Arbejdernes oprør mod kapitalismen
startede som så meget andet på Nørrebro. Det blev startet af nogle
pionerer, der dog desværre blev svigtet af deres egne. Ja, arbejderbevægelsen
lavede smædeskrifter mod de tre foregangsmænd..
De sociale spændinger vokser
De sociale spændinger voksede.Der
var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede
sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne.
Arbejderne blev fattigere og fattigere.
Arbejdsløse, syge, gamle og
andre trængende havde kun fattigvæsenet eller Ladegården. De liberalle
var sure over, at fattigvæsenet brugte flere penge. Fattigdom er selvforskyldt,
sådan var deres filosofi.
Socialistiske Blade
opstår
En stigende harme og utilfredshed
bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871,
begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt Socialiststiske
Blade. Arbejderne ville værge sig over for det kapitalistiske overgreb.
De to blade vagte opsigt. Så
meget, at de efterhånden kom med 14 dages interval. Og bladene fik
navneforandring til Socialisten.
Som redaktør var anført H. Brix. Han var en bog – og musikhandler
fra Amagertorv, som kort tid i forvejen var gået falit.
Bange bogtrykkere
Den liberale presse startede
angreb mod Socialisten. Politiet havde spredt så meget skræk
i bogtrykkeren, at han ikke mere turde trykke bladet. Ja, magthaverne
havde travlt. En bogtrykker i Malmø blev også bange. Så til sidst
måtte man gå helt til Hamborg, for at få bladet trykt.
De tre pionerer
Efterhånden fandt politiet
ud af, hvem der stod bag avisen. Det var Louis Pio, Harald Brix og Paul
Geleff.
Louis Pio var en 30´årig
løjtnant fra Roskilde, der indtil for nylig var postskriver på Købmagergades
Postkontor. Han havde været med i krigen i 1864. Han var sjælen og
fantasien i den nye arbejderbevægelse.
Geleff var sønderjyde. Da
han sagde sin oprigtige mening om Prøjsen, blev han sendt 14 dage i
fængsel.
Tanker fra
Internationale
Man gengav tankerne fra organisationen
Internationale i deres avis, og også i hele bevægelsen. Særlig
i København fik man gang i bevægelsen. Og da 1.200 murer valgte at
gå i strejke, udkom Socialisten
som dagblad.
Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade,
Pio boede i nummer 21.
Kamp på Fælleden
Pio havde en ide med at arbejderbevægelsen
skulle samles til et kæmpemøde på Fælleden, for at markere
deres ideer og krav. Polidirektøren forbød mødet, og Pio, Brix og
Gerleff blev anholdt.
Men dette forhindrede ikke
at arbejderne mødte op. I tusindvis strømmede arbejderne til Fælleden.
Politi og militær forsøgte forgæves at afspærre indgangene.
Garnisationen i Kastellet holdes
parat. Der bliver udleveret skarpladte patroner.
Øjenvidne
– rapport fra Henrik Cavling
Den senere redaktør af Politiken,
Henrik Cavling er øjenvidende til hændelsen. Dengang var han kun 14
år.
- Nu gik jeg søndag
eftermiddag den 5. maj med hastige skridt fra Lyngby til Nørrefælled.
Ved Lundehuset kom staldmesteren ud på vejen og advarede de indefter
kørende mod at køre længere og skønt denne advarsel måske blot
havde til hensigt at fylde Lundehuset med vejfarende, fremkaldte den
hos mig en eventyrlig følelse af, at jeg nærmede mig en revolution.
- Det så forresten
også temmelig broget ud, da jeg ved 3´ tiden nåëde ind i Nørre
Allé, hvor småtræerne langs med vejen allerede stod i svagt forårsspring.
Nørrefælled var dengang ubebbygget og de to alléer, Nørre og Øster,
tegnede sig for øjet som en vældig stikpasser mellem hvis ben, den
grønne flade dannede en stor trekant.
- Fra Nørre Allé
opdagede man nu over ved den østlige side af trekanten lange rækker
af tropper tilhørende flere våbenarter ialt to batailloner infateri,
husarer på vældige gangere, en vrimmel af politibetjente og artelleri.
Pladsen foran denne troppestyrke lå åben, men bagved St. Johannes
kirke og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor menneskemængde. På
St. Hans Torv, hvor jeg nu stod, var alle gadehjørner nu bevogtede
med infanterister, og mellem kirken og Nordre Birks arresthus fandtes
opstillet flere hundrede betjente, som skulle standse de fra Nørrebro
kommende skarer. Betjentene stamte ryggen mod de fremtrængende, der
i den stærkere trængsel udstødte råb og skrig.
- Politiets hensigt
var at forebygge stærk sammenstimlen på St. Hans Torv. Kniplerne blev
trukket frem, og da det begyndte at regne vel rigeligt med slag i hovedet,
opstod der en voldsom trængsel foran St. Johannes kirke. Dørene til
kirken blev trykket ind, og en yngre præst, der stod på prækestolen
og holdt eftermiddagsgudstjeneste, fik pludselig fuldt hus. Han gjorde
et ophold, så sig uroligt om og standsede sin præken. Lidt efter tog
han fat på ny, og ingen forstyrrede ham, før han på et sted i talen
sagde: ”På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisærerne”,
så hørte man en dyb stemme sige:
”Det er hørt”. Præsten bad en bøn, og kirken tømtes under orgelspil.
- I følge med
adskillige andre kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv af trængslen
ført mod fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev
en del af den mod Store Vibenhus. Man hørte råd og skrig af indignation,
men også latter og bandere fra folk, der i deres hjerters enfold troede,
de var ude på kommers. Til dette publikum henvendte sig bl.a. murer
Grøn, en kendt komisk figur fra folkemøderne. Han havde på det store
nattemøde i dansesalonen Phønix´kælder råbt:
”Jeg frygter ikke de halvtredspunds granater. Jeg kommer til hest!”
- Og virkelig kom
Grøn ridende på en gammel krikke. Spasmagere mellem demonstranterne
samlede sig om ham og trak ham fra begge sider i benene, så han blev
meget vred og kaldte på værtinden
”Madam Græsmejer”. Tilsidst sporede han
krikken, så den stejlede og gik på bagbenene. Det vakte vild jubel.
Men i det samme tog betjentene murer Grøn og førte ham til nærmeste
politivagt.
- Under dette befandt
jeg mig på fælleden hvor ophidsende talere, stående på mænds skuldere
opfordrede til modstand. Der blev kastet sten og hestepærer på soldaterne,
og da en ung husarofficer ramtes af et projektil, kommanderede han:
”Frem”
- Et voldsomt sammenstød
fandt sted, men det belv uafgjort, idet et nyt og uanet våben blev
bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker,
uddelte disse og styrtede selv frem og slog husarer, betjente dyr og
mennesker snus i øjnene. Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater,
betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om
imellem hverandre i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i
øjnene og under hyl og hvinen trampet på af politi og rytteri. Blind
af snus blev jeg flere gange væltet omkuld og trillede rundt, mistede
min kasket og fik det ene trøjeærme revet i las. Fortumlet styrtede
jeg af sted – det regnede med knytnæveslag og spark, og først da
jeg befandt mig i alléen og kunne samle mine tanker, stod det mig klart,
at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at
mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes
var det ikke, når man går til revolution.
Dømmes for endhver pris
Grundlaget for anholdelse af
de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse
var organisationen Internationale det samme som en krig på liv
og død. Så magthaverne befaldede, at der skulle ske en domsfældelse
og straffen skulle være så hård som mulig.
Og de blev dømt for:
- Forbrydelser
mod den offentlige myndighed og orden - Overtrædelser
af Politiloven - Forbrydelse mod
religionen
Sagen varede længe, og der
var ingen lempelige forhold for dem i blykammerne
på Nytorv.
Den 29. marts 1873 faldt dommen:
- Pio: 6 års forbedringshus
(nedsat til 5 år ved Højesteret) - Brix: 4 åre
forberingshus (nedsat til 3 år ved Højesteret) - Geleff: 3 års
forbedringshus
Klassedom
Det var en klassedom, der skulle
afskrække andre socialister til at gøre det samme. Man skulle så
tro, at arbejderne kunne mobilisere ekstra kræfter ved det næstkommende
valg. Men nej, fattig – og tyendebestemmelsen berøvede i stort omfang
arbejderne deres valgret. Andre frygtede represalier fra arbejdsgiveren.
Det var jo ikke tale om en hemmelig afstemning.
Knæk for livet
I Vridsløse fik Pio og Brix
et knæk for livet. Særlig Pio blev hårdt ramt. Gerleff havde
det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet”
og lødsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.
Den 1. juli valgte Centralstyrelsen
Pio som formand. Den 25. juli overtog han ledelsen af Social
– Demokraten. Pio rejste i maj 1876 til London, for at forsøge
at få Karl Marx til Danmark. Det lykkedes dog ikke.
Pio går som formand
Men arbejderbevægelsen havde
forskellige mål, og der opstod uenighed. Allerede på Det Socialdemokratiske
Arbejderpartis første kongres den 6. – 8. juni 1876 på Gimle
på Frederiksberg nedlagde Pio højtideligt sin post som formand. Men
han blev dog valgt som forretningsfører. Men inderst inde var han meget
utilfreds med udviklingen.
Brix atter i tugthus
Brix havde for egen regning
startet et socialistisk vittighedsblad Ravnen.
Men det var for meget for magthaverne. En række numre af Ravnen
blev beslaglagt og Brix blev atter engang sendt i Horsens Tugthus. Denne
gang for 4 år.
Stigende utilfredshed
De stigende problemer fik arbejderbevægelsen
til at undersøge mulighederne for udvandring. Gerleff blev sendt til
Amerika i forvejen og føle sig rundt i de forskellige kolonier.
Pio var ved at miste troen
på sig selv og sin fremtid i arbejderbevægelsen. Tilmed blev der ligefrem
lavet smedeskrifter mod de tre tidligere ledere.
Udvandring
Den 23. marts 1877 rejste Pio
ganske uventet til Amerika. Mør af modgang. Han satte sig i spidsen
for oprettelsen af en koloni på den bare prærie, men forgæves. Forsøget
måtte opgives, og emigranterne gik hver til sit.
Pio ernærede sig som typograf
og redaktør. Endnu engang i begyndelsen af 1890`erne var han deltager
i en kolonisering.
Glemt af alle
Men kun 53 år gammel døde
Pio, glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospiral i
Chicago.
Geleff opholdt sig 43 år i
Amerika og blev kaldt hjem, da det viste sig at han var syg. Han døde
86 år gammel på Capri i Italien.
Bisat på Vestre Kirkegård
12. juli 1921, nøjagtig 50
år efter, at Lois Pio skrev sine første artikler til Socialisten,
bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København.
Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i
anledning af partijubilæet. 17. juli blev der afsløret en mindesten
på Vestre Kirkegård. Han var åbenbart ikke glemt af alle. 5.000 mennesker
overværede bisættelsen.