Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

En af Tønders patrioter

Oktober 10, 2007

Mathias Asmussen måtte have
hjælp de sidste to uger, han levede. Han ejede næsten kun det tøj,
han havde på. Da han døde måtte enken bede sin værge, Jacob Petersen
fra Møgeltønder, drage ind til Tønder for at samle penge ind blandt
hendes mands venner og bekendte, for at dække begravelsesudgifterne. 

Asmussen gifter sig

Mathias Asmussen var en af
Tønders patrioter. Han var født i 1751, og uddannet købmand i manufaktur
og galanterivarer. Den 18. september 1778 giftede han sig med Christina
Tychsen, datter af depoteret borger og hvedebrødsbager, Poul Tychsen. 

Masser af aktivitet

I 1779 fik han koncession til
at drive forretning med silke, uld og linned. Han udvidede aktiviteterne
og rejste til messer i Braunschweig, Leipzig og Hamburg for at sælge
de berømte Tønder kniplinger og indkøbe varer til sin forretning
i Tønder.

Det unge par flyttede ind i
Storegade 9, og en anseelig købmandshandel med kontor og kamre til
svende og lærlinge, lagre med skabe og hylder voksede frem. 

En fabrik i udsigt

Asmussen satte sig ind i fabriksdrift,
mens han var i udlandet. Han vidste at mange fattigfolk i byen manglede
arbejde.

Der var godt nok en blondefabrik,
og nede i Østergade 40 var der et aktieselskab af kniplingsfabrikanter,
der fremstillede tråd til kniplinger. Mange var også beskæftiget
med at kniple, men det var ikke alle, der egnede sig til dette arbejde. 

Asmussens ide var, at der i
de små hjem skulle spindes uld, som derefter skulle videreforarbejdes
til stof. En sådan fabrik, var noget helt nyt i Tønder. Men det krævede
viden, maskiner og penge.

I Bremen kendte han en strømpevæver,
Heinrich Benten. I forvejen fremstillede han strømper til købmændende
Tychsen og enkefru Richtsen i Tønder.

I 1782 foreslog Asmussen, at
Benten skulle komme til Tønder, og starte en produktion af uldhuer
og strømper på grundlag af garn spundet af fattige arbejdsløse. Fabrikken
skulle ikke være et almindeligt profitforetagende.

Magistraten stillede penge
og lokaler til rådighed og alt var parat i 1783.  

Hue
– strømpe og linnedfabrik

Et skib afsejlede fra Bremen
med vævestole, redskaber, tre svende og en pige til at betjene det
indviklede maskineri. Den 29. marts 1784 gav kongen endelig sin godkendelse
af hue – strømpe – og linnedfabrikken med tilhørende farveri.

Fabrikken startede flot. Allerede
efter første år ville produktiuonen overstige 1.000 Rdl. Kvaliteten
var bedre end det man kendte i forvejen. I 1785 var der syv vævestole
igang, og ialt 50 mennesker fandt beskæftigelse.

En ny fabrik starter

Asmussen fik blod på tanden.
Han indledte et samarbejde med en af de store kniplingskræmmere Boy
Thamsen i Møgeltønder. Det var planen at begynde i det små. Man startede
med et indskud på ti aktier af 500 Rdl.

Spindemester og uldsorterer
Jacob Heuler fra Wiesbaden blev hentet til Tønder. Østergade 29 blev
købt og straks nedrevet, og en ny fabriksbygning blev opført. 
I Tønder hentede knap 50 kvinder uld til spinding hos Asmussen og andre
fik arbejde med at kæmme og sortere.  

Også i Ribe blev folk sat
i arbejde. I Møgeltønder i Slotsgade 25 opførte Asmussen også et
spinderi sammen med Boy Thamsen.  Pludselig var ialt 226 mennesker
i beskæftigelse, deraf 130 fattige indbyggere og børn i Tønder, 80
personer på landet og 161 i Ribe. 

Asmussen udgør en fare
for kniplingindustrien

Men ikke alt gik lige godt.
Det alvorligste angreb kom fra Magistraten i Tønder. Den eksklusive
forsamling af købmænd og kniplinghandlere var svær at bide skeer
med.

Man frygtede et afbræk i den
lukrative produktion af kniplinger den eneste kilde til byens næring
og erhverv.
I 1790 skabte denne industri beskæftigelse til 16.000
piger i Nordslesvig, og skabte stor rigdom til en række familier i
Tønder (Popsen, Richtsen, Tychsen m.m.). 

Magistraten mente pludselig,
at der var virksomheder nok i Tønder, og de fattige kunne bare begynde
at kniple. Man mente, at Asmussen ville få kvinderne væk fra kniplebrædtet
over til spinderok.

Magistraten kunne ikke bevillige
skattefrihed, som kniplingeindustrien havde. Man mente også, at Asmussen
skulle indberette, hvor de beskæftigede kom fra, så kniplingeindustrien
ikke blev truet. Ja man tillod sig endda, at mene, at man godt kunne
have været hans fabrikker foruden. Den model, at det skulle hjælpe
de arbejdsløse var blot et blindværk, mente Magistraten. 

Asmussen fik enddog Grev Schack
til at hjælpe sig. Gang på gang fremhævede Asmussen sin velmente
hensigt med fabrikkerne. Til sidst opnåede han skattefrihed i tyve
år, man han måtte kun ansætte dem, der ikke duede til at fremstille
kniplinger. 

En fjerde fabrik startes

I Februar 1787 ansøgte Asmussen
og Thamsen om lov til at fremstille vævede kniplinger, bånd og tråd
med tilhørende garnblegeri. De bad om toldfri indførsel af silketråd
og garn, samt uhindret salg af varene i danmark, og et forskud på 5.000
Rdl. Man anbefalede fra Magistratens side støtte, men frarådede skattefrihed.
De 5.000 Rdl fik man heller ikke. 

Asmussen starter østerseventyr

Partneren Thamsen var formuende,
det var Asmussen ikke. Han havde til sine foretagender indhentet store
lån. Han havde endnu ikke fået nok.

I 1789 forpagtede han for seks
år alle de kongelige østersbanker i Ribe Stift, Haderslev, Tønder
og Husum amter, altså ved Fanø, Sønderho, Manø, Rømø, List, Før,
Anrum og Pelworm. De vigtigste banker lå dog ved Rømø.

Som sikkerhed måtte Boy Thamsen,
dr. Repsold, samt delefoged og restsskriver Paul Dethlefsen i Ballum
stille en betydelig kaution.

Fangstfloden blev udvidet fra
10 til 18 fartøjer. Allerede i 1789 måtte han bede om henstand, men
i 1794 sluttede han kontrakt om fiskeriet på livstid. Men i de følgende
år blev han gang på gang truet med udpantning.

På vej ned af bakke

Den ene efter anden handelspartner
frygtede for deres tilgodehavender. Flere fabriksinteressenter bad om,
at få deres indskudte kapitaler tilbagebetalt. Asmussen kom i likviditetskrise.
Først måtte han afvikle sin købmandshandel, og derpå fabrikkerne.
Fabrikken i Tønder havde ikke givet det forventede afkast, så efterhånden
var det hele blevet samlet i Møgeltønder. 

I 1795 og 1796 væltede fordringerne 
ind over ham, tilliden blandt medaktionærerne var også forsvundet. 

Asmussen gifter sig igen

I 1792 var hans kone død fra
fem børn. Han giftede sig igen i 1795. Onde tunger påstod, at det
var for pengenes skyld. I 1794 købte han godset Lindeved ved Flensborg
i konens navn.

I slutningen af 1796 solgte
han alle sine værdier. Men værdier slog langt fra til. De samlede
krav løb op på 190.754 mk. 

Han overlod fabrikken i Møgeltønder
til Boy Thamsen og Boy Boysen, og drog med familien til Lindeved. Men
kreditorerne ville ikke lade ham i ro. Magistraten var i en vanskelig
situation. 

  • Vi sætter alle
    pris på ham som en fagligt dygtig mand, der i mange henseender har
    gavnet det fælles bedste (gemeinnützig) og vi ønsker ham alt godt

 

Konkurs

På Lindved var han begyndt
at brygge øl og brænde brændvin. Men kreditorerne kom nærmere. I
Tønder måtte hans gode ven dr. Repold udstede den ene kaution efter
den anden i forbindelse med østersforpagtningen. 

I Overretten erklærede man
Asmussen konkurs, og det lykkedes ikke at holde Lindved ude.  

Hvordan gik det med fabrikkerne

Den delvis kommunalt finansierede
huse – og strømpefabrik fortsatte uanfægtet med godt resultat under
købmand Joh. Hanquists ledelse, lige til tabet af det vigtige marked
Norge i 1814. Herefter fulgte afsætningsvanskeligheder, og efter en
gradvis hensygnen blev fabriksbygningen Østergade 56 i 1829 overladt
en lærer fra seminariet som tjenestebolig.

Asmussens egen aktiefabrik
gik i stå før konkursen.

Fabrikken i Møgeltønder gik
heller ikke så godt. I 1809 berettes det om, at fem personer var beskæftiget
i fabrikken. Det sidste af Asmussens projekter holdt helt til 1833,
så døde produktionen i Møgeltønder endeligt.  

Endnu mere modgang

Under Lindeveds konkursbehandling
den 15. – 17. april 1799 kom vennen dr. Repold igen til hjælp. Han
købte en del af indboet og lånte det til Asmussen. Familien tog til
Haderslev, hvor Asmussen tog borgerskab som købmand for den arv, der
var sat til side til børnene af første ægteskab.

Men ak, den 12. juli døde
sønnen Hans, den 18. juli fik Asmussen en datter, som kun blev en time
gammel. For at det ikke skulle være nok, så døde hustruen den 27.
juli. 
 
 
 

Gift for tredje gang

I 1801 havde dr. Repold i Tønder
mistet tålmodigheden, han krævede de udlånte møbler tilbage. Den
29. september 1802 blev det store gavlhus i Haderslev, Møllepladsen
6 som en del af konkursboet overtaget af staten. 

Den 30. november 1802 giftede
han sig i Åbenrå til sin tredje kone. 

Asmussen bliver hædret

På fabrikken i Østergade
29 havde han på en indskriftstavle skrevet 

  • Man hjælper
    gerne de fattige at finde frem til midler, så de ved flid i ro kan
    sikre sig det daglige brød.

 

I første bind af Schleswig
– Holsteinissche Provinzialberichte
kunne man i 1787 læse følgende: 

  • I Tønder har
    der i nogle år været et fortrffeligt plyds
    – og silkemanufaktur. Det er anlagt af en meget uegennyttig og menneskelig
    ven, hr. Asmussen. Den ædle mand havde især tanke for at ophjælpe
    sine forarmede medborgere ved deres eget arbejde, og han har i den sidste
    hårde vinter ernæret 300 mennesker ved sit manufaktur. De producerede
    ”tøjer” var i farve og kvalitet lig de bedste udenlandske,
    ”og dog forfærdiges de for størstedelen af fattige børn fra byen
    og den omliggende egn.

 

Gravminde i Møgeltønder

Asmussen blev sikret en pæn
begravelse, ja enddog et gravminde i Møgeltønder Kirke. Dog blev den
udhugget på bagsiden af en tidligere brugt sten.

Enken levede i Tønder helt
til 1861, underholdt af hjælp fra et legat stiftet af en onkel, gehejmeråd
Carstens. 

Asmussen fik dog ikke opkaldt
en vej, allé eller gade efter sig lige som Popsen eller Richtsen 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder