Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar

Bulldozersaneringen ødelagde detailhandelen (1980)

November 14, 2007

I 1950 boede der på Nørrebro
132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette, var i
stor grad, saneringen.

 

Detailhandelen kunne ikke omstille sig

Man foretog en gennemgribende
ændring af det fysiske miljø, for at bedre borgernes vilkår. Som det så smukt
hed.  I den tid, det tog, måtte
detailhandelen forsøge at omstille sig. Det var der mange, der ikke kunne. En
væsentlig omsætningsnedgang blev følgen. Problemet var størst på Indre
Nørrebro. Kvalitet og vejnet var betydelig bedre på ydre Nørrebro.

 

Nybyggeriet blev for dyrt

Den første saneringslov
stammer tilbage fra 1939, den blev revideret i 1939 og blev kaldt verdens
bedste saneringslov. I praksis fungerede den dog ikke særlig godt, på grund af
finansielle og organisatoriske årsager.

Mange Nørrebro – borgere
følte også, at deres rettigheder blev taget fra dem. De havde ingen muligheder
for indvendinger. Detailhandelen kunne også tydelig mærke, at deres kunder
forsvandt. Den samlede detailhandleromsætning var ellers stigende indtil
begyndelsen af 60erne.

 

Kampen om Byggeren

En række beboere havde
indrettet en byggelegeplads på en byggetomt Byggeren. Her gik områdets børn
hen, og børnehaverne brugte stedet. Kommunen var gået med til drift og vedligeholdelse.
Men det varede ikke ved. Den 22. april 1980 gik politi og bulldozer i gang.
Pelle Jarmer mente, at områdets børn skulle gå i
Fælledparken eller Valby Parken.

Byggeren blev
derefter besat af beboere, der dannede levende skjold, da det endelige angreb,
fandt sted på arbejdernes kampdag den 1. maj.

Kampene mellem aktivister og
politi stod på i fire – fem dage. På plakater kunne der læses Politi ud af Nørrebro – Byggeren
overgiver sig aldrig.

Bydelen gik amok. Egon
Weidekamp mente, at det var VS Blågårdsgade, der stod
for balladen. 68er generationen havde rottet sig sammen til fælles kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske
system og borgerligheden.
Byggeren står i dag som
et symbol for denne kamp.

 

Kampen om Blågårdsgade

I en aktion i Blågårdsgade var handelsforeningen også med. Sammen med
Nørrebro Beboeraktion fjernede man vejbommende i Blågårdsgade.
De blev kørt ind på Rådhuspladsen med et pænt tak for lån til overborgmesteren.
Men det hjalp ikke. Nogle af beboerne ville have busserne tilbage til Blågårdsgade, især de handlende.

Bommende kom tilbage, men det
gjorde busserne ikke. Indretningen af gågaden var en fiasko for detailhandelen.
Efterhånden måtte butikkerne i sidegaderne også lukke en efter en.

Nogle af grupperne mente dog,
at Nørrebro skulle være helt bilfri. Deres slogan var

 

        
Væk med røg, støj og møg

 

Store protester mod saneringen

Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5
– 19
uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede Magistratens 4. afdeling til
at koordinere gennemførelsen af saneringen i Den sorte firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej,
Tagensvej, Fredensgade og Sortedamsdossering.

 

        
Vi har gennem længere tid set, hvordan der rundt
omkring i kvarteret sker ændringer. Et hus rives ned, et tømmes og bliver
stående. Forretninger lukker, institutioner bygges om, her og der moderniseres
og udstykkes til ejerlejligheder. Men det hele skar planløst.

 

Løbesedlen var et godt
eksempel på den frustration, der bredte sig. Og fra Den sorte firkant lød
budskabet, at man syntes, at nybyggeriet var for dyrt. Flere, der gerne ville
flytte ind i byggeriet, havde ikke mulighed for det på grund af den store
husleje.

Også med hensyn til
trafikproblemerne allierede Handelsforeningen sig med græsrødderne.

 

Overborgmesteren bliver politianmeldt

Egon Weidekamp blev meldt til
politiet af Carl E. Rasmussen, rådgiver for Nørrebros pensionister.

Grunden var, at byggetomterne
blev dækket til med sundhedsfarlig sand. Dette sand indeholdt kiselholdigt
støv, som var skadelig for luftvejene.

Vedlagt anmeldelsen var
støvprøver, som var opsamlet i rendestenene i henholdsvis Stengade og Korsgade.

 

Kommunen foreslog etablering
af cykelstier mellem Jagtvejen og Højbanen. På Dronning Louises Bro var der i
tidsrummet mellem klokken 6 og klokken 20 talt op mod 9.500 cyklister og 1.000
knallerter i begge retninger tilsammen. Blandt andet derfor foreslog kommunen
nu atter engang dele af Nørrebrogade spærret.

Spærringen ville betyde, at
1.500 til 2.500 køretøjer blev flyttet fra Nørrebrogade til Tagensvej.

 

Nedgang i antallet af butikker

Butikkerne oplevede nu
drastiske huslejeforhøjelser. Kriminaliteten og narkoproblemerne voksede.

I 1981 lavede foreningen et bankospil i Nørrebrohallen.
Overskuddet gik til Flygtning 81.

 

2/3 af butikkerne i København
omsatte for under 3 millioner kroner om året. Denne konklusion kom Institut for
Centerplanlægning frem til i en interessant undersøgelse i begyndelsen af
80erne.

Butiksantallet faldt på
Nørrebro fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald
oplevede dagligvarebutikkerne (80 %) og tekstil – og beklædningsbutikkerne (55
%). Udtyndingen var stor i sidegaderne. Hele 120 tomme ubenyttede butikslokaler
kunne fremvises.

I Blågårdsgade
var 44 % af butikslokalerne tomme.

Knap halvdelen af
butiksindehaverne tjente mindre end 100.000 kroner til sig selv. Halvdelen af
alle butikker på Nørrebro havde været udsat for indbrud.

 

Trafikalt sammenbrud

At være selvstændig
næringsdrivende på Nørrebro kunne være en tvivlsom fornøjelse, sådan stod der i
en indbydelse til et møde om anlæggelse af cykelstier.

Poul Wilcke,
der havde forfattet indbydelsen skrev bl.a.

 

        
Set på Nørrebrogade – 1 stk. lastvogn belæsset med
sten, beregnet for etablering af busholdeplads. Lastvognen blokerer totalt
trafikken i 30 minutter, en hverdag klokken 15. Vi troede, at dette ville
foregå uden for myldretiden. Mit fortov har været gravet op de sidste 12 dage.
Kunderne har adgang til min butik ad et forholdsvis snævert bræt. Jeg må
konstatere en omsætningsnedgang på ca. 40 %.

 

Nørrebro kunne få en god
udvikling ved at gøre en markant og effektiv markedsføringsindsats.

 

Vi skal holde på de kunder, vi har, og få nye kunder
til at strømme til.
Det var nogle af
ordene i en præsentationsavis til de handlende. Nørrebro Avis ville give 25 %
rabat, betingelserne var, at medlemmerne skulle aftage 100.000 millimeter.

 

Navneforandring

Foreningen fik i 1983
navneforandring til Handelsforeningen
Nørrebro – Nordvest,
men det kneb med at få medlemmer fra Nordvest.

En lokal telefonbog blev
udsendt af foreningen, tidligere havde man fremstillet medlemsbøger,
Det gav ret pæne beløb til Understøttelsesfonden.

 

Arbejdsløshedskasse dannet

Formanden Knud Schou var med
til at starte Arbejdsløshedskassen Dana for næringsdrivende (nu selvstændige). Den startede i
1976 og her i 1983 havde den rummet 25.000 medlemmer.

Handelsforeningen udsendte en
presseinformation, hvor man tog skarp afstand fra de voldshandlinger og
bøllestreger, der fandt sted på Nørrebro efter BZ – demonstrationer på
Rådhuspladsen lørdag den 9. april:

 

Protest mod voldelige unge.

        
Detailhandlende på Nørrebro kan under ingen
omstændigheder tolerere, de metoder, som de unge tager i anvendelse for at
markere deres synspunkter. Vi vil ikke længere være passive tilskuer til at en
gruppe voldelige unge ødelægger vort kvarter, og gør det livsfarligt, at færdes
i for kvarterets beboere.

 

Pressemeddelelsen blev ikke
bragt i Nørrebro Avis, og det var man sure over i foreningen. En snak med
avisen skulle løse dette problem, og andre tvistigheder. Man mente heller ikke,
at avisen havde været flink til at omtale arrangementer.

 

Igen en navneforandring

Foreningen skiftede atter
navn, nu hed den Handels – og
Erhvervsforeningen for Nørrebro og Nordvest.
Håndværkere og andre liberale
erhverv blev også optaget som medlemmer.

 

Formanden Knud Schou nævnte
på den årlige generalforsamling, at supermarkederne havde snuppet 65 % af
dagligvaresalget. Han slog til lyd for solidaritet som for eksempel
fællesannoncering.

Man overvejede, at melde sig
ind i Provinshandelskammeret. Det kunne give foreningen mere magt og slagkraft.

I Handelsforeningens blad
skrev I.W. Sørensen meget tankevækkende:

 

Butiksindehavere har den trussel, at medarbejdernes
organisationer kræver op til 35 timers arbejdsuge. Det vil sige endnu længere
arbejdstid for de næringsdrivende. Mange har i forvejen en arbejdstid på 60 –
70 timer ugentlig.

 

Angst for supermarkeder

Knud Schou sagde i 1983:

 

        
Lavprisvarehusene har ansat såkaldte prispatruljer og
leverandørerne sælger til forskellige priser og betingelser. Vi har brug for
Monopoltilsynet. Der gives rabatter fra 5 til 20 %. Disse rabatter er allerede
opstået hos leverandørerne. Omsætningen i de resterende butikker på Nørrebro
vil dale med 65 millioner kroner de kommende år. Det vil selvsagt betyde endnu
mere butiksdød. Først og fremmest er det forbrugerne, der selv er skyld i den
stigende butiksdød.

        
Nøgleordene er service og specialisering. Vi er nødt
til hver eneste dag, at behandle vore kunder med omhu. Det er forrykt at møde
en vrissen butiksindehaver, der samtidig klager over, at omsætningen går nedad.
Et venligt smil, en faglig betjening kan supermarkederne ikke hamle op med. Så
er det bedøvende lige meget om prisen på en vare til 20 kroner, er 50 øre
billigere. Det er en kold tid, vi lever i, og mange mennesker, især de ældre og
enlige, som vi har mange af i vores område, sætter pris på lidt varme og
menneskelighed.

 

Formanden kritiserede
Postvæsnet i et par artikler. Det fik så postmester Hans Strunge til at melde
sig ind i foreningen, for at fortsætte dialogen her.

 

I 1988 lavede SSH `s formand
Ingolf Sørensen en spørgeundersøgelse omkring udsalg. Baggrunden var
dagspressens manglende forståelse for detailhandelens problemer. Et møde blev
afholdt om butikstyveri og et om erhvervs – og livsforsikring.

 

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar