Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Anekdoter fra det gamle Nørrebro

Februar 19, 2007

Anekdoter fra det gamle Nørrebro
Læs om bydelen med de primitive broer, og manden der ville af med demarkationslinien. Læs om opsynsmanden og enken, der ikke ville flytte. Og de stakkels børn, der skulle gå fra Ventegodt til Højbro Plads. Læs om Ridderen af Nørrebro, og Staten i Staden. Vi skal også høre om Grundtvig på Nørrebro og kørerlæreren fra Ryesgade. Og endelig skolen, som Magistraten ikke brød sig om

Tilgangen til og fra Nørrebro til Indre By var vanskelig. Først skulle man over en dårlig bro, derefter skulle man bruge en masse tid ved byporten. Det tog alt for lang tid.

Åben dog porten
I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6 om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt portene blev åbnet.

Man tænkte ikke over de stakkels arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.. Dette var en stor udgift for arbejderne, hvis dagløn var på 2 – 3 mark. Men det varede længe inden man efterkom disse og andre klager.

Trætte af voldene
Der var mange på Nørrebro, der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den fjerde i 1685 skulle alle huse uden for demarkationslinien nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der opretholdes tre værtshuse. Senere fik man at vide, at man godt måtte bygge i bindingsværk, men kun i en etage.

Men loven blev overtrådt mange gange. På Nørrebro fandtes der både grundmurede og toetagers huse. Endvidere fandtes der en forpligtigelse, at bygningerne i tilfælde af krigsudbrud skulle brændes ned, uden erstatning. Men det skete nu heller ikke. Englænderne for eksempel sørgede selv for nedbrændingen.

Det var også umulig at låne penge på ejendommene, der heller ikke kunne forsikres. Reelt tilhørte alle ejendomme på demarkationslinien, Staden København. De ”såkaldte” grundejere ventede med længsel på at staden skulle slippe de tunge bånd og at Københavns Befæstning blev nedlagt.

Brændevinsbrænder Wiums plan
Brændevinsbrænder Wium på Nørrebro ville hjælpe sagen på gled, så i 1846 fremlagde han en plan til ny befæstningslinie omkring København.

Han foreslog anlæg af en række batterier fra Flaskekroen ved Kallebodstrand, langs Damhussøen, forbi Bispeengen til Lygten, langs med Lersøen til tre Flasker og ud mod stranden.

– omtrent saaledes at den ene Kanonkugle i Mag kunne forsvare den anden.

Dermed kunne de gamle fæstningsværker nedlægges, demarkationsforpligtigelsen hæves, og grundejerne på Nørrebro skaffe sig lån af offentlige midler.

Staden havde forkøbsret
Som regel havde Staden forkøbsret på ejendommene. Men det virkede ikke rigtig på Nørrebro. Således bortfæstede vognmand Salling hjørnet af Fælledvejen til hans enke i 1787. Hun havde solgt ud af jorden. Og ville gøre det samme i 1840, men først her blev hun stoppet af kæmneren.

Det samme var tilfældet med jorden på Store Ravnsborg. Kommunen opgav frivillig forkøbsret, fordi byggegrundene allerede var udstykkede.

Bydelen med de primitive broer
Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen, med dens snævre brosti. Det var så galt at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede en færgefart over søen.

Murermester Petersen ville bygge en træbro, og opkræve en afgift på 2 øre, for alle dem, der passerede broen. Der blev vitterlig bygget em træbro i 1878.

Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læsebrev i Socialisten fortalte, at den ny bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortaltes der. Brædderne lå på langs, og de blev hurtig pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.

Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute, og ville også bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Det fik han dog ikke lov til. I 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.

Stenhuggerhuset
Hvis det nu endelig var lykkedes at komme over broen, var det første hus, man stødte på, det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset” ved siden af, der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning”. I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” kastedes i søen.

Knud Mikkelsen, der ikke ville flytte
Da byggeboomet skulle i gang på Nørrebro, var det første skridt, at fjerne Stenhuggerhuset”, men Knud Mikkelsen ville ikke flytte, og en opsigelse smed han væk. Kommunen gjorde opmærksom på et Fæstebrev, der kundgjorde, at han ikke ejede grunden. Han meddelte Kommunen, at han hverken kunne læse eller skrive, eller kendte nogen, der gjorde dette.

Kommunen måtte anlægge sag imod ham og fik ham ved en Overretsdom forpligtet til under en daglig Mulkt af 1 Rdlr., at rive huset ned. Denne dom var af 8. november 1858, og på den tid stod huset der endnu.

Livet ved søerne

På Sortedamssøen har der altid været dyrket meget sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også ved at give Knud en drikkeskilding, få ham til at låse portene op. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev Sortedamsdosseringen en offentlig gangsti.

Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborgs Have og Blegdammne tilhørte Vandvæsnet

Enken, der ikke ville flytte
Der var så mange træer langs Nørrebrogade, at man i 1841 måtte borthugge hver anden træ. Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev brat afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus”, der fra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommerne til Stadens fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Der skulle betales 830 Rdlr. Magistraten havde kun forlangt 12 Rdlr af enken i årlig leje. Så kan man da godt forstå, at hun ikke ville flytte.

Ridderen af Nørrebro
Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende 4 smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De fem piger sad mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (hjortens flugt). Han blev kaldt for Ridderen af Nørrebro, og det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb af med ridderen.

Blågården – i forfald
På den anden side fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver og langs Assitens Kirkegård.

Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig lige fra Nørrebrogade til Ladegaardsåen, og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldtsgade.

Den oprindelige hovedbygning var nedrevet, men endnu henstod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid, alle med det blå tag af glaserede sten, som havde givet gården sit navn. Ud mod Nørrebrogade stod to sværere stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige bolig. Omkring pavillonerne lå store haver. En af disse tilhørte krigsassessor Koop. Det var kendt som samlingssted for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også vænger og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårdens porte. Terrænet ud mod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land, et stykke forvildet natur tæt uden for hovedstaden.

Vildanden rugede i sivene, Hare, væsel, mår færdedes i haver og vænger, ja en rævegrav fandtes også inde på Blågårdens marker. Midt i vildnisset ud mod søen, stod en glemt levning fra slottes fornemme dage, et forvitret stenpostament med en hovedløs krop af Sfinks.

Man havde det indtryk, at man var langt fra civilisationen, når man befandt sig indenfor. Og så kun hundrede alen fra hovedstadens volde.

Købmand Hilcker erhvervede på et tidspunkt det tidlige klædemanifaktur gratis. Han ville prøve med linnedvæveri efter den Westphalske metode.. Linnedvæver Schnitker overtog derefter fabrikken. På et tidspunkt overtog Jacob og Lauritz Holmblad stedet. De fik endda tilladelse til at opføre et tørrehus

Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården, det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var svært for borgerskabet, at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Det sidste stykke vej var nærmest bundløs

En stat i staden
Beboerne gav senere fordring på jagtret, som en af Blågårdens herligheder. En stat i staden udviklede sig. Vejene var private og beboerne var fri for vej – vægter – og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne svarede de ikke vandskat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt generalforsamling, og valgte sig en formand.

De første veje var dog også i en sørgelig forfatning. De var uden fortove, uden belægning, og det værste var, uden rendestene.. Drikkevand måtte man hente fra brønde. Indtil man fandt ud af, at det stammede fra Assitens Kirkegård, så hurtig fik man etableret forbindelse til Peblingesøen og Ladegårdsåen.

En stinkende grøft ville magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet. Spildevandet fra grøften løb ud i søerne og blandede sig med drikkevandet. Det drikkevand, som beboerne selv fik fra søerne.

Først omkring 1871 blev forholdene for beboerne i Blågårds – gade kvarteret løst.

Solitude
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have, og langs disse veje lå adskillige nye anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og berømte blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse, der blev nedrevet i 1902.

Kunstberider Jean Lustre købte fast ejendom på Nørrebro, og i 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget det bedre borgerskab så frem til.

Uden for Blaagard lå Solitude, ligeledes en stor, herskbelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i 1840erne Kaptajn Bangert, og blev efter hans død udstykket til arvingerne.

En gartner brugte en del af jorden til at dyrke rabarber og navnet Rabarberland blev hængende ved dette kvarter. Parcelvejen, senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til Parcelbroen over Ladegårdsåen.

Store Ravnsborg
På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg, en ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier.. hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af Den bestandig borgerlige forening, der havde klublokale her. De stigende grundpriser satte dem i stand til at udstykke det hele i byggegrunde, til fordel for foreningens medlemmer..

En kunstner forvildede sig på et tidspunkt ud til Nørrebro, således i 1804 Pierre Magito, der afbrændte sit kunstfyrværkeri hos Hans Kongelig Højhed, Prins Ludvig Ferdinand af Preusen. Dette foregik på Store Ravnsborg.

Blegdammene
Hvor Ravnsborgs Have endte, begyndte blegdammene, der i nummerorden 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter med hver deres dam, der fik vand ind fra Sortedamssøen.

Her lå de hvide lærredsstykker paa Bleg, bevogtet om natten af vægterne. I hvid vadmels kappe med lygte i bæltet gik de rundt. De tudede i kohorn for at holde tyvene væk og vel sagtens også for at holde sig vågen. Enkelte af blegdammene var allerede taget i brug som byggepladser. Her etableredes Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik sig. En egentlig større bebyggelse startede først i halvtredserne, da Sct. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting – og arresthuset i 1847 – 48.

På en af blegdammene boede Bager Købke, hvis søn, maleren G.S. Købke, herfra har hentet motivet til mange af sine stemningsfulde billeder.

Den stærke mand i kirketiden
Allerede i 1722 havde Von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Skt. Hansgade. Her optrådte Den stærke mand. Men han gjorde det i kirketiden, og det måtte man ikke, selv om der ikke var en kirke i nærheden. Helt tilbage fra 1719 indrettedes der et kalluntrykkeri ved blegdammen.. Og minsandten om ikke også blev indrettet en sømfabrik lige i nærheden af Grev Danneskjold – Laurvig

Nørrebros første skole

Når man læser diverse jubilæumsskrifter, er der mange, der foregiver at værre Nørrebros ældste skole, men mon ikke den der blev anlagt ved den 12. blegdam kan kalde sig for Nørrebros ældste skole. Den lå på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsvej og blev oprettet i 1761 Det var ikke sjovt at være lærer her, det lugtede også fra blegdammene. I en meddelelse fra Magistraten hed det sig:

En fattig og forknyt Studiosus terpede Katikismus med en flok landsbyagtige Børn, der var meget lidt fortrolige med Skriftstederne. Forholdene var elendige, godt nok 2 skolestuer og en lejlighed til læreren.

Først lang tid efter gjorde Magistraten noget ved problemet. Det skete under ledelse af digteren Fr. Høgh – Guldberg. Han gjorde skolen til en af de bedste almueskoler i byen.

Jødeforfølgelse

På Jødevejen lå danseboden ”Det gamle Testamente” Navnet stammer ganske givet fra Den Mosaiske Kirkegård, der blev anlagt helt tilbage i 1694. Denne kirkegård blev efterhånden udvidet meget. Ifølge den jødiske religion tillader man ikke at opgrave jordbærmarmelade, hvori et lig engang er blevet nedlagt. Begravelserne kom efterhånden ganske tæt på bebyggede områder.

I 1729 var der 65 jøde – familier med i alt 350 personer i København. De fleste boede i Læderstræde. I 1760 var der 137 jøde – familier med 650 personer. Diskriminationen var meget fremherskende. Magistraten forlangte simpelthen, at enhver jøde, der ville bosætte sig i byen skulle bygge et nyt hus eller indrette sig et manufaktur”. Dette blev dog sjældent overholdt, så man nøjedes med at indkassere en afgift på 100 Rigsdaler.

Opdagede man, at en jøde var smuglet ind eller havde snydt, straffedes han med 1.000 Rigsdaler i bøde, og skulle arbejde på Kastellet på livstid.

Man ville heller ikke optage jøder i laugene. Kun en jøde nemlig Henrik Goldschmidt blev optaget i den hæderlige Brændevinsbrænderlaug.

Det hed sig at jøderne strejfede rundt, for at bedrage folk. Mange blev uskyldig dømt. Nogle foreslog endda, at de skulle gå med armbind. Lørdag den 4. september 1819 samledes sjovere, lærerdrenge og matroser. De begyndte at slå ruderne ind hos silkekræmmer Raphael, galanterivarehandler Jacobsen i Østergade og mange flere. Politiet stod magtesløs. Optøjerne varede helt til den 14. september. Man talte også om, at ødelægge Den Mosaiske Kirkegård.

Jøderne på Ventegodt

På hjørnet af Møllegade eller Jødevejen oprettedes i 1803 en lukket keglebane af tømrermester Kern.

Det yderste stykke af Nørrebro fra Assitens Kirkegård og ud til Lygtekroen hed Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og Petersdal. Avlsgården Nissendal må vi heller ikke glemme.

Det var Konrad Berg, der i 1718, da han overtog Lygten Kro, forsynede den med flere tilbygninger.

Ventegodt lå der allerede i det 18 – århundrede, men i det 19 – århundrede var det slægten Melchior, der boede på stedet. Man kaldte dem for Jøderne på Ventegodt. Ejendommen lå ved Esromgade, Lundtoftegade..

Borgerskabets børn kunne ikke nøjes med forstadens visdom, således gik grosserer Melchiors børn den lange vej fra Ventegodt ind til Højbro Plads. De kunne dog tage med mælkebønderne, hvis de kunne komme med for 2 Skilling. Blev der forlangt 3 Skilling måtte børnene gå.

Træerne tog vinden

Ved Ølunds Mølle, anlagdes i 1804 en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen Toksværd

Møllerne påstod at poppeltræerne i nærheden af Runddelen tog vinden. Man besluttede derfor, at plante linde – og elmetræer.

Fattigdom og Kristendom på Ydre Nørrebro
Da der endelig kom gang i byggeriet omkring Lygten, fastslog en skribent følgende:

Fattigdommen hersker. Mændene drikker, og Kvinderne sladrer tiden bort.
I en artikel i Illustreret Tidende i forbindelse med indvielsen af Stefans Kirke kunne man læse

Her er Haab , om at Kristendommen, al Raahed, uredelighed og usædeligheds medarbejdende Aand, vil blive til det Salt, der bevarer de endnu gode hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig, at bruge det danske sprog dengang.

Forceret spekulationsbyggeri bag Stefanskirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en af de daværende medier til at skrive

Et mylder af Gadestumper op i Kirkens Nabolag for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

Grundtvig på Nørrebro
Lidt længere ude, der hvor Haraldsgade ligger i dag lå lystejendommen Marielyst. Hvad de færreste sikkert ved, var at her blev der indrettet en højskole, hvor Grundtvig ofte kom til sin død. Åbningshøjtideligheden fandt sted den 3. november 1856. Skolens første forstander var teologen C.J. Brandt. Der var foredrag om folkesagen og fædrelandets historie. En hjælpelærer, Rasmus Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen var det modersmålet, der var på skemaet. Men det gik ikke så godt for Grundtvigs Højskole. Første år kom der 20 elever, næste år 16, og året efter kun 12. 7.000 rigsdaler kostede det at indrette og erhverve Marielyst.

Man kan ikke lave være med at tænke på, at Kierkegaard, H.C. Andersen og Grundtvig faktisk kunne have hilst på hinanden på Nørrebro.

Kørerlæren fra Ryesgade

Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 var gaden ført igennem til Østerbrogade. I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store som en hund, og rotter var der tusindvis af i Ryesgade dengang.

Det nordligste stykke var så godt som ubeboet. Det medførte klager.

En enkelt mand var dog godt tilfreds med situationen, nemlig løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre på cykel eller som det hed dengang Velocipeder. Den lukkede gade var eminent til dette formål. Annoncer fremhævede, at folk der lejede Velocipeder på hans plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.

Man morer sig på Nørrebro
Selv om der ikke var så meget på Nørrebro, dengang, så morede man sig. Hør blot en gammel frontberetning

Om sommeren søger Håndværks og Kjældermanden og unge Bursher til værtshusene. På vester – Nørre- og Østerbro om søndagen, når vejret føjer, vrimler det Sommeren igjennem på disse steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmer, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med en Fryd og Gammen, som Mennesker i højere Regioner intet Begreb kunne gjøre om”.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro