Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Brumleby på Østerbro

Marts 30, 2008

Et mønsterbyggeri, der
snart gik i forfald. Læs om borgernes utrættelige kamp mod offentlige
myndigheder. København var en rotteplage. Kolera var årsagen til Brumlebys
tilblivelse. Man havde egne butikker, sygekasse, bibliotek, badeanstalt,
asyl og badeanstalt. Men man skulle opføre sig ordentlig, ellers blev
man smidt ud.

I 1853 hærgede koleraen atter
København. Hvis myndighederne havde lyttet til lægerne, var der måske
ikke omkommet 4.700 mennesker. 

Bedre hygiejne ønskes

Allerede i 1840 havde læge
Emil Hornemann i skrift og tale gjort myndighederne opmærksom på,
at byens dårlige hygiejniske tilstand med åbne latrinkuler, dårlig
vandforsyning og arbejdernes elendige boligvilkår. Også den dårlige
ernæring var et problem..

I 1845 havde ingeniør F.G.
Kabell udsendt et skrift med baggrund i de lægelige krav om bedre hygiejne.
Ingeniøren foreslog en kloakering af hele København med stikledninger
til hver enkelt af byens ejendomme til spildevand og toiletafløb. 

Ridestøvler, som følge
af rotteplagen

Holmens Kanal havde i mange
år været kendt som Københavns åbne kloak. Rotterne trivedes i store
mængder. Ofte invaderede de Det Kongelige Teater i så store mængder,
at herrerne for en sikkerheds skyld iførte sig deres ridestøvler.
Damerne havde større problemer. De havde store kjoler i flere lag.  

Drikkevand og spildevand
fra samme sted

Toiletter i vores forstand
eksisterede ikke. I stedet havde man åbne latringruber, dvs. En mødding,
som blev tømt 2 gange om året. Latringruberne i gårdene var utætte.
De såkaldte chokoladevogne kørte latrinen til Amager. Drikkevand fik
man fra forskellige ”kilder”. Vandet blev ledt i render fra Københavns
omliggende søer og endte f.eks. i Rosenborg Slotsgrav, der både blev
brugt til drikkevand og til spildevand. Det samme gjaldt for de tre
store søer i København. 

I 1847 offentliggjorde Hornemann
artiklen, Om adskillige mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark
og om en forbedret Vandhygiejne som Middel herimod.
Hornemann havde
forskellige måder, hvordan man kunne løse problemerne.  

Et besøg hos de fattige

En københavnsk præst, pastor
Visby fortæller om et besøg i et udlejningshus for fattige familier: 

  • Deres Bolig er
    som oftest over al Beskrivelse slet. Den består i regelen af et eneste
    lidet, lavt og smudsigt Værelse, stundom med Adgang til et fælles
    Køkken. Opgangen er i Reglen ad en stejl og brøstfældig Trappe, ofte
    kun en Stige. Jeg har været på Steder, hvor denne Stige endte sig
    med en Lem, der måtte løftes op med Hovedet, og hvor man da befandt
    sig lige under Rygningen af Taget i et tresidet Rum under Hanebjælkerne.
    Kakkelovnen mangler ikke sjældent ganske. Selv i et Hus på Christianshavn,
    der tilhører en offentlig kasse., Overformynderiet, udlejes Værelser
    uden Kakkelovne. Ruderne ere lidt itu og tilklistrede med papir eller
    tilstoppet med Pjalter. Den største Urenlighed hersker næsten overalt.
    Der bliver aldrig vasket hverken Gulv eller Trapper, og da Vinduerne
    lige så lidt nogensinde oplukkes, for ikke at den Smule Varme, som
    er fremkaldt ved det menneskelige legemes Uddunstninger, skal tabes,
    hersker der i Reglen, en kvælende højst usund Atmosfvære. For sådanne
    Lejligheder betales fra 8 til 14 Rdl. Halvårlig, og der gives Huse,
    hvor der findes et Antal af over 50. De Fattiges Føde er i Almindeligheden
    tør Mad, og da denne vanskeligen vil glide, hjælper de derpå med
    Kaffe og Brændevin. Varm Middagsmad er sædvanligvis ukendt, undtagen
    når den tilsendes dem af godgørende Mennesker.

 

Politikerne i 1850: Det
er for dyrt
 

Borgerrepræsentationen lod
i 1850 udarbejde et projekt til nedlægning af vandledninger, gasledninger
og kloakledninger. De store udgifter fik både Borgerrepræsentationen
og indenrigsministeren til at afvise projektet.

Man lavede også et forsøg,
der dog kun varede i to måneder. Det var alt for dyrt, sagde politikerne 

7.200 personer blev angrebet
af koleraen i 1853, heraf døde 4.700. Sygdommen ramte mest i de fattige
kvarterer. Særlig slemt stod det til i Fattigvæsnets stiftelser og
de specielt indrettede kolerahospitaler.

I stedet for at forebygge ved
evakuering, leje af lokaler, bestilte fattigvæsnets direktør 200 ligkister.

Berlingske Tidende skrev ironisk: 

  • at Direktionen
    snart ikke mere ville behøve at rømme Hospitalet, thi det ville ske
    af sig selv.

 

Lægeforeningen

Den 9. juni stiftedes Lægeforeningen
mod Choleraens Udbredelse.
Man havde udsendt et brev til alle husstande
i byen, der fortalte, at man ville aflægge et besøg. Man ville fortælle
om sygdommen og dens bekæmpelse, skaffe trængende al mulig hjælp
og ordentlig mad. I særlige tilfælde ville man evakuere beboerne og
skaffe dem en anden bolig.

Foreningen indsamlede selv
midlerne blandt de mere velhavende, men vigtigst var, at næsten alle
københavnske læger sluttede op om initiativet, der naturligt nok blev
lededes af Horneman. De værste huse blev evakueret, og beboerne ført
til midlertidige nødboliger i Livgardens Kasserne samt i teltlejre
på Christianshavns eksercerplads og glaciset tæt ved Sankt Jørgens
Sø. 

Brumleby opføres

Lægeforeningen havde allerede
inden koleraens udbrud luftet planer om, at opføre en sund by for arbejdere.
Et areal på Øster Fælled blev stillet til rådighed. Arkitekt blev
ingen ringere end professor G. Bindesbøll.

I løbet af 1854 blev de første
huse færdige, og i 1857 var der otte blokke parat. I 1867 udvidedes
Brumleby med endnu otte blokke, denne gang tegnet af arkitekt Vilh.
Klein.

Disse bygninger burde have
givet inspiration, men byggespekulanter havde kronede dage, især på
Nørrebro.  

Ved indgangen til Lægeforeningens
boliger, Brumleby, sidder et skilt med teksten: 

  • I året 1853
    kom koleraen til København. Lægen Emil Hornemann tog samme år initiativet
    til at bygge Lægeforeningens boliger på Østerbro som de første sociale
    arbejderboliger opført i det åbne land uden for voldene.

 

  • Gottlieb Bindesbøll
    blev arkitekt for byggeriet, og de første 8 blokke blev påbegyndt
    allerede i efteråret 1853. I 1860’erne blev der opført yderligere
    10 blokke, denne gang med Vilhelm Klein som arkitekt. Hele anlægget
    med Husholdningsforening, Børneasyl, Badeanstalt, Mødesal og Sløjdskole
    stod færdig omkring århundredeskiftet. Lægeforeningens boliger, Brumleby
    blev fredet i 1959.

 

    De færdigbyggede Bindebøll
    – blokke havde pr. 1. oktober 1858 knap 200 børn i alderen 0 –
    6 år.

    Af dem var der plads til
    30 i det nærliggende asyl på Blegdamsvej, som boligerne støttede

    økonomisk. Fra starten
    var det ikke plads til et asyl i boligerne.

    I 1871 befandt der sig
    400 børn under den skolepligtige alder i Brumleby. Men heller ikke
    i ”Klein

    – byggerierne” var der
    planlagt asylbyggeri. I løbet af året fik man dog etableret et asyl
    til 100 børn. 

Moral og sundhed skulle
højnes

Formålet med opførelsen af
Brumleby, var foruden at forbedre sundhedstilstanden også at højne
moralen i arbejderstanden. Hornemann skrev i 1876 et skrift om arbejderboliger: 

  • Dette lille Arbejde
    tilegnes herved den danske Arbejderstand, som deraf blandt andet vil
    skjønne, hvor meget Arbejde, og hvor meget Bekostning, Tid, Dygtighed,
    Uegennyttighed og Velvilje, der nu i en Række af Aar er ofret og fremdeles
    vil blive ofret af den såkaldte dannede Klasse for at skaffe Arbejderne
    et af Livets bedste Goder, nemlig en sund og billig Bolig, og derved
    Betingelsen for et hyggeligt Familieliv og en god Børneopdragelse.
    Kunne dette bidrage til, at de blandt Arbejderne, som hidtil kun med
    Mistro havde set på deres bedre stillede Medborgere, i Fremtiden vilde
    med velvillige og aabne øjne betragte denne Klasse af deres medmennesker,
    da vilde de baade være en stor Ære for Arbejderen og en sand Glæde
    for Forfatteren. I sandelighed ideologisk magtoverdragelse.

 

Fundatsen for Lægeforeningens
boliger omtaler formålet med foreningens byggerier 

  • sunde og billige
    Boliger for de ubemidlede klasser af Hovedstadens Befolkning. Beboernes
    sundhed, sædelighed og tilfredshed søges så vidt muligt fremmet ved
    hensigtssvarende og reglementariske Bestemmelser, navnlig til overholdelse
    af god orden og renlighed.

 

Omfattende kontrol med beboerne

Pladsmænd blev ansat. De skulle
holde øje med, at beboerne opførte sig ordentlig. De var en slags
lokal ordenspoliti, der overvågede og kontrollerede beboerne. Den fysiske
renhed var forudsætningen for den åndelige renhed.

Man ville forbedre på de mennesker,
man tog under vingerne. I vedtægterne §2 stod at man ville 

  • fremme deres
    sundhed, sædelighed og tilfredshed.

 

Disse pladsmænd havde uniformer.
Deres arbejdsbluser var lavet af samme stof som det mælkedrengene havde
på. På hovedet havde de en uniformskasket med et grønt bånd om.
Her stod Lægeforeningens Boliger.  

2.500 mennesker i Brumleby

Bestyrelsen måtte selv finansiere
lejeboligerne. Brumleby var karaktiseret ved, at der var lys og luft
mellem de toetagers blokke, der bestod af et – og toværelses lejligheder
med separat indgang, bestemt for familier, enlige og enker.

Husene var billige, der var
ingen overflødig dekoration, og lejlighederne var små. Men det var
det første sociale boligbyggeri i Danmark.  

Da byggeriet var fuld udbygget,
var der ca. 550 lejligheder i Brumleby med 2.500 mennesker. De gule
og hvide husblokke er 50 meter lange med syv indgangsdøre, der hver
fører til en eller flere lejligheder. De første blokke blev færdiggjort
i 1854 og de sidste i 1872.

Til stuelejlighederne hører
småhaver, mens arealerne mellem blokkene er delt mellem privathaver
og fællesareal. 

Nedslidt og belastet

Brumleby var smukt og gennemtænkt
fra starten. Men snart blev det et nedslidt og belastet boligområde.
Bestyrelsen skulle selv finde lånemuligheder. Man havde ikke råd til
ret mange dårlige betalere.

Allerede i 1888 klagede beboerne
over dårlig vedligeholdelse. Således havde de første bygninger ingen
tagrender. Arkitekten, Bindesbøll døde i 1856, og først i 1861 –
62 ansatte man en murermester, der skulle gøre noget ved vedligeholdelsen.

Først ved århundredeskiftet
var der foretaget ordentlig kloakering, og der var ikke toiletter i
alle lejligheder, som oprindelig var planene. 

Koleraen kunne brede sig
til velhavere

Man havde vel også et politisk
motiv med arbejderboligerne. Koleraen som raserede i arbejderkvartererne
kunne jo tænkes at brede sig til velhaverkvartererne. 

  • Den Fattige,
    den arbejdende, bor og eksisterer under altfor slette Vilkår, hans
    Andel af Byen er så sammenpresset, at han ikke kan ånde frit, der
    ågres med Rummet, til ødelæggelse, for ham og med fare for os alle.

 

Bestyrelsen i Brumleby ville
ikke økonomisk støtte opførelsen af Jacobskirken på nabogrunden,
men de havde ikke npget imod, at kirken kom ind i Brumleby. I Mødesalen
blev der også holdt søndagsskole. Mellem blokkene var der friluftsmøder. 

Kvinderne ville ikke bruge
badeanstalten

Klein – blokkene fik lagt
vand ind fra starten, mens det første byggeri først fik det i ombygningen
1895 – 1904. Så det var meget naturligt at Brumleby fik en badeanstalt
i 1892.

Denne badeanstalt indeholdt
10 brusebadceller, hver med sit påklædningsrum, et lille kontor
og venterum, kedel – og kulrum, samt passende bolig for bademesteren
og familie. Et bad med håndklæde kostede 10 øre og et stykke sæbe
3 øre. Antallet af badende har man også tal på. 31.000 i 1893 og
hele 40.880 i 1896.  

  • Kvindernes Brug
    af Badende har desværre været Tarvelig.
    Det vil sikkert i høj Grad fremme Sundhed og den personlige Renhed
    blandt Kvinderne i arbejderklassen., i Fald, der kunne blive Skik, at
    det kvindelige Tyende engang imellem fik en 10
    – øres Badebillet og Tid og Frihed til at bade, som de nu får en
    Tur i Skoven eller en Billet til Tivoli (Årsberetning 1892)

 

Uorden, ufred og uvedhæftighed

Fra 1871 til 1908 blev der
ført statistikker over udsmidninger. Og det svingede mellem 20 og 50
hvert år. Grunden var som regel inden for tre kategorier: Uorden,
ufred eller uvederhæftighed.
Det sidste var i forbindelse med huslejen.

Lejeretancen udgjorde fra januar
1860 – maj 1862 6.000 rdl., hvilket var cirka halvdelen af den samlede
lejeindtægt. Dertil kom der også, at inspektøren bedragede foreningen.

Strengere kontrol

I de følgende år blev kontrollen
forstærket. Forbud med logerende blev også indført. I bebyggelsen
var der på 48 adresser eksempler på ulovlige logerende. I Årsberetningen
fra 1863 kan man læse: 

  • Det synes som
    om den strengere Kontrol med Lejens erlæggelse osv. Har gjort, at det
    især er den bedre del af denne Klasse, som nu er Lejere. Foruden Arbejderne
    fra de omkringliggende Fabrikker, Professionister af alle Arter (Håndværkere),
    Vaskekoner og enkelte Pensionister findes der for Tiden også adskillige
    hertil flyttede Underofficersfamilier blandt Lejerne.
  • Anstaltens fred,
    ro og Økonomi led alt for meget ved at beholde sletteste Lejere, hvilke
    derfor har været en nødvendighed efterhånden at fjerne (
    Årsberetning
    1864).

 

Kønsopdelte værelser ønskes

Man var også bekymret for,
hvordan beboerne sov, specielt om ugifte af forskelligt køn sov i samme
værelse. Hornemann gav i Danske Arbejderboliger
en beskrivelse af de herskende forhold i Brumleby: 

  • Sædeligheden
    lider meget ved, at hele Familien undertiden sover i eet Rum, og endnu
    mere ved at Børnene af forskellige
    Køn, selv efter Modenhedsalderen er indtrådt, sover i een seng. Med
    Tiden håber man imidlertid at få dette forhold forandret ved blandt
    andet at sørge for flere Soverum med faste Sengetider og deslige. Hidtil
    sørger man at forebygge det, ved at pålægge Forældrene at sende
    konfirmerede Børn ud af Huset for at tjene osv.

 

Nu var Brunleby – lejlighederne
ret små. Det var bedre i Nyborggade. Her blev der bygget 48 3 – værelses
lejligheder, beregnet for familier med flere børn, hvor der kunne skaffes
soverum for hvert køn særskilt.

Da denne bebyggelse blev revet
ned i 1959, var der nogle der nægtede, at flytte. Så kom der presenning
over. 

Politiske møder var forbudt

Kostalden
eller Mødesalen blev bygget 1897 – 1898. Grunden til, at den ført
blev bygget på det tidspunkt, var at møder blandt beboere kunne være
politisk farlige. Man var bange for, at socialisterne tog magten. 

I 1880’erne var det forbud
mod at holde politiske møder på området. Men rundt om i lejlighederne
kunne man ikke forhindre sådanne møder. Inspektørerne forespurgte
bestyrelsen, om de kunne få udvidet deres beføjelser til at kontrollere
denne utugt.

Men den 21. august 1885 blev
Østerbro Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet. Man lagde
vægt på, at man var en diskussionsforening og ikke en vælgerforening.
Bestyrelsen bestod næsten udelukkende af beboere fra Brumleby. 
I 1894 havde man 300 medlemmer.

Østerbro Husholdningsforening
blev også stiftet i Brumleby. Gamle Danses Venner og Gamle Danses Værn
Holdt til i Kostalden. 

Skole til de mindre børn

Da Klein – blokkene blev
tilført i 871 var der ca. 400 børn mellem 7 og 15 år i Brumleby.
De måtte gå den lange vej til Sankt Hansgades Skole på Nørrebro.
Dengang var der ingen kommuneskole på Østerbro.

I 1878 blev et lokale i Brumleby
indrettet til skole for de mindre skolepligtige børn.

Man havde overvejet at bygge
en rigtig skole, men i 1882 blev der bygget en kommunal skole i Ryesgade,
hvor børnene begyndte at gå. 

Østerbro Husholdningsforening

Østerbro Husholdningsforening
(ØHF) indrettede den første butik i 1868. Et medlem havde stillet
sit dagligværelse til rådighed. De første varer man kunne
købe var brød, mælk, fløde, gryn, øl, svovlstikker og pindebrænde.

I 1875 indrettede foreningen
en hørkram under urtekræmmeren for handel med tungere købmandsvarer,
øl og brændsel. I 1878 startede men en spækhøker – butik bag urtekræmmeren.,
og i 1886 et ismejeri.

Et bibliotek fik man også
indrettet. I 1898 var man således oppe på 3.000 bind. Og to sygekasser
var der også i bebyggelsen.

Konfirmations – og begravelseshjælp
var også noget som foreningen ydede tilskud til. 

Lange ventelister

Boligernes popularitet ses
samtidig af ventelistens størrelse. I de første mange år lå tallet
i reglen på 200 – 300 ansøgere. Men i slutningen af 1920’erne
og i 30’erne voksede listen enormt. For at bringe listerne ned, skrev
man på indtegningslisterne i 1930: 

  • da der er indtegnet
    ca. 550 Boligsøgende vil det vare mindst 10 År, inden denne Ansøgning
    kan komme i Betragtning

 

I 1935 var tallet oppe på
800. Man satte en grænse for at komme på listen til 65 år, og grænsen
for indflytning til 75 år. I 1938 toppede listen med 1.000 ansøgere.

Pludselig dalede listen med
ansøgninger. Bestyrelsen vedtog nemlig at give aldersrente – og invalidepensionister
forret frem for børnefamilier.

Efterhånden udviklede man
traditionsrige fester bl.a. boligblokkene og i Kostalden. Sommerfest,
Høstfest, Julefest, Nytårsfest, Fastelavnsfest, teater – og filmforestillinger. 

Brumleby fredet

I 1958 modtog Københavns Magistrat
de første planer til et højhusbyggeri på Brumlebys jord. To trediedel
skulle overdrages til naboen, Københavns Idrætspark. Til gengæld
skulle byggeriet gå i højden på resten af arealet, langs Øster Allé
med 6 etager, langs Olufsvej med 11 etager og langs Østerbrogade med
7 etager.

De 602 lejligheder skulle bygges
som socialt boligbyggeri.

Men ildsjæle fik hele bebyggelsen
fredet. 

Forfald

I Brumleby var bebyggelsen
ved at forfalde. 

  • Bygningernes
    bestanddele er på alle områder overordentlig hårdt medtagende.

 

Tagdækningens skifersten er
porøse. Forsvarlige og holdbare reparationer er næppe mulige. Bjælkelag,
gulve, døre kræver udskiftning i stort omfang. For flere bygningers
vedkommende må stadig tilbagevendende svampeangreb bekæmpes og fornyelse
af råddent tømmer og træværk finde sted. Fugtighed i vægge og gulve
skaber alvorlige gener i et stort antal lejligheder.

Selve miljøet
i det eksisterende Brumleby blev mistænkeliggjort, og også brugt som
et argument for nedrivning.. Man mente pludselig at nabokontakten indeholdt
for store mængder.

Brumleby syntes sin ende nær.

I 60’erne var der gået spekulation
i boligbyggeri og – standard under devisen Riv ned og byg nyt,
det skaber vækst.
 

En kamp mod myndighederne

I Årsberetningen fra 1969
kan man læse: 

  • I Oktober 1970
    er ca. 310 lejligheder endnu udlejet til beboere af ældre årgange
    og ca. 180 lejligheder udlejet til unge. Der har ikke kunnet undgås,
    at der er opstået uoverensstemmelser mellem beboergrupperne, idet hver
    aldersklasse har sin særlige livsudfoldelse, og blandingen af lejere
    med så stor aldersforskel kan under de givne forhold ikke anses for
    absolut heldig. 10 lejligheder er forsøgsvis udlejet til unge narkomaner,
    for hvis vedkommende der også har været vanskeligheder at bilægge.

I 1970’erne var der store
slagsmål mellem beboerne og myndighederne. Københavns Kommune var
indstillet på, at lade bebyggelsen forfalde, så der kunne komme luksusbyggeri
på stedet. Dette medvirkede til stærkt beboersammenhold, der eksisterer
den dag i dag.  

I 1971 besluttede Borgerrepræsentationen,
at Brumleby skulle rives ned og erstattes af en plan fra 1965 med terrassehuse.

Beboerne havde i 8 år kæmpet
med kommunen om at få vedligeholdt lejlighederne. Men kommunen ville
hellere lade dem forfalde. Utætte tage og tagrender, umalede vinduer
og døre, slidte trapper uden lys, var noget af det, beboerne måtte
kæmpe med. 

Beboerne ville ikke finde sig
i den behandling, og demonstrerede på Rådhuspladsen mod politikernes
beslutning.

Kommunen havde anmodet om ophævelse
af fredningen af Brumleby. 

I Brumleby blev der nedsat
en Bevaringsgruppe. Gruppen fik til opgave at udarbejde et forslag til
billigere modernisering. 

Lejerforeningen fjorde hårdnakket
modstand. De besatte lejligheder, lavede huslejeboykot og førte retssag. 

Beboerne var bestemt ikke tilfredse
med, at Ungbo skulle overtage indstillingsretten til ledige lejligheder.
Beslutningen kom som et lyn fra en klar himmel.

Og endnu mere forbløffet blev
de, da de så overborgmester Weidekamps plan i 1976. Han foreslog en
luksusmodernisering af bebyggelsen. Lejlighederne skulle koste 3.000
kr./mdl. Ligeledes foreslog han en skrabet vedligeholdelse fra kommunens
side. 

Mord i Brumleby

I 1978 skete der et mord i
Brumleby. Den 20. marts blev den 40 – årige bogbinder, Kurt Svensson
myrdet i sin lejlighed. Han var blevet stukket adskillige gange med
en kniv. Morderen blev senere pågrebet. 

Brumleby bliver hædret

Fra 1990 – 96 blev Brumleby
renoveret i samarbejde med beboerne. I 1997 blev Brumleby sammen med
Øksnehallen og Ny Carlsberg Glyptotek tildelt Europa Nostra Pris for
bevaring og renovering.

I 2002 blev Brumleby solgt
af Københavns Kommunes Byfornyelsesselskab og omdannet til  Brumleby
Almene Andelsboligforening, administreret af KAB.

I 2004 blev Brumleby medtaget
i den såkaldte kulturkanon under arkitektur. Nyt tag, fjernvarme og
indlagte toiletter med brusebad blev installeret i alle lejligheder.
I en 8 måneders periode måtte beboerne genhuses. 

Hvad koster det?

Og hvad koster det så at bo
i Brumleby? En lejlighed på 60 m2 med 60m2 loft koster 4.500 incl.
Varme, antenne og a conto varme/el. 

Hvorfor hedder det Kostalden?

Hvorfor hedder mødesalen –
Kostalden?

Vinduerne sidder helt oppe,
lige som i en kostald.

Nogle gang flygtede kvæget
ned af vejen til Trianglen. Og døren til mødesalen stod åbent om
sommeren. Så kunne det hænde, at en ko forvildede sig herind.  

Hvorfor hedder det Brumleby?

Hvorfor hedder det egentlig
Brumleby?

Ja, der er mange forklaringer.

Brumleby blev bygget på Fælleden
med kreaturerne græssende på den anden side af hegnet. Koen brummer
dybt sin melodi,
hedder det i Aakjærs Jeg er Havren.  

Fra kvæget kom oksebremserne
summende og brummende ind over Brumleby. 

En anden forklaring er, at
de oprindelige blokke faktisk hed Brumleby, mens de nye Klein – blokke
blev kaldt for Kolyst. 

Da brokvarterene blev brolagte,
kunne beboerne høre, at de gamle kærrer rumlede, deraf navnet brumle. 

Brumleby blev kendt som et
kampnavn
, for drengebander der spredte død og ødelæggelser
i nabo – kvarterne. Og denne forklaring er netop gengivet i Martin
Andersen Nexø i ”Et lille Kræ”.

Det handlede om kampene på Fælleden mod naboerne, Rabarberne
fra Nørrebro 

  • Brumleby er raske
    drenge

    Olufsvej er ligeså

    Rabarberne de kryber
    sammen

    Når de en på tæven
    få.
     


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro