Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Besættelsen på Østerbro 2

Juli 24, 2008

Til 31. juli 1944.

Schalburg
– folk skød efter politiet. Tysk soldat endte i damernes omklædningsrum.
En kvindelig stikker blev afsløret i Faksegade. Et nedstyrtende fly
i søerne dræber 2. Langelinje –
Pavillonen bliver ødelagt. 400 kg. Trotyl ødelagde Riffelsyndikatet.

En sygeplejerske er
millimeter fra at blive dræbt af en vildfaren kugle fra Schalburg
– kasernen.
 

1. april 1944

225 Schalburg – folk ankom
kl. Ca. 12 til Hovedbanegården fra Ringsted. Under marchen gennem byen
kom det til spektakler i Bredgade og på Østerbrogade. Civile medløbere
slog løs på folk på fortovet, bl.a. med gummiknipler og Todenschlägere.
Når politiet blandede sig, truede Schalburgfolkene med pistoler og
maskingeværer. 2 civile personer blev i ambulance ført til Kommunehospitalet.

Der blev også affyret skud.
En politimand fik et slag i ansigtet. Uden for kasernen på Blegdamsvej
blev en politimand anholdt af Schalburgfolkene.

Da der var tilbagemarch kom
der også til uroligheder. Et par udrykningsvogne fra politiet blev
beskudt. 

Kl. 23.54 meddelte Station
3, at der var sendt personale til Lille Triangel, hvor der på en af
Sporvejenes arbejdsskure var anbragt 2 tyske plakater, som bl.a. omtalte
strejker i Berlin. De indeholdt også en opfordring til tyske soldater
om at nedlægge våbene. Tyske soldater kom til stede og fjernede plakaterne. 

4. april

Kl. 21.45 blev det anmeldt
fra Rigshospitalet, at de blev beskudt. Et geværprojektil var på Frederik
den Femtesvej trængt ind på en sygestue i Afdeling H.1. I Sygeplejerskeboligen
samme sted, hørte nogle sygeplejerske projektiler prelle af mod muren
og et projektil trængte gennem et vindue ind i et thekøkken, hvor
det gik gennem ”Hovedtøjet” (Kappen) på en sygeplejerske, som
opholdt sig der. Ingen blev dog ramt.

Vagtposterne ved bagsiden af
den nærliggende kaserne, Blegdamsvej 23, der beboedes af ”Schalburg
– korpset, forklarede at de var blevet beskudt fra Fælledparken.
De havde besvaret skydningen med gevær og maskinpistol.  

Kl. 23.40 blev en kvinde og
senere 2 kvinder og 1 mand på Østerbrogade forulempet af en tysk soldat.
Da de pågældende gik mod Station 7, fulgte soldaten efter. Uden for
politistationen slog han en tilfældig forbipasserende mand ned. Personale
fra Politivagten i Gernersgade konstaterede, at soldaten var SS
– Rottenführer
Nielsen.  

5. april

Lidt før 0.30 hørtes over
store dele af København ca. 5 kraftige detonationer. Det var ”Robådehusene”
i Lystbådehavnen, der blev bombesprængt. 30 – 40 m2 af bådehusenes
tag (selve Promenaden) blev bortsprængt. Alle bådene blev ødelagt.  

Kl. 10.45 blev en politimand,
der med hund gjorde tjeneste ved Malmøfærgen anholdt af gestapo og
overført til Kaffekompagniets Bygning i Frihavnen, hvor han blev afhørt.  

Kl. 12.40 foretog det tyske
Sikkerhedspoliti en undersøgelse i Søpolitiets lokaler. Det skete
i forbindelse med en undersøgelse af illegal udrejse og sabotage. 2
politimænd blev overført til Dagmarhus.  

Kl. 23.00 indfandt 3 til 5
mand sig hos sekretæren for UFA – Film i Webersgade. Han blev holdt
op og frataget nøglerne til filmselskabets kontor, Nytorv 3. Her indfandt
mændene sig senere, holdt en brandvagt op, og antændte filmlageret
i kælderen og på 3. sal. Det skete stor skade på filmene.

Der var melding om en Fantasibombe
i cigarbutikken på hjørnet af Viborggade og Løgstørgade. 

6. april

Medlemmer af Schalburgkorpset
havde forsøgt at skaffe sig adgang til Universitetets Institut for
Teoretisk Fysik på Blegdamsvej ved med maskinpistoler at gennemhulle
en dør omkring låsen.  

8. april

Kl. 12.35 faldt en luftgranat
ned i Kongens Have og eksploderede i nedslaget. En mand fra Østerbro
blev dræbt. Ligeledes blev en kvinde fra Østerbro kvæstet. 

Kl. 23.40 blev Politivagten
rekvireret til Trianglen, hvor nogle tyskere, der var passagerer på
en linie 1 sporvogn hverken ville betale eller forlade sporvognen.  

9. april

Kl.0.12 meldtes om skydning
i Rosenvængets Allé 32. Politivagten fik oplyst, at der var hørt
skud fra Rosenvængets Sideallé 8, hvor der var et stort selskab af
danskere og tyskere. Men ingen kendte noget til skud.  

Kl. 12.20 anmeldte tømrer
Axel Henriksen, Bogensegade 9, at der den forgangne nat flere gange
blev ”ringet på hans telefon”. Hustruen havde taget den, og en
mandsperson havde sagt: 

  • Jeg er
    sabotør! Hvis Henriksen ikke holder op med at arbejde for tyskerne,
    bliver han skudt. Der er ingen pardon.

 

Anmelderen arbejdede som tømrer
ved tyske anlæg på Fanø. Han havde påskeorlov til 11. april.  

10. april

Kl. 18.16 meddelte en sygeplejerske
fra Rigshospitalet, at hun havde hørt skud og set røgen efter det
fra Fælledparken. 

13. april

Kl. 14.07 meddelte Station
7, at sabotagevagt Møller, der boede som logerende hos pakhusformand
Schou, Nordborggade 8 var fundet dræbt i sit værelse. Han lå på
gulvet i nattøj og havde fået et pistolskud gennem hovedet. Der var
ingen skydevåben i værelset. Den dræbte var fra Haderslev. Han var
sabotagevagt hos Nordwerk. Undersøgelserne pegede på, at der om natten
kl. Ca. 2.30 var blevet ringet på døren til lejligheden, hvorefter
der hørtes højrøstet tale, men ingen skud. Antagelsen var, at den
dræbte må være gået til vinduet, hvor han var blevet ramt. 

15. april

Kl. 17. Tysk kriminalpoliti
visiterede i Rosenvængets Allé i en barberforretning, hvor illegale
skrifter havde ligget i vinduet. En malersvend, der fornærmede det
tyske politi, blev anholdt.  

16. april

Kl. 17.25 blev to tyske soldater
i Stockholmsgade afvæbnet af 3 civile pistolbevæbnede mænd, som derefter
forsvandt ind i en ejendom i Lundsgade. En større styrke tysk politi
kom til stede og foretog ransagning i karréen Stockholmsgade – Lundsgade
og Upsalagade. Efter et par timers forløb blev 3 mænd og en kvinde
med oprakte hænder ført bort fra Lundsgade 5.  

Kl. 20.45 blev en ung mand
anholdt på Østerbro efter at have kastet et bundt sedler med antitysk
indhold udfor ”Triangelteatret”. Også uden for andre biografteatre
var der i aftenens løb henkastet antitysk propaganda.  

17. april

Politivagten blev kaldt til
Sundkrogsgade, hvor tre berusede tyske marinesoldater havde begået
hærværk. Den ene marinesoldat blev anholdt, de to andre flygtede.  

18. april

Kl. 13.15 anholdte det tyske
Sikkerhedspoliti to unge mennesker i anlægget ved Juliane Mariesvej.
Tyskerne nægtede på forespørgsel at legitimere sig overfor en gartner,
der overværede anholdelsen. Da han fulgte efter, blev der skudt efter
ham. Hvem de anholdte var, og hvor de blev ført hen, vidste man ikke. 

Kl. 17.17 trængte en tysk
soldat, der havde opholdt sig i Østerbro Svømmehal sig ind i Damernes
Omklædningsrum.  

Kl. 23.05 kom en mand på hjørnet
af Fredensgade og Blegdamsvej i klammeri med for ham ukendte personer.
Den ene tog en pistol frem og skød efter ham, dog uden at ramme, idet
han kastede sig til jorden.  

Kort før midnat var tyske
soldater i indbyrdes slagsmål ved Nordhavn Station. 4 soldater blev
anholdt.  

22. april

Kl. 1.30 blev en Droskechauffør
overfaldet under kørsel af en passager, der med en pistol slog ham
i baghovedet, formentlig i røverisk hensigt. Det skete i Sundkrogsgade.
Chaufføren forsvarede sig, og det lykkedes ham, at få fat i pistolen,
hvorimod passageren undslap.  

23. april

I tidsrummet 21.40 – 22.15
er en række biografteatre blevet angrebet af 3 – 5 mænd bevæbnet
med revolvere. En af disse biografteatre var Triangel – Teatret. De
forlangte at operatøren afbrød filmen og viste et lysbillede – en
karikatur af Hitler, og afspillede en antitysk propagandaplade. 

24. april

Kl. 1.40 blev Politivagten
kaldt til Rosenvængets Allé 32, hvor der var blevet skudt kraftigt
med maskinpistoler. Det er blevet oplyst, at der fra Schalburgkorpset
på A.F. Kriegersvej var affyret 15 skud, fordi der skulle være skudt
på dem, formentlig fra Rosenvængets Allé 32, hvor den tyske marine
havde kontor. 
 

26. april

I tiden fra lidt før kl. 24
til 1.00 er flere personer blevet beskudt i kvarteret omkring Østerbrogade.
Således blev en hollænder antastet og generet af en ukendt mand. Da
hollænderen gav manden et slag i ansigtet med knytnæve, trak denne
to pistoler op af lommen og affyrede en serie skud mod hollænderen,
der flygtede uden at blive ramt. Hollænderen traf kort efter 2 reservepolitibetjente.
Mens han anmeldte forholdet, kom en mand til stede og standsede 5 meter
fra betjentene;

Ha, ha
– Dänische Polizei,
hvorpå han gik et par skridt tilbage og
affyrede 2 skud. Ingen blev ramt af skuddene, og manden flygtede.

Vidner havde set en vogn kørt
i retning af Trianglen. En 3 – 4 huse længere henne standsede den,
og 2 mand sprang ud og forsvandt ind i en opgang på højre side af
Nordre Frihavnsgade, hvorefter vognen på ny med stærk fart kørte
bort mod Trianglen.

Endvidere var en repræsentant
blevet truet og visiteret mens han låste sig ind i en ejendom i I.E.
Ohlsensgade, hvor han boede.

En tjener, der kom ud fra ejendommen,
Østerbrogade 79 var blevet antastet af en person. Pludselig tog han
en pistol op af lommen og sigtede mod tjeneren. Han gik nogle skridt
væk, og affyrede pistolen mod ham.

En reservepolitibetjent blev
beskudt i Fælledparken. 

Kl. 3.50 trængte 15 – 20
sabotører ind på ”Dansk Oliemøller og Sæbefabrikker”, Lyngbyvej
11 og jagede personalet ud på gaden, hvorefter der lød 3 kraftige
detonationer. Det skete stor skade på fabrikkernes maskinhus, keddelhus
og raffinaderi, ligesom der sprængtes en del ruder i de omliggende
ejendomme. 

27. april

Svend Otto Nielsen blev henrettet
i Ryvangen. Man måtte bære ham ud til pælen. Dagen før blev han
dømt af Gestapo. ”John” efterlod sig hustru og en lille datter.

Efter en sabotageaktion natten
mellem den 6. og 7. december 1943 overnattede ”John” og en anden
hos en dame, der hed Hedvig Delbo, Faxegade 3. Hun havde vundet gruppens
tillid. Flere gange havde hun fungeret som logivært. Hvad man ikke
vidste, var, at hun var en effektiv stikker for Gestapo. 

Hun ville hente noget mælk
til kaffen. Men de blev mistænksomme, da det tog lang tid, inden hun
kom tilbage. Da de kommer ud, opdagede de flere mistænksomme biler.
De steg op på deres cykler, og kørte til venstre af Odensegade mod
Østerbrogade.

En sort Opel optog forfølgelsen
af dem. Den lykkedes for den ene at flygte. Men mod John blev der åbnet
ild. Han blev ramt, og styrtede til jorden. Han lå tilbage på hjørnet
af Ryesgade og Østerbrogade. Netop som den første Gestapo mand træder
frem trak ”John” sin pistol og dræbte ham. Der blev nu skudt på
John. Han mistede bevidstheden. 

På Dagmarhus konstateredes
det, at han var blevet ramt syv gange. En tysk læge kunne konstatere,
at han højst havde to timer tilbage, at leve i. Men ”John” døde
ikke.

Dernæst blev han udsat for
tortur. Dette fortsatte de næste mange måneder. Lægehjælp kunne
han ikke få. Den første måned måtte han ikke vaske sig eller komme
på toilettet. En medfange, der også var medlem af Holger Danske, Jørgen
Kieler forsøgte at rense alle sårene.

Til sidst lykkedes det for
Gestapo ved hjælp af en ”cellestikker” at få dømt John.    

Holger Danske – folkene var
hurtig klar over, at det var Hedvig Delbo, der var stikker. I de følgende
dage forsøgte man to gange at likvidere fruen. Første gang måtte
aktionen aflyses, da en kioskejer blev mistænksom, så aktionen måtte
aflyses.

Anden gang på vej til Faksegade
havde den navnkundige ”Flammen” sagt: Godt det ikke er mig, der
skal dræbe hende.
En norsk talende dame dukkede op. Sabotøren
havde bedt om at tale med Fru Delbo. Da hun dukkede op så hun rædselsslagende
direkte ind i en pistolmunding. I det samme blev det skudt. Der lød
et skrig Fru Delbo var ramt. Da der skulle skydes anden gang, klikkede
pistolen. 

Men Fru Delbo var kun ramt
af et skud i skulderen. Holger Danske folkene fik at vide, at hun var
flygtet hjem til Norge. Men ved hjælp af en boghandlermedhjælper i
Wienes Boghandel som kaldte hende Det talende orakel
fik man hende sporet til Sankelmarksgade. Under navnet Dam havde hun
lejet sig ind i nr. 30 – 2.sal.. Tredje gang lykkedes det således
for Holger Danske at likvidere stikkeren. (Se artiklen Sabotørere
og stikkere på Østerbro)
 

2. maj

Kl. 18.30 Ob. 305 Jacobsen,
Station 7 blev såret af skud i højre bryst under forfølgelse i Station
7`s vogn ad Strandboulevarden ved Classensgade af en grå motorvogn
med antagelig falske nummerplader. Det var en mandsperson i C.B. Branduniform,
der i den flygtende vogn skød på politiet med maskinpistol. Vognen
forsvandt. Ob. Jacobsen blev indlagt på Rigshospitalet og skøntes
uden for livsfare.  

Kl. 18.35 blev kraftsstationen
på Frihavns – området sprængt i luften af sabotører. Der skete
stor skade på bygning og maskiner. Sabotørerne hvoraf den ene var
iført tysk officersuniform kørte ind i Frihavnen i en grå personmotorvogn
og forlod området lige før eksplosionerne. 

Kl. 18.48 En grå personmotorvogn
uden nummerplader – ganske identisk med den fra Strandboulevarden
og Frihavnen blev sprængt med bomber, anbragt i vognen af 4 personer.
En politibetjent, blev tilbageholdt under sprængningen. 

4. maj

Kl. 13.35 meddelte Station
7, at der havde været sendt personale til Vejrøgade 6, hvor en fru
Bjarnhof havde følt sig truet af 2 personer, der angav at høre til
det tyske politi. De angav, at skulle tale med Fru Bjarnhofs søn, der
ikke var til stede.  

Kl. 20.25 meddeltes der fra
Station 7, at 2 tyske soldater kort forinden havde opholdt sig på Lyngbyvej
ved Haraldsgade, hvor de forsøgte at sælge pistoler til forbipasserende.
En reservebetjent, der havde observeret soldaterne, hvoraf den ene var
en underofficer. 

6. maj

Kl. 20.30 meddelte Station
7 at der var kraftig skydning i kvarteret omkring Rosenvængets Allé,
A.F. Kriegersvej og ved Schalburgskasernen. Kort før midnat meldes
der om lange salver fra Rosenvængets Allé 32.. Marineposterne er blevet
beskudt fra et nærliggende pensionat.  

7. maj

Politivagten blev tilkaldt
til Strandvejen, hvor der var et heftigt slagsmål mellem tyske soldater
og danskere.  
 

8. maj

Kl. Ca. 23 blev en vagtpost
på Riffelsyndikatet i Frihavnen ”holdt op” af 2 personer, som efter
det oplyste, selv arbejdede på fabrikken. De fratog vagtposten en maskinpistol,
som de kastede over indhegningen til en tredie person, der opholdt sig
uden for indhegningen. Derefter forsvandt alle 3. Sabotagevagter satte
efter og affyrede herunder en del skud. Herved blev en kvinde, der opholdt
sig på Nordhavnens Station ramt i den ene hånd af en kugle. Man formodede,
at de flygtende personer var flygtet ind i Herninggade 2. Tysk politi
blev tilkaldt og ejendommen blev afspærret og undersøgt. Tyskerne
anholdt en mand og transporterede ham bort. 

9. maj

Kl. 6.45 indfandt 2 personer
sig på Reichardts Chokoladefabrik, Nygårdsvej 47, hvor de tvang en
laborant, der arbejdede i virksomheden til at udlevere 2 af sabotagevagternes
pistoler, hvorefter de forsvandt.  

10. maj

Kl. 23.02 blev politivagten
rekvireret til ejendommen, Rosenvængets Allé 32, hvor der blev skudt
kraftigt. Senere blev der meddelt, at posterne ved ejendommen havde
kastet to håndgranater ind i den tilstødende have, hvorfra de mente,
de var blevet beskudt. 

12. maj

Kl. 15.50 styrtede en tysk
flyvemaskine ned i Sortedamssøen ved Fredensbro. Under nedstyrtningen
væltede maskinen nogle træer ved Dosseringen. En tilfældig forbipasserende
mand, bosiddende Sortedamsdosseringen 59 G blev ramt af et omstyrtende
træ, og var død ved ankomsten til hospitalet. Yderligere to blev såret
af nedfaldene træer.  

13. maj

Kl. 8.10 fik station 7 telefonisk
melding om, at skydning fandt sted i Willemosegade. Da Stationens transportvogn
ankom til stedet oplystes det, at det var en sabotagevagt, der boede
Willemosegade 54, der kort forinden var blevet skudt af 3 pistolbevæbnede
personer inde i gården til den nævnte ejendom. Sabotagevagten blev
i hårdt såret tilstand bragt til hospitalet.

De 3 gerningsmænd, der var
på cykel, traf umiddelbart udenfor på gaden en politibetjent, som
de afvæbnede. De tre mænd flygtede fra stedet. 

16. maj

Der blev under et møde i Blindesamfundets
lokaler, Bogensegade 8 uddelt kommunistisk propaganda, trykt med blindskrift.
Den person, der uddelte propagandaskrifterne kunne ikke findes.. 

Kl. 16.14 meddelte Station
3, at havnearbejderne i Frihavnen havde nedlagt arbejdet, fordi det
tyske politi havde anholdt Havnearbejdernes samlede bestyrelse, samt
beslaglagt kassen og kartoteket. Grunden skulle være, at Havnearbejdernes
tillidsmand i Frihavnen i lørdags var blevet afskediget, hvorefter
han gik til det tyske politi. Senere på dagen nedlagde samtlige havnearbejdere
arbejdet.  

Kl. 23.15 blev Politivagten
kaldt til beværtningen, Strandvej 6 H, hvor SS – Rottenführer Robert
Pedersen var så beruset, at han truede gæsterne med sin pistol.  

17. maj

Kl. 22.10 meddelte Station
7, at tre borgere på Østerbro var anholdt af de tyske myndigheder.  

19. maj

Kl. 19.20 trængte 2 personer,
hvoraf den ene var bevæbnet med pistol ind i Oliemøllernes Fagforening,
Middelfartsgade 5 st., hvor de tvang de tilstedeværende til at udlevere
700 kr. 

20. maj

Kl. 11.37 indfandt 4 pistolbevæbnede
mænd sig i Bjelke & Rasmussens Systue, Classensgade 71, 2. De jog
personalet ud, overhældte lokalerne med benzin og stak ild i noget
celluloid, som de kastede fra sig. Gerningsmændene flygtede. Systuen
fremstillede uniformer for Værnemagten.  

21. maj

Kl. 0.30 blev en motorcykelpatrulje
på to mand fra Søpolitiet beskudt, mens de befandt sig ud for Nordhavnsværftet.  

Kl. 14.50 blev Politivagten
tilkaldt til Schalburgkassernen, idet Schalburgfolk havde anholdt 2
civile personer, og slæbt dem ind. Det viste sig, at være to af deres
egne folk.  

22. maj

Kl. 16.45 var der forsøgt
ildspåsættelse hos en familie i Ourøgade 19. Papir overhældt med
en brandbar væske stukket ind af brevkassen. Familien, der påstod
at være politisk uinteresseret slukkede selv ilden.  

Kl.20.45 afspærrede den tyske
Værnemagt en del af Langelinie, hvor der brændte nogle mandskabsbarakker.  

24. maj

Kl. 21.12 blev Politivagten
tilkaldt til ”Dyvekes Kro”, Øresundsvej (Vordingborggade) 55, hvor
man nægtede at servere for en beruset frikorpsmand. 

25. maj

Kl. 11.10 havde det tyske Sikkerhedspoliti
anholdt en person, bosiddende Østerbrogade 84. 

26. maj

Kl. 22.25 blev Politivagten
kaldt til Cafe Bauer i Viborggade, hvor tyske soldater dansede i uniform
og var noget beruset.  

27. maj

Kl. 5.45 er en kvinde anholdt
af tyske vagtmænd på Nordhavnsværftet. Hun blev afhentet af personale
fra Station 7. Hun havde tilbragt natten på et skib, og var af en tysk
marinesoldat roet ind til det pågældende område, og sat af her. Hun
ville blive givet videre til Sædelighedspolitiet.  

Der var i døgnets løb indløbet
melding om Fantasibombe hos Super Service, Blegdamsvej 60.  

Kl. 19.45 havde sabotagevagter
på maskinfabrikken Præcision, Emdrupvej 28 3. set mistænkelige personer
gå over ejendommens gård hen mod fabrikkens lokaler. De bar hver en
taske i hånden. Gennem en rude skød sabotagevagten efter dem, hvorefter
de forsvandt.  
 
 

30. maj

Kl. 4.55 meddelte Station 7,
at en repræsentant var blevet overfaldet ud for ejendommen, Strandboulevarden
114. han havde hyret en taxa på Toftegårds Plads til Strandboulevarden
114, hvor han blev overfaldet af 2 personer, der formentlig var fulgt
efter ham i en bil fra Toftegårds plads. Han blev ilde tilredt. Næseroden
var brækket og øjnene omtrent lukkede efter slaget. Formentlig ligger
der et politisk motiv bag overfaldet.  

1.juni

Station 7 kørte 7.15 til Classensgade
60, hvor nogle tysker forlangte at komme ind. Da det danske politi kom
til stede, blev tyskerne lukket ind. Der blev foretaget en kort ransagning. 

4. juni

Kl. 2.40, skydning fra organisationen
Todt, Upsalagade, hvor der menes, at have været nogle mistænkelige
personer.  

5. juni

Kl. 7.55 blev journalist ”Georg”
fra Politiken, anholdt og ført til Schalburgkasernen, Blegdamsvej 23.
senere blev en dame og et lille barn ligeledes kørt til kasernen. 

6. juni

Om eftermiddagen blev læge
Aage Grut arresteret på sin arbejdsplads på Hygiejnisk Institut ved
Rigshospitalet. Lægen havde siden 1941 været tilknyttet modstandsbevægelsen.
Han var af tyskerne anklaget for at have udlånt sin lægebil til illegale
formål.

I over en uge blev han afhørt.
Da han ikke røbede noget blev der tale om skærpet forhør. To Gestapofolk
og den berygtede Birkedal tæskede løs på lægen. Birkedal med en
ståltrådswire omviklet med gummi. Under mishandlingen besvimede Grut
flere gange. Birkedal tvang ham til at ”holde sig vågen” med snaps
og the. Grut havde fået indre blødninger og blod i urinen. Det blev
nægtet ham lægehjælp. Heldigvis havde Grut gode forbindelser, og
det redede nok livet for ham. I august måned blev han overført til
Frøslevlejren.  

7. juni

Kl. Ca. 20 blev der forøvet
et ”hold up” i Knud Holms maskinfabrik, Blegdamsvej 50. 2 maskinpistolbevæbnede
personer tiltvang sig adgang og bemægtigede sig virksomhedens våben
– 2 pistoler med ammunition.  

8. juni

Kl. 5.05 indløb der en telefonisk
trussel mod beboerne, Strandboulevarden 69 2. der var tidligere forsøgt
bombeattentat. Sønnen var vagtmand på Bådsmandsstrædes Kaserne.  

10. juni

Kl. 2.40 blev der knust ruder
i restauranten, Århusgade 99. Restauratøren oplyste, at han ikke var
direkte politisk interesseret, men at mange tyske soldater besøgte
hans beværtning.  

Kl. 2.40 havde 10 – 12 sabotører
holdt sabotagevagten på A/S Vegamo, Nygårdsvej 49 op. Da sabotørerne
hørte, at politiet allerede var tilkaldt, forsvandt de fra stedet.
Senere på natten blev der af en af vagtmændene fundet nogle små pakker,
som sabotørerne havde efterladt. 

Kl. 8.30 har tysk politi søgt
Opdagelsesbetjent Elmøe (Krisepolitiet) på bopælen, Øster Farimagsgade
6, hvor man sprængte døren. Opdagelsesbetjent Elmøe var formentlig
forsvundet.  

11. juni

Kl. 2.40: Facaden bortsprængt
på Langeliniepavillonen, antagelig var det sabotage. Begge tårne,
hele midterfløjen og den ene sidefløj blev totalt ødelagt. Det var
mest sandsynligt, at man var tvunget til nedrivning.  

Kl. 14.25 blev der meddelt,
at Posten udenfor kasernen på Blegdamsvejen havde affyret et skud langs
Blegdamsvej i retning mod Trianglen. Da Politivagten kom til stede,
nægtede vagten, at have affyret et skud. Han påstod i stedet, at han
var blevet beskudt fra en forbikørende sporvogn. 

14.
juni

Kl. 18.21 besatte tysk Ordenspoliti
huskarreen ABC – gade – Rosendalsgade – Willemoesgade og Østerbrogade.
Der blev foretaget husundersøgelse og visitation af personer, der befandt
sig indenfor det afspærrede område. 

15. juni

Kl. 20.10 blev Politivagten
tilkaldt til Østerbrogade, hvor en ekspedient påstås at have spyttet
Obergefreiter Willy Hûbner. Ekspedienten blev anholdt.  

17. juni

Politivagten blev kl. 20.25
rekvireret til Trianglen, hvor 5 tyske soldater havde generet nogle
passagerer i en linie 1. 

19. juni

Kl. 21.20 bemærkede to reservebetjente
fra Station 7, der havde post på Blegdamsvej, at 3 motorvogne kørte
op foran Schalburgkasernen. Fra vognene, der holdt med bagenden mod
kasernen, rettedes derefter kraftig skydning mod kasernen. Ligeledes
formodede reservebetjentene, at der fra vognene blev kastet håndgranater.
Derefter kom Schalburgfolk løbende ud og optog kampen med vognenes
personel. De tre vogne forsvandt efter beskydningen ad Blegdamsvej mod
Skt. Hans Torv.

Da Udrykningstjenesten kom
til stede, fandt der en livlig skydning sted i nærheden af kasernen.
Særlig kraftig var skydningen fra kasernen med retning af Blegdamsvej
mod Trianglen. Politiet foretog en rydning af Blegdamsvej og Øster
Allé. I to timer fortsatte skydningen.

Kl. 22.15 ankom to vogne med
tyske politisoldater til Trianglen.

Kl. 22.30 begyndte grupper
af SS – frivillige bevæbnede med maskinpistoler og karabiner, at
jage folk væk. De optrådte meget provokerende overfor publikum.

Kl. 0.30 blev aktionen afblæst
fra tysk side, og de danske politiafspærringer blev ophævet. Under
skydningen blev der dræbt 2 og 6 blev hårdt såret. Det var tale om
uskyldige trafikanter, der befandt sig på ”det forkerte sted”.  

20. juni

Udrykningstjenesten blev sendt
til Blegdamsvej ud for kasernen. En del mennesker havde stimlet sammen.
Schalburgfolkene havde udtalt, at sørgede det danske politi ikke for
hurtig rydning, så skulle de nok gøre det på deres egen måde. 

Kl. 10.20 meddeltes der, at
Schalburgkorpset havde posteret 2 mand med maskinpistoler og 10 mand
med karabiner udenfor kasernen på Blegdamsvej. Vagtkommandøren havde
meddelt, at der ville blive skudt, hvis der var opløb.  

Kl. 11.54 blev der af en forbikørende
cyklist råbt landsforræder til vagtposten ud for Schalburgkasernen
på Blegdamsvejen. Vagtposten skød efter cyklisten, der imidlertid
forsvandt uden at blive ramt.. i stedet blev en vognstyrer og 2 passagerer
i en forbikørende linie 3 sporvogn såret.  

21.
juni

Kl. 17.50 blev der forøvet
sabotage på Bohnstedt – Petersens Maskinfabrik, Sundkrogsgade, hvorved
en stor maskinhal blev fuldstændig ødelagt. Der indfandt sig ca. 10
sabotører, som viste arbejderne ud og lagde bomber forskellige steder.
Ikke alle 10 bomber detonerede. Det tyske Sikkerhedspoliti fandt ca.
10 kg ”Aerolit”.  

22. juni

Kl. Ca. 1.55 blev C.B. –
Grundskolen i Rosenvængets Allé fuldstændig ødelagt ved et bombeattentat.
Man havde hørt ruder blive knust, så bomberne er sikkert blevet kastet
ind af vinduerne.  

Kl. 18.35 blev der forøvet
sabotage mod Dansk Industri Syndikat i Frihavnen. Ca. 70 sabotører
kom i 3 lastvogne, overmandede vagterne og viste kontorpersonale og
arbejdere ud. Derefter anbragte de bomber forskellige steder i virksomheden.
Der lød 5 kraftige detonationer, hvorefter den store maskinbygning
kom i brand. Sabotørerne forsvandt, medbringende en del våben og ammunition.

400 kilo Trotyl blev anvendt.
Riffelsyndikatet som det også blev kaldt, var tyskernes største våbenleverandør
i Danmark. Auktionen udløste lykønskningstelegrammer fra general Eisenhower.  

Det blev nødvendigt, at lukke
Nordhavn Station, da folk stimlede sammen for at kigge på skaderne.
Der blev i aftenens løb anholdt flere passagerer i S – togene fordi
de klappede i hænderne og råbte hurra., når togene passerede forbi.  

Langs ståltrådshegnet var
der strømførende ledninger som var forbundet til nogle klokker i hovedvagten.
Det var svært at planlægge en aktion. Ved et tilfælde kom BOPA`s
folk i forbindelse med en fabrikkens danske vagter. Denne vagt havde
to kollegaer som man kunne stole på.. de skaffede forskellige kortskitser
over fabrikken.

Man blev nødt til at observere
de forskellige vagters rutine, ned til mindste detalje. To dage før
aktionen blev alle sabotører nøje instrueret i, hvad de skulle gøre.
Våbnene skulle helst ikke i brug før vagterne var blevet passiviseret.

Det lykkedes selv om to vagter
gjorde modstand. Udbyttet af våben blev også stort i alt 100 maskingeværer,
to maskinkanoner, store mængder granater og patroner. Der var 100 arbejdere
på natholdet, og de få, der opdagede noget, forholdt sig tavse. Da
alt var klart, blev fabrikkens luftværnssirene sat i gang.

Produktionen af våben blev
ikke genoptaget under resten af den tyske besættelse. 

Kl. 21.26 gik en beruset Frikorpsmand
rundt i Rosenvængets Sideallé og svingede med sin pistol. 

Kl. 22.10 blev Politivagten
kaldt til Station 7. 10 danske SS – soldater havde indfundet sig ved
stationen for at få fat i en civil person, der havde piftet efter dem
ved hjørnet af Odensegade og Østerbrogade. SS – Soldaternes leder
blev budt indenfor, for at udpege ”synderen”. Det viste sig at være
en reservepolitibetjent.  

Kl. 22.45 blev politiet tilkaldt
til hjørnet af Strandboulevarden og Lindenovsgade i anledning af, at
2 unge piger, som havde været i selskab med tyske soldater, blev forfulgt
af en større menneskemængde, der ville give dem en afstraffelse. Den
ene af pigerne forsvandt, men den anden blev fundet på en trappegang
i Lindenovsgade.  

23. juni

Kl. 23.30 blev Politivagten
kaldt til Livjægerkroen, Livjægergade 51, hvor en Schalburgmand truede
med pistol. Den pågældende nægtede at legitimere sig overfor politiet.  

24. juni

Kl. 1,58 blev der meldt om
skydning ved Østre Gasværk. Vagterne havde set nogle personer, der
forsøgte at trænge ind.  

25. juni

Kl. 3.10 besatte tysk politi
roforeningen Kvik 

Kl. 5.00 blev Fabrikken Ambi,
Ryesgade 60 angrebet af maskinpistolbevæbnede sabotører, ligesom der
hørtes kraftig detonation.

16 betjente blev sendt til
stedet. Da vognen svingede fra Øster Søgade mod Fredens Bro, blev
den beskudt med maskinpistol, vist nok fra hjørnet af Rørholmsgade
og Øster Søgade. Langs græsskråningerne langs broen blev man også
beskudt. En betjent blev såret i hagen.

Politiet besvarede ilden med
maskinpistoler og karabiner fra vognen, men det vides ikke om nogen
blev ramt. Vognen fortsatte ned ad Fredensgade, men måtte standse lidt
før Ryesgade, da der blev skudt kraftigt, dels af en tysk patrulje,
der var posteret på hjørnerne af Ryesgade og Fredensgade, dels fra
Ryesgade. Formentlig af sabotører ved Nordwek´s afdeling, Ryesgade
19 – 21.

Personalet løb i dækning
i ejendommene i Fredensgade. 

Da skydningen ophørte, deltog
personalet i rydning af gaderne for nysgerrige og foretog afspærring.
Kl. 5.04 hørtes to detonationer fra Ryesgade 19 – 21.

Politibevogtningen i fabrikken
var blevet ”holdt op” af ca. 40 – 50 sabotører og kraftig beskudt
med pistoler og maskinpistoler, men ingen blev ramt.

Sabotørerne havde skaffet
sig adgang til fabrikkens område ved at sprænge et hul i muren fra
en nabogård. 

Som svar på auktionen mod
Riffelsyndikatet sprang tyskerne flere markante bygninger i Tivoli i
luften.  

26. juni

Med virkning fra denne
dag, har de tyske myndigheder besluttet at indføre spærretid i tiden
fra kl. 20 til kl. 5, samt forbud mod sammenstimlen og forsamlinger
af enhver art.
 

Kl. 11.45 blev der af de tyske
myndigheder foretaget razzia i ejendommen, Krystalgade 3.  
 
 

28. juni

Politivagten blev kaldt til
Ole Nielsensvej ved Ryparken, hvor 2 politibetjente blev truet af 2
tyske marinesoldater. Årsagen var, at de to danske politimænd havde
forsøgt at anholde 2 kvinder som ulovligt færdes ude i spærretiden
sammen med soldaterne. 

Læs artiklen 9 dage
i sommeren 1944 på Nørrebro.
 

Generalstrejken var brudt ud.
Der var optøjer mange steder. I de ni dage Folkestrejken varede døde
100 københavnere og seks gange så mange blev sårede, mange livsfarligt. 

Kl. 1.15 lørdag morgen søgte
en patrulje ind i Stiftelsen, Sortedams Dosseringen 85. Da der ikke
blev åbnet, sprængte man porten med en håndgranat. En del beboere
blev vækket og beordret ud. Men da patruljen opdagede, at der kun boede
gamle damer i ejendommen trak de sig tilbage, efter at have skudt i
gården. I stedet kommanderede man folk ud fra ejendommene overfor i
Ryesgade og tvang dem til at rydde barrikader. Mange af dem var kun
iført nattøj.  

29. juni

Københavnerne var nok opskræmte
på trods af de voldsomme og blodige episoder, men tog dog let på de
nye spærretider. Ivan Olsen, var fuldmægtig i De Forenede Dampskibsselskaber
DFDS og bosat på Østerbro. Han skrev til sin bror, der var vinimportør: 

  • Jeg forstår
    i øvrigt ikke rigtig folks Indstilling. For de fleste er der vist meget
    lidt alvor med i spillet. Der er sjov i Gaden.
    ”Vi fagorganiserede ”arbejdere” skal nok selv bestemme, når vi
    vil gå fra Kolonihaven, og hvor tidlig vi skal gå hjem fra Bakken.
    Hvad rager det os, at sådanne tossede tyskere vil lege krig og skyder
    i Gaderne? Vi går, når det passer os selv. Det gælder vel ikke alle,
    men folk er mærkværdigt overfladiske og letsindige. Alle kredse. Man
    ser en halv eller hel Time efter Spærretid gamle Mennesker komme sjokkende
    ganske uanfægtet ned ad Gaden, mens der skydes rundt omkring. Kl. 9
    i aftes saa jeg en Mor med to små Børn komme langsomt og sindigt fra
    Fælledparken tværs over Trekanten og Jagtvejen. Og, hvis jeg ikke
    begriber det, mon så ikke tyskerne er paf.

 

12. juli

Der var henlæggelser af blomster
i Helgesensgade ved Blegdamsvej. Blomsterne blev dog hurtigt fjernet
på politiets foranstaltning.  

14. juli

Politivagten blev kaldt til
Langeliniebroen ved indkørslen til Frihavnen, hvor tyske marinesoldater,
trods det danske politis forbud, ville medtage nogle danske piger gennem
afspærringen. 

15. juli

Kl. 0.50 blev der meldt om
kraftig skydning i Fælledparken bag Schalburg – kasernen. Politivagten
alarmerede det tyske politi.  

18. juli

I løbet af døgnet har der
været Fantasibomber mod Sadelmagerværkstedet, Rosenvængets
Allé 6.  

23. juli

Politivagten blev kaldt til
Svanemølle Station, hvor tyske soldater nægtede at betale for deres
billetter.  

25. juli

Kl. 16.45 blev en telefonistinde
ved den tyske Værnemagt fundet dræbt ved et skud i Strandlodsvej.
Hun var gift med en Frikorpsmand og skulle selv have været medlem af
DNSAP: 

Kl. 18.40 strejfede en cyklist
på Østerbrogade nogle tyske soldater, der stod ved fortovskanten.
Han blev straks anholdt og ført til Husarkasernen. 

27. juli

Kl. 4.05 anholdte tysk politi
en massøse på bopælen, Østerbrogade 120. Anholdelsesgrunden var
ukendt.  

Kl. 7.25 blev et tidligere
medlem af Sommers Vagtkorps såret ved et pistolskud i hoften i sit
logi i Pensionatet, Rosenørns Allé 18. Gerningsmanden var et medlem
af samme vagtkorps, med tysk Ausweiss.  

28. juli

Kl. 14.20 gik en tysk marineofficer,
der boede Marstalsgade 19, og befølte alle forbipasserende kvinder.  

Kl. 16.10 anholdte tysk Sikkerhedspoliti
en person, der på hjørnet af Strandboulevarden og Gefionsgade noterede
nummeret på en Gestapo – bil.  

29. juli

Kl. 19.20 trængte 3 – 4
pistolbevæbnede mænd ind på Stadsingeniørens Kontor i Ragnhildsgade,
hvor en chauffør, samt et par ansatte, der opholdt sig på kontoret
blev ”holdt op”. De pistolbevæbnede låste personalet inde på
kontoret. Efter at have revet telefonledningen over, hængte de en ”bombe”
på døren med bemærkningen, at den ville springe, hvis døren gik
op. De fjernede derefter en lastbil fra pladsen. Kort efter ringede
de til Station 8, at nu måtte de godt befri de indespærrede. ”Bomben”
viste sig at være en attrap af papir.  

Serien om Besættelsen
på Østerbro fortsætter
 

Kilde:

Se under Litteratur:

  • Besættelsestiden
    – Litteratur A – L
  • Besættelsestiden
    – Litteratur M – Ø

 

Relevante artikler om
besættelsen:

  • Besættelsen
    på Østerbro 1 – 4
  • Besættelsen
    på Nørrebro 1 – 5
  • Likvidering
    på Nørrebro
  • Nørrebro
    9 dage i sommeren 1944
  • Sabotage på
    Nørrebro
  • Bombeangreb
    mod Tønder
  • Tønder under
    besættelsen
  • Obersten fra
    Tønder
  • Historien
    om Jeppe K. Christiansen
  • Højer 1935
    – 1945
  • Mordet i Vordingborggade
    1942
  • Sabotørere
    og stikkere på Østerbro
  • Sønderjylland
    9. april 1940
  • Baraklejren
    i Højer


 
 
 

 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro