Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro

Marts 30, 2008

Detailhandlere har det altid
været mange af på Nørrebro, i hvert fald efter 1852. Før den tid
måtte man en besværlig vej ind til Staden.
Social nød, druk og arbejdsløshed har også præget detailhandelen
på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening fungerede som politi og fødevarekontrol
i mange år.
 

En enkelt urtekræmmer, en
enkelt spækhøker, et bageri og et mælkeriudsalg , sådan så Nørrebros
detailhandel ud i 1840. Ville man have et større udvalg, måtte man
gå ind til staden. Men snart skulle det vise sig, at blive helt anderledes.
Nørrebro Handelsforening blev landets største handelsforening med
ca. 750 medlemmer.Dengang holdt man sammen. 

Arbejdere skulle betale
port – afgift

I 1840 kom der et beskedent
ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6
om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug
for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt
portene blev åbne.

Man tænkte ikke på de stakkels
arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber
Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme
på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.

Selv om der ikke var mange
butikker endnu på Nørrebro, så var der mange der arbejdede herude. 

Trætte af voldene

Der var mange på Nørrebro,
der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den Fjerde
i 1685 hed det sig, at alle husene uden for demarkationslinjen skulle
nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der oprettes
tre værtshuse. Men loven blev overtrådt gang på gang. 

Forslag til ny befæstningslinje

Brændevinsbrænder Wium på
Nørrebro fremlagde i 1846 en plan til en ny befæstningslinje omkring
København, så man kunne nedlægge voldene. Han foreslog anlæg af
en række batterier fra Flaskekroen ved Kallebodstrand langs
Damhussøen forbi Bispeengen til Lygten, langs Lersøen til Tre Flasker
og ud mod stranden 

  • omtrent saaledes
    at den ene Kanonkugle i Mag kunne forsvare den
    anden.

 

Ridderen af Nørrebro

Landlig idyl og masser af romantik
var der på Nørrebro, inden butikkerne kom.

Tænk at man i 1841 måtte
borthugge hver andet træ på Nørrebrogade. Kun på den nordlige side
var der fortov, der brat blev afbrudt ved Fælledvej, af det såkaldte
Barrierehus
. Her boede en stakkels enke. Magistraten lod huset stå
til 1847, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for
hele Gaden.

Lige over for lå den to etagers
store Grams Have. Det var Nørrebros mest populære traktørsted. Gram
var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende
4 smukke døtre. De var veninde med enkefru Hansens døtre Emilie og
Marie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De seks piger
sad så mangen en eftermiddag
og ventede på en bestemt person –
nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af
Nørrebro.
Og det blev den 19 årige Marie Hansen, der løb med
ridderen. 
 
 
 

Den farlige bro

Der var masser af plads på
Nørrebro, før det store byggeboom kom. Masser af småindustri og håndværkere
havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre
bygninger til fremstilling af diverse industri. Den største var Heegaard
på det nuværende Blågårds Plads.

Byggegrundene var forholdsvis
billige.  

Men der var lange gåture for
arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedams Søen.
Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel
for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig
pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når
de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou
foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen. 

Arbejderne strømmede til byen.
Befolkningstallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på 100.000.
familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet
og i kældre.

På et tidspunkt lignede bydelen
et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder
i baggårdene. 

Sammenhold
og fællesskab

En ny lov om næringsfrihed
var trådt i kraft. Det betød, at næringsdrivende frit kunne etablere
sig. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum,
og senere lykkedes det at erobre stueetagen.

Butikkerne havde åbent til
klokken 21, om lørdagen til klokken 22. Om søndagen var der åbent
fra klokken 7 til 9 om morgenen, og så igen fra 16 til 21. man kunne
ikke have åbent i kirketiden.

Udvalgsbutikker med ting til
hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870’erne.

Men pengene på Nørrebro var
få, og det kunne mange butikker mærke. Mange måtte lukke igen efter
få år.

Den sociale nød tvang befolkningen
til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens
børn, og organiserede sig fagligt og socialt.

Nørrebro var præget af arbejdsløshed,
druk og meget trange økonomiske og sociale forhold.

Fattigloven sagde, at tilflyttere
skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge
sig selv. Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe
og kød. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege. To
gange om året samlede man tøj sammen til de allerfattigste. 

Børnene rapsede

Havde man ikke penge til de
mest nødvendige indkøb, ja så gik man hver mandag hen og afleverede
sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte penge. Om fredagen hentede
man tøjet og betalte renterne, når man havde fået løn. Så var det
måske også råd til lidt mere havregrød.

Forretningerne på Nørrebro
havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence
i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes udstillingskasser.
Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause, indtil man gik
i gang igen.

Havde man slet ingen penge,
kunne man stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig
sang. Så fik man måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød.

De mest populære butikker
for børnene var dem, hvor der var en slikmutter. I Skyttegade hed hun
Musse.
 

Raahed, Uredelighed og Usædelighed

Langt om længe kom der også
gang i byggeriet på Ydre Nørrebro. En skribent skrev følgende: 

  • Fattigdommen
    hersker. Mændene drikker, og Kvinderne sladrer Tiden bort.

 

I en artikel i Illustreret
Tidende i forbindelse med Stefans Kirken kunne man læse: 

  • Her er Haab,
    om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædligheds Medarbejdende
    Aaand vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild,
    der renser de fordærvede.

 

De forstod virkelig, at bruge
det danske sprog, dengang.

Forceret spekulationsbyggeri
bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej
til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at
skrive: 

  • Et Mylder af
    Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i,
    at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Duft af spegesild, tjære
og blår

Alt skulle aftappes lige fra
petroleum til brændevin. Andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen
tog man med, for at få tingene færdiggjort.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige
butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Det var småt med udstillingsvinduer.
Og de kunne stå i månedsvis uden at blive udskiftet. Tobaksforretningerne
lignede hinanden, men ens skilte. Urtekræmmer og hørkræmmere var
der efterhånden mange af på Nørrebro. En duft af spegesild, tjære
og blår bredte sig. Gik man et stykke ned af sidegaderne kunne man
fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt
kaffe. Hvis der havde været en fødevarekontrol dengang, ville der
næppe være mange, der fik en smiley.

Bagerne havde de allernødvendigste
typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretninger
(Spækhøkere) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade. 

Nørrebro Handelsforening
bliver født

I 1893 besluttede en række
urtekræmmere at stifte en handelsforening, den kom til at hedde
Nørrebroe Handelsforening.
Foreningen sørgede bl.a. for at dens
medlemmer fik gode indkøbsmuligheder.

Men foreningen fungerede også
som en slags politi. Man kontrollerede, om priserne blev overholdt,
at varerene svarede til det, der stod på etiketten, og at konkurrenceloven
ikke blev overtrådt.

Man havde også et såkaldt
whiskey – udvalg, der skulle smage på varen. Om varen overholdt kvalitetskravet.
Dette udvalg har man desværre ikke mere.

Foreningen kæmpede blandt
andet mod tilgift. Og her var især kaffeforretningerne slemme.
De blev støttet af brænderierne.

Foreningen undrede sig over,
at ministeriet gav en kaffehandler tilladelse til at blande tilsætningsstoffer
i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris. 

Forening fungerede som politi

Det var kunderne, der rettede
henvendelse til foreningen, over varer, man var utilfredse med. Butikker,
der følte, at kollegaerne overtrådte reglerne, kontaktede også foreningen.
På et år kunne foreningen godt have 400 sager, man beskæftigede sig
med.

Foreningen ansatte en person,
der skulle forfølge alle disse sager, om nødvendig helt til retten.
Denne person kaldte man for tillidsmand 

Ejendom oprettes

En butik kunne dog nøjes med
at betale en bod til foreningen. Denne bod gik så til en understøttelsesfond.

Det skete også for en spritforhandler,
der solgte sprit under den fastsatte pris. Han blev idømt en bod på
50 kr. Handelsforeningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker,
der returnerede pengene til foreningen.

Understøttelsesfonden voksede,
og i 1924 kunne man for pengene købe en bygning i Prinsesse Charlottes
gade, hvor ældre detailhandlere kunne tilbringe deres sidste tid. Denne
bygning har foreningen stadig. Her bor de gamle detailhandlere dog ikke
mere. 

Politisk indflydelse

Fra starten af sin eksistens
gjorde Nørrebro Handelsforening meget ud af, at få politisk indflydelse.
Lobbyvirksomhed var noget som foreningen meget tidlig gjorde brug af.
Og det var ikke kun detailhandelen, der fik gode af dette. Også lokalbefolkningen
har gennem årene, mærket det.

Denne politiske påvirkning 
praktiserer foreningen stadig til stor fortrydelse for mange politikere,
Det gøres bl.a. gennem foreningens meget besøgte hjemmeside www.norrebro.dk, som nutidens medier også gør brug
af.

I 1925 undrede Dagbladet Politiken
sig over, at handelsforeningerne ikke respekterede de love som Rigsdagen
havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik Nørrebro handelsforening
til at fare i flint: 

– Hvis en Handlende sælger
sine Varer under den pålydende Pris, er det ikke af Kærlighed til
det købende Publikum, men mere for at trække Kunder fra sine Kollegaer.
Den ærede Presse vil gerne have vores Annoncer, ligesom den gerne vil
have deres Blade forhandlet af os, kunne vi så ikke forlange af Pressen,
at den ikke griber ind på Steder, hvor vi har loven på vor Side.
 

En dejlig duft

Det varede længe inden man
fik kloakeringen i orden på Indre Nørrebro. Det var ikke særlig behageligt
at gøre sit indkøb på Nørrebro dengang. Men også for kunderne omkring
Nørrebros Runddel var det en blandet fornøjelse helt op i slutningen
af 1890’erne.

Der var ikke meget bebyggelse
fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger
og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette
lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i folkemunde
hed det selvfølgelig noget andet. Her kom natmændene i nattens løb
med deres såkaldte chokoladevogne,
hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en
frygtelig stank.

En betjent, der skulle gøre
tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i
en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen
i løb.

Inde på pladsen tømtes latrinen
ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte
ud til et hul på størrelsen med Runddelen.

I det stille vejr hændte det
ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske
større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens
gartnerier og brugt som mødding. 

Mange butikker lukkede

Socialt var handelsstanden
ikke højt placeret i 1900. Indtægterne var simpelthen for små. Man
var også imod, at der blev givet rabat eller tilgift, som det hed dengang.

16 % af butikker lukkede efter
det første år, og efter 4-5 år var 40 % lukket. 
 

Irma startede på Nørrebro

På Nørrebro startede Carl
Schepler, Irma – kæden i Ravnsborggade. Starten var en lille kælderbutik,
hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte man ikke tale privat
sammen. Hvis en af de kvindelige ansatte blev afhentet af en mand, blev
de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn.

Snart begyndte han selv at
fabrikere og sælge andre varer. Siden åbnede andre filialer. Den lille
butik som han startede i 1886 blev i 1907 til Irma. 

Overflødighedsgørere

Nogle grossister ville også
drive detailhandel, dette var ikke særlig populært hos den øvrige
detailhandel. Man betragtede det som illoyal konkurrence. En af de største
”synder” fra Schous Sæbehus.  

  • Køb ikke hos
    overflødighedsgørere
    , opfordrede detailhandelen.

 

Handelsmedhjælpere har
nok fritid

For en lærling var udsigterne
ikke særlig gode for at overtage mesters urtekræmmerforening. En udlært
tjente ikke nok til at kun brødføde en familie. Medarbejderne i 1890’ernes
butikker var underlagt mesters luner. Mange boede hos ham. De var ofte
henvist til usle kamre uden varme, ja nogle måtte sågar sove under
disken. Medarbejderen kunne lige akkurat holde sig over sultegrænsen.
Konkurrencen var skarp, man konkurrerede på åbningstiden lige som
i dag.

Overenskomst og arbejdstidsregler
var ukendte begreber.

Men der var ikke meget forståelse
hos arbejdsgiverne. Kulhandler H.P.Hansen udtalte: 

  • Handelsmedhjælpere
    har nok fritid.

 

Det tilsluttede urtekræmmer
Hjorth: 

  • De bliver jo
    selv principaler engang.

 

Arbejdernes egne butikker

115 dages lockout i 1899 ramte
detailhandelen på Nørrebro meget hårdt. Store dele af butikkerne
støttede arbejderne. Hundredvis af butikker fra hele København samlede
sig på restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede lockoutens
ophør.

Mange kooperative butikker
og industriforetagener opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet
Figaro Frisørsaloner, drikke Star.
Man kunne købe kød i Arbejdernes Kødforsyning. Brød i
Arbejdernes Fællesbageri
og mælk i Enigheden.
Og havde man sat sine A.K.S. Sko for sidste gang, ja så klarede
Arbejdernes Ligkistemagasin
resten.  

Søndagslukket

Principielt var det forbudt
at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der
blev givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro
havde også åbent i 1900.

Men i 1901 lavede man en afstemning
om søndagslukning. 1.106 stemte for, mens 612 stemte imod. Kun 169
gad ikke at stemme. Læg mærke til, hvor mange butikker, der var på
Nørrebro dengang. 
 
 

Cykelhandlere

Der var kommet en del cykelhandlere
til Nørrebro, ja i hele København var der efterhånden 65 cykelhandlere.
Ja det hed ikke cykler, det hed faktisk bicykletten. Man kunne
læse i dagens avis 

  • at Damer ride
    på Cykle, at ingen Mennesker falder på, at vende sig om efter en Cykelrytterske.

 

I begyndelsen hed de Velocipeder. 
I Ryesgade havde løjtnant H. Schow undervist folk i at ride.
Annoncer fortalte, at folk der lejede Velocipeder på Schow`s
plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere
stenbro.
 

Pas på billigmagere

Butikkerne blev sure på bryggerierne.
De tillod sig den frækhed, at levere direkte til kunderne. Det kunne
man bare ikke.

Og butikkerne måtte heller
ikke sælge under den fastlagte ølpris. Det gjorde ølhandler P. Jensen
i Allerødgade. Man kaldte sådanne forretninger for billigmagere.
Tænk de solgte Phønix øl og Bispebjerg øl til underpris. 

Brugsforeningen
– de handlendes fjende

Butikkerne var ikke glade for,
at der kom en brugsforening til bydelen. Man mente, at brugsforeningen
fik for mange fordele. Handelsforeningen appellerede derfor til arbejderne
om, stadig at støtte de lokale butikker.

I virkeligheden var det købstædernes
forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne.
Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal
konkurrence. Detailhandelen måtte kun have et udsalg i hver kommune.
Ordningen blev indført, for at sikre de mindre handlende mod ”storkapitalen”.
Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne lov. De kunne frit
etablere sig.

Der blev også nedsat en kommission,
der skulle modarbejde falsk reklame og uhæderlig konkurrence.

Ved siden af Nørre Central
Cafe (i nærheden af Nørrebros Runddel) blev Hovedstadens Brugsforeninger
dannet. 

I et foredrag om de handlenes
vilkår, blev der oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende,
ja så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kr. i årlig indkomst. 

Beskatning af fattigmandssnaps

Tænk, at man kunne finde på
at beskatte fattigmandssnaps.

Den 2. marts 1916 udbrød der
kaos på Nørrebro. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre,
der ligger inde med spiritusbeholdninger skulle inden klokken 9 ”afgive
beretning om beholdningens størrelse. Overtrædelse af spiritusforbuddet
straffes med bøder indtil 9.000 kr. eller fængsel. Denne mangel skabte
kaos. Inden forbuddet trådte i kraft hamstrede bydelens befolkning
på livet løs. Afholdsselskabernes Landsforbund proklamerede, at forbuddet
skulle gøres permanent. Den 24. marts kunne befolkningen på Nørrebro
ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet, men sprutten
var blevet temmelig dyr. 

Taffelakvavit nu 2 kr. 40
øre

Whiskey 9 kr.

Cognac 12
– 14 kr.

Detailhandelen blomstrer

Omkring 1920 var Nørrebro
nok det sted i  Danmark, hvor detailhandelen blomstrede mest. Nørrebrogade
og Blågårdsgade var de store forretningsgader, men også i sidegaderne
skete der meget. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme.

Der var et hav af erhvervsforeninger
på Nørrebro. Cigarhandlerforening, Viktualieforening, Vinhandlerforening,
Ølhandlerforening, Petroleumsforening, Urtekræmmerforeningen og mange
flere. 

Nye ting kunne være svære
at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej
udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening: 

  • Jeg ser i forskellige
    Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra
    Vogne på åben Gade. Og at Vedkommende, som sælger disse varme Pølser,
    skal levere gratis Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust
    vil levere en gang tørrede Hestepærer på samme Tallerken som Pølser
    og Sennep, saa bliver det en delikat Ret.

 

Ændring af Nærringsloven

Nørrebro Handelsforening havde
nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:

  • En Grosserer
    skal løse Borgerskab, hvorpå kun må handles en Gros.
  • Detailhandlerborgerskab
    afskaffes, i stedet indføres et Branche
    – og et Købmandsborgerskab. Fra et
    Købmandsborgerskab må der drives blandet Handel. Det skal koste 600
    – 800 Kroner. Brancheborgerskab giver Ret til Handel til den Branche,
    hvor den er løst
  • I en Kaffehandel
    må der kun handles med Kaffe, Te, Kakao, Chokolade, Sukker, Kiks og
    Biskuit.
  • Gadehandel skal
    helt afskaffes eller indskrænkes betydelig, og da kun udstedes til
    svagelige, eller uarbejdsdygtige Folk.
  • Fabrikanter
    må kun have Udsalg, og kun i den By, han har Fabrik. Helst i samme
    Ejendom, hvor Fabrikken er.
  • En Håndværker
    må kun forhandle det, han selv eller hans Folk tilvirker, og han kan
    ikke få Brancheborgerskab til Handel ved siden af Håndværkerborgerskab.
  • Udlændinge
    kan ikke få Borgerskab af nogen Art, før de har haft Ophold her i
    Riget i 10 År.
  • Aktieselskaber
    må kun have Borgerskab, enten en Gros eller en Detail.

 

Butikker skulle yde særrabat

Socialminister K.K. Steincke
foreslog, at de handlende skulle yde særrabet til de arbejdsløse ved
disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Man var dog ikke så begejstret
på Nørrebro, fordi handelsministeren ville forbyde al rabat. Og skibsredder
A.P. Møller var nok ikke særlig populær på Nørrebro i 1926, da
han udtalte: 

  • Vi må se bort
    fra Understøttelse, så Lediggangen kan komme til at trække direkte
    på Lønnen.

 

Ballade på Blågårds Plads

Det er ikke ukendt for forretningerne
på Nørrebro, at de skal fejre glasskår. Det skulle de også den 30.
september 1934. Konservativ Ungdom havde arrangeret et møde på Blågårds
Plads. Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Pürchel var blandt
talerne. Politiet havde i forvejen renset pladsen for kommunister, men
de vendte tilbage. Et sammenstød var uundgåelig.

Detailhandelen protesterer

Efter krigen var der akut varemangel
og restriktioner blev indført. Man skulle også spare på lyset, så
udstillingsvinduerne på Nørrebrogade var mørklagte.

I slutningen af 40’erne var
bruttoavancen for butikkerne op Nørrebro kun 14,2 %. Handelsminister
Jens Otte Krag kommer i skarpt krydsforhør af butiksejerne på Nørrebro,
der var utilfredse med situationen. 

En velsignelse af specialbutikker

En legetøjshandler på hjørnet
af Jagtvejen og Nørrebrogade solgte figurer lavet af tysk krigsmateriale
i aluminium. En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, blev det
nye hit hos isenkræmmerne.. Mor fik nye køkkenredskaber og blender.
Far fik el – shaver.

Med Tricolore
sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Ota`s havregrynspakke
fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig
om man ikke i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crocket.

I 1950’erne havde Nørrebro
en velsignelse af specialbutikker. På næsten ethvert gadehjørne lå
der en købmand og et ismejeri. Butikkerne var domineret af disken,
med hylder fra gulv til loft. Man kunne købe på klods. Og i Brugsen
kunne man få dividende. 

Det var en hørm af brunkål,
piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kautisk
soda. Alt skulle pludselig afsyres. Masser af små værksteder opstod. 

Bulldozerne rykker ind

Da bulldozerne rykkede ind
i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerdedel af kvarteret
væk i løbet af få uger. Pludselig gik det hele i stå. Der var ikke
penge til at fortsætte. Det var ikke boligsanering med beboersanering,
sagde mange. Og butikkerne lukkede i stribe.

I 1950 boede der på Nørrebro
132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette
var saneringen. Man foretog en gennemgribende ændring af det fysiske
miljø. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev
taget fra dem. 

For detailhandelen på Blågårdsgade
betød fjernelsen af trafikken omfattende lukninger af butikker. Andelsboligforeningern
Peter Fabersgade 5 – 19
uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede
Magistratens 4. afdeling til at koordinere gennemførelsen af saneringen
i Den Sorte Firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej,
Tagensvej, Fredensgade og Sortedamsdosseringen: 

  • Vi har gennem
    længere tid set, hvordan der rundt omkring i kvarteret sker ændringer.
    Et hus rives ned, et tømmes og bliver stående. Forretninger lukker,
    institutioner bygges om, her og der moderniseres og udstykkes til ejerlejligheder.
    Men det hele sker planløst.

 

Butiksantallet falder

Butiksantallet på Nørrebro
faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste
fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne.
Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I 1981 kunne der fremvises
120 tomme ubenyttede butikslokaler. I Blågårdsgade var 44 % af butikslokalerne
tomme. 

Nu var det ikke kun saneringens
skyld at butikkerne lukkede. Supermarkedernes fremmarch var skyld i,
at mange familieejede købmandsbutikker på Nørrebro lukkede.  
 

Jagtvej 69, tilbudt for
en krone

På et tidspunkt overtog Brugsen,
Jagtvej 69. Nørrebro Handelsforening kæmpede for at bevare huset.
Man brugte argumentet Historisk værdi.
Men det var nok kampen mod endnu et supermarked, der fik handelsforeningen
til at kæmpe for huset.

Meget senere, den 13. juli
2000 diskuterede foreningens bestyrelse, om man ville overtage huset.
Foreningen havde fået det tilbudt – for 1 kr.  Men man sagde
pænt, nej tak.   

Stigende butiksdød

Formanden for Nørrebro Handelsforening,
slagter Knud Schou sagde i 1983 nogle rammende ord: 

  • Lavprisvarehusene
    har ansat såkaldte prispatruljer og leverandørerne sælger til forskellige
    priser og betingelser. Vi har brug for monopoltilsynet. Der gives rabatter
    fra 5 til 20 %. Disse rabatter er allerede opstået hos leverandørerne.
    Omsætningen i de resterende butikker på Nørrebro vil dale med 65
    millioner kroner de kommende år. Det vil selvsagt betyde endnu mere
    butiksdød. Først og fremmest er det forbrugerne, der selv er skyld
    i den stigende butiksdød.
  • Nøgleordene
    er service og specialisering. Vi er nødt til hver eneste dag, at behandle
    vore kunder med omhu. Det er forrykt at møde en vrissen butiksindehaver,
    der samtidig klager over, at omsætningen går nedad. Et venligst smil,
    en faglig betjening kan supermarkederne ikke hamle op med. Så er det
    bedøvende lige meget om prisen på en vare til 20 kroner, er 50 øre
    billigere. Det er en kold tid, vi lever i, og mange mennesker, især
    de ældre og enlige, som vi har mange af i vores område, sætter pris
    på lidt varme og menneskelighed.

 

Dårlig trafikplanlægning

Og butikkerne var slet ikke
tilfreds med kommunens planlægning af trafikforholdene. Således skrev
Butiksejer Poul Wilcke:
 

  • Set på Nørrebrogade
    – 1 stk. lastvogn belæsset med sten, beregnet for etablering af busholdeplads.
    Lastvognen blokerer totalt trafikken i 30 minutter, en hverdag klokken
    15. Vi troede, at dette ville foregå uden for myldretiden. Mit fortov
    har været gravet op de sidste 12 dage. Kunderne har adgang til min
    butik ad et forholdsvis snævert brædt. Jeg må konstatere en omsætningsnedgang
    på 40 %.

 

Masser af ødelæggelser

Og de handlende var også utilfredse
med de unge. Der blev udsendt en presseinformation, hvor man blandt
andet udtalte følgende: 

  • Detailhandlende
    på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som
    de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil
    ikke længere være passive tilskuere til at en gruppe voldelige unge
    ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes i, for
    kvarteres beboere.

 

Butiksejere på Nørrebro har
mange gange måttet feje glasskår. Sådan var det også tilfældet
i 1993, da CNN berettede fra Nørrebro. Politiet affyrede 113 skud.
Med ødelæggelserne for butikkerne var større den 8. – 9. november
1999. Den gang udsendte Nørrebro Handelsforening en presseinformation: 

  • Vi føler, at
    vore næringsdrivende bliver taget som gidsler, da en gruppe af udemokratiske
    hærværksfolk og terrorister får lyst til at vise deres foragt over
    for samfundet.

    Samfundet må stå til
    regnskab for politiets manglende indsats, da deres indsats eller mangel
    på samme, har resulteret i betydelig ekstra omkostninger for de implicerede
    virksomheder.
     

Ingen klassekamp
– uden gadekamp

Men ligesom den gang og mange
gange efter lod poltikerne Nørrebros detailhandlere i stikken. De måtte
klare sig selv. Forsikringerne blev skruet op, og langs muren på Assitens
Kirkegården kunne man dagen efter læse: 

  • Ingen klassekamp
    – uden gadekamp.

 

Man støttede Bydelsrådet

Nørrebro Handelsforening var
ikke enig med alt hvad Bydelsrådet foretog sig, men man havde et godt
samarbejde. Man støttede aktivt en bevarelse af dette råd, fordi det
forstærkede nærdemokratiet.  

Indkøbsordning støtter
de ældre

Bydelsrådet støttede også
oprettelsen af NH Distribution. De ældre fik deres varer leveret på
Christianiacykler, der ikke belastede miljøet. Priserne blev holdt
nede, fordi man også lavede indkøb i Netto, Fakta m.m. Senere skiftede
selskabet navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Men Københavns
Kommune brød pludselig en aftale, og selskabet blev solgt. Resultatet
blev et stort tab for Nørrebro Handelsforening.  

Handelsforeningen var også
med til at stifte en arbejdsløshedskasse for erhvervsdrivende samt
et forsikringsselskab.  

Detailhandelen trives stadig
på Nørrebrogade. Omsætningen her er langt større end i Fields. Det
tænker man nok ikke så meget over i det daglige. 

Hvis du vil læse mere?

– Se under afsnittet
”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar”
eller spørg hos boghandleren efter”Nørrebro Handelsforening gennem
110 år”.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro