Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Højer Tæppefabrik

Marts 30, 2008

Byen var i høj grad præget
af Tæppefabrikkens storhed og fald. Mange beboere i Højer har i tidens
løb været ansat på fabrikken. Det har dog ikke altid været lige
let for fabrikken. Krig, oliekrise og nationale modsætninger, var nogle
af barrierene. I dag lever navnet dog videre.
 

Højer Tæppefabrik var for
Højer det samme som Danfoss for Nordborg. Min tante Sonja arbejdede
der i mange år. Og jeg tror også, at flere andre familiemedlemmer
i byen, arbejdede der. På min mormor´s (Oma) side, var der hvis nok
nogle fra familien Tønder, der også arbejdede på Tæppefabrikken. 

Den mest betydningsfulde
aktør i Højer

Fra 1930 og cirka 40 år frem
var Højer Tæppefabrik den mest betydningsfulde aktør i Højer. Og
det var ikke mindst fabrikant  A.R. Kjærbys
fortjeneste. Ja det officielle navn var for fabrikken var Sønderjydsk
Tæppefabrik.
 

Danmpmaskinen kommer

Egentlig var det et uldspinderi
oprettet i 1877. Det var Mads Madsen, der startede det. Året
efter var det Mathias Ebbesen,
der førte virksomheden videre. 2 – 3 mennesker var ansat på det
lille spinderi, og det var bønderne på egnen, der leverede ulden.

Ved Ebbesns død i 1890 blev
O.K. Amstrup chef. Han giftede sig med Ebbesens enke. Og snart skete
der noget nyt idet Amstrup fik en dampmaskine i brug.  

Udvidet produktion

Ved en brand i 1899 kom der
flere maskiner til og et par væve. Produktionen blev udvidet til garnproduktion,
vævede stoffer. Og så småt begyndte man at fremstille præstegårdsløbere.

I 1918 solgte Amstrup virksomheden
til E. Kieler. Men efter kun et år overtog A.R. Kjærby,
fabrikken med den klausul, at handelen kunne gå tilbage, såfremt den
ny grænse blev trukket nord om Højer. 

Fra en uldspinderfamilie

Anders Rasmussen Kjærby var
3. generation af en fynsk uldspinderfamilie. Efter en uddannelse på
Brandts Klædefabrik i Odense arbejde han forskellige steder i ind og
udland. Sin hustru, Emmy Keidel
fandt han i Hannover. De blev gift i 1903.

I 1906 flyttede de tilbage
til Danmark.  

I 1920 havde fabrikken ansat
6 – 7 personer. Nu blev der også vævet stof til damekjoler og herretøj,
samt uldtæpper og rejseplaids. Og det gik ret godt 

En bestilling fra København
redder fabrikken

Men de fleste kunder kommer
sydfra. De var nu afskåret fra at handle med virksomheden i Højer.

I Foråret 1922 var Kjærby
på fallittens rand.

En bestilling på 300 meter
løbestof fra et københavnsk firma, blev fabrikkens redning. Fabrikken
var ikke beregnet til tæppefremstilling, så en masse praktiske problemer
måtte løses i stor hast.

Tæppestoffet blev leveret. 

Bedre
maskiner

Bedre maskiner og udvidelse
af bygningerne, betød at der i 1931 var 25 beskæftigede.  

Nationale modsætninger
hindrer udvidelse

Efterspørgslen var stærkt
stigende. Den disponible grund blev for lille. Kjærby skulle bruge
bedre elforsyning, vandforbrug og kloakafløb og mere plads til udvidelse.
Men det tyske flertal i Højer byråd satte sig i 1936 på bagbenene.

Ved kommunalvalget i 1933 blev
der igen syv tyske og fire danske stemmer. Der blev valgt to viceborgmestre:
1: urmager, Laurids Mathiesen, tysk og 2: fabrikant A.R. Kjærby, dansk. 

Tre arbejdere fra fabrikken
tog til København og bad statsminister Stauning
tage affære.  

Der var allerede lavet forberedelser
til at fabrikken skulle flytte til Bogense, men i 1937 blev problemerne
løst.

I 1939 var der 130 beskæftigede,
og fabrikken var den største industrivirksomhed i Tønder amt.  

Mangel på uld

Under anden verdenskrig var
der mangel på uld. Den blev på fabrikken blandet med klude af alle
slags. For at holde produktionen i gang, gik man over til at fremstille
papirtæpper.

Kreativiteten var stor. Man
kunne ikke købe nye maskiner i udlandet under krigen, så fabrikken
fik indrettet et maskinværksted, der selv skulle fremstille maskiner.
På den måde klarede man sig gennem krigen. Man havde ansat mellem
90 og 100. 

Familieaktieselskab

I 1937 var virksomheden blevet
omdannet til et familieaktieselskab. A.R. Kjærby var bestyrelsens formand,
desuden bestod den af bankdirektør Johs. Poulsen, Tønder, Kjærbys
svigersøn, J.C. Nielsen, sønnen Johannes Kjærby og endnu en svigersøn,
Vilhelm Mathiasen. 

Ingen overenskomst

A.R. Kjærby og hustru var
i 1937 flyttet til Kolding, men allerede året efter bosatte de sig
i Aabenraa. Men samme år døde han pludselig. 

Kjærby ville ikke lave overenskomst 
med tekstilarbejderforbundet. En blokade mod fabrikken var virkningsløs.
Lokalbefolkningen ville gerne arbejde på fabrikken. De betragtede Kjærby
som deres far. Konflikten varede i fire år. Først i 1936 blev
der oprettet overenskomst. 

Stor udvidelse

I 1949 påbegyndtes en stor
udvidelse af fabrikken. Mod vest blev der etableret et nyt kedelhus
med vaskeri og farveri og lidt senere en stor ny væverihal. Man begyndte
nu også at fremstille Axminstertæpper. Og i 1951 solgte man to km
løbestof til plenarsalen i FN – bygningen i New York. Til Aalborghallen
lavede man Danmarks største tæppe. 

Statsafgift på gulvtæpper

I 1952 begyndte man at lave
Wiltontæpper. Det var blandt andet takket være Johannes Kjærbys tekniske
snilde.

I 1954 blev der lagt 25 % statsafgift
på gulvtæpper, og da tolden på udenlandske tæpper samtidig var lave,
skabte det i en periode vanskeligheder, med afskedigelser til følge. 

I 1954 brændte spinderibygningen
og nopperiet. Skaden androg cirka en million kroner. 
 

Succes med eksport

Først i 50’erne var man
begyndt på eksport. I løbet af en halv snes år, var man oppe på
at eksportere ca. halvdelen af produktionen, og antallet af beskæftigede
nåede op på 200. 

Fra 1959 samarbejde man med
kunstnerparret Rita og Vincent Lerche.
Det betød en stor fornyelse i farver og mønstre. Nye eksportmarkeder
som Canada, USA og Japan kom til. 

Rationaliseringer

I 1966 gennemførte fabrikken
en rationalisering. Man opgav selv at fremstille garn, og koncentrerede
sig om vævningen. Det varede dog adskillige år inden denne ændring
blev gennemført.  

Direkte fra fabrik til forbruger

Pludselig kneb det med afsætningen.
Der blev ikke solgt det antal tæpper, man havde regnet med.

I 1972 stoppede man pludselig
med at sælge gennem tæppeforretninger. Nu gik man udelukkende over
til at sælge direkte fra fabrik til forbruger..

Man havde overtaget den nedlagte
kommuneskoles bygninger, og i gymnastikfløjen blev der indrettet udstillings
– og salgslokaler i to etager. I forbindelse med dette, blev der indrettet
et cafeteria. 

Man fik dispensation af kommunalbestyrelsen
til at holde åbent i weekenden. Dette fremkaldte voldsomme protester
af tæppehandlere. En salgsfilial i Odense og Herning blev også oprettet. 

Arbejdsdeling

I 1973 satte oliekrisen ind,
hvilket resulterede i en afmatning på eksportmarkedet. I 1974 måtte
man lave en arbejdsdeling blandt de 130 ansatte.

Den 5. juli 1974 måtte virksomheden
standse sine betalinger. I årets første halvdel havde man oparbejdet
et underskud på en million kroner. Fabrikkens gæld var på 12 millioner
kroner. Men fabrikkens værdi var dog over dette tal. 

Fabrikken fortsætter med
40 medarbejdere

Den 15. september 1975 købte
fabrikant Per Campen virksomheden med det formål, at føre den videre
som tæppefabrik, og stadig satse på kvalitetsvarer. Man fortsatte
med 40 medarbejdere, og filialerne i Odense og Herning blev nedlagt.
Ligeledes ophørte det direkte salg fra fabrikken og man forsøgte at
genetablere forbindelsen til tæppehandlerne.

Omkring 1980 blev spinderiet
nedlagt. 

Billige udenlandske tæpper
ødelagde det efterhånden for fabrikken. Man satsede nu på tæpper
til institioner.  

Efter fabrikant Campens død,
førte enken, Lissi Campen fabrikken videre og senere blev den overtaget
af datteren, Carina Campen.

Af hensyn til konkurrencen
begyndte man at gå på akkord med hensyn til kvaliteten. Denne kvalitet
havde været varemærket i Kjærby`s tid.  

Konkursbegæring

I 1991 var der kun beskæftiget
14 medarbejdere, men året efter blev staben yderligere formindsket.

I September 1992 indgav firmaet
konkursbegæring. Dermed var det definitivt slut med Højer Tæppefabrik.. 

Byen Højer har i høj grad
været påvirket af Tæppefabrikkens storhed og fald. Og mange borger
i Højer kan den dag i dag berette om deres arbejde på Højer Tæppefabrik
i dens storhedstid 

Navnet lever videre

Men navnet Højer Tæppefabrik
bliver videreført. I dag fra en adresse i Skævinge, drevet af Familien
Degn – Hansen. Virksomheden beskæftiger sig udelukkende med vævning
og slag af gulvtæpper. På deres hjemmeside står bl.a. 

  • Højer er en
    af Europas ældste gulvtæppefabrikanter. Gennem genrationer er råstoffer
    og fremstillingsmetoder blevet afstemt for at sikre gulvbelægning i
    særklasse ved hjælp af den nyeste væveteknik.

 

Hvis du vil læse mere

  • Højers historie
  • Højer 1935
    – 1945
  • Hvem boede på
    Kiers Gaard?

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer