lidt ro over gemytterne
den 5. maj, da de danske soldater ankom. Men roen var kun kortvarig. 

Kronemønten blev indført
den 20, maj, men toldgrænsen ved Kongeåen blev ikke samtidig ophævet.
Situationen var kaotisk.  

Den 4. juni blev der erklæret
generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra
1.60 kr. til 2.00 kr. Formanden for handelsforeningen indkaldte til
borgermøde. Man organiserede borgerhjælp.

Man forlangte at dansk politi,
der lige var ankommet skulle beskytte arbejderne på værkerne. Man
det ville politiet ikke, i stedet gjorde de danske dragoner det. De
blev dog trukket tilbage igen efter forhandlinger med amtmanden.

Markens stadige fald gjorde
ikke situatioen i Tønder bedre.  

Den 17. juni blev jernbanerne
overtaget. Aftenen forinden dampde de sidste tyske lokomotiver syd på.
Samme nat blev de nye røde danske postkasser oversmurt. Det var hvis
nok den sidste tyske heltegerning.  

Kilder:

  • Se litteratur
    Tønder

 

Relevante artikler:

  • Hvorfor var
    Tønder tysk?
  • Sagaen om
    lokomotivfører Anders Andersen, Tønder
  • Tønder før
    og efter Genforeningen
  • Tønders historie
    – efter 1900
  • Udvandring
    fra Tønder

 
 
 
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder