Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

H.C. Andersens sidste dage på Østerbro

Juni 18, 2008

H.C. Andersen levede sin
sidste tid hos familien Melchior på lyststedet Rolighed. Han kæmpede
hele sit liv for at blive anerkendt. Og det var han af familien på
Østerbro. På hans sidste rejse tog en fuld
domkirke afsked med ham.
 

På en rejse hjem fra Rom havde
H.C. Andersen lært ægteparret Melchior at kende. Ægteparret ejede
ejendommen Rolighed på Østerbro. Og det var her den store, barnlige
og vanskelige digter tilbragte sine sidste dage.

Han døde den 4. august 1875
klokken 11.05. 

Rolighed lå faktisk der hvor
Gammel Kalkbrænderivej 13 i dag ligger. 

Hos familien Melchior

De sidste 10 år af sit liv
tilbragte Andersen mere tid hos Familien Melchior end hos Colinerne.
Om vinteren havde han fast maddag i lejligheden på 2. sal på Højbro
Plads. I sommertiden flyttede familien ud på Rolighed. 

Moritz Melchior ejede firmaet
Moses & Søn G. Melchior.
Han var storkøbmand, og ivrigt interesseret
i kunst og litteratur. Han samlede mange kunstnere i sit hjem.  

Rolighed
– et paradis

Allerede i september 1872 blev
H.C.A. under et ophold på Rolighed syg. Egentlig boede han i Nyhavn
18. Og det var også her Christian den Niende og den senere Frederik
den Ottende besøgte ham.

Den 9. august 1874 beklagede
han sig meget under sit besøg på Rolighed: 

  • Søen stinker,
    som var den opfyldt med Aadsler. Vejret er koldt og regnefuldt. Maven
    er daarlig, Nerverne angribes, og Gigten faar saadan Overhaand, at det
    bliver besværligt at gaa.

 

Han får feber, og hans tandløse
kæber ryster. Men han kommer til sig selv igen. Og fra sin balkon kan
han se luftskipper Siwel drive til Sverige.

Fru Melchior havde lavet et
telt af tæpper omkring ham ude på verandaen. Her sad han ofte med
lukkede øjne og på et tidspunkt sagde han: 

  • Jeg har det saa
    godt, saa godt, og Verden er saa dejlig. Menneskene saa gode. Det er
    et velsignet Sommervejr, og Livet er saa smukt. Det er ligesom jeg sejlede
    bort til fjerne Lande, bort fra al Smerten og alt det onde.

 

Han får det dog ikke bedre.
Han holdt ikke mere taler ved middage, og skrev ikke flere breve.  

  • Jeg er saa urimelig,
    at jeg er en Plage for alle, men tilgiv mig, jeg er saa syg.

 

Håbet lever

Han havde to værelser på
Rolighed på første sal med en balkon ud mod Øresund. Kun en gang
i løbet af sommeren var han nede i den pragtfulde have. Han havde selv
plantet en del træer og blomster. Han kunne ikke mere binde blomster
til middagsbordet. Hele tiden spurgte han familien Melchior: 

  • Tror De, det
    bliver slemt for mig at dø? Tror De, at jeg bliver
    dømt?

 

En måned før han døde, lod
han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort.
Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et
eventyrhus
som lignede fru Heibergs i Rosenvænget.

Entreen skulle være rund med
et let glastag over, og så med grønne planter på alle væggene. Til
alle sider skulle der gro store træer. I midten skulle der være et
kæmpe springvand med guldfisk.

Meningen var, at H.C.A. sammen
med Jonas Collin ville rejse til Montreux. 

Mange ting bliver prøvet

H.C.A. var nu også plaget
af slimhoste og forskellige væskeophobninger. Det gav kraftige hævelser
i arme og ben. Gigten havde det heller ikke bedre.

Der var heller ikke længere
medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers
prøvet lidt af hvert. Kloral, hoffmannsdråber, valeriane, rosiner
syltede i kandis, vineddike, åreladning, søbade, strømbade, russiske
dampbade, surdej under fødderne, sennep på håndleddene, spanske fluer
tvære over struben, igler på halsen, gulerodsomslag, gurglemælk,
rabarberrod og meget andet.

Men også hårpleje, og det
virkede på digterens humør. 

En dårlig jul

Familien Melchior forkælede
ham. De beundrede ham som den geniale digter, som han vitterlig var.  

H..C.A. havde set frem til
julen i 1874. Her kunne han rigtig udfolde sig. Læse op og digte videre.
Men allerede kl. 8 bad han om at blive kørt hjem til sit værelse i
Nyhavn.

Heller ikke Kommandørkorset
af Dannebrog af 1. grad overrakt af kongen selv på Amalienborg, kunne
få ham til at live op. 

Jeg er kun
skindød

I juli 1875 kunne H.C.A. ikke
længere se forskel på birk, bøg og elm. Lyset og vinden mærkede
han stadig. Tirsdag den 27. juli sad han ude i tre timer. Fru Melchior
skrev i sin dagbog: 

  • Hans Kræfter
    tager synligt af og hans Ansigt er svunden ind og seer aldeles ud som
    en Mumie. Stakkels Andersen.

Den 2. august var der kortvarig
kommet nyt liv i ham: 

  • Oh hvor velsignet,
    hvor dejligt. God morgen allesammen.

 

Senere på dagen havde han
spurgt Fru Melchior, om hun ikke nok ville huske, at lade hans pulsåre
skære over, hvis hun fandt ham livløs en dag. Han ville ikke risikere,
at blive begravet i levende live. Før i tiden havde han altid en seddel
liggende på natbordet, hvor der stod: 

  • Jeg er kun
    skindød.

 

Endelig anerkendt

Det var tjener Jens, der fandt
ham. Han havde netop spist noget havresuppe. Det meste af indholdet
havde han spildt ud over sig selv og sengetøjet.  

Den 11. august 1875 var Vor
Frue Kirke fyldt op til sidste plads. De var der alle. Kong Christian
den Niende, Kronprinsen, Prins Hans og resten af kongefamilien. Familierne
Collin, Melchior og Ørested., grever, baroner, ministre o.s.v. De var
kommet fra Amerika, Sverige, Finland, Tyskland og England. Endelig var
han blevet anerkendt. 

Kunstnere og studenter løftede
kisten med et Sov vel og bar den ud af kirken fulgt af fanebærere.
Vor Frue Kirkes klokker blandede sig med alle andre kirkeklokker i hovedstaden.
I spidsen kørte en vogn, fyldt med de mange kranse. Derefter fulgte
forskellige sangforeninger. Efter ligvognen fulgte forskellige ekvipager.
Fra Nørreport fortsatte man over dæmningen mellem Peblingesøen og
Sortedamssøen, videre af den hullede vej til Assistens Kirkegård.

Ved indgangen blev ligtoget
modtaget med højtidelig korsang, og hele vejen frem til Collinernes
familiegravsted. 

Stenørknen breder sig

Da Melchior døde i 1884 havde
byggespekulanter klemt Rolighed inde mellem grå stenørkner og idyllen
var borte. 

En hyldest til Rolighed

At det har været idyllisk,
fremgår af et digt i Mit livs eventyr. H.C. Andersen skriver: 

Det Hjem er nu et lille
Rosenborg

Med Taarn og med Altaner
ud mod Sundet.

Hvor Malmø og Landskrona
ses i Solskin

Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund

I Karavane Skibe gaae forbi

Slig Svaneflok, saa stor,
kun ses i Sundet.
 

Naar saa i Aft’nen Himlens
Stjerner blinke,

Og Fyret fra Trekroner lyser
vidt om,

Hvert Fartøj ude tænder
sin Lanterne,

Tror man at se festbesmykt
Venedig,

En svømmende illumineret
By.

Dog sjønnest er her inden
fire Vægge

I Gæstfrihedens
lykkelige Hjem.
 

Johannes Ewald sang udødeligt

Rungsteds Lyksalighed. O!
Havde han

I vor tid levet og i dette
hjem

I dette Hjertelag, hos disse
Venner

Han havde siunget da en
dejlig Sang

Om Rolighed og Rosenvængets
Roser.
 

Mit hjem i Hjemmet, hvor
bag Hyldens Hang

Mit Liv fik Solskin og min
Harpe Klang

Dig bringer jeg taknemlig
glad min Sang.
 
 

Kilder:

Se Litteratur Østerbro
og Nørrebro
 

Relevant artikel:

Under Nørrebro:

Johanne fra Lille Ravnsborg

Livet på
Assistens Kirkegård
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro