Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Ungdomshusets historie – 1 af 2

December 12, 2007

Det var tidlig morgen. I butikken
skulle vi åbne kl. 7 om morgenen. Det var Bogudsalg. Men allerede på
Jagtvejen kunne jeg ane, at ikke alt var, som det skulle være.

Var det en helikopter, der
skulle lande i Fælledparken som sædvanlig?  Nej det var to, så
vidste jeg pludselig, hvad der skete. Ungdomshuset blev angrebet af
politiet. Rydningen var i gang. 

Bøger til uroer

Det var boghandlernes største
dag. Men dagen blev ikke som vi havde regnet med. Unge autonome lånte
vores toilet. Men jeg blev sur, da autonome pludselig begyndte at råbe. 

  • Nåh så I sælger
    bøger til uroerne.

 

Ja råbte jeg tilbage og autonome
bruger vores lokum. Det blev en hektisk dag, ikke med kunder. De fleste
blev væk. Vi mistede halvdelen af omsætningen i forhold til samme
dag sidste år. Omkring middagstid havde de fleste butikker i området
lukket.

Men der var masser af journalister,
der havde fundet ud af, at vi havde åbent. 

Vi fortsatte næsten til klokken
18. Ja kunderne blev sure, fordi vi tillod os at lukke 7 minutter før.
Stemningen på Nørrebrogade var blevet hektisk, og af hensyn til personalets
sikkerhed valgte vi at sende dem hjem.  

Rydningen

Det lignede nærmest en krigsfilm,
selve rydningen. Politiet påstod, at det tog fem minutter. Men jeg
vil gætte på at det tog 45 – 60 minutter. Under rydningen kørte
et par ambulacer forbi butikken. Politiet påstod, at en var allergisk
over for tåregassen. Andre rygter gik på, at en var slået bevidstløs
af politiets knipler.

En af de unge fortalte mig,
at politiet var gået ekstremt hårdt til værks og brugte temmelig
meget gas. 

Kunder bliver væk

Jeg har ikke noget imod dem,
der kom i Ungdomshuset. De kom også ofte inde i butikken. Men jeg har
noget imod, at støttere til Ungdomshuset lavede vold, plyndring og
hærværk. Og truede forretningsindehavere på livet.

Jeg har også noget imod de
politikere, der gang på gang lod forretningsdrivende på Nørrebro
sejle deres egen sø, uden nogen form for hjælp. Således udtalte Martin
Geertsen, at kommunen ikke er et forsikringsselskab, og derfor ikke
kan betale for ødelæggelserne og omsætningstab. Det kan han delvis
have ret i, men moralsk har politikerne også et ansvar.

Mange butikker på Nørrebro
er bukket under. Og kunder er blevet væk. Mange medier syntes ikke
det var værd at beskæftige sig med stort set andet end Ungdomshuset.

Journalister var i forreste
række for at dække kampene. 
 
 

Forsikringen dækker ikke

De handlende på Nørrebro
har vel mistet mindst 30 millioner kroner i tabt omsætning og meget
mere. Forsikringerne, der i forvejen var skruet op, dækkede langt fra
alt. Det var det politikerne hele tiden råbte op om., når handelsforeningen
bad om hjælp.

I tidens løb har foreningen
skrevet til et utal af ministre og politikere, for at få hjælp. Forskikringer
dækkede ikke 

  • Selvrisikoerne (typisk
    8.000 kr. – 12.000 kr. pr. skade)
  • De varer, som brostenene
    ødelagde
  • Tabt omsætning
  • Tabt markedsføringsværdi
    (Kunderne fravalgte Nørrebro af frygt)

 

Ikke alle unge går i korte
bukser

Og Nørrebro Handelsforening
bakkede de unge op i deres krav for et nyt hus. Men alt for sent kom
politikerne i gang.

De unge i København behøver
ikke nødvendigvis at gå i korte bukser og spille fodbold. Det burde
være plads til de mindre velfriserede miljøer.

Samtidig havde foreningen dog
fået nok af løbske demonstrationer, vold og meningsløst hærværk.
Harmen var både rettet mod de unge og politikerne, der ikke magtede
at løse opgaven.  

Sure betjente

I 14 dage var en del sideveje
på Nørrebro lukket af politiet. Det fik detailhandelen heller ikke
erstatning for. Det kneb nemlig med at få varer leveret. Mange betjente
gik op i denne sag. Man skulle hver morgen holde et mindre foredrag
om, at man arbejdede inde i butikken. Man kunne jo godt forstå, at
betjentene var sure, når deres ferie var inddraget, og de var tvunget
på overarbejde.

Den nye politireform er heller
ikke betjentenes livret. Brokker man sig, er der verbale øretæver
fra ledelsen.

Det er heller ikke sjovt at
vide, at der ligger 10.000 sager, der venter på at blive behandlet
hos politiet. 

Et par betjente fordømte også
Nørrebro Handelsforenings opbakning til de unge. En af dem sluttede
sin mail på denne måde: 

  • Tror du ikke,
    at det er på tide, at du stikker piben ind?
  • Hvad fanden har
    du gang i.
  • Er du klar over
    hvor mange politibetjente, der arbejder i døgndrift, for at begrænse
    skaderne for almindelige borger på Nørrebro?
  • Og så vil du
    have endnu et sted hvorfra deres hærværk og terrorisering kan finde
    sted. Hvad tænker du på ?

 

Nu var det ikke alle betjente,
der tænkte sådan. Således kom en betjent op i butikken, efter at
jeg havde været i TV – avisen. 

  • Hvor var det
    godt det du sagde. Endelig var det en fornuftig udtalelse. Det syntes
    vi alle på stationen.

 

Problemet var, at mange også
var nervøse for politiets tilstedeværelse. Således skrev APS: 

  • Jeg bor på Nørrebro
    og har fået flere meldinger fra familier og venner, der i disse dage
    går en stor bue udenom Nørrebro. Ikke fordi de er bange for Ungdomshusets
    brugere og sympatisører, men fordi de er angste for at opholde sig
    på det ”forkerte sted på det forkerte tidspunkt” og således ende
    med at blive anholdte og uskyldig varetægtsfængslet.

 

Betjenten er gidsel

Den enkelte betjent, der gang
på gang skulle stå overfor en aktivist, var også godt træt af situationen.
Han eller hun var sat til at udføre et stykke arbejde. Nægtede han,
ja så måtte han, hun finde et andet arbejde. Begik han,hun et fejltrin,
ja så gav det en alvorlig næse, og så var tilstedeværelsen i etaten
truet. Den enkelte betjent var gidsel i et politisk spil.

Man kan godt forstå at Chefpolitiinspektør
Per Larsen, der efterlyste en politisk løsning. At han så fik hug
af politikerne for denne mening, er uforståelig.  

  • Vi bruger en
    hulens masse ressourcer, som vi gerne ville have brugt andre steder.
  • Det er på tide,
    at politikerne erkender, at konflikten ikke kan løses med straffeloven
    i hånden.

 

Involveret i konflikten

Faktisk var jeg på sin måde
indblandet i konflikten. Som redaktør af Nørrebro Handelsforenings
hjemmeside www.norrebro.dk , har jeg skrevet cirka 25 artikler
om de unges kamp for et hus.

Dette har afstedkommet mange
vrede e – mails fra nær og fjern, og især fra politikere.  

  • I plejer kun
    jeres egen interesser

 

Sådan skrev mange politikere
til os.

Ja mange af disse politikere
stillede sig frem i offentligheden og belærte foreningen om juraen
omkring ejendomsret. Formanden for Nørrebro Handelsforening er samtidig
formand for Erhvervslejernes Landsorganisation.

Nørrebro Handelsforening
som mægler

Foreningen tilbød sig som
mægler. De unge fik efterhånden tillid til Nørrebro Handelsforening,
men politikerne ønskede ikke at handelsforeningen skulle fungere som
mægler.

En enkelt trussel om et sagsanlæg
er det såmænd også blevet til. Nogle mente, at hjemmesiden var gået
for vidt.

Men de store blade, Ungeren
selv, tv – selskaber m.m. havde links til hjemmesiden. Pludselig havde
vi rekordbesøg. 

Vi havde de unges tillid, men
ikke politikernes. De fortsatte med at sende hademails til os. De kunne
heller ikke forstå, at vi gengav de unges krav på handelsforeningens
hjemmeside. De glemte jo så bare, at vi også gengav politites udmeldinger. 

Mange typer brugte Ungdomshuset

Ikke alle tidligere brugere
af Ungdomshuset var voldelige. Blandt de nye brugere var skoleeleven.
Man brugte stedet til at hænge ud, uden de voksnes autoritet.

Chritianitten brugte
huset af ideologiske årsager. Ungdomshuset var ligesom Chritania et
fristed.

Nordsjællænderen brugte
stedet, fordi der ikke i nærmiljøet var et sted, hvor man kunne hænge
ud med vennerne. Her var det ikke så kedeligt.

For den tilbagevendte
bedtød Ungdomshuset meget i det tidligere liv. Han/hun deltager gerne
i kampen om et nyt hus.

Den frafaldende var
glad for at komme i huset. Han/hun mener dog at kunne finde de samme
sociale bånd andre steder.

Den maskerede
er parat til at bryde loven for at opnå et nyt hus. Han/hun tror ikke
på systemet i det demokratiske samfund. Det at besætte et hus er legitimt,
hvis det ikke bliver brugt. Tilhørsforholdet og rammen er taget.

Den kreative
tror på, at det kan vække borgernes og politikernes interesse med
kreative indslag.

Udlændingen
deltager, fordi det er et symbol på en ideologisk kamp. Han/hun er
ofte anarkist. Sandsynligvis har han/hun et stærkt tilhørsforhold
til lignende fristeder i sit hjemland.

Lederen
er foregangsmand i kampen. På trods af, at støtterne officielt ikke
har nogen hierarkisk orden eller styring, dukker lederen alligevel op
en gang imellem.

Kulturbrugeren
benyttede det tidligere ungdomshus som et kulturtilbud. Han/hun kom
til koncerter og andre kulturarrangementer, og mener ikke at der findes
lignende tilbud andre steder. Kulturbrugeren
deltager ikke nødvendigvis i demonstrationer og andre officielle støttehandlinger.
Men dette forhold gør dog ikke hans støtte til et nyt Ungdomshus mindre. 
 

Arbejdernes hus

Men her er så historien bag
Jagtvej 69 eller Ungdomshuset. 

Det var arbejderne, der gerne
ville have et samlingssted. De måtte ikke være nogen steder. Restauranter
og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede
arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse.
Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet,
kunne man i Social – Demokraten
læse 

  • Ude bag Assistens
    Kirkegaard, i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte
    Forsamlingshus i Kjøbenhavn

 

Adressen var egentlig, Jagtvej
49. Men siden er der foretaget en nynummerering af Jagtvejen. Ret hurtig
skiftede bygningen navn til Folkets Hus. Det blev i mange år centrum
for arbejederbevægelsens aktiviteter på ydre Nørrebro.
 

Kvindelig Arbejderforbund

To år efter husets indvielse
i 1897, bliver den tre måneder lange lockout fejret i huset. Men mange
andre benyttede huset til for eksempel Lørdagsbal. Juletræsfester
og boksestævner blev også afholdt i huset. 

Det var også her Kvindelig
Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til
at ansætte en mandlig sekretær, til at underskrive papirerne. Kvinderne
havde dengang ikke myndighed.

Forbundets første formand,
Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke
på virksomheden Jacob Holm & Sønner, kaldte virksomheden for en
slaveanstalt. Men ikke nok med det, hendes mand blev også dømt. Begrundelsen
var, at han ikke havde styr på sin kone. 

Nørrebro Handelsforening
brugte huset

I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening
stormøde i Folkets Hus. Man diskuterede følgende punkter

– Organisationens betydning

– Smør og margarine i rabatordningen

– Indkøbsforeningen

I mange år holdt foreningen
deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om
Dansk Vestindien af holdt i huset samlede 300 medlemmer. 

Lenin og Rosa Luxemborg
i huset

I 1910 blev den anden Socialistiske
Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17
lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte
huset, bl.a. Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg. 

Stormen på Børsen

Fra 1914 – 17 falder reallønnen
med 14 %. I 1918 er arbejdsløsheden oppe på 18 %. Skibsredere og aktieejere
tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede
Børsen, som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning.
Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik
fra Jagtvej 69, og Børsen blev stormet den 11. februar 1918.

Flere demonstranter fik straffe
fra fem uger til to års fængsel. En af arrangørerne, Andreas Fritzner
slap med 500 kr. i bøde. 

Denne Fritzner havde været
fængslet flere gange af politiske grunde. Hans far var arbejdsløs
jord – og betonarbejder. Han boede med sin familie i en 2 – værelses
lejlighed i Rådmandsgade. Han blev idømt 14 måneders fængsel fordi
han over for 30 – 40.000 mennesker på Grøntorvet havde opfordret
til generalstrejke. Senere melder han sig ind i DKP. 

Ballade på Blågårds Plads

Den 30. september 1935 angreb
kommunister en masse konservative omkring Blågårds Plads. De højreorienterede
havde bevæget sig ind på arbejdernes domæne. Det udviklede sig til
en række voldsomme sammenstød. 

Håbløs sanering

Saneringen på Nørrebro tog
ikke hensyn til boligernes standard. Alt skulle rives ned. De nye huslejer
kunne befolkningen ikke betale. Man havde indtryk af, at politikerne
ville tiltrække et andet klientel. I 1972 blev hele Stengade – karreen
revet ned, selv om der ikke eksisterede en plan for området.. Byggetomten
mellem Baggesensgade, Prins Jørgens Gade og Stengade lå blot hen ind
til man fik penge til at bygge nyt.  
 

Folkets Hus og Folkets Park

I 1971 besatte slumstormerne
et hus i Stengade 50 og kaldte det for Folkets Hus. En nærliggende
byggetomt udråbtes til Folkets Park. To år senere dannedes Nørrebro
Beboeraktion.

En byggelegeplads bliver lavet
for kvarterets børn. Man kalder den for Firkantens Byggelegeplads,
på hjørnet af Stengade og Baggesensgade.

Men politikerne syntes ikke
om den ide. Den 22. april 1980 mødtes politiet af 600 børn, forældre
og aktivister, der overdyngede betjentene med sten, flasker, æg og
kartofler.  

Byggeren overgiver sig aldrig

Men en uge senere kørte bulldozerne
gennem hegnet og direkte ind i legepladsens bygninger uden at ænse
de unge, der var placeret på bygningernes tage.

Betjentene trak stavene. Demonstranterne
byggede barrikader, HT – busser blev standset, piftet og brugt som
vejspærringer. Lysreguleringer blev sat ud af kraft og bannere blev
sat op med teksten Byggeren overgiver sig aldrig.
Da mørket faldt på, antændtes bål i gaderne. Formiddagsbladene
fortalte, at der er borgerkrig på Nørrebro.  

Krav om eget hus

Den 15. oktober 1981 indkaldtes
der til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen
Tingluti. De unge ville have et fristed for deres egen kultur, uden
stive regler. De foragtede voksensamfundet med forbrugerræs, konkurrence,
umyndiggørelse og hierarki.

Man havde et godt øje til
den nedlaget brødfabrik Rutana i Nannasgade.

Overborgmester Egon Weidekamp
kunne dog ikke se nogen særlig grund til, at man skulle tage hensyn
til en lille skare marginaliserede unge.  

  • Jeg kan ikke
    se det rimlige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville
    da være et mærkeligt samfund.

 

Rutana og Schiønning og
Arvé

En demonstration den 24. oktober
går fra Rådhuspladsen til Rutana. Men politiet havde lugtet lunten.
De havde afspærret fabrikken, så ingen unge kom ind. Men de unge havde
udset sig et andet mål. Efter en halv times slagsmål med politiet
løb de unge mod den nedlagte gummifabrik, Schiønning og Arvé i Heimdalsgade.
Det lykkedes at besætte bygningen.

I et sandt tåregasangreb den
26. oktober stormede politiet bygningen.

Statsminister Anker Jørgensen
tog stærk afstand fra politiets brug af tåregas. Han mente ikke, at
ungdomsproblemer skulle løses ved hjælp af tåregas. Men justitsminister
Ole Espersen bakkede op om politiets indsats. 

Abel Cathrinesgade

En uge efter var der igen demonstration
fra Rådhuspladsen. De unge fulgte ikke den planlagte rute, men løb
ned af Vesterbrogade til Abel Cathrinesgade, hvor de besatte et nedlagt
kloster. Denne bygning fungerede i fire måneder som ungdomshus.

Men bygningerne tiltrak et
klientel, som de unge ikke syntes om. Den 14. februar 1982 opløstes
initiativgruppen, og dagen efter ryddede politiet bygningen. 

Lægebygning besat

Allerede dagen efter, var det
galt igen. En tom professorbolig på Rigshospitalet blev besat. Samme
aften ryddede politiet bygningen.. Men tre dage efter blev den igen
besat. Der kom til voldsomme kampe mellem politi og bz’er.

Mekanisk Museum besat

Den 6. marts udgik der en demonstration
fra Rådhuspladsen, og Mekanisk Museum blev besat. Den blev efter nogle
timer ryddet af politiet, og 147 personer blev arresteret.

Et lokum blev kastet ud af
vinduet og havde nær ramt en flok betjente. 

Alternativ boliformidling

I maj 1982 blev Bazooka på
hjørnet af Baggesnsgade og Stengade besat.  De unge etablerede
en alternativ boligformidling i bygningen. Man fik udpeget et tomt hus
i nabolaget, og fik udleveret et brækjern. Så kunne man bare selv
gå i gang.  

Tingluti flytter

I aviserne kunne de unge så
læse, at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus.

De 700 medlemmer af Tingluti
på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt
under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget. Og der var
mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen 123.000
kr. i ejendomsskatter. 

Nej til Irma

Tingluti havde erhvervet ejendommen
for en meget beskeden sum af FDB. At der så ikke kom en Irma på området,
ja det kan man bl.a. takke Nørrebro Handelsforening for. FDB havde
også planer om at rive den historiske bygning Coloseum (nuværende
Aldi) ned. Nørrebro Handelsforening mente, at huset var bevaringsværdigt
og protesterede mod nedrivning. Sandheden var at handelsforeningen var
bange for at supermarkeder ville true den øvrige detailhandel. 

De får et hus, og vi får
fred

Københavns Kommune erhvervede
ejendommen for 700.000 kr. og Tingluti flyttede til en bygning i Valhalsgade.
Weidekamp var glad: 

  • De får et hus
    og vi får fred

 

Det havde han nu ikke helt
ret i.  

De unge var glad. På første
salen indrettede man en bookinggruppe med navnet Fuking Buhking.
Den 31. oktober 1982 indledte man med en kæmpe fest. Her spillede bl.a.
Savage Rose. 

Weidekamp får buksevand

Weidekamp ville gerne have
sagt et par bevingede ord, men han fik i stedet buksevand. De unge mente
ikke, at han på deres bekostning skulle profilere sig politisk.

I 1989, da Weidekamp gik af
som overborgmester, blev han spurgt, om det var noget, han fortrød.

Han svarede, at det var to
ting, han fortrød, den ene ting var, at han var med til at fjerne sporvognene,
den anden ting var, at han havde givet bz’erne et ungdomshus. 

Allotria

Siden foråret 1982 havde Allotria
i Korsgade været besat. Den 11. januar 1983 var området pludselig
omringet af politi.

På den anden side af gaden
overværede blikkenslager, Knud Edvard Jacobsen optrinet. Pludselig
hørte han noget rumstere. Op af gulvet dukkede en masse mennesker pludselig
op. De sagde ikke noget. På gulvet smed de 10 – 15 gasmasker.

En mindre lastbil rullede ud
gennem porten til baggården.  

  • Hvor kan man
    parkere sin bil i fred for demonstranter,

 

spurgte den velklippede unge
chauffør høfligt. Betjenten vinker irriteret lastbilen videre. Han
kunne ikke vide, at der under presenningen gemte sig de 35 personer,
der dukkede frem hos blikkenslageren. Ingen havde opdaget at de unge
mennesker havde gravet en tunnel. 

I løbet af efteråret 1983
flyttede små grupper af bz ’er ind i et stort hus i Ryesgade. I hele
tre år var Ryesgade 58 besat. Dette var deres hjem, Ungdomshuset på
Jagtvej 69 var deres kulturhus.  

Ingen tolerance fra handelsforeningen

Efter en BZ – demonstration
på Rådhuspladsen den 9. april 1983 flød bægeret over for Nørrebro
Handelsforening. For balladen fortsatte på Nørrebro. Med direkte adresse
til Ungdomshuset skrev man denne presseinformation: 

  • Detailhandlende
    på Nørrebro kan under ingen omstændigheder tolerere de metoder, som
    de unge tager i anvendelse for at markere deres synspunkter. Vi vil
    ikke længere være passive tilskuer til at en gruppe voldelige unge
    ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes i, for
    kvarterets beboere.

 

Nørrebro Avis nægtede dog
at optage presseinformationen, og det blev man ret så sure over i foreningen. 

Gadekampe

Den 12. december kom det til
gadekampe, da 400 mennesker forsøgte at besætte en gammel skotøjsbutik
på Jagtvej 211. Ved samme lejlighed nedbrændte en nærpolitistation
på Jagtvej. 

Politiken besat

I marts 1984 besætter aktivister
Politikens redaktion, og kræver at man boykotter annoncer for Shell.
Den 30. april angriber og nedbrænder en gruppe en Shell – tank i
Nærum. 

Ryesgade forlades

Cirka 1.000 demonstranter gik
fra Rådhuspladsen mod den besatte bygning i Ryesgade. Her var bz’erne
klædt i blå kedeldragter. I bæltet bar de gasmasker. Bag barrikaderne
var der samlet et væld af møtrikker brosten og andet kasteskyts. 400
molotov – cocktails, slagvåben og slangebøsser var opbevaret her.

Næste formiddag angreb politiet
med 540 betjente. De forsøgte at snige sig igennem barrikaderne gennem
Dansk Røde Kors bygning på den anden side af gaden. Men de måtte
flygte.

Himmelblå – fonden med Kim
Larsen og Peter Ingemann ville købe bygningen, men de unge ville ikke
have bygningen foræret.

Den 22. september 1986 besluttede
bz’erne at give op. Kedeldragter og huer blev brændt på et stort
bål. Sprængladninger blev fjernet, og samtlige bz’er sivede ubemærket
ud i de københavnske gader uden anholdelser eller kamp. 

Ballade på Christianshavn

Den 4. december 1988 forsøgte
tre uro – betjente at anholdte en ung autonom, der delte fakler ud
på Christianshavn. En spændt stemning opstår. Både politi og autonome
var bevæbnet til tænderne. Efter to timers larmende demonstration
med masser af kanonskrald vendte demonstranterne tilbage til Jagtvej. 

Kamp på Platanvej

Den 16. januar 1989 ryddede
politiet en gammel villa på Platanvej, der var besat. Men det var ikke
uden kamp. Politiet blev angrebet med molotov – cocktails, slangebøsser,
jernstænger og sten.  

Advokat tilknyttet

I 1989 bliver advokat Kurt
Foldschack tilknyttet de unge. De har tillid til advokaten, og han har
hjulpet dem siden. 

Slåskamp på Stormbroen

Den 16. oktober diskuterede
Folketinget et maskeforbud, og det kom igen til sammenstød. Både demonstranter
og politifolk var særdeles aggressive. På Stormbroen blev der tæsket
løs på hinanden. 14 sårede blev behandlet på skadestuen. 

Et medlem af Rote Arme Fraktion,
Roland Meyer besøgte Ungdomshuset i 1990. 

Angreb mod Sorte Hest

Den 3. december 1990 opdagede
betjente et hul i en af deres skjolde. De mente, at der var blevet skudt
mod dem. Politiet havde stormet det besatte hus, Sorte Hest.
Man fandt mere end 40 livsfarlige rørbomber, hjemmelavede brandbomber,
gasmasker, beskyttelseshjelme og kedeldragter. 

113 skud

Den 2. juni 1992 stemte 50,2
% nej til Mastricht – traktaten. Et nationalt kompromis skulle man
stemme om den 18. maj 1993. Her sagde 57 % ja. På Blågårds Plads
havde Antifacisistisk Aktion en demonstration. I første omgang forløb
det hele fredeligt. Men da demnonstrationen blev opløst begyndte man
at bygge barrikader på Nørrebrogade og på Dronning Louises Bro. Broen
blev udråbt som EF – Fri zone.

Demonstranterne trak mod Skt.
Hans Torv. Politiet endte med at affyre 113 skud. 11 demonstranter og
tilskuer blev såret. 

De unge inviteret på middag

I 1993 smed autonome brosten
gennem McDonald´s lokaler på Nørrebros Runddel. Stenene var centimeter
fra at ramme kunderne. Vidner havde set gerningsmændene løbe ind til
Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. Der blev optaget rapport, og siden
skete der intet.

Nørrebro Handelsforening inviterede
nogle af de unge til en middag og en øl, for at diskutere situationen.
Johnny Beyer brugte udtrykket 

– Det er en dårlig fugl,
der skider i egen redde
 

19 betjente såret

Den 1. januar 1995 blev 19
betjente såret, da over 100 unge angreb en nyåbnet McDonald´s filial
på Nørrebrogade 3a. Alt inventar blev brugt til et kæmpe bål på
Nørrebrogade. 
 
 
 

Brand i Ungdomshuset

Pludselig opstod der en kortslutning
i en vareelevator i Ungdomshuset. Ret hurtig greb ilden om sig. Dette
skete en januardag i 1996. Brandvæsnet blev ikke angrebet af de unge,
og fik bekæmpet ilden. Men det var et trist syn, da branden er bekæmpet.
Etageadskillelsen var nærmest væk, og huset var stort set ubeboelig.
Først nu går det op for politilkerne at Jagtvej 69 var en brandfælde.
Det går panik i politikerne. For hvem var det lige, der havde ansvaret?
Hvad med de elektriske installationer? Blev loven overholdt, når der
var koncerter i huset?  Hvor var den aftale, der omhandlede brugen
af huset?  

De unge reparerede for 50.000
kr.

En ombygning af huset ville
koste 13 millioner kroner. Men i 1982 var Kommunens økonomi så dårlig,
at det var lige før, den var blevet sat under administration.

De unge fik tilbudt at flytte
over i Huset på Magstræde, og Nørrebro Lokalråd mente, at bygningerne
på Jagtvejen kunne indrettes som bibliotek. Men det ville koste 20
millioner kroner.  

De unge mente, at akustikken
var for dårlig i Magstræde. Med en ihærdig indsats lykkedes det for
de unge at udbedre skaderne for 50.000 kr. Bygningen blev godkendt,
og kommunen anerkendte de unges indsats.  

De unge får aftale af kommunen

Kommunen gav de unge en aftale
i 1997. Den gjaldt dog kun for et år, og i den stod der, at de kunne
opsiges med tre måneders varsel. Men da havde allerede haft huset i
cirka 14 år.  

Var de unge kriminelle ?

I en senere meddelelse fortalte
Københavns Kommune, at en af grundene til, at de unge skulle smides
på gaden var, at de var kriminelle. Men ifølge politiet var miljøet
i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev fra 7. juli 1998 skrev politiet
til kommunen 

  • Der findes i
    dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på jagtvejen som værende
    et specielt tilholdsbase for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper.
    Det er i dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er
    mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København.

 

I et læserbrev i Politiken
skrev en tidligere KUC – direktør Hans Grønborg, der havde ansvaret
for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset: 

  • Som direktør
    med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne
    og aftalerne. Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns
    Kommune, når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod
    bedre vidende.

 

Angrebet af svamp

Huset var angrebet af hussvamp,
opfugtning af murværk, råd i bundkarme på vinduer, og råd i loftkonstruktionen
over kælderen. Alene at få bugt med hussvampen skøntes at ville koste
cirka 70.000 kroner. Derfor besluttede Økonomiudvalget den 11. marts
1999, at indstille til Borgerrepræsentationen, at Ungdomshusets aktiviteter
skulle ophøre og at ejendommen skulle afhændes. Samtidig blev det
pålagt Kultur – og Fritidsforvaltningen at finde andre steder til
Ungdomshusets aktiviteter.  

Pia Kjærsgaard besøger
Nørrebro

Pia Kjærsgaard besøgte Nørrebro
den 14. februar 1998. Hun blev angrebet af ca. 100 autonome med tomater,
vand og sten. Hun måtte søge tilflugt i en Unibank – filial.

På Rådhuset krævede Søren
Pind, at Ungdomshuset blev lukket med det samme.  

Kampe på Dronning Louises
Bro

Den 1. januar 1999 lignede
Nørrebro en by, der havde været i borgerkrig. Betjente i en patruljevogn
havde bedt en flok unge på Dronning Louises Bro, at benytte fortorvet.
Men de unge angreb bilen, og de to betjente måtte flygte fra stedet.
Kort efter mødte politiet talstærkt op og heftige kampe opstod. Der
blev anholdt 20 personer. 

Plyndringstogt på Nørrebro

Den 8. – 9. november 1999
havde store konsekvenser for Nørrebros detailhandel. En sand plyndringstogt
fandt sted. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en
butiksindehaver og hendes mand sig i direkte livsfare. Men de ringede
forgæves efter hjælp. 

Først da urolighederne havde
lagt sig, mødte politiet frem. Ingen personer blev nogensinde gjort
ansvarlige for de voldsomme ødelæggelser og plyndringerne. Og det
selv om en person med skriftlige beviser senere henvendte sig til handelsforeningen.
Denne person ville gerne formidle sin viden til Hanne Beck Hansen. Og
Handelsforeningen sørgede for, at beviserne blev lagt på bordet. 

Johnny Beyer opsøgte Ungdomshuset.
Han var overbevist om, at de autonome stod bag. Men han blev ikke budt
på kaffe. I stedet blev han truet, at hvis han ikke hold kæft, ville
hans butik blive den næste, der blev smadret. Næste nat blev Johnny
Beyer ringet op af vagtselskabet. Hans butik var blevet totalt smadret. 

Ungdomshuset brænder ikke
byen af

Formanden for Indre Nørrebro
Bydelsråd, Jesper Langebæk var ikke enig med Johnny Beyer. Han udtalte
følgende til Jyllands Posten: 

  • De plejer at
    være mere selektive ved deres aktioner. Det går kun ud over banker
    og politiet. Jeg er ret overbevist om, at det var andengenerationsindvandrere,
    der stod bag. I øvrigt holder de autonome ikke nødvendigvis til i
    Ungdomshuset

 

Angiveligt var det udvisning
af en ung tyrker, som Nørrebro´s handlende skulle afbøde for. Ungdomshuset
udsendte en presseinformation: 

  • Ungdomshuset
    er et koncertsted, en bogcafé, cirkus
    – og gøglerskole, folkekøkken, øvelokaler og meget mere. Vi er
    et samlingssted for mennesker, der ønsker
    at vise et alternativ til det profitskabende og kommercialiserende samfund,
    vi lever i, men vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter
    på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.

 

Truet af folkevalgte politikere

På et efterfølgende møde
i Medborgerhuset på Blågårds Plads blev Johnny Beyer igen truet.
Denne gang af folketingsmedlemmer, at såfremt han udtalte sig negativt,
ville det få alvorlige konsekvenser for ham. Formanden for Nørrebro
Handelsforening måtte have politibeskyttelse.

Justitsminister Frank Jensen
lovede, at der ville komme hjælp til Nørrebros detailhandel efter
de omfattende skader, men intet skete. De andre handelsforeninger lavede
dog en indsamling. Midlerne herfra gik til de hårdest ramte.  

Ungdomshuset tilbudt for
1 kr.

Formanden for Nørrebro Handelsforening,
Johnny Beyer holdt et par gange om året møde med overborgmester Jens
Kramer Mikkelsen. På et af disse møder blev foreningen tilbudt Ungdomshuset
for 1 krone. Men Ungdomshusets beboere var ikke interesseret i at skulle
være underlagt Nørrebro Handelsforening, så bestyrelsen vedtog på
et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 at sige pænt nej tak.  

Gud taler til Ruth Evensen

Da Ruth Evensen fra Faderhuset
på et tidspunkt passerede forbi Ungdomshuset så hun et banner, hvorpå
der stod: 

  • Til salg, inkl.
    500 stenkastende voldspsykopater fra Helvede.

 

Så var det, at Ruth hørte
Guds stemme tale direkte til hende. Herren fortalte hende, at hun skulle
fjerne denne vederstyggelighed fra hans åsyn. Ruth Evensen besluttede
derefter, at det onde skulle drives ud af Nørrebro. Det skulle ske
med Gud og et skøde i hånden. 

Faderhuset vil i
dialog med de unge

Den 6. juli 2000 skrev Ruth
Evensen til Kultur – og Fritidsborgmester H. Thustrup Hansen: 

  • Vi har et stærkt
    ønske om at overtage Ungdomshuset og indrette det til alle de formål,
    som vi drømmer om, at kunne bespise hjemløse og mindre bemidlede,
    at drive en café, hvor unge, deriblandt også de som nu oplever huset
    som deres hjem, kan komme og tage del i aktiviteterne. Vi vil også
    etablere en ungdomskirke, skabe musikarrangementer med bred appeal,
    samt indrette værelser til enkelte af de mennesker, som skal stå for
    driften af huset.
  • Vi har besøgt
    huset nogle gange og vil optrappe vores kontakt med de unge i form af
    dialog, give dem mad og vinde deres venskab. Vi håber således at en
    ”magtovertagelse” vil gå så smertefrit som muligt6. Vi er dog
    også indstillet på at stå i en eventuel friktion omkring et ejerskifte.
    Vi ønsker at præge vores bydel med en ny trend på et værdibaseret
    grundlag, alle kan have gavn af. Af erfaring ved vi, at dette som regel
    indbefatter hårdt arbejde, men det er vi som sagt indstillet på.
  • Vi imødeser
    med stor interesse Deres venlige bearbejdelse af denne sag, da vi er
    klar til at rykke ind så snart som muligt, og anmoder venligst om et
    personligt møde. Undertegnede træffes på……

 

Spørgsmålet er så, troede
politikerne virkelig på disse forudsigelser ? 

Human A/S overtager

I oktober 2000 afgav Ruth Evensen
et tilbud på bygningen på 2,2 millioner kroner.  I første omgang
bliver det til et afslag.

Men åbenbart er en ny spiller
på banen. Selskabet Human A/S repræsenteret ved advokat Inger Loft.
Overborgmesteren havde mødt hende og udtalte: 

  • Hun er et meget
    ideelt tænkende menneske.

 

Allerede her var Fonden Jagtvej
69 på banen, men kommunen var ikke interesseret. Man fik at vide, at
der var disponeret til anden side. Human A/S fik ejendommen for 2,6
millioner kroner.

Politikerne havde afvist at
sælge til Faderhuset, fordi man mente at de ikke var seriøse. Man
fik endda indført en tilbagekøbsklausul, så kommunen kunne købe
bygningen tilbage, hvis noget gik galt.

De unge opsøgte Inger Loft
på hendes bopæl og truer hende. Truende opringninger og en enkelt
brosten bliver det også til.

Advokaten mødte selv op ved
Ungdomshuset for at bede dem om at lade være med at genere hende og
hendes familie. I stedet endte det med, at hun får en pose vand i hovedet.  

Faderhuset købte alle aktier

Efter et par måneder gav hun
op. Hun tilbød samtlige aktier til Faderhuset. Forinden havde disse
skrevet til Inger Loft, at de var interesseret i overtagelsen.

Kommunen reagerede ikke, fordi
Faderhuset kun købte aktierne!!

Faderhuset opsagde de unge
og regnede med at de kunne få adgang til bygningerne. Men de blev mødt
af et tæskehold og smidt på porten. 

Ifølge Faderhuset var de unge
på Nørrebro demonbesatte. Man ville i gang med at bekæmpe praktiseret
homoseksualitet, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro. 

Razzia på Nørrebro

Den 15. juni 2001 foretog store
styrker af kampklædte betjente razzia mod fire adresser på Nørrebro.
Det skete efter anmodning fra kollegaer i Göteborg. Fem unge danskere
var anholdt, sigtet for at stå bag sabotageplaner mod et EU – topmøde. 

Bombefabrik i Baldersgade

En bombefabrik blev afsløret,
efter at politiet foretog en razzia. Den 18. november 2002 blev der
i det venstreradikale kollektiv Bunzen i Baldersgade afsløret en professionel
bombefabrik og flere livsfarlige bomber. Man havde mistanke om, at de
skulle bruges ved det kommende EU – topmøde. 

27 anholdt

Den 25. august 2003 blev 27
autonome anholdt. 100 kampklædte betjente rydder et besat hus på hjørnet
af Griffenfeldsgade og Rantzausgade. 

Tre dages fest ender i bål
og brand

Tre dages fest i Ungdomshuset
endte 24. september med bål i gaden på Nørrebro. Reclaim The Streets
endte med masseanholdelser. Cirka 250 bliver anholdt. Adskillige svenske
og tyske sympatisører deltog i balladen. I Folkets Park blev der kastet
med sten mod politiet. 

Naboerne på Nørrebro

En ny gruppe blev dannet på
Nørrebro. De kaldte sig, Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk
for deres frustrationer: 

  • Som naboer til
    Ungdomshuset har vi nu fået nok af de autonomes
    intolerante og asociale adfærd. De opfører sig vulgært og hensynsløs
    overfor os som naboer her på Nørrebro. Vi har ryddet op efter hærværk,
    smadrede flasker, graffiti og afføring på vores trappestene, smadrede
    ruder i husene og i bilerne og affald fra mad
    og toiletbesøg. Larmen i weekenderne og stanken fra affaldet og urinen
    omkring passagerne på Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i
    et beboelseskvarter.
  • Det er for meget.
    De må finde et sted – hvor deres arrogante fremfærd ikke ødelægger
    det for andre. Det handler ikke om ideologi og politisk standpunkt men
    om medmenneskelig adfærd – og at vi som naboer ikke længere kan
    holde det ud.

 

Charmeoffensiv

Forinden havde de unge i Ungdomshuset
forsøgt sig med en charmeoffensiv. I en folder, som man havde udsendt
til alle husstande på Nørrebro, kunne man læse: 

  • Vi vil også
    gerne takke alle jer på Nørrebro, der gennem årene har hjulpet og
    støttet Ungdomshuset. I er altid velkomne til at skrive eller ringe
    til os, hvis I har spørgsmål eller andet I gerne vil sige til Ungdomshuset.
  • Vi håber, at
    Nørrebro fortsat vil være positivt stemt overfor Ungdomshuset i den
    svære tid, vi går i møde. Vi kan kun understrege, at vi fortsat arbejder
    seriøst og vedholdende for en fredelig politisk løsning, der sikrer
    at Ungdomshuset fortsat kan være en del af Nørrebro.

 

Bydelens særpræg skyldes
ud

Nu var det ikke alle i bydelen,
der var enige i Naboernes holdninger. Således skrev lokalvisen PaaGaden
blandt andet i en leder: 

  • Naboerne vil
    have ro og orden i deres kvarter. De har købt lejligheder i dyre domme,
    malet deres facader og fået dejlige børn. Og det harmonerer ikke så
    supergodt med den højtråbende modkultur, der siden oktober 1982 har
    sat sit umiskendelige præg på området omkring Runddelen.
  • Spørgsmålet
    er, om man kan tale om førsteret til et kvarter. Og det endnu større
    spørgsmål er, hvad er det for en by, vi vil have.
  • Nørrebro er
    en af de mest populære bydele i København
    – det vidner ikke mindst boligpriserne om. Og det er naturligvis en
    grund til her ”gang i den”, masser af kultur, beværtninger, døgnåbent
    og multikulturelt. Her er også skævt, mærkeligt, larmende
    – og spændene. Hvad sker der med bydelen, hvis alt det støjende
    bliver lukket? Hvis ikke bare Ungdomshuset, men også Rust, Stengade
    30, Cafeen Funke, Kroteket, Cafe Runddelen og Saxsons skal lukke kl.
    22. Er Nørrebro også ligeså attraktivt som nu?
  • Naboernes krav
    om respekt og oprydning er helt på sin plads. Men i sin iver om ro
    og renlighed, risikerer man at skylle bydelens særpræg ud med sæbevandet.
    Og det går ikke bare ud over huspriserne, det vil ganske enkelt være
    en katastrofe for Nørrebro, som den kulturelle smeltedige, der netop
    får så mange folk til at søge hertil.

 

Faderhuset angribes

24. november bliver den kristne
frikirke, Faderhuset angrebet. 
 
 
 

Gaveønsker

De unge fik at vide, at de
skulle være ude af huset den 14. december. Men først skulle husets
fødselsdag fejres. På deres hjemmeside kunne man læse om deres ønsker.
Plexiglas, armeringsjern, lægter, metalgitter, hønsenet og svejseapparat. 
 
 

Kulturarvstyrelsen har talt

Kulturarvstyrelsen ville ikke
frede huset. Det var alene Københavns Kommune, der skulle afgøre dette.
I en skala fra 1 til 9, hvor 1 er mest bevaringsværdigt får huset
2 i kulturhistorisk værdi og 4 i arkitektonisk værdi. 

Hvorfor skal 71.000 indbyggere
være gidsler?

Den 16. december eksploderede
Nørrebro. Der var åben krig på Nørrebro. Nørrebro Handelsforenings
store juletræ på Runddelen blev brugt til et kæmpe bål. Fire unge
og to betjente blev såret. Op til 1.000 deltager i demonstrationen.
300 blev anholdt.

Flere unge blev kørt ned af
politiet, en af de unge fik sprængt fingrene af. 150 unge drager hærgende
ned af Nørrebrogade. Butikker, biler og nærpolitistationen bliver
smadret. 

Den 19. december udsendte Nørrebro
Handelsforening en presseinformation. Heri stod der blandt andet: 

  • Hvorfor skal
    71.000 borgere og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som
    gidsler i et spil, der gælder om et mødested for unge mennesker?
  • Hvornår kommer
    politikerne ud til bydelen, og diskuterer med dem, der bliver ramt på
    den ene eller anden måde?
  • Kære politikere,
    kom ud og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling!!

 

Villa Villekulla

En ejendom på Dorthevej blev
besat og navngivet som Villa Villekulla. Der blev anvendt knippelsuppe
og tåregas. Men pludselig trak politiet sig tilbage. 42 betjente mod
cirka 300 unge var måske heller ikke i orden. Mads Clausen fra Initiativet
for flere ungdomshuse udtalte 

  • Vores kultur
    er måske ulækker og larmende for politikerne, men vi er mange.

Nynazisterne mente, at de unge
skulle have bank, men det blev dog forhindret, da Antifascistisk
Aktion
kom i aktion.

Da politiet så kom med det
helt store hold, var TV2 `s helikopter på plads, og vi fik igen en
masse breaking news.  

Penge til operahus, men
ikke til os

  • Der er masser
    af penge til et operahus. Hvorfor kommer pengene aldrig i retning af
    os

 

Kasper Bech Holten, operachef,
var sur over, at over at Operahuset blev brugt som et symbol på småborgerligheden.
De unge besøgte da også Operaen, men blev pænt udenfor. 

Flere ejendomme i spil

En nedlagt brandstation på
Jagtvejen kom i spil, men det viste sig, at den tilhørte Københavns
Universitet. En ejendom på Frederiksberg kom også i spil. Men her
var der nærmest tale om en lade behængt med skimmelsvamp. Det sidste
var Thor Petersens ide, men den ide vakte nok ikke de varmeste følelser
hos borgmester Mads Lebech.  

Stevnsgades Skole lovet
ud til andre

Stevsgades Skole kom pludselig
i spil. Men skolen var lovet ud til andre. Og de unge var bestemt ikke
velkomne. Mange var bange for, at gaden ville blive omdannet til en
krigszone. En af beboerne udtalte: 

  • Larmende punkfester
    og guldøl, dur ikke i et kvarter helt fyldt med børn

 

De unge havde ikke noget imod
huset. De udsendte en presseinformation, der forklarede problematikken 

  • Hvis retten til
    et ungdomshus, reduceres til et spørgsmål om købekraft, så har 25
    års kamp for ungdomshusbevægelsen været forgæves.

 

Krav fra de unge

De unge stillede nogle krav
til deres hus: 

  • Kommunen skal
    stille huset til rådighed
  • Huset skal være
    mindst lige så stort som Ungeren
  • Vi skal selv
    bestemme
  • Huset skal ligge
    på Nørrebro

 

Men dette var ikke noget Socialdemokraterne
kunne lide. Således udtalte Anne Vang 

  • Jeg synes, at
    de unges krav forekommer både barnagtige og uforståelige.

 

Politiet puster til ilden

Politiets informationschef,
Flemming Steen Munch havde pustet til ilden. Han udtalte, at de unge
var fascister. Han kaldte de unge en flok forkælede unger, der havde
gjort Nørrebro til en slagmark. 

  • De påberåber
    sig alle demokratiske rettigheder, samtidig med at de ikke vil rette
    sig efter rettens afgørelse. Det ligner vold for voldens skyld. De
    er blevet mere aggressive og går i højere grad efter, at skade den
    enkelte betjent.
  • Tidligere forsvarede
    bz’er deres huse. De blev inde i husene eller bag barrikaderne, og
    fik os til at forsvinde. Men de var mindre aggressive. Det ændrede
    sig 18. maj. Her forsvarede de ikke længere noget, men angreb direkte
    politiet. Det har desværre siden været stilen.

 

Butiksindehaver truet

I forbindelse med nedrivningen
indfandt 5 urobetjente sig efter strabadserne på Nørrebro i en shawarmabar.
Kort efter, at disse havde forladt stedet, indfandt der sig 4- 5 autonome.
De stillede sig truende over for indehaveren 

  • Hvis vi en gang
    til, ser at du serverer mad for uroerne, så brænder vi
    din butik ned, dette er en alvorlig advarsel.

 

Transportfirma får brændt
flere biler

Et transportfirma, der mere
eller mindre deltog i forbindelsen med nedrivningen, fik brændt flere
lastbiler. Og på hjemmesiden www.ruthsvenner.dk var deer trusler mod flere erhvervsvirksomheder. 

Selvtægt

Flere grupper på Nørrebro
opfordrede til selvtægt. Foreningen Naboerne havde endda en afstemning,
der omhandlede, hvad man skulle gøre med de unge. Et par af forslagene
gik ud på at give dem buksevand eller sende dem ud på en øde ø.

Nørrebro Handelsforening gik
sammen med HK og uddelte en folder til samtlige butikker på Nørrebro.
Folderen gav gode tips om, hvordan man skulle forholde sig, når en
konflikt opstod.  

Endvidere blev der sendt 12
gode tips ud til forretningsindehavere. Det gik bl.a. ud på, at have
forsikringerne i orden. Men dat var det desværre mange forretningsdrivende
på Nørrebro, der ikke havde. Så konflikterne har været dyr for disse
butiksindehavere.  

<--PAGEBREAK-->

Organisationen var i orden

Aktivisterne var nøje instrueret
i, hvad de skulle foretage sig, når huset blev revet n


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro