Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar

Kampen mod illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)

November 14, 2007

På et medlemsmøde holdt
hørkræmmer P. Rasmussen et indlæg om statens og kommunernes indgreb i den fri
ernæring. Detailhandlerne i arbejderkvartererne ville rammes af eventuelt stats
– og kommunesalg af livsnødvendigheder. Dette burde fordeles mellem de
næringsdrivende., der ofte selv havde vanskeligheder med at fremskaffe varerne
i 1915.

 

Detailhandlere er villig
til loyalt at medvirke ved livsnødvendighedernes fordeling, man må protestere
imod, at blive berøvet det daglige brød,
sagde hr. Rasmussen.

 

Borgerrepræsentant Johan
Nielsen foreslog en ensartet kødkontrol over hele landet. Nørrebro
Handelsforening havde ved flere lejligheder påpeget mangelfuld hygiejne hos
mange spækhøkere.

 

1916 med 552 medlemmer

Medlemstallet var i
begyndelsen af 1916 vokset til 552 medlemmer.

Et problem meldte sig i
Husumgade, hvor næsten alle handlende solgte maltøl til 15 øre. Foreningen
havde anmodet bryggerierne om at sætte prisen til 18 øre. Sagerne hobede sig
op. Derfor ansatte foreningen en såkaldt tillidsmand. Han skulle foretage
prøveopkøb og møde i retten. Hans løn var 2 kroner pr. sag og 5 kroner for hver
gang, han mødte frem i retten. Generalforsamlingen godkendte desuden en fast løn
bestående af 30 kroner det første år.

 

Formanden anmodede på
generalforsamlingen, at man skulle ligge hovederne i blød, til hvordan man kom
brugsforeningerne til livs. Det griber om sig.

Ved siden af Nørre Central
Cafe, blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet oppe på 1. sal. I mange år var
de en torn i øjet på den almindelige detailhandel.

 

Der var mange regler og
forordninger, der i dag måske synes håbløse. Man måtte for eksempel gerne give
en gratis kalender, stod der Glædelig Jul og Godt Nytår. Ja så var det
tale om tilgift, og det var forbudt.

 

Politiet holder med
Ismejerierne

Politibetjente advarede
ismejerierne om, at de kunne risikere en anmeldelse hvis de solgte diverse
varer. Betjentene optog dog ikke bøder. I Aftenbladene kunne man læse, at det
var Nørrebro Handelsforening, der stod for anmeldelserne.

 

Henvendelse fra
Middelstandens Forening

Fra Middelstandens Forening
havde man modtaget en skrivelse. De ville godt have et samarbejde i stand med
Handelsforeningen. Deres mål var at samle alle selvstændige mænd og kvinder af
middelstanden til værn mod standens interesse blandt andet ved:

 

  1. At modarbejde kooperative
    foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv
  2. At modarbejde kommunal og
    statsdrift af foretagender, der kan iværksættes og drives ved privat
    initiativ
  3. At øve indflydelse på, og
    virke for, at der til offentlige tillidsposter i stat og kommune vælges
    mænd, der uden politisk hensyn vil arbejde for middelstandens interesse,
    og forvalte statens og kommunens midler med forsvarlig sparsommelighed.

 

Foreningen fik lov til at
sende en folder ud til alle medlemmer, men et egentlig samarbejde blev det
aldrig til.

 

Formanden måtte ikke
udlåne sin telefon

Efterhånden havde de fleste
butikker fået telefon. Formanden, urtekræmmer Koefod lånte da også telefonen ud
til kunderne for fem øre pr. samtale. Men det måtte han ikke.

Kjøbenhavns Telefon –
Aktieselskab henvendte sig til formanden:

 

Vi tillader os, at rette
opmærksomhed på ”Vilkaar og Takster”(Telefonhåndbogen side 2 forneden) i
henhold til hvilket sådant udlån af Telefonen ikke er tilladt, men endog
berettiger Selskabet til at afbryde forbindelsen. Såfremt det omtalte udlån
fremtidig konstateres, ser vi os af hensyn til Samtaleinstitutionerne nødsaget
til at benytte vor Ret.

 

Man foreslog, at formanden
anskaffede sig en godkendt bøsse og lægge 10 øre ned i den for hver samtale.
Selskabet ville så modtage 5 øre, og formanden beholdt de sidste 5 øre.

 

Tænk – at beskatte
fattigmands snaps

I 1917 blev
generalforsamlingen afholdt på Søpavillionen .

Her sagde Hr. Petersen: Hvis
Medlemmer ikke kan komme med til Udflugter, så send Hustruerne, de kan godt nok
fortjene, at få en lille Fornøjelse med. De ville blive godt behandlet.

Formand Koefod startede som
formand nr. 13 med et medlemstal på 96 og 400 kroner i kassen. Nu var der 520
medlemmer og 7.000 kroner i kassen.

Der var stor utilfredshed med
gas – og elektricitetsprisen, spiritusbeskatningen og brændevinsafgiften.
Forhandlerne oplyste, at de kun fik leveret 1/6 af det tidligere forbrug.

Tænk, at beskatte
fattigmands snaps.

 

10 % af Københavnerne
medlem i Brugsen

Brugsforeningernes omsætning
var efterhånden nået op på 100 millioner kroner, og Nørrebro Handelsforening
påpegede flere gange, den uretfærdige skattefrihed, som de kooperative
foretagender fik. De burde beskattes af omsætning og fortjeneste. 8 – 10 % af
Københavns befolkning var efterhånden medlemmer.

 

I en foredrag om de
selvstændiges vilkår, blev det oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000
handlende, så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kroner i årlig indkomst.

 

En ny forening henvendte sig.
Det var Den personlige friheds værn. Også de fik lov til at sende
brochurer ud til medlemmerne.

 

Advarsel mod Schous
Sæbehus

P. Petersen mente, at et
foretagende med så dårlig tankegang som Schous Sæbehus, burde man absolut ikke
støtte. Han anmodede medlemmerne, om at købe hos andre grossister. Køb ikke
hos overflødighedsgøre,
kundgjorde han.

Grossister, der samtidig drev
detailhandel, var absolut ikke foreningens livret. Man blev også sure på
Urtekræmmerforeningen, der optog annoncer fra Schous Sæbehus i deres
medlemsbog. 

Henvendelse til
Priskommissionen

De var hårdt klemte på
Nørrebro. Dagligt blev man belemret med maksimalpriser, hvor avancen var så
ringe, at når man trak driftsudgifterne fra, blev fortjenesten nul, eller med
tab til følge. Mange detailhandlere spurgte: Hvad skal jeg leve af?

Foreningen opfordrede
simpelthen til, at man betalte brændevinsafgiften under protest. Foreningen
skrev endvidere til Priskommissionen og fortalte, at den absolut laveste
avance, man kunne tolerer, var 20 %.

Man søgte politisk
indflydelse. Der blev ikke lyttet til detailhandelen. Meningen var ikke at have
en partipolitisk bevægelse, men snarere at søge standens interesse varetaget.
Det er nøjagtig den samme holdning, foreningen har nu til dags.

 

Giv penge til
Understøttelsesfonden

Grosserersocietet blev bedt
om, at give bidrag til Understøttelsesfonden, gennem alle de klausulbøder, der
indgik.

Samtidig henstillede
foreningen til Indenrigsministeriet, at få andel i de 100.000 kroner, som
ministeriet i samråd med Kaffenævnet skulle fordele til velegnede formål. Disse
penge skulle selvfølgelig tilfalde Understøttelsesfonden.

 

Foreningens virksomhed måtte
under krigen holde sig på de indre linier.

Krigsårenes rationaliseringer
og restriktioner satte på mange måder en bremse på den virksomhed, der skulle
udfoldes.

I 1918 blev der holdt et
stormøde på Grundtvigshus i Studiestræde. Emnet var Handelstandens skæbnetid
er inde
 

Kontingentet blev forhøjet
til 1,50 kr. pr. kvartal.

 

Købmandsskolen ville oprette
et dagskursus fra 13 til 19 en gang om ugen, specielt for udenbys boende
handelslærlinge. Byboerne gik på aftenkursus. Når lærlingene havde frekventeret
kurset et år, afholdtes der en afsluttende eksamen, hvor hver elev modtog
bevis.

 

Problemer opstod der stadig
med varer, der ikke kunne leve op til kvalitetsbegrebet. Hr. Sparwath fra
bestyrelsen havde købt skosværten Ideal. Efter kun to dages forløb, var
det kun en klat mug.

 

Statsmonopol

Endnu et stormøde blev afholdt.
Emnet var Statsmonopolet – stats og kommunesocialisme og en retfærdig
kooperations – beskatning.
Brugsforeningerne spøgte stadig.

Ved henvendelse til
Københavns Understøttelsesforening kunne der opnås et lån, under forudsætning
af, at vedkommende var kommet i tvang under krigen. 41 af foreningens medlemmer
søgte om dette lån.

 

Kampen mod gadehandlere

Foreningens tillidsmand havde
haft meget at se til om lørdagen, med at kontrollere om gadeforhandlerne havde
fået stadeplads. Den første lørdag, blev der noteret syv, der derefter måtte i
retten. Resultatet var dog skuffende. De seks slap med en advarsel, mens den
sidste fik en bøde på fire kroner.

 

Tre alvorlige spørgsmål
til Banken

Formand Koefod opsøgte
fuldmægtig Larsen i Bikubens afdeling på Runddelen. Det var den bank,
foreningen brugte. Formmanden stillede tre spørgsmål:

  1. Bliver de Københavnske
    Brugsforeninger finansieret af banken?
  2. Bliver Arbejdernes
    Brændselsforsyning finansieret af banken?
  3. Bliver Schous Sæbehus
    finansieret af banken?

 

Den fuldmægtige antog, at det
var Andelsbanken, der stod bag Brugsen. Banken stod ikke mere bag
Brændselsforsyningen, men måtte indrømme at de stod bag Schous Sæbehus.

 

Trussel om eksklusion

Flere medlemmer blev truet
med eksklusion, fordi de var med i en spareforening. Det var
konkurrenceforvridende, og sådan noget tolererede man overhovedet ikke.

Maskinmestrene havde deres
egen indkøbsforening, der gav 15 % rabat. De havde efterhånden 35 leverandører.
Hvis medlemmer af Nørrebro handelsforening rørte dette foretagende, så var der
kun en vej, og det var eksklusion.

Formanden for
Fællesrepræsentationen havde modtaget en henvendelse fra de Konservative om, at
stille op til Rigsdagen. Dette var bestyrelsen dog ikke så begejstret for. Det
endte endog med, at formanden stillede sit mandat til rådighed i protest over
dette.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Fra Urtekræmmer til Shawarmabar