Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Sygdom og andre lidelser i Tønder

Marts 30, 2008

For at illustrere historien
startes der med undertegnedes egne lidelser. Læsere er derfor velkommen
til at springe de første kapitler over. Tønder har været plaget af
stormflod, brand, sygdom, vagabondplage, og mangel på social
omsorg. Mange har frivillig bidraget til den sociale omsorg i Tønder.
 

I Tønders historie, er der
tre plager, der går igen: 

– Stormflod

– Brand

– Sygdom/Epedemier 

Og det er det sidste, denne
artikel handler om.  

Mine egne lidelser

For mit eget vedkommende fylder
min lidelseshistorie ikke så meget i statistikkerne. Jeg har dog i
høj grad mærket det i min nærmeste omgangskreds. Mange taler om sygdom
ligesom der tales om vejret. Nogle gange er dette berettiget. Det er
altid legalt at få medynk.  

Måske, kære læser, kan du
springe de første afsnit over, for de fortæller om min egen lidelseshistorie. 

Elefantmanden

Jeg var kun et halvt år gammel,
da jeg fik fjernet mine mandler eller var det polypperne? Som 8 –
9 årig fik jeg røde hunde og fåresyge på en gang. Jeg blev et tilløbsstykke
på Lærkevej. Naboer og familie strømmede til. De skulle se, hvordan
sådan en elefantmand, så ud. 

Skoletandlægen

Noget af det værste var, at
møde op hos skoletandlægen. Det foregik på Kongevej. En lang smal
gang førte ned til Skarfottet.
Inde i venteværelset var der sådan en blå IQ – terning. Hvis denne
IQ – terning og det venteværelse eksisterer endnu er den terning
fuld af angstens sved fra mig. Tandlægen hed hvis nok Jensen,
og havde også et fly stående ud på Tønder Flyveplads.

En gang ville han fjerne to
hjørnetænder hos mig. Min mor nedlagde veto. Måske er det derfor
jeg i dag har et mærkeligt bid.
Min nuværende tandlæge har kun set et lignende tilfælde.
Det hedder noget meget fornemt på latin.

I dag er jeg ikke bange for
at gå til tandlæge. Om det skyldes min tandlæges pædagogiske evner,
eller hans skønne klinikassistenter, ved jeg ikke. 

Skidebale af Bulder og præsten

En dag besvimer jeg på Tønder
Kommuneskole med et vindue over mig. Festsalen skulle bygges om, og
man havde valgt at stille disse vinduer alle steder. I stedet for at
spørge efter min velbefindende måtte jeg stå ret for Bulder
(sådan blev skoleinspektøren kaldt). Jeg fik en ordentlig skideballe
med spyt og det hele.

Et par dage efter, troede præsten,
at jeg var faldet i søvn i forbindelse med konfirmationsforberedelse.
En ny skideballe. Jeg fortalte, at jeg var syg. Jørn Jepsen fulgte
mig over til det nærmeste toilet, som faktisk lå et stykke derfra.
Jeg fik vand i hovedet, men det hjalp ikke.

Præsten må have modtaget
en velsignelse, for han afbrød undervisningen, og kørte mig hjem i
en himmelsk Folkevogn. Det var stort for min mor. Det var ikke hver
dag en præst ringer på hendes dør.

Om eftermiddagen kom Dr. Jark,
der kunne fortælle, at en byld i halsen var undervejs. En masse penicillin
blev udskrevet, og hele 14 dage var jeg væk fra skole.

Bylden forsvandt. 

Akut til Sønderborg

Mange år efter var jeg i byen
med bagermestre og bagerjomfruer i Aabenraa. Det var sjovt. Jeg drak
et par under bordet i Gammel Dansk.

Næste morgen var den hel gal.
Heldigvis var en af bagerjomfruerne, min daværende kæreste, Anne Magrethe
hjemme hos mig. Jeg gjorde fagter og skrev på en seddel, at hun skulle
ringe efter en vagtlæge med det samme. Min hals var ved at lukke.

En vagtlæge ankom efter nogen
tid. Men det lugtede af ”meget Gammel Dansk”.
På en eller anden måde havde den læge ikke humoristisk sans. Han
var ved at gå igen. Men min veninde, som ikke sådan lod sig kue af
noget som helst, stillede sig i vejen for lægen. Han var tvunget til
at kigge ned i min løgnhals.

Nu gik alvoren op for ham.  

  • Uwe skal til
    Sønderborg med det samme. Har I kørelejlighed elles ringer jeg efter
    en ambulance.

 

Jeg kører, svarede min veninde.  

  • Gør du det,
    så ringer jeg efter politiet, du er spirituspåvirket.

 

Heldigvis havde hun en veninde,
der ikke havde drukket Gammel Dansk hele natten. I Sønderborg diskuterede
de, om jeg skulle opereres. Overlægen mente, at det kunne klares med
pencilin og observation.  

Anne Magrethe, du redede
mit liv

Efter en uge blev jeg udskrevet.
Efter at pencilininen var sluppet op, henvendte jeg mig til min lokale
læge, den berømte Carsten Vagn Hansen. Men han var på ferie. En vikar
kaldte mig for et pjok. Han kunne ikke se, at det var noget galt.  

Næste dag var smerterne uudholdeligt.
Min kæreste ringede til hendes læge. Han tog imod mig med det samme,
ringede til Sønderborg, hvor jeg straks blev indlagt. Operationen blev
foretaget dagen efter. Overlægen havde måttet afbryde en vagt for
at operere.  

  • Tak Anne Magrethe,
    du reddede faktisk mit liv.

 

Jeg var tæt i hovedet

Tilbage igen til Tønder Kommuneskole.
Her var det Dr Dahl vore årlige check.

Jeg klagede over, at jeg ikke
kunne høre, og altid havde ondt i hovedet. Han fandt ud af at jeg
var tæt i hovedet.
Det var det sikkert mange, der ville have skrevet
under på.

Men jeg havde både pandehule
– og bihulebetændelse. Og det havde jeg haft i mange år. Ingen havde
opdaget det, heller ikke mig selv.

Så oven over Børnenes
Paradis
skulle jeg så levere snot i en bakke, mens meget smukke
assistenter overværede dette. Det var lidt ydmygende. Ellers var det
lidt mærkelig, når de brød gennem næsen op til panden. Det kunne
man faktisk godt høre. 

Alt dette skete under realeksamen.
Så jeg mødte op med vat i næsen o.s.v. Måske var det af medlidenhed,
at jeg fik ret gode karakterer. Lærer Runge og Lærer Sørensen mente
dog, at der var taget lidt for meget, også noget hjernemasse. 

Mors Kamilete og fars øl
hjalp

Takket være min mors
Kamillete og varm mælk med honning, samt min fars kop eller to
– guldøl, som han brugte som medicin har jeg ikke været mere syg
– heller ikke efterfølgende.
 

Tønders mange lidelser

I 1349 prægede den sorte pest
i Tønder, og 13 år efter druknede en masse mennesker under en stormflod.
Den 1. november 1436 er der igen stormflod. Det samme gentager sig i
1593, 1597, 1615 og 1634

I  1539 dræber pesten
600 indbyggere. Og 10 år efter må 149 dukke under for den samme epedemi.

I 1580 plager pesten igen,
og i 1602 er der 600 mennesker der dør. Pesten kommer igen i 1627,
1628 og1639.

I 1808 dør en masse indbyggere
af dysenteri.

Der er brand i byen i 1517,1522,
1581, 1586, 1622, 1642, 1649 og 1725 

En slurk varmt øl er bedre
end Medicus

I Tønder var det langt tilbage
i tiden omvandrende medicinmænd, der stod for lægehjælpen. Ellers
kunne man altid få hjælp hos barberen, når det gjadt sår og småskader.

Godt nok var der nogle læger,
der slog sig ned i byen i midten af 1600 – tallet, men de fortrak
hurtigt igen. Om det var fordi, borgerne var utilfredse med dem, eller
omvendt, vides ikke.

De fleste ville hellere lade
sig kurere ved 

  • en slurk varmt
    øl end en Medicus.

 

To apoteker

Først i 1691 fik man ansat
en Physicus.

Allerede fra 1623 havde man
et apotek i byen. Apotekeren havde en særstilling. Han blev betragtet
som en embedsmand, der var fri for borgerlig tyngde.
Han havde også ret til at holde vinstue.

Magistraten så med lidt ublide
øjne på apotekerens rolle. Derfor blev der i 1650 oprettet en såkaldt
Nebenapotheke.
Den fortsatte helt til 1920 under det missigende
navn Alte Apotheke. 

Helligåndshus

Enhver købstad havde i middelalderen
et Helligåndshus. Her kunne gamle og svagelige finde pleje.
Det var en blanding af vore dages syge – og plejehjem. Et sådant
hus har sikkert eksisteret i Tønder, før det omtales første gang
i 1523.

Det vides, at Frederik den
1. tillod at indsamle midler til en ny bygning. Den gamle var antagelig
brændt ved Østergades brand i 1517.

Tønder har desuden haft et
Sct. Jørgens Hospital for Spedalske.

Hertug Frederik ofrede en Gylden til Sct. Jørgen i Tønder.
Måske har Gørresmark (Georgs Mark)
haft sin oprindelse herfra. 

En ny brand i 1647 ødelagde
igen Helligåndshuset. Stiftelsen bag dette hus var dog efterhånden
blevet velstående. Efter en ny ordning i 1705 kunne hospitalet dog
kun rumme 24 personer. 

De fattige gik for lud og
koldt vand

Den sociale forsørg havde
ligget i kirkens hånd. Men ved reformationen tog fyrsterne kirkegodset,
men de glemte at overtage forsorgen for fattige, gamle og syge. Om Sct.
Jørgens Hospital forlyder det intet. Men Helligåndshospitalet beholdt
dog sine jorde og vedblev med at være alderdomshjem. Også i 1725 brændte
hospitalet atter.  

De fattige gik for lud og koldt
vand. Prakker – og Stodderfogeden
drev de fremmede tiggere til kommunegrænsen med sin pisk. De syge og
svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor
de blev kastet af på fremmed grund.  

Hver lørdag, tiggeri fra
dør til dør

Dem der var hjemmehørende
i byen blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede
stodderkongen dem i en flok og drog dem på tiggeri fra hus til hus.

Dem, der var så svage, at
de ikke kunne gå med i flokken, ja dem var der også tænkt på. Der
var opstillet bøsser ved byens porte, og der blev lavet indsamlinger
ved bryllupper og andre fester. 

Fattigskat

I 1787 fik Fysikus Kvichauff
ved frivillige bidrag rejst et sygehus i Østergade, men på en eller
anden måde kom der aldrig gang i det. 

Fattigvæsnet var blevet nyorganiseret.
Enhver borger tegnede sig for en frivillig ugentlig fattigskat, der
blev opkrævet af fire borgere, en fra hvert kvarter. Hver lørdag blev
pengene så udbetalt. 

Peter Strucks skjulte testamente

Kniplingehandler Peter Struck
testamenterede 91 demant (1 demant = ½ ha) jord ude i marsken
til oprettelse af et vajsenhus, men hans svigersøn havde efter Peter
Strucks død holdt det hemmeligt. Provst Schrader opdagede ved
et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene
og en stor sum penge i tilgift.

Det blev både til et vajsenhus
og hjælp til genrejsning af Helligåndshospitalet. I første omgang
blev der plads i vajsenhuset til 12 forældreløse drenge.

I den anden tilbygning indrettede
Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård.
Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky personer blev
tvangsindlagt og opdraget til nyttigt arbejde. 

Fattigkollegium, Folkekøkken
og Fattiggård

I 1820 anlagde kommunen kolonihaver
til de fattige, og i 1826 oprettedes en arbejderanstalt i Østergade.
Et folkekøkken blev oprettet i 1831. Her tilberedte man den første
vinter 7.550 portioner mad. 

Ved et regulativ af 1842 blev
der oprettet et Fattigkollegium
og byen inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.  

I 1847 brændte Gørresmark.
Seminariet som gården tilhørte, havde ikke råd til at genopføre
gården. I 1853 indgik kommunen en kontrakt med seminariet om at forpagte
jorden i 50 år. Man genopførte bygningerne og på den måde opstod
fattiggården på Gørrismark. Her blev de arbejdsduelige
beskæftiget i landbruget. 

Herberge zur Heimat

I 1855 byggedes der på
Fysikus Ulrichs
foranledning et nyt sygehus i Østergade ved indgangen
til anlægget. 

Efter 1870 var den store plage
Vagabondplagen.
Gang på gang bankede en tigger på døren. I Tønder
dannede man Foreningen mod tiggeri. Medlemmerne gav madbons i
stedet for penge.

I 1880 indrettede man i Østergade
Herberge zur Heimat
. Her overnattede hvert ¨år 2.000 vagabonder
og rejsende svende.

I 1921 overtog kommunen bygningen,
og indrettede dem til boliger for enlige gamle kvinder. Ejendommen blev
kaldt Carsten – Wilms Stiftelsen
til minde om initiativtagerne. 

Nyt sygehus

I 1892 vedtog Tønder Kredsdag
at give tilskud til oprettelse af kredssygehuse i Tønder, Højer, Løgumkloster,
Nibøl, Læk, Westerland og Wyk. Grev Schack
foreslog, at der blev bygget et stort sygehus i Tønder, men forslaget
blev nedstemt. Og byen var det sidste sted, hvor sygehuset var færdigt.
Det blev taget i brug i 1898. 

I 1925 foretog Tønder Amt
og By en stor udvidelse af sygehuset. Det var stor anerkendelse til
overlæge Dr. Med. Friherre v. Wetheren.  

Nyt alderdomshjem

Det gamle Helligåndshospital
ved Østerport havde i århundrede varetaget den filantropiske forsorg.
I Tønder. Hospitalets formue var i 1920 blevet forøget med en gave
af Kaptajn A. Leonhardt på Cuba. Kaptajnen, der var født i
Tønder blev ved den lejlighed udnævnt til æresborger.

For Helligåndshospitalets
midler blev der i perioden 1939 – 1940 rejst et smukt alderdomshjem
ved Leos Allé for 36 ældre mennesker. Samtidig opførtes to bygninger
med tilsammen 16 lejligheder for byens egne midler, beregnet for
aldersrentenydende.
 

Hvis du vil læse mere om
artikler, der indeholder emner relateret til artiklen:

  • Brand i Tønder
  • De stakkels kniplepiger
  • En af Tønders
    patrioter
  • Lov og ret i
    Tønder
  • Tønder statsseminariums
    historie
  • Tønders historie
    i årstal
  • Digebyggeri i
    Tøndermarsken

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder