Snart fritlægges nogle
københavnske vandløb. Lygteåen og Ladegårdsåen fungerede delvis
som kloak  i ældre tid. Byggespekulanterne gjorde som det passede
dem. Vandinspektør Colding havde en plan. Men Frederiksberg ville ikke
være med. Det betød at Nørrebro i mange år havde en stinkende kloak.
Den gik ned til søerne, hvorfra man fik drikkevand. 

I perioden 1850 – 57 opførtes
der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på Nørrebro.
Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne tjente
en masse penge.

Jo senere en lejekasserne stod
parat, des mindre tjente man. Moralske og hygiejniske hensyn var der
ikke tid at tage hensyn til. Resultatet blev også derefter. Triste
og ensformige gader. 

Hastværk førte til besynderligheder

Nørrebro var først, og derfor
blev denne bydel også mishandlet mest. Tømrergade og Smedegade
blev anlagt i 1853 og Murergade i 1854.
I Blågårds – kvarteret fyldtes husene på kryds og tværs.

Den ene grund efter den anden
blev bebygget, og den ene familie efter den anden flyttede ind. 

Dette hastværk førte til
mange besynderligheder. Forbindelsen mellem Åboulevarden og Nørrebrogade
bugtede sig frem gennem Evaldsgade, Thorupsgade, Korsgade, Vesselsgade,
Baggesnesgade og Dosseringen.

I den ene ende af Dosseringen
blev der bygget villaer i 15 alens afstand fra Dosseringen, dernæst
høje huse i 12 alens afstand og med facade ud mod en sti. Denne sti
havde beboerne kun adgang til, med Vandværkets tilladelse.  Det
sidste stykke havde facade ud til en offentlig gade.

Man vidste ikke om der langs
søens bred skulle anlægges et villakvarter, eller en allé. Resultatet
blev ingen af delene, man byggede bare planløst.  

Byggespekulanterne bestemte
selv

Den lille stump gade ved
Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer,
tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle
have grunden bebygget. Husrækkernes afstand fra søerne var også helt
tilfældige. Tømrermester Bergmann
byggede i 1853 sit første hus i en afstand af 12 alen fra Dosseringen.
Ja så rettede naboejendommen sig også ind efter dette. Man byggede
efter sit eget hoved, der var ingen retningslinjer.

Bülow og Bangert fik særtilladelser,
så de kunne fortsætte deres grundspekulation. 

I den
”beklageligste” forfatning

Inden 1857 var bebyggelsen
nåede helt ud i Kløvermarken, mellem Jagtvejen og Lygten. Den første
gade herude, var Allersgade, opkaldt efter grundens ejer. 

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret
var alle sammen private, og brygger J.C. Jacobsen
skrev i 1856: 

• I regelen er
  gaderne i den beklageligste forfatning, uden brolægning, uden fortove,
  og hvad der var endnu værre, uden rendestene.

 

Man havde hverken tænkt på
vandafløb eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter
og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.

Den stinkende grøft langs
Blaagaardsvejen gav konstant grobund for klager. Men parecelejerne
værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne
også. Men de var bundløse.

Kommunen havde tilbudt at sætte
dem i stand imod at de blev åbnet for offentlig færdsel. Men grundspekulanterne
sagde nej tak.

Inde i byen morede de sig i
1855, da et lille læs tørv sad så dybt i mudderet i en af gaderne,
at man først måtte spænde hestene fra, og tørvet måtte læsses
af, før man kunne få vognen i gang igen. 

Drikkevand fra søerne

Drikkevandet skaffede man i
begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assitens
Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen
af dem.

I 1854 fik man indlagt nogle
provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen.

Det så ikke bedre ud på den
anden side af Nørrebrogade. Sct. Hans Gaden var anlagt på 1. Blegdam,
uden at man havde gjort noget forsøg på at aflede vandet. Spildevandet
løb langs gadens rendesten ned i Sortedams Søen. 

Vandinspektør Coldings
opfordring

Vandinspektør Colding
beskrev i 1854 forholdene således: 

• Hidinstil har,
  som bekendt, Jordene og Ejendommene paa Stadens Grund udenfor Voldene
  henligget uden andet Vandafløb end det, som fra Arilds Tid har fundet
  Sted. Stadens Kommunalbestyrelse toede sig ikke berettiget eller beføjet
  til at ordne Forholdene, da Grundene, vejene, Vandledningerne, Spildevandsafløbene,
  kort sagt Alt var Grundejernes private Ejendomme, Vandafløbet blev
  derved i Virkeligheden hvert Aar slettere og slettere, thi Grøfterne
  forfaldt uden at blive rensede. Grunde, hvorover Vandet tidligere har
  haft Aftræk, opfyldtes flere Fod med Skraldesnavs for at blive tjenelige
  til Bebyggelse. Vandløbene indskrænkedes ved udvidelse af de private
  Haveanlæg etc. etc. Vi behøver os kun drage til Minde, hvorledes den
  største Del af Blegdamsgrundene ere situerede. Indtil for længe siden
  gik det eneste Afløb fra disse til Stadens Drikkevandsbeholder. Der
  fandtes vel, ligesom der endnu findes, en afskyelig stinkende Pøl i
  Store Ravnsborg Have, som var bestemt til at optage Afløbs
  – og Skidenvandet fra Grundene, Vaskerierne og en del af Ejendommene
  på Fælledvejen, men denne kunde naturligvis kun optage et bestemt
  Kvantum, og hvad deri ej kunde rummes, løb samme Vej som Vandet i Pølen,
  forsåvidt som det ikke fordampede, nemlig i Sortesøen.

 

• For tiden er
  Skidenvandet fra Fælledvejen givet et direkte Afløb til Søerne er
  blevet umuligt. Ved Foraarstider ere derfor store Strækninger af Blegdammenes
  oversvømmede, og dette Vand må henstaa saalænge paa Grundene, til
  det entet er fordampet eller sivet igennem Jorden til Søerne.

 

• Indtil for kort
  Tid siden var stor Dele af Blaagaardens Parceller beliggende paa en
  lignende Maade, idet de aarlig oversvømmedes af Nørrebros Kloakvand.

 

• Jeg maa anse
  det for særdeles paatrængende, at der snarest muligt udarbejdes en
  samlet, paa Opmaalinger og Undersøgelser i Marken grundet Plan for
  Vandafledninger for det hele paatrængende Terræn, saavel for Stadens
  som for Amtets Andel, thi en hensigtsmæssig Afledning af Vandet vil
  højst sandsynligt blive en umulighed, naar Bygningerne ført bliver
  opført paa lavtliggende Steder og større eller mindre Kloaker eller
  Underløb blive nedlagte til Afledning af Vandet fra visse Strækninger,
  uden Hensyn ti, om der staar i Strid med en hensigtsmæssig Vandafledning
  for det Hele eller ikke.

 

Ingen kort

Beboerne var glade for, at
komme ud fra voldene, og var måske ikke så kritiske over for standarden.
De havde vel heller ikke et valg. Myndighederne havde ikke tid til bare
den allernødvendigste forberedelse. Det tog 5 – 6 år inden de første
retningslinjer kom.

Man havde ikke et niveaukort,
at gå efter. Man brugte Generalstabens Kort fra 1848

Heller ikke en ide om, hvor
gaderne skulle gå, havde man. 

Ingen byggeplan

I 1855 foreslog arkitekt
Herholdt, at der blev udarbejdet en byggeplan i forstæderne. Der
blev nedsat en komité. Og konklusionen var, at så længe, der ikke
forelå planer om vandløbende, var det en håbløs opgave at lave en
byggeplan.

En samlet byggeplan blev først
vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857, samtidig med
den udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger,
som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne
havde også svært ved at overholde den nye plan. Mange af dem sad også
i Borgerrepræsentationen. 

Vandkommissionens opgaver

De enste, der arbejde med vand
var Vandkommissionen. Under dem hørte Ladegårdsåen samt de mindre
vandløb i forstæderne. Kommissionens interesse bestod i, at skaffe
rent vand. At indrette kloaker og spildevandsledninger lå fjernt fra
Vandkommisionens opgaver.

I 1853 blev Kommissionen spurgt
om deres mening om situationen. De svarede, at såfremt Ladegårdsåen,
Lersøen og de tre københavnske søer blev forbeholdt Vandkommissionen,
så var de ubekymret om det øvrige. 

Magistraten foreslog da som
det nemmeste, at Forordningen af 1846
udvidedes til også at gælde for København, og at der her ligesom
andre steder blev udnævnt Vandsynsmænd og anordnet en Landvæsenskommission.
Men ministeriet mente, at der var forskel på landet og byen, og udbad
sig et andet forslag. 

Coldings plan

Magistraten bad derefter vandinspektør
Colding om at udarbejde en fuldstændig plan til spildevandets afledning
fra byens jorder.

Colding havde sin plan klar
i 1856. Den var i to dele. En østlig med afløb til sundet, og en vestlig
med udløb i Kalvebod Strand (Kallebodstrand).

Den østlige del voldte ikke
større vanskeligheder. Den berygtede Blegdamsgrøft skulle afløses
af en lukket kloak under en ny gade, som samtidig blev foreslået hen
over alle Blegdammene (Ryesgade). De gamle linjer og udløb kunne næsten
alle bevares. 

Også i det vestlige system
bibeholdtes de to ældre løb, bl.a. Rosenåen. Men Colding foreslog,
at gøre det sidste til hovedløbet for at fjerne det urene vand så
langt som muligt fra havnen. Rosenåen skulle da kun fra den forreste
del af Vesterbro optage kloakvand, men for øvrigt kun markvandet fra
ubebyggede områder og drænvandet fra Assitens Kirkegården. Dette
drænvand skulle gennem et nyt underløb under Ladegårdsåen ved
Bangertsbro føres ud til Vodroftså.  

Rosenåens nedre løb, der
i århundrede slyngede sig ned mod stranden gennem Christian den Fjerds
fæstningsgrave skulle helt omlægges og afløses af et nyt, lige vandløb.
På de lave engstrækninger omkring åen, måtte der ikke bygges, med
mindre det laveste gulv, lå mindst 6 fod over daglig vande, da der
ellers ikke kunne skaffes afløb. I et notat fra den tid hedder det
sig: 

• Saa længe Vandløbet
  ligger hen og ikkun Møddinger, Svinerier og Latriner udgøre Omgivelserne,
  kan det nok nogenlunde forsvares at lade det beholde den Retning, som
  det selv har antaget. Men naar der er Spørgsmaal om at bebygge det
  omliggende Terræn, det være til Beboelse for
  ”ubemidlede” eller for andre, da tror jeg ikke, at det offentlige
  bør tillade, at der gøres Anlæg, som vilde gøre en senere Regulering
  umulig.

 

Hovedledningen blev ikke
anlagt

Åløbet blev da også reguleret
efter Coldings plan. På strækningen under Vesterbro blev det forandret
til en muret kloak, som den engelske ingeniør John Aird udførte
i 1856 til alles tilfredshed.

Men hovedkloakken til Belvedere
havde derimod lange udsigter. Her skulle spildevandet fra Nørrebro
have sit udløb.

Nørrebro var et problem. Der
kunne ikke afvandes længere op ind til Sct. Hans Gade. Den øvrige
del af byens jord skulle have afløb til Kalvebod Strand.  

Den ny hovedkloak skulle begynde
på Ravnsborgs grund, gå ad Blaagaards Langgade
op under Ladegårdsåen. Her havde man tidligere sluppet kloakvandet,
idet det gennem den åbne Vodrofså selv søgte sin vej til stranden.

Men skulle det nu efter Coldings
plan føres gennem en ny ledning til udløbet ved Belvedere, måtte
denne på en lang strækning gå over Frederiksberg Kommunes jorder,
og det krævede en overenskomst med amtet, før dette anlæg kunne udføres.  

Coldings bøn fra 1857

Der blev foretaget mange forhandlinger,
man kan fornemme, hvor vanskelige de var, når man læser denne skrivelse
fra Colding den 18. oktober 1857: 

• Hr. Kancelliraad
  Linnemann (borgmester 1856 – 62) har anmodet mig om at opgive,
  om det er muligt at lægge en Kloak fra Underløbet under Ladegaardsaaen
  yvers under Amtets Grund med Udløb ved Belvedere, man saaledes indrettet,
  at den kun skulde aflede Spildevandet fra Stadens Grunde, og derimod
  ikke skulde optage Afløbsvandet fra Amtets Grund.
  – Et saadant Arrangement er ganske vist udførbart.

 

• Aldeles at forhindre
  endhver gavnlig Virkning af denne Kloak paa Amtets Grund vilde man for
  øvrigt ikke kunne, thi den vilde i ethvert Tilfælde aflede Grundvandet
  fra de den nærmest lignende Strækninger, og saaledes gøre disse mere
  sunde. Eeen Ting maa jeg imidlertid bemærke, nemlig at hvis Kloakken
  til Belvedere ikke gøres saa stor, at den i Tiden, naar Amtet bliver
  tvunget til at sørge for en bedre Afledning af dets Spildevand, end
  nu er Tilfælde, kan optage Spildevandet fra Amtets Grund, saa maa Amtet
  selv sørge for de fornødne Kloakker til Spildevandets Afledning.

 

• Fra de Bekostninger,
  som disse adskilte Anlæg ville medføre, vil jeg aldeles se bort, men
  jeg vil derimod bemærke, at saalænge Amtet finder og faar Lov at indbilde
  sig, at Spildevandsløbende i Frederiksberg Sogn ere svarende til, hvad
  man med Billighed kan fordre af et Terræn, der dagligt udstykkes mere
  og mere i smaa ejendomme, hvorpaa det ene Hus efter det andet skyder
  op som Paddehatte af den sumpige og usunde Grund, saalænge kan Amtet
  nægte Anlæg af mere gennemgribende Natur og indskrænke sig til nu
  og da at anlægge en Jordgrøft eller en rendesten
  med Afløb til Vodrofgaard – Aaen eller det nuværende slette Grøfteløb
  til Belvedere.

 

• Naar den Tid
  kommer – og det bør og vil forhaabentlig komme snart, hvis der overhovedet
  ikke sættes en grænse for Byggeriet på Amtets Grund. At der forlanges
  noget fuldkomnere end Vodrofsgaard
  – aaaen og Grøfteafløbet til denne Aa m.m., da betvivler jeg at
  det vil være muligt, at gennemføre et System af Kloaker på Amtets
  grunde, uafhængigt af Stadens udenbys Kloaksystem. I ethvert Tilfælde
  vil et saadant blive meget mindre godt, end hvis det forenes med Stadens.

 

• Jeg har den bestemte
  Mening, at Kloakanlæget for hele det udenbys vestlige Terræn bør
  udeføre under Eet. Er Tiden endnu ikke kommen, da dette kan gennemføres,
  saa maa man lade Planen henstaa til en kommende Tid,
  endskønt planen er sikker paa at blive betydelig vanskeliggjort med
  hver Maaned, der hengaar, før en beslutning angaaende dens Gennemførelse
  tages. – I dette Tilfælde altsaa, hvori Amtet nægter at tage Del
  i Ordningen af det udenbys vestlige partis Kloaker og vandløb, som
  sigter til en bedre Ordning af Forholdene på Amtets Grund, i Bero,
  og kun at udføre Afløbene paa Nørrebro til Underløbet under Ladegaardsaaen,
  og derpaa lade Afløbsvandet sejle sin egen Sø igennem Vodrofgaards
  – Aaen, hvor dets naturlige Afløb er, og hvor det har Ret til at
  gaa, indtil det naar ind på Stadens Grund på Vesterbro.

 

• Belvedere Kloakken
  vilde jeg selvfølgelig kun anbefale udføre over Vesterbro og Kongens
  Enghave, og dermed maatte man saa afvente, om Amtet eller Sundhedsvæsenet
  maatte finde sig foranledigede til at optage Spørgsmaalet.

 

Ingen enighed med Frederiksberg

Københavns Kommune kunne ikke
blive enige med Frederiksberg. Man kunne heller ikke blive enige om
at fordele udgifterne.

Det gik endnu 30 år, inden
Frederiksberg og København blev enige om at udføre den store kloakplan
til Belvedere. Colding oplevede aldrig at se sin store plan udført.
Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak. På Nørrebro
prøvede man at bruge de bestående muligheder. 

Endelig en ny lovgivning

Endelig den 14. december 1857
udkom Lov om Gader, Veje og Vandløb i København.
Dette bemyndigede Kommunalbestyrelsen til at overtage enhver privat
vej, som berørte mere end et matrikelnummer. Med overtagelsen fulgte
ret til at ordne gadens afløb og dens beskaffenhed. Desuden skulle
man sørge for vedligeholdelse, renholdelse og belysning.

Også på de private veje,
som ikke blev overtaget af kommunen, skulle i fremtiden holdes i
farbar Stand og forsynes med forsvarligt Vandafløb efter Magistratens
bestemmelse.  

Civilisationen breder sig
til Nørrebro

Ved denne lov fik kommunalbestyrelsen
for første gang ret til at give gaderne navne.

I 1857 påbegyndtes anlægget
af en stor kloak gennem Blaagaards Langgade. Alt dette bevirkede, at
parcelejerne i Blågårdskvarteret nu selv skulle ansøge om, at deres
gader og veje måtte blive overtaget af det offentlige. De var så til
gengæld indstillet på at betale Brolægnings
– og Lygteskat.

Således begyndte den kommunale
civilisation at brede sig ud til forstæderne.

Men man fik stadig ikke en
egentlig byggelov for forstæderne. Man brugte den fra indre by. På
den måde fik man ikke bevaret noget af Nørrebros skønne natur.  

Kilde: www.eremit.dk

         
Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik
den Syvendes tid 
 

Hvis du vil læse mere

Samme emne er delvis beskrevet
i artiklerne:

• Fattiglemmerne
  på Ladegården
• Gamle gader og
  veje på Nørrebro
• Blaagaards
  – kvarteret gennem næsten 400 år
• Byggespekulanter
  på Nørrebro