Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Fattiglemmer på Ladegården

Februar 10, 2008

Fra 1822 til 1908 har mange
fattiglemmer besøgt Ladegården. Læs her om de forhold, de blev budt.
Fattiglemmer blev udelukket af det danske samfund,
de skulle spørge om lov, hvis de ville giftes. Deres efterladenskaber
blev efter deres død overtaget af Fattigvæsenet. Og valgret havde
de heller ikke. Senere talte man om værdige og uværdige fattiglemmer.
 

Egentlig lå Ladegården i
Frederiksberg Kommune. Men det var helt oppe nord på lige ved Nørrebro.
Og der var nok langt flere fattiglemmer fra Nørrebro, der besøgte
den, end dem fra Frederiksberg. 

Svært at få bugt med fattigdommen

I København havde man stort
besvær med at komme fattigdommen til livs, og det lykkedes vel først
omkring århundredeskiftet, at indføre ordentlige love, der også respekterede
fattiglemmerne og deres retsstilling.  

I begyndelsen af århundredet
havde man inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert
distrikt ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere.
De skulle have til opgave, at opspore trængende, gøre indstilling
om den hjælp, som skulle ydes og i det hele taget føre kontrol med
og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.

Man ville simpelthen det offentlige
tiggeri til livs. 

Danmark bliver
fattigere

I 1807 indtrak den store katastrofe,
da englænderne bombarderede København. I 1813 fulgte statsbankerotten,
og året efter adskillelsen fra Norge. En langvarig depressionsperiode
fulgte, som for Danmark bevirkede en alvorlig landbrugskrise.

Byens indbyggere blev fattigere,
og det samme sket for de næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsen
var den gang underlagt staten.  

Ikke nok fattigforstandere

I første omgang fik man udpeget
127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal.
Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true de
genstridige næringsdrivende med økonomiske repressalier, hvis de ikke
bøjede sig. Men modstanden var så massiv, at man til sidst måtte
nøjes med ca. 64 forstandere. 

Liv og Helse

Dengang skulle man have opholdt
sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret.
Det betød, at man kunne krav på nødtørftig underholdning, dvs. føde,
husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde Liv og
Helsen.

Det var fattigvæsnet, der
skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste
man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle
også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg
for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning. 

Fattigvæsenet havde hånds
– og halsret

Men fattigvæsnet havde hånd
– og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske
regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens
ejendel tilfaldt væsnet ved ens død.

Man havde fået stillet det
fornødne areal af frijord til rådighed på Assitens Kirkegård. 

Alle henvendelser om hjælp
af fattigvæsnet skulle rettes til den lokale fattigforstander.

Fattigvæsnet rådede over
Almindelig Hospital
i Amaliegade
og en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter. 

Fattigvæsnet skulle også
tage sig af de husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest
på de mange enlige mandfolk i hovedstaden, som normalt gik under betegnelsen
sjovere
, og som udførte det meget usikre og sikkert usselt lønnede
sjoverarbejde.
 

St. Hans Hospital

I 1768 havde Københavns Kommune
erhvervet en betydelig del af et areal, som i sin tid havde tilhørt
Christian den Fjerde´s ladegård. Området lå umiddelbart vest for
St. Jørgens sø. Formålet med erhvervelsen var at skaffe plads til
det såkaldte St. Hans Hospital, der fra gammel tid optog fattige sindssyge
personer. 

Ladegårdens belliggenhed

Mod nord grænsede ejendommen
ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdens
nedre løb. Ladegårdsåen kom ude fra Bispeengen
og havde sit udløb i Peblinge søen.
Ladegårdsvejen fulgte den nuværende Åboulevard
ud til det sted, hvor H.C. Ørestedsvej
munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej
hen til krydset ved Rolighedsvej, og gik derefter stik mod vest, nogenlunde
som den nuværende Rolighedsvej. 

Længere mod vest grænsede
ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer
Mariboe
, og skellet gik en del syd for den nuværende Bülowsvej.
Mod syd var naboen den kendte frederiksbergske ejendom Forhåbningsholm,
og skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej.
Mod øst grænsede ejendommen op til en anden kendt frederiksbergsk
ejendom, nemlig Vodrupgård
og den lille ejendom Mosendahl,
der tilhørte kattuntrykker Appel.

På denne ejendom, der lå
umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St.
Jørgens sø
og Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige
fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 –
tallet. 

Rosenåen

Christian den Fjerde havde
anlagt en befæstning udenom sin ladegård, bestående af en fremskudt
bastion med foranliggende vandgrav. Fæstningsgraven havde afløb til
St. Jørgens sø gennem et gammelt åløb, som oprindelig hed Vodroffså,
men som i folkemunde omdøbtes til Rosenåen,
som følge af det ildelugtende vand.

Dette åløb afgrænsede det
bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne
og ud på markerne. 

En forfalden ejendom

De gamle hospitalsbygninger
bestod af to længer med to etager og en loftsetage, forbundne med lavere
mellembygninger, således at det samlede bygningskompleks omgav to adskilte
omtrent kvadratiske gårde.

Umiddelbart syd for hovedbygningen
og inden for Rosenåen fandtes et par mindre søer eller damme, der
endnu eksisterede langt ind i 1900 – tallet. 

Det var en temmelig forfalden
ejendom, der nu skulle indrettes til arbejdsanstalt.
Den fornødne arbejdskraft var til stede, så bygninger og jord kunne
sættes i nødtørftig stand. Som arbejdskraft anvendte man registrerede
fattiglemmer.

Man vedtog at Ladegårds jorder
skulle tilsås med hør og kartofler. Den mand, der boede på ejendommen
fik en frist på 4 uger til at forlade ejendommen.  

Indsamling

Man gav ordre til, at der skulle
indsamles de fornødne inventargenstande, som stod ubrugte rundt omkring
på de forskellige stiftelser. Man bestilte desuden 18 sengesteder
hos snedkermester Kellermann
med tilbehør af kasser til de pågældendes tøj. Man tog desuden mod
et tilbud på 200 stk. gamle uldsække fra det militære uldmanufaktur.
Sækkene kunne enten anvendes til klæder eller til madrasser for de
fattige, som tænkes installeret i arbejdsanstalten.  

Væve stillet til rådighed

Her i 1822 stod man for produktion
af uldne og linnede varer. Blandt aftagerne var Det Kongelige
Frederiks Hospital.
Man havde også en ide om, at der kunne leveres
klædningsstykker til negersoldaterne
i Dansk Vestindien.

Man fik god hjælp fra den
militære klædefabrik i Usserød, som bl.a. stillede 6 klædevævere
til rådighed.

Man købte det fornødne inventar
til anstaltens køkken, bl.a. en stor kogekedel, der kunne tage 100
potter.  

Personale ansættes

Man skulle også finde de rette
folk til ledelsen på Ladegården. I klædefabrikør Branner
mente man, at have fundet den rette mand. Han blev ansat som inspektør
på anstalten, til en månedlig løn af 25 rbd. Sølv, og endvidere
stillede man ham i udsigt, at han kunne opbære 1 % af fabriksarbejdernes
fortjeneste. Man gav ham endvidere fri bolig på anstalten (3 værelser
og køkken). Samt fri brændsel.

Han måtte dog ikke lade arbejde
udføre for egen regning. Han havde 3 måneders opsigelsesvarsel, mens
direktionen kunne opsige ham med en måneds varsel.  

En anden vigtig ansat, var
kogekonen eller økonomaen. Valget faldt på kogerske, madam Schultz.
Hendes løn blev fastsat til 2 rdb. Sølv ugentlig, en portion daglig
middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit
værelse samt lys og brændsel. 

En tredje ansat skulle være
portner. Hans opgave var foruden at passe porten, at lede arbejdet i
mark, samt at køre anstaltens arbejdsvogn. Valget faldt på Christen
Petersen.

Den 1. oktober 1822 overførtes
de første fattiglemmer til anstalten. 

Fattiglemmernes løn

De fleste indlagte
fattiglemmer var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte
sættes højere, end hvad det kostede, at bestride et almindeligt
fattiglems tarvelige fornødenheder.

For de almindelig mandlige arbejde regnede man et beløb på 21 sk.
daglig. Dette beløb fremkom på følgende måde: 

  • til mad var der
    afsat 13 sk.
  • til renlighed
    og inventarslid 2 sk.
  • til klæder 4
    sk.
  • til husleje 2
    sk

 

De kvindelige måtte nøjes
med 19 sk, man regnede ikke med, at de spiste så meget.

Arbejdslønnen skulle ikke
udbetales i penge, med derimod i fabriktegn, og ved udbetalingen
tilbageholdtes, hvad der var beregnet til klæder, husly, renlighed,
inventarslid samt hvad ½ pot varmt øl om morgenen kostede, samt 1
portion middagsmad.  

Lang arbejdsdag

Den daglige arbejdstid var
om sommeren fra 5 til 12 og fra 14 til 20. Om vinteren fra 6 til 12
og fra 14 til 21. Man blev vækket en time før arbejdstids begyndelse,
og man skulle være i seng klokken 21. På søn – og helligdage fik
man sandelig lov til at sove en time længere om morgenen.

For udvist flid kunne man allernådigst
få lov til at forlade anstalten om søndagen.  

Ret hurtig fik man gang i uldvæveriet,
linnedsværksted, farveri, snedker – og tømmerværksted, skrædder
og et skomagerværksted. Men man satte uldmanufakturet i første række.

Senere fik man gang i rebslageriet
og lysestøberiet. 

Mark og have
”under kultur”

I løbet af 1823 – 24 lykkedes
det at få haven under kultur.
Man koncentrerede sig herefter om dyrkning af kartofler, kål og urter.
Hvad der ikke blev brugt i anstaltens egen husholdning videresolgtes
til de øvrige fattigstiftelser. En mindre del af jorden blev brugt
til havre. Dette blev brugt til fodring af anstaltens heste.

Efter aftale med Københavns
politidirektør fik man tilkørt gødning fra byen i tønder. Gødningen
blev opbevaret i gamle renovationskuler indtil man fik brug for den.
I begyndelsen havde man problemer med en nabo, der klagede over stanken
fra disse kuler.  

Sekretær August
fra Kommunens Kommission udtalte: 

  • Det har givet
    mange Fattige Arbejde om Sommeren og mange Fattige har ved dette
    Arbejde, i forbindelse med tarvelig Føde og et godt Leie, gienvundet
    tabt Helbred og tilsatte Kræfter.

 

Underskud

Desværre for Ladegården så
havde man et temmeligt stort underskud. I 1828 var det oppe på 31.899
rbd. Forklaringen var sikkert, at det var meget ringe arbejdskraft,
der blev stillet til rådighed. Der havde sikkert været mange sjovere
til stede. Utvivlsom var det et broget og uroligt folkefærd, der blev
afleveret til beskæftigelse. Selv om den ubetalte arbejdsløn var beskeden,
har det ikke været muligt at tilvejebringe en produktion, der blot
nogenlunde kunne hvile i sig selv. 

Arbejdssky og arbejdsuvillig

Fattigvæsnet meddelte, at
mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke
nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte
lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt
for mange drev omkring og tiggede, og mange foretrak i stedet et kortere
eller længere fængselsophold. 

Tvangsarbejderanstalt

I nov. 1833 fik man indrettet
en særlig tvangsarbejderanstalt. Den blev afsondret fra arbejderanstalten.
Særlige fanger blev anbragt i eneceller, og i et særligt lokale blev
der anbragt unge forbrydere under 18 år.

Tvangsarbejderanstalten var
først og fremmest bestemt for personer, der blev grebet i betleri og
løsgængeri, men det kunne også bringes i anvendelse over for sådanne
fattiglemmer, som forbrød sig alvorligt mod gældende disciplinære
bestemmelser.

Bülow
– en markant inspektør

I en opgørelse fra 1834 kan
det ses, at anstalten havde fået nyt personale. Leder og inspektør
var Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder var Fred. Christopher
Bülow
, der senere overtog ledelsen. På listen finder vi dog endnu
portneren og kogekonen fra begyndelsen. 

Búlow beklædte lederstillingen
frem til 1857. Han blev senere kendt som grundspekulant. Han fik en
vej samt en bro opkaldt efter sig.  

Forskellige kirkehandlinger
foregik også på Ladegården, blandt andet dåb og konfirmationer.
I tvangsarbejderafdelingen var der også opført adskillige børn. 

”Uordner” kunne ikke
tolereres

Man har ganske givet haft adskilte
mandlige og kvindelige sovesale, og det er også muligt, at man på
arbejderstuerne har gennemført kønnenes adskillelse. I fritiden og
på helligdagene gik de indlagte lemmer imidlertid frit sammen. Fattigdirektionen
måtte konstatere, at der fandt adskillige uordner sted,
og det kunne man ikke tolerere.

For at komme dette uvæsen
til livs, besluttede man at opføre et højt plankeværk, tværs over
gården, således at man bedre kunne holde de to køn adskilte. Reaktionen
fra lemmernes side var voldsom. Den 14. august 1839 satte de ild til
Ladegårdsbygningerne. Ilden blev slukket i løbet af nogle timer, og
kun en del af fløjen ud mod Ladegårdsåen nedbrændte.  

Nybygninger

Man besluttede at nedbryde
den gamle længe. For at skaffe bedre plads opførtes den nye længe
i tre etager, og en ny loftsetage blev etableret. I årene 1848 –
49 nedrev man den gamle tværbygning.

Man lavede en nyordning, og
inddelte arbejderanstalten i to grupper. 

I 1. afdeling optog man sådanne
individer
, som man skønnede kunne fortjene så meget ved deres
arbejde, at udbyttet nogenlunde dækkede deres underholdning. Man tog
også et vist hensyn til deres almindelige forhold og opførsel. Det
kunne så resultere i en bedre forplejning. 

Nyankommende arbejdere anbragtes
i 2. afdeling. Her skulle man oparbejde arbejdsdygtighed.. Opførte
man sig tilfredsstillende kunne man overføres til 1. afdeling.

Ved siden af, havde man så
den specielle tvangsarbejderanstalt, hvor forplejningen var væsentlig
ringere. 

I 1835 oprettede man en 4.
afdeling, nemlig en undervisningsanstalt. Her anbragte man sådanne
børn, som tidligere var blevet indsat til undervisning og konfirmation
i det almindelige Forbedringshus.
Endvidere anbragte man her ukonfirmerede drenge fra de specielle fattigskoler,
når de gjorde sig skyldige i gentagende skoleforsømmelser, bortløbet
fra deres forældre eller andre forseelser. 

Man havde nu sit eget udsalg
inde i byen. Der blev fabrikeret gulvmåtter, forskelligt tovarbejde,
og en ret omfattende produktion af papirsposer fandt sted. Endvidere
arbejde man med hør og svamp og spandt lampevæger, samt strømpe -,
stoppe – og strikkegarn. 
 
 
 

Kolera medførte mange dødsfald

Koleraepedemien i 1853 ramte
også Ladegården. Den smitsomme tarminfektion bredte sig gennem forurenet
drikkevand. Den angrebne fik heftig diarréer og opkastninger. Det medførte
en stærk udmattelse. På grund af det store væsketab, indtraf døden
i løbet af 1 eller 2 døgn.

Koleraen havde særlig vækstbetingelser
i de fattigste kvarterer som Nørrebro, hvor befolkningen levede tæt
sammenstuvede og hvor de hygiejniske forhold var yderst primitive. I
alt 25 kvinder og 31 mænd døde under angrebet i 1853 på Ladegården. 

Nye tiltag

Københavns fattigvæsen ophørte
med at være en statslig organisation, nu blev det et kommunalt anliggende.
Man ønskede at tvangsfangerne skulle flyttes. De havde en skadelig
indvirkning hos de andre. Så i 1866 fik man indrettet afsondrede arbejds
– og sovelokaler for ca. 20 af de mest urolige mandfolk, 

En speciel fattiggård blev
også indrettet. Det var især til de husvilde. Byggearbejdet stod på
i 1858 – 59 og finansieredes med et lån i nationalbanken. Der opførtes
en bygning i to etager med loftsetage i fire længer. I stueetagen indrettede
man i alt 64 boliger, der hver omfattede et enkelt værelse med adgang
til fælles ildsted. Desuden indrettedes 12 enkeltværelser uden køkken.
Til fælles afbenyttelse indrettedes i baggården et fælles vaske –
og kogehus. Indtil 1870 benyttedes den nyopførte fattiggård så godt
som udelukkende af husvilde. 

Nyt byggeri

Gik man ned til Rosenåen mødte
øjet et stort og åbent terræn. Det var dog begyndt at ske noget.
Både nord og syd for Ladegården skød der bygninger op, og i 1860
begyndte driften af et nyt gasværk i arealet øst for den nuværende
H.C. Ørstedsvej. 

Jernbane

I 1861 blev der ved lov besluttet,
at der skulle anlægges en ny jernbane fra København over Nørrebro
og Hellerup til Hillerød og videre til Helsingør (Nordbanen), og en
sidebane fra Hellerup til Klampenborg. (Klampenborgbanen). Den ny bane
skulle have sine københavnske stationer ved den nyanlagte Vester
Farmagsgade og Gyldenløvsgade.

Samtidig besluttede man at flytte

Københavns første banegård,
hvorfra Roskildebanen udgik, nærmere den nye Nordbanesstation
og ændre Roskildebanens indførsel til København.  

Den nye banegård opførtes
syd for St. Jørgens sø, omtrent på det sted, hvor Paladsteatret
i dag ligger.

En konsekvens heraf var, at
såvel Nordbanen som Roskildebanen for fremtiden skulle føres over
dæmningen mellem St. Jørgens sø og Peblingesøen og umiddelbart syd
om Ladegårdens bygninger. De to baner fulgtes et stykke længere mod
vest, hvorefter Roskildebanen førtes videre til den nyanlagte Frederiksberg
station ved Falkonérallén, mens Nordbanen førtes over Ladegårdsåen
og derefter over Jagtvejen mod Hellerup.  

Ladegårdens areal i to
dele

Ved jernbanens anlæg blev
Ladegårdens areal skåret over i to dele, og måtte fremtidig passere
jernbanelinjen for at komme ud på Ladegårdens marker. Jernbanelinjen
blev taget i brug i 1864. For beboerne var jernbanen utvivlsomt en kærkommen
attraktion.

Ved samme lejlighed forsvandt
den gamle Rosenå, hvis vand for fremtiden løb gennem lukkede rør.  

Umyndiggjort

I 1870 havde 4.000 lemmer på
et år besøgt Ladegården

Var man ført kommet i Fattigvæsnets
søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse af dem. Og
i grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse
af fattigvæsenet og ikke havde betalt denne understøttelse ikke havde
del i den almindelige valgret. 

Men efterhånden anså befolkningen,
at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende.
Men først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder
ved den eksisterende fattighjælp. Man ansatte nu lønnede distriktsforstandere,
som havde pligt til at bo inden for det tildelte distrikt, og at holde
et passende kontor. 

Sct. Johannes Stiftelsen

På et stort areal mellem Sortedams
Dosseringen og Blegdamsvejen
opførte fattigvæsenet en ny stiftelse, der fik navnet Sct. Johannesstiftelsen.
Den blev taget i brug 21. juli 1885 under navnet Plejehjemmet Nørre
Hospital.

Fra starten bestod Johannesstiftelsen
af 3 forskellige afdelinger, en optagelsesafdeling for børn, et sygehus
og et arbejderhus med tilhørende vækstedsbygninger.

Sygehusafdelingen var først
og fremmest beregnet for personer med benskader eller patienter, der
led af uhelbredelige eller kroniske sygdomme. Man havde også en særlig
afdeling for patienter, der led af fnat eller lignende hudsygdomme.

Arbejdshuset med tilhørende
værksteder var anbragt på arealet mellem Ryesgade og Blegdamsvejen.

Viste det sig, at patienterne
led af betydelige mangler enten i fysisk eller moralsk henseende, blev
de flyttet til enten Almindeligt Hospital
eller Ladegården. 

Mindre værdige kvindelige
fattiglemmer

Ved siden af Ladegården i
fattiggården organiserede man en afdeling for arbejdsføre kvinder,
der beskæftigede sig med forskelligt fabriksarbejde. Afdelingen kunne
optage 220 fabriksarbejdere.

Noget senere organiseredes
en afdeling for såkaldte mindre værdige kvindelige fattiglemmer,
som man udskilte fra Almindeligt Hospital. 

Ingen ny Ladegård

En ny borgmester, Knudsen havde
et meget liberalt og anderledes syn på fattigdom. Han var sønderjyde
og tilførte en ny holdning.

Hans tanke var at opføre en
ny arbejderanstalt på en erhvervet grund ved Nørre Allé, en slags
Ny Ladegård
, som erstatning for den gamle. De fornødne tegninger
var udfærdiget og arbejdet var gået i gang. Men Knudsen døde i 1891.
Hans efterfølger mente, at bygningerne skulle anvendes til et andet
formål.

Det skulle være opholdssted
for gamle og skrøbelige fattiglemmer, som ikke var i stand til at opnå
den nye alderdomsunderstøttelse. 

Dette betød, at man så i
endnu 20 år, skulle fortsætte tilværelsen i de gamle bygninger på
Ladegården.

En af opgaverne var nu, at
renligholde de københavnske veje. Hver morgen kunne forbipasserende
se fattiglemmer på vej med de fornødne redskaber over nakken ledsaget
af en opsynsbetjent.  
 
 

Ugens Meny

I 1896 blev bygningerne på
Ladegården sat i stand, at det kunne forsvares at bruge dem i endnu
en tid. For fremtiden skulle tøjet afleveres, og man fik udleveret
en arbejdsuniform. Kostplanen blev også ændret: 

  • Søndag: Kødsuppe
    samt oksekød med kartofler
  • Mandag: Sulevælling
  • Tirsdag: Ærter
    og flæsk
  • Onsdag: Bygvandgrød,
    klipfisk med kartofler
  • Torsdag: Grynsupper
    samt ragout med kartofler
    .
  • Fredag:
    Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce
  • Lørdag: Øllebrød
    og plukfisk
  • Om aftenen hele
    ugen: Bygvandgrød med sødt øl

 

Forholdene uantagelige

Uden for Ladegården var den
nye sygesikring, der krævede medlemskab, trådt i kraft.

Men forholdene på Ladegården
var aldeles uantagelige. I 1899 erhvervede magistratens 3. afdeling
et større jordareal på Amager, som man havde købt af staten. Det
store byggearbejde gik i gang i 1905 og 1. april 1908 begyndte virksomheden
på det nye sted.

De gamle bygninger på Ladegården
blev forladt. 

Omkring århundredeskiftet
afsluttedes det store arbejde med at lægge Ladegårdens nedre løb
i underjordiske ledninger, og på det terræn, hvor tidligere Ladegårdsvejen
og – åen havde strakt sig, etablerede man nu en bred udfaldsvej mod
vest fra den indre by, som fik navnet Åboulevarden. 

Ny jernbanelinie

I 1912 kunne den ny banegård
åbnes for persontrafik, og i 1917 åbnedes den såkaldte Boulevardbane
over Nørreport til Østerport Station.
Hermed kunne jernbanelinjen over dæmningen mellem de to søer og syd
om Ladegårdsbygningerne nedlægges. På det gamle jernbaneterræn anlagdes
en ny vigtig udfaldsvej fra den indre by mod vest, nemlig Rosenørns
Alle.
 

Vil du læse mere?

Du kan læse nogle af de
samme emner i følgende artikler:

  • Nørrebros mange
    stationer
  • Barn på Nørrebro
  • Byggespekulation
    på Nørrebro
  • Fattiglemmer,
    bisser og bøller på Nørrebro
  • Moral, Etik,
    Horeunger og Fattighjælp

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro