Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Svenske tropper på Nørrebro

Juni 18, 2008

I 1850’erne fandt man
i nærheden af Nørrebrogade/Fælledvej resterne af en håndfuld svenske
landsknægte. En mindeplade blev opsat. En heltemodig indsats af Københavns
borgere forhindrede at vi i dag skal tale svensk. Fire års krig og
to års belejring gjorde befolkningen fattig. En stor lejr ved Brønshøj,
Carlstad, havde på et tidspunkt 30.000 indbyggere.
 

I 1850’erne fandt man resterne
af en håndfuld svenske lejesoldater på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade.
Kigger man godt efter, kan man på Fælledvej se en plade til minde
om disse soldater. Men hvordan er de havnet her? 

Krig i Europa

Ja, vi skal langt tilbage i
historien inden vi igen havner på Nørrebro.

30 – års krigen huserede
i Europa fra 1618 – 1648. Her var svenskerne toneangivende.

I 1644 angreb svenskerne Danmark
uden krigserklæring. De drog op gennem Jylland, og plyndrede, hvor
de kunne. Fyn og Sjælland kunne de dog ikke erobre. I Kielerfjorden
kunne den danske flåde have gjort et endeligt på den svenske. Men
de undslap.

Også i Skåne, Halland og
Blekinge var det ballade.  

Danmark
– Norge mister land

Den 13. august 1645 blev der
med udenlandske mæglers hjælp indgået forlig. Danmark – Norge mistede
landsdelene Härjedalen, Jâmtland, Gotland og Ødsel
samt Halland i en 30 – årig periode.

Endvidere måtte vi give svenskerne
toldfrihed for Øresundstolden. 

Danmark erklærer krig

I 1657 erklærede Frederik
den Tredje Sverige krig. Hvert af Danmarks 2.000 sogne skulle stille
med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom et hvervet
mandskab, hvorved hærens mandskab kom op på 25.000 mand.

Trods det store mandskab kunne
hæren langt fra måle sig med svenskernes erfarende landsknægtshær.
Tilmed udviste de tvangsudskrevne bønder trods og genstridighed. 

Det startede ellers godt for
danskerne. Man erobrede Bremen. Men fra Polen kom en svensk hær på
6.000 mand. De danske tropper flygtede. I Danmark manglede der koordination
mellem København og Holsten. Den 23. august 1657 var man nået til
Kolding og Vejle. 

En fremmed magt
”befrier” Jylland

Da de svenske tropper i 1657
krydsede Lille – og Storebælt, trak den danske hær sig tilbage over
Sjælland.

De jyske byer var blevet sat
i brandskat. Den svenske hær skulle have forsyninger. Drab,
voldtægt, plyndringer og sygdomme fulgte i kølvandet. Endnu værre
blev det, da den polsk/brandemburgske/østrigske hær befriede
Jylland.  

8.000 flasker vin

Fredsforhandlinger blev indledt
i Vordingborg, men forblev resultatløs. I Tåstrup fortsatte forhandlingerne,
og de sluttede i Roskilde. Vi mistede Blekinge, Halland, Brohus Len,
Grevskabet Pinneberg og Bornholm.

Det var en ydmygelse for Danmark,
men Frederik den Tredje fejrede det som en sejr. 8.000 flasker vin blev
indtaget i en tre dages fest på Frederiksborg Slot.

Nyt svensk angreb

Den 6. august 1658 forlod 6
svenske orlogsskibe og 16 transportfartøjer Kiel, fuldt lastede med
soldater og militært udstyr. I Korsør blev 6.000 landsknægte landsat.
Uden modstand gik det hastigt mod hovedstaden. Samme dag lagde svenske
orlogsskibe sig ved Dragør, for at blokere København fra søsiden.  

Da de svenske tropper i 1658
indledte belejringen af København rådede den svenske hærleder,
Eric Dahlberg
til, at man foretog et hurtigt angreb. Heldigvis fulgte
kong Carl ikke dette råd. 

Fæstningen blev
forbedret

Ude for voldene stod en svensk
hær på 7.000 mand. Inde bag voldene var der kun 3.000 regulære danske
soldater. Fæstningsanlæggene var godt nok blevet forbedret. Men der
var huller. Især ved Nørreport og ved Kalvebod Strand var der brug
for forbedringer.

Den 11. august skuede svenskekongen
og hans generaler fra toppen af Valby Bakke ind over København. Han
kunne tydelig fornemme, at man var i gang med at forbedre forsvarsanlæggene.
Han konkluderede med denne bemærkning: 

  • Nu sværger jeg,
    vi får modstand.

 

Danmarks sidste dage som selvstændig
nation stod på spil. Kong Frederik den Tredje havde udnævnt Hans Schack
som chef for Københavns forsvar.

En nyopført kirke uden for
Nørreport og adskillige møller var revet ned. Et par fremskudte fæstningsværker
var blevet besat af svenskerne.  

2.000 flydende glødende
kugler

Den 17. august blev der affyret
200 flydende glødende kugler.
Meningen var, at de skulle afbrænde husene inde i København. Men de
anrettede ikke megen skade.

2.800 mand, rytteri og fodfolk
rykkede ved middagstid den 23. august ud mod stranden ved Kalvebod og
gennem Vesterport.

Det lykkedes at slå det svenske
angreb tilbage. Det svenske tab var på 450, mens det danske tab var
på 35.  

Rygterne gik på, at svenskerne
ville besætte Amager, Københavns spisekammer. Et angreb på den svenske
flåde ved Dragør, faldt også heldigt ud.

En af heltene fra dengang var
Ulrik Christian Gyldenløve,
han var søn af Christian den Femte
og Vibeke Kruse.  

Svenske angreb

Københavns borgere overnattede
på volden. Hver borger skulle have 100gode kampsten at slå benene
fra svensken med.

Der var ingen der sultede under
belejringen. Der kom rigelig med forsyninger.  

Den 30. august forsøgte svenskerne
et udfald mod Ravnsborg Skanse på Nørrebro. En svensk enhed var på
vej over Ravnsborg – Dæmningen. Danskerne måtte trække sig tilbage
til Nørreport. Senere lykkedes det for de danske tropper, at generobre
noget af det tabte.  

Svenskerne erobrede Kronborg
næsten uden modstand. Omkring København blev der lagt en jernring.
Kun mod Amager var der ikke nogen belejring.

Svenskerne på flugt

Den 8. oktober lykkedes det
for 2.000 mand at nå frem til landsbyerne Tårnby og Kastrup. Fra Christianshavn
sendte danskerne en modtagelseskomité.

Ved Store Magleby
mødte man den svenske bagtrop. Det berettes at kaptajn Mikkel Skov
mødte den svenske konge og prikkede ham på skulderen: 

  • Er det en ærlig
    blodsdråbe i dig, da vis dig som Sveriges regent
    – hold stand og løb ikke så skammeligt.

 

Det er sikkert en skrøne.
Men kun fordi nogle landsknægte ofrede deres liv, lykkedes det for
den svenske konge at flygte. Amager slap for at blive besat. Københavns
madkammer var sikret. 

Den svenske flåde
besejret

En kæmpe hollandsk flåde
ankrede den 23. oktober 1658 op nord for Kronborg. Længere kunne de
ikke komme grundet modvind. Flåden ville hjælpe danskerne og var finansieret
af hollandske købmænd.

Ved Helsingør lå den svenske
flåde. Efter nogle dage fandt det store slag sted.

Efter fem – seks timers kamp
havde hollænderne tilkæmpet sig adgang. Sejren var dyrekøbt. Begge
parter havde mistet flere skibe. Lig og vragstumper dækkede havet og
kysterne. 

Carlstad
– lejren ved Brønshøj

6 km fra København ved Brønshøj
havde svenskerne oprettet en lejr Carlstad, navngivet efter svenskerkongen.
Lejren var beskyttet af moser og vandløb.

I den 2 – årige levetid
udviklede det sig til et helt bysamfund. Her var både svenskere, polakkere,
baltere, tyskere og finnere sammen med tvangsudskrevne sjællandske
bønder. Befolkningstallet mentes at være 30.000.

Her var både landsknægtenes
hustruer og børn, marketendere, plattenslagere, glædespiger, håndværkere
og andet godtfolk, som levede af at forsyne og betjene landsknægthæren.
En københavnsk borger har skrevet om stedet i sin dagbog: 

  • Lejren var vidt
    udstrakt., større end Kjøbenhavns by. Derudi vare skønne Værrelser
    og Huse, hvor Kong Gustavus af Sverrig og de andre svenske Grever og
    Herrer samt nedrige Oberster og Underofficerer holdt Hus. I mange Værrelser
    var Gulvet lagt med Fliser. Det var skønt udstyrede Stuer. De havde
    Gemakker med Vinduer, Døre, Jernkakkelovne og meget andet skønt Udstyr.
    Her var befæstede Volde, Skanser, Rundeller (runde murede bygninger).
    De havde indrettet sig her, som om de skulle besidde og beboet Stedet
    udi 100 år. Alle Ryttere og Fodfolk havde deres Hytter og Værrelser:
    somme i Jorden og somme ovenpå, hvor også Hestene kunne Stalde.

 

Angreb mod København

Forskellige efterretninger
tydede på, at København skulle stormes natten mellem den 10. og 11.
februar 1659. Man havde set, at svenskerne havde lavet transportable
broer for at kunne komme over forskellige render og voldgrave. Så straks
gik københavnerne i gang med at gøre disse bredere.

Byens kvinder holdt vandet
i kog, så de straks kunne hælde dette i hovedet på svenskerne.  

Det første angreb mod København
glippede. Svenskerne måtte efter to timers kamp vige.

Men omtrent ved 4 – tiden
angreb svenskerne Østerport. Men det slog hollandske marinesoldater
tilbage. Over hele linjen forsvarede borgere og soldater København.

Om morgenen da solen stod op,
gjaldede det fra kirketårnene. Sejren blev fejret. Den svenske konge
havde ellers stillet landsknægtene i udsigt, at de i tre dage måtte
plyndre byen. De svenske tab var store. De første meldinger tydede
på 3.000 døde, men det rigtige tal er nok 1.000. På dansk side døde
20 mand, de fleste af vådeskud i mørket.  

Men måske er det fra disse
kampe, de fundne landsknægte fra Nørrebrogade/ Fælledvej stammede.
De blev begravet af borgere fra København. 

Svenskerne erobrede Lolland,
Falster, Langeland og Møn. Men det lykkedes dem ikke at belejre København
100 procent. 

Den svenske konge ville
ikke indgå fredsaftale

Den 11. maj blev der mellem
Frankrig, Holland og England indgået en aftale. Den gik ud på, at
der skulle tilvejebringes fred i Norden. Roskildefreden med afståelse
af Skåne, Halland og Blekinge skulle være udgangspunktet. Frederik
den tredje accepterede nødtvungen denne beslutning.

Kong Carl Gustav afslog fuldstændig
med disse ord: 

  • I vover med Eders
    Flåde, at forskrive mig fredsvilkår, men jeg skal med dette Sværd
    overhugge alle eders Planer.

 

Denne afvisning fik hollænderne
til at sende en ny flåde til Danmark. Planen var at generobre Fyn.
Og det lykkedes til fulde, selv om de to danske generaler Eberstein
og Schack ikke kunne fordrage hinanden. 

Den svenske konge dør

Belejringen af  København
kostede. I Sverige var der udstedt ekstra krigsskatter. Den 10. februar
døde den svenske konge, kun 37 år gammel.

I løbet af 1660 opstod der
ligefrem venskaber mellem de svenske lejesoldater i Carlsatd og byens
befolkning.

De sveske styrker, var ikke
så store mere. Mange havde ladet sig hverve af den danske hær. Her
havde man lovet en belønning på 5 daler for en fodsoldater og 10 daler
for en rytter.

For 5 daler kunne man dengang
købe 8 liter brændevin.  

Fredsaftalen på Rådmandsmarken

Rådmandsmarken
blev der indgået fredsaftale den 23. april 1660. I forhandlingerne
deltog diplomater fra Holland, Frankrig og England. Resultatet blev
stort set det samme som Roskildefreden med følgende ændringer: 

  • Bornholm forblev
    dansk
  • Tronheims Len
    kom tilbage til det dansk/norske dobbelt – monarki

 

Fra begge sider blev der affyret
glædessalutter. Næsten 4 års udmarvende krigshandlinger var slut.

Kristi Himmelfartsdag 1660
marcherede de svenske tropper ud fra Carlstad, så det kunne ses af
de mange københavnere, som nu uden risiko kunne bevæge sig ud i
Ingenmandsland,
mellem Carlstad og København, herunder det tidlige
Nørrebro. 

På bestialsk vis håndhævede
svenskerne deres nye territorium. Al modstand blev hårdt straffet.
Helt frem til 1661 fortsatte rædselsregimet.

Ingen minder om den heltemodige
indsats

I København fik man Stormbroen
og Stormgade, som eneste minder om denne krig. Men hvorfor blev der
ikke opsat mindesmærker som tak for borgernes modige indsats mod svenskerne.
Hvis de ikke havde holdt stand, skulle vi alle sammen i dag tale svensk
og skånsk. Helt ærlig så er dansk og sønderjysk langt smukkere sprog.  

Kilder:


Se litteratur, Nørrebro

Relaterede artikler:


Møgeltønders Historie (Hans Schack) under Tønder

Oprør i Møgeltønder

Svenske tropper i Tønder

Søslaget ved Højer (under
Højer)

Hvis du vil vide mere:

Besøg Brønshøj Museum  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro