Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Arbejderne på Nørrebro

August 19, 2007

Arbejderne på Nørrebro

Arbejderne på Nørrebro
havde det hårdt. Men de forstod også, at finde sammen. Mange kooperative
virksomheder startede på Nørrebro. Demokratiet havde ikke altid plads
til arbejderne. De følte sig udnyttet af kapitalen, men så lavede
de bare noget selv.
 

Hvordan havde arbejderne på
Nørrebro det? Hvad gjorde de for at ændre deres situation?

Vi har i artiklen Arbejdere
og Industri på Nørrebro
beskrevet nogle forskellige arbejdspladser.
I denne artikel vil vi også se på de forskellige sammnslutninger,
som arbejderne etablerede (kooperationen).  

Rabarberland

Arbejderne mærkede det store
klasseskel. Men de stod sammen for at klare forholdene. Især dem, der
boede i Rabarberland (Nordvestvej med sidegaderne; Brohusgade,
Skyttegade, Jægergade og Fiskegade). Nordvestvej er senere omdømt
til Rantzausgade. Men også dem der boede ude på Jægersboggade forsøgte
at holde sammen.

At blive arbejdsløs var en
katastrofe. Man kunne risikere, at det offemtlige sendte en tilbage
til den kommune, man kom fra. Kunne man ikke betale jordmoderen og regningen
blev sendt til kommunen, var der også fare på færde. 

Bespisningsforening

På Nørrebro var der uddeling
af gratis mad forskellige steder. Man havde også etableret  Nørrebro
Bespisningsforening (1853). I alt 20.000 portioner leverede foreningen
i 1853. En af foregængsmændene til dette sociale foretagende var urtekræmmer
Ottesen, Lygtevejen 8 (Nørrebrogade 163). Han fungerede også som fattigforstander. 

Politiet lig med voldsforbrydere

Politiet blev betragtet som
voldsforbrydere.
Mange arbejdere blev gennemtævet på politivagten
for enden af Korsgade. Deres forbrydelse var, at i stedet for at gå
hjem med lønnen, ja så blev den investeret på Nørrebros værtshuse.
Mottoet for Rabarberkvarteret var: 

  • Alle rigtige
    mænd drikkker brændevin
    .

 

Men de skulle passe på, fordi
de kun risikere, at havne på Ladegården.

I erindringerne fra Rabarberlandet
stiller Christian Christensen
følgende spørgsmål: 

  • Var det ikke
    sådan, at politi, retsvæsen, dommere og selv lægerne var en eneste
    rådden byld, der for gode lønninger forfulgte de fattige for at tjene
    de rige?
  • Politivagten
    i Korsgade bestod af en samling halvdrukne politibetjente, der råt
    og hensynsløs tæskede løs på de mennesker, der ikke ville vedkende
    sig deres løgnagtige rapporter.

 

Socialistiske ideer

De socialistiske ideer opstod
blandt arbejderne. Skulle kapitalismen og den private ejendomsret gælde,
eller skulle socialismen og den fælles ejendomsret fordele samfundets
ressourcer til alles bedste? Et samfund, hvor hver enkelt ydede efter
evne og nød efter behov?

Det var den kapitalistiske
samfundsmodel med den private ejendomsret, der blev grundpillen i den
demokratiske velfærdsmodel, som blev udformet i Danmark i løbet af
1900`tallet.

Arbejderne var mange, og det
var deres styrke. Magthaverne var nødt til at lytte til dem. 

Kunne ikke leve af lønnen

En kæmpe ulighed eksiterede
før år 1900.

Men arbejderne bestod af en
broget skare, der ikke altid ville det samme. Nørrebro fra 1880 til
1900 bestod af hårdt arbejdende familier, hvor også børn måtte hjælpe
med. Børnedødeligheden var høj, og der var mangel på  sociale
og politiske rettigheder. Lønnen var så lav, at man reelt ikke kunne
leve af den. 

Folkevandring

Men det så jo ikke bedre ud
på landet. Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker ind til byerne,
for at søge lykken. En kæmpe befolkningseksplosion kom også til at
ramme Nørrebro.

At arbejde på fabrik inde
i byen var helt andet end at arbejde på landet. Her kunne man ikke
følge årets fire årstider på samme måde. Her var kravet hele tiden
effektivitet. Og det fra klokken 7 om morgenen til klokken 18 om aftenen.

Arbejdsgiveren havde ingen
forpligtigelser over for sine ansatte ud over at betale løn. Og han
så ikke med milde øjne på, at man organiseret sig. Ja mange steder
var det fyringsgrund. 

Lønforhold 1901 – 1904

Hvad fik man egentlig i løn?
Ja i perioden 1901 – 1904 så det sådan ud: 

  • Tyende, dagløn
    land 0,90 (mænd)
  •    
    –            
    –        –    0,63
    (kvinder)
  • Faglært, dagløn,
    København 4,00 (mænd)
  • Ufaglært  
    –                
    –          3,33 (mænd)
  •     
    –           –                
    –          1,86 (kvinder)

 

Hvert fjerde barn døde

På Nørrebro var lejlighederne
små. Som regel boede arbejderne i små 1 – eller 2 værrelses lejligheder
i meget dårlig stand uden indlagt vand og med lukom i gården. Lejlighederne
var ikke bygget for at hjælpe arbejderne, nej det var ren byggespekulation.
Se artiklen Byggespekulation på Nørrebro.
I de til tider uhumske lejligheder var børnedødligheden stor. Hvert
fjerde barn døde inden det var fyldt 5 år. 

Omkring århundredeskiftet
fødtes der mange børn. I gennemsnit fødte kvinderne 4,4 børn, igennem
20´erne og 30´erne faldt dette til det halve. 

I år 1900 havde kun 2.000
lejligheder af Københavns 150.000 lejligheder eget w.C. 

Grundloven
– ikke for arbejderne

Jamen havde arbejderne da ingen
rettigheder? Hvad med grundloven? Grundloven fra 1849 sikrede først
og fremmest borgerskabet og de velhavende bønder samme rettigheder,
som adelen før havde haft.

Det nye demokrati gjalt kun
for en meget lille del af befolkningen. Kun mænd over 30 år med en
hvis indtægt kunne deltage. Indtil 1915 var der kun 18 % af hele Danmarks
befolkning, som havde stemmeret. 82 % blev anset for at være ”uværdige”
borgere. 

Landet blev styret af den lovgivende
forsamling, og var indtil 1953 opdelt i et landsting og et folketing.
Landstinget havde den afgørende rolle og bestod hovedsagelig af adelen
og velhavende mænd. En plads i Landstinget kunne enten opnås gennem
fødsel (privilegium) eller i kraft af formue. Det betød, at godsejere
var stærkt overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen.

I Folketinget gjaldt det ikke
et lovmæssigt krav om formue. Det var i Folketinget, at de fleste forhandlinger
foregik, men deres lovforslag skulle godkendes af Landstinget. 

Flere rettigheder i 1900
– tallet

Det var i 1900 – tallets
første halvdel, at arvejderne fik deres basale rettigheder. 

  • Stemmeret til
    alle.
  • Ret til økonomisk
    hjælp ved sygdom, arbejdsløshed og alderdom.
  • Afskaffelse af
    børnearbejde.

 

Arbejderbevægelsen ville give
mulighederne for et bedre liv for arbejderne og i sidste ende for alle
danskere. I 1880`erne og frem til 1. verdenskrig var fagforeningernes
mål at lave en revolution i Danmark og gøre landet til et socialistisk
samfund. Men i første halvdel af 1900 – tallet gennemførte Socialdemokratiet
og det Radikale Venstre en række love, som var til gavn for arbejderne
og husmændene. 

  • 1908: Kvinderne
    opnår kommunal valgret
  • 1915: Kvinderne
    og tyende opnår valgret til Rigsdagen
  • 1920: 8 timers
    arbejdsdagen vedtages i en overenskomst. Den gjaldt dog ikke for landarbejdere,
    sømænd og tjenestefolk, der stadig havde ubegrænset arbejdstid
  • 1921: Kvinderne
    får adgang til alle offentlige embeder undatget præsteembedet.

 

Hjælp efter moralsk skøn

Myndighederne havde før skønnet,
om en person havde ret til økonomisk hjælp ud fra en moralsk målestok,
som mange mennesker ikke kunne leve op til. Nogle af de personer, der
skulle bedømme dem som søgte om hjælp, havde aldrig manglet noget
i deres liv. En del af dem var præsten. F.eks. kunne man ikke modtage
hjælp, hvis man selv var ”skyld” i situationen. En arbejdsløs
eller alkoholikers familie havde ikke store chancer for at modtage hjælp,
for hvem vidste, om den arbejdsløse i virkligheden havde forsøgt at
få arbejde, eller om alkoholikeren ikke blot havde en svag karakter?  

Anholdt på grund af fattigdom

I 1912 var simpelt tyveri eller
tiggeri grunden til 35 % af alle anholdelser i København. De blev med
andre ord anholdt, fordi de var fattige. Indtil 1961 mistede man valgretten
hvis man modtog offentlig (fattig)hjælp, ligesom man mistede muligheden
for at få aldersrente. 

Detailhandlen

Halvdelen af butikkerne på
Nørrebro lukkede efter 5 år. Og efter de 115 dages lockout i 1899
så det sort ud for butikkernes omsætning. Store dele af detailhandlen
støttede arbejderne.

Således samledes store dele
af detailhandlen i restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede
lockoutens ophør. Stauning skrev: 

  • Arbejdsgiverne
    har kun en interesse, nemlig at trække tiden ud, således at lockouten
    kan få lov til at gøre sin gerning

 

Stauning havde nu ikke helt
ret. Desværre fik arbejderne heller ikke ikke mget ud af det, da lockouten
endelig var slut..

Men de var meget imod alle
de til tag, som arbejderne havde taget med hensyn til kooperationen.
Således vedtog Nørrebro Handelsforening følgende udtalelse i 1902. 

  • Vi beklager,
    at der inden for Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder
    har følt os nøje forbundne ( såvel ved valg som ved lockout, strejker
    m.m.) skulle gøre Tanker gældene ved konkurrerende Foretagender, at
    beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår.
  • Forsamlingen
    vedtager derfor, at det for vor Stand nu gælder om endnu inderlige
    Sammenslutning og ved Fællesindkøb, at muliggøre de lavest mulige
    varepriser og dermed bevare vores Eksitensberettuigelse.
  • Vi håber derved,
    at kunne overbevise vores hidtidige kunder om, at detailhandelens vedblivende
    vil arbejde på at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde
    sin Plads som Forhandler i Detail.

 

Foreningen skiftede endda bank,
fordi de ikke ville være i en bank, der samtidig havde noget at gøre
med ”Forbrugsforeningerne” og Arbejdernes Brændselsforsyning.

Og i 1912 frydede man sig i
foreningen over, at ”Forbrugsforeningen”  i Lygten havde et
underkud på 3.000 kr. 

Kooparationen

Kooperationen var den tredje
streng
i arbejderbevægelsen. Den omfattede en række institutioner,
som gjorde det muligt for arbejderbevægelsen fra vugge til grav.
Kooperationens formål var ikke at ændre samfundsforholdene, men at
give den enkelte arbejderfamilie mere for pengene.

Tanken er ikke dansk. Ideen
opstod i Skotland i 1799. 

Men ikke alle var begejstret
for tanken. Karl Marx mente ikke, at tanken var en ”farbar” vej
til socialismens gennemførsel. Man kunne selvfølgelig gøre nogle
erfaringer. Men kooperationen fungerer ikke udenfor det kapitalistiske
samfund. Han havde vel ret, den gode Karl Marx. 

Det var også svært at organisere
sig. Mange turde ikke af hensyn til arbejdsgiveren. I slutningen af
1870`erne skærpede myndighederne kampen mod arbejderbevægelsen. Men
det blev bedre, bare 10 år senere. De faglærte i byerne førte an.
De havde tradition for et vist sammnehold fra laugstiden. Men efterhånden
kom de ufaglærte og landarbejderne også med. 

Under første verdenskrig kunne
avancen fra fabrik til detail være på flere hundrede procent. Det
var forbudt at tage ublu avancer. Man klarede dog dette forbud ved at
indsætte mellemhandlere. Stauning kæmpede for at komme dette til livs.
Han blev ret upopulær i dele af detailhandelen. 

Fra vugge til grav

Den 10. juni 1922 oprettedes
Landsorganisationen for de kooperative Selskaber i Danmark.

Arbejderne kunne synge i arbejdersangkoret,
blive klippet på Figaro frisørsaloner, drikke Star, læse socialdemokratiske
aviser, blade og bøger fra Fremad. Pengesagerne og forsikringerne tog
kooperationen sig også af. Du kunne købe kød i Arbejderne Kødforsyning,
brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Man kunne høre
de sidste nyheder i partiets Statsradiofoni på dit ARAKO – apparat,
og når du havde sat dine A.K.S. sko for sidste gang, tog Arbejdernes
Ligkistemagasin sig af resten. 

Andelsbevægelsen

Ordet andelsbevægelse er en
ren dansk opfindelse. Kooperation er en sammenslutning af enkeltpersoner
eller organisationer. Begge organisationsformer har samme udspring og
nære mål: 

  • At yde service
    eller højne de deltagendes levestandard.

 

Arbejderkooperationen ville
ændre samfundets fundementale økonomiske sammenhænge. Dette mål
havde andelsbevægelsen ikke. De har til gerngæld været murbrækkere
overfor monopoler. De har opnået store resultater, der har sikret en
forbedring for den enkelte bruger. Men modsat har andelsbevægelsen
også præsteret at oprette monopolforetagender som MD – Foods. 

Arbejdernes Fællesbageri

Da kornpriserne faldt, var
arbejderne utilfredse med, at det ikke gjorde sig gældene på salgsprisen.
Det var den egentlige årsag til, at Arbejdernes Fællesbageri startede.
Brød var på daværende tidspunkt arbejderne hovednærringsmiddel.
Reallønnen var også faldende i 1886.

I en artikel i Social – Demokraten
kunne man 1. oktober 1886 læse: 

  • Brugsforeningerne
    er ikke arbejderne til megen nytte. Ved varer, hvor prisen holdes oppe
    af monopoler er det nyttigt med fælles indkøb og produktion. Det er
    arbejdernes ret og pligt, at handle når deres hovednærringsmiddel,
    brødet, gøres til genstand for spekulation.

 

Arbejdernes Fællesbageri åbnede
i 1886 på Lyngbyvejen. I 1941 var der ialt 39 fællesbagerier. I 1984
var der kun tre tilbage. Senere kommer fabrikken til at hedde Rutana.
I 1980 nedlægges det sidste fællesbageri på Nørrebro og 125 arbejdspladser
går tabt. 

Mejeriet Enigheden

Mejeriet Enigheden stiftes
i 1896. Det blev lukket i 1990.

I 1887 blev de københavnske
mælkekuske lockoutet, fordi de havde meldt sig ind i en fagforening.
De besluttede derfor at danne deres eget mejeri. Der tegnes aktier blandt
kuskene og deres familie. Aktierne lød på 10 kroner og kunne afdrages
med 25 øre hver uge.  

Det var ikke let, mange ville
ikke handle med socialister. Blandt andet Kastup Glasværk der skulle
levere flaskerne. Først da der lå et forskud på 3.000 kroner klar,
ville Glasværket godt være med.  Den 11. marts 1897 kunne 20
nye mælkevogne præsenteres for københavnerne. Det skette med et vogntog
gennem byen. 

I flere årtier var Enigheden
førende inden for hygiejne – og mælkeproduktion.

Da køleskabet bliver hvermandseje,
bliver mælkeproduktionen intensiveret. MD – Foods og Kløvermark
låner 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, for at markedsføre
deres produkter på det københavnske marked. Samtidig får de en aftale
med de førende supermarkedskæder. Det var mere end, hvad Enigheden
på Lygten kunne klare. 

Det hele bliver solgt til Arla,
der igen sælger til MD – Foods. Den 19. januar 1996, et år før
sin 100 års fødselsdag ophører produktionen kl. 22 i mejeriet Enigheden. 

Bryggeriet Stjernen

Bryggerit åbner i 1902 og
nedlægges i 1964.

Afholdsforeningerne prøvede
at få et tag i arbejderbefolkningen. Drikkeriet var fattigmandstrøst.
I 1905 sender Stjernen en afholdsøl på markedet, der hed Mørk Skattefri. 

I 1902 fik Arbejdernes Fællesbageri
tilbud om at forpagte et bryggeri på Dr. Olgasvej på Frederiksberg.
Det stod uden for ølmopolet. 1 juli 1902 kom den første øl ud fra
Stjernen.

Bryggeriets storhedstid var
i 1920`erne, men alligevel fik øllene aldrig den gennemslagskraft,
man havde forestillet sig. Man fulgte med den teknologiske udvikling,
men kunne ikke rigtig få afsat øllene. Om det skyldes, at de store
bryggerier underkendte Stjernes kvalitet, vides ikke.  

Den første leder af Stjernen
var en af de store socialdemokrater, Sigvald Olsen og partiets folketingsmed
for den store Nørrebro – kreds 

Selv med en fantasifuld reklame
lykkedes det ikke. I 1964 måtte bryggeriet i Bragesgade på Nørrebro
dreje nøglen om. Arbejderne var imod rationaliseringer. Nu var det
slut med Kontingent – bajer.

Restauratørerne blev bedt
om, af de andre bryggerier, ikke at sælge Stjernes øl. Helt op på
en tredjeplads kom bryggeriet dog. De gik foran med kortere arbejdstid,
højere lønninger, bedriftsråd og kultur – og idrætsklubber.  

Under den tyske besættelse
lægger Stjernen lagerrum og kontorplads til en del illegal aktivitet,
som medfører adskillige anholdelser blandt Stjernes medarbejdere.

Tyskerne forlanger på trods
af betegnelsen Marxist – øl
leverancer fra bryggeriet, men det lykkedes at holde disse leverancer
under 1 %. Resten blev leveret af de store bryggerier.

Efter krigen havde bryggeriet
en andel på 10 %, men fra midten af 50´ erne falder andelen stødt. 

Hovedstadens Brugsforening

Den første brugsforening åbner
i Thisted i 1866. Vedtægterne starter således: 

– Foreningens formål er
ved frivillige bidrag af medlemmerne at danne en fond, for at sætte
dem i stand til et fordelagtigere indkøb af  livsformødenheder.
 

Gennem fællesindkøb opnås
rabatter, og varerne kan sælges noget billigere end hos købmanden.
Medlemmerne betaler et beskedent indmeldelsesgebyr og i tilfælde af
overskud fordeles det. 

16 københavnske brugsforeninger
går i 1916 sammen i Hovedstadens Brugsforening HB. I 1973 sammenlægges
HB og FDB (Forenede Danske Brugsforeninger). FDB havde flest medlemmer
i provinsen. HB blev faktisk dannet på Nørrebros Runddel, lige der
hvor Irma i dag har til huse. Det var bestemt ikke noget der passede
Nørrebros Handelsforening. De kooperative selskaber blev efterhånden
en stor konkurrent for den eksisterende detailhandel. 

I virkligheden var det købstædernes
forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne.
Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal
konkurrence. Detailhandlerne måtte kun have et udsalg i hver kommune.
Ordningen blev indført, for at sikre  de mindre handlende mod
”storkapitalen”. Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne
lov. De kunne frit etablere sig. 

I 100 år var brugsforeningerne
skattefri, og kunne derfor udbetale dividende. Det var noget kunderne
kunne forstå. I 1925 sad kooperationen på 25 % af dagligvaremarkedet.
FDB eller som det hedder i dag, COOP, sidder på en trejedel af markedet.

En anden af COOP`s succeser
blev også startet på Nørrebro, nemlig Irma.  

FDB ligger sig ud med en af
de ældste kooperative virksomheder, Enigheden. Uden varsel skifter
de til Trifollum som leverandør af mælk.. Bitteheden bliver endnu
større, da FDB også giver de københavnske fællesbagerier dødsstødet.

Da det københavnske fællesbageris
maskiner skal fornys i slutningen af 70`erne giver FDB ganske vist et
lån til investeringerne, man da de ikke samtidig vil acceptere en forhøjelse
af brødprisen, hvælper det ikke meget. Og bageriet må lukke.   

Arbejdernes Brændselsforening

Danmark var mærket af følgevirkninger
fra første verdenskrig. En stor del af befolkningen levede nær sultegrænsen.
Krigen medførte vareknaphed, og prisernes himmelflugt kendte ingen
grænser. Helt galt gik det da England indledte en handelsblokade, for
at hindre, at Danmark blev  Tysklands ”spisekammer” under krigen. 
Begrebet ”gullaschbaron” opstod. Der var nemlig mange, der tjente
mange penge på tyskerne. 

Før 1. verdenskrig fik Danmark
98 % af kulforsyningen fra England. Med den engelske blokade, forsvandt
disse leverancer, og det var et problem ikke blot for den almindelig
dansker, men også for dansk industri. 

Det danske Socialdemokrati
havde stærke bånd til det tyske broderparti, og kullet blev importeret
fra Tyskland. De tyske kulskibe lagde til ved Enghave Brygge. Og kullet
nåede ud til de danske hjem. 

Det private erhvervsliv så
rødt. Stauning blev beskyldt for, at være landsforrædder, krigssvindler
og pengepurer. Forretningen fortsatte med at indføre kul fra England
og USA 
 

Arbejdernes Ligkistemagasin

Etableres i 1908, nedlægges
i 2000. Sidste afdeling lå på Fælledvej på Nørrebro. 

Arbejdernes Landsbank

Etableres i 1919 i Frederiksborggade,
og lever i bedste velgående.

Ideen med at oprette en arbejderbank
havde længe været diskuteret. Stauning var den store foregangsmand,
men fagbevægelsen var meget skeptisk. Man var bange for, at en arbejderbank
ikke ville have nok likvide midler i en konfliktsituation. Det var succeen
med arbejderkul, der startede banken, senere var denne institution ved
at lukke banken igen.  

62 fagforbund og kooperative
virksomheder havde givet tilsagn om at støtte banken med aktietegninger
på 1,7 millioner kroner. Heraf tegnede Arbejderkul sig med den ene
million. En yderligere aktietegning på 276.000 fra Arbejderkul gjorde
det muligt, at etablere banken.

Bankkrak var ikke ualmindelig
i 20`erne. Danmarks største bank, Landmandsbanken stod foran en lukning
i 1923. Kun et politisk indgreb reddede den.  

Arbejderkul blev efterhånden
et møllehjul om banken. Kraftige prisfald og fejlinvesteringer i starten
af 20 ´erne var ved at ødelægge banken. Men så trådte Arbejdernes
Fællesorganisation til. Med et ekstra bidrag på to øre om ugen pr.
medlem klarede banken skærene. De københavnske arbejdere havde reddet
banken i sidste øjeblik.  

Efterhånden bestod Arbejdernes
Landsbank også prøven som forbrugskooperetaion. Den første filial
blev åbnet i 1921 på Nørrebro. Brønshøj kom til i 1922.

Også et andet kooperativt
selskab var lige ved at ødelægge banken, nemlig Samkøb Det var en
traumatisk oplevelse, det som foregik i 1958 – 1960. 

Arbejdernes Livsforsikringsselskab

I 1903 etableres Arbejdernes
Livsforsikringsselskab, i dag Forsikringsselskabet ALKA. Oprindelig
kunne man kun tegne livsforsikringer i selskabet. Derfor oprettedes
i 1929 Dansk kooperativ Assurance, hvor man også kunne tegne almindelige
forsikringer. I 1944 blev de to selskaber slået sammen. 

Samkøb

En række fagforeninger opretter
A/S Samkøb, der skal sælge varer billigt. Tv – apparater, knallerter,
cykler og kølsekabe var eftertragtet i 1958, da selskabet blev oprettet.
Men ak og ve. Samkøbs levetid bliver kun på cirka et år. 

Arbejderklubber

En masse arbejderklubber opstod.
I slutningen af 1940`erne var der cirka 140 klubber over hele landet
med 4.000 medlemmer. 

Arbejder
– kultur

Københavns tredjestørste
biograf, Nora Bio på Nørrebrogade bliver i foråret 1935 overtaget
af AOF København.

Arbejdernes Teater starter
i 1925. Først var det med amatørskuespillere , men senere med uddannede
skuespillere. 

1,2 millioner danskere bor
i dag i såkaldte kooperative boliger. Men kooperationen blev aldrig
det klare alternativ til det kapitalistiske erhvervsliv, der oprindeligt
var meningen. Den gamle tanke  om at omforme hele  samfundet
til et kooperativt samfund er også forsvundet. 

Hvordan arbejderne ellers
levede på Nørrebro, kan du læse i talrige artikler her på siden.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro